In the darkness.

Blair rømmede sig, hun ville ikke sige noget, men han blev nød til at vide hun var der, ellers ville der nok gå et stykke tid før hun kunne komme væk fra derfra, det hjalp ikke ligefrem på hendes i forvejen svækket tilstand at have flere kilo på sig.

Han blinkede et par gange med øjnene før han faktisk fangede hvorfor hun rømmede sig... Han trak sig hurtigt væk fra hende og lagde sig istedet ned på madrassen... Han var ret flov over at han var faldt i søvn oven på hende... Eller ihvertfald med noget af hans krop oven på hende... Det var lidt flovt for ham at han ahvde så svært ved at holde sig vågen...

"Det må du meget undskylde..."

Han var så flov at han var blevet rød i ansigtet over det...

Blair kravlede hen ved siden af ham og så på ham med et smil.

"Nej, altså jeg kunne godt nå at flytte mig, men jeg valgte at lade vær."

Blair orkede ikke at forklare alt muligt om hvorfor hun havde gjort det.

Han var fint tilfreds med det svar og smile han havde fået... Det var helt fint til ham at han troede på at det ikke havde været noget problem for ehnde og når det ikek var et problem var der jo heller ikke noget han skulle undskylde overfor hende for...

"Det er godt..."

Han satte sig op af væggen igen og begyndte at kigge sig lidt omkring for at se om der var noget som helst han havde overset indtil videre... Han skulle lige være sikker på at han havde set alt der var at se... Dog uden at rode hendes kasse igennem...

Blair så smilende på ham. Hun havde ikke brug for en undskyldning, han havde ikke gjort noget galt. Blair tog en dyb indånding og lagde sig ned på gulvet igen. Hun slappede bare af, hun lå bare og kiggede op i loftet helt afslappet.

Han kunne mærke sulten nage som en kniv der rodede rundt i maven på ham... Han fik mere og mere lyst og brug for kød... Han kunne ikke holde dyre siden nede som kunne finde på at tage det fra hvem som helst...

Han vendte sig rundt hvor han stod og gik med langsomme skridt over mod blair... Han øjne vare igen blevet kolde og døde, sammen med at at han havde et sulten blik og et smil der viste hvad han havde lyst til...

Blair kunne godt høre at Sargonis gik rundt, men det tænkte hun ikke nærmere over, han var sikkert lige så nysgerrig som hun var, så han gik nok bare rundt og kiggede. Blair begyndte stille at nynne, hun skulle give sig til et eller andet, og meget af hendes tid gik med at nynne. Blair lagde sine hænder på sin mave, hendes fingre var foldet sammen, så det så lidt ud til hun bad.

Han fortsatte sine langsomme skridt over mod hende... Stadig med det samme udtryk i øjnene... Dyret havde lyst til hende... Lyst til alt hun kunne give fra sig... Hendes krop som mad, hendes blod som væske, og igen hendes krop til at stille de dyriske lyster der vældede op i ham... Det var groteskt at tænke på at han havde den slags tanker, men sådan var det at have et monster inden i sig...

Han stoppede først med at gå da han stod med et ben på hver side af hende...

Blair kiggede op da hun kunne mærke han stod med et ben på hver side af hende. Det blik han havde i øjnene var det eneste hun kunne huske fra dagen før, det var ikke lige sådan til at glemme. Blair gik i panik, hans intentioner var ikke gode, det kunne en hver regne ud. Hun regnede med at dyret var fremme i ham, dyret som elskede hende? Eller havde hun misfortolket det hele. Hun blev nød til at fortælle ham hvad hun følte, ellers kunne hun ikke slippe.

"Jeg elsker dig."

Det var måske at spille lidt på følelserne, men hun gjorde det for at overleve. Blair holdte rigtig meget af Sargonis, men elsker var ikke et ord hun brugte ret tit, det var et hun havde lært fra sine forældre, hvis det de gjorde var at elske, ville Blair aldrig elske.

Han hørte hendes ord gennem tågen, og hvis det ikke havde været dyret der havde været fremme var de nok bare blevet taget som en spøg eller noget andet i den stil... Men da det nu var dyret der var fremme i ham, blev det taget som noget helt andet noget som det slet ikke var... Det blev tage som et hån af ham... Dyret tog det som at hun bare lavede grin med de følelser der havde været mellem dem den forrige dag...

Han sank på knæ over hende og lagde sine føøder hen over hendes lår så de blev låst, hvorefter han han klemte hendes hænder til jorden... Han rykkede sit hoved tæt på hendes så hun kunne mærke hans åndedræt...

"Du skal ikke håne mig!"

Hans stemme var hård og fyldt med vrede, og næsten snerrende...

Blair blev mere panisk da han låste hende fast. Hun havde nogle følelser for ham, det var ikke hån. Men hun havde skubbet dem til side for at de kunne være venner.

"Det er ikke hån. Jeg blev bare forvirret i går, de to sider af dig. Jeg har følelser for dig. Det mener jeg."

Blair fik tårer i øjnene, hun havde det dårligt med at det var ham der overfaldte hende, da han gjorde det et par dage før var det ikke så hårdt, de kendte ikke hinanden ordentligt. Men det var anderledes nu.

Han vidste godt at hun bare forsøgte at redde dem begge... Redde hende selv fra at blive spist eller på anden måde komme til skade... Og redde ham fra at gøre noget han helt sikkert ville fortryde senere hen...

"Hold mund!"

Han kunne ikke få sig selv til at skade hende ikke når hun talte på den måde og da slet ikke når hun græd sådan... Det var ikke meningen, han ville bare have haft et nemt måltid ikke det her...

Blair gjorde som han sagde, hun lå helt stille og sagde ingenting. Men hun ville ikke lade det ske. Hun skulle bare lige finde på en plan B først. Blair kiggede fjernt ud i luften og overvejede sine mulighed, der var ikke mange. Han holdte hende fastlås. Hvad kunne hun gøre?

"Så gør det. Jeg troede bare jeg var mere end det. Så er jeg vel bare blevet brugt som altid."

Hun lagde hovedet på skrå og så hen af jorden i stedet for at se op i luften.

Stilheden var meget rare for ham det gjorde det nemme at tage hendes liv og gøre en ende på det der var ved at ske... Og hendes ord havde ikke helt den effekt hun sikkert ville have haft dem til at have fordi de fik den effekt på ham at han ikke så noget forkert i at gøre det...

Han førte sin munde ned til hendes hals hvor han lagde tænderne blidt på hendes hals med han bed ikke da han kom i tanke om at han nok ikke ville spise hende alligevel og så ville varulve forbandelsen bare føres videre til hende... Hvilket ikke var noget han ville have hun skulle opleve...

Han sad bare med munden om hendes hals...

Blair ville helt klart have gjort modstand hvis hun kunne. Men hun var for svag til det. Blair begyndte at rykke i hendes krop, hun blev nød til at gøre det, hun prøvede at få hendes ben fri af hans. Men det var ikke så lige til. Hun mærkede tydeligt hans tænder på hendes hals. Hun skulle bare væk. Men det var ikke så lidt som det så ud. Hans greb var svære at komme ud af.

Hendes kamp for at komme fri fik ham fortalt at det han havde gang i var forkert... Han flyttede tænderne fra hendes hals, og istedet kyssede han hendes hals blidt... Han rejste sig derefter op og trak sig baglæns væk fra hende... Hna var nød til at forklare hvad der lige var sket, og hurtigt inden dyret kom tilbage...

"Jeg har brug for mad... Brug for kød..."

Han vendte sig rundt og var hurtigt ude af døren, løb alt hvad han kunne ned i en gyde, hvor han fandt en kat som han spiste... Hvorefter han vendte tilbage til hendes lejlighed som han bankede på... Han stod med øjne der viste hvor ked af det han var, men han ville ikke forlade hende uden at hun vidste hvad der var sket...

Blair nåede slet ikke at opfatte hvad der skete, det hele skete så hurtigt. Men det var rart med en forklaring. Blair sad tilbage med en underlig fornemmelse, han var smuttet lige efter. Bare for at efterlade hende med den oplevelse, han var den eneste hun kunne tale med om den slags. Så hvis han var væk var hun alene igen. Det var måske også bedst. Blair hørte den bankende lyd på døren. Hun gik ud og kiggede gennem hullet, hun så at det var ham og låste døren, hun kunne ikke se om han var farlig, eller hans 'sædvanlige' jeg. Blair satte sig op af døren.

"Bare lad mig være."

Sagde hun roligt, men stadig med en stemme der fortalte hvor udmattet hun var.

Det var ent ing han ikke ville... Han ville ikke bare lade hende være... Han kiggede bare på døren og overvejede om han bare skulle slå den ind, men han kunne jo risikere hun blev ramt, og det var ikke særligt smart...

"Luk mig nu ind så jeg kan forklare..."

Hans stemme var bedende ligesom hans øjne... Han ville bare gerne gøre det hele godt igen... Han var altid en stor fed idiot når det kom til den slags... Det gik ham meget på...

"Eller ødelægger jeg din dør..."

Det sidste blev sagt med et lille grin ind over...

Blair låste døren op og gik ud i køkkenet. Hun gad virkelig ikke. Hun havde bare fået så mange forklaringer og undskyldninger, men hvad hjalp det? Hun blev stadig overfaldet af ham. Blair var stadig meget forvirret over alt det der var sket dagen før, eller de mange dage før. Hun satte sig op af skabene og så ud i luften, hendes blik var stift rettet mod håndtaget på skabet overfor, hun kunne til forveksling ligne en robot.

Han gik ind og fulgte efter hende hvor efter han stoppede op i døren til køkkenet og så på hende... Han vidste ikke helt hvor han skulle starte men et eller andet sted skulle han vel...

"Undskyld... Det skete kun fordi min krop har brug for store mængder næring og når den ikke får den næring over en længere periode er det ligemeget hvem den nærmeste person er... De bliver bare et potentielt måltid lige meget hvor meget jeg holder af dem..."

Blair forstod det slet ikke, men hun kunne jo heller ikke sætte sig i hans sted, hun ville aldrig komme til at føle det.

"Hvorfor gjorde du det så ikke?"

Hvis det ikke betød noget han holdte af dem, kunne han vel bare have gjort det?
Blair så ikke på ham, hun så stadig på håndtaget på det andet skab.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det til hende... forklare hende at det var for at han ikke gav den forbandelse eller gave han havde videre... Han vidste ikke hvordan hans kulle sige det så han valgte bare at sige det lige ud...

"fordi jeg vidste jeg alligevel ikke ville gøre andet end at spise det stykke af din hals og så ellers bare lade dig dø... Og hvis du døde på den måde ville du genopstå næste fuldmåne, som en varulv... Og det ville jeg ikke lægge på dine skuldre..."

Blair blev overrasket over hans ord, og hun fik endelig tvunget sig selv til at kigge på ham. Men det betød da ikke noget, gjorde det? Hun kunne ikke rigtig finde ud af hvad hun skulle tænke. Blair nikkede til det og rejste sig for at gå ind i stuen igen. Hun var bare så forvirret over det hele, hun vidste ikke hvad hun skulle tænke og sige.

Han flyttede sig så hun kunne komme ind is tuen igen... Han vidste ikke hvad han smere skulle sige... Andet end at det vel snart var ved at være på tide at de skiltes... de ville nok mødes igen senere på et tidspunkt men hvem vidste... Han stoppede op da han havde fulgt efter hende lidt...

"er det nu vi skal skilles?"

Blair gav Sargonis et hurtigt kram for at vise hun ikke var sur på ham, og stadig ville vedligeholde venskabet. Blair trak sig fra ham igen og så på ham med et smil. Det var nok bedst hvis de skiltes, og ikke så hinanden de næste par dage. Det var ikke så sundt, det vidste Blair nu.