Don't please.. Just stay.. ~Nille~

Caroline fik stadigvæk rundt i Terrovile, hun havde fundet en rigtig god ven som havde hjulpet hende igennem tingene stile og roligt. Caroline gik stille hen ved nogle bjerge, og nød at der var overskyet. Så kunne hun gå ude, uden at være bange for solens varme stråler brænde hende. Nille's blod fik hende dog til at sætte i fuld overnaturlig fart, op af bjergsiden. Hun kiggede vildt rundt for at få øje på Nille, hun håbede sådan at hun var okay..
"Nille!" Råbte hun, da en dusørjæger trådte frem. Og skubbede Caroline op af en mur.
"Hvor er skammeren? Svar mig!" råbte han højt i hovedet af hende. Undervuderede tydeligt hendes styrke.
"Det er det jeg er ved at finde ud af. Men det ville være meget nemmere uden dig i vejen." Svarede Caroline, og brugte noget af sin styrke til at knække hans nakke så han faldt død om.

Påklædning; Sort skjorte med hvid top der når til hofterne indenunder. Sorte jeans og sorte converse sko.

Nille havde nærmest givet helt op. Hun følte alle hakkede ned på hende, selv når hun prøvede at hjælpe. Hun var så fortabt efter Tobys død.. Og hendes mormor havde løjet for hende. Hendes mormor var rigtigt hendes mor. Lily var rigtigt hendes storesøster. Hun havde tre søstre nu. Isobel, cora, og lily. Men kun hende og isobel var rigtige skammere. De to var de stærkeste. Så hver gang hendes mor havde sagt hun var nilles mormor, havde det været en løgn. Hele nilles liv var en løgn... Derfor sad hun nu med ryggen op af et træ mens hun så udover en flot sø. Et fantastisk syn.. Perfekt til når man ville lave selvmord. Hun havde sin daggert i den ene hånd. Hun havde lagt en seddel i hendes hus i det tilfælde nogen skulle besøge hende. Der stod at hun var død. Og at de måtte da kunne forstå hvorfor hun havde slået sig selv ihjel. Hun ville savne dem stod der også..
Tårerne gled ned af Nilles kinder. Hendes lange sorte hår var løst. En hvid fjer var til syne i det sorte hår. Hun skar i sin arm. Måske kunne hun ikke dø af at stikke en kniv i maven, men blodtab kunne hun dø af. Hun skar ansigt grundet smerten da hun kørte kniven langs huden. Hun mærkede huden give efter. Blodet løb ned af hendes arm og ramte jorden. Hun hørte ingenting. Hun var i sin egen lille verden.

Blodet.. Dæmonblodet fra Nille, lugten blev tydeligere end før. Caroline susede imod lugten, og smed en hånd for munden da hun fandt Nille som lignede en der var ved at halvdø.. Caroline var hurtigt henne på hug foran Nille, og kiggede i øjnene.
"du skal nok klarer det, det lover jeg. Du får ikke lov til at forlade mig igen." Svarede Csroline og kiggede Nille ind i øjnene. Hun rev noget stof af sin trøje og brugte det som hjælp til at stoppe blødningen. Carolines hjerte hamrede af sted.. Hun kunne ikke miste endnu en hun som hun elskede..

Nille fik et chok da hun hørte Carolines stemme. Nille var bleg i huden og hun tabte daggerten af udmattelse. Hun havde allerede mistede en del blod. Tre store snitsår var på nilles arm. De blødte kraftigt da hun havde skåret dybt ind. Hun rystede svagt på hovedet da Caroline begyndte at snakke.
"Nej.. Lad være... Jeg vil dø.." Hun græd svagt. Hun prøvede at skubbe Carolines hånd væk da hun ville forbinde nilles arm hvor snitsårene var. Men det lykkedes ikke. Hun var for svag. Hun rystede samtidig svagt i kroppen.
"Lad mig dø.." Hendes stemme var lille og svag.

Caroline havde ikke tænkt sig at lade Nille dø, ikke tale om!
"Tag dig sammen!" Sagde Caroline alvorligt, og stoppede sårene. "Du får ikke lov til at slå dig selv ihjel? Forstået!?" Spurgte Caroline alvorligt, og tog Nille op i sine arme. Hun var stærk nok, Caroline tog Nille med ned til søen. Og rensede hendes sår.
"Jeg kan hjælpe dig Nille.."

Tag sig sammen?! Nille knurrede lavt. Caroline skulle fandme ikke bestemme over Nille!! Hun vred sig da Caroline løftede hende. Dog svagt. Hun ville ikke!
"Slip mig, slip mig, slip mig, slip miiiiig!!!" Skreg hun højt. "Alle hader mig! Alle hakker ned på mig! Toby er død! Min mormor er min mor, hun løj! Hele mit liv er en fucking stor løgn!" Skreg hun så højt hun kunne. Tårerne gled hidsigt ned af hendes kinder.
Da Caroline rensede hendes sår vred nille sig stadig.
"Nej! Ingen kan! Lad mig dø! Jeg vil ikke mere.." Det første råbte hun, det sidste Hviskede hun opgivende.

Caroline var ligeglad med at Nille råbte og skreg, hun ville ikke lade hende dø. Om så hun skulle binde hende til en stol og tvangs fodre hende! Nille's sammenbrud fik Caroline til at få det dårligt.. Hun havde ellers selv lige fået det bedre..
"Nille du min bedste veninde og jeg elsker dig virkelig højt. Du ville ikke lade mig dø, og jeg vil ikke lade dig, du alt for vigtig for mig.. Og lige nu er jeg bange for at miste dig.." Svarede Caroline og sank en klump."Jeg kan få dig til at glemme, glemme Toby glemme alt det som har såret dig. Og du skal ikke sige at jeg ikke kan, for jeg ved min egen styrke og jeg kan.. Hvis du vil lade mig hjælpe dig..døden er ikke løsningen på alt."

Åh der var så meget lort i Nilles liv følte hun for tiden. Udover det med Toby, hendes mor/mormor, og det med folk hakkede ned på hende som hun følte nogen gjorde, havde hun haft et skænderi med Jacob. Og mødt Markulius.. Han havde kysset hende to gange... Og hun havde gengældt det første kort da tiltrækningen blev for stærk. Men derefter havde hun prøvet på at skubbe ham væk. Han havde også sagt han vidste at hun en dag ville have han kyssede hende igen. Og han ville vente flere tusind år på hende. Hun havde fortalt om det til Jacob.. Og han havde nærmest anklaget hende for at hun ville være sammen med Markulius.. Men hun ville have Jacob, og kun Jacob!
Tårerne gled stadig ned af hendes kinder. "Du skal ikke være bange. Det er bedst for alle at jeg dør. Så bliver alle glade." Og Lailah ville også dø... Hvilket ikke var så heldig. Og hvor pokker var Lailah henne?!
"Nej! Du må ikke få mig til at glemme!" Nille forsøgte at komme fra af Carolines greb. "Jeg kan og vil ikke mere! Markulius og Jacob.. Det er for meget! Toby.. Jeg vil ikke!"

Caroline var i en svær situration selv, hun havde kun Nille i øjeblikket.. Og ville bryde sammen og havde nok været død nu hvis hun ikk havde haft Nille efter det med Dominic.
"Hvad er det for noget pjat!? Hvis det ikke havde været for dig så havde jeg dræbt mig selv.." Svarede Caroline, noget hun ikke havde sagt til nogle. Eliza havde været på besøg igen, men det vaar ikke bleveet bedre overhovedet. Caroline var alene, og hvis Nille valgte at dø. Så var der ingen tyndekræft mere..
"Jeg kan ikke leve uden dig.. Og jeg forstår ikke at du kan tro at jeg vil være bedre tjent uden dig, det sårer mig faktisk dybt at du sådan bare vil væk fra mig.. og svigte mig, du lovede jeg altid ville kunne komme til dig.." Caroline så alvorligt Nille i øjnene.
"Jeg vil ikke tvinge dig, ikke hvis du ikke er med på den."

Nille fik sig fri og hun gik lidt væk. Hun sank sammen og satte sig ned på jorden. Hun gemte sit ansigt i hænderne og græd svagt. Hun kunne ikke mere... Hun ville ikke mere... Hun krympede sig sammen.
"Jeg kan bare ikke mere, Caroline.. Alle hakker ned på mig, selv når jeg prøver at hjælpe dem. Markulius har kysset mig.., to gange.. Mig og Jacob har haft et skænderi på grund af det eller Ikke kun på grund af det. han anklagede mig... For at ville være sammen med Markulius fordi jeg gengældte det første kys kort.." Sagde han hun lavt.
"Der er ikke mange der ønsker mig i live, Caroline.. Jeg.. Slog en af mine veninder ihjel.. Eller Rebecca gjorde.. Natalie.." Hun rystede svagt i kroppen.

Caroline blev siddende og kiggede sig ned i sit spejlbillede ligenu skubbede hun alt om sig selv til side for at hjælpe Nille.
"Du har mig!" Udbrød hun så, og en lille tårer trillede ned. Det gjorde virkelig ondt på hende, at Nille bare sådan ville forlade hende.. Caroline sank en klump.
"Bare fordi mange ønsker en død, behøver det ikke at betyde at man fortjener det! Du fortjener at leve ligesom alle os andre.." Svarede Caroline kort..
"Jeg har også slået ihjel, stukket folk i ryggen som troede de kunne stole på mig. Jeg fortryder, men jeg må leve med de fejl jeg har begået. Og med at alle folk ikke kan lide mig, men jeg kender det Nille. Jeg sidder selv og tænker at jeg ikker er værd at have på denne jord."

Du har mig!
Ja, hun havde Caroline. Men hvor lang tid ville der gå før hun også mistede Caroline? Ikke særlig lang tid. Det var bedst bare at dø nu. Lige nu. Hun så ned.
"Ja, jeg har dig.. Men hvor længe kommer der til at gå før du finder en anden veninde?" Mumlede hun og lagde armene om sig selv. Hun trak vejret dybt og uroligt.
"Nej, det gør jeg ikke." Hun havde brudt Skammernes Ed..
"Du er værd på denne jord. Nicolas behøver dig. Jacob behøver dig. Josh behøver dig. Mange behøver dig. Ingen behøver mig. Jeg er ingenting."

Caroline rejste sig op og så ned på Nille.
"Jeg har andre veninder også, men Nille du min bedste veninde! Du kan ikke erstattes!" Udbrød Caroline, og tog hænderne til hovedet. Caroline sukkede tungt.
"Er jeg værd på denne jord? Nej det lige præcis hvad jeg ikke er, Nille for blot en dag siden løb min morderiske side af med mig. Jeg grov torturede en jeg ikke brød mig om, fordi han gjorde mig vred. Jeg flåede hans øjne ud, tvang ham til at æde dem. Jeg flået hans fingre af på den ene hånd.. Skar hans ører af.. Inden jeg dræbte ham. Nille jeg gjorde det af sorg, sorg fordi jeg er bange for at miste alle dem jeg elsker. Sorg for at jeg måske ikke har flere tilbage.." Udbrød Caroline, selvom det enlig var noget hun bare ville have holdt til sig selv. Caroline så på Nille.
"Jacob har brug for dig, fordi at han elsker dig overalt på jorden. Hvis du døde ville hans verden gå under. Josh han har ikke brug for mig, sidst jeg så ham.. stak han mig ned.. Nicolas er væk på grund af mig, det samme er Eliza.. For satan Nille, din søster har brug for dig, jeg har brug for dig."

Nille kiggede op på Caroline med de lysende blå øjne der havde tårer i sig.
"Det ved du ikke." Sagde hun blot med en rolig tone i sin stemme. Hun betragtede Caroline roligt.
"Hvem var det?" Forhåbentlig var det ikke en hun holdte af. "Din sorg bliver lettere at bære når jeg er væk. Jeg er ikke ligefrem den bedste at bekymre sig om, for jeg er altid i problemer." Hun krympede sig sammen.
Hun sukkede lavt.
"Jacob har ikke en skid brug for mig! Han kan ikke engang tage at Makulius kysser mig, og straks begynder han at anklage mig! Han kan fandme bare tage Jade, kan han." Hun elskede Jacob, men deres skænderi lå stadig inde i hendes indre. "Min søster har ikke brug for mig. Alt bliver så meget lettere uden mig."

Caroline var en tikkende bombe som kunne springe hvis hun blev pisset nok af, og hun var næsten ved at sætte ild til lunten.. Hun forstod det gjorde ondt at miste nogle, hun stod i den situtration og havde gjort det ret tit faktisk.
"Arason hvis du kender ham." Caroline sank en klump, og man kunne se på hende. at hun tydeligt havde det dårligt med at have gjort som hun havde gjort.
"Nille! Prøv lige at hør på dig selv!? Du var pisse ked af det og vred, dengang Jade havde kysset JAcob. Jacob er jo bare bange for at miste dig til en anden, ligesom du var bange for at miste ham! Kan du virkelig ikke se at Jacob kæmper for dig, og at han har gjort det helle tiden! Mit liv bedre uden dig? Th, må jeg være fri! Du min bedste veninde, en af de eneste som gav mig en chance da jeg faktisk svigtede dig.. Du gav mig en chance til, du er en god person Nille. Og jo din søster har brug for dig, ville du bare lade hende stå i dine sko? Efterlade hende i den farer som du står i? Efterlade mig, fordi hvis du bare sådan ville efterlade os.. Så kan jeg slet ikke kende dig mere.. Hvor pigen som var så mentalt stærk, at hun vidste hun kunne klarer alt? Hun er der stadigvæk, du skubber hende bare til siden. For du vil vælge den lette vej udenom alt det du står med i hænderne. Men Nille hør på hvad jeg siger, bare fordi man mister nogle, betyder det ikke man skal give helle sit liv op. Der vil altid være opturer og nedturer i livet, men forsatan da det jo det som skal gøre os til den person vi er. Du har et helt liv som venter på dig, det eneste du skal gøre er at gribe fast og lade dig gå med. Og tage opturer og nedturer som de udfordringer livet har med sig. Det sådan jeg har levet de sidste tre af mine år."

Nille var ligeglad med at Caroline var tæt på at gå amok. Hun var ligeglad. Hun kunne simpelthen ikke gøre for det. Hun kunne ikke mere.
"Arason? Godt du gjorde det." Nille brød sig ikke om Arason. Han havde engang stukket en kniv i maven på hende.
"Måske er jeg unfair, og anklagede ham dengang. Men dette er anderledes. Jacob burde have tillid nok til mig, efter alt det. Dengang havde vi ikke været så forfærdelig længe sammen." Hun så ned. "Hvis han kæmper for mig, hjælper det ikke at han råber, anklager og nærmest skælder mig ud efter alt det med Toby... Det burde han forstå." Hun så op. "Isobel ender ikke i de farer jeg er endt i. Hun er ikke mig. Hun kan klare det bedre. Verdenen er så meget bedre uden Skammeren Nille. Uden Skammeren som så mange hader, som alle let kan såre, som alle let kan hæve sig over." Det var tydeligt at Nille var helt nede. "Du forstår det ikke. Den eneste person der nogensinde tog sig af mig, løj for mig. Jeg mistede Toby. Jeg er blevet anklaget så meget. Jeg kan ikke klare drengeproblemerne. Faktisk, burde jeg slet ikke være sammen med Jacob eller Markulius. En Skammers pligt er ikke at elske. En Skammers pligt er at redde slaverne, at få de onde til at skamme sig, der er så meget vi står for. Jeg har brudt Skammernes Ed. Jeg har ladet Rafael beholde sine slaver. Han er min leder. Jeg kan ikke tage hans slaver. Jeg har forrådt Gudinden af Skam." Faktisk... Havde Nille ikke forrådt Gudinden af Skam. Nille havde en god grund til ikke at befrie Rafaels slaver. Gudinden af Skam havde heller ikke lavet Eden for at de skulle følge den fejlfrit. De havde stadig deres frie vilje, Skammerne.

Caroline kiggede lidt ned..
"Nille du er i panik, du bange. Du hallucinerer, du ikke dig selv ligenu.. Du tænker ikke klart og rent inden du siger noget. Du bange for din verden går under hvis du gør en lille ting forkert. Jo jeg forstår." Sagde Caroline så, og kiggede på Nille. Nille overreagede ligenu, og Caroline anede ikke hvad hun skulle sige eller gør. Caroline kiggede på Nille.
"Træk vejret stille og roligt, tag nogle dybe indåndinger. Du skal nok klarer det her."

Panik?! Gu fandme nej om hun var i panik! Nille rejste sig hurtigt op og hendes øjne lynede af raseri... Men så faldt hun sammen. Ned og sidde igen. Hun krympede sig sammen.
"Jeg vil ikke mere." Blev hun ved med at sige og gemte sit ansigt ved knæene mens armene var om benene. Hun gjorde som Caroline sagde og trak vejret dybt.
"Jeg kan ikke mere, Caroline... Det er simpelthen for hårdt..." Tårerne gled ned af hendes kinder, men det var ikke så tydeligt. "JEg kan ikke mere..."

Caroline anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige, for Nille var jo ikke den eneste som var nede i kulkældren. Caroline ignorede hendes ord med vilje og satte sig ved siden af hende, og gav Nille et ordeligt stort kram. Og selvom Caroline var iskold i huden, så var det fyldt med kærlighed.

Nille rystede svagt i kroppen. Hun følte sig så svag. Da Caroline satte sig ved siden af hende, landede Nilles lysende blå øjne på Caroline. Da Caroline krammede hende, lukkede hun øjnene, og gengældte krammet.
"Undskyld.." Hun kunne mærke en tåre glide ned af sin kind igen. "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.." En ide formede sig i hendes hjerne. "Jeg må væk." Hviskede hun.

Carolien tyssede lidt på Nille da hun sagde undskyld.
"Du skal ikke undskylde søde." Svarede hun og strøj Nille henover håret, heldigt at Caroline havde fået styr på sin anden evne. Caroline så på Nille.
"Væk? Hvad mener du?"

Nille kiggede bedrøvet ned på jorden og tørrede den sidste tåre væk. Hun smilede svagt.
"Okay... Tak Caroline." Lige pludselig var det som om Caroline var Nilles storesøster... Mærkelig følelse. Men ikke dårlig.
"Væk herfra. Jeg kommer tilbage, men.. En slags pause fra alt." Svarede hun og vred sine hænder nervøst.

Caroline smilede beroligende til Nille.
"Så lidt, bare husk at jeg altid vil være der." Svarede hun og kiggede hende i øjnene.
"Hvis du mener det er det bedste, og at du lover mig ikke at tage dit eget liv. Eller skade dig selv, så vil jeg lade dig gå." Det var tydeligt at Caroline bare ville passe på Nille.

Nille lukkede kort øjnene. Efterhånden blev hun mere træt.. Hun sukkede lavt.
"Skal jeg nok huske... Hvis du husker at jeg også er her for dig." Sagde hun lavt og smilede svagt.
"Jeg lover ikke at tage mit eget liv." Hun så kort ned. Hun nikkede langsomt.

Caroline smilede til Nille og nikkede.
"Det skal jeg nok huske søde." svarede Caroline med et skævt smil, og kørte en hånd igennem sit hår.
Caroline åndede let ud.
"Godt!"