What the hell!? ~Christopher~

S: Gågaderne i Terroville
T: Nat.
V: Beskrives i tekst.
O: Næsten ingenting.
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Caroline var ude at gå i den stille gågade, ingen butikker havde åbnet. Måske ham som solgte øl, ellers ikke nogle. Himmelen var mørkt lagt, med en mørkeblå farve på. Månen var halv og stod næsten i midten af himmlenen, samt var stjernerne kastet op på den mørke dug. Caroline savnede ikke Christian, men alligevel var han jo den eneste grund til at hun var så stærk idag. Han havde syntes hun var kedelig, hvad mon han tænkte nu hvis han så hende. Dog anede Caroline ikke om Christian var i live eller ej. Caroline fortsatte igennem den kolde aften, dog kunne vampyrer ikke tage skade af kolde eller varme tempraturen. Caroline var stærkere end en normal vampyr, hun var vampyros.. En opgradering. Carolines skridt kunne hørers som ekko i de stille og tomme gader, hendes ånde kunne ses når hun åndede ud.. Det lignede lidt en lille røg sky, Caroline bemærkede en fært fra en fremmed vampyr, og blev opmærksom. Det var ikke altid at man kunne stole på sin egen race, derfor var hun meget opmærksom med hvordan hun tog sine næste skridt, da hun helst ikke ville overfaldes eller overraskes på nogen måde.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: Mørke jeans

Aftnen havde selvfølgelig lagt sig over byen, ellers ville man som vampyr nok ikke være ude. Alle vampyrer var vel forskellige og Christopher var ingen forskel, han var ikke direkte psykopat, i hvert fald ikke for alle man havde forskellige meninger om hvad han helt præcis var. En ting var han dog og det var følelseskold, manden følte absolut intet, men han nød sig af at folk troede han gjorde, han måske endda elskede at se når folk opdagede hvordan han i sandhed var, for så at finde ud af at han var helt anderledes end det de fandt ud af.
Han optrådte som fin og endda formel, selvom han inderst var styret af sit voldsomme vrede, så optrådte hans vrede sjældent offentligt og kun i få situationer lod han masken falde, for at lade folk se hans indre vrede og hvor meget han ikke var denne charmerende unge mand, der blot udnyttede hans skønhed.
Nu var det ikke længe siden, han havde ladet den kære Christian falde for hans hånd, med hans hjerte i brystet, så han livet forsvinde i øjnene på den mand, han havde brugt sit liv på at lave til et helved, det var hans skyld at Amanda overhoved Eksisterede, at hun købte ham, at han blev tortureret de mange gange, nok holdte han ikke kniven, men han var bagmanden, som altid bag missionen.
En ung kvindelig vampyrs fært fangede hans næse og med hænderne i lommerne fulgte han den, stoppede op foran hende og det tog ham ikke mange sekunder for at vide hvem det var "jamen ser man det, Caroline, han løj ikke da han fortalte om dem" sagde han med en blød engle stemme, smuk og næsten som sang fra oven, samt den britiske accent. Dog var hans smil, sammen med resten af ham næsten forkert, som om han var alt for perfekt til det kunne være naturligt.

Caroline vendede sig straks om det øjeblik en stemme snakkede til hende, hun lagde hovedet lidt på skrå. Det lignede Chistian, men på en måde kunne hun fornemme at det ikke var ham. Det lignede nærmere en form for dobbeltgænger, den måde han snakkede på.. Det smil, der var noget som ikke stemte. Han løj ikke da han fortalte om dem, Caroline hævede lidt på det ene bryn.
"Hvem er du, undskyld hvis jeg burde vide det." Sagde hun, hendes ansigt var ikke til at læse. Caroline havde lært at skindet kunne bedrage, smilet kunne være falsk. Derfor lod hun sig ikke bare fange i sådanne fælder mere, Caroline så stille på ham og lagde armene overkors.
"Hvem fortalte om mig? Spurgte hun stille, måske havde Nicolas snakket med ham? Eller Jacob, måske Matt? Caroline havde ingen anelse.

Han klukkede klokkeklart og lagde hoved på skrå "nej da kæreste, de kender mig ikke, de kendte mig kun hvis jeg valgte det" pointerede han og snorede pegefingeren rundt, før han lagde håndfladerne mod hinanden "Men mit navn er Christopher Morgenstern, han har nok ikke fortalt dem om mig, det ligner ham, den lille Christian" klukkede han og selvom han smilede, kunne man svagt fornemme den kulde der lå om ham, samt den magt han besad "Det gjorde Christian, han fortalte om hvordan han mødte dem, forlod dem og alt hvad der ellers kommer ud af de fine små forhold, men jeg troede han tog fejl....men jeg må da sige, han havde ret" han nikkede, så kort op mod himlen, mens han lagde armene om bag ryggen. De nøddebrune øjne glimtede svagt i månens skær, næsten smukt, dog var de hurtigt igen på hende "ikke for noget, men hold da op den dreng, han kunne da snakke også om alle mulige dumme folk" han rystede på hoved og så næsten gennemborende på hende

Caroline hævede på et bryn, og åndede lidt ud.
"Okay så.." Mumlede hun stille uden det var tydeligt overhovedet, Caroline kiggede på Chistopher, og lyttede til hvert et eneste ord omkring hvad han sagde. Hun forstod ikke helt, hun havde jo ikke noget med Christian at gøre mere.
"Så det gjorde han, andre små detaljer jeg behøver at vide eller hvad?" Spurgte hun til omkring at han vidste alt omkring hende og Chistians forhold. Caroline lagde armene overkors, og forstod ærligttalt ikke hvad Christopher ville hende overhovedet.
"Jeg er faktisk lidt ligeglad, men hvad er din pointe i det her?" Sagde hun så til hans sidste sætning, og kiggede på Christopher med et hævet bryn som blot gjorde hende kønnere. Caroline blinkede et par gange hun anede blot ikke hvorfor hun skulle have alt det tilbage i hovedet som skete for tre år siden, dengang hun var menneske. Og blev til vampyr og så fandt hun en kur og blev til menneske igen. Fortid på fortid, hun var med og havde forstået.

Han smilede da hun sagde disse ord, hvad hun ellers skulle vide "mhh der er meget, jeg kan huske han bad mig om ikke at gøre dem ondt, for selv i hans smertende øjeblik kunne han ikke bære der skete dem og en hvis Jacob noget" han elskede at lege med folk, ganske vidst havde han kaldt at han ikke skulle gøre Jacob noget og jo han havde fortalt om Caroline, beskrevet hende for ham, men ikke som en der bekymrede sig, han elskede bare at sætte tingene sammen og havde gemt løgnene så langt væk at det aldrig var til at se "han beskrev dem skam for mig, høj blond og uendelig smuk, det var det han tilbragte mange nætter i fangeskab på at gøre" fortsatte han med den bløde stemme.
Han lagde hoved tilbage og grinede "forresten har de hørt at han har ladt livet, den stakkel nu er han mere død end nogensinde før" fortsatte han og gik langsomt rundt om hende, med hænderne omme bag ryggen, selvom det ikke var til at se på ham, var han klar til ethvert angreb fra hendes side

Caroline kiggede på ham med et fast blik, uden en form for følelse. Hun ville ikke vise nogle ligenu, desuden så sagde det hende kun lidt. Men det med at vide om det han sagde var sandhed eller blot løgn på løgn. Hun havde modtaget så meget forskelligt, så hun valgte at reagere neutralt. Selvfølgelig blev man smirgert over at blive kaldt uendelig smuk, det måtte ´hun indrømme. Dog valgte hun at prøve at se neutral ud, dog satte nogle mærkelige følelser sig igang, da han sagde at Christian var død.. Som i virkelig død, Caroline havde selv sagt at hun ville dræbe ham. Dog havde hun aldrig stået med chancen, og om hun ville have gjort det.. anede hun ikke. Christian var jo nu når det kom til alt, den første som faktisk bekymrede sig for hende. Hun rystede tankerne ud af hovedet, men kunne alligevel ikke tro sine egne ører.
"Er han død?" Spurgte hun stille og roligt, men hendes stemme kunne snarre ikke forstå at det var rigtigt.

Han stoppede op foran hende, dog en meter fra hende, med et hævede øjenbryn "vidste de ikke han var død, men jo han har været død i noget tid nu, nok en uge hvis jeg husker rigtigt" sagde han og trak på skulderne, han huskede det faktisk helt præcis hvornår det var, for det var ham selv der rev hjertet ud af brystet på ham, gjorde en ende på den unge vampyrs liv, gjort en ende på de lidelser han også havde pålagt ham.
Pålagt ham ved at forvandle hans skaber og stå bag alle hans lidelser, her i blandt ved at tage hans families penge. Dette var blot de ting han havde lært fra sin skaber, før han forsvandt og lod han være alene, ligesom hans mor havde gjort, hun havde smidt ham på gaden efter han var blevet forvandlet, men hendes handling havde også gjort ham stærkere

Caroline kiggede ham i øjnene, selvom der stadigvæk fra et skridt imellem dem. Hun tog en dyb indånding.
"Nej det vidste jeg ikke," Svarede hun og så lidt til siden, faktisk var det måske alligevel en smule trist når ens eks kæreste var død. Der var jo engrund til at man engng havde været sammen med personen, og at personen så faktisk var helt væk.. Det var mærkeligt at tænke på, hun kiggede endnu engang ind i øjnene på Christopher, og lagde hovedet endnu engang. En ting vidste hun fra sig selv, at en morder sjældent havde det dårligt med det.
"Det var dig ikke sandt, du dræbte ham." Fik hun sagt, og så koldt op på ham. Hendes blik var enddu engang ikke til at fange med hvad hun følte omkring dette. Selvom noget inden i hende bekymrede sig og det kunne hørers hvis man lyttede ordenligt efter den måde hendes udtale var.

Han hævede øjenbrynet "om det var mig...jeg troede de ønskede ham død, efter han knuste deres hjeret udnyttede dem kroft, men jo jeg slog ham ihjel, i sidste ende sagde han faktisk tak" klukkede han, men rynkede brynet, hun havde haft en svag bekymret toneleje i måden hun talte på, ikke det bekymrede ham, hvorfor skulle det, han var englelig mere ligglad end nogen anden, fandt det snarer morsomt at hun skulle bekymre sig, selv hendes kolde blik morede ham "var han ikke en de ønskede at dræbe" spurte han stille, han frygtede hende ikke, ville aldrig gøre det, hvorfor dog. Han havde lært nok fra sin tid som levende, det gjorde noget når ens egen mor ikke gad have noget at gøre med en, men da han var blevet stærkere havde han slået hende ihjel, han havde myrdet hende koldt og babarisk, hun ville selv havde slået ham ihjel, hvis han ikke havde gjort det

Caroline tog endnu en diskret dyb indånding inden hun svarede. Efter alt hvad Christian faktisk havde gjort, så var hun lettet over at hun ikke skulle tænke på ham mere. Hun nikkede kort.
"Jo, jeg ville have dræbt ham. Jeg kunne bare ikke finde ham." Svarede hun stille og tog det roligt, selvom de første ord var ord som altid ville kunne skærer hende i hjertet af ren smerte. Caroline så på ham, hun kunne se at han ikke frygtede hende. Men at undervudere andre var jo en svaghed i sig selv, hun kunne huske Nicolas havde fortalt hende de ord. Caroline var vampyros, og stærkere end nogen anden normal vampyr, hvis hun forstod at bruge sin styrker rigtigt. Men selvom hun var stærk, så var det ikke noget hun pralede med. Caroline kiggede på Chsistopher, med hovedet lidt mere på skrå.
"Han var en jeg ønskede død."

Han lagde hoved på skrå "jamen så burde du jo være...lykkelig, deres plageånd er væk og de kan...jeg ved ikke leve livet videre" forslog han og trak på skulderne. han undervurdere ikke folk, ville hverken være på tværs eller noget hen af der, han vidste der var stærkere væsner, men skulle hans død komme, ville han blot omfavne den, men ej frygte den som han ikke ville frygte folk eller for den sags skyld andre væsner. Hvorfor bruge et helt liv på at frygte andre, når man bare kunne nyde det? Det var både bedre og man fik mere ud af det.
Han slog ud med hænderne "jamen tillykke, de fik en mand de ønskede død" sagde han med et skævt smil, der næsten kunne tilhøre en engel, som var det fuld af renhed og varme

Caroline nikkede stille, og holdt vejret. Ligenu anede hun ikke hvad hun skulle sige, faktisk var hun mundlam. Hun var ikke lykkelig, hun ville trods alt bare se Christian lide til at han skreg for hjælp.. Men nu var han død, så al den tid hun havde brugt på at ville dræbe ham.. Den tid hun havde brugt ´på at hade ham så meget, og ledt efter ham så hun kunne slå ham ihjel.. Det havde været spild af tid, godt nok havde hun også haft andet at lave. Hun havde jo ikke ligefrem et kedeligt liv. Caroline levede i drama, spænding og action hver dag næsten, det kunne man ikke bare tage fra hende. Om så Dominic sagde hun var kedelig, så tog han fejl! Caroline var måske kedelig dengang han kendte hende, men ikke mere. Hun var ikke den samme lille pige som hun havde været dengang. Og ville aldrig vende tilbaeg til den tøs!