What is happening... where am i (abaddon)

S: Doomsville Root District- Gyderne.
T: kl. 19:00
D: lørdag aften
O: der er en masse fyre, en gyde og en pige der er præssede op af muren...
V: det regner og månen er tydelig fremme..
P: en sort kjole under sin jakke da hun var på vej hjem fra en kedelig aften og nogle legins og flade sko da hun ikke kunne ha højehæle på...

der var en ung pige der var på vej hjem fra en fest men hun havde ikke set at nogle drenge fulte efter hende, hun så tilbage bare ud af øjnekrogen, hun begyndte at gå hurtiger, og de smilede bare af at hun gik hurtiger,

pigen gik endnu hurtiger da hun var begyndt at blive bange for de ville gøre hjende noget ondt, hun drejede ned af gaderne og så det var en gyde hun var havnet i.

drengene grinede... ''jamen dog drenge se hvad vi har her en svag ynkelig lille pige, hvad laver du ude så sent om aften helt alene'' sagde de og skubbede hende op af væggen og begyndte at kysse hende s hals...

Pige skreg og prøvede at skubbe ham væk og fik givet ham en lussing men de begyndte at sparke hende da de havde lagt hende ned på gjordern imens de grinte ondt...

Rafael gik med lange tunge skridt ned af en af gyderne i Rotten Root District, man kunne høre de store britiske militær støvler komme som en stille torden ned gennem havnens mørke. Rafaels afdøde brors kors hang om halsen, det var et stort kristent kors, men man kunne også se noget keltisk over det, korset hang ude på Rafael store sorte læder jakke, der dækket hans store overkrop, og de brede skuldre. Inden under læder jakken, som var åben, kunne man se en dyr sort silke skjorte, og på hans ben var der nogen militær bukser, som var blevet lavet om til farverne grå, sort, og hvid i stedet for det normale grønne, brune, og sorte tema.
Drengenes lavmelte og rygradsløse latter bliv hurtigt overdøvet af de tunge og beslutsomme skridt, der dog pluseligt stoppet.
drengene ikke havde vendt sig om endnu, tros alt var dette byens mest kriminelle område, og hvis der skete noget, var overlevelses reglen altid at holde sin egen næse langt væk fra det, medmindre det havde med dig at gøre, så drengene havde bare forventet at personen ville gå forbi dem, og passe sin egen aften, dog vendte ledren af drenge gruppen sig om, da en stemme flyv gennem luften som et missil. stemmen var kold og der fantes ingen fe støv eller anden eventyrs glæde over tonefaldet "At hun er helt alene, er næsten lige så stor en overdrivelse som dit lem".
Drengene vendte sig om, og alfa hanen blandt dem, som også var ham med den frimodige tunge hed Fredemix, han havde kort lyst hår, og var relativt bred over skuldrene, og en ret atletisk krops opbygning. men ellers havde han meget tigger ligende tøj på. det var meget løs siddende, og var kun brunt og gårt.
Fredemix gik et skridt frem fra resten af hans venner, og lod en flabet smil fylde hans ansigt, og lod provokerende armene ud til siden, for han var opvokset i disse gader, og han havde lært at vejen til døden var at miste andres respekt og frygt, og at træde væk fra en udfording var han ikke dum nok til. dog havde Fredemix ikke tænkt sig at slås alene, og med en hånd bevægelse gik to af de tre fyre bag ham frem mod Rafael, og den første af de to fandt en jern kæde frem på en meter frem, og lod den kilde jordens i gydens overfade.
Rafael havde et blik der skreg af brutalitet, og da først hans øjne bliv lukkede og åbnede igen, var de så sorte som den mørkeste nat, og tomme som et bundløst hul.
Fredemix hostede og i samme øjeblik kom den smalle jern kæde flyvende gennem luften, og man skulle tro Rafael ville træde væk eller hoppe til siden, men istedetfor sprang han som et vildt dyr frem mod den tøsset kæde, og med et voldsomt slag hammede den stakkels gade dreng op mod den hårde og kolde hus mur. man kunne se hvordan lidt blod kom fra indersiden af munden på drengen, og et par dråber kom ud af mellem rummet mellem hans tænder, og hans øjne lignet en narko mand der fik en alvorlig overdosis, da Rafael tog sin store næver og plantede dem ver side af drengens hoved med i et kraftfuldt slag, så man drengens tommehinder den sprang og det kunne man se for blodet der også stille kom ud af hans øre på ver side af hoved, og drengen faldt til jorden som en sten, og skreg i smerte for hans knuste rygrad, og de ødelagte øre.
Den anden dreng der var gået frem hoppede op på Rafaels ryg, da han havde taget et lille tilløb, dog kunne han godt se fejlen i det, da Rafael satte en fod på væggen der jo var foran ham, og han satte af på den solide væg, så ham og drengen fik sig en lille flyve tur på en meter eller sådan op i luften, men det var nok til det to andre drenge på jorden ikke kunne nå dem, og nok til at Rafael kunne vende sig om i luften, så det var drengen der var mod væggen, hvorefter Rafael lod drengens baghoved blive kørt hele vejen ned af muren fra to meter oppe i luften, og ned igen bliv hans nakke, og baghoved presset mod væggen, og han kom til at ligne en der havde sat sit baghoved ind i en rivejern, og fået en ork til at rive hans hovedbund i stykker med det.
Rafael landede på jorden med blikkedet mod Fredemix og den anden dreng der stadig stod op. Rafael lagde nu sine arme ud til siden på samme provokerende måde som Fredemix tidligere havde gjort, og satte sig så i løb i bedste dæmon stil mod en anden ukendte dreng. Rafael brugte drengen til at lande på da Rafael hoppede hen imod ham, og da de ramte jorden tog det ikke Rafael mere end det sekund at plante en finger på ver af drengens øjne, og pressede så hans øje æbler i stykke som var det varmt karamel.
Fredemix havde kun lige nået at kigge til siden før han så sin skrigende ven ligge på jorden, og desperat prøvede at bilde sig selv ind han stadig havde øjne i hoved.
Fredemix og Rafael ned stirret hinanden dybt og inderligt, hvor så Rafael sagde "Løb.."
Fredemix nikked med en klump i halsen, og havde ikke lyst til at lege superhelt. dog var at vende sig væk fra Rafael ikke en god ide, og Rafael tacklede ham ved at flyve vandret gennem luften med benene først, og Rafael lagde Fredemix hoved på kantstenen, og hjeteløst og uden omtanke tvang Fredemix mund til at blive lagt om kantstenen, så hans tænder nu var lagt på kantstenen. Fredemix prøvede at bevæge sig, men det kunne han ikke efter at var blevet ramt af den store Rafael der kom vandret flyvende og pressede luften ud maven på ham.
Rafael tøvede ikke, og sagde ikke engang nogen ord før den store militær støvle med jern underlag bliv brutalt brugt på Fredemix baghoved, og alle Fredemix tænder knækkede mod kantstenen, og han fik en slem hjernerystelse. og besvimet.
rafael vendte sig om, og gik langsomt hen mod pigen, og høfligt og elegant rakte en hånd mod hende med et varmt og venligt smil, og alt hadet forsvandt fra hans krops sprog, og hans øjne bliv igen deres naturlige grøn-blå farve. han ventede roligt på hun ville tage hans hånd, så han kunne hjælpe hende op, og sagde "En ære.. frøken?"

Nyra var den pige drengene havde overfaldte hun havde set de forfærdelige ting fyren havde gjort mod de fyre, det væreste var at nyra syns de havde fortjænt det, hun havde taget den unge dæmons hånd, eller hun troede han var dæmon men vidste det naturligvis ikke, hun holdte om sig selv med tåre ned af sine kinder og der var blod på hendes kjole og i hendes ansigt, ''tak fordi du reddet mig'' sagde hun og så ud af helvede til lige der, nyra holdte sin jakke tæt på sig, ''hvad er dit navn hr?'' spurte hun da hun da ville kende sin rednings mands navn, ''mit navn er Nyra'' sagde hun da hun var beærede over han havde reddet hende og hun følte at nu var hun i sikkerhed, mens han var der hos hende, *hvor er jeg glad for han kom, hvis ikke han var kommet var jeg nok død* tænkte hun... og så på ham med sine smukke krystalblå øjne mod hans og smilede... hendes smukke hvide hår var blevet rødligt nogle steder på grund af blod fra hendes ansigtig, hun var virkelig glad for han havde reddet hende... hun så på den fyr der var smerdet ind i væggen ved hendes side... ''er de alle døde?'' spurte hun nervøst...

Rafael lod elegant hendes hånd glide ind i hans, og holdte mildt om hendes fingerspidser som var de det mest skrøbelige og dyrebare i denne verden. Rafael havde et kærligt og roligt glimt i øjet, og undgik aldrig hendes blik, men forbliv i hendes vidunderlige glimterende krustal øjne, mens han mildt plantede sine læber på hendes nøgne håndryg, og lukkede så i respekt sine øjne mens han lidenskabligt kyssede hendes bløde og varme hud.
Rafael åbnet øjnene stille og roligt i hans eget tempo, og rettede ryggen op så han nu ikke længere var bøjet over hendes hånd. han havde stadig det venlige smil, og man kunne næsten sole sig i varmen fra hans grøn-blå øjne. Rafael havde måske et godt humør udepå, men indeni hans hoved havde han helt andre tanker om den yndige pige foran ham *was she dressed by a child? or how else did Miss´fairy dust brain´ found out the most ugly combination of rocker bully jacket and a fucking halloween dress*
Rafael nikkede anderkende til hendes navn, og lod en masse sjove påfund køre gennem hans hoved hvordan et navn kunne lyde så meget som en kønssygdom. men forsatte bare det varme sensuelle smil. Rafael lagde en hånd oven på hendes håndryg på den hånd han holdte så hendes fine hånd nu var blidt beskyttede af hans egne hænder, og sagde med en kærlig under tone "Navnet er Rafael ærede frøken. deres unikke navn minder mig om noget dejligt". Rafael hørte hendes spørgsmål, men vidste ikke hvilet svar han skulle give, han havde ingen ide om det var i live, det havde han enlig ikke tænkt over, og hvorfor var det overhoved vigtigt, deres usle liv skulle aligevel ende i en gyde da de jo var på samfundets bund, og der kom nok ingen magisk hest ned fra himlen og tog dem alle til paradis, de kunne højt komme til at dø i en vej side som gamle og indtage deres eget opkast fordi de ikke længere havde styrken til at vende sig om, og alle ville gå forbi dem og lade dem ligge i deres egen elendighed, så hvorfor overhoved tænke på om de levet nu, hvilken forskel ville det gøre? deres liv havde jo ingen værdi for verden omkring dem, de var som rotter der levet af affald og andres lidelse, og de havde sikkert gjort en masse mennesker og væsner ondt, så hvorfor bekymre sig for dem?. Rafael lod ikke sine øjne fjerne sig fra hendes, og med en sørglig mine sagde "det er en skam, men hellere en 100 skyldige end en af rent hjerte" Rafael fik et mere glad smil da han havde talt færdigt, og forsatte "må jeg få æren af at føre dem hjem frøken Nyra?"

Nyra så på ham med et smil og rødmede da hans hånd lå på hendes, ''jov tak det ville være rart'' sagde hun og så på ham og var glad for hun ikke kunne læse tanker da han sikkert tænkte at hun var grim og en dum idiot at komme her om aften, hun var jo dum at komme der om aften, hun begyndte at gå sammen med ham og holdte om sig selv da hun frøs meget, hun smilede stillle og så på ham, ''vi er der snart'' sagde hun og så på ham med et smil på sine læber, hun boede ikke så langt inde i byen, så de gik vider hun syns der var utrolig stille, hun gik bare og tænkte. *hvad tænker han, hvad hvis jeg nu bare er en dum luder i hans hovede* tænkte hun for sig selv med et smil på sine læber og lod som om hun ikke tænkte det hun havde tænk fordi det var ondt af hende at tænke sådan noget om andre men sådan er det nu om dage. hun troede ikke man kunne stole på nogle mere fordi hun var blevet svigtet så mange gange men hun gav altid en fyr en chance.

Rafael fulgte stille med hende, og studeret den kedelige og beskidte gyde. han havde virkeligt lyst til at kaste op. dette her var en lorte verden syntes han. han savnte sit dejlige stor hus, og sine bekendte. han følte sig ikke hjemme her, eller måske følte han sig hjemme men var bare dårlig til at tage mod forandring, det vidste han ikke helt, for han var ikke helt glad ved nye ting, det ville han gerne indrømme, men om det var grunden til denne verden var lige så fed at være i som var det en losseplads vidste han ikke helt. Rafael så hun frøs, og tog sin læder jakke af, og lagde den på hendes skuldre, og sagde "Godt råd.. verken hjemløse drenge eller kulde er en værdi måde at dø på for sådan en skønhed som dem" han lod en hånd glide gennem hendes hår, prøvede at nusse hendes hovedbund kort, før han stoppede med det, og bare blinkede til hende som et venligt tegn. "De fortjener mere end hvad der skete i den gyde. ventede du på nogen?" Rafael var stille og roligt begyndt at finde pigen mindre nedren, men hun var stadig en lus i hans øjne, og hvis han havde noget andet og tage sig til, så havde han med glæde tilbudt drengene hjælp med at tæve livet ud af hendes øjne, men Rafael var ikke helt den mand mere, om det var godt eller ej vidste han ikke, men efter snakken med Camille, og alle dem han havde slået hånden af når de prøvede at tale til det gode i ham, så var han begyndt at blive mere glad for at behandle andre godt. han var stadig en første klasses idiot og en 0 elite klasses røvhul, men han prøvede at blive bedre. blive den mand som Camille, hans søster, Ellen, og Cathrine ville have ham til, om han selv ville det vidste han ikke, men han havde ikke mange han stolet på, og som han holdt ind til brystet, og da de alle ville se ham anderledes, så var det måske sådan man burde være. men helt en engel basse?... bliver han jo nok aldrig

Rafael lagde en arm om hendes liv, og pressede hende lidt ind til sig, og viskede til hende "Amor animi arbitrio sumitur, non ponitur". Rafael smilede kærligt til hende, og lænede hoved tilbage, med havde stadig armne om hende, men sagde dog "Hvis frøken føler sig forulembet af min arm, skal de blot bede den om at forsvinde" han nussede hendes side på ydersiden af kjolen med hånden om hendes liv, for at give hende en trygehds og nærheds følelse.

Rafael vidste ikke helt hvad han ville med hende, eller om han ville noget med hende overhoved. han var stadig igang med at udforske sin nye verden.

Nyra så på ham da de gik forbi det sted der var sket et lille uheld i, hun så på ham og sukkede ''jeg er og bliver et nul i alle øjne så hvorfor prøve at være andet, folk ser mig som en luder, men jeg har ikke været i seng med nogle hvorfor siger de sådan noget til mig'' hvisked ehun for sig selv... hun følte sig så beskidt over det der var sket og så hans arm og mærkede hans ånde mod sin hals... *hvad skal jeg sige* tænkte hun... hun var sådan lidt undrene over hvad han mente med det... ''hvad mener du med det?'' spurte hun med et lidt usikkert smil... men hun nød at hans arm var omkring hende hun følte sig tryg og sikker... hun stoppede op foran sin lejlighed og åbnede døren... ''undskyld her roder en smule.... okay meget'' sagde hun og begyndte at ryde op og tog hans jakke og sin egen af og bukkede sig ned så han kunne se lidt af hendes sorte g-streng... hun samlede tingnde op og lagde dem hvor de skulle være... ''jeg er nok ikke den sjoveste at være sammen med så jeg forstår godt hvis du gerne vil hjem'' sagde hun med en blid og rolig stemme mod ham... hun håbede dog han ville blive hos hende da hun følte sig utrolig tyg hos ham...

Rafael hørte hendes selvrespektløse tale, og hvis ikke han havde været i dæmon politik i så mange år, havde han lagt sig ned på jorden og grinet røven i laser. den pige fortjente jo næsten..nej..hun fortjente at være en taber med den indstilling. *hvorfor siger de sådan ting?* *søde skat dog, det nok fordi du er en baby der er for stor til at finde den rigtige ble størrelse* Rafael nikkede sørgmodigt til hendes tale som om han rent faktisk bekymret sig for hendes føleser, og gav hende et lille klem med hånden om hendes liv for at vise han var her og ville hende godt. "syntes det er forfærdeligt når man dømmer andre, og du har virkeligt fortjent bedre end at være et nul i andres øjne". Rafael smilede til hende, da hun spurgte ind til hvad han mente, men han havde intet kritik af hende i hans hoved denne gang, han smilede bare og svaret "Jeg er bare glad for dit selskab...det...gør mig glad". Rafael hørte hendes undskyldning omkring rodet, og han kunne ikke lade være med at tænke at det var lige meget om der rodet, man kunne jo alligevel blive mere rygrads løs og helt igennem forfærdelig som person som hun var, så hvad skulle lidt rod gøre?. Rafael smilede igen venligt, og sagde "Det fint, rod har ikke den store betydning for min indtryk af dig Nyra"
Rafael kiggede ned til hendes Gstreng, og han kunne mærke sit blod rejse sig, og han måtte anderkende, at hun var smuk, og da hun rettede sig op og så på ham, søgte han hendes blik og sagde med en kærlig undertone "Jeg ville være beæret over at må blive her Nyra.. du har vist dig som et sødt væsen, og det sætter jeg pris på"

nyra så på ham med sine smukke krystalblå øjne, hun tog og redte seng og tog sin kjole af og en strop trøje og et par shorts på istedet... hun så på ham.. ''er du sulten eller vil du ha noget af drikke?'' spurte hun med et smil.... hun så hen på ham og så i sit køkkenet og begyndte at vaske op og satte sine ting på plads og smiler sødt til ham.... ''hvad har du lyst til at lave'' sagde hun med et smil på sine læber og rødmede stille og roligt... hun så på ham med et smil og satte sig ned og håbede lidt han ville sætte sig ved siden af hende, hun så på sit glas rødvin hun havde taget.. hun havde ikke rigtig fået svar for ham til at kunne give ham noget som helst... *hvad er det her han gør mig nervøs og klodset og fortumlet på samme tid* tænkte hun med et smil på sine læber...

Rafael lod hende skifte hendes tøj i fred, og begyndte at studere hende lejlighed. han havde ikke så meget mod den måde hun boet på, det mindet ham lidt om Domina den måde ting var herinde, sefølgelig ville Domina aldrig lade der rode noget sted, det var hun for tumpet til, men der var bare noget over lejligheden der mindet ham om hans gamle kone. Rafael gik roligt rundt, og var ret fascineret over hendes lejlighed, det tiltalte ham på en eller anden måde. Rafael drejet elegant rundt som han havde lært af Gabriels fine galla træning, da han hørte hendes stemme. han havde ikke lyst til at have noget fra hende, hvad nu hvis man bliv lige så latterlig som hende af det. Rafael rystede bare på hoved, og fik så et varmt smil da hun forlod ham, og gik ud i køkkenet. han fik dog tankerne om hendes øjne lige i ansigtet som var det en hammer der bliv slået mod hans hoved af en kæmpe. og han undredet sig et kort øjeblik over han havde lyst til at opsøge hendes selskab, hvorefter han fulgte efter hende ud i køkkenet. Rafael kom ind i samme sekund som andet spørgsmål bliv stillet til ham, og han overvejet det kort, og sagde kærligt "Få fornøjelsen af at sidde ned ved siden af en smuk kvinde" Rafael satte sig ned ved siden af hende, og fik en underlig følelse som kravlede op af halsen på ham, men ha tog sig ikke af den, og kiggede på hende og sagde "hvad tænker du på?"

Nyra så på ham og rødmer over han kaldte hende smuk... *eg tror ikke på ham* tænkte hun for sig selv med et smil på sine læber... hun sad og tænkte på hvordan dæmoner havde flet vingerne af hendes mor og revet hjertet ud af hendes far hun så på ham... ''mine forældre ikke andet'' sagde hun stille.... hun havde de dæmoner som havde dræbt dem, de skulle ikke komme tæt på hende... hun fik et flack back fra da hun sad der hjemme med hendes forældre, hendes far legede med hende og grinede... hendes mor var ude og lave mad og kom ind og kyssede hendes far, ''så er der mad'' hvisked ehun da døren blev brudt op og hendes far gemte hende i skabet men hun kunne se ud.... faren stilte sig i forsvar foran moren og hendes datter... en af dæmonerne greb faren og stak voldsomt og brutalt en hånd gennem ham og greb hans hjerte og rev det ud... faren lå nu død på guklvet... mor gik baglend... en anden dæmon kom frem og morens vinger kom frem som et lys og dæmonen greb fat i morens smukke hvide vinger og rev den ene af langsomt og smerte fuldt og grinede en håndelig grin imens han rev også rev han den anden af... moren skreg højt af smerte og så på de, og de forsvandt..... den lille 6 år gamle nyra kom ud og så sine døde forældre og græd... nyra kom tilbage fra sit flach back og så på ham... ''undskyld mig'' sagde hun og rejste sig og gik ud i køkkenet og stod og græd og holdte sig selv for øjnene...

Rafael hørte lige hendes søde stemmes røst, hvorefter hun stirret ud i den tomme luft som var det udenligheden der tog hende hende i dens kolde og forladte favn. Rafaels tanker flyv forbi som var det en film der passerede forbi hans indre øje, og stiheden greb ham som var dette hans sidste luft der kom ud gennem hans lunger, og skulle han til at ligge sig i graven til den endelige søvn. Det var næsten uhyggeligt, og da hun rejste sig op var det som om hans verden faldt til jorden som var det glass der bliv knust mod en solid klippe og man plantede en kæmpe støvle på de sørgelige rester af hans drømme og visioner.. men så igen.. it was just a feeling.
blikket slog ned på hendes tåre og Rafael fik en klump i halsen, hvad gjore man nu? grædende folk var noget han aldrig havdet haft nogen erfaringer med at hjælpe, og kunne ikke finde ud af hvad man sagde for at fjerne de frugtige dråber der forlod hendes øjene og kørte ned af de hvide søde kinder som var de krustaler. han var målløs, for selvom han var god socialt have han aldrig stoppet for at trøste nogen som helst. og det med tåre var noget man så nå man piskede kødet fra deres ryg, men ikke når man var venlig eller var det?. hans lange livs erfaring var som tabt på gulvet lige nu, og tankerne forsvandt som var det forskræmte dyr der løbe fra en jæger. Rafael lod en masse grimme ord komme til ham om Camille for at få ham til at blive sympatisk, men han lod så en hånd glide til hans pande, og rystede det væreste af det, og måtte sukkende anderkende at dette vel var de godes verdag. om han kunne lide det eller ej var vel underordnet.
Rafael gik efter hende ud i køkkenet, og gik op bagved hende mens hun stod med hænderne for øjnene, og lagde sine arme rundt om livet på hende, og presset hende blidt ind til ham, og lod hende føle hans krop mod hendes, og for at vise han var her nu. han lod et lille kys pirre hendes nøgne hals og viskede kærligt ind i hendes dejlige øre "Jeg er her nu smukke.. og om helvede eller himlen skulle brokke sig vil mine fødder stadig være plantet ved din side"
Rafael tog roligt sine arme op, og lod dem tage hendes hænder og førte dem ned til hendes liv, og dernede flettede han finger med dem, og presset hende igen ind til hans betryggende muskuløse krop.

Nyra fik et lille chok da hun mærkede hans store dejlige stærke arme omkring sig, hun rødmede meget da hun mærkede hans læber mod hende blege engle hud og kunne godt mærke han ikke var menneske eller engel ellers havde han nok heller ikke gjort det som han gjorder i gyden, hun så på ham ''Rafael? er du dæmon?'' spurte hun ham og så op på ham med sine smukke øjne og rødmede da han fantastiske øjne fangede hende, hun tog hans hånd... og lagde den på hendes røde kind, hun lænede sig ind til hans dejlige muskuløse krop og smilede lykkeligt hendes hjerte føljt lagt op mellem hendes tanker og alt det fløj gennem hende var, *det rigtigt det her mere lad mig være tæt på ham* røg det gennem hendes hovede og hun rødmede meget...

Rafael så ind i hendes krustal øjne, og det føltes som om de boret ind i hans sjæl og brande mærket hans sind. han tænkte på en masse bande ord for at søge tilbage til hans onde og sadistiske selv. og det hjælp lidt at tænke på at piske kød fra knogler fra et lille barns ryg med en lang sort læder pisk, men sjæle roen varet ikke længe før han overvejet at lyve, hvilket overresket ham forfærdeligt meget, siden hvornår var han begyndt at overveje at lyve? denne verden havde gjort ham svag normalt ville han lyve uden tøven hvis det hjælp ham med at søge ind i en piges tillid, men en blaning af sin brors forræderi, Camille, Cathines og Ellen ord , og sidst men ikke mindst denne uskyldige engel som han bekymret sig for. havde måske fjernet den æres følese han havde fået af hans liv på sin families grotekste metoder for opdragelse? han tog en dyb indånding og før tankerne kom mere til at skabe en indre krig, flyv det bare ud af ham. "Jeg er dæmon.. ja" Rafael gik et skridt tilbage og tog sin skjorte af stille og roligt ved at knappe den op. og man begyndte at kunne se det store ar der dækket det mest af hans bryst. det gik fra lige præsis hvor hjertet sidder og ned til hans liv. han lod en finger glide ned af hans veltrænet bryst der var kommet af et liv siden romertiden med kamp og kropslig og filosofisk udvikling. han sagde lidt skamfuldt "Min broder spidet mig op af en af kirkens hellige vægge med et spyd gennem hjertet og lod mig hænge med kun evigheden foran mig, og det sidste jeg troet jeg skulle se var den jeg stolet mest på gik langsomt ud med et smil på læben, og jeg lukket mine øjne i troen på døden kom og tog mig i sit kolde greb. men jeg overlevet.. men jeg tror at mit liv som den jeg var døde den aften.. jeg er blevet blød og svag i forhold til hvad jeg var, og hvis din mening ved dit sprøgsmål var for at vide om du kunne stole på mig, så skal du vide jeg aldrig vil skade Nyra.. min ære døde ikke den nat smukke" han smilede men lukkede ikke sin skjorte, men gik bare tæt ind til hende igen, og pressede hende mildt ind til hans nøgne bryst.

Nyra så på ham og rørte hans kind blidt og af en eller anden grund lokkede hans læber hende så hun plaserede sine egne oven på hans som om det var noget hun normalt gjorder men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre... eller hvad hun gjorder, hun stoppede hurtigt igen og flyttede sig.. ''undskyld rafael det jeg ked af'' sagde hun og flyttede sig og så væk og holdte for sit hovede som i hvad har jeg gang i og det var også sådan hun mente det skulle være... hendes dejlige havde lune læber mod hans varme fantastiske læber bare tanken om det gav hende gåsehud, hun smilede for sig selv og rødmede lidt og holdte om sig selv for at sikre hun ikke gjorder noget dumt... hun så ned og så på sine fødder og sukkede *jeg kan da bare heller ikke gøre noget rigtig med fyre* tænkte hun for sig selv og så på den høje fyr som hun lige havdekysset og gav sit første kys til, hun var meget tilfreds med hendes første kys hun syns det var fantastisk men hvad syns han mon...

Rafael fik til hans overraskelse hendes søde og fritende læber ind mod hans egne, og en lille varme bredte sig gennem hans store krop som en slange der kravlede inden i hans åre og efterlod ham målløs og magtkøs til at modstå den behagelige varme som nu fyldte ham fra top til tå. han havde følt denne overvældende fornemmelse før, mange gange faktisk, det var den nydelsesfulde fornemmelse han fik når han havde sex med en smuk kvinde, men han havde aldrig fået den af kun et enkelt kys, det kom bag på ham, og han måtte anderkende at begæret til hende var større end han troet før. hans fingerspider rørte på sig som et tiggende ønske og behov for at ligge armne rundt om hende, men før han kunne få løftet arme var nu som vinden gået væk med hendes saftige læber. han kiggedet på hende med et længselsfuldt blik, som var vokset gennem deres tid sammen, og nu da han var overbevidst om at han havde så stort begær til hende, så var det synligt at han gerne ville have hende.
Rafael sagde intet som svar, han gik bare langsomt som var det slowmotion op til hende, og lagde selv et kys på hendes gudinde skønne læber, før han lagde endnu en arm om hendes liv, denne gang var den der dog ikke længe før han i en hurtig bevægelse havde bukket sig ned, og grebet om hende, og brugte den fri arm til at holde hendes ben, mens armne om livet gik op til midten af hendes ryg, og han løftede hende over det støvede gulv. han stod nu med hendes dejlige krop i armne, og glimt kom til ham fra Cathrine som han i sin tid havde holdt på samme måde. han lagde hovedet ned til hendes, og kyssede hende længe og lidenskabligt og førte selvsikkert an i det milde og saftige kys. han tark hovedet tilbage, og svaret nu på det hun tidligere havde sagt "Så står vi lige.." han bar hende skånsomt ind i stuen, men fjernet ikke blikket fra hendes krustal øjne. og lagde hendes blidt ned i sofaen da de nået frem, og lænede sig indover hende, men brugte sine ben til at holde sig nogen få centimeter over hende så hun ikke bliv mast. han lagde en hånd stærk hånd på hendes kind, og sagde "Du er smuk.."

Nyra så rødmende da hun pludselig mærkede nogle varme bløde læber mod sine egne, hun lagde armene om hans nakke da hun mærkede de dejlige læber mod sine fyldige læber...
hun så ham i hans dejlige øjne som hun kunne drømme sig langt væk i, som hun var godt igag med men hun vidste ikke rigtig hvorfor, var hun faldet for denne dæmon, nej det var da ikke muligt, var det, jov det var hun havde ikke følt sådan for nogle andre, det var første gang i tre år hun havde forelsket sig. hun smilede sødt mod ham da hun lanede i sofaen med ham stående over sig.. ''hvad tænker du?'' spurte hun med et smil på sine læber... hun lod sin hånd røre ved hans kind med blid bevægelse.. ''nej jeg er ikke der findes kvinder der er meget smukker end mig'' hviskede hun selv om hun troede på ham, hun kyssede ham en gang mere på hans bløde fantastiske læber...

Rafael var lidt fortabt i en blanding af hendes øjne og gamle minder, så hendes spørgsmål om hvad han tænkte på var lige ved at falde for døve øre, dog selvom han hørte spørgsmålet overvejet han ikke at svare for han vidste det ikke. normalt ville det jo være hendes krop som hans objekt for sin lyst.. men lige nu var der mere ømhed i det. mindre skørte jæger.. han vidste ikke helt hvad han tænkte, men efter nogen tankefulde sekunder svaret han hende ved at tage hendes hånd, flette deres fingere sammen, og mens han var som tryllebundet af hendes magiske øjne der fik hans tanker til at veje som sten i hans hoved, sagde han kærligt "tænker på..os måske" Rafael var forvirret og kendte ikke sine egne levende råd, og håbede han gjore noget han følte nu, og det ikke var endnu en af de falske svagpisser øjeblikke som han havde følt lige siden han kom hertil denne verden. for han kunne faktisk godt lide at være sådan her sammen med hende.. bare han ikke var faldet for hende.

nyra så på hans hænder og hende også op i hans øjne.. ''os som i at være sammen som mere end venner elle hvad?'' spurte hun undrene da hun var lidt ved siden af sig selv da det havde noget med kærlighed at gøre var hun altid blød som en killing, hun så på ham med sine små uskyldige øjne som kunne tryllebinde en hver dreng næsten selv om det var forfærdeligt irreternde for så kunne man ikke have en normal samtale med dem uden de bare smilede og så på en hun var ved at grine men gjorder det ikke.. *hvorfor siger han ikke noget, sig ik mine øjne har fortryllet ham* tænkte hun for sig selv med et grin og lod blidt sine læber strejfe hans med et smil på dem bag efter hun rørte ved hans skulder da hun ikke ville give slip på ham...

Rafael så ind i hendes øjne som var det centrum af hans verden, som var det en uendelig afgrund der havde et endeløst alt fortræende mørke der kaldte på hans sjæl. han fik en klump i halsen og prøvede at kravle op af den hårde klippe væg som hendes øjne kunne føltes som, når man prøvede at tænke skulle man først frie sig fra det gustne mørke der rev og flået i dig hvis man prøvedet at komme fra hendes blik. men hvis man bare nød hendes blik føltes det endeløse som en mild og behagelig rejse. Rafael var lige ved at give sig selv en lussing som han var ved at gøre ved Camille igår, hvad skete der her? han havde serisøt brug for sin store bror lige nu, at kunne føle en kold jern strang mod sin bare ryg lyd som lige det han havde brug for nu, men så heldig var her ikke, han lå med en dejlig pige og havde lige fået sig selv fri fra de smukkeste øjne han havde set længe, hvis han overhovedet havde set nogen. måske var det magi eller noget. men Rafael valgte at sige "...Ja Nyra" Rafael kunne mærke en indre tåre falde indeni ham, han vidste ikke om det han gjore nu var smart. men lige nu.. var det hvad han ville.. elske hende.

Nyra var væk i sin nu vidunderlig kærestes øjne, hun lod sin hånd glide ned af hans kind ''jeg kan ikke fatte at jeg er sammen med en dæmon, men jeg er ligeglad med det'' sagde hun med et smil på sine læber, '''for du gør mig glad og lykkelig og jeg ønsker ikke andet end det, da det er hvad jeg lever for, det er kærlighed at give den til dem jeg elsker og holder af'' sagde hun med en lille sød stemme... hun tog hans hånd og satte sig lidt mere op og så ham direkte i øjnene og kyssede ham på munden og holder om ham nervøst. hun er nervøst hvad angår det her, hun var meget nervøs...

//sorry ikke så meget den her gang //

Rafael kunne godt mærke hendes nervøsitet, og smilete bare med et glimt i øjet af hendes ord, og tog imod hendes dejlige bløde læber da de rammers hans egne, og ligger bare mere armne rundt om hende, og presser hendes ind til brystet, så hun kan få følelsen af han aldrig vil give slip igen, og få den føle kærlighed som han kan mærke hun fortjener.
Rafael lagde dem ned, så hun ikke skulle tænke så forfærdeligt meget over at være nervøs, hvorefter han kløet hendes hårbund med den ene hånd, og brugte den anden til at holde om hende. han tog nu hånden fra hendes hovedbund til hendes hånd, og flettede finger med hende, og kyssede hende langt og lidenskabligt på munden med hans sensuelle læber, og trak kun hoved tilbage for at sige "Du har smukke øjne Nyra, og den lykke vil deler nu, vil jeg holde dig tæt om dig til enden Nyra"
han smilede igen, og så hende i hendes fantastiske øjne, og men et kærligt kys på kinden sagde han "vær ikke nervøs."

Nyra rødmede og holdte om ham med et et smil, med sin ene hånd som han fik fat i flettede de fingre, hun kyssede ham på munden og smilede for sig selv, hendes smukke læber som formede sig efter hendes humør og efter hvad man kunne se på hendes læber var hun glad for at være hos ham.. ''det jeg glad for'' sagde hun og sin hånd gribe fat om hans nakke og mærkede noget.. hun så han halskæde ''hvem er den fra?'' spurte hun ham og kyssede hans kind blidt... hun så ham i øjnene da hun havde spurt ham om det... hun smilede glad da hun var sammen med den man som havde gjort hende utrolig lykkelig....

Rafael smilede ubevidst da hun tog en hånd bagved hans nakke, det kunne han rigtigt godt lide, men han vidste ikke hvad han skulle sige da hun spurgte til hans keltiske kors. han var så glad for at være sammen med hende lige nu, og nydelsen af hendes selskab kunne ses i hans øjne, og han ville ikke tænke på fortiden, men hun fortjente et svar, så selvom han ikke ville sagde han mens han kiggede kort ned på korset, også tilbage i hendes øjne. "Det var min brors engang" Rafael lugtede kort til hendes dejlige hår, og smilede bare til hende, og tog en hånd til sin egen kind, da hun kyssede ham der, og sagde "tak" før han så flettede finger med begge hendes hænder, og begyndte blidt at snave hende, og gik langsomt hurtigere og hurtigere på den sensulle måde, og tog så sine stræke arme om hende, og pirreede hendes rygs nøgne hud med sine fingerspidser.

Nyra så på ham med sine smukke øjne og rørte hans kinder ''hver forsigtig'' hviskede hun da hun virkelig havde lyst til ham... hun lagde sig oven på ham med et smil og snavede igen og så på ham og lod sine hænder glide ned af hans overkrop og rødmer over det hun skulle til at lave, hun havde aldrig prøvet den slags før. hun var meget nervøst for hvad der ville ske med dem hvis de havde sex nu, om det ville påvirke deres forhold...