You can feel fear and shame at the same time.. You and I are not that diffrent. -Nille-

Nille ignorerede Juliet, Juliet fortjente ikke hendes opmærksomhed, ha! Juliet kunne få den kolde skulder kunne hun fandme! Lily grinede da hun havde fået øje på de tårer der havde været i Nilles øjne. Lily rettede sig op med et kækt smil og klappede hånende Nille på hovedet. Lily satte sig derefter på hug foran Josh, men kiggede på hans pande i stedet for hans øjne. Eller, kort efter så hun ham ind i øjnene. "Hvis du bruger din evne mod mig, er Nille så godt som død." Sagde hun med et kækt smil.
Hun strøg Josh ned af kinden. "Vi er ikke svage og ynkelige når vi kan fange to magtfulde væsner. Det er tværtimod jer der er svage og ynkelige. Vi var stærke nok til at fange jer, glem ikke det." Hun lagde sin hånd på hans kind, kort efter, gav hun ham en hård lussing. Hun rejste sig op.
"Og nu, bestemmer Juliet hvad vi så skal gøre ved jer." Sagde Lily.

Han kiggede vredt på lily. Da deres øjne kom i kontakt var det som to negative poler der mødtes og ikke ønskede at gøre andet end at frastøde hinanden. Hun var ikke værd at bruge sin evne på, desuden vidste han udmærket godt hvad der ville ske hvis der evner styrtede sammen.. Det ville sige BANG! Han vrissede af hende da hun strøg ham ned af kinden. Hendes hånd var kold.. Før han kunne nå at blinke mærkede han et slag og det rungede i hans hoved.. Det gjorde ondt, men man kunne ikke se det på ham, han kiggede bare koldt på hende.."nu skal du heller ikke glemme at vi slipper ud herfra," han smilte uskyldigt til hende, inden han fik det kolde blik på igen. Juliet smilte over slaget. Lyden var som sød musik i ørene på hende. Da hun gav retten til hende, nikkede hun og gik hen imod dem. Hun kiggede skiftevis på dem. Øjnene glimtede.. "Hmm, lad os dræbe dem, få det overstået,"
Lige som hun sagde den sætning, lykkedes det josh at få sin dolk frem om bag ved sine håber. Langsomt begyndte han at skærer rebene op..

Glemme at de også skulle slippe ud derfra? Hahaha, ja som om, tænkte Lily. Lily rullede med øjnene over Joshs ord, da han havde udtalt dem, og kiggede i stedet på Juliet hvis ord tilfreds stillede Lily bedre. Var dette virkelig sådan det skulle ende for Nille og Josh? Nille fornemmede at Josh havde gang i noget, så hun vendte sit ansigt mod ham, og fik øje på noget skarpt. Uh, han havde en kniv! perfekt! Hun kiggede på Lily og Juliet igen.
"Så end dem." Sagde Lily, men ville lade Juliet få beskidte hænder. Ved nærmere eftertanke havde Lily mere lyst til at se Nille blive dræbt, i stedet for at dræbe hende selv... Eller hvad? Ja, hellere se det! Meget hellere! Nille lagde hovedet lidt på skrå, mens hun ventede på at Josh gjorde noget. *Skynd dig, Josh...* Tænkte hun mens hun fulgte Juliet med øjnene.

Rebene var stærke, men Josh stædighed var endnu stærkere! Han blev ved med at skære, indtil det endelig lykkedes og rebene gik op. I det samme sekund skulle Juliet til at stikke en dolk igennem Josh hoved, så den næsten snittede hans hovedbund, da han kom op at stå og stod til ansigt med Juliet. Han vrissede vredt af hende, greb om dolken med sin hånd og ignorerede det blod der trillede ned af håndfladen, ved af bladet pressede ind imod huden. Juliet så overrasket på ham og i det øjeblik hun adskilte sine læber for at tale, skubbede han hende hårdt væk og lod hende vælte ned i det grumsede vand. Hurtigt var han henne ved Nille, skar hende fri og hjalp hende kort op at stå, inden han rettede opmærksomheden imod Lily. Langsomt begyndte hans øjne at lyse, evnen ville frem, men han holdte den tilbage og lod i stedet vredens lys herske i stedet..
"I vil nok gøre jer kloge i at stikke af, inden i ender med at dø," vrissede han koldt, så både Juliet og Lily kunne høre det..

Så gik det hele utroligt stærkt! Hun jublede indvendigt af lykke da Josh fik skåret sig fri og med nød og næppe havde undgået at få en kniv igennem sit hoved. Hun kiggede på ham over skulderen, hvor han fik skubbet Juliet væk, skåret hende fri og med det samme rejste Nille sig. Hun gik med det samme mod Lily der overrasket så på dem, samtidig med at hun fik sin daggert op af sin ene læder støvle. Hun greb Lily om halsen, trykkede hende mod væggen, men rykkede så sin hånd til hendes skulder, rettede daggertens skarpe side mod Lilys strube. "Jeg kunne dræbe dig, lige nu og her... Gøre en ende på dit sølle liv, hævne min mor... Men jeg giver dig en chance til. Hvis du nogensinde lægger en hånd på en jeg har kær, truer mig, eller andet utilgiveligt, så tro mig, jeg vil skære din strube over og lade dit lig rådne op!" Med de ord, skar Nille Lily ned af armen kort, stak daggerten ned i støvlen igen og gik mod Josh. Hun tog fast i Joshs arm og gik så væk fra de to kvinder.

Alt imens Nille havde et godt greb om Lily, rejste Juliet sig op fra vandet, en smule ståkandet og overrasket over det pludselig modspil. Det varede dog ikke længe før hun igen var på benene og rettede sig op. Kjolen klistrede sig til kroppen, håret var tjavset en smule og i hendes øjne kunne man spotte vreden og irritationen. Hun var ikke længere en smuk engel, derimod en rasende og ond falden engel. Hun var sit sande jeg. Med øjnene stift rettet imod Josh, gik hun hen imod ham uden at fortrække en mine over sit beskidte ansigt. Lyden af vand i bevægelse afslørede hende dog og det gik ligeså hurtigt som et lyn slog ned, da hun pludselig var ved siden af Josh og ville lade sin dolk gå igennem ham. Heldigvis havde han bemærket lydene fra vandet og blokerede angrebet med sin egen dolk der havde været i dets beholder.. Deres øjne mødtes kort og endnu engang overraskede det Juliet at kunne genkende noget fra sig selv i Josh.. De stod der kun i korte sekunder, men for Josh var det som en evighed at skulle se ind i hendes øjne og vide at den kvinde der burde elske ham, faktisk hadede ham og ønskede at slå ham ihjel.. Til sidst stoppede han øjenkontakten ved at tage et greb om hendes hals, hvor han derefter kylede hende ind i muren, så et par enkle sten derfra faldt ned over hende.. Han fulgte uden tøven med Nille.. De raslende sten afslørede at Juliet havde rejst sig, men han vidste at hun ikke ville angribe, så dum var hun ikke..
De var ved at nærme sig grottens udgang. Josh kiggede ned på Nille med et skævt smil.. Et kort øjeblik strejfede tankerne om deres kys ham, men hurtigt skubbede han dem væk og gav sig til at forbande Juliet i sit sind over sådan at havde ladet det ske..

Lily var forbavset over Nilles ord, det havde hun ikke regnet med at Nille kunne gøre! Lily var dog usikker på om at hun ville gøre det som Nille sagde, lade Nille og dem hun holdte kær være.. Det ville ikke være nemt, langtfra nemt! Lily landede på hug da Nille havde sluppet hende. Nille havde hørt hvad der skete ved Josh og Juliet, hun smilede kækt. Nemlig, ingen skulle tro de kunne skade hende og Josh!
Hun trak roligt Josh med sig, prøvede at lade være med at tænke på det kys... men de var nød til at snakke om det. "Fortæller vi Jacob om det her?" Spurgte hun forsigtigt og så spørgende på ham. Hun vidste ikke hvad Jacob ville sige til det med kysset... "Og øh, det kys betyder ingenting, vel? Vi er venner, ikke andet." Hun sagde det en anelse bestemt, hun ville være sikker på at han forstod. Hun elskede Jacob, kun Jacob. Det ville altid være Jacob hun elskede, hun kunne ikek elske andre. Han betød alt for hende, hvis nogen truede ham truede de hende. Hun ville personligt kvæle folk der truede Jacob, hun ville dræbe dem meget langsomt.
Hun gav slip på Josh da de var nået væk.

//Kreasvigt, sorry..

// helt i orden ^^ //

Fortalte Jacob om det? Han bed sig tøvende i underlæben, selvfølgelig ville det være det rigtige at gøre, men nu når det ikke havde betydet noget og desuden været et tvang kys, hvor vidt behøvede Jacob så at vide det? Det havde ikke betydet noget, de så ikke sådan på hinanden! Langt fra! Josh elskede Nille som en søster, ikke andet. Tanken om at de skulle se hinanden som andet fik ham til at rynke på næsen, ikke at der var noget i vejen med Nille! Hun var skam smuk og sød, men han kunne bare ikke forstille dem sådan! Han smilte til hende, de ord hun lod flyde ud kunne han ikke være mere enig med! "Nej, det er aldrig sket," han blinkede drillende, foldede armene over brystet og gik med afslappede bevægelser igennem det fugtige græs. "Vi er ikke venner Nille? Vi er søskende," han puffede kort til hende med sin hofte. Hans latter ville varme en ind til knoglerne.. Den var så fredelig og varm.. Imens de gik der ved siden af hinanden, mærkede han hvordan en masse spørgsmål dansede på tungen og bare ventede på at han skulle åbne munden. "Så Nille, hvad er historien omkring dig og Lily helt præcis? Jeg var jo for ung til at forstå det dengang, men jeg tror sagtens at jeg ville kunne forstå det nu," han så roligt på hende med sine chokoladebrune øjne der havde den samme glød som Jacobs..

Nille var ligeglad med om det ikke havde betydet noget, Jacob skulle have det at vide, slut. Der ville aldrig, nogensinde, være noget mellem hende og Josh! Det ville aldrig nogensinde komme på tale! Aldrig! Hun havde intet imod Josh, hun kunne godt lide ham, som ven! Eller bror, men det var nu ret mærkeligt, hvis man tænkte på at Jacob og Josh var meget som brødre... Så hvis Nille og Josh opførte sig som søskende, var Nille jo kærester med sin bror... så hun foretrak venner, bedste venner. "Godt." Hun smilede kækt til ham. Hun grinede svagt da han daskede til hende med sin hofte. Hun rystede blot på hovedet af ham. "Vi er ikke søskende, Josh. Det ville være mærkeligt, for dig og Jacob er jo som brødre. Så hvis vi to er søskende, er jeg kærester med min storebror." Hun så på ham. "Så vi er bedstevenner." Hun blinkede kækt til ham.
Hun trak på den ene skulder. "Jeg så hende som min mor - jeg troede hun var min mor, da jeg var yngre. Min 'mormor' er rigtigt min mor.. så Sylva er min mor.. Lily er min storesøster.. Men, Lily slog mig, skældte ud på mig, sammen med min ikke rigtige far, og de gjorde det uden grund. Jeg blev aldrig accepteret, jeg blev mobbet i skolen, kom grædende hjem med huller på bukserne, så jeg fik slag på grund af det. Selvom det ikke var min skyld. At jeg var vild med dyr som min mormor blev heller ikke set kærligt på. Tværtimod... En dag jeg tog et skadet egern med hjem, dræbte min mor egernet lige foran øjnene på mig og sagde 'dyr hører til i skovene, du får beskidte fingre af at røre ved dem' og så fik jeg en lussing." Hun rystede på hovedet. "Det eneste sted jeg kunne finde fred var i min mormors hytte i skoven. Hun var der altid for mig, men hun løj. Hun havde løjet om hvem hun var for mig, hun havde løjet om hvem Lily var for mig. en dag sammen med Jacob fandt jeg Sylvas lig... og her fornyligt fandt jeg ud af at Lily havde dræbt Sylva. Nu vil hun dræbe mig for at få de oprindelige skammere ud af verdenen." Hun så skarpt på Josh. "Derfor kan jeg ikke være sammen med Jacob." Hun bed sig svagt i underlæben. "Men hvad med dig og Juliet?"

Det var egentlig sandt at de ikke kunne se hinanden som søskende. Det ville være mærkeligt, men Josh mente bare at han holdte af hende og hun var en stor del af hans liv! Han respekterede hende som den hun var, ønskede ikke at hun skulle lave sig selv om. Hendes historie fangede ham, det gjorde ondt på ham og en helt ny side af Nille vidste sig for ham. Han havde ikke vidste alt dette om hendes fortid, nu gav det hele mere mening, hendes evne, Lily og mormoren.. Det hele løste sig for ham oppe i tankerne.. Det sidste hun sagde fik ham til at løfte spørgende på et øjenbryn. Hun kunne ikke være sammen med Jacob pga. evnen, de oprindelige skammer, men betød det så at de slet ikke kunne være sammen mere? Han tog en dyb vejtrækning, som skulle han lige have noget luft for at suge det hele ind. Alt det han lige havde fået fortalt var en stor mundfuld..
"Ikke være sammen med ham," hans stemme var rolig.. "Men, du elsker ham? Jeg ved at det andet er en pligt men.. Nej, bare glem det, jeg skal endelig ikke blande mig i skammerens historie," Han smilte svagt, men venligt til hende imens han fortsatte med at gå.. "Jeg ved det ikke, før i dag kendte jeg slet ikke til hende.. Det er bare ikke den måde man ønskede at ens mormor skulle være på," Han grinte svagt.. "Hun er åbenbart ikke typen der bryder sig om at der er andre der har den samme evne som hende," Han kiggede ned i jorden, på sine fødder der let rørte græsset. "jeg vidste ikke at din fortid så sådan ud Nille, det er utroligt hvor meget man bedre kan forstå når man er blevet ældre.. Det forklare hvorfor Jacob hele tiden sagde at jeg ville forstå det når jeg blev ældre," Han kiggede op fra jorden og hen på hende med et roligt blik..

Personligt foretrak Nille bare venner, da hun helst ikke ville tænke på at hun så var kærester med hendes storebror, hvis de var søskende. Hun ville helst ikke tænke på Lily, udover når hun forestillede sig at hun dræbte Lily, men ellers ville hun ikke tænke på Lily. Hun kunne ikke være sammen med Jacob, for hun skulle jo fortsætte de oprindelige skammere... inden Lily fik fat i hende - igen... Det måtte ikke ske, for alt i verdenen! "Der er intet galt i at du blander dig i vores historie, den er så gammel at de uægte skammere tror det er en myte. De tror bare de er velsignet med en ganske almindelig evne. JAcob vil ike have børn, men jeg er nød til at fortsætte de oprindelige skammere...  Så jeg kan ikke være sammen med ham, selvom jeg elsker ham." Hun bed sig i underlæben, hun elskede Jacob men hendes pligt var... bare så vigtig! "Nej, det er slet ikke sådan man ønsker det. Men det er latterligt af hende at få Lily til at hjælpe hende." Hun smilede kækt og trak på den ene skulder. "Min fortid betyder intet nu." Hun så ligefrem for sig. "Det eneste der betyder noget nu er min pligt, JAcob, dig, Caroline, alt dette i mit... nye liv. Hun dræbte Sylva, hun dræbte... Toby!" En let knurren steg op fra hendes hals. Hun rystede på hovedet og smilede til ham. "Man forstår alt anderledes når man er ældre." sagde hun roligt.

Han fortsætte med at gå side om side med hende. Lyttede til hende, slugte hvert et ord og havde svært ved at høre om pligten og Jacob. Jacob ønskede ikke børn, hvis Josh kendte sin bror rigtig nok så ville han ikke have dem, fordi han var bange for at han ikke var klar til at være en far eller om han kunne tage sig ordenligt af dem. At have et barn var ikke bare noget nemt at have med at gøre, det tog ham selv lang tid at vende sig til Valerie.. Tanken om hende fik ham til at stoppe op, kigge ned i jorden og mærke hvordan han pludselig havde det svært ved at trække vejret. Det var stadig som om han kunne se de store øjne se ind i hans.. Mærke hendes lille hånd om hans finger og den varme hun havde sendt igennem ham.. Langsomt begyndte han at gå igen, slog tanken om Valerie væk og så på Nille med et skævt smil. "Men, er det at kunne være sammen med Jacob, ikke vigtigere end din pligt?" Han spurgte hende roligt, da han kunne fornemme at det var et meget alvorligt emne.. "Fortiden er ikke nem at have noget at gøre med nej, det bedste er for det meste at glemme den," Han lyttede til hende, ved navnet Toby kunne han mærke et klem om sit hjerte, måske han skulle fortælle om Valerie, så han kunne fortælle hende at han følte smerten omkring det at miste sit barn.. Og den man elskede endda.. Han rystede svagt på hovedet.. "Jeg forstår smerten.. det.." Han stoppede sig selv i at snakke videre.. "Ja, man forstår tingene bedre," han smilte svagt.. Måske var det ikke det rette tidspunkt at fortælle det.. De kom til byen, de havde dog ikke bemærket at Juliet fulgte efter dem.. Holdte øje med dem fra luften som en falk på jagt..

Alt dette var ikke noget hun ville tænke på. Hun brød sig ike om tanken om det hele, men hun kunne ikke lade det være, hun skulle jo tænke på det på et eller andet tidspunkt. Hun så spørgende på ham da han stoppede op og virkede ret... trist. "Josh? Er der noget galt?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå mens hun så betragtende på ham. 
Hun så ned... "På en måde jo, på en måde nej. Men hvis jeg ikke har fået et barn før jeg dør, er de oprindelige skammere ikke her mere. Det kan jeg ikke lade ske." Sagde hun og trak på den ene skulder. Glemme sin fortid var ikke nemt. "Men det er ikke nemt når den er skyld i hvem man er." Sagde hun og så fraværende væk. Hun bed sig i underlæben. "Det hvad?" Hun så spørgende på ham. Hun smilede svagt. "MEget bedre."

// Bare for at på det på plads, så er den lille Josh død før det her xD //

Han smilte let til hende.
"Bare giv ham noget tid, Jeg er sikker på at han gerne vil have et barn med dig, men blot er usikker på om han kan finde ud af at være far til det," fortalte han med en oprigtigt stemme. "Jeg kender ham, bare giv det lidt tid, du har trods alt lang tid igen Nille, hvem siger barnet skal komme på banen lige nu? Dit liv er nærmest først lige begyndt! Du er en dæmon, du har en masse år foran dig!" De fortsatte med at gå.. Det føltes faktisk rart bare sådan at gå og snakke stille og roligt med hende. Det var nærmest helt befriende! Han var egentlig heller ikke i tvivl om ham og Nille havde noget tilfælles.. Allerede kunne deres evner minde om hinanden, selvom Josh ikke havde den samme historie som Nilles.. "Jeg.. Du burde nok at få dette at vide.." Han kiggede kort ned i jorden, inden han så op på hende igen. De chokoladebrune øjne glimtede både af alvor og sorg. "For.. ik så længe siden.. Blev jeg far til en lille pige.. Men.." Han bed sig i underlæben, så fraværende foran sig. "Hun blev for tidligt født og døde tre uger efter fødslen.. Så.. Jeg ved hvordan du måtte have det med Toby.. Når først man har barnet i sin favn.. er det svært at give slip på det igen.." Han sukkede, kiggede tøvende op på hende igen, da han ikke vidste hvordan hun ville reagere på det han lige havde fortalt. Jacob havde taget det fint med at han skulle være far, dog var nogen drilske replikker kommet på banen, men sådan var det jo.. Og det værste af det hele var, at blot et par dage inde I Luces graviditet døde hans yngre jeg.. Det var svært, og både Josh og Jacob havde ikke kræfter til at skulle miste flere..

//Okay. xD

Hun tvivlede. Hun følte ikke at jacob ville have et barn med hende, og hun vidste jo ikke hvor længe hun levede, jo.. Det vidste hun ikke, så det var bare med at skaffe et barn. "Uanset hvad han føler for det, vil han ikke have et barn. Han kan ikke, som han siger.  jeg vil heller ikke tvinge ham." Hun så ned, hun ville ikke tvinge Jacob til at have et barn med hende, det var også en af grundene til at hun lidt tog afstand til ham. "Josh, hvem siger jeg kommer til at leve halvtreds år? Hvem siger jeg overlever imorgen? Jeg har fjender, lige så vel som du har. Jeg kan dø lige nu, hvis det endelig skulle vær og så er de oprindelige skammere udryddet." Sagde hun og så på ham.
Hun lyttede roligt til hvad han fortalte, hun ville jo gerne hjælpe ham, han var jo en af hendes bedste venner, hun stolede på ham! "Det gør mig ondt, Josh.." Hun så på ham med medlidenhed. "Hvem var moderen?" Hun så spørgende på ham. Hun gav ham et hurtigt kram. "Uanset hvad, kan du være sikker på at din pige har det godt hvorend hun er." Hviskede hun og smilede svagt til ham.

Han vidste godt at pligten var vigtig. Der var bare noget han ikke forstod, burde Jacob ikke at være mere vigtig? hvis hun skulle vælge imellem at føle pligten eller sige farvel til Jacob, ville hun så vælge pligten frem for ham? Det var måske en hård tanke, men hvis det nu var sådan og det var jo på en måde sådan. Hun skulle vælge om hun ønskede at beholde Jacob eller om hun ønskede at beholde pligten. "Men, hvem siger at du ikke lever halvtreds år? Hvem siger at du dør lige her nu?" Han kiggede rundt, men rettede blikket på hende igen. Alt ved hans ansigt var roligt, øjnene, det svage smil og endda stemmen var beroligende at lytte til. "Det er der ingen gør, ligesom der ingen der siger at du overlever halvtreds år, dør i morgen eller lige her og nu.. Der er ingen der siger hvad der sker, for det er der ingen der har magt over, kun du har magt over hvad der sker med dit liv, og så er der så selvfølgelig skæbnen der også har en lille andel.. Det jeg prøver at sige er.. at du skal ikke lade denne pligt styre hvem du er og dit liv, kun du skulle have lov til at styre dit liv,"
Han tog imod krammet og medlidenheden. Det føltes rart på en mærkelig måde. Selvfølgelig havde Jacob været der for ham også.. "Luce," hviskede han svagt og stod kort bare i hendes varme omfavnelse, men træk sig dog væk igen.. "Ja, det ved jeg.. Det er bare.. så svært at sige farvel," Han smilte svagt..
Pludselig kunne man høre lyden af en der klappede omringe luften, nærmest kvæle dem med dets hånende langsomhed og lidt efter lidt kom en latter også frem. Josh rettede hurtigt blikket derhen imod, fik øje på Juliet og vrissede af hende.
"Hvor rørende, jeg tror næsten jeg fik tårer i øjnene!" sagde hun hånende, hvor hun lidt efter lidt stoppede med at klappe. "Troede i virkelig bare at i kunne slippe så let væk? I må være skøre i jeres unge hoveder," Hun kiggede skiftevis på dem. Til at starte med kiggede hun lumsk og hånende, men langsomt blev hendes blik koldt og et glimt af en morder spejlede sig i hendes øjne. "I skal dø,"

Jacob burde være mere vigtig, men... det var han også, det var bare.. Andre kunne ikke forstå det. Ingen forstod det. Kun Nille. Ingen ville forstå det, ingen kunne forstå det! Så hun ville ikke forklare det. Hun kunne ikke, for ingen forstod det. "Hvem siger jeg ikke dør idag? Lige nu foreksempel?" Sagde hun og så på ham. "Du forstår det ikke, Josh. Der er ingen af jer der forstår det. Du ved ikke hvor vigtigt al dette er for mig. Pligten er en af del af mig. Min evne er en del af mig. Accepter pligten eller jeg er forsvundet." Hun sagde det koldt, men sådan var det bare.
Luce.. det lød bekendt. "Hun lyder bekendt." Sagde hun og tænkte lidt. hun kunne ikke huske hvor hun havde hørt det navn fra før, men hun syntes hun havde hørt det før! "Det er altid svært." Hun smilede til ham.
Så fik Nille et chok. Hun himlede med øjnene over Juliet og lagde armene over kors. "Uuuuhhh... tror du at du kan dræbe os? Du er da virkelig dum." Nille tog sine daggerter op af støvlerne.

Han forstod det ikke nej, det kom han nok heller aldrig til. Det eneste han mente var bare at hun ikke skulle lade den styre hendes liv. Hvad hvis hun aldrig havde kendt til pligten? havde hun så heller aldrig eksisteret? Det gjorde hun før den og det kunne hun også selvom den var der! Han tog sig ikke af den kolde stemme, foldede bare armene på kors og undslap et suk. Han vidste hvor meget det gjorde ondt på Jacob at hun virkede som om at pligten var vigtigere end ham. Det irriterede Josh at hans bror skulle lide på den måde. Han ønskede at han skulle have det godt..
"Nej, jeg forstår det nok ikke så," sagde han bare selv en anelse koldt og kiggede kort ned i jorden. "Men Jacob er også en del af dig," Han kiggede op på hende med et roligt blik. Mere havde han egentlig ikke at sige, han ville bare have hende til at forstå at Jacob elskede hende og at hvis hun sårede ham, så ville det ikke blive kønt imellem dem. Luce lød bekendt? Hun skulle bare vide.. han savnede hende som bare pokker, men synet af hinanden, mindede dem bare om Valerie og de blev derfor nød til at skilles..
Juliet lagde bare hånende hovedet på skrå. "Jeg tror ikke, jeg ved at jeg kan," Langsomt begyndte hendes øjne at lyse.. Even ville frem..
Josh egne øjne begyndte også at lyse uden han egentlig tænkte over det. Hurtigt trak han sine dolke frem, stod side om side med Nille og var klar til at slå Juliet ihjel, eller i det mindste skræmme hende væk!

Josh kunne være så irriteret han ville, Nille kunne ikke lade være med at sætte pligten i første række. Det var synd for Jacob, ja det var hun enig i, men der var ligesom ikke andet at gøre. Hun sukkede svagt over hans ord. "Jacob er en del af mig, som ikke burde være der. Jeg burde aldrig have forelsket mig i ham, jeg sårer ham kun ved de. Jeg lod ham komme tæt på. Det kan jeg ikke lade ske igen. Men det er ligemeget. Jeg gider ikke forklare mig, du forstår det jo ikke." Sagde hun koldt og så væk.
Nilles hænder strammede sig om daggerternes skaft og i stedet for at se væk, blev Nilles øjne sorte, rettet mod Juliets øjne... "Se mig i øjnene..." Nilles øjne var vendt mod Juliet, evnen ville kun have effekt på Juliet.
Josh var uden for fare ved hendes evne.

Han forstod det ikke. Den sætning var ved at gå ham på nerverne. Det var nogen gange som om at det ikke var gået op for Nille og Jacob hvor meget han egentlig forstod! Han var ikke lille mere! Han var en archangel, de gode engles leder, så de kunne ikke blive ved med at bruge den sætning overfor ham, for det kunne være at han faktisk forstod det meget bedre end de selv gjorde! Selvfølgelig var det vel kun skammeren der forstod helt præcis hvad pligten betød, men det betød vel ikke at andre ikke ville kunne forstå den bare en lille smule. I stedet for at sige noget til hende, sukkede han bare og kiggede ned i jorden. Hvornår ville hun indse at Jacob var vigtigere?
Juliet var forberedt på denne lille sangstemme, desværre var hun allerede i færd med at bruge sin evne inden Nille sang, så hvis de kiggede hinanden i øjnene nu ville det ikke ende godt! Det fik Josh til at reagere hurtigt end en kanin ville, når den opdagede en høg på himlen. Hurtigt kastede han en dolk hen imod Juliet, ramte hende i maven så hun krympede sig sammen og undslap et skrig fra sine læber. "Aldrig brug jeres evner samtidig, tro mig, det vil ende katastrofalt!" han kiggede alvorligt hen på Nille, stadig med en anelse chok over sig, da det nær kunne have gået grueligt galt. "Tro mig, resultatet af frygt og skam der styrter sammen.. ikke en god ting,"
Juliet var langsomt kom på benene. Et par enkle utilfredse klynk kom fra hende.. "Din.." Hun kiggede koldt hen på Josh. "Møgunge!" Med en robots bevægelser, trak hun kniven ud af maven og kiggede på den. De brune øjne strålede, så hun mindede om en fra en galeanstalt. Langsomt begyndte hun at grine, en latter så klam og ondskabsfuldt af det løb en koldt ned af ryggen. "Hvor meget vil i mon gøre for at beskytte hinanden? Det er helt sindsygt at tænke på, ikke sandt?" Hun kiggede hen på Nille med et lumsk smil. "Og du.. hvor meget vil du gøre for dem du elsker med din pligt der står i vejen? Stakkels lille pige, kan ikke vælge imellem pligt og fornøjelser, hvor ynkeligt,"
Josh vrissede af Juliet, gjorde klar til at kaste den næste dolk efter hende..

Det var jo det. Kun Skammeren vidste hvad det betød, kun skammerne! Rebecca havde jo midlertidigt været skammer, så hun forstod det vel lidt. Nille var ikke ligeglad med Jacob, men hvad kunne hun gøre? Fyren ville ikke have børn, hun skulle have et barn, koste hvad det ville! Det hele var underligt. Indeni i Nille havde der engang været glæde og håb, nu var der kun kulde og sorg. Fra shapeshifter til sjæledæmon... fra sjæledæmon til drevens.. Hun havde været så meget. Hun havde prøvet så meget. Hun kunne sagtens klare mere, hun ville leve! Men det var så svært. Det ødelagde hende indeni,og påvirkede andre.. Og det var netop på grund af det, at hun skubbede andre væk!
Hun var klar, klar til at se Juliets minder, de minder hun skammede sig noget så inderligt over... Men blev stoppet af at Juliet krympede sig sammen. Nilles sorte øjne blev lysende blå igen, med sorte prikker i sig, hun så spørgende, anklagende, på Josh. Hvordan kunne han bare...! Vent hvad? "Hvordan ved du det?" Så vidt hun vidste var der kun to skammere i denne verden... Hende og Isobel. Eller kun Nille.. Isobel havde mistet sin evne..  Nilles blik landte på Juliet igen, mens et inderligt had blev tændt i hende, et had der lyste stærkt i hendes øjne.. De ting Juliet sagde til hende, var som at få en kniv i maven. "Jeg er ikke ynkelig." Hun var ved at være godt træt af at blive kaldt ynkelig, barnlig, svag! "Jeg har problemer, men det gør mig ikke ynkelig. Du fortjener ikke at høre på Skammernes orden, du er den der er ynkelig her. Du søger Joshs død, åh så begærligt, at det er ved at få kvalme over. Du ønsker en død, du ikke kan få dræbt. Du kan ikke dræbe ham, uanset hvor meget du begærer det, uanset hvor meget hjælp du får! Troede du virkelig at Lily, en uægte skammer, ville gøre sådan at det ville lykkedes dig? Du er kommet for at tage liv, men i stedet, er det dig der bliver dræbt." Hun så på Juliet med foragt. "Jeg beskytter dem jeg holder af, ved at skubbe dem væk fra mig." Hun smilede svagt. Hun kiggede på Josh. Hun nikkede, nu kunne han kaste den dolk... Nille havde sagt hvad hun ville.

Hvor han vidste det fra? Det var en længere historie som han ikke kunne forklare nu! Eller, han regnede med at det var det der ville ske hvis de to evner styrtede sammen..
"Det forklare jeg senere," sagde han kort og bestemt, så han gjorde klar i sin sag om at det blev senere og ikke nu han skulle forklare det!
Alt det Nille sagde, kom ind af det ene øre og ud af det andet på Juliet. Hun så bare koldt på hende, stadig med dolken i hånden og de brune øjne svagt lysende af galskab. Synet af hende fik ikke tankerne hen på Lola når det angik Josh, tvært imod fik det ham faktisk til at tænke på den person som han afskyede allermest. Sin far, Julian. Selvom Juliet ikke lyttede til hvad Nille sagde, så gjorde Josh det, han hørte hvert et ord og kunne ikke undlade at smile svagt over dem. Nille havde altid været kløgtig i hans øjne. En man kunne se op til! Det var hun stadig, endda selvom han ikke brød sig om den måde pligten styrrede hende på, men mon ikke at det en dag skulle gå op for hende at den ikke var vigtigere end dem der stod hende nær! Han nikkede svagt tilbage til hende, klemte en sidste gang om dolken, inden han tog armen om bag hovedet og kastede den hen imod Juliet. Den svævede let igennem luften som en høg på jagt. Josh havde haft lært sig selv at kaste med dolke igennem tiden han gik rundt ude i skovene. Dolken ramte Juliet øjet, hvilket fik hende til at hvine op og hurtigt trække den ud, ligeså hurtigt som den havde ramt. Selvom dolkens placering var dødbringende, så var det lykkedes for den ikke at komme langt nok ind til at kunne beskadige resten af hendes nerver i hovedet.. Begge hænder fokuserede nu på at stoppe blødningen ved øjet. Hendes smerte skrig rungende igennem luften..
Josh gjorde et nik til Nille om at det var nu de skulle angribe. Juliet var blind, hun ville ikke kunne blokere deres angreb.. Han tog et godt spring fra jorden, satte i løb hen imod den såret Juliet og så snart han var henne ved hende, samlede han en af sine dolke op fra jorden og stak den ind i siden på hende, hvilket resulterede et nyt rædsels skrig fra hende..

Ja, han skulle forklare senere, det krævede hun. En anden skammer... Hvem? Den skammer skulle straks findes så Nille kunne se hende an! Ja, hende, for skammere var som regel kvinder, da mænd ikke kunne holde en evne som skam inde, uden der blev skabt kaos. Så denne kvinde skulle findes hurtigst muligt. Wauw.. en anden skammer... Det var for godt til at være sandt!
Nille havde tænkt sig at lade Josh dræbe Juliet, selvom Nille hellere end gerne ville slå Juliet et par gange ind i en væg, skære hendes arme af, torturere hende... Åh gud, de tanker dog! Sådan havde hun slet ikke tænkt dengang hun var shapeshifter, hun ville nok bare have bidt struben over på Juliet, en hurtig og næsten smertefri død. Hvad var der dog sket med hende... Hun savnede at være shapeshifter. Når hun løb i skoven, følte hun ikke den samme frihed hun engang havde. Hun følte sig fanget, i en forkert krop, men alligevel.. var et som om kroppen altid havde tilhørt hende. Der var stadig noget panter over hende, noget dyrisk.. Det kunne ingen komme udenom! Nille kiggede på Josh der stak en dolk ind i siden på Juliet. Nille nikkede kort, for at vise at han bare kunne dræbe Juliet. Hun havde ikke tænkt sig at gøre noget, det skulle være Josh... "Farvel Juliet.." Nilles blik var tomt, mens hun så på Juliet.

Juliet nåede ikke at gøre noget. Barnebarnet var for hurtigt med sine katteagtige bevægelser. Hun havde ikke regnet med at denne dag skulle være dagen hvor hun mistede livet. Det ville nok få en hver til at græde, men i stedet smilte hun bare og lukkede sit ene øje i, ventede blot på det afgørende slag der skulle dræbe hende. Josh trak dolken ud af hendes side, lod den kort snurre rundt i sine hænder, inden han stak den ind i brystet på hende og trak hende ind til sig, så han kunne hviske i hendes øre. "Undervurder mig ikke, det kommer bare til at bide dig bag i," Hans stemme var alvorlig, nærmest skærende i ens øre. "Du forsøgte at dræbe mig og det eneste jeg kan gøre for at stoppe det, var at komme dig i forkøbet," med de ord skubbede han hende væk fra sig, lod hende falde til jorden med dolken i sit bryst og et tomt udtryk i det ene øje hun havde tilbage. Josh hverken smilte eller gjorde andre tegn på følelser. Han var ikke vild med at dræbe og det blev han heller aldrig. Desværre, kunne det være nyttigt og nogen gange var der ikke andre ting at gøre. Han undslap et suk, kiggede hen på Nille og smilte svagt til hende.
"Den skammer jeg mødte hed Isobel," fortalte han roligt. "Vi brugte vores evner samtidig og det var ikke et kønt syn," Han huskede hvor ondt det havde gjort på dem begge da frygt og skam mødte hinanden.

Stille så hun på mens Josh dræbte Juliet.. Hun ville ikke afbryde, Josh skulle klare det her, hun ville ikke hjælpe ham denne gang.Det måtte han leve med, for hun kunne simpelthen ikke hjælpe ham med at dræbe Juliet, hvorfor skulle hun? Hun kunne godt, det var ikke det, nærmere det at.. han burde gøre det. Ligesom at hun selv burde dræbe Lily. Sådan var det bare, og det kunne man intet gøre ved.
Det overraskede hende at høre Isobels navn. Hun så forvirret på ham. "Isobel er min søster." Storesøster, for at være mere præcis, og hun smilede svagt. "Hvad skete der helt præcist?"

//kort svar.. sorry..//