I really don't care. -Kirt-

~~Sted: Kroen det vilde svin.~~
~~Tid: Middagstid.~~
~~Vejr: Beskrevet i tekst.~~
~~Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]~~

Kroen skulle forstille at være stille om middagen, det var den dog også. Alt for stille, folk thi til deres frygt. Frygten for døden, næsten alle gjorde.. Undtagen Layla, hun var ligeglad. Følelser var for hende en svaghed, en svaghed som var fjernet. Som var hun blevet tvunget til at slukke det hele fra, det var hun på en måde. For 1000 år siden. Layla så på disse store mænd som skabte frygt, hun så på dem som de bare var to sten på vejen der stod ivejen. Regnen slog hårdt ned udenfor, med flere kilometer i timen føles det som om de ramte ind på den ellers tykke glasrude. Tordenbrag som lød som de vildeste heste kunne hørers over taget, det lød som om der var krig på taget. De to store mænd lo så ekko gav genlyd i hele rummet, den eneste der ikke var bange var somsagt.. Layla. Hun kiggede ligegyldigt på dem, og da de trådte truende frem reagede hun ikke. Den ene greb omkring hendes hals og tvang hende over jorden.. Var det for at skabe panik? Det virkede ihvertfald ikke. Layla stirrede blot ud i luften, som om ingenting galdte. Selv da han kastede hende igennem rummet som en tom ubetydelig coladåse, hun nåede at reagere ved at sætte fødderne på væggen til at sætte af så hun lavede en baglans salto i luften og derved langede på begge hendes ben på hug. Layla så ind i muren imens hun rejste sig op, hun var ligeglad med alle andre end hende selv, hun var ikke selvglad eller arrogant på den måde, hun var bare ligeglad.. Der var ingen at bekymre sig om, så hvorfor gøre det overhovedet?Mændene gik imod hende selvom hun stod med ryggen til hun vidste de bare gjorde det for magt, de havde hun set da hun kastede det første blik på dem. Hun vidste altid hvad folk syntes om hende, sandheden når de forsøgte at lyve for hende fordi de ikke anede hendes evne. Dog var det nemmere at finde folk at stole på.. Mændene gik stadigvæk imod hende, dog stod hun bare helt stille og stirrede ind i væggen, som var kampen intet værd og det var den ikke.

Verden var så nem at lukke ude, stod det til ham så behøvede man slet ikke at kende noget til den for at leve. Der var så meget han skulle lærer, men alligevel var det som om at han aldrig kom til at lærer det. Ikke at det gjorde ham noget, han klarede sig fint indtil videre. Hverken frygt eller andre former for følelser herskede over ham. Han var hvad man kunne kalde en omvandrende robot, hvilket ville give meget mening hvis man dykkede ned under huden på ham. Men, det var der ikke nogen der havde gjort et stykke tid. Alle gik forbi ham, så ham slet ikke og han så heller ikke dem. Dengang han blev fri, troede han at livet ville blive noget han kunne bruge til noget, men der blev han hurtigt klogere. Livet var langt fra brugbart. Han valgte dog ikke at se ned på tingene, for hvad skulle han lige have det i? Han var fri, kunne han overhovedet bede om mere?
Imens regnen sivede ned, slog imod hans hud og forsøgte at mobbe ham med det, gik han bare videre igennem regnen og ignorerede alt omkring den. Det var vand og det kunne køle ham ned, sådan skulle han se på det. Til det næste var han overrasket over at finde en gruppe væsner der havde slået sig sammen, for at angribe et enkelt hunvæsen. Med øjnene på stilke gik han derhen imod, uden de mindste former for følelser i ansigtet eller tøven i sine bevægelser. Han gik bare direkte hen til gruppen, tog fat i en af mændenes nakke og kastede ham hen ad den våde jord. Med en kølig bevægelse kiggede han rundt på de andre, for at se om de ville blande sig, hvilket de fleste væsner af deres slags altid gjorde. Egentlig gjorde han det ikke for at pigen skulle tro, at han ikke troede på at hun kunne klare sig selv, han gjorde det vel bare fordi han kunne se at der var ved at ske var forkert.. Med en øjnene rettet imod mændene tog han dybe indåndinger og viste stadig ingen tegn på frygt..

Mændene rejste sig op og kiggede koldt på Kirt, men Layla kunne se de var bange for denne mand som trådte op. Layla lagde blot hovedet lidt på skrå, og hævede på et bryn. Hun vendte sig kort imod Kirt men rettede blikket imod mændene igen. Hun kunne altid se dobbelt der var tre mænd, men for hende stod der seks.. Det var som om de havde en usynlig tvilling som kun Layla kunne se, den tvilling, den illusion var deres sandejeg.. I klædt noget som lignede en blå skygge, som var det et hollogram. Layla var tom i øjnene.. Mændene bakkede til de ikke kunne gå mere, så satte de i løb.. De ville ikke virke bange men det var de. Layla stod tilbage inde i krostuen og kiggede på Kirt, hun var ikke nysgerrig, ikke forvirret eller taknemlig. Hun var ligeglad.. Layla holdt alligevel et fast blik på ham, ikke opmærksomt bare tomt var hendes blik.. Ikke et eneste glimt i øjet af følelse overhovedet. Hun havde forlængest glemt hvordan man følte.. Hvordan det var at elske, at græde, miste.. Alt var glemt.. Hun havde ikke nogen bestemt personlighed, for hvordan var man som person når man ingen følelser havde til at skabe den man var? Nogle ville kalde hende en snobbettøs andre måske en bitch. Folk hun dræbte bare dræbte, narrede for at få de sjæle hun skulle bruge til overlevelse intet var noget hver udover hendes overlevelse.

Det virkede ikke til at pigen gav tegn på frygt. Faktisk kunne han ikke se et tegn på noget som helst i hendes øjne. Det var som at kigge ind i en mur, der var ingenting at se og et kort øjeblik mistænkte han hende for at være en robot som ham selv, men hun havde hverken uniform eller våben på sig. Våbene kunne han ikke være sikker på, eftersom hun kunne skjule dem alle mulige steder på hendes krop, samt bag tøjets stof. Han var overrasket over at se en som hende i øjnene, en der ikke kom med følelser af nogen art. For hvert væsen han havde mødt, havde der været følelser i deres øjne, men ved hende her var der intet at se og af en eller anden grund han ikke kunne forklare, fangede det ham som en flue i et edderkoppespind. I det øjeblik han var fristet til at gå hen til hende, mærkede han et slag i sin nakke og lyden af glas der gik i tusind stykker suste forbi hans øre. Med en kold bevægelse vendte han sig om og så på en af mændene, hvis ene hånd holdt om en knus Øl flaske. Et øjeblik kiggede kirt bare udtryksløst på ham, som stod han og overvejede hvad han skulle gøre mod manden eller om han skulle lade ham slippe. Beslutningen blev dog hurtig truffet og med et godt greb om mandens hals, kastede han ham ud af vinduet, så ruden gik i tusind stykker og en regn af glas væltede ned over ham. De andre stod stille et kort øjeblik, de kunne minde om en gruppe byttedyr der var blevet fanget af en jæger. Til sidst gik de hen imod pigen og ignorede manden. Et par af deres øjne glimtede af fryd over synet af hende. Der var ingen tvivl om at de ville udnytte hende til det fuldeste. En af mændene var helt henne ved hende nu og kørte sin behårede hånd igennem hendes mørke hår.