i dont care //Zela//

omgivelser: mange mennesker der fester og more sig og en tyg røg i helle kroen
vejre: det regner en smule og er koldt og fugtigt mange søger ly for regnen
sted: Kroen det brændende træ
tid: ca kl 22
stil: en sort hætte trøje med revner på ryggen et pat hullede bukser


Azriel var lige kommet ind af kroen hans lange hår dryppede på gulvet han gik lidt hen til bare han så ikke hvem der var der eller hvor han satte sig han var enlig ligeglad efter som han var blevet meget stærker siden sidst han var kommet til kroen som regel gad han ikke der skete ikke rigtig noget men han hadet lyst til noget at drikke idag, "giv mig noget whiske" sagde Azriel til bartenderen stille mens han hev nogen penge op af den hullede trøje han kigget lidt rundt for at se om der var nogen intresante mennesker eller noget andet her inde det så ikke sådan ud han tog sin whiske og drak lidt af den han sad bare og så ud i luften som om der ikke var alt larmen ingen mennesker alt var bare væg

Regnen faldt, dråbe for dråbe ramte den jorden med et klask, også et nyt også et nyt. denne afslappende og gentagende aften rytme, var for nogen som at blive slæbt gennem helvede, mens for andre, var det en fryd, som bare skulle nydes til fulde. for sortelveren som sad i et mørkt hjørne udenfor kroen, var det skønt at høre regnen falde, at mærke den mod sin hud, at minde sig selv om sin klan, og sit hjem. hun havde aldrig troet, at verden omkring dem, var sådan et nusse putte samfund, hun havde regnet med dårlige ting, men det hun havde oplevet her, havde bare vist hende, for dårligt et samfund man kunne skrue sammen. hun sukkede, og rejste sig elegant, og stilfuldt op, hvorefter hun begyndte at rette sine ben, og tanker mod kroen. hendes store læder rustning, dækket hende fra hals til stå. den var praktisk, men elegant, og ligesom hende selv, var den smuk, og fangende. hun gik indenfor, og fik nogen blikke fra folk til at starte med, men hun var van til det nu, sortelvere var jo meget sjældne, så at de kiggede undre hende ikke, sortelvere levet jo i isoleret samfund væk fra alt andet, og Zela var jo også nysgerrig på alle de her hvid skind, så hun havde ikke noget dem... af den grund ivertfald.

Azriel kunne mærke alle blikke i lokalet blive vent mod en enkelt person han vidste ikke rigtig han lod bare som ingen ting han regnet nok med det var en kendt person de sølle mennesker kan jo godt lig dem der er kendte og elegante men Azriel kunne nemt godt finde på at myrde dem alle sammen bare fordi det kunne være sjovt at se
han drak lidt af hans whiske flaske og kigget lidt hen mod døren hvor alle kigget hen han troet ikke først på hvad han så før han tog en tår af han whiske flaske igen og kigget der hen men personen stod der stille han var som froset fast til den stol han hadet hørt om sortelver men aldrig set en han troet vel nok de var uddøde for længe siden det jo det samme med hans folk bortset fra Azriel ikke gider at skjule det for noget. han hader at skjule sine kræfter og især for de slappe mennesker der tror de kan klare alt. han begyndte at grine lidt af sig selv "ja ja så har man jo set det med" sagde han stile til sig selv mens han fik et lille smil på han læber, han kigget lidt på personens rustning han syns det var en meget fin rustning det var ikke noget han hadet set før ved menneskene men hvad tænkte han på denne person var heller ikke et sølle menneske han vidste ikke helt om han kunne kalde en sortelver for sølle ved ikke at studer dem først. men han startede ihvertfald med at studer personens rustning. han lod særlig mærke til det var en særlig slags læder rustning som man ikke rigtig kunne få skaffet, ihvertfald ikke i menneske verdenen han kigget lidt væk som regel kunne han godt kigge på andre og bare have lyst til at dræbe dem men med denne person kunne være risikabelt... man må jo nok se tiden and først

Sortelveren lod sine lys lilla øjne falde rundt i hele kroen, hun havde god tid, og som et bjerg af is var hendes øjne, så både følelses kolde, og vilje faste, men måske var det bare en facade der var oppe, med alle de øjne, som lå på hende lige nu. nogen skridt bliv nu taget fra hendes side, så faste og jordfaste som en bjørn, og så luftige som en tiger der luret sit bytte an. hun stoppede ikke, før en hånd bliv lagt på hendes skuldre, da hun var cirka halvejs over gulvet mod baren, det var en øl mave mand, der havde kort hår, som var ha angrebet af en vred skaks. han havde nogen tygge brune øjne, og nogen faretruende store næsebor. han stod lidt usikker på hans ben, og brugte næsten sortelveren for ikke at vælte, han havde tydeligvis drukket, hvad hans lunger kunne tillade ham.. også lidt ekstra. men hans krop fejlet ikke noget, han lignet en smed, skægget var kæmpe, og hænderne var rå og store. sortelveren trak sin skuldre ydmygt til sig, som ville hun ikke skabe problemer, og bare forsvinde fra konflikter. da hun trak skuldren til sig, var manden ganske rigtigt ved at vælte, og bliv kun på benene, da en mand, bag ham tog fast om ham, og holdt ham solidt på jorden. den anden mand, havde også skæg, det var lige så langt, men han var en del tyndere, og man kunne mere se hans mave og arm muskler, som tyde på, de de havde samme arbjede. han stod ikke og var ved at vælte af vinden, så han var nok ikke fuld, eller ivertfald ikke nok til det kunne ses. han var skaldet, og havde nogen helt sorte øjne, som manglet pupiller, så en dæmon var han sikkert, men efter han havde givet slip på sin fulde kamarat, bliv de på under et sekund, til nogen nøde brune øjne, som hans ven. sortelveren skulle til at gå igen, til en grum, og afrundet stemme kom bagfra hende, og den fik hende til at vende sig, som på et sølvfad. "ved.. du hvem jeg er?" det var den fulde druk boldt, der ikke kunne lade være med at brokke sig, over hun var lige ved at få ham til at vælte. sortelver pigens ydmyge og sarte kropsholdning, bliv meget mere selvsikker på et øjeblik, og isetdetfor at undgå mandens øje kontakt, bliv hendes blik som symmet fast til hans øjne, og en hånelig og provokerende tone undslag hendes søde læber "Hej folk... der er en her, som har glemt sit navn." hun vendte sig om igen, og skulle til at vandre videre, til den samme ækle hånd, bliv lagt på hendes skuldre igen, denne gang som en mursten. hendes kridt hvide tænder, spidsere end vampyeres tænder, fordi sortelvere kun spiste rådt kød, så skulle hendes tænder kunne klare både knogler, og hårdt ikke stegt kød. der var dobbelt så mange tænder som i et menneskes mund, da de lå i to lag som en hej. de vist kort frem, ikke for manden, da hun jo havde ryggen til ham, men hun trak bare lidt i mundvigen, inden hun tog et fast og stærkt greb på mandens arm, med begge hendes egne, og kastede sig som en sort pander, der sprang frem med kløerne fremme mod sit bytte, kastede hun sig op på mandens skuldre, og med en så brutal og voldlig fremgangs måde, fik hun væltet begge de store folk bagover, og man kunne høre den ene mand skrige og pive af smerte, mens de flyv bagover mod det hårde træ gulv, da nogen skarpe og nådesløse sortelver tænder, havde bidt sig fast i mandens hage, og i mest bogstavelige forstand, pressede hans knogle kæbe, og strammet om den, så de kolde hvide tænder, kom gennem både hage kødet, vævet, og klemte om hans knogle til små tåre trillede ned af manden kinder, også... bang. ramte de alle tre gulvet, men hun var dog på manden som skjold fra slaget, og da slaget ramte, kom der en massiv og grusom knæk lyd, og manden lå nu der, med helt åben mund, mens sortelveren sad med en knust hage knogle mellem tænderne. ham den anden store mand, havde ramt jorden, og så hvad der skete, så han lod en stor dæmon næve slå udefter den næsevise lille tøs, og han forventet ikke nogen ville kunne nå at flytte sig.. det kunne hun heller ikke. manden var en hurtig og stræk dæmon, men sortelvren prøvede slet ikke på det, hun spyttede den skarpe knækkede knogle ud af sin mundvig, og ned i hendes lille søde og bløde hånd, som hun så mødte mandens knyttet næve med, og det var rimelig uventet syntes dæmonen, og ret smertefuldt, da en knækkede knogle stumb, bliv boret ind i hans hånd, så knoglen sad halvejs inde i hans hånd, for selvom Zela ikke brugte meget styrke i at lave den frække date, mellem hånden og knoglen, så var dæmonen jo så venlig selv at ligge saft og kraft i det møde. dæmonens øjne bliv sorte som natten, og en ondskabfuld sadistisk stemme sagde, mens han holdt sig til sin skadet hånd "Det her er ..." længere nået han ikke, før en gammeldags skalde bliv nikket til ham, og hans lænet sig bagover så lang han nu var, bevidstløs. og sortelveren tog over i at snakke "beklager, jeg er ikke meget for skurke talerne." hun fik nu en flere blikke, og hun bliv helt rolig igen, som en lille mobbet skole pige, der aldrig kunne finde på at gøre nogen noget. også forsatte hun sin gang mod baren.

Azriel kunne ikkelade hver med grine og klappe af det han tog en hurtig tår og gik hen mod sortelveren "ikke dårligt" sagde han mens han smilte til hende han så lidt på personen han hadet stadig ikke lagt mærke til personens køn men for du trak personen lavet regnet han med at det var en mand, "hvor har du lært de der trak henne... det nemlig ikke normale menneske tekniker" sagde han mens han bøjet sig ned mod dæmonen med et had i blikket "så kan du lære det" sagde han til den døde dæmon mens han bare grinte af den han rejste sig op og kigget på sortelveren "forresten hvad hedder du enlig" sagde han mens smilet på hans læber forsvandt han så på personen mens han sturderde personens rytme og gang og tekniken personen brugte kunne han ikke rigtig til at få til at hænge sammen det var en dødelig teknik han aldrig hadet set før og han hadet kommet mange steder hen men aldrig set den kamp teknik de var jo ikke nogen udfordring for denne person han så lidt ned på dæmonen, han smilte bare "godt du er væk så der en mindre at tage sig af" sagde han mens han smilte af at dæmonen var væk...
han gik lidt tætter på personen *hvad var det for en teknik* tænkte han lidt for sig selv mens han kom med et undrende blik til personen der så bare ud til at se ud som om det var ganske naturligt som en helt normal teknik at bruge det var det sikkert også for denne person men for andre vil de næsten komme hen og spørger om de ikke må lære den teknik

Sortelveren så på nogen af de målløse tilskuere, men undgik deres blikke, hun var her ikke for a.... så kom den første hen, og tog kontakt til hende, og hun havde ikke engang nået at genfortælle hende selv, at hun ikke var kommet for bekendtskab. men nu må man se hvad der skete. ´ikke dårligt´ det ord tænkte hun et par gange, hendes søster sagde det tit, det var sådan set også det sidste hendes kolde læber fik sagt, inden hendes øjne lukket for sidste gang. sortelveren tog yndigt sit lange hår væk fra panden, og smilet lidt .. usikkert. lidt som en jomfrue skole pige, der bliv spurgt af den hotteste fyr på skolen, hvor kemi lokalet var henne. Zela var ikke usikker, men han var hvidskind, og hendes frøken var også hvidskind, så ydmyghed var påkrævet til at starte med. hun kiggede ikke på hans øjne, hun undgik dem faktisk, et tegn på æresfrygt i hendes samfund. hun hørte hans spørgsmål, og svaret roligt, ydmygt "Prinsesse Zela, af det daværende sortelver Rugaskov samfund. baronesse af de tusinde tåres grotte. Ældste og eneste overlevende datter af afdøde høj præstinde Estalia, og tro slaveinde af høj-frøken Zefira." hun tilføjet hurtigt "Et sortelver samfund, er bygget på styrke min herre. kamp er vigtigt, det er forskellen mellem død som bytte, eller være jæger.. selv ikke en af høj standard, kan kalde sig fri, af at blive sine landsmænds aftens mad. ´Ependú Camara´ svage folk skal sendes til gudinden i bider... det en gammet ordsporg"

Azriel hørte det meste af det personen sagde men det undret ham at en kvinde kunne lære det kamp tekniker "hvilken gudinde og forresten mit navn er Azriel Naya´il søn af gudinden Gaia og hades hyggeligt at møde dem" sagde han mens han rakte sin hånd frem for at hilse ordentligt op hende han smilte lidt til hende han var ligeglad med at hun undgik hans blik han hadet hørt lidt om at kvinder og mænd ikke er lige så det kunne måske være derfor eller noget helt andet for ham var det ligemeget det intreserde ham ikke han fjernede noget af hans fedtede hår som så ud som om han ikke hadet været i bad i flere uger men man kunne stadig lugte en sød duft af blomter og en smule røg eftersom han kan bruge ild og flammer. "når ja hvad er det for et ord sprog for jeg har aldrig hørt om det" sagde han stille mens han prøvede ihærdigt at få øjen kontakt med hende for at vise vi er lige så hun måske kunne føle sig tryger i at snakke med ham i stedet for at kigge væk

Zela var meget svær at på øje kontakt med, selvom hun studeret alt andet end mandens øjne, hans ansigsform, hans muskler, men lige så hurtigt som en flue kan slippe fra en hånd, der vil klaske den, var hendes øjne væk fra hans blik, hvis de var tæt på at mødes. hun trak vejret meget let, og hendes indåninder var meget lettere end et menneskes ville være. hun nikkede til hans ord, og betalte for dem med hendes egne "En enestående ære at træffe deres bekendtskab Azriel Naya´il søn af gudinden Gaia og Hades" hun gav ærebødigt nik, og rettede ryggen så meget ud hun kunne, og sagde stadig ydmyg og sky som en sommerfugl "Kun høj præstinden må sige navnet på hende." hun referet til at han spurgte om hendes gudinde, og tilføjet så "Viljestryke, straf, og ære. det er ordne som beskriver hendes guddom bedst" sortelveren fangede nu ved en fejl Azriels blik, og hun bid sig selv i underlæben, og et lavmelt undskyld forlod hendes læber, hvorefter hun vendte sig væk fra ham, med en utilfreds mene, som en lille pige der skammet sig i skammekrogen, mens hun svaret på det sidste "Sortelvernes ordsprog. vi kalder det Sakuviti.. dit sind er sikkert stadig i undering over mine kamp taktikker. jeg havde en god lære mester, ntet mere."

Azriel trak sin hånd til sig efter at hun nok hilste på en anden måde, han så lidt rundt omkring folk sad med deres egne ting mens nogen stadig så på hende efter som hun var sortelver som er noget man sjældent ser ihvertfald i noget lys og fremme i det "den lære mester gad jeg godt og møde" sagde han mens han smilte lidt efter som de tekniker kunne gøre ham meget stærkere end han er nu højt sandsynligt ihvertfald han gik foran hende for at tale i fronten af hende for der hvor han kom fra taler man til folks ansigt ikke deres ryg efter som man mener det er uden ære. "forresten du sagde dit land er dødt hvorfor" sagde han mens han hadet et undrende blik som regel gad han ikke høre om sådan noget fordi det var mennesker der som regel hadet sådanne nogen problemer men han gad godt vide mere om hendes slags efter som han kunne bruge dem til hans drøm. "kan jeg tilbyde dig en drink" spurgte han hende om nogen minutter i stilhed han smilte lidt til hende for at virke venlig han var jo tros alt stadig en engel på nogen punkter

Hun trak på skuldrene, da han gik op foran hende igen, og et lille smil bredte sig på hendes læber, han var da ikke let at slippe af med. men han er nu enlig også ret venlig. hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, og mistede kort tråden, men tilføjet så til det med lære mesteren "Så skal de Azriel Naya´il søn af gudinden Gaia og Hades, vide at selv ikke døds riget kan huse denne mand længere. han glemte hvilken farve der var på hand hud, og bliv straffet for hans svaghed for følelser. men intet ondt ord skal tales om hans ære, han tog straffen med oprejst pande, og kæmpede ikke mod" hun trak en lille klump i halsen, men hun prøvede at skjule det, selvom det ikke gik særlig godt. hun kiggede mere ned nu, som var der en milion guldmønster på gulvet, og var hun lamslået af det. hun sagde til hans spørgsmål om hendes samfund "Mor gik i krig med en hvidskinds borg. mor tabte. men hvid skind kunne ikke stoppe ved soldaternes linjer, de satte ild til skoven, de ødelagde vores grotter, og solgte alle overlevnde til slaver." hun tilføjet hurtigt og kynisk, med en selvsikkerhed, som virkelig vr overvældende, som lige før, da hun skulle slås med de to væsner. "Min mor tog den rigtige beslutning. og selvom jeg kunne se fremtiden, og havde stået i min mors sted, havde jeg gjort det samme uden tøven. jeg nærre intet problem med hvad der skete, kun at min gudinde havde valgt, jeg skulle stå uden svær i hånden, og ikke fik nogen af jeres slags med ned, før krigen var slut." hun kiggede ned igen, og nikkede i dyb ærefrygt, også satte hun sig ned ved et bord, og sagde som det sidste "Hvis de vil give mig noget at drikke, så ja"

Azriel så lidt på hende og grinte af det hun sagde "det lyder som noget af en kamp i hadet gad sgu godt stå ved jeres side" sagde han mens han smilte måske var det det forkerte og sige eftersom hans slags nok kæmpede ved menneskenes side og ikke sortelvernes men han var jo også ligeglad om han skulle dræbe sin egen slags for at blive stærker for i følge ham er der dem der er de stærke og de svage er der kun fordi de stærke ikke gider at dræbe dem lige nu fordi de kan bruge dem til at blive endnu stærker end de er nu jo. "hvad vil du så have" sagde han mens han smilte til hende. man kunne se han studerede hendes bevægelser og den måde hun var på men han forstod stadig ikke hvorfor hun er så sky for at snakke til ham måske fortalte hun det til ham når de har snakket lidt mere sammen måske hvem ved han var enlig ligeglad med hendes grund til det som sagt hun sagde hun var slave det kunne måske være derfor hun var så sky i det

Hun løftede hoved, da han sagde, han ville kæmpe på deres side, hvis han fik chancen, det kunne han da umuligt mene tænkte hun, men tanken var da... smigerende. selvfølgelig ville hun aldrig lade ham trække våben for andet end mod hende selv. hun smilede sødt tilbage, og prøvede ikke at vise sine tænder, mens hun sagde med en lidt mindre ydmyg stemme, men stadig med en tone, der viste at han var i kontrol, og det var hun ikke. "Forbandelser, klinger skarpe som selv ikke dværge kan efterligne. selvom deres våben holder længere, er vores skarpere.. vi brugte magi og krigere til at slå de hvid skind.. men" hun tavs, og forsatte derefter "på den sidste dag, hvor by muren var taget, og rygter spredte sig i skoven, om at vores tab var mindre end vi nogensinde kunne regne med.. den dag tabte vi. jeg var der ikke selv.. altså på frontlinjen. jeg så bare et væsen, stort med vinger flyve over skoven, med ånde som 1000 rådne lig. den skyd ild, og havde skæld så sort som natten. den ... ting. vendte krigen. og på samme nat kom kongens riddere også holdte droningen en tale, og sagde vores gudinde krævet at vi levet på de hvidskinds samfundsbund, til den dag hvor gudinden skulle vælge en ny dronning." hun stoppede, og sluttede af "Vores gudinde betyder meget. langt mere end hvad jeg har oplevet jeres guddom gør her. så... vi venter." hun trak et vamt smil over læberne, og vidste ikke om hun forstod at selvom hun havde en stor lyst til dominans og magt, hun så kunne kaste det til side for hendes guddoms ord, men hun håbet han forstod, og generalt alt det andet, hun havde sagt til ham. "Jeg drikker vand. intet i. bare vand." hun lod de lys lilla øjne studere ham tilbage på samme måde. og sagde så med et lidt spøgende blik, og et drilsk smil "Mit samfund.. var ikke ligefrem åbent, og vores evige lyst til at holde racen stærk, har gjort jeg ikke ved noget om et hvidskind samfund. men syntes det er praktisk at vide det nu.. hvor jeg er her. har luret der findes forskellige former for hvid skind. nogen er som dig, og andre er som de tåber tidligere. vil gerne høre om de forskellige racer, som findes i jeres samfund. udover elvere. kender rigeligt til dem. men du ved.. alle de andre. hvis du ville være så rar? så kan jeg vise dig et ritual jeg har forberedt, og aligevel skal bruge et levende individ for at kunne udføre. aftale?"

han hørte alt selv om hun nok stadig troet han var et slapt menneske, han smilte lidt mens han bestilte et glas vand. da han hadet fået det betalte han en lille sum penge eftersom det kun var vand var det rimeligt billigt han mumlede nogen ord som man ikke kunne høre men kunne se han gjorder mens han var på vej med glas vandet ned til hende hans satte vandet foran hende og satte sig ned over for hende. "og med hensyn til det mørke væsen lyder det til ikke at være min slags" sagde han mens han kigget rundt som om der var noget han skulle skjule for alle de sølle mennesker der var her inde. "må jeg spørger dig om noget" sagde han mens han rykkede sig tætter på for at fortælle hende noget nermest

han kigget lidt rundt han smilte bare "hvad tror du jeg er???" spurgte han hende om inden hun hadet svaret på hans første spørgsmål han følte at han nok ikke skulle fortælle hende eftersom at hans folk har kæmpet en smule imod hendes slags bare ikke hendes folk men andre sortelver for mange år tilbage

Nu fik en trækning i mundvigen, hvor i alverden skulle hun vide det fra, hun ville skide på om han var en vigtig lille hvid skind, eller ikke, det lille blej numse, kunne lege vigtig alt det han ville, hun havde ingen forstand på hvid skind racerne, så om hvem eller hvad han var, kunne både være, og var ligegyldigt i hendes øjne. hun trak bare i mundvigen, og fjernet sit smil, og rykkede vandet til siden, og sagde "En mand med heste hår" hun gad ikke den tone, men.. hun var ingen her, og hendes gudinde krævet hun gjorde alt for at være på samfundets bund, så hun tilføjet så, med et undskyd "Undskyld.. Azriel Naya´il. tilgiv mig, jeg talte uden tanke." hun synkede en klumb, som var hun bange for ham, og kunne han knække hende med øjnene. hun var lidt skamfuld, og banede i sit hoved over hun var så dårlig til at være underkastende, og havde så svært ved det. men hun måtte jo lære det, hvis gudinden krævet det.

"du pløs ikke undskylde du har vel ikke set en engel før" sagde han mens han trak sig tilbage han smilte lidt for det fornærmede ham lidt at hun troet at han var menneskelig og der var næsten ikke noget i verden han hadet mere end at blive kaldt menneskelig for i følge ham var han nok den der var mest umennesklig efter som han har dræbt tusinder måske milioner af mennesker bare fordi han syns det var sjovt at se blodet flyde fra dem og deres af brandte knogler forvandlet til aske af hans flammer. "men du tror vel heller ikke på en der er hvid og lys i huden" sagde han stille mens hans smil forsvandt "og hvis det er så kan du sige alt til mig som du ikke kan lig for jeg vil ikke dræbe dig det skal jeg bruge mine krafter til at gøre på nogen andre" sagde han mens han skubbede vandet mod hende igen "og tror enlig nok jeg har mødt din gudinde før" sagde han efter som han er opvorksed blandt alle guderne men han hadet alle sammen selvom han ikke sagde det var det det eneste han ville at dræbe hver og en af dem uden at fejle

Engel. engel. ja for den skyld kunne han kalde det abekat, eller guddom, hun havde aldrig hørt om racen, men det var tydeligvis noget der ikke var så mange af, siden an sagde det sådan. hun havde skam respekt for ham, og for hans hud farve, det krævet det af hende, men hun vidste ikke meget om ham eller kulturen han. hun troet dog ikke på det med han havde set hendes gudinde, men overhørte det, fordi hun syntes han var hyggelig, og hun ville ikke skære hjertet ud på ham, og spise det, for hans løgne der omhandlet hendes gudinde. så hun over døvet det, og smilede bare varmt til ham. "Du er ikke så slem. men hvorfor? tror du at sortelvere ville behandle dig så godt, hvis du kom til vores skove som slaver? i ville aldrig få lov at drikke vand på en bar, og snakke på lige fod. så hvorfor sidder jeg her? som slavinde, undeskud. hvad kunne jeg på nogen tænkelig måde hjælpe eller gøre dit liv bedre, ved at have det godt?"

han grinte lidt "jeg mener at alle racer er lige uden anset om gudernde vil det eller ej" sagde han mens han kigget stille på hende hans tone var nermest mere kold end varm og det var sjældent han ændret sit tone fald han kigget lidt væk han smilte lidt "undskyld jeg sådan hidser mig op" sagde han mens han bukkede sit hovde lidt som undskyldning efter som han hader at hidse sig op over noget der ikke rigtig ved kommer andre "når ja hvad der kunne ske ved det intet ikke andet at mit folk og dit kunne enes beder ved at en af os tar det første skridt mod freden mellem engle og sortelver" sagde han mens han kigget på hende igen måske forstod hun ikke helt hvad han mente men han syns ihvertfald det var det rigtige og sige til hende

han så lidt rundt omkring mens han smilte lidt, det virkede som om han ventede på noget nogen der skulle komme efter ham men hvorfor skulle der ske det han hadet jo været væk fra alle så længe så hvorfor lede efter ham nu han kigget lidt rundt mens han smilte *det sker måske lige om lidt* tænkte han han kigget hen mod døren hvor der kom to personer med stor kobber og våben i deres sider mens der var et kors på brystet af dem Azriel kigget lidt der hen "pis" sagde han mens smilet fra hans ansigt for svandt fra hans ansigt