Again!?(Sajro)

Han kunne svagt fornemme på hende at der var noget galt, men som hun var ville han nok aldrig kunne få det ud af hende. Han kiggede på hende som hun stod med pigen i hendes arme og lod den lille pige drikke fra hendes bryst. Det var ret så specielt egentligt når det kom til stykket. Han stod stille og kiggede på hende, og legede med den pige han stod med imens.

''Du er ikke altid lige god til at gemme dig søde.''

Han smilede roligt til hende, og da hun kom med en sjov kommentar omkring det med at hun var ved at klemme livet ud af hendes bryst. Han var ikke sikker på hvad haan skulle sige til hende, og derfor blev han bare stående og kiggede på hende, indtil hun gik ned. Han gik roligt med ned efter hende.

''Hvorfor siger du ikke hvad der er galt?''

Han gik hen og satte sig ned ved siden af hende, og lagde en arm om hende, som hun sad der og lignede en der var helt død inden i. Han kiggede bare på hende roligt, og vuggede pigen han holdte med den ene arm. Hvis hun ikke reagerede gav han hende en lussing for at vække hende.

Delilah bemærkede svagt at han kom ned, men hendes blik lå imod væggen foran hende. Det grønbrune blik havde fundet hvad der syntes at være en lille, næsten usynlig krakelering i væggens overflade, og holdt nu blikket klistret fast til dette revne, som var hun blind, og dette var det eneste hun kunne se. Hun vidste godt at hendes humør var vendt på en tallerken på sekunder, men en sådan humørsvingning kunne finde sted - og hvilket tidspunkt var bedre, end når man var gået fra at have intet og ingen overhovedet, ud over folk der hadede én og forsøgte at slå én ihjel, til pludseligt at få stukket to børn i favnen og få påmindet at man var deres mor? Hun burde have tilladelse til at bryde sammen, men Delilah var for stærk til at hun ville lade dette ske. Eller, det var i hvert fald hvad hun fortalte sig selv.
Hans ord trængte igennem den skal hun havde lukket sammen om sig, men hendes eneste reaktion var at slå blikket ned så det ramte gulvet, og derefter klistre blikket fast dertil. Hvad der var galt? Hvad kunne der være galt? Selv i hendes tanker sydede ironien, men hun besvarede ikke hans ord, ej heller syntes hun at reagere på armen der blev lagt om hende. Hun havde lukket af, og svøbt en hård skal omkring hende, der forsøgte at lukke ham ude af sine tanker - helt simpelt, fordi det skræmte hende alt for meget, at skulle lukke nogle ind.
Pigen mod hendes bryst havde sluppet, og havde nu fået fat i hendes hår som barnet snoede fingrene om og hev lettere insisterende i. Dog var det først da Sajros hånd ramte hendes kind i en lussing, at virkeligheden skyllede tilbage over Delilah. Hele hendes krop rykkede sig i et sæt, og hendes hoved svirpede imod siden, for at lægge sig imod Sajro. Let chok stod afspejlet i hendes øjne - ikke fordi det smertede specielt, men fordi hun ikke havde regnet med at han ville slå hende.
"Hvad fanden ..!?"
Hun råbte hende, men hendes stemme afspejlede tydeligt irritation, selvom hun omhyggeligt sørgede for at lade stemmen forholde sig nede i tonelejet, for ikke at skabe uro ved børnene. Først nu blev hun opmærksom på barnet i sine arme, og fik hastigt krænget BH'en op over sig, og skubbet badekåben på plads over sin skulder. Hun fik hastigt løsnet barnets fingre om hendes hår, og lod den istedet få fat om hendes pegefinger, som hun blidt strøg henover barnets mave, så dens egne små fingre strøg henover sin krop.
"Der er ikke noget galt! Alt er jo perfekt, ikke!?"
Endnu engang syntes hendes stemme at være helt forkert, fordi selvom hun syntes at have lyst til at hvæse irriteret af ham, så var det i stedet et tonefald der anstrengte sig tydeligt for at holde tonefaldet nede og lavt. Hendes blik strejfede ham kun kort, inden det skyndte sig at flakke til bare til barnet, der forsøgte at stikke hendes finger ind i munden.

Han kiggede på ehnde roligt, det var dog irriterende at hendes løsning på at lege hård var at sidde og lukke af på en sådan måde. Han sad bared i og så hende i øjnene, da hun kiggede mod ham og vrissede af ham. Han lod sig dog ikke videre påvirke af det da der ikke var nogen grund til at lade sig påvirke alt for meget af det. Han smilede bare roligt til hende, og gav hende et klaap på skulderen for at berolige hende.

''Nu slapper du af! Du er en mor, der er folk der har brug for dig! Så lige nu har du ikke lov til at sidde og hve ondt af dig selv, eller hvad fanden det er du laver!''

han gad ikke pyldre om hende fordi der var kun den ene mulighed, bid det i sig, og tage imod den hjælp hun kunne få sig selv til, og som hun kunne få. Han kunne ikke give dem modemælk, da han jo ikke var deres mor som de var. Han så på hende da hun vrissede ironisk af ham.

''Ja det er det faktisk! Men du er for blind til at se det! Du er fanget i dine pessimistiske tanker, og din syge form for selvmedlidenhed over at der ikke rigtigt er nogen der kan lide dig! Men hey kig her! Du har to små piger som elsker dig mere end noget andet, du gør dem trygge. Jeg holder af dig, og du kan lige så godt få det ind i dit hoved!''

Han hævede ikke rigtigt stemmen, men han sagde det meget bestemt, så hun forstod at han mente hvad han sagde.

Hans ord irriterede hende grusomt - have ondt af sig selv!? Det var flere hundrede år siden Delilah var stoppet med at have ondt af sig selv, hun forsøgte at overleve i stedet. Klappet på skulderen fik blot hendes ene øjenbryn til at hæve sig let i vejret, og hendes blik til at strejfe hans hånd, inden det gled tilbage til barnet i hendes favn.
"Hvilke beviser har du for det? For ærligt talt, jeg ved fandme ikke hvad jeg skal tro."
Hendes stemme var behersket og lav, selvom hun ærligt måtte indrømme at hvis børnene ikke havde været her, så havde hun nok for længst hævet stemmen og hvæst vredt af ham. Indvendigt sitrede hun også for at få lov at reagere, udløse sin tvivl, vrede og utilpashed imod noget, men hun holdt det i skak og lod istedet blikket lægge flakkende imod pigen hun holdt om, der grinede muntert da Delilah fraværende kildede pigen under hagen.
Delilah ville ikke pylres om. Faktisk ville vreden højst sandsynligt tage over, hvis nogle forsøgte at pylre om hende, idet hun så det som det ultimative tegn på svaghed, andet end gråd. Langt hellere ville hun lade sig selv smerte i ensomhed, inden hun fik det skubbet væk fra tankerne og kunne lægge det sammen med al den anden smerte hun havde oplevet. Hun ville ikke vise overfladen hendes smerte, men hun kunne ikke holde det under vande for altid, så somme tider måtte det bryde frem i korte glimt, som der var ved at ske netop nu.
"Ikke nogen der kan lide mig? Jeg vil ikke have folk, okay, det eneste der irriterer mig er de konstante drabsforsøg!"
Delilahs stemme var lav og sydede næsten af indestængt vrede, men hun nægtede at hæve stemmen. Hun skubbede sig op i stående stilling, og sørgede omhyggeligt for at bevæge barnet i hendes arme blidt og vuggende, selvom hendes skridt var lettere hastige og havde en snert af noget hun holdt inde. Hun vandrede foran sofaen, frem og tilbage med blikket rettet stift fremad, og barnet der endnu legede med hendes finger.
Pludseligt stoppede hun op, og snurrede omkring så hun kunne lægge blikket imod Sajro.
"Sajro, jeg har ikke ét minde om de her børn, ikke ét minde om at have været gravid med dem! Jeg har ét minde om dig, men at gå fra at have ét minde med dig til pludseligt at have to børn, er et ret voldsomt spring!"
Barnet i hendes arme grinede og klemte om hendes finger.

''Ved du hvad du er den svageste jeg kender overhovedet!''

han var blevet godt træt af hendes forsøg på at lege stærk hele tiden, og hård, så nu kunne hun få det hele smidt tilbage, bare lige vendt rundt et par gange. Han gad ikke mere. Han måtte få hende til at tro på at hendes levemåde var svaghedstegn.

''Du er så svag at du vælger at forlade folk der holder af dig, istedet for at kæmpe for deres sikkerhed. Du er svag fordi du er bange for at lukke folk ind i dit liv, du vil holde dem ude så du ved de ikke kan skade dig.''

han kiggede på hende bare for at se hendes reaktion på det han lige havde sagt til hende, men han var på ingen måde færdig med at fortælle hans mening om hende endnu. Han havde mere at fortælle endnu.

''Du er svag fordi du lukker dine følelser af, du er bange for alt der kan skabe hvad du kalder en svaghed istedet for at lade dig styrke af det. Du er faktisk ikke meget andet end en bange lille pige der forsøger at gemme sig i en større piges krop, fordi du tro den kan beskytte dig. Men indse det, når dit sind er så svagt og skrøbeligt som det er, så kommer du aldrig til at blive rigtigt stærk.''

Han løftede den ene pige hun sad med væk fra hende. Han gjorde det fordi hvorfor skulle han lade en så svag person sidde og holde hans børn, så kunne han være ligeglad med om de også var hendes.

''Så svag du er bør du ikke holde noget så skrøbeligt som livet i dine fingre! du ender bare med at knuse det som du har knust dig selv!''

Hans ord fik hende til at stivne. Den svageste person han kendte? Iskrystaller materaliserede sig i hendes indre, og klistrede sig fast over alt i hendes blodårer, for at få hende til at fryse til is, både udvendigt og indvendigt. Hendes tanker snurrede og sitrede i hendes sind, i et forsøg på at finde ud af om hun burde mærke vreden syde i hende, eller om hun blot skulle lade chokket og den sårede smerte der i det samme hamrede igennem hende, tage over. Hendes blik lå på ham, og syntes ikke at kunne bevæge sig fra ham, men hun lod ikke det sårede glimt der flakkede igennem hende, tage over, selvom det var en tydelig kant der viste sig i hendes ansigt og læbers sitren.
" .. Hvad ..?"
Hendes stemme syntes pludseligt så skrøbelig, men denne skrøbelighed viste sig ikke mange sekunder, før hun fik den opsuget og skubbet væk fra sig. Delilah var måske ikke omsluttet af sten, men hun var ikke porcelæn, og hun havde ikke i sinde at lade sig ødelægge. Hun svarede dog ikke på den strøm af ord der kom ud af hans læber, men havde blot blikket klistret til ham, og en voksende smerte i brystet, hun kæmpede for ikke lade finde vej til de synlige dele af hende.
Da han tog barnet fra hende, løftede hun automatisk hænderne fremad som ville hun ikke give slip, men hun syntes pludseligt for fysisk svag til at kunne holde noget som helst. Hendes læber var let adskilt, og selvom hun desperat forsøgte at skjule det gennem den hårde facade hun så tit satte op, men kunne ikke lukke den komplet omkring hende, så det lettere sårede, smertesfulde og chokerede skinnede tydeligt igennem, på trods af hendes forsøg.

Hun kunne ikke se ham i øjnene. Langsomt drejede hendes hoved væk fra ham, og hendes blik blev skubbet væk. Hun krydsede armene så de blev lagt stramt over kors, over hendes bryst, og drejede sig så hele hendes krop var vendt væk fra ham. Hendes krop syntes at snurre sig sammen og forsøge at kvæle hende, og hendes tanker snurrede i et forsøg på at trænge sig på tusinde steder, og oversvømme hende med forfærdelige ting.
"Du ved ikke hvordan det er."
Den lave stemme der passerede hende, syntes død for følelse, og hendes kropssprog sagde tydeligt, at hun for en gangs skyld var blevet slået åben, og ikke lukkede sig sammen med det samme.
"Du ved ikke hvordan det er, at se de få personer du har holdt af og som ikke hadede dig, blive tortureret og slået ihjel foran dig, bare fordi du er dig. Bare fordi du er født ind i den familie som du er, bare fordi du er det køn du er. Bare fordi du ikke var din fars slave. Derfor skal de lide og dø."
Den flade stemme strømmede fra hende, og hun syntes på ingen måde færdig med at lade hendes følelser lukke sig op, for første gang så længe hun huskede. Hendes blik lå på den slukkede pejs, men hun syntes at se langt igennem dem, og ind i den fortid der havde ødelagt hende så kraftigt som den havde.
"Jeg kan ikke lade dem blive slået ihjel på grund af mig. Jeg skubber dem væk, jeg får dem til at hade mig, fordi jeg vil redde dem. Også selvom det gør mig mere ensom end jeg havde forestillet mig jeg kunne blive."
Hun vendte sig imod ham, men hendes blik kunne ikke lægge sig imod ham, som kunne hun ikke længere se ham i øjnene. Hvorfor fortalte hun ham overhovedet alt dette? Måske var det fordi hun ikke ville have han skulle se hende sådan, eller også var det fordi hun ønskede han skulle forstå .. Men hvorfor? Hendes hoved snurrede af forvirringen, men hendes læber blev bare ved og ved med at bevæge sig ..
"Du forstår ikke hvordan det er, at være blevet opdraget til at tårer kan føre til voldtægt eller tortur. Du ved ikke hvordan det er, at være blevet voldtaget af sin familie fra man var et lille barn, bare fordi man forsøgte at være en god person. Man bryder sammen. Man bliver aldrig en hel person igen."
Hendes blik flakkede endnu engang endnu længere væk fra ham, i et forsøg på at flygte fra hendes egne ord, der sivede ind i hendes tanker og fyldte hende ud. Og alligevel blev hendes egen stemme ved med at nå hendes ører, selvom hun for længst var holdt op med at registrere at hun sagde dem.
"Du ved ikke hvordan det er at blive ødelagt af de personer, der burde beskytte dig. Eller blive opdraget til at kærlighed er en myte, for man er ikke andet end en dukke."
Hendes stemme forvandlede sig pludseligt til en hvisken, som hendes blik endeligt fandt hans til sidst. Hendes arme var blevet snoet stramt om hende, som frøs hun, og hendes blik havde for en gangs skyld fået lov til at syde af den smerte der åd hende op indefra.
"Jeg ville bare ikke være en dukke. Jeg har brugt hele mit liv på at kæmpe for min frihed, og se hvad det har gjort ved mig? Det har ødelagt mig."
Den lave hvisken afsluttede den lange tale der havde passeret hendes læber, og hendes øjenlåg gled hastigt ned over hendes øjne, og dækkede for hendes syn. Få sekunder efter gled de op igen, og hendes blik lagde sig imod gulvet. Hvorfor skulle alt gøre så fandens ondt? Hun havde fandme ødelagt alting endnu engang.
Hun skulle have dækket de dystre tanker bedre, så var dette aldrig sket.

han kiggede på hende roligt. Han vidste godt hun ikke levede med den perfekte fortid. Det overraskede ham til sidst hvor meget hun brød ned på grund af det han sagde. Han havde ikke troede det ville gøre så meget ved hende. Det gjorde ham dog egentligt glad at hendes skal blev knust af det, han skulle have hevet den rigtige Delilah frem fra hendes indre. Han hadede dog et eller andet sted at være så ond ved hende.

''Nej fordi i følge dig er det jo okay at du er så indelukket og selvmedlidende.''

Han vidste godt at hun ville kunne komme på en hel masse undskyldninger om hvorfor det var hun var som hun var, men helt ærligt var det ikke noget der fik ham til at synes det var okay. Han havde heller ikke haft en nem barndom, men han klarede sig stadig bedre end hende, efter hans egen mening i hvert fald.

''Måske jeg ikke har haft samme liv som dig… Men jeg har heller ikke haft det nemt. Men helt ærligt jeg har også haft noget kortere til at komme over det.''

Han så på hende, og han havde ikke meget respekt for hvordan hun blev ved med at ville have den skal oppe, og det havde han tænkt sig at gøre noget ved. Han ville rive den skal fra hinanden.

''Stop med at være så svag! Tag dig sammen og begynd at kæmpe! Et liv levet gemt væk fra alt og alle er jo ikke et liv der er værd at leve! Så tag dig sammen og kæmp for din frihed! Lige nu flygter du bare og er derfor stadig under deres magt og det er så svagt det kan være!''

Han snerrede næsten af hende.

"Hvilket andet valg har jeg?"
Nu hvor hun endelig havde fået taget sig sammen til at lægge blikket imod ham, syntes det ikke at kunne rive sig væk igen, som hendes hoved langsomt vippede til siden, og fik skubbet et par af de snoede krøller ned fra hendes skulder. De bløde lokker svajede let som et pendul, inden svingningen stilnede af, og hendes læber adskiltes endnu engang.
"At åbne mig for alle og trække dem med ind i de kampe, der uden tvivl vil slå dem ihjel? Det gør jeg ikke."
På trods af hendes facade der syntes at ligge i knuste stumper, spredt omkring hende som en halvmåne, så havde hun endnu en gnist af selvbevidsthed og stædighed i hendes krop, der glitrede frem da hun sagde hun ikke gjorde det. Hun nægtede at trække andre ind i hendes kampe, og hun nægtede at lade dem blive slået ihjel på grund af hende. Derudover vidste hun også udemærket godt at ingen ønskede at være nær hende, hvilket betød der faktisk ikke var en chance for at det ville ske, men det huede hende ikke det mindste. Det var mange hundrede år siden hun havde vænnet sig til at være alene, og selvom hun sommetider tindrede af ensomhed, så ønskede hun ikke at ændre det.
Delilah havde fortalt om Sajros fortid, men de minder var blevet slettet fra hende. Det betød at det eneste hun kendte til hans fortid, var at han havde haft en kone, der var blevet slået ihjel. I hendes pande opstod svage rynker, og i det samme lod hun en dyb indånding få suget luft ind mellem hendes læber, så hun kunne besvare hans ord.
"Hvad er der da sket i dit liv?"
Der var en påfaldende mangel på bandeord i både hendes tanker og ord, men hun bemærkede ikke dette, da den blide sætning forlod hendes læber. Delilah havde for længst nået det stadie, hvor kun Gud kunne dømme hende, og selv Guds fordømmelse betød intet for hende. Og alligevel spurgte hun ind til Sajros fortid, selvom hun egentligt burde være ligeglad med den.
Delilah var allerede brudt sammen, så den næste sætning der føg ud af hans læber, syntes ikke andet end rive op i de allerede flossede kanter omkring hende. Hendes øjenlåg gled i, og hendes læber syntes sat hårdt sammen, og ville ikke åbne sig før ordstrømmen var rindet ud mellem hans læber. Da endelig ordene var forsvundet fra ham, lod hun øjenlågene løfte sig, og verden udenfor komme til syne for hendes blik endnu engang, inden hun hævede blikket langsomt og lagde det imod Sajro.
"Jeg har kæmpet hele mit liv, uden at lade mig selv hvile én gang. Jeg kan snart ikke mere."
Delilahs stemme forsøgte ikke at få ham til at forstå, eller bedte ham om at stoppe denne ødelæggelse af hende indefra. Hun vidste han ikke ville forstå det, ligesåvel som hun vidste at hun aldrig ville komme til at forstå andres fortid hundrede procent - med undtagelse af Carolines, som hun havde fået indprentet i hendes hjerne, så hun vidste mere om Caroline, end hun sikkert selv gjorde. Sajro ville aldrig komme til at forstå Delilahs fortid, selv hvis hun forklarede den, ligesom hun aldrig ville forstå hans.
"Og nej, det er ikke et liv der er værd at leve. Men hvis det er hvad der skal til for at holde folk omkring mig sikre, så er det sådan jeg lever."
Endnu engang flakkede et glimt af stædighed igennem hende, idet dette var noget der var utroligt vigtigt for hende. Hun syntes langsomt at bygge sig selv op igen, og styrken vendte tilbage til hende, hvilket man kunne se i hendes blik der syntes at blive fyldt mere ud for hvert sekund der gik. Hun sendte ham et svagt, sitrende smil, der forsvandt efter få sekunder igen.
"Hvis jeg holder op med at flygte fra dem, skal jeg være deres sminkedukke igen. Jeg kan ikke være deres slaveprinsesse igen, Sajro, ikke mere."

''Du kan jo åbne dig op, og kæmpe med andre istedet for for dig selv.''

Han havde jo ikke ligefrem tænkt sig at lade hende slippe for sandheden hun måtte sgu da snart fatte at hendes metoder ikke ligrefrem var de rigtige til at opnå det hun gerne ville, men nej hun lærte det nok aldrig men det var vel egentligt også hendes eget problem var det ikke? Jo det vaar, men det stoppede ham ikke i at forsøge at gøre noget ved det.

''fordi du er en fucking kujon!''

Han var træt af de træk ved hende der var meget som hos en kujon. Hun turde ikke rigtigt kæmpe hun valgte at kæmpe istedet. Han kiggede på hende med et roligt blik, men det brændte svagt af had og medlidenhed.

''Du kan kæmpe istedet for at flygte, men nej det er du vel for svag til faktisk at gøre? Du er bare en lille dukke, der ikke har lært andet end at flygte! Du er deres dukke til du bryder dem ned, men det er du for blind, og for bange til at indse.''

han sagde intet omkring hans egen fortid da han ikke fandt det relevant. Han ville sgu egentligt hellere se hende dø end fortsætte hendes miserable liv som det var.

''Og ved du hvad? du kunne også lære at holde folk sikre ved at kæmpe for dem. Men nej du er som din familie og vælger den nemme løsning for dig selv, tænker ikke på andre end dig selv! Du vil have at du kan tænke deres død ikke er din skyld. Men hvordan efterlader du dem!? Det er dig selv du hjælper ikke nogen anden! Fordi du er en stor tudeprinsesse og kujon!''

Hun besvarede ikke hans ord denne gang. Hendes øjenlåg gled ned foran hendes øjne, og lod mørket omslutte hende med det kolde greb, hun længes så meget mere efter, end dette her. Normalt ville hun for længst være flippet fuldstændigt ud og forsøgt at flå livet ud af hans krop - men nu stod hun blot med armene snoet stramt om sig, mørke bag de lukkede øjenlåg, og lod de hårde ord ramle ned over hende i en strind strøm. Hun blev ikke vred, hun gjorde intet for at stoppe hans ord, hun forsvarede end ikke sig selv. Hun stod blot og så ud som frøs hun, men et nedslået blik og en psykisk smerte der boblede og sydede ved hans ord, samtidig med at den nægtede at formindske sig. Derimod syntes den er fordoble sig selv adskillige gange, idet han kastede lys over alt hun forsøgte at fortrænge, fordi det gjorde for ondt på hende.
Hvorfor gjorde han det her imod hende? Hun vidste at hun var langt fra perfekt, og hun vidste at hun end ikke var nær en god person, og det ville hun nok aldrig blive. Men hun havde hele sit liv kæmpet for at vise verden at hun ikke var forfærdelig, ved at redde menneskeliv selv når de var en trussel imod hende, ved at redde slaver og sætte folk der betød noget udenfor fare - hun havde ødelagt sit eget liv, blot for at vise folk, at hun ikke var så slem som hun selv syntes.
Det var ikke fordi han kaldte hende en kujon gentagne gange, ejheller var det fordi han kaldte hende svag eller svinede hende fuldstændigt til - men da han kaldte hende en tudeprinsesse, slog hun øjnene op, og en ild brændte igennem hendes blik. Det havde hendes fader altid kaldt hende når hun grædende forsøgte at slippe væk fra hans voldtægt, tortur eller isolation fra alt.
"Sajro, stop!"
Hendes stemme havde en bestemt klang, og pludseligt var styrken sevet tilbage i hende. Hendes negle borede sig ind i hendes håndflader da hun knyttede fingrene hårdt sammen, og blikket lå tæt imod ham.
"Kald mig aldrig det igen!"
Det lød næsten som et hvæs, og det var tydeligt hvor voldsomt det ene ord havde påvirket hende. Hun kunne holde til at han kaldte hende næsten alt andet uden at brænde fuldstændigt ud, men det ene ord forbandt hun for stærkt til sin far, til at hun kunne lade det vælte ud over hende endnu engang. Hendes blik strejfede børnene kort, inden det gled tilbage til ham, og en hastig rysten gik igennem hendes hoved.

det rørte ham egentligt ikke at hun bad ham stoppe det påvirkede ham mere at hun gik helt i stå over at der blev smidt den sandhed han kendte ned over hende. Han kiggede på hende, men sagde dog ikke ordet igen. Han fortsatte stadig dog, han var nok nød til at knække hende helt, og så kunne han hjælpe hende med at genopbygge sig selv, det var hans mål.

''Du er stadig bare selvisk! Du gør alt det her for din egen skyld, ikke for de andres, men det fortæller du dig selv fordi du ikke vil virke som din familie. Men du minder mere om dem end du vil indse. Du er selvisk, og du er flygtet, men de ejer dig stadig. Du er deres og du må indse det. Du vil altid være en tudeprinsesse. Den eneste forskel er at du ikke viser det helt! Du er bange for folk ser dit sande jeg, bange for at folk kommer tæt på og forlader dig inden du vil have det! Derfor gør du folk sure på dig, fordi så er du ikke bange for at de forlader dig!''

Han var snart ved at være træt af det her, hun havde brug for at få det hele ud, og han regnede med at hun havde dæmmet det op, og den dæmning skulle brydes ned først. Han kiggede på hende og tanker om at tage hendes liv dukkede op i ham grundet hvordan hun ikke turde kæmpe.

''tag dig sammen tøs, stop med at være en tudeprinsesse, stop med at flygte stop op og kæmp mod din familie!''

Det var som hver gang hun kæmpede for at rive barrierer og styrke frem fra hendes indre hun kunne omslutte sig af, så greb han fat i det og flåede det fra hinanden, så hun stod sårbar og skrøbelig tilbage. Gang på gang fandt hun byggesten til at styrke sig selv med, og gang på gang smuldrede han dem imellem hendes fingre, inden hun fik chancen for at sætte dem på plads. Hun forsøgte at føle sig vej igennem det mørke han skubbede hende ned i, men han holdt hende fast med sine ord. Hvorfor gjorde han det her imod hende? Måske var hun ikke en god person, men hun havde ikke fortjent dette her. Hun havde ikke fortjent at blive nedbrudt på denne måde, trukket tilbage igennem fortiden og vist hvor forfærdelig en person hun havde været. Hun havde forsøgt at bære hele verden, og at være en god person, men det var ikke muligt for hende - ikke med de folk der gjorde alt hvad de kunne for at ødelægge alt for hende.
"Sajro, stop ..."
Hendes stemme syntes afkræftet og svag, og for en gangs skyld kunne et skær af noget der havde en kant af noget der mindede om noget bedende, finde vej til hendes blik, da hun bedte ham om at stoppe. Kunne han ikke se at det slog hende ihjel indvendigt? Hans ord blev ved med at vælte nedover hende, og hun syntes at smerte ved hvert eneste ord han sagde, simpelt fordi han bare blev ved med at nedlægge hende, selvom hun for længst var faldet.
"Sajro, stop nu ..."
Hendes øjenlåg lukkede verden ude, men hun kunne ikke lukke hans stemme ud længere, for den syntes at pierce sig ind i hende, selvom hun kæmpede for at smelte den inden den nåede hende. Selvom hun febrilsk forsøgte, så kunne hun ikke finde den styrke hun havde brug for, for at holde sig oppe længere - han havde taget den fra hende, og selvom hun vidste det var midlertidigt, så syntes det hele så endeligt lige nu.
"Jeg kan ikke kæmpe imod dem! Det kan jeg ikke! Jeg kan ikke ..."
Hendes knæ knækkede sammen under hende, og hun landede på jorden med et blødt dump. Hastigt blev hendes knæ trukket op under hende, og hun snoede armene om sine knæ, så hun kunne gemme ansigtet. Hendes skuldre rystede let, og selvom det ikke var synligt, vældede en enkelt lille tåre op fra hendes øjenkrog, og dannede en perfekt dråbe, inden den fandt vej ned af hendes kind, og ramte hendes knæ, hvorefter den flød ned af hendes ben indtil badekåben absorberede den.
"Hvorfor slår du mig ikke bare ihjel?"
Hendes stemme var ikke andet end en hvisken.

han kiggede på hende, det var ret underligt at han havde valgt at gøre dette over for hende, normalt ville han slet ikke være så ond over for hende eller nogen i det hele taget medmindre hvis han virkeligt hadede personen, som han var ond overfor. Men han så det som den eneste mulighed han havde overfor hende. Han kiggede på hende roligt.

''Du kan ikke? fordi du er bange for dem, så du lader det gå ud over andre istedet for at kæmpe?''

Han var ikke færdig endnu, og han havde ikke tænkt sig at stoppe endnu. Han så på hende, og han vidste ikke lige hvad han skulle gøre mere, men at dræbe hende ville han alligevel heller ikke gøre selvom tankerne havde ramt ham flere gange desværre. Han satte sig ned overfor hende.

''Fordi du først skal indse det hele.''

Huden i Delilahs håndflader var blevet punkteret af de insisterende negle, der borede sig ned i hende, da hun klemte hårdt for at få den fysiske smerte til at trække hendes tanker væk fra det hele. Alting. Utroligt hvordan den fuldstændigt nedbrudte psyke kunne påvirke hendes fysiske tilstand nok, til at sende små sitrende rystelser igennem hendes krop. Hendes hoved var begravet i den bløde hud ved hendes knæ, og hendes øjenlåg lukkede stædigt verden så langt væk fra hende som muligt. I første omgang besvarede hun ikke Sajros ord, men sad blot som forstenet på gulvet. Først et stykke tid efter han havde sat sig, løftede hendes hoved sig blot en smule, så de grønbrune øjne kunne lægge sig imod ham, med en insisterende stædighed, der alligevel skubbede i et forsøg på at få ham til at forstå.
"Hør på mig, Sajro. Jeg er en morder. Jeg er en forfærdelig person. Det er umuligt at elske mig, og jeg har flere folk, der forsøger at slå mig ihjel, end jeg kan huske."
Hendes blik lå klistret fast til ham, og både hendes blik og stemme lyste af hvor vigtigt disse ord var for hende. Selv ikke de ord der så tydeligt kastede et dårligt lys nedover hende, syntes at betyde noget for hende som hun sagde dem, men alligevel flakkede hendes blik ikke et sekund, som det lå på Sajro. Han skulle høre det her.
"Jeg er meget, men jeg er ikke et monster. Jeg ville kæmpe til døden, for at sørge for hvad jeg holder af, har det godt."
Hun så ham direkte i øjnene, og slap ikke hans blik et sekund, idet hun ville have han forstod dette. Ved hans næste ord, sitrede et let smil, dødt smil om hendes læber, og hun rystede svagt på hovedet.
"Tror du ikke jeg vidste det? Jeg har hele mit liv forsøgt at glemme det, men det er umuligt."
Det svage smil blussede endnu engang kort op på hendes læber, inden hendes blik lagde sig imod børnene. Hvad var der galt med hende?

Han kommenterede ikke på det første hun fortalte ham fordi det var løgn, og lige nu ville han ikke være sød ved hende. Det var ikke det hun havde brug for lige nu i følge ham. Det måtte vente til hendes skal var blevet revet helt istykker. så de kunne genopbygge hende istedet men lige nu så han den skal som en stop klods for det. Han sad roligt og kiggede på hende.

''Dig kæmpe til døden? Du flygter konstant er det du kalder at kæmpe? du er bange for din familie, stadig din fars dukke som lige nu ikke er andet end en flygtet lolitta!''

Han kiggede på hende roligt, og han rystede på hovedet af hende, hun tog fejl der var forskel på at vide noget og så faktisk indse det. Man skulle ikke glemme ting man skulle have det med sig og have det til at styke sig selv, og ikke til andet. Han talte så.

''Der er forskel på at indse og vide... Og du er svag igen, du vil glemme hvad der har været hårdt istedet for at komme videre fra det ordentligt!''

"Jeg flygter ikke! Men hvis jeg går imod dem, så bliver jeg bundet fast i deres fucking løgne igen!"
Selvom sætningen ville passe som hånd i handske med den vrede hvæsen hun så tit syntes at diske op med når kritisering ville komme nær hende, så var det mere desperat sorg der havde forplantet sig ind i denne stemme. Hun rakte ikke ud efter ham, og hun ville ikke have ham nær hende lige nu - men alligevel havde hun alt andet end lyst til at blive ladt alene lige nu. Ved ordet 'Lolita' lukkede hendes øjne i, og hendes hoved gled ned så hun kunne lægge ansigtet imod knæene endnu engang, i et forsøg på at lukke både ham og hans ord så langt væk fra hende som muligt. Som man kunne regne ud, så hjalp det ikke det mindste, og der gik derfor heller ikke mange sekunder før hendes ansigt endnu engang kom til syne, og hun hvilede hagen på sine knæ, som en lille pige.
"Min far plejede at kalde mig det. Lolita. Tudeprinsesse. Hans prinsesse. Mest imens han voldtog eller torturerede mig."
Hendes stemme var fraværende, og om hun overhovedet var bevidst om at hun sagde disse ord, var ikke sikkert. Hendes blik så igennem hende, samtidig med rædsler og skrig flakkede igennem hendes tanker. Hun syntes tilbage i sin barndom, hvor alting ramlede sammen om ørerne på hende. Al hendes styrke var sivet væk omkring hende, og som hun sad der, så hun ud som var hun allerede knust imod gulvet, og spredt i tusinde stykker.
Hun sivede tilbage til virkeligheden, og lod blikket flakke væk fra ham og over imod den døde pejs. Ilden var brændt ud, og end ikke de paniske gløder fik lov at overleve. Hendes hoved blev drejet en smule til siden, inden hun svarede på hans ord, med en stemme der var død for følelser.
"Jeg kan ikke glemme. Men jeg ville så gerne glemme det."

''Det er jo det eneste du gør! Du flygter hele tiden! Du flygter ind i sex, da du føler der er det eneste du kan, og du flygter fra din familie.''

Han så hende ikke som andet end en kujon lige nu. Hvis hun ikke engang kunne tage sig sammen til at kæmpe. Han havde lige nu ikke nogen respekt tilbage for hende lige nu. Virkeligt det her gjorde det hele sivede ud.

''Så tag dig sammen og dræb dem! så de ikke lyver mere. hvis dem du er din egen. Fordi lige nu er du deres endnu.''

Det kendte han nok slaveejere til at vide. De så altid folk der flygtede fra dem som nogen der var under deres magt for altid. Haan kiggede på hende roligt. Han vidste ikke hvad han skulle sige, udover til det sidste hun fik ud over hendes læber.

''Se igen vil du flygte, du er bare en bange dukke er du ikke?''

"Jeg flygter ind i sex, fordi det er den eneste måde, jeg kan lade være med at være alene på. Og det er det eneste jeg kan, der ikke er ren smerte for alle omkring mig."
Normal var det en information hun ikke kunne drømme om i sine vildeste mareridt at fortælle til en eneste sjæl, men det flød ud af hendes læber med en svag ligegyldighed i stemmen. Hvad betød det overhovedet? Det kunne være ligemeget om folk vidste alt hvad der var ind til hendes inderste kerne, eller om de blev holdt ude. Hendes blik lå imod den døde pejs, men hendes egne inferno syntes lige så koldt og slukket som de ikke-eksisterende flammer i pejsen, der tidligere havde slikket imod væggene. Hendes blik lå imod asken i bunden, uden rigtigt at syntes at se det.
Hun sendte ham et tomt smil ved hans ord, og lod endelig blikket glide tilbage til ham. Slå dem ihjel? Han vidste ikke hvad han snakkede om. Hun havde troet hun havde slået sin læremester ihjel, men da hun havde været med Caroline hjemme ved hende, havde hun opdaget at hun ikke havde gjort andet end give ham mere styrke.
"Slå dem ihjel? Der er flere hundrede af dem. Alle mændende trænet gennem hele deres liv til kamp, og de er næsten alle langt ældre end jeg er."
Hendes øjne gled i. Hvad fanden lavede hun egentligt? Hvad var der galt med hende? Hun skulle tage sig fucking sammen lige med det samme, for som det var nu, sad hun bare og afslørede sine svagheder for en person hun måske kendte mere eller mindre godt. Hun kunne pludseligt mærke kulden bagfra da Dylan lagde sig op af hende, og kiggede frem fra hendes skulder med et interesseret blik.
"Kom bare for at sige du skal tage dig sammen. Du er pinlig at følge lige nu."
Delilahs hoved drejede i et ryk, og hendes chokerede blik lå på ham, som han vinkede flabet, og trådte bagud. Hans forsvandt i samme sekund hans fod ramte bag ham, men hendes lettere overraskede blik fulgte den tomme plads, selv efter han var forsvundet. Hvor vovede han! Hun havde sagt så mange gange at han skulle skride, og nu klagede han over hun ikke var interessant nok? Han ville have hende til at spice alting op for hans underholdnings skyld? Fandme nej!
"Sajro, jeg er ikke svag! Jeg er ikke fucking bange, og jeg er ikke nogen latterlig dukke! Jeg har været igennem meget i mit liv, men jeg har lagt det bag mig! Jeg gider ikke tænke på det, så hold op med at bringe alt det pis frem du ikke burde vide en skid om! Forstået!?"
Hendes håndflader ramte jorden, og i et ryk fik hun rejst sig op. Hendes blik brændte - Dylan kunne altid sætte hendes blod i kog, udenset hvor smadret hun så måtte være indvendigt. Man kunne se hvordan hendes styrke fandt vej tilbage til hende på sekunder.
"Jeg indrømmer gerne at jeg har flygtet fra min familie, men det er jeg fandme færdig med. Når de finder mig, så skal jeg nok få så mange af de svin ned med nakken som overhovedet muligt, inden de får slæbt mig med sig. Dét er et løfte."

''Du bliver i hvert fald nød til at lære at stoppe med at flygte hele tiden.''

Han regnede med hun ville vende på en tallerken på et tidspunkt, men det betød ikke han havde tænkt sig at lade hende være endnu: det var ikke helt tid ednu. Hun var bange og hun måtte indse at hun var det og at hun ikke var kommet rigtigt videre endnu. Det troede han helt ærligt ikke på hun var det virkede ikke som om hun var det og det måtte hun indse.

''Nej Delilah. Du er ikke kommet videre på nogen måde overhovedet. Du er stadig jaget og plaget af din fortids dæmoner, fordi du har forsøgt at flygte fra dem istedet for at slå dem ihjel. Og det vil jeg hjælpe dig med at gøre.''

Han kiggede på hende roligt. Han nikkede og rakte så en hånd ned til hende da hun kom med et løfte. han gav hende ikke et valg omkring det med at bekæmpe hendes fortids dæmoner som nu levede i hende. Det var en ordre.

''Og det med at bekæmpe din fortids dæmoner og dine indre dæmoner, er ikke et valg, det er sådan det bliver!''

"Og hvad? Dø? Geez, sikke en god idé."
Sarkasmen lyste ud af hendes stemme, for af forunderlige grunde havde samtalen været igang for længe med denne mand, til at hun kunne lade vreden lyse hårdt ud af hende. Hun havde allerede været langt nede, og hun nægtede at lade ham skubbe hende ned af tunnellen endnu engang, for mørket dernede .. Det var koldt, omsluttede hende og dræbte hende indefra, uden hun kunne finde mod til at kæmpe tilbage og redde sig selv. Istedet blev det til denne underlige blanding af forskruet vrede, hånende sarkasme og så selvfølgelig det lette pift af smertende sorg hun ikke kunne skubbe væk fra hende, selvom hun kæmpede for at få det væk.
"Og hvordan vil du så gøre det? Sætte ild til en pind og danse i månelys? Come on! Jeg håber ikke det var en joke med 'fortids dæmoner', for de er sgu alle sammen dæmoner!"
Et halvsarkastisk smil var dumpet ind på hendes læber, som hun nægtede at lade sig gå på af hans ord. Det syntes mere behageligt for hende at joke om det og fornærme ham, end faktisk besvare hans ord - men hvis man lyttede ordentligt, ville man kunne høre at hun faktisk gav ham et seriøst svar, indhyllet i irritation og flabede jokes. Hendes blik strejfede lettere mistroisk hånden der kom imod hende, og der gik da også adskillige sekunder inden hun snoede sine egne fingre om hånden, bare kort.
Hendes øjenbryn hævedes dog ved hans ord.
"To ting. Ét; Hvordan fanden skulle det lige blive gjort? To; Du beordrer mig seriøst ikke til at gøre det, vel?"

"Se det er dit problem! Du siger du vil holde folk du holder af sikre men du kan fandme ikke engang tage dig sammen og kæmpe for dem! Du er bare en prinsesse, vant til at klare tingene på den nemmeste og sikreste måde. "

Hun blev jo værre og værre i hans øjne jo mere de snakkede sammen hun blev mindre og mindre værd jo længere hen i denne samtale de kom han vente sig om mod hende og forklarede Hvordan det skulle gøres.

"For det første skal du til at tage dig sammen! Du skal rydde op i dit hoved og finde frem til hvad du skal give dig selv skylden for og hvornår andre har varet synderen. Du skal til at stoppe med at flygte fra din fortid og konfrontere den. Medmindre du vil stille dig op nu og sige til mig at du ikke tør. At du faktisk er en forkælet prinsesse? "

Han havde intet tilovers for hende lige nu og slet ikke før hun stoppede med at flygte fra alting hele tiden.

"Sajro, der har ikke været folk jeg har holdt af de sidste flere hundrede år! Jeg har skubbet dem alle fra mig, okay?! Hvad fanden vil du have jeg skal gøre!?"
Delilahs stemme løb efterhånden ud af tålmodighed, for selvom hun af uransagelige årsager ikke havde fået antændt sin vrede i brændende, blussende, altopslugende grad på trods af de utallige muligheder han havde givet hende, så kunne hun ikke blive ved med at holde sig ubevidst tilbage fra vredens sti. Ikke når han svinede hende til og forsøgte at rive hende fra hinanden indvendigt og begrave de døde stumper af hende så langt væk som overhovedet muligt. Men hun holdt sig endnu mere eller mindre samlet, og lod ham ikke påvirke hende .. Øh, i hvert fald ikke hundrede procent.
"Og ja jeg er måske en fucking prinsesse, men jeg klarer fandme ikke tingene på hverken den sikreste eller nemmeste måde! Hvilket er fucked up og det ved jeg også godt!"
På et eller andet punkt, havde Delilah altid blot tænkt at livet var smadret nu, men når det blev bedre ville hun begynde at leve. Eller når hun blev stærkere indvendigt eller kom forbi hendes fortid, så ville hun virkelig komme igang med livet - men der var gået flere hundrede år forbi, og hun havde blot set dem passere uden et ord. Måske, selvom hun ikke var meget for at afsløre det selv for hende selv, havde han ret i at det var tid til at tage sagen i hendes egne hænder. Hun havde ventet på at hun blev klar til at leve livet, og havde istedet spist sig selv af med at lukke af fra fortiden - og det vidste hun godt. Hun var fuldstændigt klar over det.
Men måske blev hun bare aldrig klar af sig selv. Måske skulle hun faktisk trække sig selv op igennem den imaginære søvn og vække hende fra fortiden. Damn, hun hadede at han faktisk måske havde ret, men .. Det havde han måske.
Der gik adskillige sekunder før hun svarede ham. Halvdelen af hende brændte for at hvæse vredt af ham, snurre omkring og undslippe hele dette ubehagelige emne ved at forsvinde igennem døren, så hun kunne få trukket sig sammen og styrket sig igen. En del af hende ønskede at få ham til at hjælpe hende med at gøre det, hvilket bare syntes at være et chok i sig selv, ikke mindst for hende selv. Den sidste del af hende ønskede kraftigt at se det som en udfordring, så hun faktisk kunne kæmpe for at nå den overflade, hun nægtede at indrømme hun var pisse bange for.
"Sajro .."
Hendes blik landede endeligt på ham, efter at have flakket rundt omkring i adskillige sekunder, og en dyb indånding blev suget ind mellem hendes læber og skubbet ud igen.
"Jeg ved ikke hvordan man gør det."
Usikkerhed flakkede igennem hendes blik kort, og det var tydeligt hvor utilpas hun befandt sig i denne situation, da hun snoede armene over hendes bryst, som forsøgte hun at gøre sig en smule mindre. Hun hadede at virke lille og svag, og især uvidende på nogle punkter, og dette kom sådan cirka ind og alle områderne på én gang. Hendes tænder fik let fast i hendes underlæbe, og hendes blik var hastigt forsvundet for hans og søgt imod gulvet. For fanden, hun fandt dette super pinligt! Og det gjorde det ikke bedre at dette samtidig var ydmygende for hende i forvejen og hun endnu ikke havde fundet ud af om hun burde tro på hans historie om børnene.

''Stop med at skub dem væk! Kæmp for dem istedet for! Men nej du vælger at skubbe dem væk fordi så føler du at du er selvopofrende, men ved du hvad? du ofrer noget hos dem, noget af dem i samme omgang. Kæmp for dem, det er hvad du bør gøre!''

Han ville være ligeglad med om hun blev rasende på ham, han havde prøvet det før og han ville ikke vende hende ryggen lige meget hvad. han var nok den sidste hun kunne skubbe ud af hendes liv. Det var en umulighed for hende at skubbe ham helt ud, han kunne skubbe sig selv og hende lidt fra hinanden men heller ikke alt for meget end det. han smilede roligt til hende.

''Nej hvorfor tror du jeg sagde jeg ville hjælpe dig?''

Han havde nogle få ting hun var nød til at gøre først nogle af dem ville sikkert være alt for hårde for hende til at kunne gøre det lige nu, og nogle af dem ville hun være bange for og sige ikke var nødvendige, men han vidste mere om hende end hun ville have.

''Men du er nød til at bede om min hjælp først.''

Det var mest for at få hende til at bryde den del af hende selv ned så hun kunne bede andre om hjælp. Han ville blive ved med at fortælle hende de ubekvemme sandheder hvis hun ikke gjorde det.

"Jeg vælger at skubbe dem væk, fordi selvom det måske gør ondt på dem, så gør det langt mere ondt på både mig og dem når de bliver slået ihjel brutalt på grund af mig."
Stemmen var iskold, og de skarpe kanter fra hendes egen smerte var til at skære sig på, da hendes blik borede sig ind i hans blik samtidig med at ordene rindede fra hendes læber. Hvorfor blev han ved med at sige det var sådan? Forstod han ikke hvor smertefuld en død de ville gå i møde ved at være omkring hende? Hvordan hun havde set de eneste venner hun havde holdt fast i, blive skåret langsomt op så deres indvolde væltede ud af deres kroppe og skrigene fra deres læber forplantede sig i hendes sind og tanker til evig tid? Måske gjorde hun det halvt for sig selv, fordi hun vidste hun ikke ville kunne klare at miste flere til døden, men hun gjorde det især fordi hun ikke ville have de skulle blive slået ihjel. De betød noget for hende, for ellers ville hun ikke forlade dem.
"Og tror du ikke jeg kæmper for dem? Jeg lader mig torturere, jeg forsøger at bytte mig selv væk for deres liv. Det hjælper bare ikke en fucking skid!"
Hvad Delilah ikke vidste var, at hun faktisk havde ladet sig torturere for netop Sajro, selvom hun ikke huskede det var for hans skyld. Hun huskede selve torturen med Rafael, huskede smerten der brusede i hendes krop, voldtægtens ydmygelse, slaveriets smerte i hendes sjæl og brændemærkernes syden i hendes krop - men hun kunne ikke huske hvorfor fanden hun havde givet ham lov til at ødelægge hende på den måde.
Hun stivnede ved hans ord. Hjælpe hende? Åh shit, selvom en del af hende gerne ville have hendes hjælp, så kunne hun mærke hvordan hun i det samme forsøgte at trække sig sammen og væk fra det hele. Det var svagt at få hjælp til noget, det betød at man ikke kunne klare det selv - og hvis man ikke kunne klare noget selv, så var man ynkelig på det punkt og ikke noget værd. Som hendes far altid sagde; Man skulle ikke spørge om hjælp, for hvis man gjorde, var man ikke stærk nok til at kunne klare sig selv.
"Hjælpe mig? ..!"
Hans næste ord fik hele hendes krop til at fryse til is. Hun stivnede midt i en bevægelse, og hendes blik klistrede til ham med læber der var let adskilte i en blanding af overraskelse og benægtelse. Han jokede forhåbentligt. Han vidste hun ikke kunne få sig selv til det! I det samme forvandlede hendes tanke sig til to storme der rasede imod hinanden. Den ene var en tornado af stædighed der forsøgte at bygge en mur op omkring hende, der sørgede for at hun aldrig ville synke så dybt. Den anden ønskede at vække sig selv, og selvom den var enig i stædighedens tornado om at det ikke var behageligt, så fandt denne del af hende det nødvendigt bare at sige de ord, der ikke syntes at ville komme ud.
Sekunderne tikkede af sted. Måske gik der endda minutter. Mange minutter. Hun vidste det sgu ikke helt, hun stod blot stivnet og med blikket lagt imod ham, med et kaos der rev sig omkring i hendes sind. Pludseligt løsrev hendes krop sig, og hun forsvandt over i sofaen, hvor hun dumpede ned og trak knæene op foran sig, så hun kunne lægge armene beskyttende om benene. For fanden hun var forvirret. Og stædig. Og så alligevel ikke.
"Det kan jeg jo ikke, Sajro! Jeg .. Åh forhelvede, det her er noget pis!"
Hendes blik flakkede væk og lagde sig imod jorden længe, og endnu engang tikkede både sekunder og minutter forbi bag hende, og trak hende blot igennem tiden som en snor der trak fiskekrogen igennem vand. Men fisken forsøgte at bide på, selvom det blev sværere og sværere.
"Jeg .. Det er noget du forlanger, hvorfor skal jeg så spørge om noget som helst?!"
Hendes læber skiltes igen, og hendes blik sivede kun kort hen over strejfede den udslukkede pejs, inden beslutsomhed blussede op i hendes blik. Og forsvandt igen lige efter, men det havde været der, og hun havde mærket det brænde længe nok til at hun kunne tage sig sammen til at synke dybere end hun nogensinde havde troet hun kunne synke på én dag.
"Vil du hjælpe mig med .. Det der du sagde!?"
Det lod næsten som en syrlig irritation med strøg af tydelig ubehag.

''Er du sikker? prøv at forestille dig den værste smerte du kender, forstør den ud til at være et alt fortærende hul inde i dig, der bare optager alt hele tiden og laver det om til dårlige følelser. Det er den slags man efterlades med når nogen man har holdt af forsvinder ud af ens liv.''

Han sagde det roligt, og satte sig ned og kiggede på hende roligt. Han regnede ikke med at hun ville gøre som han bad hende om. Han regnede ikke med at han kunne få hende til at bede om hjælp, men det betød ikke at han havde tænkt sig at give op på hende ikke endnu ihvertfald.

''Jeg tvinger dig kun halvt, og kun af den ene grund at du selv gerne vil det.''

Han lyttede til det hun sagde og at høre hende faktisk bede om hjælp, gjorde ham en smule glad. Ikke bare fordi han fik en form for sejr, men fordi han endelig kunne få lov til at hjælp hende. Han smilede roligt til hende, og satte sig ned ved siden af hende, og rakte roligt den lille pige han havde stået med til hende, lagde hende blidt i hendes arme og smilede roligt til hende.

''selvfølgelig vil jeg hjælpe dig.''