Again!?(Sajro)

Delilah balancerede på en kant mellem at styrte ned i blændende vrede, eller falde i iskold smerte der flåede hende op. Det var en forvirrende oplevelse, men da begge dele udmundede i både smerte og sorg, var der ikke så stor forskel på disse to sammenblandede følelser, der begge trak i hende og skar hende op. Hendes øjne gled i, og et svag rysten gik igennem hendes hoved, samtidig med at et let, dødt smil sitrede på hendes læber.
"De er de ikke de eneste der mister, Sajro. Jeg ved præcis hvordan det er at miste. Jeg mistede min familie, inden jeg blev født, fordi jeg er en kvinde. Jeg skar min første forelskelse op, i håb om at min tortur ville være mindre slem end min læremesters."
Det var ikke engang gået op for hende at hun netop havde spildt fakta om hendes liv, som hun aldrig havde fortalt til nogle, af den simple grund af det var mere end privat. Det var grunden til at hun aldrig græd længere, denne dreng hun havde tortureret til døde. Hendes første forelskelse, og første kæreste. Men han havde ikke været en incubus, så under hendes egen konstante gråd havde hun tortureret ham til hans forblødte under hendes rystende hænder. Og hendes ord fortsatte ufortrødent med at falde fra hendes læber, men en sær kølighed, der tydeligt sagde at hun ikke havde ondt af sig selv - overhovedet. Hun hadede sit liv, men det var hendes, og hun ville ikke bytte det væk for noget.
"Jeg har set alle jeg elskede bliver slået ihjel på grund af mig, tortureret. Eller også har jeg selv slået dem ihjel, måske endda ved et uheld. Og så har jeg forladt dem så de kunne leve, og efterladt mig selv i total ensomhed og had."
Hendes blik havde set igennem ham, tilsyneladende endnu balancerende imellem vrede og smerte, og med en stemme der isnede på grænsen til kølig ligegyldighed, og en tom ensomhed. Først ved den sidste sætning der afsluttede hele den lange ordstrøm, kom et glimt af følelse til hendes stemme: Dyb vrede.
"Sig ikke jeg ikke ved hvordan det er at miste."
Og det døde skær var tilbage i hendes øjne, sekunder efter sætningen var sluppet ud.

Hun himlede drastisk med øjnene efter han havde sagt at hun gerne ville have det, og strammede de korsoverlagte arme langt mere over hendes bryst, uden nogen synlig grund. Sekunder senere lå hendes blik imod ham, og hendes hofte var skubbet ud til siden, med et mistroisk skær glitrende i de grønbrune øjne, sendende sitrende beskeder til læbernes bevægelser.
"Hvorfor fuck betyder det overhovedet noget for dig!? Kan du ikke være ligeglad!?"
Følelse havde fundet vej tilbage til hendes stemme, men det var bestemt ikke glade følelser der strømmede frem og overtog hendes sind. Hvis hun bare kunne fastsætte sig på vrede eller smerte og holde den følelse, ville dette være langt nemmere, men det syntes ikke muligt. Hendes øjne lynede af vrede, mens hendes ansigtstræk kæmpede for at undertrykke de smertesfulde trækninger der havde sat sig om hendes læber.
"Kan du ikke være fucking ligeglad med om jeg er ødelagt eller ej?! Hvorfor skal du reparere mig!? Hvorfor kan du ikke bare lade mig være ødelagt?!"

Delilah havde mest sagt det, for at få ham til at holde op. Hun kunne ikke mere. Hun kunne ikke klare presset og smerten længere, og faktisk sitrede en lyst til at snurre omkring og forsvinde ud af døren i hende, netop nu. Men hun rørte sig ikke. Delilah havde for længst lært at udstå smerte af forskellig slags, og ikke flygte bare fordi det gjorde ondt. Så hun stod som forstenet, i første omgang uden at reagere på hans ord.
Men så blev barnet rakt frem, og af en ren refleks hun ikke kendte eksistensen til, rakte hun armene ud og tog blidt om barnet. Da det tilfældigvis var den pige Sajro havde holdt om tidligere, var det også pigen der endnu ikke havde spist, og barnet nåede derfor ikke tæt på hende, før det rakte ud imod hendes bryst. Der gik adskillige sekunder før hun bemærkede de små fingre der knugede stoffet fra hendes badekåbe, og hun fik løsnet BH'en og badekåben så hun kunne krænge det ned og lade barnet komme til.
Blidt støttede Delilah barnets hoved med den ene hånd, og holdt pigen ind til sig med den anden, men endnu engang uden at tænke videre over det. Hendes blik var på Sajro i nogle sekunder, før det gled nedad imod pigen hvis hænder med sammenkrummede fingre, hvilede imod hendes bryst.
"Sajro, kan du ikke bare lade det gå? Jeg har altid været sådan som jeg er, og jeg tror ikke det kan ændres. Du vil bliver overrasket over hvor smadret man kan blive af flere hundrede års ensomhed!"
Den sidste sætning indeholdt nogle gran munterhed, og hun sendte ham et svagt smil i samme sekund.

''Du kender ikke til det på samme måde som nogle af dem du gør det overfor. Du har valgt ikke at lade følelser påvirke dig, men det lader andre. Du har valgt at lade dig selv ødelægge til et punkt hvor du ikke påvirkes af tabet på samme måde som de gør. Så jo du ved hvordan det er at miste, men du ved intet om hvordan det er for almindelige dødelige at miste.''

Han så på hende roligt, og han lod hende bare flippe ud på ham, han reagerede ikke rigtigt, før hun var færdig det tydede på han ikke havde gjort det godt nok og at hun stadig havde behov for at lære at hun ikke kunne gemme sig bag vreden og være bange for andre følelser.

''Fordi den eneste følelse du har er vrede, du vil ikke lade dig påvirke af andre følelser, og som disse pigers mor, har du brug for det! Du er nød til både at mærke glæde og mærke smerte, sorg alle følelser!''

Han kiggede på hende roligt, han kunne heller ikke lade hende være ødelagt det var forkert. Han havde aldrig gjort nok for Lyssa og det bebrejdede han sig selv for. Han var sikker på det var hans skyld hun var død, det var dog ikke noget han lod vise, det lod begravet og var kun fremme i hans drømme.

''Og du vil blive overrasket, over hvor hurtigt vi lærer. Vi ved vi ikke har de samme tusinde år at leve i som dig og din race, så vi ved vi skal lære hurtigt og blive erfarne meget hurtigere.''

Den lille trækning ved hendes læbe ved forvirring i hende, blev trukket igennem hendes hud, ved hans reference ved 'almindelige dødelige'. Alle de andre ord han sagde, ville hun gerne stå ind for. Det var med vilje, hun havde tvunget sig selv til at miste tråden til sine følelser så vidt som muligt, for smerten var for stor på det punkt. Men hvad han ikke nævnte var, at grunden til hun havde tvunget sig selv til at mindske alting, var for at den uhelbredelige smerte i hende kunne formindskes. Hun havde ladet styrke sive ind i sig i stedet for. Så hvorfor fanden forsøgte han at fratage hende den styrke!? Hvis han forsøgte at få et tudende, sønderknust vrag ud af hende, så måtte han fandme opgive ret hurtigt.
"Almindelige dødelige? Hvad fanden snakker du om?"
Hendes øjne var knebet let sammen, og hendes stemme hvislede lavt ud af hendes læber. Barnet ved hendes bryst bevægede hånden en smule, og kun nok til at hun automatisk trak blikket nedad, og lagde det imod den lille pige. Hendes tommelfinger strejfede pigens bløde kind, uden det forstyrrede hendes drikkeri, og først adskillige sekunder efter, løftede Delilah blikket igen derefter - med et blik der syntes afkølet og knapt så vred.
"Tror du ikke jeg mærker smerte? Sorg? Jeg fortrænger det, fordi ellers ville jeg ikke føle andet. Glæde? Jeg kan ikke huske sidste gang jeg havde et glad minde."
Det var ikke engang løgn, for denne Delilah. Næsten alle Delilahs glade minder er fra de folk hun elsker eller holder af, og alle minder fra disse personer var væk fra hendes tanker. Alle de folk hun elskede men som hun havde forvoldt smerte, alle deres minder var forvandlet til noget smertesfuldt i hendes sind. Den sande Delilah havde dog glade minder. Nogle der byggede hende langt mere op, og det var hvad der i virkeligheden holdt hendes hoved højt og hendes sind stærkt, ved den sande Delilah. De glade minder, hun holdt fast i, på trods af al modgang.
"Men det skal sgu ikke forhindre mig i at holde hovedet højt."
Hendes humørsvingninger lige nu var fænomenale, for med denne sidste sætning, blev et skævt smil sendt i hans retning, og et glimt af den mere flabede side af hende så overfladen, som hun trådte til siden og lod sig glide ned i sofaen, samtidig med at hun omhyggeligt sørgede for at barnet ikke bevægede sig for meget imod hendes bryst. Og barnet drak da også ufortrødent videre.
"At leve længe, gør ikke at man lever bedre. Det handler om livets værdi, Sajro. Jeg hader at være filosofisk og shit, men det er indholdet der tæller. Ikke længden."

''Du dør ikke af alderdom du er ikke tvunget til en livsperiode som os andre, vi andre dør af alderdom det gør du ikke, men modsat os. Så har du valgt at smadre dig selv, ødelægge dit liv og tro du er stærk, du lever på en løgn og den er nød til at stoppe før du bliver stærk!''

Han kunne bare ikke have hun var så dum og blind. Han vidste hun troede det var en styrke at hun ikke havde nogen følelser men hun tog fejl, endnu et af problemerne ved at være blandt de udødelige racer, de troede altid de kunne regne ud hvad livet handlede om, men de var for langsomme og langtrukne i alt de gjorde.

''Du mærker det ikke rigtigt, fordi du tror at du er stærk ved ikke at have følelser, men ved du hvad det gør dig ikke til andet end svag, du er ikke engang et levende væsen uden følelser, du er en vaske ægte dæmon, der lever som et koldt ondt, slibrigt væsen!''

Hun lyttede ikke engang efter hvad han sagde, hvor fande havde han sagt noget om at de levede bedre, de var bare ikke tvunget til at lære så hurtigt som han havde været, han havde ikke uendeligt med tid, som de havde.

''jeg har aldrig sagt noget om at man levede bedre, men se du vil så gerne pointere at du har et dårligt liv, så hvorfor gør du ikke noget ved det? Nej det eneste jeg mente var, at fordi i lever så længe så er i ikke tvunge til at lære lige så hurtigt som vi er. Du kan leve i flere tusind år. Jeg er heldig hvis jeg lever i et par hundrede. Men igen de ting glemmer du vel? fordi du er optaget af dig selv, og dit miserable liv.''

"Nej Sajro, jeg dør ikke af alderdom. Jeg dør enten voldeligt og smertefuldt, eller lever evigt i en fucked up verden. Og Sajro, når du har prøvet at leve i flere hundrede års smerte .. Så forstår du mit valg. Ikke før."
Et intentsigende smil dansede om hendes læber, uden hendes blik nåede hans. Hun løftede ikke blikket fra barnet der syntes snart at være mæt ved hendes bryst, og selvom vreden var sivet ud af hendes stemme og blot ønskede at gemme sig dybt i hende, og selvom det ikke virkede komplet, så havde hun træning i at gemme alting væk, og sætte det lettere intetsigende smil fast på hendes læber. Barnet slap kort efter, og Delilah fik lagt barnet ordentligt, så hun kunne krænge BH'en op over og skubbe badekåben på plads uden mange problemer, derefter. Derefter snoede hun begge arme om barnet, og vuggede blidt pigen frem og tilbage.
Den blide vuggen fortsattes, som Delilahs blik løftedes op til Sajro. Dermed var hendes blik på ham da han snakkede, men ved de sidste ord i hans sætning, lynede en iskold, brændende vrede pludseligt igennem hende, og hendes ene hånd blev løftet op med et ryk der overraskende nok overhovedet ikke påvirkede barnet. Knapt var hans ord sluppet ud af hans læber, før ordene du er en vaske ægte dæmon, der lever som et koldt ondt, slibrigt væsen! havde fået hende til at sende en hånd afsted imod hans ansigt.
Hvis han ikke nåede flytte sig, så ville hendes hånd smække over hans ansigt i en hård lussing.
"Kald mig aldrig nogensinde det igen, forstår du det!? Det gør du fandme ikke!"
Hun sad endnu lænet fremad og med hånden ovre imod ham, som var hun parat til at smække ham en lussing til, hvis han fortsatte talestrømmen. Hendes blik borede sig ind i hans med ild der slikkede imod hendes ansigt, inden hun endelig lænede sig tilbage igen og lagde den anden arm om barnet også. Mange ting kunne hun blive kaldt. Bitch. Kælling. Klam. Dum. Latterlig. Hvad fuck man end kunne finde på, men ved nogle ting satte det hendes blod i kog, og hans ord var et af dem.
"Du forstår ikke, Sajro. Jeg ville ønske jeg ikke var udødelig. Jeg ville give meget, for at kunne få en naturlig død en dag. Et rigtigt liv, med drømme, en familie og hvad fanden ved jeg. Men det er bare ikke muligt for alle, og nej, jeg er ikke optaget af mig selv og mit lorte liv. Jeg har sgu accepteret det for længst."
Hun hævede et øjenbryn let, og trak blikket så langt væk fra ham, som overhovedet muligt for hende.
"Og hvis du tror jeg kun er optaget af mig selv og mit liv, så kender du mig ikke. Og det er sgu en lettelse."

''Eller du stopper med at have så ondt af dig selv, og skaber dig et liv det faktisk er værd at leve uendeligt i.''

Han sagde det roligt, hun var alt for negativ omkring alt, og det var egentligt hendes problem, hun kunne ikke se det gode i noget, hun så alting på den negative måde, hun var faktisk ret irriterende på det punkt, og fordi hun havde det sådan så så hun slet ikke at andre end hende selv måske også havde et rimeligt hårdt liv. Han sad roligt indtil hun slog ud efter ham. Han flyttede bare hurtigt sin hånd op så hun ikke ramte hans ansigt, Istedet greb han ud efter hendes hånd for at holde den på plads.

''Jeg stopper med at kalde dig det den dag du ikke opfører dig som en kold slibrig dæmon. Den dag du har følelser og opfører dig som et føende væsen så stopper jeg med at kalde dig det.''

Han kiggede på hende roligt. Hun kunne sige han ikke kendte hende, men for hende var det jo lige så meget fordi hun ikke ville have det. Hun ville ikke have at nogen kendte hende, det var helt klart det han tænkte om hende. Han kiggede på hende roligt, og som han bare sad og kiggede på hende, han holdte stadig fast i hendes hånd og holdte den på plads.

''Så du er ikke optaget af dig selv? Hvorfor er det så du skubber folk væk? Nå ja fordi du ikke vil have det skidt hvis de kommer til skade. Hvorfor taler du så ellers altid om hvor elendigt dit liv er? fordi det er det du tænker på! Du tænker ikke på andre, overvejer aldrig at andre måske også har det hårdt, eller har lidt et hårdt liv. Nej du tænker på dig selv!''

”Jeg har ikke ondt af mig selv. Og mit liv er fint som det er.”
At hun havde denne diskussion med ham, uden hun havde fået sin hukommelse tilbage, var ikke helt heldigt - for så passede mange af de ord han slyngede imod hende faktisk mere eller mindre. Hun havde ikke et liv der var værd at leve, men ondt af sig selv havde hun hverken med eller uden hukommelse. I de første 17-18 år af sit liv havde hun været opslugt af selvynk og brændende smerte, men da først hun lærte at lukke alting ude, forsvandt selvynken hastigt fra hende, og lod andet opsluge hende; En brændende lyst til at være sig selv, for en gang skyld. Til at fucke hele sin families samfund op. En beslutsomhed til aldrig at være, som hendes forældre ønskede hende at være, og til at hjælpe de svageste.
En hvislende lyd passerede hendes læber da han greb fat i hendes hånd, og hun forsøgte i et hårdt ryk at flå hånden fri, dog uden resultat. Barnet i hendes arm bevægede sig let ved den hurtige bevægelse, men på trods af vreden der knitrede i hendes øjne havde hun opretholdt en forholdsvis stabil overkrop, så barnet ikke blev videre påvirket af de hurtige ryk. Måske kunne hun ikke huske børnene, måske var Delilah ikke fan af børn i det hele taget og måske var hun ikke sikker på om det overhovedet var hendes - Men et eller andet i hende sørgede konstant for at der ikke skete dem noget, og noget i hende gjorde alt hvad det kunne, for at børnene havde det så godt som muligt konstant.
”Tror du ikke jeg føler noget?! Jeg føler fandme, men jeg viser det sgu ikke til hele verden!”
Hun kunne ikke lide det her. At tale med ham om hendes følelser og fortid. Det var noget der var alt for følsomt for hende, og hun var efterhånden parat til at give ham ret i det meste, så længe hun fik lov til at slippe for at snakke mere om det. Endnu engang forsøgte hun stædigt at få hånden tilbage, men endnu engang uden held - hun brugte naturligvis ikke hele sin styrke til at få hånden fri, idet det ville give et sæt i hele hendes krop, og det ønskede hun ikke for barnet.
Ubevidst, naturligvis.
Hun ignorerede bevidst at han sagde at hun altid talte om sit elendige liv, for det var en løgn - og det vidste hun. Hun talte aldrig om det, og kunne ikke huske sidste gang hun havde snakket frivilligt om sit eget liv - han havde bare en irriterende måde til at bringe det i søgelyset, og til at tvinge hende til at forsvare sig selv og dermed tale om det. Hun ignorerede dog ikke hele hans sætning.
”Sig ikke jeg kun tænker på mig selv! Du ved ikke en fucking skid! Jeg har kæmpet for slaver, gjorde latterligt smertefulde ting for fuldstændigt fremmede mennesker! Jeg er mange ting, men jeg er ikke selvisk.”

''Jo du har, du vil bare ikke have nogen ved det, fordi du ved du vil virke svag hvis folk ved du har ondt af dig selv, men du er god til at hive det ind at du har haft et hårdt liv i din barndom, hver gang du har muligheden er den kommet frem, så jo du har ondt af dig selv!''

Han sad bare roligt og holdte hendes hånd på plads. Han sad bare roligt, mens han gjorde klar til at svare hende tilbage. Hun følte ikke rigtigt, og selv hvis hun gjorde, så grundet hun ikke viste det fik det hende til at virke og opføre sig som en kold slibrig dæmon. Han lænede sig lidt frem mod hende stadig holdte han fast i hendes hånd.

''nej du viser det ikke, fordi du ikke engang viser dig selv det, du er bange for dine følelser, bange for hvad andre tænker når de ser du føler noget, så ikke nok med at du opfører dig som en kold slibrig dæmon, så er det faktisk dit eget valg? Du vil opføre dig som en kold klam slibrig dæmon præcis som dine forældre!''

Han stoppede ikke, hun ville ikke lade ham komme ind under den åndsvage skald hun havde sat op, så derfor blev han ved med at angribe hende der hvor hun havde svage punkter, men også fordi hun ikke ville se sandheden i øjnene om hvor lig hendes forældre hun faktisk var. Han sad bare roligt og kiggede på hende.

''Måske du har gjort de ting men den eneste grund er at du vil have det godt med dig selv! Det er din måde at gøre noget så du har det okay med dig selv, for at du kan glemme hvor klam kold og slibrig en ond dæmon du faktisk er! Du er selvisk, og du kommer aldrig til atvære andet før du indser at du faktisk er det. Ligesom dine forældre er det!''

Delilah svarede ham ikke i første gang. Hun forsøgte i stedet at rive hånden til sig, så hun i det mindste havde fri bevægelsesfrihed endnu engang, men det fungerede ligesom ikke rigtigt. Hun kunne ikke mere. Hun ville ikke mere. Det her var ikke et område hun havde det godt med at bevæge sig rundt i, så at han ikke blot lod hende færdes frit i andre områder som hun ønskede, det irriterede og smertede hende samtidig. Det fik smertestråde til at bevæge sig omkring i hendes krop, og som brandmandens fangarme brændte det hendes indre med konstante berøringer. Irritationen derimod, var den der knitrede og gnistrede i det blik der var lagt imod ham, da han snakkede.
Hun svarede faktisk ikke på nogle af de sætninger han sagde mere, for hun kunne ikke mere. Hun kunne ikke holde et sekund af det her pis ud længere. Han kendte hende ikke. Han vidste ikke hvordan hun var, han vidste intet om hendes liv. Han vidste intet om hende. Han skulle holde sin kæft! Selv Caroline, som havde hundrede procent kendskab til hele hendes fortid og alt hun havde følt gennem tiden, kendte ikke Delilah hundrede procent. Selv hun ville ikke kunne sige præcis hvordan Delilah var, for ingen havde været i hendes sko, ingen havde været hende, og ingen vidste hvordan hun havde det.
Ligesom hun ikke vidste hvordan Sajro havde det, eller hvordan fucking Caroline havde det, for den sags skyld! Selvom Delilah vidste alt om Caroline, havde hele hendes liv i baghovedet, og faktisk ...
Wait a second. Caroline kendte Sajro ..? Argh, interessekonflikt!
Vidste Sajro overhovedet hvor meget hans ord brændte hende? Stak i hende og ødelagde hende? Nok ikke, for Delilah skjulte smerten ved hans ord bag et hårdt blik og et dødt ansigt, der kun havde en irriteret, sitrende læbe til at vise at hun endnu havde følelser i sig. Men i samme sekund han nævnte hendes familie og sagde at hun var ligesom dem, klikkede et eller andet indeni hende.
"Holdt kæft, køter! Du ved intet om mig eller min familie, så du skal fandme ikke belære mig om noget som helst!"
Hendes stemme var ikke hævet - nok mest på grund af barnet - men hendes hånd piskede frem og tilbage i et forsøg på at slippe ud af hans greb. Hendes blik brændte i vrede, og stemmen var tilsyret i en ætsende vrede der brændte hende op - både indefra, men også i hendes blik og bevægelser.
"Slip mig lige nu, hund! Rør mig ikke! Du fatter ikke hvad du lige har kaldt mig!"
Det virkede utroligt malplaceret i midt af en storm af hendes piskende hår, hvæsende ord og hastige ryk med hånden for at sno sig fri, lå barnet trygt imod hendes krop, hundrede procent upåvirket af alle de bevægelser i hendes krop der syntes at sno sig udenom barnet, uden på noget tidspunkt at røre pigen. Pigen lå blot som skete intet omkring hende, og åbnede og lukkede hånden med et næsten overrasket udtryk.
"Aldrig nogensinde sig det igen, eller jeg sværger, jeg finder en måde at flå dig op på!"
Det var mest en hvæsen.

''Om ikke andet ved jeg mere om dig end du nogensinde kommer til at vide om noget andet væsen! Du trænger til at påbne dig og se ud i verden, hvis du har tænkt dig at være andet end dine forældre er! Men du bliver ved med at gemme dig bag en kold og hård face. Men ved du hvad, nogle af os kan godt gætte os til hvad der foregår bag den facade!''

Det brændte i ham, lysten til at smadre hende op mod en mur, og hive hende op i halsen. Af ingen anden grund end de ord hun kaldte ham. Han vidste godt at hans ord gjorde ondt på hende, men han ville jo også opnå det. Han ville opnå det at få hende til at vise andre følelser end vrede.

''Hvorfor skal jeg stoppe med at fortælle dig ting? den eneste grund til du siger det ikke er sandt og at jeg ikke kender dig, er fordi du ikke vil have det! Du er bange for at nogen kender dig, og at nogen kan se igennem dit hårde ydre.''

Han kiggede på hende roligt, og da hun hvæsede af ham, som han bare strakte sig frem mod hende og snerrede af hende roligt. Ikke som i at hun skulle forvente han ville dræbe hende, men mere for at fortælle hende han ikke frygtede hende.

''Uha uha, du kan true mig men du tør fandme ikke engang stille dig op imod din egen familie! Du forsøger at virke stærk ved kun at være vred, men det eneste man ser ved en person der aldrig viser andre følelser end vrede er en person der er svag og et nemt offer.''

Han så hende bare direkte i øjnene, mens han sagde det. det kunne også ret tydeligt se i hans øjne at han ikke sagde noget han ikke mente om hende. Han sad bare og så på hende roligt.

''Men så sig mig, hvorfor er du ikke som dine forældre? er du ikke en dæmon? er du ikke kold over for alle andre? er du ikke en der går rundt og dræber andre menneskelige racer for din egen overlevelse? Nååå ja udover mennesker, som du åbenbart mener er højere stillet end andre, ligesom dine forældre ser dæmoner højere stillet.''

"Lad være med at gætte hvad der er bag den fucking facade! Du vil ikke vide det! Hvad der er der, er langt værre end facaden selv, forhelvede!"
Hendes stemme var sænket ned i et hvæsende, hvislende tonefald, der sivede ud imellem hendes læber, med en overraskende hast og beslutsom intensitet bag hendes ord. Hendes fingre forsøgte at bøje sig nedad så hun på en eller anden måde kunne spidde den hånd han brugte til at holde hendes fast med, med hendes negle. Han skulle slippe hende. Han skulle fandme slippe hende i samme sekund, eller hvad hun ville gøre var hun end ikke selv sikker på! Vreden brændte i hende og slikkede sig imod hendes indre med en intensitet der ville chokere mange, men den nerve han havde ramt, var den nerve der kunne udløse de kraftigste følelser i hende - undtagen hendes børn, men grundet hukommelsestabet vidste hun ikke dette.
"Så slip mig dog for fanden, hund!"
Det var ikke engang bevidst hun pludseligt var begyndt at kalde ham skældsordene for hans race, men i samme sekund vrede boblede så kraftigt op i hende, som det oversvømmede hendes tanker, ord og bevægelser som nu, så styrede hun ikke længere sådanne ting selv. Hun tænkte ligeledes overhovedet ikke over hvad hun sagde længere, og det var som var en kontakt blevet trykket på - men vreden gav hende ikke kun en altødelæggelseslyst, men åbnede også for ordsluserne, så hvis man ville have sandheden ud af hende .. Ja, så var vrede et af de bedste tidspunkter at få den ud på.
"Har du nogensinde overvejet hvorfor fuck jeg ikke vil have folk skal ind under huden på mig?! Dit svar på alt er fucking svaghed, men du ved ikke hvorfor jeg gør som jeg gør! Så hold kæft!"
Hans snerren frembragte ikke andet end en voldsom lyst til at slå ham. Hårdt. Da hun var mindre havde hun drømt om ting, hun havde haft et åbent hjerte der ønskede at elske alt og ville hjælpe selv den svageste engel på hendes vej - men nu havde hun lært hvor fucked up livet i virkeligheden var, og drømme og åbenhed var forsvundet fra hende. Hun var ikke en god person, hun var ikke et venligt væsen - det ville hun aldrig påstå. Men hun var ikke selvisk, og hun havde endnu en trang til at hjælpe de svageste! Han kendte hende ikke. Overhovedet!
"Tør jeg ikke stille op imod min familie?! Jeg har fucking flået flere af dem op! Jeg knækkede nakken på to for Caroline den fucking blodsugers skyld for ikke mange dage siden! Jeg har ikke lavet andet hele mit liv, end at gøre oprør imod dem!"
Hvis ikke vreden havde overtaget alle andre centimeter af hendes krop, end lige den del barnet på hendes arm hvilede ved, så havde hun aldrig afsløret at hun kendte Caroline for ham - især ikke når hun nu vidste at ham og hende kendte hinanden. Hendes blik slap heller ikke hans, men hun brugte ikke nogle sekunder på at gennemsøge hans øjne for at se om han talte sandt, for hun var i et stadie hvor det ikke handlede om om det var sandt - men om at han sagde det.

"Hvorfor jeg ikke er!?"
Hendes øjne knebes en smule sammen, og endnu engang forsøgte hun at spidde hans hånd med neglene, i et forsøg på at komme fri.
"Måske er jeg en succubus, men jeg hader det! Jeg kan ikke klare at spise på den måde, det er noget fucking lort at se livet forsvinde ud af øjnene på dem man er i seng med! Jeg ville fucking ønske jeg kunne komme ud af den lorte race! Jeg sulter fucking mig selv for at undgå det!"
Hendes krop rystede let af vrede der sitrede igennem hende, men hendes læber blev blot ved med at bevæge sig, imens de besvarede de ord han havde beskyldt hende for.
"Jeg er kold overfor alle andre for at beskytte dem, ikke for at tvinge dem til pis!"
Hendes blik slap ikke hans et sekund, som hendes stemme fortsatte hurtigere og hurtigere med at svirpe rundt i lokalet.
"Jeg satser fandme på du ikke mener det igennem sex, fordi jeg gør alt hvad jeg kan for at slå så lidt ihjel gennem sex som fucking muligt, køter! Men mine forældre slog fucking ikke ihjel for overlevelse, de gjorde det fordi de syntes det var sjovt!"
Barnet hun holdt om fik fat i en af hendes fingre, og klemte svagt derom, uden hun bemærkede det rigtigt. Hun afrundede blot ordstrømmen han havde skæbt med en sidste, hvæsende sætning.
"Og jeg mener ikke mennesker er højerestillet, men at de ikke er svage! Det er hvad jeg prøver at bevise!"

''Hvorfor skulle jeg vælge at slippe dig? Og hvorfor skulle jeg lade være med at forsøge når du har brug for hjælp kvinde! Du vil åbenbart ikke indse det dog.''

Han kiggede på hende og hun gjorde ham vred ved at hun kaldte ham for skældsord, endnu en grund til hun måske var mere som hendes forældre end folk faktisk troede hun var. Hun var måske bedre end hendes forældre men hun var stadig meget lig dem. Han kiggede på hende roligt.

''Mit svar på alt er ikke svaghed, men det er svaghed når du har brug for at vide du opfører dig svagt. Du til gengæld taler altid om at du ikke vil være svag så du er egentligt den af os der konstant snakker om at være svag.''

Han kom til at grine lidt af hende da hun snakkede om at hun havde dræbt folk fra hendes familie, men tidligere havde hun sagt hun ikke ville, fordi de var for farlige og de ikke var nogle hun kunne slå.

''Så enten lyver du for mig nu, eller også gjorde du tidligere! Du sagde tidligere at du ikke ville kæmpe mod din familie fordi de var for stærke og for stor en trudsel!''

Han kiggede bare på hende, lyttede roligt til hendes ord om hvorfor hun ikke var somn hendes familie. Han ventede til hun var færdig før han endeligt begyndte at så at sige rette på det hun sagde til ham.

''Okay så du hader din race, du er dygtig var!? Men stadig nej du er ikke kold fordi du vil beskytte dem. Du gør det fordi du vil beskytte dig selv, mod følelsen af at det er din skyld hvis de kommer til skade! Og du kan bedre forlade dem når de hader dig, istedet for at tage dig sammen og forklare dem hvad der foregår!''

Han kiggede bare på hende og smilede roligt. Hann ystede lidt på hovedet over det sidste hun sagde til ham omkring det med mennesker. Han kiggede roligt op og ned af hende inden han svarede.

''Okay så du ser andre racer som svage og derfor kan du tillade dig at kalde dem for køtere, fjerkræ og andre skældsord som det passer dig? lige som dine forældre sikkert kalder andre racer end dæmoner. Jeg kan godt se du ikke er som dem.''

"Fordi du ikke skal røre mig! Og fat dog at jeg ikke vil have din hjælp!"
Hendes ord hvæste af ham i et forsøg på at få ham til at slippe hende, for i et udbrud af vrede, var hendes ulogiske tankegang indstillet på at han ikke skulle røre hende, fordi ... Ja, hvorfor? Hun vidste det end ikke selv, men hun ville ikke røre ved ham - ikke når han sagde sådan noget pis om hende og hendes forældre, noget pis han end ikke vidste en skid om! Hun gad ham ikke lige nu - hun gad faktisk ikke noget lige nu. Eller også var det ikke ham, men bare samtaleemnet hun ikke kunne håndtere mere. Hun hverken kunne eller ville meget mere. Det ville ende med at knuse hende under vægten af de ord han tyngede på hende, og hvad der skete når hun blev knust .. Ja, det vidste hun ikke.
"Jeg snakker aldrig om at være svag! Det er fucking dig der har bragt det op, idiot!"
Et hvæs forlod hendes læber da han lo af hende. Det gjorde han fucking bare ikke! Han kunne fandme ikke begyndte at grine efter det her! Hans ord fik også hendes øjne til at knibes let sammen, og et hårdt ryk til at gå igennem hendes arm da hun forsøgte at rive sig fri fra ham igen, med dansende lokker der gled ned foran hendes grønbrune øjne med en drillende bevægelse, der tydeligt irriterede hende som ind i helvede.
"Grin ikke af mig, hund! Og nej jeg sagde at jeg ikke var dum nok til at vade ind og erklære krig med mig imod hele min familie, ikke at jeg ikke ville slå dem ihjel når jeg fik chancen!"
Alt dette, blandet med vreden der sitrede i hendes krop, ensomheden igennem hele hendes liv og forvirringen over hele dette fucked up arrangement, fik virkelig alting til at bruse frem i hende og forvirre hende mere end man skulle tro. Endnu engang forsøgte hun at flå hånden til sig. Kunne han da forhelvede ikke bare lade hende gå!? Hun ville virkelig gerne rejse sig og gå et andet sted, men hun kunne ikke komme væk når han holdt fast i hendes hånd.
"Hvorfor tror du det!? Jeg ønsker ikke folk skal hade mig, jeg har ikke lyst til at forlade folk og være fucking forever alone! Men hvis jeg holder fast i dem og lader dem dø på grund af det, så er det fucking selvisk og egoistisk af mig, og det får du mig aldrig til!"
Hun forsøgte ihærdigt at rive sig fri et par gange mere, inden hun opgav.
"Fucking varulvestyrke .."
Det var mest et lavt hvæs der vredt blev pustet over hendes læber, uden hun egentligt som sådan havde en intention om at han faktisk skulle høre det. I kampens hede var hendes sædvanlige 'forbandede' blevet ændret til 'fucking', men så langt tænkte hun slet ikke, med blod der praktisk talt kogte.
"Jeg ser sgu ikke andre racer som svage! Men hvis de kan se mennesker som deres private blodbank eller levende madpakke, så skal de sgu også kunne holde til at se deres fucking natur i øjnene!"
Hendes blik lagde sig brændende imod hans, med en intensitet der syntes at opsluge hele hendes krop, og brænde ind til hendes sjæl. Dette var vigtigt for hende, og selv ikke den brændende vrede hun fremviste, kunne vise hvor dybt dette gik ind i hendes sjæl. Hendes familie og forældre var det ømmeste punkt Delilah havde, og det var også derfor hun næsten skælvede af vrede da han sammenlignede dem. Han vidste ikke hvor dybt dette skar i hende, for hun lod ham ikke se hvor ondt det gjorde.
"Du ved ikke hvad det er du siger, køter. Du ved det ikke en fucking skid."

''Snakker du aldrig om det?! ALDRIG!?''

hendes løgne gjorde ham vred, virkeligt vred. Han hadede når folk løj til ham, især hvis det var nogen han faktisk havde troet han kunne stole på. Han fjerenede med en hurtigt bevægelse pigen fra hendes arme, og lagde hende blidt ned på gulvet hurtigt, herefter fløj hans hånd frem for at gribe hendes hals hvorefer han styrtede over og hamrede hende op af muren.

''Du siger det hver gang jeg spørger om hvorfor du ikke viser følelser! Du siger du ikke vil være svag og vise følelser! Så sig mig lige hvordan det er Aldrig at snakke om svag!?''

Han kunne ikke håndtere at hun løj for ham, alt det andet kunne han leve med, men at hun faktisk valgte at lyve det var en tand for meget. Han stod og trak vejret tungt, mens han holdte ehnde fast.

''Nej det gjorde du ikke!? Det var måske det du mente!? men jeg spurgte om hvorfor du ikke kæmpede imod, istedet for at flygte, og du sagde at det var fordi de var for farlige!''

Han hvæsede af hende. Han overvejede kort at dræbe hende, det ville sgu være en bedre løsning på det hele, når hun havde et så miserabelt liv. Han blev bare ved med de ord, fordi han vidste noget, han forstod godt hun ikke kunne lide det.

''Jeg har ikke sagt det er noget du har lyst til, men at du gør så¨folk hader dig for at få dem væk! Jeg har set dig gøre det, og du har selv sagt du gør det!''

Han var virkeligt vred. Han ænsede ikke engang at de var de to piger til stede, lige nu skulle hun have det ind med en kødhammer at hun skulle til at tage sig en lille smule sammen. Han stod lidt mens han holdte hende.

''Okay hvis du ikke ser andre racer som svage? hvorfor kaldet du så min race for køtere, og engle for fjerkræ!? Fordi du er som din familie! Du er fyldt med had, og du lader det gå ud over andre!''

Han sagde det næste der kom over hans læber roligt.

''Jeg ved det skærer dybt, og jeg gør det fordi jeg vil se den rigtige Delilah, se den kvinde som er fantastisk elskelig, og en god mor. Ikke den Delilah du er nu, ikke det kolde bæst ikke den slimede dæmon. Jeg vil se den rigtige. Men den rigtige hun ligger gemt derinde, bange og forvirret.''

Han prikkede på hendes bryst som han sagde det, slap hende så roligt, og trådte to skridt bagud, her stod han så bare og kiggede på hende. Han stod bare og var ligeglad lidt men så sagde han noget mere.

''Men at jeg faktisk er interesseret i at du har det godt, og er en god person, er det ligemeget for dig? betyder det slet intet? Betyder jeg intet?''

Hans udbrud overraskede hende let, og fik hende skubbet ned af vredeskløften i nogle sekunder, hvor forvirring og overraskelse i stedet dansede i hendes tanker og udtryk. Hun nåede dog knapt at kravle op på den enorme kløft af vrede der havde opbygget sig i hende, før han havde sluppet hendes arm, og taget barnet fra hende endnu engang. Hendes pande var let rynket i et virvar af følelser, inden grunden til det alt sammen, i det samme blev afsløret fra hende. Hans hånd der fløj frem og fik fat i hendes hals, blev ikke afværget idet hun slet ikke tænkte i de baner på dette sekund, så der gik ikke mange sekunder før hans fingre var snoet omkring hendes hals.
Der hamrede et stød igennem hendes rygrad da hun ramte væggen, og hendes baghoved hamrede imod væggen hvor der øjeblikkeligt åbnedes et sår fra da Nille havde hamret hendes baghoved gentagende gange ind i væggen, og hvor sårskorpen ikke havde været komplet. Blod vældede frem fra såret med det samme som et tyk, klistret væskemasse, og selvom såret var nået at hele nok til at det ikke var mere end 3-4 centimeter, så efterlod det alligevel en rimelig blodplet på væggen.
Automatisk svang hendes hænder sig fremover og snoede fingrene om hans arm, for at holde hende oppe så hun ikke blev kvalt af hans greb - ikke fordi hun ville blive kvalt hvis hun slap, men det var et overlevelsesinstinkt der dansede i hende, og hun lod det gøre hvad end det ønskede i … nogle tilfælde. Men det var slet ikke dét hendes tankespind var sporet ind på.
Derimod var det vreden der pulserede i hende, ved hans beskyldninger, der optog hende. Fattede idioten ingenting!? Delilah kunne ikke huske ham, havde ingen fucking erindringer om det pis han snakkede om, så at han beskyldte hende for at lyve? Han skulle fandme ikke sige sådan, når hun ikke kunne huske at hun nogensinde havde sagt det til ham!
”Hvis jeg har gjort det, så kan jeg ikke huske det en fucking skid, så beskyld mig ikke for noget, fatter du det?! Og for det andet, så ville jeg aldrig bringe det op uden en fucking god grund, men du må jo for fanden da bare blive ved med at komme med gode grunde til at bringe det pis op!”
Ild fygede igennem hendes stemme. Det brændte igennem hendes blik, som det lå på ham, og det vistes igennem hendes negle der - dog ubevidst - borede sig dybt ned i hans hud, da hun klemte fingrene hårdt sammen. Hun kunne ikke tage ham lige nu! Han var ikke blot pisse irriterende, han var også mere end fordomsfuld og hadede åbenbart alt ved hende - ikke fordi det sidste var et chok for hende, men det kom bare meget pludseligt.
”Ja, flere hundrede toptrænede incubus’er ville slå mig ihjel! Det er jo forhelvede det jeg har sagt, men jeg har aldrig sagt at jeg ikke vil gøre alt hvad jeg kan for at nakke de idioter hver gang jeg får chancen!”

”Ja jeg gør?!”
Spillede han dum, eller var han bare utroligt langsom? Hun havde gentaget den sætning utallige gange, og hun blev ved med at fortælle ham lige præcis dét hun havde fortalt højst 2 i hele sit liv - og han ville ikke fatte det!
”Har du tænkt på at jeg måske ikke kan fucking holde ud at folk holder af mig!? At jeg er elsket nok til at det fucker deres liv op, og gør at de får mere smerte end jeg nogensinde ville ønske nogen!? Så jeg sørger for de ikke får en verden af smerte, for fanden!”
Ordene passerede hendes læber i en rasende fart, og det var tydeligt at ordene slap ud længe før de passerede hendes tanker. Hun skænkede ikke et eneste af ordene en tanke inden de føg ud af hende, og det syntes også at overraske hende let, at hun sagde at hun ikke kunne holde ud af folk holdt af hende. Hendes pande rynkedes let, men der gik ikke mange sekunder før sætningen var ude af hendes tanker igen, for så begyndte han fandme at beskylde hende for alt muligt pis igen, og hendes blik blev opslugt af vrede igen.
Hendes læber bevægede sig allerede inden hun for alvor havde opfanget hans ord.
”Fordi jeg er nødt til at bekræfte overfor mig selv at jeg ikke er det værste derude!”
Hendes stemme syntes at chokere hende selv, og i et sekund syntes hun næsten at holde selv sine vejrtrækninger inde, imens hun tænkte over sin egen sætning. Det var ikke gået op for hende at det var grunden til de utallige øgenavne hun havde taget til sig med årene, og det syntes at trække hende voldsomt langt ud fra det spor af vrede hun havde kørt rundt i. Hendes let adskilte læber sitrede let, og hendes blik så direkte igennem ham, som hun granskede sin egen sætning. Hvad fanden ..
Hendes blik syntes lettere tomt ved hans næste ord, og først den lette prikken imod hendes bryst vækkede hende.
”Sajro, det er ikke så nemt. Når man har haft en facade op i flere hundrede år, så kan den ikke brydes så nemt. Især ikke når den facade er hele min identitet.”
Vreden var sivet ud af hendes stemme, ligesom hendes greb om hans arm var svækket så kraftigt at hun næsten væltede da han slap hende, i stedet for at glide ned og tage fra med en næsten katteagtig ynde, som hun havde gjort i alle andre tilfælde. Men hun var så langt væk i sine tanker fra kampteknikker og metoder til fald, som hun overhovedet kunne, og var derfor langt fra sig selv på dette tidspunkt. Og det kunne mærkes.
Hans ord, derimod, syntes at berøre hende - men det var fordi hun ikke ønskede at svare. For det første kunne hun ikke huske særlig mange ting med ham, så hvis hun svarede nu, kunne det være hun ville have det helt anderledes hvis hun blot huskede ham. For det andet så hadede hun at snakke om følelser, og for det trejde så … Åh for fanden.
”Hvis du er interesseret i at jeg har det godt, så lad være med at fortælle mig at jeg er en fiasko, at jeg er svag og en forfærdelig person.”
Der tikkede et par sekunder forbi i hendes tøven, inden hendes blik flakkede væk fra ham, og hun svagt besvarede hans spørgsmål.
”Og jo.”
Derfra måtte han selv tolke som han ønskede, for hun viste tydeligt hvor lidt hun brød sig om dét emne, da hun trådte forbi ham og gled ned på hug ved siden af børnene, med ryggen til ham.

HAn gad ikke vreden mere, han var blevet træt af den og lod den pasere forbi, hun var vred og han kunne godt mærke at hun ændrede hendes ord hele tiden, men det var ligegmeget han skulle bare videre nu. Han kiggede på hende da hun sagde hun ikke bare kunne gøre det.

''Nej derfor blev jeg nød til det her.''

Han sagde det roligt. Han kiggede på hende roligt, og han rystede på hovedet af hende da hun sagde at han skulle lade være med at kalde hende de ting. han havde en rimelig ide om hvad han lavede og gjorde ved hende. han stod bare lidt og vidste ikke hvad han skulle sige til hende.

''Men det er jo din facade der er ude endnu, men jeg er ikke interesseret i den, og dine børn fortjener den rigtige.''

Han kiggede på hende, og forsvandt bare ude af døren. Stoppede op og satte sig ned udenfor. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. HUn havde brug for hjælp men ville ikke have den. Han vidste virkeligt ikke hvad han skulle gøre mere. Han gik ind igen, satte sig ned på en stol og sad bare lidt og kiggede på hende. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv lige nu.

Delilah rystede svagt på hovedet ved hans ord, men lod ikke engang blikket strejfe ham. Hendes blik var sat fast til børnene der lå på jorden, uden at have syntes at opdage den udveksling af vrede, der havde sitret i luften omkring dem alt for længe nu. Hun lod en finger bevæge sig over den ene piges mave lidt, og i det samme fik pigens fingre fat i hendes, og tog godt fast om selvsamme finger, som ville hun ikke have Delilah til at gå igen. Men selvfølgelig havde det intet med det at gøre, for sådan tænkte børn på pigernes alder slet ikke.
"Man er aldrig nødt til at ødelægge andre folk indefra, Sajro. Aldrig."
Hvis man virkelig lyttede til klangen i hendes stemme, kunne man ikke blot høre, men også mærke den halvødelagte tone der sitrede igennem hendes stemme, men som hun ihærdigt forsøgte at svuppe væk og skjule. Hun bed alt han havde sagt i sig, og sørgede omhyggeligt for ikke at sende ét blik i hans retning, så han kunne se hvordan det faktisk påvirkede hende kraftigt. Istedet kastede hun størstedelen af sin opmærksomhed på de to børn foran hende, uden rigtigt at vide hvad hun skulle gøre. Damn, nu ville være et super godt tidspunkt for en mor-ånd at dukke op og vejlede hende.
"Hverken jeg eller min facade er spændende. Begge dele er fucked up, og selvom du måske tror det, så er jeg ikke sød og dejlig - selv inderst inde. Det er jeg ingen steder."
Det var simple fakta, ikke selvkritik, selvhad eller andre af disse ord - det var hvordan hun var, og det var ikke noget der kunne laves om på. Hun var en fucked up person, hun var den type man hadede, og hun var en dårlig person. Det var sådan det var.
Hun kunne høre hans skridt forsvinde ud af døren, men hun fulgte ikke efter ham. Hun syntes dog at løsne en smule op i kroppen, som havde hun spændt for at holde sit forsvar oppe - det forsvar hvis greb kunne løsnes blot en smule, da han forsvandt. Hun fik fat om først det ene barn som hun tog op og lagde imod sig, og derefter det andet barn så hun kunne rejse sig og få sat sig op i sofaen, uden de skulle lægge på gulvet på den måde.
Hendes øjne lukkedes i, som hun sad og vuggede børnene blidt, uden hun egentligt tænkte specielt meget over det, men derimod havde tankerne til at sive langt væk - og berøre de ord han havde sagt endnu engang. Der gik adskillige sekunder før hendes øjenlåg gled op igen, og hendes blik lagde sig fraværende imod børnene, hvis øjenlåg syntes at blive en smule tungere efterhånden. Hvor længe havde børnene været vågne? Hun vidste det ikke. Længe? Lidt?
Hun reagerede overhovedet ikke da han kom ind igen, og måtte indrømme at det var blevet overvejet at hun blot skulle se at komme væk herfra igen. Det hele var ikke blot uvirkeligt længere, men hun havde også fået så mange ting hun måtte tænke over, som ikke kunne gøres her. Men det kunne ikke gøres nogle steder overhovedet.
Uendeligt langsomt gled hendes blik til sidst op, og lagde sig imod Sajro.

''Nej, men nu er det heller ikke dig indefra jeg forsøgte at ødelægge, men din skald.''

Han sagde det ret koldt. Han havde aldrig følt sig så meget som en fiasko som han gjorde lige nu. Han følte virkeligt han intet var værd. Han kiggede bare på hende da hun sagde intet af hende var spændende. Han troede andet. Han vidste ikke hvorfor han egentligt forsøgte at hjælpe hende så meget.

''Jeg er uenig.''

Han lod hende bare være fornærmet eller trist, eller skuffet hvis hun ville. Han var vant til at folk var sådan omkring ham. han var vant til at han fejlede og at det altid var omkring folk han gerne ville hjælpe. Han flyttede sit blik fra hende da hun til sidst kiggede på ham. Han var væk i hans tanker.

''Jeg har heller ikke sagt du var sød og dejlig, men du er anderledes derinde.''

Han rejste sig op, og med langsome skridt gik han over imod døren mens han smed hans tøj. Han vendte sig om mod hende.

''Du må lige tage dig af børnene mens jeg er væk.''

Han skiftede form på vej ud af døren, og forsvandt ud i mørket.

Delilah besvarede ikke hans ord med det samme, mest fordi hun i det første ikke helt vidste hvad hun skulle sige til det. Istedet lod hun blot den finger der endnu blev klemt om af en af pigerne bevæge sig lidt så pigen fascineret betragtede bevægelsen, uden at slippe den. Men inden hun faktisk nåede at besvare hans ord, blev de forfulgt af en uenighedserklæring der forvirrede hende blot en smule, og derefter endnu en sætning som hun faktisk var enig i: Hun var vel på et eller andet punkt anderledes indeni idet hun lukkede meget ude, men ikke anderledes på en god måde. Langtfra på en god måde, men det vidste han selvfølgelig ikke. Hun skilte læberne let for at svare, og løftede blikket, men istedet for ord, flakkede let forvirring over hendes ansigt.
Hvorfor smed han tøjet nu ..? Sekunder senere fik hun svaret ved hans ord, og inden hun kunne nå at besvare hans forsvinden, var han væk. Alene sad hun med let overraskelse malet i ansigtet, og et par halvtrætte børn i favnen. Damn, denne her dag gik bare slet ikke som forventet.

Delilah kastede et sidste blik på pigerne i vuggen, inden hun trådte ud i gangen endnu engang. Endelig var deres energi ebbet fuldstændigt ud, og de havde været halvsovende i hendes arme, allerede da hun var på vej op af trappen. Hendes tanker var gået i lange spiraler, og til sidst havde emnerne i hendes tanker været uddebatterede nok til at hun kunne lade dem sive bagerst i hendes tanker, idet hun altid kunne tage dem op senere.
En høj klirren afbrød hendes tanker, og fik automatisk hendes sanser til at gå i knivskarp stilling - og et overraskende voldsomt deja vu til at suge hende ind til sig. Med hurtige, smidige bevægelser bevægede hun sig ned imod trapperne ned til døren, for selvom hun halvt regnede med at det måtte være Sajro der var kommet tilbage, så virkede det også bare underligt at han skulle ødelægge noget ... glas, havde det lydt som.
Heftig hvisken steg op nedefra, og overbevisningen om at det måske kunne være Sajro forsvandt hastigt. Badekåben svingede og dansede om hende som hun lydløst forsvandt ned af trapperne, endnu med et sindssygt deja vu brusende i kroppen, der forsøgte at overbevise hende om at hun havde gjort netop dette før. For enden af trappen kunne hun se et par mænd, samt en kvinde der stod og halvhviskede ivrigt, imens kvinden pegede rundt som havde hun kendskab til det hele. En anden mand trådte ind i Delilahs synsfelt.
Hvor mange er der lige dernede ..?
Ingen af folkene havde bemærket Delilah, som hun listede ned af trappen indhyllet i skygger, men syntes derimod langt mere optaget af de forskellige døre, som ledte de efter noget bestemt. En mand trådte helt hen til trappen, og lagde i samme sekund mærke til Delilah. Han snurrede omkring og spredte læberne for at advare de andre, men i det samme havde Delilah fået fat om hans hoved og knækket hans nakke med et hurtigt ryk.
Nu da hun var afsløret og stod i lyset, havde hun et godt udsyn til folkene omkring hende. Der måtte være mindst 20, hvis ikke flere, og lugten af varulv var næsten overdøvende. Var der fucking varulvekongress eller hvad skete der lige!? Kvinden hun havde set tidligere bjæffede en eller anden kommando ud, og i det samme slog en mand ud efter Delilahs hoved. Hun dukkede sig, fik fat i armen og vred den om, så man hørte knækket da den brækkede.
Længere nåede hun ikke, før en anden greb fat i hende bagfra, vred hendes arme om du hun ikke kunne røre dem, og holdt hende fast. Et hvæs forlod hendes læber, samtidig med at kvinden trådte frem imod hende.
"Betyder du noget for Lederen?"
Delilah blinkede, og forvirring skyllede ind over hende. Øh .. Hvem? Hvad fanden snakkede kællingen om? Og hvorfor fanden var hun her?! Alle øjne hvilede på Delilah, og det syntes som om svaret på kvindens spørgsmål ville være altafgørende for et-eller-andet. Så naturligvis valgte Delilah dette tidspunkt at lege flabet kælling på.
"Guderne elsker vel alle deres børn."
Varulvekvinden himlede med øjnene over Delilahs ord, og viftede en hånd foran Delilahs ansigt, som ville det hypnotisere hende eller sådan noget. Latterligt. Samtidig hvæsede tøsen noget der mindede om Svar mig!, så med irritation malet i ansigtet besvarede Delilah faktisk tøsens ord.Hun lignede virkelig en arrig bulldog fra dér hvor Delilah stod, hvilket hun fandt utroligt morsomt.
"Jeg aner ikke hvem fanden du snakker om, og skrid ud herfra!"
Tøsen mumlede et eller andet Delilah ikke forstod, men det gjorde manden der holdt hende tilsyneladende nogenlunde, for han reagerede ved at snurre omkring og smide Delilah ind i væggen. Derefter snurrede han dog omkring, og spurgte høfligt hvad kvinden havde sagt. Hun gentog lidt højere sine egne ord.
"Jeg sagde; Hun er nok bare et tilfældigt knald. Hun er ikke vigtig, men jeg tror hun kom fra de der skide unger dér, så hent dem!"
Så snart børnene blev nævnt, gik et eller andet inde i Delilah, så i det samme fik hun skubbet sig ud fra væggen, greb fat om det store brød der havde holdt hende, og knækkede nakken på ham. Hun nåede at få fat i manden med den brækkede arm, og fik vidst brækket den anden arm inden hun så adskillige af folkene forsvinde op af trappen, hvor hun vidste børnene lå og sov. Pis! Distraktionen var nok til at de andre fik overtaget, og inden hun vidste af det haglede slag og spark ned over hende, til ét godt slag fik slået hende ud og hun sank besvimet om på gulvet.

Mens Delilah var besvimet blev børnene samlet op, og varulvegruppen forsvandt ud i natten igen, men efterlod sig dog et rimeligt kraftigt spor af duft, idet et par af dem blødte let fra Delilahs angreb, og dermed efterlod et blodspor fra gangen, hvor Delilah og de døde mænd lå, til den destination de var på vej imod, med børnene.

Sajro var på vej hjem igen mens der var et påstyr i huset. Han vidste intet om det, og han havde slet ikke kunnet forestille sig at det ville være en gruppe ulve der var brudt ind, ingen havde gjort det tydeligt at de var imod han var leder, nogle enkelte havde godt nok ikke været sikker på han var stærk nok til at lede dem, de var dog blevet modbevist ret hurtigt.

Han blev dog meget overrasket da han kom hjem og fandt et vindue ødelagt. Han skyndte sig derfor indenfor. Han fandt Delilah liggende på gulvet sammen med to døde mænd. han skyndte sig derhen, og undersøgte hende ret hurtigt før han fandt frem til at hun ikke havde fået nogle større skader, og han smed noget vand ned over hovedet på hende

Han kiggede på hende, og havde imens flyttet hende ind i sofaen, for at finde ud af hvad pokker det var der var sket. Han var vred allerede fordi han var ikke i tvivl om at det var varulve der havde gjort det, og det gjorde ham ret pissed at de kunne finde på det, men også at de var dumme nok til det.

''Delilah hvad er der sket her?''

Han havde stillet et glas med vand ved bordet og ved siden af det stod der en smule hård alkohol til at få hende på benene igen. han vidste ikke noget om børnene endnu, da han lige ville have hende på benen og regnede på ingen måde med at de ville gøre børnene noget overhovedet

Vand pjaskede ned i hendes hoved, og trak hende op fra sortheden med et ryk, der fik hele hendes krop til at løfte sig med et gisp. En dundrende hovedpine hamrede igennem hende, og hele hendes krop smertede på en måde der irriterede hende grusomt. I de første mange sekunder var det blot forvirring der dansede igennem hende, mest fordi underlaget under hende pludseligt var blødt og behageligt, og Sajros stemme brød igennem hendes forvirring. Hvad der var sket? Der ..
Åh! Det hele blevet revet tilbage til hende, hvilket i det samme fik hende til at svinge benene ud over kanten af sofaen, endnu uden at have svaret ham. De hurtige skridt førte hende i noget, der næsten syntes som et spring, henover de døde kroppe, og op af trappen med håret dansende bag hende, og blikket rettet direkte fremad. Skridtene førte hende hastigt ind i børnenes værelse, hvor vuggen stod tom tilbage - men den var ikke helt tom. I vuggen lå et stykke papir, med ordet "Magt" på, som var det en besked.
Delilahs åndedræt var besværet, men ikke grundet den mængde slag og spark der var haglet ned over hende, men derimod fordi børnene var væk - og selv den kvinde der ikke huskede sine børn, var ved at knække sammen blot over denne oplysning. Og så alligevel ikke. Vrede flintrede igennem hendes blik, og hun snurrede omkring og forsvandt hen til Sajro - om han så var fulgt efter hende eller ej.
"Jeg flår struben ud på dem, når vi finder dem!"
Det var et løfte, et hvæsende løfte der forlod hendes læber. Hun havde allerede fået fat i det våbenbælte hun havde smidt for hvad der syntes hundrede år siden, og til al held var det kun sølv hun havde været oppakket med. Hun fór rundt i huset, og ikke længe efter havde hun fået ordentligt tøj på og var pakket med sølvvåben steder, hvor våben ikke burde være. Først da bemærkede hun noget. En blodplet der havde bredte sig på hendes arm, dækkede over noget mere end blot et sår - det var bogstaver, skåret ind i hendes arm.
Hvorfor fandt folk det altid mega dramatisk at skære beskeder ind i andre? Hun måtte have været besvimet da de skrev det, for hun huskede ikke smerten ved det. Først da bemærkede hun de glas han havde stillet ved hende, og fik vasket armen så ordene trådte tydeligt frem. Det var en adresse.

Da han så de havde taget hans børn blev han vred, han blev virkeligt arrig, og var egentligt ligeglad med beskeden. Både den der stod magt på og var også ret ligeglad med den adresse skåret i hendes arm. Det gjorde ham ikke rigtigt nogen fordel. han skulle nok finde dem lige meget hvad.

''Så kom med, jeg skal med glæde hjælpe dig med at flå deres struber ud.''

Han tænkte dog lidt over det de havde skrevet med magt, og han fandt det bare morsomt. Alt der var blevet valgt var der blevet holdt et møde om, hvor alle k8unne komme og sige sig imod hvis de ønskede det, men der var ikke blevet sagt noget imod, så han havde ingen grund til at tænke over det, de havde et problem med ham, og for det havde de begået en fejl så nu ville de dø.

''De valgte den forkerte ulvs territorie at pisse på. Så næste gang de pisser kan de få lov til at pisse blod ud over deres eget sted.''

Han var begyndt at rejse børster og inden længe havde han skiftet form, han begyndte med det samme at følge deres spor derinde fra hvor der lagde de føde mennesker. Han gik ud til hende stadig i hans varulveform. han kiggede på hende med et morderisk smil, hvilket bare så værre ud grundet ulvehovedet.

''Hop op.''

Hans stemme var grødet og han stak en arm frem fordi han ville have hende til at hoppe op på den, så han kunne få dem frem hurtigere da det nok var noget hurtigere end at hun skulle løbe turen selv.

En moders instinkt for at beskytte sine børn imod farer, gik langt ud over noget så banalt som blot minderne om dem. Og for en mor som Delilah, hvor børnene var praktisk talt alt for hende, så sitrede det instinkt igennem hendes blod, selvom hun ikke huskede dem. Måske var det netop dette instinkt for at beskytte sit afkom, der sørgede for at hendes hjerne gik i det samme iskolde, klart tænkende stadie, som når hun var livstruende tæt på at se verden for sidste gang nogensinde, der gjorde at hun så alting meget tydeligt - og var fuldstændigt klar på at lade blod falde på grund af dette. Gerne meget, gerne brutalt.
Hans ord fik derfor et let smil til et danse imod hendes læber - atypisk mor måske, men at et smil kunne blive fremtvunget på hendes læber over snak om afrevne struber, var ikke noget helt unormalt for hende. Hun var bare .. Ikke normal. Dog tænkte hun ikke videre over 'sporene' der var blevet lagt til dem, for det virkede blot som enten utroligt dumme folk der var elendig til at skjule deres spor, eller nogle som ville lokke dem ind med vilje.
Og hvis de havde noget i vente for dem, så kunne de bare komme an. Ærligt talt var hun pisse ligeglad med hele verdens fælder for tiden. Selvom hele 'Leder'-tingen stadig forvirrede hende let, men endnu engang var hun ærligt talt ligeglad.
Delilah spændte våbenbæltet ordentligt på plads om livet, så den hvilede imod hendes hofte på den vante måde, og samtidig ikke hæmmede hendes bevægelsesfrihed i de jeans hun havde fundet. Hun måtte seriøst få sin garderobe herind, for hun savnede allerede sine læderjakker, skudsikre sager og læderbukser.
"Jeg stemmer for at de aldrig for lov at pisse på noget, nogensinde igen."
Hun havde fået fisket en elastik frem i takt med den lettere sitrende stemme passerede hendes læber, og hun lod hastigt de smidige fingre arbejde med de mørke lokker, så de blev stramt opsat i en hestehale bag hende, for at sikre sig at intet faldt ned i hendes ansigt ved kamp. Det var ikke mere end en ren refleks der var blevet opbygget igennem lang tid.
Hans ord fik hende til at knibe øjnene let sammen - for på trods af at hun overhovedet ikke havde reageret på at han skiftede form, så var det hele pointen med at hun ikke ville løbe selv, gøre arbejdet selv der bragte mishag til hende. Men på den anden side var det moderinstinkt hun ikke vidste hun havde, langt kraftigere end bare mishag over ikke at få lov at gøre arbejdet selv. Langt kraftigere.
Derfor gjorde hun også hvad han sagde.
Greb fat, og svang sig op med én elegant bevægelse.

Stedet, adressen og sporet førte til, var en lidt afsides lagerbygning der syntes rimeligt forladt ved første øjekast. Ved andet øjekast kunne man se bevægelser bag de tremmer der underligt nok var sat for vinduerne - tremmer der glitrede og skinnede på samme måde som sølv. Hvilken idiotisk varulv sætter faktisk sølvtremmer for sine egne vinduer? Godt nok havde hun en dårlig vane med selv at bære våben der kunne skade hende kraftigt, men det her var over the top.
Når først man fik skubbet den halvrådne trædør op, ville man kunne høre det gennemtrængende skrig fra børn der græd, samt en lettere hysterisk kvinde der skreg af de andre omkring hende, med desperat irritation dansende tydeligt i stemmen.
"Vil nogen få de skide skrigballoner til at holde deres kæft! De gør mig sindssyg!"
Løbende fødder og en lyd af en hånd der blev smækket imod en kind, idet en eller anden åbenbart havde irriteret kvinden yderligere. Faldefærdige gange førte tættere på lydene, og til sidst drejede man ind til et kæmpestort rum, der havde en noget overraskende udsmykning.
I midten af rummet var noget der lignede et kæmpe bur opstillet, og inde i det bur var hele flokken af varulve, der havde fundet vej ind i huset tidligere, samt en kasse hvor børnene lå i - grædende. Buret omkring dem havde tremmer der sad utroligt tæt - sølvtremmer naturligvis, hvoraf den ikke var rund men derimod lavet af knivspidse klinger der var sat sammen til en tremme, så selv Delilah der ikke var overfølsom over for sølv, ikke ville kunne komme igennem.
Så snart Sajro og Delilah kom ind, snurrede kvinden omkring - efterfulgt af de resterende varulve, der interesserede så op. Kvinden lyste op i et kæmpe smil, selvom hun så lettere forvirret ud over Delilahs tilstedeværelse.
"Desværre, kun varulve tilladt."
Delilah kneb øjnene let sammen, og lod et hastigt nik flyde i retning af de grædende børn i vuggen.
"De er ikke varulve! Så hvad fanden laver de her?!"
Kvinden hævede et øjenbryn let, og viftede derefter med hånden i en gestus der enten sagde Detaljer, detaljer! eller som arrogant hvæsede Det kommer vi til senere!. Hun syntes derimod utroligt interesseret i Sajro, og siden han også højst sandsynligt var grunden til det hele, fandt Delilah ikke det så fandens underligt.
Kvinden smilede roligt, og lod blikket strejfe de endnu grædende børn, inden hun så op på Sajro igen - og ignorerede fuldstændigt Delilah.
"Vi har nogle forslag, som vi tænkte du ville være ellevild for at få igennem. Ikke sandt?"
Spredt mumlen blandt de andre varulve, og et dybt suk fra kvinden der irriterede sig grusomt over sine medvarulves manglende begejstring for sagen.

''Fint med mig.''

Han løb med hende hurtigt derhen hvor de blev ført. han fulgte efter Delilah ind gennem gangen og gennem bygningen indtil de stod der hvor den galning af en kvinde var henne. Han havde ikke regnet med at det var en enkelt kvinde der stod bag det eller i det hele taget havde han ikke troet det var en enkelt person der stod bag det. han kigged epå ehnde roligt og lyttede bare til hendes tale til Delilah, før han åbnede munden og brummede af hende.

''Når i stjæler et barn så forvent at få en vred mor på nakken.''

Hans stemme var grødet som forventet da han ikke havde skiftet form, han trådte bare frem mod hende, mens han sørgede for at have sanserne uden på huden og ligge mærke til alt ved rummet. Alle dele der kunne være en potentiel trussel, og han grinede bare af hende, da hun kom til det, det hele handlede om.

''Du tror virkeligt at du ved at kidnappe mine børn kan få indført noget som helst? Det eneste jeg er ellevild efter at få igennem er mine tænder gennem din hals. Så hvis du er bare en smule klog så dropper du alt det her og så får du lov til at leve.''

Han stod klar til at kæmpe, han havde nok ikke tænkt sig at lade hende være, på ingen måde. Han var så anspændt og dyret brændte i ham for at springe på hende, han havde virkeligt lyst til det. Han kunne heller ikke holde sig i skindet meget længere. Så med tunge truende skridt trødte han tættere og tættere på dem, stoppde først hvis de direkte forsøgte at stoppe ham.

Kvinden, endnu uden navn, syntes lettere overrasket over ordet 'Mor', og hendes let sammenknebne blik flakkede imellem Sajro og Delilah. Hun syntes forvirret over hele situationen, men efter blot nogle sekunder tog hun sig sammen, og sendte Sajro - ikke Delilah, hun syntes slet ikke at eksistere for kvinden længere - et stort smil. Hun slog ud med den ene arm, i en armbevægelse imod Delilah, men alligevel ikke - blot en hentydning til at hun snakkede om hende.
"Du er en varulv, du kan altså finde bedre end sådan én. Bare et råd. Nu til det vigtige!"
Delilah lyttede ikke længere, og reagerede derfor ikke på de fornærmende ord kvinden skjult slyngede imod hende - ikke fordi hun havde reageret særlig voldsomt ellers, for hun var ret ligeglad med tøsens mening om hende. Kvinden trådte lidt bagud, og så ned på de endnu skrigende børn med let irritation i blikket i nogle sekunder, inden det gled op og lagde sig på Sajro igen. De andre varulve omkring hende stod lidt uroligt, og vidste tydeligvis ikke om de skulle sige noget, eller om hun klarede det.
Kvinden reagerede ikke på at Sajro trådte nærmere, idet tremmerne ville kunne holde ham ude - sølvklinger sat sammen i et kryds der dækkede så tæt at ikke engang børnene kunne kravle ud(hvis de havde kunnet kravle, selvfølgelig), var godt nok til at det ikke bekymrede hende. Og fordi de endnu var skarpe, så kunne man ikke engang rive dem væk. De andre varulve syntes dog lettere nervøse, og mumlede let i hjørnerne af 'buret'.
"Åh, det kan også være ligemeget, hvad du er ellevild efter. Jeg ... Øh, vi har magten når vi har de her .. øh .. små .. eh .. babyer!"
Hun fiskede fingrene ned i vuggen til børnene, og hev en af pigerne op, og baksede lidt med barnet før hun fandt en måde at holde barnet lidt kejtet. Hun fiskede en kniv op med den anden hånd, og selvom kniven ikke rørte barnet - faktisk var adskillige centimeter fra pigen - så var truslen i bevægelsen klar nok.
"Godt så! Hvad siger du til idéen om at vi bestemmer tingene, og du så bare får dem .. indført? Uden spørgsmål? Demokrati stinker alligevel, ikke sandt?"
Kniven blev rykket en smule tættere på barnet, men rørte endnu ikke engang tæt på. Det store, kunstige smil på hendes læber forblev klistret fast.

Imens alt dette stod på, lyttede Delilah overhovedet ikke efter. Hun havde travlt med at finde en indgang i det fandens bur, for selvom hun ikke var overfølsom for sølv, så var det umuligt at komme igennem de skide tremmer. Hun begyndte langsomt at gå rundt om tremmerne, imens hun varsomt betragtede tremmerne som hun bevægede sig rundt. Hun var alligevel næsten usynlig i lokalet, for tilsyneladende var alle varulvene utroligt interesserede i Sajro. Helt fint med hende.
Efter adskillige skridt, og næsten en halv omgang rundt om buret, fandt hendes øjne noget interessant. Noget der næsten lignede et kraftskjold, som en magisk mur omkring en hængelås til burets låge, på den anden side af lågen. Hun bemærkede en mand der dovent konstant holdt en hånd løftet imod hængelåsen, og gik automatisk ud fra at dette måtte være ham med 'skjold'-evnen.
Hun trådte med et par hurtige skridt nærmere, og mere behøvede hun ikke for at få hans opmærksomhed - og han syntes straks på vagt. Hun sendte ham endnu et blændende smil, og trådte nærmere, så han mistænksomt kneb øjnene sammen og løftede hånden advarende. Endnu et skridt, og han vippede nysgerrigt hovedet til siden, og trådte blot ét skridt tættere på hende, så han kunne se hvad hun lavede på den anden side af tremmeburet.
Det var alt hun behøvede. Med et ryk fik hun armen igennem tremmerne, og fik fat i hans arm, så hun kunne rive den ud på hendes side af tremmerne. I det samme trak hun armen til siden, så hans arm blev presset imod det skarpe sølv, og sølvet ikke blot brændte sig ind i hans hud, men det skarpe også var ved at skære hans arm op. Han skreg. Højt. En hård kamp startede for at han kunne få hånden til sig, men Delilah ikke så meget som bevægede sig, men pressede blot roligt hans arm imod det sølv der skar og brændte hans arm. Til sidst blev det for meget for ham, og han slap sit tag om hængelåsens kraftskjold så den blev ubeskyttet, for at kunne hjælpe sin egen arm.
I det samme stak Delilah hånden ind mellem tremmerne, og rev hængelåsen af så døren kunne åbnes. Hun lod ham trække hånden til sig, men han nåede knapt nok at få den ind til sig, før hun havde smækket lågen op, grebet fat i hans hals og flået struben ud på ham med en enkelt armbevægelse. Blodsprøjt fløj ud over hendes ansigt, hals og bryst og begyndte langsomt at dryppe ned over hendes krop derfra, men hun bemærkede det ikke.
Hun snurrede omkring imod gruppen af folk, og sendte dem et smil - for når døren var åben, var det jo ikke kun hende der kunne komme ind, men også Sajro - og ham syntes de at være utroligt bange for. Gad vide hvorfor?