A Part of your world. -Patch-

S: The Forest. (dybt inde i skoven)
O: Frodige blade på træerne, solens stråler der forsøger at klemme sig igennem. En lille skråning, hvor en masse sten nærmest danner en trappe op af den, imens træerne står på ræd og række ved siden af.
V: Solskin.
P: http://24.media.tumblr.com/tumblr_m8zwzmM8g11r9h4f0o1_500.jpg

Hun lyttede til dem. Deres sang var så smuk og nok den som var nemmest at forstå. Vandets sang var den sværeste, men hun havde langsomt begyndt at forstå den, men træerne forstod hun som sit eget sprog og kunne endda nynne med. Langsomt adskilte hun sine læber og begyndte at synge med træernes sang. Hendes stemme svævede med vinden og omringede hver en krog af skoven. Det kunne lyde som engle sang. Hendes stemme var så ren, uskyldig og blød. Træerne viste deres begejstring ved at fremvise sine blade ekstra kraftigt, da vinden tog et lille tag i dem. Hun smilte og stoppede lidt efter med at synge. Skoven var stille, ikke en eneste lyd udover vindens susen afbrød stilheden engang imellem. Hun kiggede rundt og efter at have siddet på stentrappen et stykke tid, rejste hun sig til sidst op og begyndte at gå ned af den. Kun hendes tå spidser snittede dem, som var hun en ballerina på en ligne. Vinden tog et enkelt tag i det lyse hår, så det kort dækkede for hendes øjne og hun nær måtte have givet efter for tyngdekræftens magt til at trække hende ned af, efter at have gledet på en sten. Hurtigt fandt hun dog balancen igen og åndede lettet ud ved igen at kunne mærke følelsen af jord under fødderne. Lige som hun troede at hun skulle til at gå videre ned af trappen, fik en fremmede lyd hende til at vende hovedet hurtigere end en hare der havde fået øje på en hø. Den lyd havde hun aldrig hørt i skoven før. En hver anden elver fra hendes stamme ville skynde sig væk, men desværre var Selena nysgerrig og elskede at opdage nye ting. Hun satte straks i løb med sine bare tæer der ramte skovbundens bløde jord. Man kunne kun høre at hun var på vej, hvis hendes fødder lige snittede et forladt blad eller en plante.. Da hun kom tæt nok på lyden, satte hun sig på knæer bag en busk og smugkiggede bag den. Hendes lysende øjne søgte rundt efter kilden til lyden. Endelig opdagede hun den og skulle lige til at gispe, men tog en hånd op foran munden og forhindrede lyden i at komme ud. Aldrig havde hun set sådan en som ham før. Han var.. smuk og interessant. Forsigtigt kravlede hun tættere på, stadig gemt bag en busk. Hvad lavede han mon her? Hun satte hovedet på skrå og betragtede nysgerrigt det nye ansigt.

Påklædning: Sorte bukser.

Patch havde intet andet end sorte bukser, og undertøj selvfølgelig, på. Han kunne i første omgang ligne en indianer, med sine indianske træk og den smukke hud, men når man fik et nærmere blik på ham, ville man se nogle sorte vinger foldet ind til ryggen. Han havde vingerne fremme, men de var ikke foldet helt ud, de var foldet sammen ind til ryggen. Mens han gik langs skovstien, kunne han høre svagt en smuk sangstemme. Han blev nysgerrig og gik mod den, men stoppede op da sangerinden stoppede med at synge. Han rynkede på panden og rystede på hovedet. Han satte sig ned på jorden, mens han så rundt. Hvorfor følte han sig så.. Overvåget? Som om nogen holdte øje med ham. Han rejste sig op da han hørte nogle blade hvisle. Han ventede et minut og så foldede han sine sorte vinger helt ud, for at virke mere truende.
"Hvem der!" Råbte han, så højt at nogle fugle lettede. Hans stemme var stærk, men stadig forførende, som den altid ville være. Han så rundt, overvågent.

Han måtte være en engel, han kunne ikke være andet! Han var smuk og hans aura strålede nærmest. Der var dog noget mørkt over ham og hun kunne sagtens fornemme at han tilhørte en falden engel. Ikke at det gjorde den store forskel for hende, hun var nysgerrig omkring ham og listede sig en smule tættere på. Ved lyden af hans stemme der rungede igennem skoven, fik hende straks til at stoppe op og lukke munden helt i, i frygt for at han skulle komme til at høre hende trække vejret. Alt imens hun lå som en kat på spring, for at virke camouflerende i det høje græs, gav hun sig kort til at studere hans overkrop. Selvfølgelig var hun van til at se en mand i bar overkrop, eftersom mændene i hendes stamme ofte gik rundt sådan, men der var et eller andet over denne her som fangede hende en smule mere. Da hun forsigtigt forsøgte at kravle tættere på, knækkede en gren under hendes mave og selvom lyden ikke var særlig høj, så havde hun det som om at det havde været lige så afslørende som hvis hun havde væltet et træ! Til sidst kunne hun godt se at hun ikke kunne gemme sig længere, så med en enkelt suk og en elegante bevægelser rejste hun sig op og afslørede sin tilstedeværelse. Hun begyndte langsomt at komme frem i lyset og stod til sidst helt oplyst fra en solstråle der sneg sig imellem to træer. Lyset ramte hendes solbrune hud, så det kunne ligne at den skinnede og da hun kiggede hen på ham, ville det første man ville lægge mærke til ved hendes ansigt var de fangende blå øjne. Hun kunne ikke få et ord frem, ventede blot på en reaktion fra ham. Hun havde aldrig talt med andre end dem fra sin stamme før.. Så dette her var som at stå overfor en helt ny verden. En verden der nu stod og stirrede på dig med sine fangende øjne. Hun ville løbe, men kunne ikke rokke sig ud af stedet.. Hvad havde hun rodede sig ud i? ingen måtte se hende eller møde hende, havde hendes far sagt og nu bukkede hun under pga. et smukt ansigt!?

Patch var ikke bange af sig, han var langtfra genert, han var nærmest ikke bange for noget. Eller jo, der var selvfølgelig noget, alle frygtede noget. Men Patch var da ikke bange for andre, som i en fjende, da han aldrig havde mødt en fjende han bør frygte. Han frygtede sine venners, eller de få han holdte af, død. Han blev helt bekymret ved tanken om at måske Lailah eller Arietta kunne ende med at dø. Selvfølgelig hadede han på et vidst punkt både Lailah og Arietta, men han holdte også af dem og så dem helst i live. Han hadede nærmest alle, men ikke på grund af noget de gør, men fordi han holdte af dem, så hadede han dem. Det var normalt for ham, så det skulle man ikke tage personligt. Det spjættede i hans krop da en gren knækkede, det var ikke særligt højt, men han kunne lige høre det. Han vendte sig om mod lyden.
En smuk ung... Elver, kunne han fornemme, rejste sig op og blev lyst op af solen. Han foldede vingerne sammen ind til ryggen, stadig ikke så de forsvandt, og kiggede nysgerrigt på hende. Han rettede sig op, mens et kækt smil foldede sig om hans læber. "Jamen, goddag skønjomfru." Han bukkede dybt. "Hvorfor sneg De dog sådan rundt?" Han så spørgende på hende, han snakkede fornemt til hende.

Hans stemme var fornem og uskyldig. Hun ville svare ham, men det var som om at ordene var klistret fast på tungen og ikke til at rokke ud af stedet, lige meget hvor meget hun så forsøgte at gøre det. Elver instinkterne bad hende om at løbe, at hun ikke skulle se sig tilbage og bare løb, men hun kunne ikke og havde egentlig ikke lyst til det. Der var noget interessant over ham her og hun ville finde kilden til det! Hvis det altså lykkedes hende at gøre det, trods alt kendte hun ham ikke og kunne ikke vide om der gemte sig noget lumsk bag det uskyldige ansigt. Hun bed sig tøvende i underlæben, kørte en hårtot om bag sit øre og begyndte langsomt at bakke ud af lyset.
"Jeg øh," sagde hun og kiggede sig over skulderen. "Undskyld, jeg skulle ikke have udspioneret dig, det var ikke pænt gjort, men du fangede mig bare med det samme og.." hun stoppede sin sætning, da det gik op for hende hvad hun var ved at sige. Så havde nogen sat tape op foran hendes mund, lukkede hun den i og rødmede svagt på de solbrune kinder. "Jeg må heller gå, så jeg ikke forstyrre dig længere," hun smilte svagt og kunne mærke hvordan hendes ben var som gele, da hun forsøgte at gå videre.

Gad vide hvilken slags elver hun var..  Det var han ret nysgerrig efter at vide, for det fortalte meget om en person,hvilken race de var. Det var en jo meget stor del af dem selv, skulle man tænke på. Han gav hende 'elevator blikket'. Du godeste, hun var da smuk! Hun hørte til i skoven, kunne man se. Hvilket kastede noget dragende over hende, som kunne give andre en trang til bare at have hende tæt på sig! Men heldigvis havde Patch lært at styre sig selv. Han trådte et skridt tættere på hende. Men kun et, lige indtil videre. Han smilede svagt over hende. Hendes generthed var kær, alt for kær. Han smilede kækt og trådte atter et skridt tættere på hende. Da hun var færdig med at snakke foldede han sine vinger helt ud.
"Vent lige." Han fløj opad, gennem bladene. Kort efter landede han lydløst bag hende. Forsigtigt foldede han sine vinger om hende og trykkede hendes ryg mod hans bare brystkasse. Han Hviskede tæt ved hendes øre; "hvad race er de, engel?" Hans stemme var forførende og dyb.

Hun kunne ikke blive selvom lysten til det dragede hende som bare pokker. Smagen af eventyr spillede et pus på hendes tunge. En smag hun let kunne gå hen og blive afhængig af. Hun måtte kort lukke øjnene et kort øjeblik for at fokuserer på det hun skulle, at komme væk fra ham og tage hjem til stammen endnu en gang. Dog var ordren til at tage hjem, ikke nær så spændende som den ordre hendes eventyrlyst forsøgte at få hende til at adlyde. Da hun åbnende sine øjne, opdagede hun til sin overraskelse at han var forsvundet ligeså hurtigt som han var dukket op. Det fik hende både til at føle sig lettet og skuffet på samme tid. Hvor forsvandt han hen? I det øjeblik den tanke strejfede hende, hørte hun et sus runge i sine øre og inden længe kunne hun mærke varmen fra en krop tæt imod sin egen. Det fik hende til at spjætte og varmen spredte sig ud til hver en centimeter i kroppen. Lyden af hans stemme fik endnu engang benene til at virke som gele, der snart var ved at falde sammen.
"Skovelver," hviskede hun og afslørede en smuk stemme, der var blød og varm. Dog var der også en smule nervøsitet i den, da hun ikke var Van til at være så tæt på det andet køn og sket ikke en engel som ham.. Hun lod sig blive stående i den varme omfavnelse og af en eller anden grund, havde hun lyst til bare at blive ved med at stå der. Hun kunne slå sig selv for sådan en tanke, hun havde kun lige mødt ham og nød allerede at være tæt på ham. Det gik ikke!
Så godt hun nu kunne, vendte hun sig om imod ham i omfavnelsen så de stod ansigt til ansigt. "Hvad.. Hvad er dit navn?" Hun hviskede det forsigtigt og kiggede op på ham, ind i hans øjne.

Patch havde i sinde at lære denne elver bedre at kende. Hans sorte vinger lukkede sig beskyttende om hende. Som om han havde lovet at beskytte hende med sit liv. Hvilket han dog ikke havde og nok heller ikke kom til. Forsigtigt strøg han sine fingre ned langs hendes sider og trykkede sine læber blidt mod hendes nakke, for at se hendes reaktion. 
Han smilede over hendes svar og trykkede sine læber mod hendes hals. "Jeg har aldrig mødt en skovelver før." Hviskede han mod hendes hals, så hans ånde sendte varme mod hendes hud. Han vidste at han var meget direkte, det var meningen. Han rettede sit hoved op da hun vendte sig mod ham så de stod ansigt til ansigt.  Hendes stemme var smuk, som en gudindes. Varm, dejlig og musikalsk. Det var hende der havde sunget før. Han lænede sig ned mod hende så hans ansigt var tættere på hendes. "Patch." Svarede han til hendes spørgsmål. Faktisk var det ikke hans rigtige navn men han havde aldrig nogensinde fortalt nogen hvad hans rigtige navn var. "Hvad er deres navn, skønjomfru?" Spurgte han roligt.

Hans kys varmede hende ind til knoglerne og fik hende til at sitre. Om det var hans mening var ikke til at vide, men det var det helt sikkert! Der var bare noget som sagde hende at han ikke ønskede at gøre hende fortræd, men blot var nysgerrig omkring hende, ligesom hun var nysgerrig omkring ham. Et enkelt suk undslap hendes læber ved kysset på halsen, hun tog sig dog hurtigt i det og bed sig irriteret i underlæben. Efter at have vendt sig om og spurgt om hans navn, kiggede hun blot ventende på ham og ønskede at høre hans stemme igen. Patch. Sikke et interessant og smukt navn. Det måtte hun indrømme. Hun smilte svagt, kørte en hårtot om bag øret og adskilte genert sine læber, for at fortælle ham sit navn. "Mit navn er selena," hendes stemme var ikke så nervøs mere, men der var stadig noget i den som hakkede og tvivlede. "Jeg har heller aldrig mødt en engel før, hvad bringer dig egentlig på disse kanter?" Hun så spørgende og nysgerrigt på ham. Det at han var så tæt på gav hende kuldegysninger, men hun valgte at ignorer det..

Der var noget interessant ved hende som bare dragede ham til hende. Hun var den type som man bare ville beskytte og have i nærheden. Han smilede over hendes suk. Hun nød det.. Han nappede drillende hendes hals, han ville se hvor hendes grænser lå. Han ville ikke gøre en skønhed som hende fortræd, hun var både for smuk og ung til at dø. Eller blive skadet. Hvis der var noget han ville var det at lære hende mere at kende. Han ville gerne vide mere om skovelverne. "Du må ikke benægte din krops nydelser." Hviskede han svagt da hun bed sig i underlæben.
 Han smilede venligt da hun sagde sit navn. Han tog hendes hånd og kyssede håndfladen men holdte øjnekontakten med hende. "Et meget smukt navn, til en meget smuk pige." Typisk score replik. Han smilede charmerende til hende og slap hendes hånd. Hun virkede lidt nervøs.. Hm .. "Gør jeg dig nervøs?" Spurgte han bekymret. Eller værre, gjorde han hende bange?  "En gåtur og jeg trængte til at strække vingerne lidt." Han foldede sine vinger helt ud.

Måtte hun ikke benægte dem, jo det måtte hun i hvert fald og det kunne hun blive nød til! Hvis de andre fra stammen så hende nu, ville de blive noget så forarget og måske endda sladre til hendes far, som med den ekstra lille Guf på toppen var høvdingen! Hun bed endnu engang i sine underlæbe for at skubbe den brusende følelse af nydelse der ramlede igennem hende ved bidet i halsen. Demonstrativt rystede hun på hovedet. "De skal benægtes, det bliver de nød til," hun kørte hænderne igennem håret, for at lade det dække den før synlige hals. Hun kiggede ham i øjnene da han tog hendes hånd og lod sine bløde læber strejfe dets flade. Et genert smil startede led at gro på hendes læber, indtil hun udviklede det til at være en smule kækt over replikken han fyret af. Smiler var charmerende, men score replikkerne behøvede han ikke. Hun tog forsigtigt sin hånd tiil sig igen og klikkede kort med tungen. "Tak," hendes stemme var en smule roligere end før. Til det næste han spurgte hende om, kom rødmen tilbage over hendes kinder. "Altså.. Både ja og nej.. Fordi ser du.. Du er jo.." Ordene kludrede på hendes tunge. Hun kløede sig i nakken og så genert ned i jorden. "Skoven her er også det perfekt sted til en gå tur," hendes stemme var endnu engang flov. Forsigtigt gav hun sig til at lade sine hænder kører igennem det lange honning farvet hår.. Forsigtigt tog hun et skridt bag ud, kiggede kort på de smukke vinger og smilte stort. De var fantastiske! "Hvor er de smukke!" Hun kiggede beundrende på dem og derefter ind i hans øjne.

Patch ville ikke lade hende benægte de nydelser der strøg gennem hendes krop. Nydelser han ikke kunne give til Lailah uden at blive mindet om at hun havde en anden. Og hvis han prøvede ved Triana ville han sikkert få det betalt - på den lidt mindre rare måde. Så når kvinder benægtede den nydelse han gav dem, ville han blive mere insisterende. "Hvorfor bliver de nød til det, min kære skovelver?" Hviskede han forførende ved hendes øre.  Han smilede svagt da hun lod sit hår dække for hendes hals.Som om det kunne stoppe ham. Han kyssede hendes skulder, ikke direkte på huden, ned til hendes arm hvor huden blev synlig. Svagt kørte han kælent sine læber ned af hendes arm til albuen men op til skulderen igen efter. 
Hun var så genert, at det var helt kært. Han smilede blidt til hende og lagde hovedet lidt på skrå. "Så lidt, engel." Han ville kalde hende for engel, det passede på en måde til hende. Han smilede over hende. " hvad er jeg?" Han så spørgende på hende. Han grinede svagt da hun så ned i jorden. Han lagde en finger under hendes hage og fik hende til at se op på ham. "Jep. Det var dig der sang før, ikke sandt?"Han så spørgende på hende.
Han fnøs over hendes ord og foldede vingerne sammen men ikke så de forsvandt. " smukke?" Fnysede han. "Hvide vinger er smukke, de symbolisere godhed. Sorte vinger er skræmmende, de symbolisere had. De er ikke smukke." Han lagde armene over kors.

Kyssene gjorde hende svimmel og blød i knæene. Aldrig havde hun forstået det udtryk, men nu var det som om at det stod soleklart for hende hvad det betød. Stemme og de bløde læber imod hendes hud gjorde hende blød i knæene. For at få sig selv tilbage til virkeligheden, huskede hun på at hun blot lige havde mødt ham og ikke burde lade ham kysse hendes hud sådan. Selvom det var.. Nej! Hun kunne ikke bare sådan nyde det! "Jeg har aldrig haft nydelser igennem min krop eller været så tæt på det andet køn. I følge min far må jeg ikke lade min krop blive forurenet af disse nydelser," hendes stemme var rolig og forsigtig imens hun fortalte om det.
Engel, det at han kaldte hende det fik hende til at smile kærligt, så hun afslørede et bedårende smil. "Engel, det er jo dig der er englen," hun smilte kært og måtte bide sig i underlæben, for at tvinge sig selv til at fortælle ham hvad han var. "Du er.. Meget smuk og derfor er jeg en smule nervøs," hun bed sig i underlæben. "Jeg har heller aldrig snakket med andre end dem fra min stamme før, så det er også utroligt spændende at snakke med dig," hun smilte varmt til ham og kiggede ham i øjnene.
Endnu en hårtot fik æren af at komme om bag hendes øre. "Jo, det var mig," hun smilte endnu engang genert. Hun vidste jo ikke selv med sikkerhed hvordan hendes stemme lød. Hjemme i stammen sang hun for både børn og voksne, så på sin måde måtte den vel lyde godt nok.
"Jeg syndes de er smukke," kommenterede hun om vingerne og lod sine egne arme falde langs hendes side. "En panter er også sort og alligevel meget smuk," hun kiggede ham i øjnene, men hurtigt væk igen da hun tog sig selv i at forsvinde sig væk i dem. "Jeg må heller.. Jeg har forstyrret dig længe nok," hun kørte håret over i den ene side, imens hun langsomt forsøgte at få hende selv til at gå fra ham. Men det var umuligt for hende. Hun ville helst blive ved ham og lærer mere om ham!

Patch trykkede forsigtigt hende ind til sig, mens han kyssede hendes arm atter en gang. Han strøg blidt og pirrende hendes hår væk fra hendes hals, og over til den anden skulder. Han kyssede hendes hals igen og lukkede øjnene. Han åbnede øjnene og trak sig lidt væk fra hende, på grund af hendes ord. Han var langtfra såret... Eller måske lidt, men ellers var han bare afvisende lige nu. "Javel ja, så lader jeg dig være."Han løftede sine hænder for at vise han intet ville gøre hende lige nu. Hvis hun ikke ville lade sig nyde det kunne det vel bare være lige meget. 
Hendes bedårende smil sendte stråler af behag og glæde ind i ham.. Nej! Han havde fået nok af kærlighed! Det endte aldrig godt når han forelskede sig!  "Nej. Jeg kan ikke blive kaldt engel, så tror folk bare jeg har hvide vinger og stråler af glæde. Jeg er falden." Han trak på den ene skulder. Han smilede kækt over hendes ord. "Det lyder måske ret plat dette men det er sandheden; hvis nogen er meget smuk her, er det dig, engel." Sagde han med et skævt smil om læberne. "Du har kun snakket med dem fra din stamme?" Han hævede et øjnebryn. "Har du så aldrig været til fest eller bare været udenfor skoven?" Han så spørgende på hende. 
Så det havde været hende! Han elskede at få ret, hvem elskede dog ikke det? Det var så dejligt at have ret. "Du har en meget smuk stemme." Han smilede kærligt til hende og et blidt glimt var i hans blå øjne.
Han sukkede svagt. "De er langtfra smukke. De er sorte fordi jeg gjorde noget utilgiveligt.. Noget der ville chokere dig og gøre bange.." Hans stemme havde fået en mørk glød i sig og hans øjne var tomme. Så blev han sit varme-jeg igen. Han smilede kækt til hende. "Pantere er livsfarlige." Konstaterede han. "Vent." han trådte tæt på hende igen, da hun hun ville gå,  så tæt at der næsten ikke var noget luft mellem dem. Han kørte blidt en hårtot om bag hendes ord. "De er en meget smuk kvinde, Selena. Deres hjerte er varmt og godt. Lad det ikke blive opslugt af det onde som de faldne har ladet deres blive." Til tider kunne Patch være ret poetisk. Hans stemme var dyb og som altid forførende. "Lad aldrig deres hjerte fortæres af mørke eller sorg." Han smilede svagt til hende og han så kort såret ud. "For det gør ondt." Han trådte et skridt væk fra hende.

Da han trak sig væk fra hende kunne hun mærke både lettelse og skuffelse køre igennem hende som strømmen i en flod kørte igennem vandet. Hun lukkede øjnene i, vendte sig om imod ham og kørte hænderne igennem håret endnu engang. Det var et trick hun gjorde når hun var genert. Med de lysende blå øjne rettet i jorden, tog hun en dyb indånding og kunne mærke sig selv ryste en smule. Hun hadede at være så genert i hans nærvær.
"Nej, jeg har aldrig været til en fest og heller ikke udenfor skoven," svarede hun og kiggede rundt. Skoven var noget af det bedste hun vidste, tanken om at forlade den gjorde hende bange og spændt på samme tid! Hun vil ikke have noget imod at forlade den lidt med ham.. Nej! Hun måtte koncentere sig! Til komplimenten om hendes stemme smilte hun taknemligt til ham. "Mange tak," en ny rødmen bredte sig på hendes kinder. "Farlige men smukke," konstaterede hun med et kækt smil på læben. Hun måtte indrømme at hans kolde stemme før havde gjort hende en smule nervøs, men skubbede øjeblikkeligt væk og fokuserede i stedet på at holde et kærligt smil fremme. Hun ville ikke have ham til at gå, hun kunne ikke engang få sig selv til at gå fra ham! Da han pludselig kom helt hen til hende igen, mærkede hun et spjæt igennem sin krop og straks var skuffelsen fra før forsvundet. Hun kiggede nærmest drømmende op på ham, slugte hans ord helt og lod dem fylde hendes sind med varme. Da han endnu engang trådte væk, kiggede hun kort ned i jorden og derefter op igen. De lysende blå øjne gangede hans. "Det vil jeg huske," hendes stemme var kærlig og ville gå helt ind til ens knogler. "Du virker speciel patch.. Du er poetisk og venlig, du fanger min interesse og jeg indrømmer at jeg.. Ikke har nemt ved at gå, så.. Hvad siger du til at vi hår en tur?" Hun kiggede genert op på ham, med et uskyldigt skævt smil.

For Patch betød det ikke så vildt meget at hun ikke ville holdes om... Eller gjorde det? Han vidste det virkelig ikke, han følte sig ret splittet. Hun virkede rystet, eller... Hvad? Var det bare generthed? Han vidste det virkelig ikke, selvom han ville ønske at han gjorde. "Gør jeg dig bange?" Spurgte han forsigtigt og så spørgende på hende.
"Hvorfor dog ikke?" Han så undrende på hende. Han ville med glæde tage hende med ud af denne skov, for at vise hende verdenen udenfor. "Vil du gerne se verdenen udenfor? Jeg kan sagtens vise dig den. Endda oppe fra himlen af." Hans vinger rørte kort på sig. Han kunne sikkert godt løfte hende mens han fløj, han var jo ikke svag. Han smilede svagt til hende. "Du er ser så kær ud når du rødmer." Han rømmede sig da han opdagede hvad han havde sagt. Underligt, han var normalt ikke genert over at give piger komplimenter. "Deres skønhed kommer ikke fra udseendet, men fra mystikken omkring dem." Konstaterede han og trak på den ene skulder. 
Indvendigt morede han sig lidt over det spjæt hun var kommet med, da han var trådt tæt på hende. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Godt." Han smilede kækt. "Speciel? Nah." Han rystede på hovedet. Han smilede over hendes ord. "Jeg vil med glæde gå en tur med dig." Han tilbød hende sin arm.

Vise hende den? Det fik hende med det samme til at kigge op på himlen. Tænk at han kunne vise hende den, også oppe fra der hvor en fugl plejede at svæve hen over himlen. Ville han virkelig gøre det for hende? Hun kiggede væk fra himlen og hen på ham igen. En vind blæste forbi dem, for Patch ville det bare lyde som et sus, men for Selena kunne hun høre hvordan det lokkede hende til at sige ja til at følge med ham ud på eventyr. Derimod var træerne skeptiske. De bad hende om at blive og skynde sig væk fra ham, så hurtigt som overhovedet muligt. Hun var så opsat på at lytte til hvad de havde at sige, at det slet ikke gik op for hende at hun bare stod og så ud i luften som en anden galning. Hurtigt rystede hun på hovedet, rødmede kraftigt og skjulte det da han sagde at hun syndes at hun så kær ud. "Jeg ligner en tomat," hun grinte over det, tog en tot om bag øret og kiggede op på ham igen, bemærkede kort at han rødmede og smilte over det. Han så også kær ud når han rødmede. "Jeg vil meget gerne se verden med dig, men først, vil jeg vise dig skoven," med elegante bevægelser, gik hun hen til ham og tog imod hendes arm. Derefter begyndte hun langsomt at gå. Selvom hun var på bare tæer, var hun som en lignedanser på sin line. Hun var i sit rette element. Side om side med Patch gik hun igennem skoven og elskede at have ham i nærheden. Da de kom til en brusende flod, hoppede hun ud på en af stenen med lethed og kiggede derefter over på ham. "Kom, bare pas på, de er en smule glatte," hun nikkede ned imod stenen og hoppede videre på den næste med en smuk elegance som en svane. Da hun var nået til den sidste sten, kiggede hun rundt efter Patch igen.

Patch ville vise hende hele verdenen hvis hun bad om det. Han ville give hende hvad end hun ønskede. Han ville gøre alt for selena selvom han kun lige havde mødt hende. Han kunne ikke skulle hende med øjnene, hun var så dejlig.. Han forestillede sig hvordan det ville være at kysse hende og han smeltede af lykke indeni. Han stod tæt på hende.  Han vill så gerne.. "Jeg bliver nød til dette.." Hurtigt bukkede han sig ned og trykkede genert sine læber mod hendes. 
"Du ligner en smuk skov gudinde." Sagd han drømmende mens han så beundrende på hende. Dette var ikke skuespil, dette var ægte. Vise ham skoven? Han havde set skoven flere gange men han ville gerne snakke mere med hende. "Okay." Han smilede blidt til hende.
Han fulgte nysgerrig efter hende og så rundt, men hans blik var fæstnet på den smukke selena det meste af tiden. Han smilede da hun hoppede hen på en sten. Sådan gik det ikke når man var falden med vinger! Han slog sine vinger helt ud og fløj over floden. Han foldede vingerne ind, men ikke sådan de forsvandt. "Det var let nok." Han smilede drillende til hende.

Hun bemærkede hans drømmende blik og satte sit hoved en anelse på skrå, så det lange lyse hår faldt ned i den ene side. En masse tanker om hvad han mon tænkte på, gjorde hende en smule nervøs. Hvad nu hvis han havde bemærket hendes stirren ud i luften og nu så hende som en skør tøs, der bare kunne stå og stirre i en evighed? For det var jo slet ikke sådan det foregik, hun lyttede jo bare til.. Lige som hun skulle til at lade sine tanker blive en stor bunke rod, mærkede hun hans læber imod sine og smeltede indeni. Det var hendes første kys, han tog hendes første kys! Selvom hun ikke burde, så kunne hun ikke sige fra og kyssede ham blidt tilbage, lukkede sine øjne i og forsvandt. Lidt efter kysset, stod hun et kort øjeblik bare og så drømmende ud i luften. Hans læber havde været så varme og bløde.. Hurtigt rystede hun tankerne omkring det væk og fokuserede på hvad han sagde til hende i stedet. "Tak," hendes stemme var en lav og flov hvisken. "Og du er en smuk engel," Hun bed sig tøvende i underlæben..
Da hun var kommet over på den anden bred, sendte hun ham et kækt smil og rystede på hovedet over ham. "Du snød, det er ikke fair," Hun grinte kærligt og gik hen ved siden af ham, kiggede op på ham. Til at starte med kiggede hun ham i øjnene, men af og til tog hun sig selv i at kigge på de bløde læber..

Patch havde skam lagt mærke til at hun havde kigget ud i luften, men så intet galt i det. Til tider faldte man jo bare i staver og så ud i luften uden og vide hvorfor. Så han så intet galt i det overhovedet. 
Lykken spirede i ham da hun faktisk gengældte kysset! Helt uden at han skulle bruge sin evne! Han vidste ikke at dette var hendes første kys, men hvis det ikke var et godt kys og det var hendes første ville han undskylde flere gange. Han havde bare haft sådan en stor lyst til at kysse hende. Han lagde sine arme om hendes hofter og trykkede hende forsigtigt ind til sig. Mhm... Dejlige Selena... Hendes læber var vidunderlige...
Han betragtede hende med et stort smil efter kysse, men han havde ikke taget sine arme til sig, han ville gerne have hende tæt på sig. "Mange tak." Han trykkede blidt sine læber kort mod hendes pande. "Søde uskyldige Selena..." Hvisker han blidt.
Patch smilede helt uskyldigt til hende over hendes ord. Han så forbavset på hende. "Snyde mig? Nej da! Jeg er en ren engel!" Han grinede svagt og smilede blidt til hende. Han tog hendes hånd og kyssede håndfladen blidt. "Skal vi gå videre,skønne Selena?" Spurgte han charmerende.

Hans læber var vidunderlige! De var varme, bløde og hun følte sig helt hypnotiseret af dem. Vinden blæste vildt. De jublede. Træerne vrissede irritabelt, men hun ignorerer dem fuldkommen. Det eneste der var i hendes tanker var patch. Til sidst måtte hun dog trække sig væk for igen at have luft. Noget inde i hende skreg efter at komme væk og noget andet skreg om at hun ville gave et kys igen. Hun kiggede nervøst ned på sine fødder. Uskyldig? Tjah, det kunne han på sin måde have ret i. Aldrig havde hun haft en tanke om en krop imod sin egen. I hendes stamme var der nemlig strenge regler omkring den slags.. Hun smilte stort til ham og kyssede blidt han kind inden hun luntede videre.
Hun grinte med ham, uglede ham kort i det sorte hår og fik en svag rødmen på kunderne af at mærke hans læber imod hendes håndflade.. Med et sødt nik, luntede hun videre igennem skoven og gav sig forsigtigt til at synge flodens melodi.. Pludselig kunne hun dog høre en gruppe komme hen imod dem og inden længe stod en gruppe drenge elver fra hendes stamme foran hende.
"Selena, du ved hvad høvdingen siger om at du.." Han blev afbrudt da han fik øje på patch. "Hvem er du?" Han kiggede koldt på ham. Selena smuttede ind foran patch, hun ville beskytte ham. "Han er faret vild og behøvede hjælp," løg hun med et svagt smil på læben. Elverne kiggede tøvende på patch.

Patch ville snerre af enhver der ville sige at det var forkert af ham, at han kyssede hende, han... var forelsket i hende. Han ville have hende. Men han var tøvende, netop på grund af hans oplevelse med Lailah. Lailah, en engel han var forelsket i også, men som han ikke kunne få. Det gjorde ondt at elske Lailah... Ville det også gøre ondt at elske Selena? Nej, nu tænkte han alt for hurtigt, han skulle lige... lige se hvad der skete. Han skulle ikke handle for hurtigt.  Han trykkede hende forsigtigt ind til sig, ved at han havde armene om hende. Han bed sig i underlæben da hun havde trukket sig væk, men holdte øjnene lukket. Han turde ikke helt se på hende... Hvad nu hvis hun var sur? Nej nej, så ville hun ikke have fortsat kysset. Han åbnede dog øjnene da hun kyssede hans kind. Hun var ikke sur! Han smilede stort og så efter hende da hun begyndte at gå videre.
Han grinede svagt da hun uglede ham kort i hans hår. Han smilede kækt til da hende da hun rødmede, så kær hun dog var...! Han fulgte efter hende som om hun havde et reb der sad fast i ham, hun dragede ham til sig.  Han kiggede på drengene elver, og han skulle lige til at snerre af dem,da Selena stillede sig foran ham. Han kiggede kort på men derefter elverne. "Mit navn er Patch." Sagde han med et kækt smil og et frækt glimt i øjnene. Og i frækt, ikke som i perverst, men som i et gavtyve agtigt glimt. Faret vild... Pfff... Han kunne da bare flyve op mellem træerne for at finde vejen ud. Han skævede til Selena. "Yeah... Faret vild." Han smilede skævt. Faret vild i Selenas smukke øjne, ja det var han!

Elverne nikkede bare. De troede ikke helt på ham, men de troede heller ikke på noget som helst der kom ude fra skoven af! Forsigtigt tog en af dem fadt i Selenas arm, stadig med blikket rettet imod Patch. De ville sikre sig at han ikke fandt på nogen latterlige narrestreger med deres 'prinsesse'. Det fik dog bare Selena til at skubbe hans hånd væk og se forvirret op på ham.
"I behøver ikke frygte Patch, han gør mig ikke noget overhovedet," sagde hun bestemt og smilte svagt. Elve drengen sukkede og tog sine hænder til sig igen.
"Tilgiv os Selena, vi vil bare beskytte dig og det ved du," sagde en anden en af dem og smilte venligt til hende. Selena nikkede bare. "Det ved jeg, men Patch gør mig intet! Jeg stoler på ham og i behøver ikke at frygte ham," Kort drejede hun hovedet om, hvor hun smilte kærligt til Patch og et glimt af fryd var i de blå øjne.. Elverne bemærkede det heldigvis ikke, de vendte sig blot om med et anerkendende nik og forlod dem igen i deres egen varetægt..

Patch brød sig ikke om at de troede at han ville skade Selena, han kunne jo godt lide hende. Han smilede kækt til Selena og det charmerende glimt var i hans øjne. Han trådte forsigtigt et skridt tættere på Selena og så roligt på elverne. Han var ikke bange for dem, langtfra.
"Jeg gør hende intet." Han smilede kærligt til Selena, han var ligeglad med at elverne nok så at han var interesseret i deres prinsesse han var så ligeglad. Han lagde en arm om hende og kyssede hendes pande, stadig ligeglad med elverne. Han smilede da de gik.
"Prinsesse hva?" Han grinede svagt. "Må jeg være din prins på den hvide hest?" Spurgte han drillende.

Hun kiggede nærmest drillende op på ham.
"Ikke en prinsesse," sagde hun kækt og prikkede ham kort på næsen. "En høvdinge datter, det lyder bedre end det andet.. det lyder nemlig så.. Koldt på en mærkelig måde," Hendes stemme var rolig, det ville føltes lidt som om at høre den skrøbelige lille fugl ude i skoven synge. Et kort øjeblik kiggede hun drømmende op på ham, hendes prins, betød det at han ville være der for hende og hjælpe hende når hun havde brug for det? tanken varmede hende helt ned til tæerne! Lige som hun skulle til at nikke, bed hun sig tøvende i læben, gav sig til at kredse om ham og så kort op og ned af ham. "Det kommer an på hvad du vil gøre som min prins på den hvide hest," hun smilte udfordrende til ham, nærmest drillende og kækt.. "Selvom jeg ikke er i tvivl om at du vil passe meget godt til den titel," hun stoppede op foran ham, så på ham med sine lysende blå øjne..