Run or he are going to caths us (patch)

Tid:21.17
Sted: Doomsville Rotten Root District
Vejr: let regn
Omgivelser: en del mennesker og andre væsner på gaden, nogle for at købe lovligt, andre for mere private varer

En mørk skikkelse kom gående langs bygningernes skygge. Nervøst kiggede den sig hele tiden over skulderen, nervøst for at blive set, eller fuldt.
Et lille lys faldt fra et ensomt vindue, det afslørede skikkelsen til at være en kvinde, en ung kvinde med ansigtet lagt i skjul under en hætte, det sorte slag som hun bar. Dækkede hendes krop, men bæltet afslørede hendes feminine former.
Hurtigt trådte hun ind i skyggen igen. Hun ville ikke ses.
Længe kiggede hun ud på gaden, folk gik forbi hende uden at se hende.
Med blikket imod de mange mennesker så hun hvordan nogen købte ting, i de få åbne boder, andre købte villige mænd og kvinder. Der var endda et par stykker som så ud til at sælge slaver, en skæbne som kunne blive hendes egen, hvis ikke det lykkedes hende at komme igennem natten.

Høje lyde fortalte hende at der var noget i vejen, med et blik imod den retning hun selv lige var kommet, så hun det. To mænd snakkede om en tredje person, Lillith kunne ikke høre hvem det var de omtalte i så ”venlige toner” men hun var ikke i tvivl, når de fandt ham ville han få tæv. Hun håbede for den stakkel, at han løb en del hurtigere end dem. For tog hun ikke helt fejl, var ingen af disse to mennesker, de havde begge noget dyrisk over dem, noget som mindede hende om den hun selv søgte.

”Why are you standing there, hole alone in this alley”

Stemmen nåede hendes øre. En mand, dobbelt hendes alder stod ind over hende.

”I am not, i am waiting for my fiancée”

Det var den eneste løgn som hun kunne komme på. Selvom hendes stemme rystede let, var hendes blik fast, den lettere katte formede pupil, var nok til at få ham til at gå, men ikke uden et ”misfoster” men Lillith klukkede bare af det, denne mand var ikke aftenens problem.

””CATCH HIM”

En mands stemme skar igennem luften

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Patch vidste ikke helt hvad han havde forventet, at de skulle lade ham være? Yeah right, de ville fange ham, de ville slå ham til plukfisk. Om han kunne lide det eller ej. Han løb mellem gaderne, for at få de idiotiske væsner på vildspor. Jaja, han havde taget mandens kone og låst hende inde, men han havde fået hende tilbage! Efter at have betalt Patch hundrede sølvmønter. Hehe. Patch hoppede over en skraldepose, og løb videre.

Så ramlede han ind i en kvinde, (Lillith), lige da han løb gennem skyggerne. Han væltede ned på jorden så hans tøj blev mere vådt. Han så på hende. "Undskyld!" Han rejste sig hurtigt op og gemte sig bag hende, mens to mænd løb forbi dem.
Han grinede svagt og trådte frem. "Jeg beklager meget." Han kløede sig i nakken og smilede undskyldende til hende. Så lød der en stemme der råbte; DER!
Så kom tre mænd mod ham. Han spærrede øjnene op.

Udtrykket i den fremmede mands øjne, fortalte Lillith alt hvad hun skulle vide, denne mand var i lige så store problemer som hende. Sikkert større i betragtning af at han havde tre mænd i hælene, det havde hun da ikke i nu.
”Det må da være gudernes dårligste spøg”
Hun kunne både se og høre på de tre mænd som var efter den fremmede, at de mente hun var sammen med ham. Jeg har ikke tid til det her, var hendes eneste tanke. Blev hun fanget sammen med denne her mand, ville hun sikkert få lige så mange tæv. Hurtigt vendte hun sig om imod manden.
”Jeg håber virkelig de kan løbe”
Hurtigt greb hun fadt i mandens arm, og begyndte at løbe, hun kunne ikke vente på at de fremmede kom tættere på. Som det var nu vidste de ikke hvem der var under slaget, hvis hun var rigtig heldig, havde de ikke engang opdaget hun var en kvinde. Så meget ville være bedre, en plan begyndte at danne sig i hendes hoved.
Hvis de kunne få bare en gyde eller mere imellem dem og forfølgerne, kunne hun give ham sin slag, han kunne få det på, og de ville ligne alle andre par som søgte luften. En mand som søgte en kvinde for andre ydelser, hvis det ikke virkede, ville hun være nød til at slås med dem, men hun havde ikke tid til en lang slåskamp.
”Jeg håber for din skyld at de ikke har nogen knive”
Ordene kom som en hvæssen ud igennem hendes tænker, hun var van til at løbe, det her var ikke det store, men tanken om at blive opholdt, passede hende ikke.

Patch var pludselig helt forvirret. Hvorfor gik det hele så hurtigt? Hvorfor hjalp hun ham overhovedet? Hun kunne da bare være ligeglad med ham? Nå, det måtte hun selvom. Han sukkede, da hun rev ham med sig. Alligevel kunne han dog godt vise taknemmelighed. Han smilede taknemmeligt til hende og løb efter hende. Han løb hurtigt, selvfølgelig gjorde han det. Han var jo en der tit var ude og slås, eller flygtede. Han kunne løbe en hel dag, i samme hurtigt tempo.
"Jeg takker dem for at hjælpe mig, men..." Han viklede sin arm om, så hans fingre lukkede sig om hendes arm. Han rev hende ind i en gyde, og stillede sig i skyggerne, han havde trukket hende med sig.
"Vær stille." Han kunne høre mændene løbe forbi dem. "Jeg takker dem endnu en gang." Han smilede kækt til hende.

Hans kække smil nåede hendes øjne, men hvad der sikkert virkede på en masse andre kvinder, gjorde intet for hende. Kun den lette irritation over at denne mand på mystisk vis havde præsteret at drage hende med ind i det her, samt den vrede over at en eller anden vampyr havde præsteret at fange hendes søster, og nu forlangte en sum som hun i sine vildeste drømme aldrig ville kunne skaffe.
Lyden af vrede stemmer som lod til at komme imod dem igen, nåede hendes øre. Øvet åbnede hun sit slag, det var ikke et rigtigt slag, det var slet ikke feminint nok til at kunne kaldes det. Det grove mørke stof, samt manglen på broderier gjorde det kønsneutralt. Hurtigt rakte hun den fremmede mand det, det ville sikkert være lidt for kort, men det ville skjule ham for de fremmede hvis de besluttede sig for at lede efter ham i gyderne.
”Tag det på, så burde de ikke genkende dem lige så nemt”
Hendes øjne var hårde, tidspresset kunne mærkes. Stanken af de mange gyder, gjorde heller ikke det store ved hendes humør. Dog forsøgte hun at sende ham et smil, ud over at være uheldig, havde denne mand ikke gjort hendes noget.

Patch prøvede ikke på at score alle kvinder han kunne, som sin halv lille bror Dominic. Tværtimod var Patch forelsket. I en som ikke gengældte det, som elskede en anden, som var sammen med en anden. Og det gjorde ondt. Han smed tankerne væk. Han ville ikke tænke på hende.
Han så spørgende på hende da hun åbnede sit slag, og rakte det mod ham.
"Ah okay." Han nikkede og tog slaget på. Det var lidt for kort det kunne tydeligt ses. Han smilede roligt til hende. Han trak den sorte hætte over sit hår.
"Jeg hedder forresten Patch." Det var da på sin plads at præsentere sig. "Hvordan kan jeg takke dig?" Han så spørgende på hende.

Hun kiggede bedømmende på ham, han var større end hende, bedre muskler og tog hun ikke helt fejl, kendte han disse gyder lidt for godt, måske var denne mand ikke så uskyldig som hans smil antydede.
”Jeg hedder Lillith” der kunne ikke ske det store ved at give ham sit navn, hun havde jo ikke ligefrem tænkt sig at blive i byen, hun skulle bare have sin søster, og så ville den rigtige flugt begynde.
Hun fandt en lille lædersnøre frem fra sit bælte, hvor slaget tidligere havde skjult hendes sorte tøj og mørke hår, var der intet som beskyttede hende nu. Den lille lædersnøre blev bundet stramt om hendes hår, en knude blev dannet, noget som skulle gøre det svære for modstandere at rive i håret.
”Kender du en vampyr ved navn Vlad?” det ville være en fordel, hvis denne fremmede kunne fortælle hende, hvor det var muligt at finde den blodsuger, alt hun havde haft at gå efter, var en skide ulv som havde sagt at hans mænd ofte rendte rundt i gyderne.
De forskellige våben hun bar, var næsten alle fuldt synlige, ikke mange kunne være i tvivl om at hun ikke var ude på en lille hygge tur. Det eneste som hjalp hende, var det faktum at hun lignede en der ikke kunne bruge dem.

Patch var langtfra uskyldig, han var en falden engel, grunden til hans fald var ikke ligefrem en herlig godnat historie. Han smilede kækt da hun sagde sit navn. "Mig en fornøjelse, Lillith." Som altid var hans stemme forførende, ikke noget han selv kontrollerede, den var bare altid forførende.
Han fulgte hendes bevægelser med øjnene, hans blå øjne havde en glød i sig, en varm glød.
"En vampyr ved navn Vlad? Det lyder bekendt. Hvorfor?" Han så spørgende på hende.
Alle de våben hun har, gjorde ham ikke bange. Langtfra.

//Kreasvigt

"Han har noget som ikke tilhøre ham, og jeg har brug for at få det tilbage" hun kunne ikke fortælle ham mere, alt andet ville bringe hende selv i fare. det var slemt nok at hun ikke anede hvor hun skulle lede efter denne Vlad, men at hun var nød til at spørge en fremmed mand, var ikke det mest geniale hun havde lavet hele dagen.
denne mand var en fremmed, en fremmed som selv så ud til at være i propblemer og hun skulle ikke nyde noget af at skaffe ham flere.

Patch hævede spørgende et øjnebryn. Noget der tilhørte hende, som denne vampyr Vlad havde? Hmm... Nå, han skyldte hende vel en tjeneste. Han smilede kækt, det sædvanlige smil, og hævede begge øjnebryn. Han lagde armene over kors.
"Okay, jeg skylder dig vel en tjeneste. Hvad er det så han har taget fra dig?" Spurgte han roligt og lagde hovedet lidt på skrå. Han havde brug for at vide det, hvis han skulle hjælpe hende.
"Og, hvornår mistede du det der tilhørte dig?" Han så kort rundt, inden han kiggede igen på hende.

Lillith kiggede vurderende på den fremmede, hun var ikke sikker på om hun kunne stole på ham. Hvorfor skulle han hjælpe hende? Bare fordi hun selv havde givet ham et slag, betød det ikke ligefrem at han behøvede at hjælpe hende.
”Mit kæledyr” hun var ikke sikker på om hun skulle sige mere til den fremmede, allerede nu havde hun sagt mere end godt var. Denne mand kunne koste hende livet, specielt hvis han vidste for meget. ”Hun blev taget for 4 dage siden, og jeg skal have hende tilbage” den irritation hun følte over hendes søsters forsvind en, kunne ses i hendes øjne. ”Han vil have 500 for at jeg for hende tilbage, og da jeg ikke kan skaffe de penge, er jeg nød til at få hende tilbage på en anden måde” hun kiggede vurderende på manden. Han ville sikkert stikke af nu, hvorfor skulle han hjælpe hende.

Hendes kæledyr? Øh.. Kunne hun ikke bare få et nyt kæledyr? Han så vurderende på hende. Så slog det ham. Hvis det betød så meget for hende at få sit kæledyr tilbage, måtte hun være en santuine! Wow, han havde aldrig snakket med en santune før, eller det mente han ikke. Santuiner lignede jo mennesker, han kunne have snakket med en, uden at vide at det var en santuine.
"Ah.. Hvad er det så for et kæledyr? Bare så jeg har en bedre ide om hvor dit kæledyr kunne være." Han så spørgende på hende.
"Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg har pengene, men hvis du foretrækker den mere eventyrlige måde, kan jeg også hjælpe med at få hende fri." Han smilede kækt.

hun kiggede vurderende på ham, han måtte have gættet hvad hun var, kunne hun nu forvente hjælp, eller ville han stikke hende i ryggen. Selv hvis hun lånte pengene af ham, ville hun skulle betale dem tilbage, det var en sum som ville være næsten umulig at skaffe. Hvorfor skulle han tilbyde hende penge til at købe et kæledyr frit, de fleste hun havde spurgt om hun kunne låne penge havde grinet af hende.
”Hun er en gepard” hendes øjne var kolde som is, hun kunne ikke lide når folk vidste hvad hun var, det kom ikke dem ved. Der var ingen grund til at bekræfte hans mistanke, hvis han nu ikke havde gættet det i nu.
”tror du Vlad vil være villig til at give hende til mig, hvis han for pengene, eller tror du han vi dræbe hende?” hun kendte næsten intet til denne vampyr

//hjernesvigt

Patch ville hjælpe hende, om hun ville have det eller ej. Han mente at han skyldte hende dette, om så hele verdenen blev sur på ham over det. Han ville ikke kræve pengene tilbage, bare give hende dem, han vidste jo at hvis hendes... Søster døde, ville hun selv dø. De var afhængige af hinanden, vidste han. Altså Lillith og geparden var afhængige af hinanden. 
"Javel ja, så må han være et sted hvor der er plads til et bur." Han lagde armene over kors. Han var ligeglade med hendes is kolde blik, han ville hjælpe hende.
"Han ville nok dræbe hende selv hvis vi gav ham pengene... Men du er heldig. Hvis jeg alene giver ham pengene, lader han nok være." Han ville bruge sin evne om nødvendig.

"hvorfor tror du han vil give hende til dig, hvis du er alene? Vil det ikke bare vække hans mistanke?" hun kunne mærke hvordan desperationen sad i hende, hun kunne mærke at Cleo var i fare, men hun anede ikke hvor hun var. Den kvælende følelse som betød fare sad i hendes hals, luften blev svære at få ned i lungerne. "jeg er nød til at finde hende snart" ordne kom underligt kvalte fra hende, den manglende luft i hendesmlunger, gjorde det svært.
En mand kom gående imod dem, ud fra hvad hun kunne se, var det en af de mænd der havde jagtet dem tidligere. Hendes øjne mødte den fremmede mands. "VEND OM, GLEM AT DU HAR SET NOGET" hendes stemme blev underlig fjern. Vreden og håbløsheden var at føle i den. Manden stivnede med et. Langsomt vendte han sig om og begyndte at gå, som var han i en fjern tåge

Hendes rod om at hun var nød til at finde sin gepard snart, satte skub i patch. "Hør, jeg vil hjælpe dig. Jeg kan være meget overbevisende. Enten giver han mig din gepard så jeg kan aflevere hende til dig, eller også dør han og jeg tager hende. Hun kommer tilbage til dig, uanset hvad." Sagde han med et skævt svagt smil. 
HAn så på manden der kom med dem, og han trådte hurtigt hen bag Lillith. Ikke fordi han var bange, han havde bare ingen våben på sig, og han havde ikke lyst til at blive tæsket. Han så forundrendet på at manden bare gik. "Hvad gjorde du?" Spurgte han.
Han tog fat i hendes arm. "Kom så, lad os finde din gepard." Han trak hende med ud af gyden.

Hurtigt fulgte Lillith efter patch, hun havde indset hvor dumt det var at hun havde brugt sin evne. Det var slemt nok at folk så hende som et misfoster fordi hendes tvilling var en gepard, de få mennesker som også havde set hendes evner, havde forsøgt at slå hende ihjel.
"det var rent held" hun havde intet andet som kunne forklare hvorfor manden stak af "måske var han ikke så glad for mine våben" hun var nød til at følge med manden, han havde en ide om hvor de skulle hen, og hvad der skulle gøres.
"hvor skal vi hen?" hendes ord var næsten uden lyd. At løbe samtidigt med at hun snakkede og hendes lunger ikke fik den rette mængde luft, gjorde det svært at sige noget

Patch så hende ikke som et misfoster bare fordi hun var en santuine, han fandt hende interessant. Ikke som i at han ville skære hende op og undersøge hende indefra, næ nej. Mere det at han fandt hende interessant ved at han ville lære hende og hendes søster, geparden, mere at kende. Hun var smuk, javist, men kærlighed var hermed intet for ham mere. Han havde altid forelsket sig i de forkerte, nu var det slut. Han havde forelsket sig i Lailah, som var forelsket i en anden... Hvilket smertede ham. Men han ville ikke tænke på det, han ville videre med sit liv. Selvom han var fastfrosset i denne krop, der aldrig ville ældes, ej heller ville han så let dø. 
"Rent held?" Han hævede et øjnebryn. "Jeg tror ikke det var dine våben, kære Lillith." Han sagde kun kære venligt ment, der var intet flirtende bag det, eller noget. Kun venskabeligt.
"Hen til vampyren Vlad, for at få din søster fri fra hans afskyelige klør." Svarede han og løb rundt om et hjørne, og hen imod The forest.

Patch havde regnet det ud, han vidste hvad hun var. Nok havde hun haft mistanke om det, men at få det bekræftet var en skræmmende tanke. Et enkelt sekund sænkede hun farten, men kun længe nok til at hendes tanker kom på rette spor igen. Det betød intet om han vidste det eller ej, så længe han ville hjælpe hende.
"du har ret, hun er min søster, og det var ikke mine våben som skræmte ham væk, jeg har en del evner som overgår normale menneskers" hendes ord var halvkvalte imens hun løb, men de var alle forståelige. Idet hun genkendte vejen til the forest, begyndte hendes krop at løbe af sig selv, den kendte vejen, havde både reddet og gået den mange gange igennem de sidste mange måneder.
At hendes søster skulle være blevet holdt så tæt på hendes eget hjem, irriterede hende. De drejede om 2 andre hjørner, før hun havde samlet luft nok til at stille sit næste spørgsmål.
"gemmer han sig i skoven, hvorfor helvede skulle eje møde ham i byen hvis han er i skoven?" vreden skar igennem hendes krop, hun ville dræbe den vampyr, han skulle ikke leve videre.

Hun havde nærmest afsløret sig selv, da hun havde sagt at hendes kæledyr var en gepard- Hun havde blot bekræftet hans mistanke ved at fortælle ham det.  Han ville dog blot hjælpe hende, ikke andet. Han havde ingen bagtanker, han havde blot tænkt sig at hjælpe hende. 
"Aha, så du har en evne." Han smilede kækt. "Så vi to." men han fortalte hende ikke om hans evne, det vedkom ikke hende. 
Han løb efter hende og nåede op ved siden af hende. "Han gemmer sig i en hule." Sagde han og tog fat i hendes arm igen, og drejede. Han løb hen imod en hule og stoppede så op. "Vil du med ind eller bliver du her?" Han så spørgende på hende.

"jeg vil meget gerne med ind, jeg har brug for at de stopper med det de er igang med nu" ordene kom i hæse stød, det lange løb og manglen på luft, havde fået overtaget på hende. Hun knækkede nærmest sammen foran ham.
Hurtigt måtte hun tage sig sammen hvis hun ville med ham, hun måtte mande sig op og tage sig sammen. Stille rakte hun patch en kniv, hellige symboler var skåret ind i sølvbladet, de fleste væsner ville tage skade af det, hun håbede bare på at det også ville virke på hvad end vlad havde som håndlangere. Selv tog hun en anden kniv i hånden, samme mønstre

Patch så på hende mens hun snakkede, men hans andre sanser, udover hørelsen, var rettet mod hulen. Han havde ikke mistet pusten, han trak vejret jævnt og godt. "Okay." Han nikkede og så mod hulen.
Han så forvirret på kniven og trådte væk. "Nej. Jeg kan ikke holde den slags knive." Der var jo hellige symboler på. "Jeg er falden engel." Han så mod hulen.
"Og jeg har ikke brug for et våben til dette." HAn gik mod hulen.

lettere forvirret kiggede hun imod ham, a hva var han, var faldne engle ikke onde væsner som var faldet netop forde de var mere demon end engel.
nu begyndte hendes hjerne at overveje hvad denne engel havde lavet, både siden han var faldet, og hvorfor han havde haft de mennesker i hælene, havde hun gjordt noget galt ved at hjælpe ham.. AGH hendes hjerne føltes som om den skulle eksplodere. med de to knive i hænderne, gik hun med Patch ind i hulen, ondt væsen eller ej, så havde hun brug for hans hjælp.
grotten var mørk, længere fremme kunne man svagt ane en enkelt fakkel som var sat op for at give lys. stille listede hun efter Patch

Ja, Patch var en falden engel. Hvis hun spurgte ham om hvordan han blev falden, ville han ikke fortælle hende det, da han fandt det alt for personligt... og han skammede sig over det. Han frygtede sin fortid. Derfor kaldte ham ingen for Jev mere, da det altid mindede ham om hans fortid. Jev var hans rigtige navn.. Men Patch passede bare bedre til ham, syntes han.
Han trådte ind i grotten og så rundt. Lyden af en ondskabsfuld latter fyldte grotten og Patch stoppede op. "Kan du høre din søster?" HViskede han spørgende. Patch begyndte at gå igen, men langsomt. "Og vær så stille som mulig." Hviskede han så, og så rundt.

//Styrer jeg Vlad eller? Og sorry for kort svar, har lidt kreasvigt...

hun lyttede efter sin søster, trængte til at høre hendes stemme, men intet kom til hende. med sindet kaldte hun på sin søster, desperart efter at høre hende svare *Cleo, hvor er du, Cleo svar mig* men intet kom tilbage til hende.
da den onde latter rungede igennem grotten, mærkede Lillith en kold ubehagelig gysen ned gennem rygraden. hun var bange nu. hvad skulle der ske med dem, hvis det ikke lykkedes PAtch at få hendes søster fra Vlad.

//Det må du meget gerne.. ps har selv en smule frea svigt