help me (Bigaloo)

”Det behøver du ikke, jeg har masser af tøj der hjemme” hun kunne ikke så godt fortælle ham at nyt tøj sjældent holdte specielt længe og hun derfor foretrak sit gamle tøj, tøj der kunne holde til noget og som ikke havde kostet det store, desuden var ting en ulempe når man var nød til at flygte midt om natten. ”Den kjole jeg havde på, det var ikke min, men den veninde som havde sat det hele op” hun ville kvæle den kvinde næste gang hun så hende og hvis hun spurgte efter sin kjole, så ville hun gøre det langsomt så smerterne trak ud.
Lillith stoppede forskrækket i en bevægelse, hvordan kunne hun tænke sådanne tanker, det var jo ikke hendes venindes skyld at den mand ikke var dukket op, og der var da kommet noget godt ud af det.
Hun rev et langt stykke stof fra den røde kjole og bandt det om livet som var det et bælte, på den måde var det ikke lige så åbenlys at det var en t-shirt hun havde på ”Desuden tror jeg ikke der er noget som er åbent nu” hun kiggede ud ad det eneste vindue i værelset, månen stod stadig midt på himlen, hvilket afslørede at det stadig var nat.
hun tog stille hans hånd inden hun gik ud af døren, med sin taske i den ene og Kuuma i den anden

Han så blidt på hende og svarede hende så bare blidt.
''okay det fino nok''
Han gav hende et blidt kys på munden, han stod dog roligt og ventede på de skulle afsted, han lyttede dog til hende da hun sagde det ikke var hende's egen kjole og han klukkede muntert og svarede blidt.
''du så godt ud i den kjole, Lillith, og tja det jo fair nok så hehe, måske kan du låne en kjole, en anden gang?''
han gav hende et blidt klem om skulderen, han kunne dog se hun tænkte på noget.
for så at stoppe forskrækket op og han så roligt bekymret på hende, med et blidt smil.
Han så hende rive noget stof af den røde kjole, for at binde det om livet som et bælte, og han så blidt på hende, han hørte hende dog, og klukkede venligt og svarede hende blidt.
''du har nok en pointe hehe''
han grinte muntert imens han tog hende's hånd og fulgte med Lillith.

Med hans hånd i sin, gik hun ned af trapperne, til krorummet som stadig havde en del gæster hvis man tog højde for det sene tidpunkt. Hun kiggede kort rundt, kromanden sendte hende et ondskabsfuldt blik, men ikke noget hun ikke havde prøvet før, fyrene fra tidligere sad og sov op en an væg og hen af det bord de havde benyttet. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt.
”Det var da ikke det du havde på da du gik op” den unge servitrices ord lød forvirrede, som om hun havde forventet hun kom ned i det samme tøj. Lillith rystede stille på hovedet inden hun gik ud af kroen.
Med vante skridt førte hun Kuuma igennem gaderne, det var en lang tur, for hun boede i skoven, boede hvor mennesker ikke jagede hende, og hvor slaveejere ikke kom så ofte.

Da de nåede til den lysning hvor Lillith sidst havde set Cleo, piftede hun tre gange, før den trætte Gepard kom frem fra en busk. Hun så søvndrukken ud og lignede mest en som ville sove igen.
Med et fik hun øje på Kuume, hun begyndte at knurre imens pelsen på hendes ryg rejste sig

Han fulgte roligt med sin mage, ned af trapperne, til krorummet, han bemærkede gæsterne, han bemærkede osse kromanden's ondskabsfulde blik til Lillith og han nedstirrede kort manden inden han vendte sin opmærksomhed væk, han bemærkede osse bordet med fyrene fra tidligere men han ignorede dem, og fulgte roligt med Lillith, han hørte osse servitricen, og han trak på skulderne af hende, fulgte bare med Lillith ud af kroen.
Han fulgte roligt og let med hende's vante skridt igennem gaderne, han fulgte roligt og muntert med hende, imens han holdt hende i hånden, og fulgte roligt med hende ud i skoven.

Han kiggede rundt omkring og gav hende et kort kys på kinden, og så hørte så vel som så, hende pifte tre gange, da en træt gepard kom frem og kunne ligne en da bare ville sove.
Han vidste den havde fået øje på ham, og han hørte de knurre og rejste pelsen på hende's ryg, og han satte sig på hug efter at have sluppet Lillith, rakte sin håndflade frem og kom med en lille blid knurre lyd, som tegn på han underlagde sig Cleo's dominiance.

Cleo
Hun havde lugtet dem for ca 10 min siden, men hun havde troet at det var et dyr som var fulgt efter Lillith, en bjørn af en slags, men lugten havde aldrig været helt rigtig. Hun mærkede hvordan alle muskler gjorde klar til angreb da hun så den fremmede mand, at Lillith havde ham i hånden, gjorde ingen forskel for hende, hun ville ikke have fremmede her.
Da manden bukkede sig ned, var hendes første tanke at bide ham i struben, flå den ud på ham og mærke blodet i sin egen mund. *Hvorfor har du taget den der med* hun vidste ikke om hun kunne kalde ham et menneske, hun vidste kun at manden hverken var vampyr eller varulv, dæmon eller engel, enten var han menneske, satuine eller shifter, hvilken en vidste hun bare ikke.
Langsomt begyndte hun at gå rundt om den fremmede, lugtede til ham, hun kunne ikke lide lugten, det var ikke hendes kop te. Hun gav ingen advarsel før hun satte tænderne i hans ben, at manden gav hende hånden, duede ikke for hende, ingen skulle sige hvor hun kunne bide. Hun mærkede hvordan hendes tænder gik igennem det bløde kød og hvordan hendes mund langsomt blev fyldt med blodet. Et øjeblik overvejede hun at slippe, smagen af denne mand var forfærdelig, halvt dyr, halvt menneske, men hun holdte fast, hans reaktion på hende ville vise alt

Han så roligt på Cleo, han vidste hvad den så småt tænkte over da den gik omkring ham, at Cleo ikke brød sig om ham, men han sad roligt og holdt hånden frem, ikke som tegn til hun skulle bide, men bare et tegn for han ville underlægge sig hende's dominering, som geparder gik så meget op i, men han sad bare roligt og ventede imens hun langsomt gik rundt om ham, lugtede til ham, og han vidste Cleo ikke kunne lide dufte, mest på hende's måde og være på, men han sad bare roligt osse da hun bed ham i benet, han reagerede ikke på smerten, slog hende ikke, råbte ikke op, han sad bare roligt og ventede med hånden lagt på jorden nu, som tegn på overgivelse, imens han roligt så op på Lillith om det var okay han overgav sig, og han sad så bare roligt og ventede på hvad da nu skulle ske.

Lillith
Hun fulgte roligt med i det lille optrin som fandt sted for øjnene af hende, vidste at alt hvad der skete nu, ville være imellem Cleo og Kuuma, hun ville ikke blande sig på nogen måde.
Selvom hun var mennesket, var det Cleo som havde beskyttet hende igennem det meste af hendes liv, Cleo og hendes personlighed var så forskellige som de kunne være, men de kendte hinanden på måder som ingen andre ville kunne. selv ikke Kuuma ville nogensinde lære hende at kende på samme måde som Cleo gjorde, det var hvad der skete når man delte sind med en.

Cleo
Da hun ikke længere kunne holde smagen af blodet ud, valgte hun at slippe manden, slemt skuffet over at han ikke havde gjort noget, hun kunne i det mindste have bandet over smerten. Hun kiggede kort op på sin søster før hun satte sig ved hendes fødder. Hun sendte et surt blik imod den fremmede mand *Hvilke dumme løfter har du givet ham* hun kendte sin søster, vidste at de var ens på flere punkter en godt var, vidste at Lillith aldrig ville kunne holde sig til en mand igennem hele livet, på det punkt var de ens, den stærkeste ville altid vinde.
*At være tro, og jeg vil holde det* deres samtale blev holdt imellem dem, der var ingen grund til at blande den fremmede ind i det her *Du ved godt det aldrig vil virke, selv hvis du elsker ham, vil en stærkere han altid vinde din krop* de havde erfaret det for længe siden. De vidste begge at ingen af dem skiftede partnere med det samme den del kom fra deres menneske del, men med tiden ville de få svære og svære ved at holde sig til den samme. *Sig det til ham*

Lillith
Et trykket udtryk bredte sig på hendes ansigt da hun løftede hovedet og kiggede på Kuuma ” hun siger at jeg skal fortælle dig tingene som det er, men jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det uden at det lyder værre end det er, så her kommer det” hun måtte synke engang inden hun begyndte ”Katte har aldrig en partner igennem livet, med tiden skifter de til en stærkere, og desværre er det en ting som jeg deler med Cleo.. jeg vil altid forsøge at holde min løfter, men jeg kan ikke love om det er det samme om et 1 år eller mere”
Hun forventede lidt at der ville komme et slag eller noget den stil nu

Kuuma sad roligt og så på Lillith, da han kunne se hun fulgte det lille optrin, men han vidste det osse var imellem Kuuma og Cleo, og han kunne godt forstå det, så han ventede tålmodigt, han sad bare roligt og ventede, imens han kunne se på sin mage da gik noget igennem hende, og han ventede roligt.

Han vidste at Cleo ikke kunne lide han's blod, derfor han bare ventede, og han kunne mærke hun slap ham for at gå skuffet over til Lillith for og, kigge kort op på hende, og så sætte sig ned ved siden af sin søster med et surt blik på Kuuma, og han nikkede bare høfligt til Cleo, han så roligt på dem, vidste ikke hvad da gik igennem dem.

Han så roligt på hende, da han bemærkede hende's trykkede udtryk, og han lyttede roligt til hende, han så ked af det ud da han havde hørt det hele, og han sukkede stille, han kunne se hun forventede et eller andet, han vidste ikke hvad, han kyssede hende bare på munden og svarede stille.
''tja vi bjørne er anderledes, vi har den samme mage hele livet, men tja hvis du, som kat, vil skifte til en da stærkere, så er den anden part jo nød til og vise han er stærkere end mig, og tja som bjørn, ville jeg reagere på to måder, og det kan vi ikke komme uden om, hvis min indre bjørn følte han mistede dig, altså du ikke holder dit løfte, eller forlader ham, jamen så vil han enten dræbe den han du forlader ham for, eller osse så begår han, altså jeg, selvmord, jeg kan tale om det som om det ingenting er, men tja, sån er det, hvis jeg mister dig til en anden, så vil jeg som menneske, ikke skade ham, men jeg tror bare jeg ville ende mit liv, fordi så ville det ikke have nogen betydning, og så ville jeg have lettere ved og finde fred i døden end i livet''
Han lød rolig og fattet, som om han's død ikke betød noget som helst, som om han var ligeglad med sit liv, hvis han mistede Lillith, hvilket han osse var, og han sad bare roligt og så på hende, og vidste han's liv nu var sat i en tid's ramme, til når Lillith brød sit løfte eller forlod ham, fordi så vidste han, som enhver bjørn ville vide, at så var det tid til og forlade livet.

Lillith
En masse følelser gik igennem hendes sind og hendes krop. Stod hun nu med en andens liv i hænderne. Skrækken var at læse over alt i hendes sind. Hun så hvordan Cleo reagerede på samme måde som hende. Båndet imellem dem var ved at blive overbelastet, en af dem ville bryde sammen eller flippe ud, spørgsmålet var bare hvem af dem ”Så du siger basic at jeg har dit liv i mine hænder” hun mærkede kulden der begyndte at brede sig i sin krop. Langsomt faldt hun på knæ, imens en tåre forlod hendes kind, hun anede ikke hvad hun skulle gøre, hun kunne ikke tage ansvar for et andet menneske, det var svært nok at have ansvar for sig selv og Cleo.

Cleo
Smerten som bredte sig i hendes krop var ikke til at holde til, hun vidste den ikke sad i hendes krop, men i sindet. Hurtigt rejste hun sig op og begyndte at knurre af den fremmede mand, på en eller anden måde var det hans skyld at Lillith følte den smerte som rumsterede i hendes sind.
Da hendes søster faldt på knæ, stoppede hun med at knurre af denne fremmede mand, i stedet gik hun hen til sin søster og slikkede hende stille på kinden, forsøgte at fjerne tårrene, en beroligende spindende lyd forlod hendes strube.

Lillith
Hun lagde armene omkring Cleo, inden hun kiggede op på Kuuma, ”Nu ved jeg da hvad der står på spil”

Han kunne se alle følelserne da gik igennem Lillith, han vidste det ikke var rart og stå med en anden's liv i hænderne, men det rørte ham ikke rigtig at have en anden's liv i hånden, da han var hårdet af livet i fængslet, men han bemærkede dog skrækken i Lillith, men han smilede trøstene til hende, og han hørte hende spørge om hun holdt han's liv i sine hænder og han svarede enkelt.
''ja, tja lige nu genere det mig ikke, men jeg ved, at når det sker, at du bryder dit løfte, selv om det ikke var min mening og såre dig, jamen så vil nogen dø, om det bliver ham du har brudt løftet med, eller om det bliver mig, en kommer til og dø, men jeg tror det bliver mig, fordi jeg ikke har i sindet og såre dig mere når det bliver, men tja nu må vi se tiden an, måske sker det, at du en dag vil have en anden, og så skal jeg ikke belaste dig, men så regner jeg med at jeg vil gå hjem til min skov, nyde fuld månen, og så ende det hele, men det ikke din skyld, så du behøver ikke være nervøs''
han kyssede hende blidt på munden, og da han så hende falde på knæ, men han ville lade Cleo trøste hende, han havde dog bemærket Cleo osse blive opstemt, og rejse sig og knurre af ham, men han havde ikke taget sig af det, så han stod bare roligt og så på Lillith, han kunne forstå hende's sorg, men han var så vant til den, så han slappede bare af, forsøgte og vise hende sin ro, at hun ikke skulle være bange.
Han hørte hende og han svarede hende blidt.
''sån er det og være bjørn, vores liv er sort og hvidt, men det skal nok gå, vi må se hvad tiden bringer, okay?''
Han smilede blidt til hende, og gav hende et trøstene kram imens han prøvede og vugge ro i hende.

”Men verden er ikke sort og hvid, den er fyldt med grå nuancer, alle kan begå fejl” hun havde været nød til at lære den sætning uden ad, det var hendes motto mere eller mindre, hun var nød til at tænke det for ikke at dømme folk for hårdt. ”Har du aldrig lavet en fejl” hun kunne ikke lade være med at snakke som om hun allerede havde lavet fejlen, for hun vidste at det var et spørgsmål om tid, intet andet.
Nu var det bedste hun kunne håbe på, at hun selv døde inden hun brød det løfte

//Sorry ingen kreativitet

Kuuma så blidt på hende, og han gav hende et blidt kys på munden og svarede.
''ja, men ikke i en bjørn's verden, sådan kan vi ikke leve, og ja alle kan begå fejl, og vi bjørne straffer os selv når vi gør det''
Han holdt trøstene om hende, imens han kærligt kyssede hende på kinden for og trøste hende, og han så kærligt på hende, og han svarede hende kærligt.
''jeg har aldrig haft en mage, så på det punkt nej, men jeg har begået andre fejl, og har straffet mig selv for det''
han smilede trøstene til hende og holdt hende bare ind til sig, imens hun blidt gav hende et kys på kinden som trøst, og han prøvede bare og trøste hende i det hele taget.

//det helt iorden søde

Hun kiggede op på ham, stadig en smule tåre i øjnene, ”jeg forstår jer ikke.. hvordan kan du leve på den måde, har mennesket i dig intet at skulle have sagt?” hun måtte vel leve med det, der var intet andet at gøre. Hun rystede lidt på hovedet så hun kunne tage sig sammen, stille rejste hun sig op. ”Okay nu ved jeg hvordan tingene er, og du gør det samme”

Han så blidt på hende, og han gav hende et trøstene kys på munden, svarede hende blidt.
''det jeg ked af, men jeg kan ikke ændre på den jeg er, og jo, det har mennesket, og han vil ikke ønske og leve videre uden den han elsker, han vil måske kunne gøre det, men han ville miste forstanden til et hvis nivu''
Han krammede hende trøstene ind til sig imens han kyssede hende på panden, gjorde alt for og trøste hende, han nikkede dog til hende og svarede blidt.
''ja''
da var ikke rigtig andet og sige.