Tilgiv mig Rebecca, jeg er ikke som du tror. //Rebecca-privat//

Rebecca vidste snart ikke hvad hun skulle gøre. Hvorfor var vampyrer dog så pokkers tiltrækkende? Hun kunne ikke forstå det, måske var det deres farlige natur der drog hende til dem? Eller måske det at de... nej, det var nok deres farlige natur. Den var tiltrækkende, det var forfærdeligt. Hvis Vaas kyssede hende, ville det ikke ødelægge deres venskab, hun ville blot blive overrasket, om hun ville gengælde kysset var ikke lige til at sige. 
"Jeg bliver ikke så let skræmt væk." Hun smilede skævt, det var skam sandt. Der skulle mere til, han skulle nok stikke hende i ryggen med en kniv før deres venskab ville blive ødelagt. "Det håber jeg... Jeg... Føler bare ikke rigtigt nogle kærlige følelser for ham." Hun kløede sig i nakken og bed sig i underlæben, mens hun betragtede ham.

Vaas viste ikke hvad der gik af ham, der var bare noget over Rebecca som fik ham til at føle som ham gjord, han ville helt ikke vide hvad der kunne ødelægge jeres venskab, måske skulle ham prøve at kysse hende, hvis det ødelage det forhold de har fået selv efter sidste gang de mødtes, havde han jo sådan set kyssede hende som han ville kysse hende som han ville kysse den eneste han kunne holde af, han grinede svagt da hun sage at hun ikke så nemt bliver skræmt væk, det var jo godt for han havde sadt i tankerne at han ville kysse hende uden hun kunne liggemærke til det, han tog sine hænder over hendes kinder og kiggede hende i øjne imens han sagde med en rolig stemme, "Bare rolig Rebecca de kommer nok igen når du ser ham" han kunne ikke holde sig væk fra hendes læber, hna gik lidt tættere på og lade sine egne læber imod hendes, han kyssede hende blidt på munden uden at rugge sig væk, hvis hun ikke vil havde det kunne hun vare skubbe ham væk eller hun kunne lade være.

De følelser skulle nok komme igen, mente han... Hun var nu ikke så sikker. Hun følte sig ikke forelsket i nogen og ville nok ikke komme til det igen, måske... Hun vidste det ikke, hun følte sig bare ikke tryg ved ham, det føltes ikke helt trygt at være i nærheden af ham. Hun var ikke sikker på noget som helst omkring sig selv for tiden. Hun sukkede svagt. "Det tror jeg ikke, vaas. Jeg føler mig jo ikke tryg..." Hun nåede ikke at sige mere før han trykkede sine læber mod hendes. Hun spærrede forskrækket øjnene op, chokeringen var malet i hendes øjne.
Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Enten gengælde det eller bare skubbe ham væk... Det ville såre hans følelser hvis hun skubbede ham væk, ikke? Jo, det mente hun.. Hun lukkede øjnene og gengældte kort kysset, før hun trak sig væk og så væk. Ude af stand til at sige noget.

Vaas kunne godt se på hende at hun ikke havde de samme følelser for hans storebror som hun engang havde, Vaas kunne godt forstå hende, Vaas mente jo at Mark hvde været hende utror fordi han var sammen med Nille, hvordan kunne Mark også finde på at udnytte sådan en smuk kvinde sim Rebecca? Vaas rystede på hovedet og havde slet ikke hørt hende snakke før han havde lagt sine læber imod hendes, han kunne godt mærke at det var kort og uden følelse, han så hvordan hun kiggede væk, hn kiggede også selv væk og sagde med en trist stemme "undskyld Rebecca det var ikke iorden at kysse dig" han vente ryggen til hende og gik ud i vandet i håb at noget af hans menneskehed kunne mærke vandet, men hn kunne intet mærke, ikke enganghvordan luften var varm eller kold, en rød tårer kom frem på hans kind og faldt ned i det stille vand, han så hen imod Rebecca igen og sagde igen med den samme stemme som før, "Du var ved at sige noget før jeg kyssede dig? Vil du fortælle mig hvad du var ved at sige" hn så ned i vandet igen hvor der endnu en tårer ramte vandoverfladen.

Dette var forkert. Han kunne ikke bare kysse hende! det havde han ingen ret til. Det skulle han ingen ret have til! Han måtte ikke.. han kunne ikke... Hun brød sig virkelig ikke om det. De kunne være venner, det var alt! Sådan var det, punktum. Hun sukkede svagt da han havde trukket sig væk, ikke et glæde suk, ikke et trist suk, et irriteret suk. Det var hvad det var. Det var hvad det ville blive. Hun følte intet andet end venskab for ham, intet med kæreste, intet med kærlighed. Intet.
"Nej.. det var det ikke.." Mumlede hun og rørte ved sin underlæbe med to af sine fingre. Hun sukkede svagt igen, et opgivende suk denne gang. Hun så på ham.. "Vaas... du må ikke.. græde.." hun mente da at han græd.
"Jeg kan ikke huske hvad det var." Mumlede hun og så ned.

Hvorfor var han så dum, hvordan kunne han finde på at kysse hende, i hans øjne var hun stadig Markulius'es dame, hvad ville hans bror ikke sige til at han havde kysseg Rebecca, nej Mark måtte ikke få det afvide aldrig nogen sine findeud af det aldrig!
Han hørte Rebeccas steme igen i hans ører, han smilede lidt for sig selv, tænkt at den stemme kunne få ham til at smilede selv o nhan græd med blod, "Becca tage dig ikke af mine tårer, jeg fortjender dette, jeg fortjender at du slår mig for det jeg har gjort imod dig for nogen få minutter siden." Han havde kiggede væk så hun ikke skulle se ham græde mere end før, men han kunne ikke holde dem tilbage meget længer, om kort tid ville hans knider være helt røde af blod, "Du var ved at snakke om hvor du følte dig tryk henne"

Nej, Markulius måtte intet få at vide omkring dette kys. Hvis han fik det at vide og anklagede rebecca, var det unfair. Så ville hun med garanti tage stor afstand til ham. Så var han selvom det. Hun kløede sig på armen og følte lidt det var lidt akavet det her... "Vi er enige om at Mark ikke må få dette at vide?" Spurgte hun og så spørgende på ham. Hun havde en dårlig fornemmelse - skyld? Nej.. Skam? Gud nej! Hun ville ikke føle skam, ikke når Nille besad evnen til at få andre til at føle skam! Nej, aldrig! Hun så på Vaas.
"Jeg vil ikke slå dig, Vaas... Du fortjener det ikke." Hun gik hen til ham og så på ham, prøvede at få øjnekontakt med ham. "Jeg føler mig ikke tryg ved ham... jeg tror det var det jeg ville sige." Hun så ned.

Var det skam han følte eller var det skyl, han viste det ikke helt, og han vil heller ikke finde ud af det, det vil nok bare sårer ham noget mere, hvis Markulius fandt ud af det har Vaas allerede skrevet under på sin død, Markulius hans egen bror var hans død, Mark ville stå ham ihjel hvis han fandt ud af det her, men Mark er jo ikke beder selv, han havde kysset Nille imens Rebecca kunne mærke det og ikke stoppe Mark, Mark havde været Rebecca utro fordi Mark nok selv levede i sin egen verden, han havde opgivet Rebecca frem for Nille, det måtte være sådan det var, Mark havde været Rebecca utro med Nille uden Rebecca kunne gøre noget, og nu havde han selv kysset Rebecca, og Mark kunne jo ikke gøre noget ved det, Mark var jo selv uden om det, hvis han havde været tro imod Rebecca ville Vaas aldrig nogen sine kysse Rebecca.
Han så hvordan hun ville havde øjn kontat til hans mørkeblå øjne, havde hun det som om at det var Mark hun se ind i, det måtte han spørger hende om hvis han ellers kunne få et ord ud af hans åbende mund, "Rebecca Mark kan ikke gøre noget, han har været dig utro med Nille det er hans egen skyld at drenge kysser dig, hvis han havde holdt fast i dig ville ingen kysse dig, Rebecca jeg vil geren spørger dig om noget?" han så hende stadig ikke ind i øjne han ville havde følelser for hende, ikke flere han havde allerede fået alt for mange for hende, hvis han kunne stoppe med at få følelser for hende ville han gøre det, men jeg kunne ikke stoppe, der var mange følelser han kunne føle for hende, hun var bare noget særligt, hun var ikke ligesom andre piger, hun var noget for sig selv, "Rebecca jo jeg gør jeg har lige kysset dig på munden uden du ville havde det, jeg har råbt af dig og Nille, jeg har ikke været sød imod dig, fordi alt er nyt for mig, jeg har aldrig følt sådan her før, det var min skyld Mark og jeg blev forældreløse, jeg slå dem ihjel jeg har aldrig følt glæde ikke siden den gang med vores forældre" Vaas kunne ikke længer holde sine tårer væk, de kom en efter en, løbe ned af hans kind, om lidt ville hans kinder være helt øde af blod, og hans øjne ikke længer være dejlige blå men være en blandning af blå og rød, hun havde hun fået det af vide med deres fortid, hvis hun ville vide mere kunne hun bare spørger for lige nu var Vaas så åben at han ikke kunne lade værer med at sige sandheden, "Hvem er du så tryk hos, hvis det ikke er hos Mark hvem så Rebecca?"

Rebecca vidste ikke helt om hun skulle have dårlig samvittighed over ikke at have skubbet Vaas væk med det samme, kunne hun lade sig selv få det dårligt over det? Nej, det kunne hun ikke.. Det kunne hun bare ikke, uanset hvad andre sagde. Hun havde trukket sig væk da det blev for meget, da det gik op for hende hvad der skete. "Han var mig ikke utro. Han... jeg kan ikke forklare det. Han elskede kun mig, jeg kan ikke.. forklare det selv.  Han vidste ikke mig og Nille var to, han var grusom mod Nille for at beskytte os.. Jeg ved ikke hvorfor han kyssede hende! Han troede vel at han elskede hende, fordi han vel fornemmede mig inde i hende.." Hun lagde armene om sig selv, man kunne tydeligt mærke på hende at dette var et følsomt punkt for hende. "Hvad vil du spørge mig om?" Hun så spørgende på ham. Hvorfor var der så mange drenge i hendes liv... hvorfor var der ikke bare en... en der gjorde hende tryg, var der for hende... men verdenen var hård mod hende, mod alle. "Hvorfor dræbte du dine forældre?" Hun sagde ikke noget til det andet. Hun trådte væk fra ham over hans sidste spørgsmål. Hendes blik blev hårdt. "Ingen. Ingen mand har fået mig til at føle mig tryg siden jeg fik en krop." Hun sukkede svagt. Hun gik hen til ham og lagde forsigtigt og blidt sin hånd på hans kind. "Du må ikke græde, Vaas." Sagde hun blidt.

Vaas stod stadig med ryggen til Rebecaa, han viste hun havde det dårligt lige som ham selv, måske endda værrer, hun var jo en pige med en ny krop, hun skulle mpske bare lige igang med den først, ej hvad er det for nogen tanker der kom ind i hovedet på ham? hvad tænkte han på Rebecca ville aldrig blive hans aldrig nogen sine! hvis nogen skulle havde hende var det Markulius han kender hende bedste, de var sammen til at starte med og de har viste heller ikke slåt op endnu, hvordan kunne han kysse hende, hvorfor var han først kommet i tænke om de stadig var sammen, hvor var han dum han har lige gjort sådan at Rebecca har været Mark utro, han rystede svagt på kroppen, alt var nyt for mig, hvad hvade han gang i hvorfor står han stadig her han burde havde gået sin vej for længe siden, han skulle ikke havde opsøgt Rebecca igen for at vide mere om Mark hvad fanden havde han gang i, se hvad der var sket med ham, han var blevet forelsket i MArkulius'es pige, det kunne han ikke tillade sig at gøre igen, hvad skulle han dov sige til Rebecca at han havde det dårligt over at havde kysset hende, men det havde han jo allerede sagt, ej der måtte snart komme nogen ord ud af ham ellers ville hun tror det var noget galt med ham, "Rebecca man skal ikke tro at man elsker nogen, man skal vide det, ellers er det ikke kærlighed" han vente sig imod hende så hun kunne hans røde kinder, han var ikke længer bange for at vise hende dem, han ville vise hende at han ikke længer var bange for at vise sit sande jeg, han ville vise den Vaas som for længe siden var sød imod alle og ikke gjord noget ondt, den lille dreng der havde slåt sine forældre ihjel fordi han var misunlig så min storebror, han rystede svagt på hovedet så noget af alt det blod der var på hans kind faldt ned omkring ham, han viste ikke om hun havde fået noget på sig og det håbede han heller ikke hun havde fået, "Jeg kan ikke huske hvad jeg ville spørger dig om Rebecca, og det ved vores forældre er en meget lang hitorie, har MArk slet ikke fortalt dig om det?" Vaas så spøgerne på hende, havde MArk virkleig ikke sagt et ord om deres forældre og hans egen lillebror, ville han måske bare glemme det hele i håb om at komme vider? men nu var Vaas jo kommet til landet og havde opsøgt sin bror, og havde fået af vide hvordan han er og hvordan han ser ud, Mark kunne ikke længer gemme sig for sandheden, "Rebecca jeg græder fordi jeg har gjort såå mange dårlige ting i mit lange liv" Han mærkede hendes hånd imod sin kind og tog den i sin egen hånd han ville ikke rørrer ved hende hun skulle ikke det ville bare blive dumt til sidst, "Rebecca nej ike rør mig for dit eget bedste"

Rebecca brød sig ærlig talt ikke om at blive set som Marks. Som om Mark ejede hende, som om han havde ret til at tage hende når han lystede. Som om hun ikke var andet end en genstand. Teknisk set havde var Rebecca og Markulius aldrig kommet sammen... han havde i hvert fald ikke spurgt.. havde han? Hun så sig selv som single, om man kunne lide det eller ej. "Godt så, jeg ved ikke om jeg elsker Mark, så jeg elsker ham vel ikke." Sagde hun roligt og lagde hovedet lidt på skrå. Hun rystede på hovedet. "Nej, Mark har ikke fortalt mig det... Jeg... kender ham vidst ikke særligt godt... jeg kan i hvert fald ikke huske at han har fortalt mig det.." Måske var nogle af hendes minder væk, efter hun fik en ny krop? Hun havde været i mørket meget længe, længere end Nille! Der var ikke rart.. Hun ville aldrig tilbage dertil.. "Han fortalte mig i hvert fald aldrig at han havde en bror... han fortalte mig noget om hans landsby... jeg kan ikke helt huske det." Hun sukkede og rystede lidt på hovedet. "Og hvad er en af de dårlige ting - som ikke er at dræbe dine forældre?" Spurgte hun og så spørgende på ham. "Hvorfor må jeg ikke røre ved dig? Jeg bider ikke.." Hun smilede svagt, det med at hun ikke bed, var ment i sjov. Hun bed jo selvfølgelig, i sirene form!

Vaas kiggede lidt på Rebecca og denne gang ind i hendes øjne, det kom stadig følelser frem i ham, men der var noget andet som var meget størrer som ikke engang kærlighedes følelser kunne klare sig imod, Vaas viste det ikke, han havde aldrig nogen sine haft det sådan her det hele var nyt for ham, både det med Rebecca og hendes dejlige øjne, men også ddt med at havde en ven som kender hans egen bror beder end han selv gør, bare følelsen af at være sammen med en anden person var dejligt for Vaas, nu har havde været indelukket i flere år, uden rigtig at kende nogen eller noget til hans evne, han smilede lidt ved tanken om hans evne og at Rebecca ikke har set den endnu, hun smielde til hende og nikkede og sagde roligt, "Hvis du virkelig ikke elsker ham mere, hvorfor må han så ikke få afvide at vi har kysset? han kan jo være ligeglad" han tog blidt fast i hendes overarmen og smilede sødt til hende, "Rebecca tror du nogen sine at du kan føle trykhed hos mig?" det var nok et spørgsmål hun ville blive såret af, men han skulle bare havde et ja eller et nej han tog ikke imod et måske, eller lad tiden vise det, det skulle være et ja eller et naj, "Rebecca så skal jeg nok fortælle det hele hvis du vil hører om vores fortid" han slap hende og gik op af vandet og satte sig ned i grøsset og så op i himlen, han ville vente til hun havde svaret ham før han gik i gang med at fortælle om sine unge dage både som meneske og som vampyr, og hvorfor de begge var blevet blodsuger, med meget kort mellemrum imellem dem, "Du skal bare vide Rebecca, men kom nu er sæt dig for du kan få svar på dine spørgsmål" han smilede sødt og klappede på jorden som et tegn på at hun skulle sætte sig ned og hører efter, "Rebecca fordi hvor gang du rør mig får jeg lyst til at kysse dig, jeg ved godt jeg rørte dig før med der var noget andet som var størrer end de følelser jeg får ved at se dig i øjne og når jeg rørrer dig, jeg kan ikke forklare hvad denne følelse er men jeg ved den er der" han lukkede øjne og træk vejret stille og roligt, og var klar til at fortælle hende alt hvad hun ville vide om ham og Markulius.

Rebecca mødte uden tøven hans øjne. Hun var ikke som Nille, hun var ikke bange for at se folk i øjnene... Ikke at Nille var helt bange for at se andre i øjnene, men når hun kunne lide en, og vedkommende ville have øjnekontakt... Rettede Nille altid sit blik nedad, væk fra den andens øjne. Åh gud, havde hun nu givet ham håb? Håb om at han kunne få hende? Rebecca var ingen nem kvinde, hun var et vilddyr i bur, kroppen var hendes bur, hun ventede blot på at kunne slippe sin vrede fri. "Fordi jeg ikke vil værre uvenner med ham. Jeg holder stadig af ham som ven." Hun så væk. Hun vidste hvad der ville ske. Markulius ville blive vred på hende og Vaas, nok højst sandsynligvis prøve at slå Vaas ihjel.. Eller det troede hun, det var hun jo ikke sikker på! Hans næste spørgsmål forskrækkede hende. "Jeg ved det ikke." Hun vidste det faktisk ikke. Hvor skulle hun vide det fra? "okay.." Hun ville nu ærlig talt ike vide noget om deres fortid. Hun fulgte ham med øjnene. Hun sukkede og satte sig ved siden af ham. "Forstået... Jeg rører dig ikke mere så." Hun rykkede sig, så der var større afstand mellem dem. "Hvordan blev i vampyrer?" Hun så spørgende på ham.

Vaas lade godt mærke til at hun kiggede ham i øjne, der var noget galt, for nogen timer siden ville hun havde at han så hende i øjne og efter det ville hun ikke se ham i øjne og nu kiggede hun ham i øjne uden at tænke over det, hvad tænkte hun mund på, hvad forgik der oppe i hendes hoved? havde hun dårlige tanker om ham, om hvordan hun ville slå ham ihjel, nej Markulius skulle nok slå han ihjel hvis han fandt ud af at de havde kysset, hvad ville han ikke sige til det? Vaas stod lidt og tænkte over hvordan Mark ville slå ham ihjel, "Hvis du gerne vil være hans ven så iorden tror bare stadig at han elsker dig, og han vil nok ikke give slip på dig Rebecca" han havde sadt sig ned og så op på hende han var ikke længer bange for at se hende i øjne slet ikke når denne anden følelse var inde i ham, "Der er helt iorden, men sig til hvis du bliver bange for mig Rebecca" han smilede sødt til og ventede på at hun ville stille det første spørsmål til ham, og selvfølelig var det hvordan de var blevet til vampyr han kiggede lidt ned i jorden og snakkede stille og roligt, "Efter vores forældre døde, Mark gik efter manden som slå dem ihjel hvor efter han blev bidt af selv samme person, Jeg blev bidt da jeg var 19, jeg havde løbet væk fra byen, og vente tilbage i håb om at finde Mark men intet spor, folk i byen sage han var død, så jeg valgte at blive til vampyr så jeg skulle leve med den skam i mit liv" han stoppede med at snakke og en rødblod tårer ramte jorden let.

Det var nemlig det. Mark ville ikke give slip på hende. Hun kom ellers bare til i sidste ende at såre ham, beklageligvis. Hun så væk fra ham, ned i græsset, som hun begyndte at sno sine fingre om. "Det er det der er problemet.. hvis jeg blot vil være hans ven, sårer jeg ham." Hun var ret sikker på at det ville såre ham, men hun følte sig bare ikke tryg ved Mark, hos ingen, faktisk. Eller kun havet følte hun sig tryg ved, men det var en anden historie.  "Hvis jeg bliver bange for dig, vil du selv opdage det, uden jeg siger det." Hun ville nok undgå ham en del og tage afstand, skubbe ham væk.. 
Trist historie... "Og nu ved du han ikke er død. Har du slet ikke mødt ham endnu?" Hun så spørgende på ham.

Vaas smilede da hun begynde at lege med græset, "Han må jo forstå at du ikke altid kan elske ham, ikke efter det med Nille og dig" han så op på hende, ikke for at se hende i øjne men for at viste at han gerne vil hjælpe hende, "Rebecca ved Markulius overhovedet at dig og Nille har været et?" han så stadig på hende, han vil gerne hjælpe hende så meget han overhovedet kunne, han rystede op hovedet og sagde med en rolig stemme, "Ikke altid Rebecca, vampyr elsker frygt, så er det sjover at tage blod, men jeg vil hverken tage dit blod eller noget andet fra dig" han smilede til hende og håbede på at hun ville forstå ham.
"Nej Rebecca jeg har ikke mødt ham, men leder stadig der var derfor jeg søgte efter Nille, først, hvis jeg viste du kendte ham beder var jeg gået til dig" han smilede til hende, han så op i himelen og sagde med en rolig stemme, "Andre spørgsmål du gerne ville havde svar på?"

Hvorfor havde de overhovedet den her snak? Hvorfor snakkede hun i det hele taget med ham? Hun kørte hænderne igennem sit hår og støttede så sin hage i hænderne, i stedet for at pille ved græsset. "Han vil ikke kunne forstå det, det tror jeg ikke. Nille elsker en mand, hun vil elske ham forevigt.. Evig kærlighed. Jeg troede vel det var det samme ved mig og Mark.. Det var det ikke. Han troede vel det samme." Hun bed sig i underlæben. Hvor kom det spørgsmål fra? Det var da indlysende. "ja, det ved han. Da Nille.. næsten dræbte mig for at få sin krop igen... fortalte hun ham det hele. eller noget af det." Hun trak på den ene skulder.
Nemlig. Vampyrer elskede frygt. Hun elskede fare, hun elskede mystik! Derfor var vampyrer så dragende for hende.. "Mhm, jeg ved de elsker frygt, og lækkert blod.." Hun smilede svagt. "Mark har drukket fra mig, det ville ikke gøre alverdens hvis du også drak fra mig... hvis du altså har fået lov." Hun så på ham. "Nille kender folk bedre end jeg, hvis hun har set dem i øjnene. Hvis du vil kende en mands svage punkter, så skal man gå til Nille. Hun kan se de minder folk skammer sig over, det ved du jo. Jeg kan blot manipulere og fremmane vand. Jeg kan få en mand til at tigge mig, om at lade ham få min krop.. " Hun så tomt på ham. "Nej." Hendes svar kom en anelse koldt.

Vaas kunne godt se på Rebecca at der var noget hun ikke kunne lide, men han kunne ikke rigtig sætte ord på det, hvad var der glat med hende, noget hun ikke vil fortælle ham, aller der var nok maget hun ikke vil fortælle ham, men det så slemt ud, havde han gjort noget alt ud over at kysse hende? hvad havde på hun hjertet som ikke vil komme ud, måske var det forså hun nok ville sårer ham, og hvad så han var jo bare Markulius'es lillebror, en ven som dårlig nok betyder noget, "Rebecca han ville forstå dig, kender du dette ord spil: Hvis man elsker en person må man også give spil på denne person, Rebecca jeg tror det er på tide at i giver slip på hinanden" han så lidt ned i jorden igen, havd nu igen sagt noget forkert, eller havde hun misforstået det, han ville jo ikke havde at de skulle miste kontakten med hinanden, men hvis hun virkelig ikke elkser Mark mere hvorfor giver hun så ikke bare slip, hvis hun blev ved med at holde fast i ham, ville hun blive såret voldsomt for eller siden, "Okay hun fortalte ham ikke alt? hvad kunne hun havde glemt at sige til ham? at du stadig var der inde og at du kunne mærke alt hvad de lavede?" Vaas lyd mere kold end rolig, hvis nille ikke havde fortalt Mark alt, var det jo hendes skyld eller det var det i Vass'es øjne, "Rebecca jeg vil aldrig nogen sine drikke af dig, om jeg så får lov, jeg vil aldrig gøre det imod dig" han så på hende med alvorlige øjne så hun kunne forstå at han aldrig vil drikke af hende også selv om det var den eneste vej tilbage, han vil ikke! "Hmm jeg tror jeg klare mine problemer uden Nille" han smilede svagt for han snakkede vider, "Hmm du kan lege med vand, og jeg kan lege med ild" han grinede lidt, han havde ikke troet at han ville forelske sig i en kvinde som kunne lege med vandet når han selv kan lege med ild, havde hun virkelig ikke flere spørgsmål at stille ham, ikke engang et, hmm han havde håbet lidt på at der ville komme flere så de havde noget at snakke om.

Rebecca stirrede tomt foran sig, helt rank ryg og bare.. tom. Hvorfor blev Vaas ved? Kunne han ikke bare lade hende og Markulius være i fred? Det var hendes problem, hun ville selv klare det. "Sig det til ham, ikke mig." Hun så koldt på ham. Hvorfor skulle hun have det at vide, når Mark var den der hang ved? 
Han kunne ikke lide nille, det var tydeligt. Hun så mere koldt på ham. "Nille er den eneste der forstår mig. Vov ikke på at skade hende eller anklage hende. Visse ting mente hun skulle holdes hemmeligt, foreksempel hvem der dræbte hende. Jeg kan ikke huske hvad hun sagde, det er også lige meget." Hun så væk fra ham igen. 
"Fint nok." Sagde hun blot til det med blodet. Hun kunne være sindssyg ond på sin egen måde, hende Rebecca. Hendes måde at være på når der var noget hun ikke var tilfreds med, kunne reagere dårligt på andre, hvilket var hensigten. "Hvem har sagt at Nille vil hjælpe dig?" Hun så tomt på ham igen og lagde hovedet lidt på skrå. "Det er sjovt hvordan verdenen fungere." Hun så væk igen.

Vaas kunne godt se de var ved at komme op i hovederne på hinanden, hvis han ikke snart stoppede ville der ske noget slemt, hvad det var ville han helst ikke vide, "Rebecca jeg har ikke set min bror i mere end 100 år" han så på hende og rolige øjne, han hørte hvordan hendes stemme sker i ørerne på ham, hun var blevet kold, havde han virkelig sagt noget forkert til hende, det var jo ikke det han ville opnå, med deres venskab, "Rebecca jeg ved godt Nille er den eneste som forstår dig fuldt ud, Og jeg har ikke tænkt mig at skede hende, aldrig nogen sine" han så væk fra hende, betyd Nille virkelig så meget for Rebecca, hvis hun gjord det måtte han jo heller blive sådan okay gode venner med hende, for de to piger var jo næsten om i familie med hinanden, "Jeg har ikke sagt at Nille vil hjælpe mig Rebecca du misforstår mig, det avr ikke sådan jeg mente det" han fik en rød blod tårer ned af sin venster kind og tog den væk igen med sin ende hånd, så hun ikke skulle opdage det, men om hun allerede havde lagt mærke til tårer var jo kun hende som kunne sige det, han så væk fra hende han kunne mærke at hun var ved at blive sur på ham, hvad havde han gjort galt? var han virkelig en vampyr uden følelser i livet, hvad var han for en vampyr, hvor var hans menneske hed henn? sidste gang han kunne mærke den var for 10 år tilbage, men han kunne ikke huske hvorfor han kunne føle den. han så hen på Rebecca som nu var vendte hovedet væk fra ham, hvad sad hun og tænkte på lige i dette øjeblik.

Rebecca kunne ikke helt forstå hvorfor hun ikke var smuttet endnu. Hun fnøs. "Ja, det har jeg forstået du ikke har." Og skulle hun have medlidenhed for det? Ja, det skulle hun vidst... hmm... Men kunne hun finde på at gide det? Ja, men ville hun? Det vidste hun ikke. Nu blev hun forvirret. 
"Du fik det til at lyde som om du anklagede hende for at Mark havde kysset hende, og på den måde nærmest været mig utro, selvom mig og ham ikke er kærester!" Årh hvor var det irriterende. Hun følte sig som en eller anden ting der kun tilhørte Markulius. Det gad hun ikke. Hun rejste sig op og så kort rundt. "Du sagde at du kunne klare dine problemer uden Nille, som om hun havde sagt hun ville hjælpe dig." Hvilket REbecca var ret sikker på at Nille ikke havde. Nille hjalp ikke andre, eller.. kun dem som betød noget for hende. Hun lagde ikke mærke til tåren. "Vi ses." SKulle hun i stedet have sagt farvel, som i at de aldrig skulle mødes igen? Det var usikkert, men hun begyndte da at gå. Ikke tale om at hun ville blive set som Marks kæreste, hans ting, uden at hun havde noget at sige til det! Hun var ikke Marks kæreste! Hun var fri, single.

Vaas så på hende og kom op at stå, hvordan kunne det være at hun var blevet så sur, havde han gjort noget galt, han stod lidt og tænkte på hvad han havde gjort for at gøre hende sur og kold, han hørte dårligt nok hvad hun havde sagt om hans bror, nu slå det ham, de havde talt om Mark hele aften, måske var hun blevet sur over de ikke talte om andet, han havde jo set hende som Mark's måske skulle han til at holde sin kæft om hans bror, hvor var han dov dum Rebecca var jo ikke MArk's og det havde hun aldrig været, hvad er det for noget lort han havde fået lavet sig, han så hen på Rebecca og lukkede øjne og træk vejret stille og roligt, og åbnede både øjneog mund, "Undskyld Rebecca jeg har lavet denne dejlig og stille aften til denne kolde og trist aften" han så vækk fra hende, hvad skulle han dov lige til hende at han var ked af at klade hende for Markulus'es? hvad han var på spanden, "Rebecca jeg har fået du ikke er Markulius'es undskyld" han så igen på hende og hviskede noget til sig selv, "Kæft hvor er du bare dum Vaas" han lukekde sine øjne og hørte hende sige 'Vi ses' Nu havde han virkelig opgivet at få hende til at blive, hvis hun ville gå så må hun jo gå.

Og nu indså han det. HElt ærligt.. Okay, pokker tag det at han blev såret, nu skulle han bare høre hvad hun havde at sige, om han ville det elle ej! Hun vendte sig om og gik målbevidst hen til ham. "Nu skal du høre, Vaas." Hendes øjne borede sig ind i hans. "Jeg tilhører ikke Markulius, jeg er ikke en ting han kan eje og bruge når han vil! Jeg er en person og jeg vil ikke blive snakket til og behandlet som om jeg tilhører ham! Han spurgte mig aldrig om vi skulle være kærester, i hvert fald ikke hvad jeg husker af, så jeg tilhører ikke ham! Jeg er fri, og jeg agter at forblive det, for jeg kan åbenbart ikke det med kærligheden! Han blev min kriger, før jeg døde, nu er han Nilles kriger. Jeg er ligeglad med det, Nille kan få alle de krigere hun vil som jeg har været sammen med og jeg vil være fuldstændig ligeglad! Det er ikke Nilles skyld, hverken mig eller hende bad om dette. Jeg tilhører ingen andre end mig selv. Du har ikke snakket om andet end Markulius, det gør mig sindssyg! Jeg vil bare have lov til at slappe af og få mig et liv igen!" Sådan. Nu havde hun sagt det. Hendes øjne glistrede af hvidglødende vred, hendes hænder rystede af raseri og hun så kort sagt, fuldkommen rasende ud. Beklageligvis gjorde hendes udseende blot det at hun var rasende til noget ekstra tiltrækkende.. Altså, selvom hun var rasende så hun ikke farlig ud, bare mere tiltrækkende overfor dem der elskede fare...

//Jeg tænkte på at vi ikke skulle slutte dette emne? også lave et nyt hvor hun stadig er sur på ham, og han prøver at overbevise hende i at han er ked af at han havde været sådan en idito?//

//Det kan vi godt, hvis du vil lave? //