Beating up the heat ~Nille

Og nu ville han åbenbart bestemme hvad hun orkede og ikke orkede. Hun hævede et øjnebryn og kneb øjnene lidt sammen, for at vise at det brød hun sig ikke om at han sagde.
"Jeg bestemmer vel selv hvad jeg orker." Hun lagde armene over kors. "Og jeg orker at høre din livs historie." Hun sagde det helt roligt og lagde hovedet lidt på skrå.
Han skulle i hvert fald ikke bestemme hvad hun ville høre og ikke ville høre! Det skulle han godt nok ikke bestemme.

Okay, så hun ville faktisk gerne høre om hans latterlige liv? Ja ja da.
''Okay så...'' han trak på skuldrene.
''Jeg voksede op her, i underworld. Jeg har boet her hele mit liv, selvom jeg tit drømte om at stikke af. Min mor var en af de øverst placerede tortur-mesterinder, mens min far ejede den største del af slavehandlen. Så penge manglede de ikke. Desværre, valgte de at få mig.'' han sukkede kort.
''De havde denne slave - en pige. Hun havde været der for mig, hele mit liv. Min bedste ven, min eneste ven. En dag, forbød min far at hun var sammen med mig, efter han havde set os sammen. Han fortalte hende, at hun var ikke god nok til mig, og hun troede på ham. Den aften, hvor jeg ville fri til hende, sendte han hende væk - i hendes tro om at hun selv valgte det... Jeg blev efterladt med et knust hjerte, og et inderligt had til mine forældre. Alle kendte til det. Efter et par årtier, havde jeg tilvant mig tanken om at jeg var nødt til at være sammen med kvinder for at overleve. Så jeg var på jagt, mens mine forældre blev myrdet.'' han bed sammen.
''jeg ved ikke hvem der gjorde det, men jeg var den første der fandt dem. Jeg stak af. Derfor mistænkte de mig for det.'' han så lidt ned i bordet.
''det er først for nyligt, at jeg er kommet frem fra mit skjul. Men folk husker det åbenbart stadig. Pigen, hende så jeg for nyligt, men... jeg kan ikke engang tale med hende, ikke uden at jeg enten ligner en lallende forelsket idiot, eller at jeg lyder som en der er ved at slå et eller andet ihjel.'' han bed sammen.
Han så igen op på hende. Denne gang med et blik der virkede alt for dystert.
''jeg tror ikke du behøver at vide mere, Bambi.'' sagde han stille.

Nille havde hørt så meget om andres liv, uden hun ville det, men var nød til det. Hun kunne nok godt klare hans historie, hun havde set så meget og prøvet så meget, hvad kunne der være så forfærdeligt ved hans historie? Tortur mesterinder... slavehandler... Hun kneb øjnene lidt sammen. Hun havde selv tortureret andre, men slaver! Slavehandlere, de skulle dø ved Nilles hånd. Eller ved hendes øjne, kunne man sige. Hun kunne dræbe folk ved skam, det var dog meget.. svært. hun kunne selv dø af det.
"Nej, jeg behøver ikke at vide mere." Sagde hun og så eftertænksomt på ham. "Elsker hun dig? Ved du det?" Hun lænede sig tilbage. "Og kærlighed er forvirrende."

//Kreasvigt... Sorry!

"Jeg aner det ikke. Jeg har kun set hende en gang siden hun skred. Og ærligt, så vil jeg heller ikke vide det. Det er bedre sådan her. Adskilt. Kun én ryg at dække når det er.." Han bed sammen. Han havde mest af alt lyst til at rejse sig og gå.
"Nå... Hvis der ikke er mere du vil vide, så vil jeg lette bagdelen hjemad." Sagde han roligt, inden han bundede sin øl, med et lille smil.

Bedre sådan... hun var uenig, mere end uenig. Kærlighed var smukt, vidunderligt. Hun elskede det, hun elskede Jacob. Men hun kunne ikke tillade sig det, desværre. Hun ville så gerne, men hun havde en pligt, som hun virkelig ikke ville tænke på nu. "Du kan ikke undgå din kærlighed for hende forevigt." Sagde hun blidt og lagde hovedet let på skrå.
Hun nikkede. "Der er ikke mere jeg vil vide. Tak for snakken... og vær venlig ikke at fortælle nogen om dette møde." Det sidste blev sagt alvorligt. Hun så på ham.

''jeg fortæller ingen om vores møde. Men du burde nok vide, at de tre henne ved baren har kigget på dig og hvisket sammen i snart fem minutter.'' sagde han, inden han rettede lidt på hans tøj.
''Tak for denne gang.'' han smilede. ''... Bambi.'' han blinkede drillende til hende inden han satte vejen mod baren for lige at betale for hans korte visit, inden ville gå videre, måske direkte hjem?
Men så gik det op for ham; han kunne ikke løbe fra hans kærlighed til hende... Nej, det kunne han vel ikke - og så måtte det være sådan. Han måtte elske et spøgelse fra hans fortid - mere blev det aldrig til.

Hun var ligeglad med at tre personer havde hvisket og set på hende, mens de havde snakket. Hun var vant til at folk så på hende, hvorfor skulle de lade være? Der var en dusør på hende, men hvis de prøvede, ville det nok ikke ende godt for dem. Medmindre de var virkelig gode!
"De kan kigge så meget de vil - de kommer bare an... hvis de da tør." Sagde hun roligt, et svagt smil foldede sig om hendes læber.
Hun havde ærlig talt det kælenavn, bambi... Hun sukkede svagt. "Selv tak." Sagde hun og så efter ham. Hun trak hætten over hovedet, og så rundt. Derefter begyndte hun at gå hjemad..

//Out.