The letters... Did you read them? ~ Sean

Hun så på Lockheart, og sukkede.
''dit krapyl! Du kunne vente til jeg havde snakket med ham!'' sukkede hun med et smil.
Hun så på Sean, velvidende, at hans 'fint nok', ikke var så godt som man kunne håbe. Men hvis han hellere ville lulle hende ind i troen at han havde det godt, måtte han have lov til det.
''Det er godt at høre, at det går ok. Nu håber jeg ikke, at krapylet her har brændt for meget af dit hjem af. Han er lidt... spydig.'' hun smilede og aede dragen over hovedet, mens den lavede en tilfreds spinnen.
Hun smilede, mest af alt, bare fordi hun så på Sean. De øjne, det smil - falskt eller ej - det var her hun hørte til. Ikke på et skib, og ikke på en kro. Men her, som hans røviriterrende lillesøster.
I en hurtig bevægelse, som resulterede i at hendes smertende led og muskler nærmest knagede, lagde hun armene om Sean, i et kram. Lockheart, der ikke havde set bevægelsen komme, tumlede ned på sengen, en smule fornærmet.
Hun lukkede kort øjnene, lyttede til hans hjerterytme, mens hun trak vejret dybt.

Han var overrasket over gestussen...Men følte sig samtidig mere tæt på Neph end han havde været længe. Faktisk måske nogensinde. Hans arme gled rundt om hendes ødelagte krop, holdt hende beskyttende ind til sig. og det var under alt det her, han mærkede den sande træthed. ikke bare fysisk udmattelse, men den mentale. Der hvor man nåede det punkt, hvor man bare ikke kunne mere. Tog tingene virkelig så hårdt på ham? Det var sandt. Han førte altid et minespil over for folk, opretholdte en facade og det kunne godt tage lidt på energien.
Han grinte lavt.
"Jeg sætter dig til regnskab" mumlede han ned i hendes hår.Duften af hende. Fornemmelsen af hende. Han sukkede svagt.
"Jeg er bare lidt træt..." sagde han så, mere eller mindre kapitulerende.
"...Det kan være hårdt at tæske levende-døde og samtidig holde styr på de enkelte personer der betyder noget i ens liv"

''tell me about it..'' mumlede hun og stod bare med armene om ham, og med panden mod hans brystkasse.
''jeg elsker dig, det ved du godt -ikke?'' Man kunne tydeligt hører i hendes tonefald, at det ikke var en reel kærlighedserklæring. Intet med, at hun ''elskede'' ham, som dengang hun var forelsket i ham. Hun kunne bare ikke undvære ham i sit liv. Han var en del af hende, og ville altid være det. Uden ham, boede hun stadig i rendestenen, som en gadehund.
Med armene låst om hans hofter, begyndte hun at nusse ham på ryggen.
''Regnskab ligefrem?'' grinte hun, inden hun duftede til ham. Udover at han duftede levende, var han... Han var ham. Personen hun havde drømt om, flere nætter i træk. Personen hun savnede når det var, at hun var ensom. Han var hendes 'bedre' halvdel.

Han krammede hende og kyssede hende oven på hovedet, før han på rigtige storebror maner slap hende igen og så bestemt ned på hende.
"Nu skal du tilbage i seng" smilte han svagt. Hun skulle virkelig hvile sig, komme sig igen. Det gik slet ikke at hun havde alle disse sår. Især ikke under en krig. Det var bare et spørgsmål om tid før hun ville få brug for sine styrker igen.
Han smilte lidt til hendes kommentar om regnskab, før han blidt puffede hende tilbage mod sengen, passede på ikke at klemme eller ramme dragen på vejen. Kærlighedserklæringer havde aldrig passet til ham, hverken de små eller de store. Hverken for kærester eller familie - bare selve ideen om familie var stadig fremmed for ham. Han ville benægte det, hvis folk mente han havde en familie. Men i virkeligheden havde han jo en. Nephthys som søster, Alane som kæreste, Elyas som nevø og Connor som et slags...barn. nok ikke hans eget, men det var der. Og Sigmund og Mary var også ret vigtige i dette billede. Han sukkede svagt over hvordan han ville have det, den dag de fleste ville dø eller forlade ham. Men det måtte han tage til den tid.

*Så det er den leg vi leger!?*
''Jamen, jeg vil ikke i seeeeeeeng!'' hylede hun drillende, og lagde armene over kors.
Hun var ét stort smil, i hele ansigtet.
Hun vidste, at han på ét punkt, kunne havde sagt 'i lige måde'. Men det lå ikke til ham at sige det - hvilket var fint.
Hun rakte tunge af ham, grinte drillende og smilede lidt.
På dét punkt, var hun et legebarn. Helt til det ekstreme.
''Jeg vil ikke soveeee! Jeg vil lege! Kom nuuuuu!'' hun trippede lidt, for at understrege at hun ikke var træt

Han grinte og himlede med øjnene, som en irriteret storebror, dog uden at være det mindste sur. Eller irriteret, for den sags skyld. Han rystede på hovedet og puffede hende igen ind mod sengen, i et forsøg på at vælte hende ned i sengen, men uden at skubbe for hårdt så det kunne gøre ondt på hende.
"Nu! Det er sengetid, du har endda fået lov til at være en time længere vågen i dag!" drillede han tilbage.
"Ellers bager jeg ikke pandekager i morgen!" lokkede han til sidst. Han viste selvfølgelig godt ingen af dem behøvede rigtig mad. Han kunne heller ikek finde ud af at lave mad. Men det var nu også bare for at krydre deres lille leg lidt. Det lettede stemningen om den og bandt dem, om muligt, tættere på hinanden.

''pandekager!?'' hun slog øjnene op, og stirrede på ham med lysende øjne.
''10 minutter mere, så går jeg i seng - okay?'' hun hoppede ivrigt op og ned.
''Ellers skal du synge Soft Kitty.'' krævede hun, inden hun så bedende op på ham.
Hun svejede lidt, en måde at drille ham på.
''10 minutter mere? Be'om pæææææænt!?'' hun blinkede me de bleglilla øjne, i håbet om at han ville accepterer det.

ikke tale om!
"Nej, i seng nu! Ellers får du hverken det pandekager eller godnat sang!" åh, han kunne ikke rigtig synge, havde ikke gjort det i flere år. Han tvivlede på han overhoved ville kunne huske nogle sange. Med et svagt smil satte han sig ned på sengekanten, så hun stadig kunne komme til, og klappede på sengen og flyttede dynen.
"Kom. I seng!" bekendtgjorde han

''hvorfor skal drenge altid være så strenge!'' klynkede hun, inden hun smed sig på sengen med ansigtet begravet i puden - et forsøg på at efterligne det sceneri en teenage-pige ville præsterer når hun fik besked på at hun ikke måtte tage i byen.
Hun mumlede noget ned i puden, inden hun sukkede dybt. Hun gabte lidt, men prøvede at skjule det i puden.
Hun havde aldrig gjort det der før. Aldrig. Hun havde været så lille dengang hendes bror døde. Hun huskede dem, men ikke alle de gode minder... De var væk for længst.

Mindet om hendes bror, fik det til at gøre ondt. Et sted, lige bag den ene lunge - i noget hun havde regnet med var dødt for længst.
Hun forblev nu tavs, fuldkommen. Hun lå bare med hovedet ned i puden, tavs. Inden længe ville hun begynde at snøfte, og hun håbede næsten at Sean var gået ud af værelset inden da. Hende og gråd, når Sean var der, var ikke en god kombination.

Han satte sig bedre til rette og smilte lavt. Han havde selv en bror...men han havde ikke været der, da han var blevet født og han havde derfor aldrig haft følelsen af samhørighed mellem søskende.
"du ved vel jeg ikke kan synge" sluttede han mere eller mindre deres dril. Neph virkede træt og mere stille nu. enden ønskede han det eller også fortolkede han det, som træthed. Han nussede hendes svagt hen over ryggen, før han rejste sig op for at gå.
"Godnat" smilte han svagt, da han stod ved døren.

intet svar fra hende af. Med kæben spændt, for ikke at hulke højlydt, begyndte hun at ryste. Hun hev efter vejret, klynkede og krøb sammen i sengen. Hun havde ondt i hele kroppen, som om der var ild i hende. Minderne om hendes bror, mor og far gjorde det langtfra bedre. Hendes far - det svin han nu engang havde været, hendes mor - så elegant og klassisk, og hendes bror... Han var næsten voksen, da hun blev født. Han havde hadet hende, de første par år. Men da hendes første ord, havde været 'nema', var han blødt op på stedet.

Hun savnede ham, så frygteligt. Ham, af alle. Og Sean lignede ham så meget... på alle punkter.
I et forsøg, på at slappe af, begyndte hun at nynne hans vuggevise til hende, men uden held, den gjorde hende blot mere ked af det.
Hun krøb sammen, i fosterstilling, og hulkede lavt.

Han kunne ikke ignorere det. Med et svagt suk, han fik til at være lydløst, slap han den endnu ikke åbnet dør og gik over til sengen, satte sig ved siden af hende. Hvad var der nu galt? Helt ærligt, de havde haft det så godt lige før. Det skulle ikke undre ham at han var skylden i det - Det var han altid. I et øjeblik følte han trang til bare at gå og sige tak for sidst. Men han viste godt at det kunne han ikke.
Han lagde hånde mod hendes ryg, nussede hende svagt. Så tog han fat i hende, hev hende halvt op og sidde, lagde armene om hende og holdt hende ind til sig. Han viste ikke rigtig hvor sangen kom fra eller om den kunne gå som en godnat sang. Men han huskede den, som den eneste.
"Hush, child
The darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep
Child, the darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep

Guileless son,
I'll shape your belief
And you'll always know that your father's a thief
And you won't understand the cause of your grief
But you'll always follow the voices beneath

Loyalty loyalty loyalty loyalty
Loyalty loyalty loyalty only to me

Guileless son,
Your spirit will hate her
The flower who married my brother the traitor
And you will expose his puppeteer behavior
For you are the proof of how he betrayed her loyalty

Loyalty loyalty loyalty loyalty
Loyalty loyalty loyalty only to me

Hush, child
The darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep
Child, the darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep

Guileless son,
Each day you grow older
Each moment I'm watching my vengeance unfold
For the child of my body, the flesh of my soul
Will die in returning the birthright he stole

Loyalty loyalty loyalty loyalty
Loyalty loyalty loyalty only to me

Hush, child
The darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep
Child, the darkness will rise from the deep
And carry you down into sleep"

Sangen var lidt lang, men stille. Sean nussede Neph imens han prøvede at få tonerne nogenlunde rigtige, så sangen lød bare nogenlunde godt. Han havde aldrig været sanger. Nu han tænkte over det...Var det faktisk den sang hans mor nogen gange havde sunget for ham. Når hun var nærværende nok til at vide hun havde en søn. Utroligt han ikke havde glemt den endnu.

Hun lyttede med et halvt øre. Hendes tanker var for langt væk til at hans sang ville påvirke hende fuldkommen.
hun ventede til sangen var færdig, men hulkede stadig svagt. Det var mere over i en snøften nu.
i en tavs protest over hendes minders måde at over vælde hende på, lukkede hun ned. Hun så ikke på ham, og blev ved med at gnide de tårer der trillede frem væk.
Lockheart prøvede at hoppe op på sengen, for at trøste hende men faldt ned igen, og klagede højlydt.

han havde prøvet. Han sang sjældent og det var mislykkedes, hvilket ikke undrede ham når man tænkte på hvor svær Neph kunne være og hans mangel på talent. Han bukkede sig lidt ned og med en hånd under maven på dragen hev han den op på sengen, så den kunne hjælpe lidt til. Han var stærkere end et menneske og at skubbe en lille drage op på sengen med en hånd var intet i forhold til så meget andet. Han vedblev at nusse Neph beroligende.
"Hvad er galt?" spurgte han stille

Hun svarede først ikke, men efter lidt tid fik hun taget sig sammen, og hviskede ordet 'nema'. Noget eksotisk, fremmet, lå over ordet.
''Min bror...'' hun trak stille på skuldrene og så lidt på Lockheart.
''jeg savnede ham bare...'' mumlede hun stille, inden hun gned flere tårer væk. Hendes hulken var ikke helt væk, men det var langt bedre end før.
hun trak vejret rystende.
Lockheart havde prøvet at kravle op på hendes skulder, og sad nu og nærmest bed hende i øret.
Det var ikke meningen at hun skulle indblande Sean i hendes 'tidligere' liv. Det var jo, som hvis han fortalte om sin mor. Ikke en ting der burde ske..

Tingene der var sket, ens familie og ens barndom sad i en, formede en, påvirkede en. Uanset hvad stædige småbørn som f.eks. Tristan kunne finde på at sige. Han kom med et svagt "hmhm" for at tilkendegive han havde hørt hende, men ikke viste hvad han skulle sige til det. Sidst hun havde fortalt om sin familie, havde han fået det indtryk at de ikke var nogen man burde holde alt for meget af. Eller var de blevet dræbt? Af en eller anden grund følte han det hele blev blandet lidt sammen.
Men siden episoden med forsøgene, hvor han var blevet holdt fangen, havde han ikke kunne tænke klart. Men det skulle ikke gå ud over Neph.
Han ville blive siddende, til hun havde det bedre.

Selv de døde havde stemmer. Sådan havde en kvinde sagt, dengang hun havde genkendt hende for det hun var: et dødningebarn. Et barn, hvis familie var døde.
Hun så ned, og derefter op på ham igen. Hun ville tørre sårerne væk, rejse sig og rette ryggen. Hun var ikke videre glad for at han så hende SÅ svag...
Men hun så bare på ham lidt, inden hun snøftede igen og satte sig helt op.
"Undskyld... Jeg burde slet ikke indblande dig i det, vel?" Spurgte hun mumlende, med en smule accent. Hun hadede den del af hendes liv, der indvolverede hendes familie.
Drømmene, de blev mere og mere virkelige, men han skulle ikke indblandes i de drømme... Det ville bare gøre ham... Utilpas, hvis han så dem..

Han så lidt på ham og det gik op ham at hun havde det ligesom ham selv. Ville ikke føle sig svag, selv om man uden tvivl ville være det en gang i mellem. Også ham selv, dog mest når han var alene. Netop for at ingen skulle se det. Han viste ikke længere hvor han stod i dette rod...Kvinder plejede efterhånden at falde grædende sammen i hans arme og snakke om deres dybeste hemmeligheder. Åh...Camille, Luce og hans egen søster. Det var mange, på kort tid. Men han kunne ikke klage, kunne han vel?
"Det er for sent. Du har allerede involveret mig i det. Og det er fint...Det er en del af dig" han sendte hende et lille smil.
"Ligesom jeg altid vil være" håbede han da

Hun smilede blidt til ham, men under smilet lå der en mur. Om han genkendte det eller ejvar hun ikke sikker på. Hun sukkede stille.
"Ligemeget hvor meget du prøver at slippe, jeg bliver her." Sagde hun med et drillende smil, et ægte drillende smil.
"Og Lockheart kommer nok heller ikke nogen vegne." Grinte hun stille.

//skriver fra endrillesyg iPad. Sorry//

Han lod sig falde tilbage i sengen, så han lå på ryggen med benene ud over sengen. Han lagde hænderne under sit hovedet, så han kunne se hen mod hende, med et lille smil.
"Slet ingen steder? Det vil da blive umådelig kedeligt at være fanget herinde med dit nye, evige liv" han blinkede drillende til hende.
"Hm...Har du smerter?" spurgte han så, pludselig mere bekymret for hendes helbred. Hun var jo kommet....ret forbrændt og selv om han viste vampyrer healede hurtigt, undre han sig stadig over om hun allerede kunne have det godt igen.
"brug for mere mad?"

Hun så lidt på ham, sukkende. Hun havde ondt, men hun kunne ikke lide at sige det.
"Jeg klarer mig." Hun satte sig ved siden at ham, men lagde sig ikke ned. Hun ville undgå enhver form for intimitet mellem dem, hvis hun skulle bo her.

"Jeg er ked af at du skulle finde mig sådan..." Sagde hun roligt, inden hun så op i loftet, hvor Lockheart nu kravlede rundt på hovedet og så ned på dem.

Han så op mod dragen. Selv om tingene var bedre imellem dem, virkede det samtidig...Som om de ikke var bedre. Som om der stadig var en mur, selv om han ikke længere viste hvor den mur kom fra. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene et øjeblik...Så satte han sig op igen, åbnede øjnene.
"Jeg vil arbejde lidt" sagde han så og så hen på hende med et lille smil.
"Jeg er glad for du er her. Men du burde hvile dig lidt. Så kan vi gå ud og tage hævn over hvad de gjorde til dig" det var i hvert fald hvad han havde tænkt sig. Sparke dem så meget i smadder, at de aldrig ville kunne krumme et hår på hverken Neph, men heller ikke de andre han havde kær.

Hun så lidt ned, uden at svare ham.
lidt efter, måtte hun dog sige noget, som hun senere nok ville fortryde.
"Jeg ved ikke hvem der gjorde mig noget... Jeg husker ikke noget, specielt..." Hun så op på ham, velvidende at han ike troede på hende.
Stille lukkede hun øjnene og krøb lidt sammen.
I det hele taget, var der fr mange minder der pressede sig på lige nu.
Minderne om Nema, og den måde han havde snakket med hende... Havde han levet nu... Tanken ville være helt absurd. Hvem ville han være?...

igen mærkede hun tårerne presse sig på, men rystede på hovedet.
"Sig til hvis du vil have hjælp til noget." Sagde hun med et påsmøret smil.

Han lod blikket glide ned over hende. Her var en ting han aldrig forstod. Hvorfor beskyttede hun altid dem der angreb hende? Det var som om hun ønskede at blive angrebet! Men lige meget hvad, ville han i så fald bare slå alle dem ihjel han kom tæt nok på. så hvis hun regnede med at spare liv, måtte hun leve med den modsatte effekt.
Han kunne se smerten over hendes minder stadig var der. Men han kunne intet mere gøre. Han var ikke hendes familie, han kunne ikke sige noget magisk ord. Hvis det ikke havde hjulpet nu, ville det heller ikke hjælpe at han blev der yderligere. Faktisk sagde han opdragelse ham at han burde trække sig tilbage nu, lade hende græde lidt i stilhed og kommer sig over det. Vildt forældet, som hans opdragelse nu var.
Han sukkede svagt og slog let ud med hånden, som om han skubbede alle hendes ord væk.
"I så fald er der bare flere der må dø. Men de er jo allerede døde" han så lidt på hende
"Lige nu er der intet. Andet end at komme dig oven på dine sår" han gik over til døren og så ud til at ville gå.
"Godnat..Eller godmorgen. Jeg ved faktisk ikke hvad tid det er" smilte han svagt, da han så tilbage på hende.

''ærligt, så ved jeg det heller ikke'' sagde hun med et lille smil.
''Sean... må jeg gå ud og sige hej? Til Elyas, mener jeg...'' hun så nærmest bedende på ham.
Hun savnede oprigtigt hendes ven, drengen fra diskoteket. Hun savnede den dreng, der havde forstået hende så godt...

Lockheart klynkede, hoppede ned for fødderne af Sean og så bedende på ham.
''Måske vil han også gerne se Elyas?'' grinte hun roligt