I have change so much since you saw me, and I never realized that you are just like me.. {Angela}

Angela kiggede ham i øjnene da han tog føringen af denne mærkelige form for udfordring de havde gang i. Hun kyssede ham tilbage, og foldede sine ben omkring livet på ham. Hun kyssede ham dybere og så væk fra hans ansigt, hendes kys ramte hans hud op imod hans ører.
"Jeg har været mange steder omkring i min levetid. Jeg ved udemærket hvornår jeg skal bruge min styrke." Hviskede hun forførende i hans ører, hvor efter hun nappede ham i øreflippen. Hun kyssede ham på læberne igen.

Hvad havde de egentlig gang i? Var det underlig form for overbevisning om hvem der var stærkest eller nød de rent faktisk hinandens kys? Noa nød det. Det kunne han ikke komme uden om. Han kunne bare ikke vise det overfor angie, for så ville ham tabe eller hvordan var det lige de underlige regler var? Det at hun svingede benene om ham, fik en indre ulv til at knurre og han lagde sig nu helt ned ovenpå hende, trykkede sin krop imod hendes for at vise sin styrke. Hendes hvisken kildede i hans øre.. Kysset blev gengældt, indtil han adskilte for at lade dem vandre ned af hendes hals, hvor han forsigtigt bed i den og derefter lod sine læber fortsætte videre op til hendes øre.
"Hvorfor bruger du den så ikke nu?" Hviskede han. "Bukker du under for mig?" Hans stemme var drillende og udfordrende.. Læberne fortsatte ned af halsen, kærtegnede kort hendes kraveben og lod dem derefter ramme hendes læber igen.. Et triumferende smil var på hans læber. Noa troede fulgt og fast på at hun var under hans magt og at han vandt den underlige udfordring..

Angela var aldrig under nogensmagt. Det skulle han ikke tro! Så selvom hun nød hans kys på hendes hud, så bukkede hun ikke under overhovedet. Da han mindst ventede det fik hun ham vendt om så hun var øverst igen. Hun satte sig op og kørte en hånd igennem det lyse hår, og så trak hun sine tænder frem og brugte den ene hånd til at skubbe ham helt ned i madrassen igen hvis han prøvede på noget. Hun smilede lumsk til ham, inden hun lænede sig indover ham og kyssede ham for en gangs skyld ham på munden helt stille og forførende.

Det triumferende smil forsvandt, så snart han mærkede at han ikke længere havde magten. Han var ikke sikker på hvordan hun gjorde det. Men nu lå han endnu engang under hende og var i hendes magt. Eller, det var han ikke! Han var ikke under nogens magt, selv hvis han en dag skulle blive slave, så ville han ikke være i herrens magt! Lige som han troede at han skulle have magten igen, skubbede hun ham helt ned i madrassen imens hun viste tænder. Endda for at håne ham gjorde hun det endda med en hånd. Lige kort inden læberne blev placeret på hendes, viste han selv tænder og afslørede de knapt så store tænder, da han trods alt ikke var ægte vampyr og blot havde fået sprøjtet vampyr dna ind i sig.. Selvom tænderne var små, var de også dødbringende..
Han kyssede hende tilbage, lod sig forføre selvom han ikke ville indrømme det! En af hænderne sneg sig om bag hendes hoved og sørgede for at hun ikke bare sådan kunne trække væk fra ham..
Ved lyden af nogen der bankede på fik ham til at trække væk og kigge hen imod døren..

Angela vidste med vilje kunne man alt. Dog da det bankede på døren blev hun ret opmærksom, fordi hun havde dræbt de tidligere ejere af dette lille hus, for flere hundrede år siden.. Hun rejste sig op, og rettede lidt på sit hår, hendes bevægelser var lydløse. Hun kom til et lille vindue der stod fem mænd med våben, dusørjægere. Hun kendte disse men ja, nogle af dem som havde jagtet hende i længere tid. Men de skulle ikke opdage Noa, men i de få sekunder det tog hende at tænke. Blev glasset smadret da en kniv fløj igennem og ramte hende helt præcist i maven. Angela havde glasskår siddende i huden, og blodet trillerede stille ud. Angela kiggede op da de trådte ind igennem vinduet. En af mændene tog fast i kniven og drejede den rundt til hun klynkede imens de andre tog hendes arme. Angela tog en dyb indånding.

Det hele gik så stærkt! Det næste øjeblik lå Angela ovenpå ham og nu stod hun med en kniv igennem sin mave. Det antændte en vrede inde i Noa. Desværre for mændene var hans vrede ikke noget man skulle lege med. Hans følelser var fordoblet! Det samme med temperament. Som en ulv på jagt, sprang han hen imod manden der var tættest på Angela. Han skubbede ham hårdt væk, løb hurtigt hen til ham igen og greb fat om halsen på ham. Muren ville møde mandens ryg. Det ville ikke være nemh for ham at flygte. Vredt satte han tænderne i ham. Dog blev hans mund af den værste smag, dæmon blod. Med en knurren, skubbede han ham væk og vred i stedet nakken om på ham, så den livløse krop faldt til jorden.. Med blod om munden, kiggede han koldblodigt hen på de andre mænd og lod hver en muskel i kroppen være spændt.

Og som hun havde håbet var Noa der så hun kunne få trukket kniven ud igen, hun kiggede på bladet som dryppede med hendes blod som langsomt trillerede ned på hendes hånd. Angela rettede sine hurtige reflekser imod en som ville overraske Noa og kastede kniven afsted. Den ramte perfekt ved halsen, så enden af den stak ud på den anden side. Angela så de på sidste to mænd som var tilbage i live, hun kendte dem jo ude mærket og de havde ikke regnet med Angela havde selvskab lige nu.
"Du ser helt overrasket ud?" Sagde hun hånligt til en af dem som var tilbage. Han kiggede hende dog kun koldt i øjnene. Intet svar fik hun før han kastede sig over hende, og brækkede hendes arm. Han holdt hende op af muren, og selvom der var smerte lignede det ikke at det rørte hende overhovedet.
"Rolig nu store fyr." Svarede hun så med en mere forførrende stemme, og mon ikke det hjalp lidt. Jo han tøvede kort og så tog Angela fat i hans hals med den anden hånd og sparkede ham i mandens private område for så at sparke ham videre fra jorden af og hen langs stuegulvet. Angela brækkede sin hånd på plads, og hævede så på et bryn. Hun gik imod ham og stak hånden igennem hans brystkasse, dæmonen stirrede op på hende nu ikke så koldt mere. Han tiggede om overlevelse. Angela skulle lige til at rykke til da den anden dæmon satte en kniv for hendes strube.
"Et ryk til fra nogle af jer, og du er død prinsesse." Sagde han truende, Angela tænkte faktisk Noa måske var lidt ligeglad med hende, det var næsten alle jo. Så hun ville måske kun blive lidt skuffet hvis han bare ville redde sin egen røv.

Mændene her var ved at drive ham til vanvid! Ingen skulle røre Angela! Han forstod ikke hvorfor, men det var der bare ikke! Selvfølgelig kunne hun passe på sig selv, det ville dog aldrig forhindre ham i at forsøge at hjælpe hende! Han ønskede at beskytte den tøs! Og på en måde, kunne han stadig mærke hendes læber imod hans egen. De var så bløde og.. Nej! Nu måtte han altså fokusere!
Det så ud til at Angela klarede det fint, lige indtil en af mændene besluttede sig for at placere en dolk nær hendes hals! Han kunne tro om! Lydløst løb han hen til ham, lod en dolk hvile nær hans hals og hviskede truende i hans øre. "Rør dig og du får skåret pulsen over! Fjern dolken fra hendes hals og det skal være nu," ville han ikke gøre det, havde Noa i sinde at bide hans øre af. Og det var det der skete. Manden var ikke hurtigt nok til at fjerne dolken, så Noa åbnede munden og satte tænderne hårdt i øret, rev til og lidt efter spyttede han et øre ud af munden, hvor det nærmest trillede hen af jorden med blodspor efter sig.. Derefter lod han dolken snitte halsen på manden, så han ikke skulle lide mere. Manden faldt til jorden. Og lige som han skulle til at sende angie et sejrs smil, kom en mand op bag ham og stak en sølvdolk igennem ham.. Han undslap et højt klynk og faldt til jorden..

Han hjalp hende rent faktisk hvor på han kunne have reddet sin egen røv, indeni hende varmede det. Og da bladet var fjernet fra hendes hals, skar hun den mand som hun havde foran sigs puls over. Hun vendte sig hurtigt om da hun så Noa falde til jorden, så var der kun den ene tilbage, og Angela havde ikke i sinde at lade ham gøre mere skade. Hun hadede at Noa var faldet, men måtte fokusere!
"Det kommer du til at fortryde." Sagde hun vredt, men manden grinte bare.
"Lad det komme an på en prøve skattebasse." Svarede han hende. Hun blottede sine tænder af dæmonen, og løb om bagved ham og lod hånden borre ind ryggen på ham hvor efter hun rev hans rygsøjle ud så resten af kroppen faldt sammen. Hun slap rygsøjlen og løb over til Noa, hvor hun trak sølvdolken ud af ham, hun smed den fra sig for at tjekke om han var helt okay.

Det sveg som en gal! Han maste underlæben imellem sine tænder for at føre smerten et andet sted hen! Tiden gik langsomt. Omgivelserne føltes som om det gik i sneglefart og først da Angie rykkede sølvdolken ud af ham, var omgivelserne normale igen og han undslap et højt skrig. Hænderne placerede han med det samme om maven, trykkede ind imod såret for at stoppe blødningerne. Han healede ikke og behøvede forbinding hurtigst muligt. Svagt så han op på Angie med et skævt og opmuntrende smil. Et lille tegn på at han nok skulle klare den!
"Jeg.. Jeg healer ikke, så hvis du kunne finde noget forbinding ville det være skønt," sagde han hæst. Selv endda nu hvor han var såret, forsøgte han at lave sin stemme selvsikker og ru. Det lykkedes ham bare ikke rigtigt. "Er du okay?" Han så hende op i øjnene. Et kort øjeblik ville man kunne spotte bekymringen i de mørkebrune øjne..

Angela panikkede kort, det var hun ikke van til. Hun var knapt nok van til at finde forbindinger, hun havde gjort det et par gange for mange år siden.. Angela løb med fart ud på badeværlelset og smed rundt med de ting som var inde i skabene til hun fandt noget hun kunne bruge. Hun løb tilbage til ham, og uden han fik nogle ord at indfører rev hun faktisk hans trøje af og gav sig til at binde såret ind for at stoppe blødningen. Angela så ham i øjnene.
"Jeg har det fint." Svarede hun med et stille nik, selvfølgelig var hun såret men gad bare ikke tænke på det ligenu.

Det gav et chok i ham. Hun rev hans trøje op og blottede hans overkrop overfor hende! Det værste og det mest underlige var at han pludselig følte sig så genert. Det havde han aldrig været før. Hvorfor var han så pludselig det overfor hende? Forbindingens bløde stof føltes behagelig imod den nøgne hud. Nærmest helt lettet og en anelse ståkandet, lænede han sig frem og kyssede hendes kind blidt. "Tak angie, er du sikker på at du klarer den?" Forsigtigt rykkede han sig nærmere på hende. "Trods alt stak han en dolk igennem dig også," han satte hovedet på skrå. Han prøvede lidt efter lidt at rette sig op..

Angela synes hendes hjerte holdt en pause da han kyssede hendes kind. Men det var ikke noget man kunne se på hende ikke det mindste. Angela så ham i øjnene.
"Ja jeg klarer mig, det gør jeg jo altid ikke sandt?" Sagde hun med et skævt smil, selvom ja blodet på hendes trøje sagde at det havde gjort voldsomt ondt, og det havde det. Men hun indrømmede aldrig smerte overfor nogle. "Det ved jeg, men så snart jeg har bare fået en smule vampyr blod igen vil det også heale." Det healede skam bare meget langsomt.. Så det var stadigvæk et åbent sår.

Han smilte blidt til hende. Som en lille gestus tog han hendes hånd og klemte den blidt. Det irriterede ham at havde det sådan omkring hende.. Han ønskede ikke at hun skulle komme til skade. Klarede sig altid? Ja, det gjorde hun og han beundrede hende for det. Alt hvad hun gjorde var dejligt! Han nikkede til hende, kørte en hånd igennem det brune hår og betragtede såret og blodet på hendes trøje. Det var en af grundene til at han fik ondt i maven. En smule vampyr blod.. Betød det også at hun kunne bruge hans halv vampyr blod? Tøvende så han på hende.
"Angie, kan du så også bruge mit blod? Trods alt er det halvt vampyr blod," sagde han svagt og nussede hendes håndryg med hans finger. "For kan du det, så bare tag fra mig,"

Angela havde skam overvejet det, bare ikke på den venlige måde. Men ja, hun kunne da prøve og hvis det ikke virkede så vidste hun det til en anden gang. Men hun tog chancen og trak sine tænder ud, hun satte dem i hans hals og sugede noget af hans blod til sig. Hun var ikke meget for den halve varulve smag, men hun nød faktisk hans blod alligevel. Men trak sine tænder til sig igen efter lidt tid, hun åndede lettet ud og tørrede sig om munden med sin håndryg.
"Tak, det hjalp."

Når Noa tilbød noget, var han ikke typen der trak tilbuddet tilbage igen. Selv hadede han folk der gjorde det. Angela behøvede at heale. Lidt blod fra eller til kunne ikke skade. Han var helt afslappet i musklerne da han kunne mærke tænderne gå igennem huden på halsen. Det gjorde ikke ondt. Faktisk så nød han det en smule. Svagt lukkede han øjnene i, trak sin hånd til sig og ventede bare til at hun havde fået tilstrækkeligt nok blod til at kunne heale. Da han ikke længere kunne mærke tænderne i huden, kiggede han hen på hende med et kærligt smil.
"Det var da så lidt," sagde han og startede endnu engang en øjenkontakt med hende. "Det er da rart at vide at du kan bruge mig til noget," endnu engang var hans stemme drillende. "Hvad var de for nogen mænd? Dusørjægere eller bare nogen du havde generet for langt tilbage?"

Angela så på Noa, og slog ham så ud af hovedet igen. Det var dumt at føle noget som helst, hun fik aldrig noget godt uh af forhold alligevel..
"Det er det vel, men skal bare glemme varulve smagen. Så går det lige." Svarede hun og rullede lidt øjne, selvfølgelig var det lidt sandt. Men ellers smagte varulv overhovedet ikke tilfredsstillende!
"De lidt blandet, de var engang en meget stor gruppe. Heldigvis er de nok de sidste fra den, de har jagtet mig i en god tidsperiode." Svarede hun med en lille grimasse.

Varulve smagen. Han sendte hende et kækt smil. De brune øjne strålede af liv igen. Det var som om at han havde glemt alt om såret. Angela havde en evne til at få ham til at glemme dårlige ting.
"Hvad snakker du om? Varulve smager skønt!" Sagde han og lavede kort et drømmende udtryk for at vise hvad han mente med det. "Med en varulv og vampyr drink, går man aldrig galt i byen,"
Efter han mente at han havde siddet ned længe nok, rejste sig han sig op og ignorererede den bidende smerte fra såret i maven. Han sendte et smil til Angela.
"Det håber jeg også at det var.. I det mindste var det ikke vrede ex. Kærester," han kiggede endnu engang drillende på hende. Langsomt forsøgte han at gå rundt i huset. Det irriterede ham groft at han ikke healede. "Hvor mange huse har du så kære angie? Siden du sagde at dette var et af dem,"

Angela fnøs af ham.
"Hvad snakker du om, vampyr og menneske er det bedste blod. Mest vampyr." Svarede hun kækt og grinte lidt. Angela rejste sig selv op, og kiggede rundt på de døde kroppe og blod som lagde overalt i stuen.
"Nej den eneste vrede eks kæreste jeg havde, ham dræbte jeg for ikke så længe siden. Den anden er væk og den sidste er jeg venner med, tror jeg nok." Svarede hun og kiggede efter ham da han gik rundt.
"Det her, et der er brændt ned.. Og så et i midtbyen ved gyderne. Men der har jeg min brors forlovede til at bo med sin datter. Til det med zombierne er ovre.." Svarede hun, når ja hun havde ikke fortalt Noa at hun havde en bror.

Han kunne være enig i det med vampyr blod! Det smagte udsøgt! Han kiggede sig over skulderen.
"Jeg kan gå med til vampyren, det smager himmelsk! Menneske, ah.. Det ved jeg nu ikke lige," han blinkede drillende til hende. Uden han forstod hvorfor fik han en underlig følelse i maven over at høre hende fortælle om ex. Kæresterene. For alt i verden, håbede han ikke at det var jalousi! Tøvende kiggede han rundt endnu engang. "Javel ja," han håbede ikke at hun bemærkede en lille klang af jalousi i stemmen. Blikket blev hurtigt rettet imod hende, han havde ikke hørt fortællingen om denne bror. Det kunne han da godt tænke sig!
"Jeg vidste ikke at du havde en bror," sagde han og lagde armene over hinanden som et kors. "Hvordan er han?"

Angela kunne godt hører der var noget over hans stemme, men hun vidste ikke helt hvad det var.. Dog lod hun det ligge for at gøre sig klar til en lille historie time.
"Nej, det også fordi jeg har troet han var død i MANGE år." Svarede hun stille og tog så en dyb indånding inden hun fortalte.
"Altså han minder lidt om mig, faktisk. Mere hård i det, men ja. Han er ikke så glad for at holde af folk, og jeg er bare ikke god til det... Eller ja det er det samme, vi minder bare om hinanden ret meget endda." Svarede hun med et lille skævt smil, hun elskede Nicolas..

Han lyttede til det hun fortalte. Endnu en der mindede om Angela, det kunne umuligt ende godt! Den tanke fik ham til at smile drilsk. Angela var bare sig selv, det kunne ikke laves om og det ønskede han egentlig heller ikke at det skulle. Roligt kiggede han over på hende, gik langsomt hen imod hende og rettede blikket ned imod jorden. Blikket blev dog hurtigt rettet op imod hende igen.
"Det er dejligt, familie kan man vel altid bruge til noget ikke sandt?" svagt forsvandt smilet fra ham. Det pinte ham tit uden at han ville indrømme det, at han faktisk ingen familie havde eller vidste af dem i hvert fald. Han var en enspænder, men engang imellem kunne selv en enspænder blive ensom. Efter lidt tid, lod han armene falde på plads lang siden igen. "Så.. hvad så nu? Hvad gør vi med ligene?" han nikkede hen imod de døde kroppe..

Angela var lidt uenig familie kunne man ikke altid bruge.. Faktisk ikke nej, i mange tilfælde kunne man.. Men langtfra alle.
"Lige nu kan jeg bruge min bror, for første gang i min leve tid er han der for mig. Så man kan ikke altid bruge familien, specielt ikke når man ikke var ønsket af den." SVarede hun stille men rystede så følelsen væk fra sig igen.
"Vi tager dem, og smider dem i en container der er få hurtige skridt herfra." Svarede hun med et kækt smil.

Han nikkede svagt til det hun sagde. Det måtte være skønt at have fundet sin bror. Noa kendte ikke sin familie. Ikke en eneste af dem. Det kunne være sørgeligt men egentlig også lige meget på samme tid. Den eneste der faktisk måske bare holdt af ham en lille smule var Angela, hvis han var heldig. Han kunne egentlig ikke vide om hun hadede ham. Det han aldrig kunne glemme var hendes læber imod hans! Det havde været dejligt! Men, det ville nok aldrig ske igen.
"Jeg er glad for at du fandt en du kan holde af og være sammen med," sagde han blidt. Denne gang var hans stemme varm og flydende som honning i te.
Kroppene skulle i en container, det forstod han godt og som havde han gjort det før, tog han to mænd i hvert ben og trak dem ud af døren.. Blodet fulgte bag dem som snegleslim..

Angela nikkede lidt til siden med hovedet, og så stadigvæk i retningen af ham.
"Ja være sammen med ham når jeg kan finde ham, vi ser ikke hinanden så tit. Men det altid noget, selvom jeg havde det helt lige meget med ikke at være ved min familie efter jeg forlod dem.. Trist men sandt." Svarede hun og løftede den sidste mand op på sin skulder og gik efter Noa.
"Du gør selv det rent!" Sagde hun med en sjov alvorlig tone.