Måske er det umulige muligt - Privat emne.

Et par muntre fraser blev udvekslet mellem Nicholé og Camille, inden Erics mor ville trække sif fra køkkenet. Camille nåede at give hende et meget hurtigt knus ig sige " tak".
Det var egenlig et meget bredt og rummeligt tak, der dækkede over hendes måde at være overfor dem på. Naturligvis have Camille ikke forventet mindre i forhold til Eric, men at hun havde taget så godt imod Mira og hende selv, som hun i hvert fald have på overfladen, var Camille hende taknemmelig for.
Panden sydede og en liflig duft hang i hele køkkenet, og selv om hun var helt optaget af det, fik hun fornemmelsen af at være iagttaget og hun drejede sig omkring , mest fornat bevise overfor sig selv at det var ren indbildning, men da hun så Erics blik, vidste hun at han havde gang i et eller andet. " er der noget du gerne vil sige ? - eller skal jeg virkelig til at lære dig noget takt og tone Eric Valentine " spøgte hun og bagefter fik hun ellers travlt med at vride en klud op og vaske Miras hvide hud tilbage i ansigtet.
" Mira altså! Og seriøst Eric! Du sidder lige ved siden af...kunne du ikke have...nååå nej du havde jontravlt med noget andet" sagde hun lettere ironisk og gav ham et dask.* mænd*
Hun måtte tilbage til komfuret, og vende pande kagen og med hånden hidkaldte hun Eric.
Hvis han ellers kom over ville hun spørge ham om hvordan han kunne have kendskab til kvinden med buen og til dragen?
Ellers ville hun spørge ham lidt senere, når de blev alene.

Et indre jubel skrig kom fra Eric, imens han så hvordan Camille pludselig fik travlt med at tage sig af sin 'datter', som havde været i syltetøjskrukken. Han forsøgte forgæves at kvase det smil der sprang op. "Nemlig, det er meget hårdt." Eric nikkede bekræftende, stadig kæmpende mod smilet, hvilke endte med at få ham til at lave en række mærkelige grimasser. Det så nok ikke ligefrem elegant ud, men det fik Mira til at grine, og det gav i sidste ende pote.
Eric var ikke sen om at opfange hendes kom-her-tegn, som han straks rettede sig efter. Når hun ikke sagde noget, måtte der jo være noget alvorligt af en art. Det hun smed i hoved på ham, kunne han næsten have forudset komme. Han sukkede lydløst, og kiggede kort ned på panden, mens han overvejede om han skulle prøve at åle sig ud af det hele, eller om han skulle fortælle hende sandheden. Det var heller ikke en direkte løgn, hvis han forsøgte at komme ud af problemet, men han var ret sikker på at han fik røven på komedie, hvis han gjorde et forsøg. En kort tøven lød fra ham, før han langsomt, bevægede sig ind i det mine opfyldte område. "Jeg ved ikke om det er sandt, det var bare en drøm jeg havde." Eric kiggede kort op på Camilles ansigt, før han igen rettede blikket mod den pandekage der lå på panden. "Men den omhandlede dig, eller mere Mira, som snakkede om dig." Igen stoppede han, men ikke for at holde en kunstpause. Nærmere som en form for tænkepause. "Hun snakkede om noget om at jeg blev skudt, og derefter dig, og en krystal, efterfulgt af en kvinde med en bue."
Det var i korte træk hvad drømmen handlede om. Alt det andet, men hvad Mira havde haft i hånden, holdte han til sig, og mente ikke det var noget Camille havde brug for, ikke endnu i hvert fald. Muligvis senere, men så måtte han sige det til hende på det tidspunkt, og så håbe det ikke var for sent.

Hun stirrede på ham...i nogle meget lange sekunder.
Det kunne bare ikke passe? Hvordan....?! Hun forstod det simpelt hen ikke, hendes hjerne ville ikke godtage det.Hvordan kunne denne drøm stemme overens, på nogle områder i hvartfald, med den hun selv havde haft.Den drøm hun ' trak krystal kæden med ud fra' !
Denne kæde der nu lå i hendes rygsæk, skjult, var et bevis på det ikke blot var en drøm.Hvordan det så ellers fungerede , havde hun ingen ide om. Og kvinden med buen? Hende mente hun Aleck havde slået ihjel nu? Men derfor kunne hun jo godt ' vende tilbage' , underligere ting var sket!

Hun så ind i hans øjne - og glemte helt at holde øje med den sydende pandekage.
" Eric, det er meget vigtigt du forstår at det er blodigt alvor det her , desværre. Lov mig du ikke slipper Mira ud af syne og passer på hende og lov mig.." hendes stemme knækkede over og hendes blik var sløret af tavse undskyldninger, frygt og kærlighed
" lov mig at du passer på dig selv" hun ville egenlig have trukket ham ind til sig, men af mange årsager stod hun istedet bare stille og tænkte på hvordan hn skulle navigerer dem ud af dette her....rod.
Og gud hvor ville det være rart at vide, hvorfor nogen var ude efter hende, og aåbenbart også de fire mennesker i hendes liv hun elskede....Eric,Mira,Tristan og Aleck.

Men een ting stod klart,
Alle de tre fyre havde modtaget drømme hvor Camille og de selv blev dræbt, men....kun een af dem kunne gå i opfyldelse, da hun selv kun kunne dræbes en gang, så alt i drømmene var ikke sandt, der var et tykt lag af løgn,bedrag og manipulation.....men hvad var hvad?

Eric kiggede halvt afventende på Camille, mens hun tydeligvis så ud til at tænke så det bragede. Han forstod ikke hvorfor det kunne avle så mange tanker i hendes hoved, men han lod hende tænke færdig. Han havde netop besluttet sig for at tage over for pandekagerne, så den der lå på panden ikke endte med at blive et stykke forkullet dej, da Camille endelig åbnede åbnede munden. Det var dog lidt skuffende det hun sagde, ikke fordi han havde forventet mere, men han havde mere eller mindre forventet at han forstod hvad hun snakkede om. "Hvad er det der er alvorligt?" Pandekagerne fik lov til at syde videre i deres egen lille sø af olie, imens en bekymret mine gled ind og erstattede det spørgende udtryk.
Det var tydeligt for enhver at der var et eller andet der var problematisk, Eric kunne bare ikke knække koden og se hvad problemet var. Det havde jo 'bare' været en drøm. Godt nok meget livagtig, og ikke speciel hyggelig, men trods det, bare en drøm. Han var ikke blevet synsk med et sving med en tryllestav. Han var stadig bare ham selv, han havde i hvert fald ikke mærket nogle ændringer.

Hun sukkede , en frustration begyndte at hobe sig op.Det var virkelig irriterende.Hun havde glædet sig til denne dag.Men ham. Og med Mira.Det skulle have været en fri dag væk fra al det ' heavy stuff' hun ellers var blevet trukket ind i.Men nu havde det også fundet vej til Eric, så det ud til.
" Eric....flere tæt på mig har haft drømme. ubehagelige drømme. Ens for dem har været , at både deres og mit liv blev brutalt endt. Det kan ikke være et tilfælde....nogen eller noget står bag ved det, og udover de ønsker at såre os , skade os....så aner jeg ikke noget."
Hun stillede sig til at rode lidt med nogle køkken redskaber, for at få afledt uroen væk fra kroppen." Eric ...jeg ved det ikke er almindelige drømme" sagde hun imens en uhyggelig skælven gennemrøstede hende. Og med spæd stemme forsatte hun " i min egen drøm, fik jeg en lille krystal halskæde, een der skulle holde mig sikker og beskytte mig.Men det underlige....det uhyggelige var " hun søgte hans øjne og følte sig næsten som en lille pige..." da jeg vågnede havde jeg krystallen i min hånd".
Der....så var det ude.Nu triede han sikkert hun havde slået sit hoved?

Eric sugede alt indholdet til sig, som var han en svamp. Først da hun havde fået sagt hvad hun virkede til at ville sige i denne omgang, trak han luft ind i lungerne for at sige noget, problemet var bare at han ikke helt vidste hvad han skulle sige. Derfor lod han luften smutte igen, i noget der kunne minde som et opgivende suk. Endelig fik han en kommentar han kunne smide af sted, men det var bare en kommentar, det ville ikke hjælpe på problemet, så han droppede den. "Har du smykket, krystallen?" Det kunne sagtens passe at hun havde smidt den ud, men risikoen - eller chancen - syntes ikke at være så stor. Hun fandt den sikkert mystisk på den ene eller anden måde og sådanne mystiske ting smed man ikke bare over skulderen.
Hvis Camille svarede at hun havde den, ville Eric spørge om hun havde taget den med. Det kunne være hun var bange for at miste den, men ligeså også omvendt. Det kunne være hun gerne ville miste den, men så burde hun have smidt den væk, hvilke hun så ikke havde gjort, hvis hun stadig havde den. "Har du prøvet at få en eller anden kyndig inden for magiske sten - hvis den er magisk - til at kigge på den?" Det var ikke ham Camille skulle gå til, for det var så sikkert som jorden var rund, at han ikke anede en pind om magiske sten. At jorden så blev trykket oval når den fløj rundt, var så en helt anden sag.

Som hun havde frygtet, troede han at hun var pyskisk ustabil.Han troede nubat hun gik rundt med en væve fejl i kysen.Det var jo bare herligt, tænkte hun sarkastisk , da hun hørte hans suk.
Men da han endelig talte , blev hun noget overrasket.Han stillede ikke spørgsmålstegn ved det underlige hun netopnhavde fortalt.At hive ting med ud fra en drøm var dog ikke heeelt normalt.Men Eric virkede til atvbevare fatningen....enten troede han hende, men der var jo også den mulighed at han fandt hende så seriøst syg at han ikke turde modsige hende, men bare snakkede hende efter munden, så hun ikke ville overfalde ham,eller noget andet tosset.Hun kom til at grine.
Men hans stemme var alvorlig...han så ud til at mene sit spørgsmål, så automatisk blev hun også seriøs." Jeg har den ja...også med mig, jeg tør ikke efterlade den nogen steder"
Eriv blev ved med at forbløffe hende, og altid på den gode måde...hvorfor var den ide ikke faldet hende ind? " nej..tanken er slet ikke faldet mig ind.Kan vi det? Kender du en Eric? For det ville hjælpe meget at vide lidt mere om den.... Men tror du det er sikkert at gå og vifte med den, at folk ved jeg har den?" blev hun så pludselig bekymret.Hun havde en virkelig dårlig fornemmelse omkring det sten der skulle beskytte hende.

Det overraskede på en måde Eric at hun havde stenen, men på den anden måde var det ikke så overraskende igen. Han vendte informationerne i hoved, før han kom med et omhyggeligt begrundet svar. "Jeg tror det er bedst hvis du redder di bandekager i første omgang, så ser jeg lige om min far kender til noget og ellers må vi jo finde på et eller andet." Det handlede om at være kreativ. Før han forsvandt fra køkkenet, gav han kort Camilles hånd et let klem, før han forsvandt ud af køkkenet med lange hastige skridt, som om han skulle skynde sig.
Isaac sad på sin flade på sit kontor, hvor han syntes vældig opslugt af en bunke papir. Han kiggede spørgende op da Eric kom ind på kontoret og tog plads i den stol, der havde som funktion at have stedets gæster. "Jeg tænkte på om du muligvis kender en, der er specialist i sten. Nede på stranden fandt mig og Camille en meget interessant sten, som vi begge formår ikke er helt normal." Begyndte han, før han holdte en kort kunstpause og fortsatte. "Du kan desværre ikke se stenen, fordi vi har pakket den ind, for at den ikke skulle tage skade hvis den virkelig er magisk." Fortsatte han og håbede at hans far hoppede på hans historie. At lyve var ikke noget de gjorde i huset under normale omstændigheder, men til tider følte man sig nødtvunget til det, præcist ligesom nu og her.
Isaac sad lidt og tænkte sig om, før han skrev noget ned på en lap papir og stak den til sin søn. "Jeg ved ikke om han stadig er i byen, men prøv. Husk dog at holde godt fast på jeres sten, for hvem vil ikke have noget der kan give et menneske kræfter?" Han gav sin søn et halvt smil, før Eric forlod kontoret for at gå tilbage til køkkenet.

Åh, hvor hun elskede hans ro. Han havde begge ben så solidt placeret på jorden og hun mærkede straks en ro spire inden i maven, en lille ny fornemmelse.
Hun nikkede samtykkende og så på deres hænder , kort...inden han forlod køkkenet og Camille gik igang med at udbedre skaderne på pandekagerne.De værste tog hun fra, og resten blev pænt arrangeret i en stak.Hun satte dem på bordet med også fem tallerkener og krus og gafler.Det var mere hvis også Nicholé og Isasc havde lyst at deltage.Mira og naturligvis Eric var selvskrevne.Nicholés hjemmelavet marmelade og noget strø sukker, blev også sat frem. Også en kande med saft.Camille opdagede at hun faktisk gik og hyggede sig her.Det forbløffede hende...lidt...køkkenet var så langt fra hendes domæne, men på valentine gården var her så afslappet og harmonisk at hun følte sig godt tilpas alle vegne- selv i køkkenet , når Isaac altsår ikke lige led af humør svingninger...ham vidste hun aldrig helt hvor hun havde. Hun tilbragte alligevel en del tid herude, hun var ved at blive dus med køkkenet og skabenes indhold...selv om hun altid have en følelse af ikke at være her nok.
Hun var færdig....Mira var stadig ude og lege med Erics mor, og hun begyndte blive lidt utålmodig, hvad mon Eric fandt ud af?
Hun satte sig ind på den lille træ bænk, og ventede med længsel....lige til han trådte ind.
" nåå?" spurgte hun.

En himmelsk duft slog Eric i møde da han åbnede døren til køkkenet, men en snert af brændt pandekage kunne også findes, men hvis man ignorerede det sidste, var duften himmelsk. "Nåå hvad?" Han var klar over hvad hun mente med sit 'nåå' men man kunne lige så godt spille lidt dum, bare for underholdningens skyld. Han kiggede efter Mira, som åbenbart var forsvundet efter at have fingrene i marmeladen, men så var der jo bare mere til dem. Selvom han havde fået smidt far rollen i hoved, så kunne man godt stadig tænke lidt egoistisk når 'datteren' ikke befandt sig i rummet.
Eric fik sat sig godt til rette og betragtede de fem tallerkner uden at finde ud af hvorfor hun havde dækket op til så mange. Han havde troet at det kun var dem der skulle spise den stak pandekager Camille havde lavet, men det var de åbenlyst flere om, til Erics store skuffelse. Det var en million år siden han havde fået nogle sidst, af flere grunde. Først og fremmest fordi Nicholé ikke ville lave dem og selv formåede han ikke at lave noget i nærheden, men nu var Camille kommet. Måske kunne han tvinge hende til at lave nogle til ham hver søndag? Det ville bestemt ikke være slemt hvis det skete. "Forventer du at mine forældre også skal komme?"

Hendes spændte udtryk blev hurtigt udvasket og erstattet af et ' argh...gider du lige Eric'
At han legede med hende var jo ganske klart, så det pinte hende lidt at hun var næd til at danse efter hans pibe, såfrem hun ønskede at høre nærmere, hvilke hun så absolut gjore.
" Stenen...søde Eric, stenene skat....kendte din far nogen der kunne hjælpe?" sagde hun i et langtrukkent ironisk sprog, og ordet skat klingede ikke ligefrem lyserødt.
Hun fulgte ham med øjnene , men istedet for at svare stillede han hende et spørgsmål.
Ih, hvor var han streng! Nu ville han garanteret presse alt han kunne ud af denne situation, og hun havde intet at gøre gengæld med. æv.
Hun så på de fem tallerkener." Jo...jeg mener, det var mere hvis de nu kom forbi. det er jo trods alt deres køkken " mumlede hun.
Personligt holdt hun meget af Nicholé og Isaac, eller ihvertfald af Nicholé.Isaac var mere svingende i sit humør, og vanskelig at finde ud af.
Men hun ville da klart fortrække at have Eric for sig selv lidt....og Mira naturligvis.
Hun skubbede bjerget af pandekager over til ham, så han kunne tage for sig.Måske han var mindre drille syg, mæt?
Pandekagerne så fine ud, men de var godt nok slet ikke på højde med dem Aleck lavede, der var lysår til forskel, desværre.

// out

// hov....vi mangler da en afslutnig her o.o
Det har sikkert været fordi du blev uartig eller noget .
<3 du i Kina, missing you here .