The Letter. -Nille-

P: En grå hættetrøje, et par bukser og som altid barre tæer.
V: Gråt, engang imellem kommer solen frem.
O: En flok væsner går og slapper af, nyder livet og den som ikke slapper af, stresser og hader livet. Et par boder her og der, sælger der logger kunder til og en lyd af en spillende violin danser om ørene.
T: Eftermiddag.

Han havde ikke regnet med at skulle få et brev fra hende, en kvinde han knapt kendte og deres første møde havde været i et palæ, hvor drinksene omkring dem havde været mere farverige end en regnbue! Ikke at han havde noget imod hende, faktisk havde hun været sød og venlig overfor ham, behandlet som en ligemand og han var ret så sikker på at hun også havde et had til den irriterende Ned. Det der undrede ham mest var at Claire vidste hvor han boede. Hvem havde fortalte hende at han nu levede ude i Thousand Winters? Han kunne stadig huske da ravnen kom flyvende, gav en lille skygge på himmelen og landede så elegant på en sten foran ham, med et brev snoet omkring dets fod med en gulvtråd. Den blev ved med at stirre på ham, indtil han til sidst tog brevet og det spredte sine vinger for endnu engang at kaste en lille skygge fra himmelen. Der havde ikke stået meget i brevet, papiret så slidt ud og det duftede sjovt af støv og brændt træ. Skulle han være ærlig, havde han været i tvivl om han skulle tage af sted. Desuden, kendte de knapt hinanden og hvad ville hun med ham? I brevet havde der ikke stået andet end:

Kære Jacob.
Ved ikke om du husker mig, men jeg husker dig, jeg vil gerne møde dig igen! Mød mig i Terroville districtets gågade i morgen ved eftermiddags tiden.
- Claire.

Men, nu var han altså her og skulle mødes med denne Claire. Hvem vidste om det kunne ende med at være en klog beslutning. Han hoppede op på et tag, kiggede rundt efter den genkendelige person og til hans overraskelse stod hun i midten af gågaden og spejdede rundt med sine safir farvede øjne. Jacob kunne ikke holde tanken tilbage om at hun var smuk, det kunne ingen mand. Uden nogen form for problemer, hoppede han end fra taget og gik roligt hen imod hende, sendte et smil til hende så snart hun så ham og der gik ikke langtid før det blev gengældt. Det lange bølgede hår dansede ned over hendes kraveben og hendes krop var dækket med den smukkeste røde kjole.
"rart at se dig igen Jacob," sagde hun med en kærlig stemme og et fortsat stort smil på læben.
Jacob nikkede, puttede hænderne i hættetrøjens lommer og kiggede hende i øjnene, inden han adskilte sine læber for at sige noget til hende. "Jo tak, i lige måde, men hvorfor ville du se mig igen?" Han satte hovedet en anelse på skrå.
Claire tog en lok om bag øret, hvor hun derefter begyndte at gå med armene langs sin side. "Jeg syndes bare du virkede som godt selvskab, så jeg tænkte at jeg ville prøve at møde dig igen og se om jeg huskede rigtigt omkring min opfattelse," Hun smilte varmt og ømt til ham, så en svag rødmen spredte sig på Jacobs kinder. Tøvende fulgte han med hende igennem gågadernes jubel og latter. Alle omkring dem virkede glade, folk snakkede, festede og dansede, imens andre stod stille og solgte deres ting. Jacob kiggede skiftevis på folkemængden til Claire.. Måske kunne det ende med at blive en god dag.

Claire: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Alting havde været så tomt på det seneste, dagene var de samme.. der skete intet nyt. Hun havde den hvide skammer kjole på, hendes to daggerter var gemt i hendes læder støvler. Den hvide hætte var slået op, hun var gemt, hun var i sikkerhed. Hun gik hvileløst rundt i byen, hvad andet kunne hun lave? Hun var ikke blevet kontaktet af nogen der ville have hende til at bruge sin evne mod nogen. Hendes øjne var tomme, hun havde ikke smilet rigtigt i lang tid.. Hun var en skygge, kunne man vel sige. Hendes egen triste, kolde skygge. Hun følte ikke rigtigt noget, det var underligt... Hvad skete der dog med hende? Det spørgsmål havde hun allerede selv besvaret. Hun savnede Jacob mere hun turde indrømme, og selv nu hvor hun var begyndt at indse at Jacob og hendes venner var vigtigere end en pligt, ville de så kunne tilgive hende? Hun sukkede svagt, nærmest et lydløst suk. Alle var så glade her. Det var da godt at nogle havde det godt med deres liv, det hjalp en smule.. Hun så rundt med de tomme øjne. Hun vendte blikket ned mod jorden. Hun så igen op efter noget tid, og så rundt.. hun fik øje på en meget bekendt skikkelse, så bekendt, at hun allerede vidste hvem det var. Hun smilede skævt, forhåbentlig hun nu kunne fortælle Jacob at hun fortrød... Hun gik hurtigt hen imod ham, men stoppede straks op da hun fik øje på Claire... Hun mærkede hvordan håbet forsvandt. Hun tog en dyb indånding, det skæve smil hun havde haft fremme var væk. Hendes øjne var tomme. Hun stoppede op ved siden af Jacob. "Hej Jacob." Hun så op på ham, han var jo højere end hende. Hun så mod Claire. "Hvorfor er du sammen med hende?" hun spurgte så høfligt hun kunne.

Nok var claire smuk, men han måtte indrømme at han fandt det underligt at hun bare sådan sendte en besked til ham og bad ham om at mødes med ham. Faktisk havde han troet at hun ville ham noget ondt, det kunne han dog ikke se nogen grund til hvorfor hun skulle det. De fulgtes ad ned ad gågaden, Jacob forholdet sig dog lidt bag hende og lod en meter være imellem dem. Nok var hun flink, men der skulle ikke gøres mere ud af det. Det var det sidste han ønskede lige nu.
Ved følelsen af en dejlig duft i nærheden af hans næse, stoppede han med det samme op og fik øje på den han havde vidst duften tilhørte. Nille. Bare synet af hende fik ham til at skubbe hver en tanke om claires skønhed væk. Det sorte hår, de strålende øjne og ansigts form, kindbenene og læberne. Alt ved hende gjorde ham varm. Hurtigt kom han dog på andre tanker, så snart hun spurgte ind til claire og han kom i tanke om at de ikke var sammen mere. Han måtte slet ikke have det sådan omkring hende!
Claire smilte skævt, så skiftevis på ham og nille. Uskyldigheden blomstrede i hendes øjne.
"Hun inviterede mig til at komme.. Hvorfor.. Ved jeg ikke helt," han så spørgende hen på claire, der bare løftede på skuldrene og vendte ryggen til dem, for at lade dem snakke alene hvis det var det de ville. Jacob så hen på nille igen, sendte hende et skævt smil og vendte sin front imod hende. "Så, hvordan har du det? Jeg har ikke set dig i lang tid," man kunne høre på ham at det interesserede ham om hvordan hun havde det..

Nille ville gerne trække Jacob væk fra Claire, så de kunne snakke uden at der var risiko for at Claire skulle lytte med. Hun så kort Jacob i øjnene, men vendte så sit blik ned mod jorden. Hun følte sig så svag, som en vase der let kunne gå i stykker. Hun hadede den følelse, men hun kunne ikke ignorere den, den var alt for stærk lige nu. Hun sukkede svagt og lagde armene om sig selv. Hvordan hun havde det... Langtfra godt. "Jeg ved godt hvorfor hun ville snakke med dig." Hviskede hun, så lavt at han måske ikke engang hørte det. Enhver kunne regne det ud, eller hun kunne i hvert fald. Det var jo indlysende!
"Jeg har det ikke godt... og jeg får det heller ikke godt før jeg har snakket med dig." Hun tog fat i hans arm. "Kom, vi kan ikke snakke her..." Tårerne kom frem i hendes øjne, men ingen af dem trillede ned af hendes kinder. Tænk hvis han hellere ville være hos Claire..

Ikke før hun havde talt med ham? Det fik ham til at sætte hovedet på skrå. Hans øjne strålede som rav i belysningen fra solen. Det sorte hår strittede en anelse efter hætten havde uglede det. I et kort øjeblik kiggede han hen imod claire, testede om hun lyttede med og overraskende nok stod hun med armene på kors og kiggede rundt på de andre væsner. Dog var Jacob ikke dum, han vidste at selvom det ikke så ud som om hun lyttede med, så var hendes øre på stilke og lod ikke eneste lyd slippe forbi hende. Forsigtigt gik Jacob tættere på nille for at hviske de skulle finde et andet sted at snakke, da nille kom ham i forvejen og tog fat i hans arme, lagde an til at de skulle gå. Han fulgte med hende uden problemer. Hurtigt smilte han til claire for at signalere at han lige behøvede en snak med nille. Claire nikkede blot. Da de vendte ryggen til hende, havde han det som om at hendes blik kunne borre sig igennem dem. Med et svagt smil på læben, fulgte han med nille hen hvor claire ikke kunne høre dem. Da det så ud som om at de kunne snakke i fred, åndede han kort ud og så derefter hen på nille og kiggede ind i hendes smukke øjne..
"Så, hvad vil du snakke om?" Spurgte han svagt. De ravgyldne øjne søgte efter svar.
Rundt omkring dem dansede væsnerne rundt.

Det gjorde ondt i hendes hjerte, ved tanken om at de ikke var sammen, at hun ikke tillade sig at kysse hans kind, uden at der blev sat spørgsmålstegn ved det. Hun var skrækslagen for at han ville grine af hende, vende ryggen til og være sammen med Claire. Hun følte sig så skrøbelig og ensom. Hun havde bare lyst til at være i hans favn, for at føle sig tryg og elsket. Hun håbede af hele sit hjerte at han kunne tilgive hende, for hun elskede ham stadig. Hun savnede ham så meget, selvom han stod lige foran hende. Det var tortur ikke at være hans kæreste.
Da de var nået væk fra Claire og kunne snakke uden at andre lyttede, stod hun først bare og så på ham. Hun trak vejret hurtigt, og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde trukket hætten ned, så man nu kunne se tårerne i hendes øjne. Hun lignede en der snart kunne falde grædende sammen. "Undskyld!" Var det første hun udbrød. "Jeg savner dig, jeg elsker dig, jeg skulle aldrig have valgt pligten! Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg var dum, jeg troede pligten var vigtigere, men det er den ikke! Jeg kan ikke klare at vi ikke er sammen, for jeg savner dig så forfærdeligt meget, undskyld! Kan du tilgive mig?" Spurgte hun hysterisk. Hun vendte ryggen til ham og gemte sit ansigt i hænderne. Hun græd så meget at hun rystede i kroppen.

Tårerene i hendes øjne gav et jag igennem hans mave. Det føltes som tusinde af knivstik gik igennem ham. Han ønskede ikke at se hende på grådens rand, det kunne han ikke bære lige nu. Alle de gange han havde drømt om hende, set hende foran sig, havde hun smillet til ham eller kiggede koldt på ham. Men nu, stod hun foran ham og lod sine øjne være i vand. Det var ikke til at tro at det var pga. ham de nu var i vand. Valget om at forlade ham havde været hendes eget. Han troede ikke at det skulle bringe tåre frem i hende. Hendes ord forvirrede ham. Det føltes som om at han blev opslugt af en tornados stærke greb. De varmede ham samtidig med at de gjorde ham en anelse.. han kunne ikke sætte ord på det.. skræmt? Hvad var der at være skræmt over? var det fordi han aldrig havde troet at han skulle høre hende sige det.. at han ikke troede hun elskede ham mere? Nille, hans elskede, stod foran ham og bad om tilgivelse fra ham og han anede ikke hvad han skulle føle omkring det. På den ene side ville han bare trække hende ind i et kram, mærke hende i sin favn igen og aldrig give slip og den anden side ville bare blive stående lidt endnu, sikre sig at det hun stod og fortalte nu ikke var en løgn og at hun faktisk elskede ham. Han åbnede munden, men kunne ikke få et eneste ord klemt ud imellem sine læber.. Ord var ikke nok i denne situation. Med faste skridt, gik han hen imod hende og hev i hende, så hun nu stod med fronten imod ham og under hagen havde han placeret en af sine fingre, så hun var i stand til at kigge op på ham.
"Nille jeg... Du aner ikke hvor meget jeg har ønsket at.." Han slugte sine ord. Alle de sætninger han ville formulere kom bare ikke korrekt ud af munden. "Jeg stoppede aldrig med at elske dig," Han slap hendes hage, gik et par skridt væk fra hende og så hende ind i øjnene, gav ikke slip på dem. "Men hvordan kan jeg stole på at alt det du siger lige nu er sandt? Du forlod mig der hvor jeg behøvede dig mest.. at miste Josh og bagefter dig er ikke lige det nemmeste at komme igennem," Et kort øjeblik kiggede han bare ned i jorden, betragtede dem som havde den noget at sige til ham og det varede kort før han adskilte sine læber for at sige noget igen. "Jeg elsker dig, men, kan jeg være sikker på at du stadig elsker mig og at den pligt ikke vil stå i vejen imellem os igen?" han kiggede op på hende..

Nille følte sig så svag, det var forfærdeligt! Hun tørrede tårerne væk, tog en dyb indånding, for at få styr på sig selv. Hun trak hætten over hovedet, for at føle sig tryg, det hjalp en smule. Hun så modvilligt ind i hans øjne, da han havde vendt hende om mod ham. Hun bed sig hårdt i underlæben, og var bange for hvad han ville sige, havde hun såret ham for meget, til at han ville kunne tilgive hende? Hun fik en smule håb af det første han sagde, men det forsvandt hurtigt igen. Hun lagde armene over kors og betragtede ham. Hun følte sig faktisk ret såret.
"Jeg lyver ikke, Jacob. Jeg har løjet før, ja, men jeg er altså skammer, og jeg foretrækker sandheden. Jeg mente at det var bedst for os begge at blive adskilt, at du ville.." Hendes blik søgte mod Claire. ".. finde en sød pige." Hun rystede på hovedet og så på ham. "Det jeg gjorde var forkert, men jeg gjorde det fordi jeg mente det var bedst." Hun så væk fra ham, hvis han ikke troede på hende, så var det bare sådan det var. Hun ville ikke give op på ham, men hvad nu hvis han allerede var forelsket i Claire? Hun ville ikke blive ved med at kæmpe for ham, hvis han var forelsket i en anden.

Hendes ord forvirrede ham, han vidste næsten ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Det var så fristende bare at kramme hende og kysse hende, fortælle hende at han elskede hende og at hun var tilgivet. Det var dog stoltheden der holdt ham tilbage. For ham ville de virke en smule ynkeligt at tilgive så let, men på den anden side så havde hun gjort det i en tro af god mening, selvom han langt fra syndes at det havde været det rigtige at gøre! Tankerne omkring det hele forvirrede ham. En ny pige, havde hun virkelig troet at han bare ville falde for en ny pige og skubbe hende ud af sit liv? Hvordan kunne hun tro det! Nille havde været en stor del af ham, en del som man ikke bare smider væk fordi noget nyt kommer og fordi den vigtige del valgte at smutte! Han elskede hende! Hvorfor kunne hun ikke se det, der fandtes ingen som hende! Med et svagt smil på læben, foldede han armene på kors og gik langsomt hen imod hende. "Du burde være klogere end det," Hans stemme var rolig og varm, nærmest flydende. "Du burde vide at jeg umuligt ville kunne finde en som ville erstatte dig, der findes ingen som dig Nille," Han gik tættere og tættere på hende. "Jeg sagt det før og jeg siger det igen," han var så tæt på hende nu at han kunne mærke hendes kropsvarme imod sig. "Jeg elsker dig," Han var ikke helt sikker på hvad der gik af ham. I det øjeblik de ord kom ud, lænede han sit ansigt tættere på hendes og ville lade deres læber mødes, da en hosten bag fra fik ham til at vende opmærksomheden imod Claire der stod og så på det hele med et løftet øjenbryn. "Undskyld jeg afbryder, men jeg syndes i skal se det her," Hun blinkede drilsk til dem, inden hun vendte ryggen til dem og nikkede ud imod befolkningen der var i færd med at samle sig i en klump. Det var ikke til at tro at det var den samme befolkning der før havde været så jubelglade.. Ingen smilte, ingen dansede og ingen sang. De havde kun øjnene rettet imod midten af torvet hvor en flok vagter var i færd med at binde en lykke om en skrøbelig mands hals.. Jacob gik nysgerrigt tættere på.. Inden længe skulle en hængning foregå midt på torvet, hvor der før havde været sang og latter..

Nille vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, hun frygtede at han ikke ville tilgive hende. Hun havde set det som det bedste, at de skulle slå op, men nu forstød hun det. At hun havde slået op med ham, havde været en af de største fejltagelser i hendes liv. Hun bed sig i underlæben og vendte blikket ned mod jorden. Hun trak vejret roligt, selvom hun langtfra var rolig. Hun lagde armene om sig selv og vendte blikket hen mod ham igen, for så at opdage at han var på vej hen imod hende. Burde være klogere end det? Skulle det tages som en fornærmelse? Hun kneb øjnene lidt sammen.
"Det gør der muligvis ikke, Jacob, men har du tænkt på at en anden pige kunne være bedre for dig? Jeg siger ikke at jeg ønsker du er sammen med en anden, for... det vil jeg ikke have, men det kan jeg bare ikke bestemme, desuden ønsker jeg det bedste for dig." Hun trak på den ene skulder og sukkede svagt. Hun kunne ikke mærke hans kropsvarme, for der var ingen. Han var tæt på hende nu, hun holdt vejret i spænding, da hans ansigt nærmede sig hendes, og.. så afbrød Claire dem. Nille snerrede lavt, så lavt at nok kun Jacob ville kunne høre det. Hun kiggede på Claire, og hævede et øjnebryn. Nille havde stadig hætten over hovedet. Hun så mod befolkningen og begyndte at gå derhen imod. Hvad var det dog de havde gang i?! Hun spærrede øjnene op og gik hurtigt mod vagterne. "Hvad er det dog i har gang i? Hvad er det manden har gjort, der er så slemt, at han skal hænges?" Spurgte hun og trak hætten ned, så hendes ansigt var tydeligt. Hun var ikke bange for at spørge dem om det!

I vagternes øjne var der ingen følelser at finde. De så bare koldt ned på hende og det tog lidt ti før en af dem tog sig den frihed at svare hende, de andre fortsatte bare med at fokusere på den lykke de var i færd med at binde om halsen på manden. Vagten foran hende var høj og bred på samme tid. De kunne ligne at huden var klistret på et par alt for store arme. De blå blodåre var tydelig næsten hele vejen ned af de barre arme. "Han har forrådt byen, han gik med Necomaneren og det kan vi ikke tillade, derfor skal han hænges, ydmyges og så alle andre kan se hvad der vil ske hvis man har tænkt sig at forråde os," Hans stemme var kolde, ligeså var de sorte øjne. Efter de ord vendte han ryggen til hende, gjorde som de andre og lod som om at hun ikke var der. Jacob gik op på siden af Nille, så skiftevis fra vagterne til hende. Til sidst lod han dog blikket hvile på den dødsdømte mand. Manden så ikke engang ud til at være bange, tvært imod så han bare ud ligesom vagterne gjorde. Ingen følelser at spotte.. Claire besluttede sig for at slutte sig til dem. Med fronten imod hængingen, stillede hun sig ved siden af Jacob og så på det hele ske. Alle væsnerne omkring dem var så småt begyndt at gå i panik. Dog var der ingen som sagde noget. Der var helt stille da lykken var bundet og en af vagterne greb om håndtaget til faldlemmen under den dødsdømtes fødder. Et gisp fra publikum suste med luften da han trak i det.. Et par enkle krager skrabbede højlydt og lettede fra jorden. Den dødsdømte hang nu og dinglede i det stramme tov..

Vagternes opførsel var uacceptabel, ifølge Nille. Nille havde lyst til at snerre af ham der svarede hende, men hun gjorde det ikke. Det ville ikke nytte noget, og hun ville ikke bruge sine skammer evne mod ham. Hun kneb øjnene lidt sammen da manden vendte ryggen til hende, hun trak hætten over hovedet igen. Hun kiggede på manden der skulle hænges, han så ikke bange ud. Hun lagde ikke mærke til at Claire stillede sig ved siden af Jacob. Hun bed sig hårdt i underlæben da den dødsdømt var blevet hængt. Hun vendte ryggen til og begyndte at gå lidt væk, for at blande sig i mængden af mennesker. Hun bekymrede sig ikke om Jacob fulgte med, for hun havde ikke tænkt sig at gå væk. Hun var skjult af de mennesker, der var samlet sammen, så de kunne se den døde. Nille vendte blikket ned mod jorden og adskilte sine læber...
"Respektløse mennesker... Vis respekt... Selv overfor de der har forrådt... Tænk hvis det var jer selv... Dette er hårde tider... Stop ikke glæden..." Mens hun sang med skammer stemmen, gik hun rundt, for at få det til at virke som om, hun var overalt. Da hun var færdig, så hun rundt, for at se vagternes reaktion, og hvor var Jacob?

Skammer stemmen suste forbi dem. Nogen reagerede voldsomt ved at gå i panik, nærmest skubbe til andre bare for at komme væk, imens andre tog det pænt og lyttede til den smukke stemme Nille besad. Claire kiggede rundt, smilte lumsk og tog en af sine gyldne lokker om bag sit øre. For hende var dette et normalt fænomen. Forræderi førte til det værste ting, det måtte folk lære at leve med, om de så ville det eller ej. Hun gik hen op foran Jacob. Hendes blik var stolt. Øjnene skinnede som de smukkeste safirer. "jeg går igen, det var rart at se dig, men det ser ud til at der vist er en som heller vil se dig end jeg ville," med de ord nejede hun foran ham og forsvandt i menneskemængden. Jacob kiggede forvirret rundt, de ravgyldne øjne kunne slet ikke følge med i hvad der skete omkring ham. Det ene øjeblik blev en mand hængt og det næste øjeblik stod Claire foran ham, for derefter at forlade ham. Væsnerne rundt omkring var så småt begyndt at falde til ro igen. Folk snakkede videre, præcis som Nilles stemme havde bedt dem om at gøre. Alle viste respekt overfor den døde ved ikke at snakke om ham overhovedet. Jacob gik forvirret rundt, ledte efter Nille der var forsvundet i mængden. Ikke så langt fra ham var vagterne ved at smide liget op i en ligvogn, hvor et par utålmodig heste stod og trippede hovene ned i jorden. Han kørte blikket videre, indtil han endelig fik øje på Nille. Faktisk havde han været ved at gå ind i hende. Med et svagt smil på læben åndede han ud. "Sikke noget hva?" spurgte han hende..

Nille tog en dyb indånding, det sårede hende på en måde at nogle af dem gik i panik over at høre hendes skammer stemme. Hun forstod dem dog på en måde godt. Hun lagde armene om sig selv, og følte sig en smule tryg, af at hætten var trukket op. I det mindste begyndte de at snakke igen, som om det ikke var sket. Det var sørgeligt at en var død, men de kunne ikke lade være med at være glade, for ellers ville alt blive trist og gråt. Hun burde virkelig lytte til sig selv nogle gange.
Hun fik et lille chok da Jacob næsten var gået ind i hende. Hun så på ham, og lagde hovedet lidt på skrå. "Ja, sikke noget.." Hun så lidt rundt, for at se om Claire stadig var der. Det så det ikke ud til, var hun bare smuttet sådan? Ikke at det gjorde Nille noget, hun havde såmænd ikke noget imod at Claire bare smuttede, Claire måtte meget gerne holde sig væk. Langt væk. "Hvor blev Claire af?" Spurgte hun roligt og bed sig i underlæben.

Han vidste egentlig ikke hvorfor, men det spørgsmål hun spurgte ham omkring Claire fik et svagt smil frem på hans læber. Måske fordi han kunne fornemme på hende at hun havde været en smule utryg ved Claires tilstede værelse. Hvem vidste om det var jalousi der trykkede på? Han forsøgte at skubbe tanken væk, Nille havde ingen grund til at være jaloux i følge ham. Det fik ham dog alligevel til et kort øjeblik at sende hende et kækt smil, præcis som før i tiden. Hurtigt kiggede han væk for at fjerne smilet igen. Situationen passede ikke til et kækt smil lige nu.
"Hun skulle videre," svarede han, kløede sig i nakken og derefter i det kulsorte hår. Det var stadigt underligt for ham ikke at have så meget hår mere, dog var han begyndt at vende sig til den nye krop. Både med at løbe, springe og undvige med den. I starten havde den været langsom, men jo mere han trænede den op, jo hurtigere blev den. Hånden lod han hvile i hættetrøjens lomme igen. Han skabte en ny øjenkontakt med hende.. Rav mødte safir. Nærmest en anelse genert kiggede han ned i jorden. En svag rødmen bredte sig på hans kinder og han forstod aldeles ikke hvorfor! Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, ordene op i hans hoved dannede bare knuder på hans tunge..

Det var jalousi der var på spil ved Nille, hun havde set Claire som en trussel, men hun ville ikke sige at Jacob var hendes, og kun hendes. For det var han jo ikke, han havde fri vilje, og det havde hun det helt fint med. Hun hadede at være jaloux, men det værste af det hele, var at føle sig svag. Det hadede hun virkelig! Hun så nysgerrigt på ham og lagde mærke til hans kække smil, som uheldigvis, forsvandt igen. Hun så væk fra ham og sukkede svagt.
"Hm.. Sikke en skam." Man kunne tydeligt høre på hende at hun ikke syntes det var en skam, for det var det ikke for hende. Hun så på ham igen, og de fik øjnekontakt. Hun smilede svagt til ham, da han rødmede. Han var så kær.
Hun kyssede hurtigt hans kind, og trådte væk. "Skal vi gå videre?" Hun så nysgerrigt rundt på alle de væsner der var der.

En skam? Det troede han nu egentlig ikke helt på at hun syndes. Hvilket var endnu en grund til at han dannede et kækt smil på de smale lysebrune læber. Ved følelsen af hendes læber imod sin kolde hud, gik der behagelige gåsehud igennem ham og et form for savn. Han skubbede følelsen væk så godt han kunne. Svaret på hendes spørgsmål var et nik og derefter begyndte han langsomt at gå videre igennem befolkningen. Selvom der var en masse andre væsner omkring dem, så bemærkede han ikke andre end ham og nille. Ved tanken om nille, kiggede han sig over skuldrene og gav sig til at betragte hvert et træk ved hendes smukke ansigt. Øjnene, kindbenene og læberne. Da det gik op for ham hvad han var i færd med, skyndte han at kigge væk og fokusere på jorden. De små sten, lydene fra dem når man trådte ovenpå dem. "Så, hvor syndes du at vi skal gå hen?" Han så sig kort over skulderen, han gjorde alt hvad kunne for ikke at beundre hende..

hun vidste faktisk ikke hvor de skulle gå hen, bare væk fra alle de væsner.. Det var dog godt at de snakkede videre, og begyndte at være glade igen, men hun havde brug for at komme væk. Hun håbede blot at Jacob ville følge med hende. Hun smilede af hans nik, han ville med! Hun kunne ikke lade være med at smile, det var så svært at lade være! Hun fulgte efter ham, da han begyndte at gå.
Hun trak på den ene skulder og skyndte sig hen ved siden af ham, så de gik side om side. "Det ved jeg ikke..." Hun bed sig i underlæben, og kiggede på ham.  "Er der et sted du gerne vil hen?" Hun så spørgende på ham, og havde lyst til at spørge om hun mon var tilgivet... Hun tog en dyb indånding. "Er jeg tilgivet?" Hun lagde armene over kors, hun var bange for at han ville svare nej, for hvis han gjorde, ville hun ikke vide hvad hun skulle gøre. Hun så tøvende på ham.

Hvor havde han lyst til at tage hen. Hvis de kunne gå lige der hvor de ville, så ville han tilbage til skoven og bare være fri! Og det at han kunne være det sammen med hende ville bare gøre tingene endnu bedre! Svagt bed han sig i læben, tøvede med at komme med et direkte svar til hende. Et kort øjeblik sænkede han farten, kiggede rundt efter et sted hvor det var muligt at tage hen. Der var ingen steder som fangede hans opmærksomhed. Desuden kendte han ikke byen så godt. Til sidst blev han dog klar over at han ikke anede hvor de skulle tage hen.
"Næh, jeg kender ikke rigtig byen så godt, så.. Jeg er ligeglad hvor vi går hen, så længe.." Han stoppede sætningen da det gik op for ham hvad han var i færd med at sige.. Så længe at han var hos hende.. Det kunne han da ikke bare sige til hende? Kunne han?
Hendes spørgsmål fik ham til at bide sig i underlæben igen... Han savnede hende, kunne godt se det fra hendes vinkel og.. Han elskede hende..
"Ja," sagde han med et svagt smil på læben. "Du er tilgivet," han så ind i hendes øjne..

De kunne tage hjem til hende, men ville han nu derhen? de kunne også bare gå rundt i Doomsville, det var faktisk en fin ide... Måske var Jacob med på det. Hun ville dog kun foreslå det, hvis han ikke vidste hvor de skulle gå hen. Hun så spørgende på ham, da han ikke fortsatte sin sætning... Så længe, hvad? Hun rystede på hovedet, det var nok ingenting, hun bed sig svagt i underlæben.
"Vi kunne gå en tur, og se hvor vi ender henne?" Foreslog hun med et svagt smil om læberne og så på ham, for at se om, han var med på den ide. Hvis ikke, måtte de finde ud af noget andet.
Da han svarede på hendes spørgsmål, smilede hun blidt og betragtede ham lidt. "Tak." Det var vel på sin plads at sige tak? Det mente hun. Hun kunne ikke beskrive hvor hun var for at han tilgav hende!
Hun ville sige noget mere, men hun vidste ikke hvad...

Gå en tur, endte et helt andet sted? Det kunne de da sagtens, det ville bare være ligesom i gamle dage hvor de enden løb igennem skoven, jagtede drillende hinanden eller bare gjorde som hun foreslog, gik en tur side om side og slappede af. Mundvigen vendte sig langsomt op ad, blev til det smil han altid havde formåede at eje og hvor nød han endelig at smile igen. Det var ved at være lang tid siden han sidst havde smillet. Dog havde der ikke været noget at smile af de seneste par dage.
"Lad os det," sagde han, kiggede hende ind i hendes blå øjne og blev kort der, indtil han trak ud af øjenkontakten og mumlede et eller andet svagt.
"Kom og køb, kom og køb!" sætningen rungede i hvert et hjørne. Det lod ikke til at folk tog sig af den hængte længere. For hvert et minut der gik, jo mere faldt folk til ro og fokuserede på at sælge det de nu kunne sælge.
Jacob så på Nille i sin øjenkrog, fortsatte med at gå ved hendes side og nød stilheden imellem den. Han fandt den ikke akavet på nogen måde. Det var en stilhed der var rolig og varm, ikke den slags stilhed man altid forsøgte at undgå.. Svagt bed han sig i underlæben. "Savner du nogensinde at bo i skoven, eller har du vendt dig til livet her i byen?" Han så nysgerrigt på hende.

Det havde alting havde været bedre før hun døde, havde det ikke? Hun tænkte lidt over det, så hun blev fraværende. Det havde været bedre dengang. Hun havde været fri, naturen havde betydet så meget for hende... Nu var hun dæmon og levede i byen. Hun var ikke længere den frie shapeshifter pige, hvilket hun savnede.. Hun skubbede tankerne væk og fokuserede på hvor hun gik. Hun så på Jacob, da han sagde noget, og fik kort øjnekontakt med ham. Hun smilede svagt da han brød øjnekontakten, hun betragtede ham lidt.. Hun ignorerede det sælgerne råbte, for hun skulle jo ikke købe noget, hun skulle bare gå en tur sammen med Jacob... og se hvor det endte.
Hun begyndte dog at se sig omkring, betragtede sælgerne der smilede af deres gode handel, og alle menneskerne der snakkede, og morede sig. Hun så dog på Jacob da han spurgte hende om noget. "Jeg savner skoven lidt... men jeg foretrækker at bo i byen.. Det er ikke rigtig det samme at være i skoven mere." Hun bed sig i underlæben, men rystede så på hovedet. "Det må være hårdt for dig ikke at bo i Ashen wood forest mere..." Hun så forsigtigt på ham. Hun tog en dyb indånding. "Jacob, det var bedre før min død, ikke sandt?" Hun følte sig skyldig for at have ødelagt det hele, for det havde hun jo. Hun havde ødelagt deres forhold. "Har du set noget til Victoria overhovedet?" Hun havde ikke hørt ham tale om Victoria længe, heller ej, havde Nille set hende i lang tid.

Han savnede skoven forfærdeligt! Minderne derfra mindede blot som en drøm, at det aldrig nogensinde var sket. Det skræmte ham ved tanken om at det nok var sådan. Det hele havde været hjernen måde at fordreje ens verden på. Han savnede alt derfra og alle...
Svagt fortsatte han med at gå. Han følte sig som et spøgelse. "Ja, det er meget hårdt, trods alt hat jeg levet i den hele livet og nu.. Ja, jeg ved ikke rigtig hvad jeg gør med mit liv nu," det kom som en hvisken. Det gjorde en smule ondt på ham at skoven ikke længere var det samme for hende, det var der vel intet der var længere. "Jeg ved det ikke nille, jeg må indrømme at jeg savner de gamle dage.. Men jeg ved ikke hvor vidt det var bedre, vi har bare et Par bump på vejen," svagt bed han sig i underlæben. "Nej, jeg har intet set til hende heldigvis,"
En anelse genert kiggede han på hendes hånd, fik en træng til at tage den, men lod være. "Har du.. Heller ik.. Set noget til Rebecca..?"

Nille vidste ikke helt om hun savnede skoven. Hun hørte ikke til der længere. Det følte hun i hvert fald ikke. Hun bed sig i underlæben, ved tanken om hvordan det føltes at være i skoven nu hvor hun var dæmon. Hun følte ikke længere friheden, glæde eller trangen til at udforske skovens hemmeligheder. Hun rystede på hovedet og skubbede tanken væk. Hun ville ikke tænke på det nu.
"Du må bare vente til zombierne er væk. Hvis de da forsvinder." Sagde hun og prøvede at smile, men det lykkedes ikke helt. "Men du finder nok på noget." Hun gav tøvende hans arm et kærligt klem. Hun vidste ikke hvor meget, hun måtte gøre, for de var jo ikke sammen mere. Derfor var hun tøvende og vidste ikke helt hvad hun kunne tillade sig at gøre. "Et par bump?" Hun rystede på hovedet. "Nærmere en stor mur mellem os hele tiden." Hun så kort på ham, inden hun så rundt, på de andre væsner der var der. "Hm.. Underligt." Mumlede hun til det med Victoria. "Lidt. Rebecca har meget travlt for tiden." Svarede hun og trak på den ene skulder.

Hvis de forsvandt, tanken om at de aldrig forsvandt fik det til at gøre ondt i hans mave. Hvor ønskede han bare at alt kunne blive som før! At han så ud som før, at den lille Josh stadig var hos ham med sine varme og smittende latter og at ham og Nille stadig var sammen, der hvor der ingen kæmpe mur var imellem dem konstant. Han så på hende med et kærligt smil, da hun gav hans arm et kærligt klem. Skulle han være ærlig, så ønskede han bare at han kunne trække hende med ind i en omfavnelse og bare blive sådan med hende et stykke tid. Han savnede hende forfærdeligt, endda selvom hun stod lige ved siden af ham, eller, rettere sagt stod hun på den anden side af muren.
"Så, må vi se om vi kan nedlægge den mur," sagde han med et svagt og oprigtigt smil på læben. Det var i det mindste et forsøg værd, hvis ikke de kunne bryde den, ville han ikke ane hvad han skulle gøre mere. "Meget underligt, ikke at det gør mig noget, jeg har ikke noget imod at hun forbliver væk," De fortsatte med at gå side om side med hinanden. Hendes tilstede værelse gjorde ham nervøs og varm på samme tid. "Travlt, det må jeg sige at det er der mange der er for tiden,"..
Han kunne snart ikke klare det mere.. Han ønskede at kramme hende ind til sig..