Med på lidt sjov? //River//

Sted :: Det Vilde Svin - Doomsville
Vejr :: Det er lunt undenfor, men solen er for længst gået ned.
Omgivelser :: Mange. For det meste mænd.
Tid :: 23.18
Påklædning :: Lårkort, sort kjole. En lang, tynd sølvhalskæde og et par lave, sorte sko med lille hæl.

Natten havde gjort sit indtog, men det gjrode ikke så meget. Det var snarere en fordel. Selvom der var lumske typer, tyve og voldtægtsmand om natten i Terroville, var det også det bedste tidspunkt at holde fest på. Og hvor var bedre, end på kro? Så kunne man også få et værelse hvis man valgte at bukke under for hurtigt, eller havde lyst til lidt sjovt med en tilfældig.
Den lille klokke over døren ringede, da en høj, blonde pige trådte ind i krostuen. Hun havde haft en anstrengende dag, men det skulle nok blive bedre i aften... Hun smilede forførende til et par af de nærmeste mænd. Der var ikke noget sjovere, end at knuse håbefulde, naive mænds hjerter. Jo, det skulle næsten være, at få dem til at gøre alt for sig. Det var sket én gang før hos denne kvinde, og hun havde lovet sig selv at det ikke ville blive sidste gang.
"Whiskey?" Hendes sukkersøde stemme fik bartenderen til at smile, og hun blinkede næsten ubemærket til ham, da han famlede efter et glas. Det her skulle nok blive en god aften!

Med et bump faldt den døde kvindekrop til jorden. Hendes øjne var tomme, hvide som ren sne og de røde læber var adskilt fra hinanden og formede sig i et O. River tørrede sig hen over munden med sin håndryg, fjernede blodresterne fra sin mundvige og kiggede sig derefter rundt i værelset. Det havde været en nem aftensmad. Pigen havde været fuld og loggende, lige det han behøvede når han var på rangen til at hungre efter sult. Forsigtigt startede han med puffe til hende med sin fod, bare for at tjekke om hun nu var helt død. Da det ikke så ud til at der kom mere liv i hende, løftede han svagt på skuldrene og bukkede sig ned for at løfte hende op i armene og trække den livløse krop hen ad trægulvets glatte overflade. Hans ryg blev mødt af et brunt skab med den ene dør på klem. Liget skulle af vejen hurtigst muligt. Det interesserede ikke ham hvem der ville ende med at finde den døde formskifter i skabet. Den ene hånd gav slip på pigen, for at åbne døren til skabet bedre, så der nu var mere plads til at skubbe hende ind i det. Det varede ikke længe før hele hans krop samarbejdede om at få proppet hende derind. Så snart kroppen var inde, lukkede han døren og åndede derefter tungt ud. *Det skal altid være så besværgeligt at skille sig af med dem,* mukkede han for sig selv inde i sit hoved. Han rettede på tøjet og smuttede derefter ned af trappen igen. I det øjeblik han kom ned til dets ene, trådte en smuk ung kvinde ind af døren og sendte forførende blikke rundt til de forskellige mænd, der slugte det hele og bare hungrede efter mere end et blik. Det fik River til at løfte drillende på et øjenbryn. Noget sagde ham at denne kvinde vidste præcis hvordan hun skulle få sin opmærksomhed. Med afslappede bevægelser gik han hen til baren, lænede sig op af den og kiggede hen på bartenderen. Selv om River ikke sagde noget, så lykkedes det ham at få ham til at glide et glas whiskey hen ad bordet til ham. Han nikkede taknemligt, for derefter at føre glasset op til sine læber og lade den dejlige alkohol gå igennem ham. Det var altid dejligt med en whiskey efter et måltid. Han stillede glasset fra sig og kiggede nysgerrigt hen imod den unge dame.

"Vær'så'go', frøken..." Bartenderen smilede kærligt til kvinden i den korte, sorte kjole. Han anede ikke sine levende råd om, hvad han gik ind til. Nok var hun en engel, men hun var ikke ligesom de troede hun var. Langt fra. Begge hendes forældre havde været engle, ja, så vidt hun vidste, også hendes bedsteforældre... Men der var vidst en fjern morbror et sted, som var varulv... Eller var det vampyr? Mia kunne ikke huske det, men det kunne også være ligegyldigt. Hendes forældre var døde, og det samme var hendes bror, og hun havde nu overhoved ingen kontakt med nogle familiemedlemmer... Men hvad skulle hun også med dem? Hun havde Amun og Dimitri, og så kunne alle andre bare skride a'-hækken-feldt-til!
"Hva så, smukke, kunne jeg byde på en drink..?" En mand, som så ud til at være langt over de fyrre, lagde armen om hende, og åndede hende i hovedet med en ånde der var tyk af alkohol.
"Så holdte vi lige fingrene for os selv, makker! Du kunne være min far!" Hendes ellers så blide stemme var pludselig blevet hård, og manden flyttede sin hånd med et forvirret blik på hende.

Han kunne ikke lade være med at grine over den ældre herres forsøg på at lægge an på den unge kvinde. Hendes søde duft tydede på at hun var en engel. Den delikate duft kunne umuligt tilhøre andre end den sukkersøde race. Han lod sit hoved hvile i sin ene hånd, der fik støtte fra albuen der hvilede på bardisken. Et klap på skulderen fik ham til at vende hovedet om. Han fik med det samme øje på en mand med store, vrede og blodskudte øjne.
"Din igle!" råbte han så hele kroen nærmest rystede. "Du har dræbt kvinden ovenpå, du er et misfoster!" De fleste væsner i kroen henvendte opmærksomheden hen imod dem. Det generede ikke River at blive kaldt et misfoster, men at han stod og råbte ham op i hovedet med sin øl befænkte ånde, så havde han mest af alt bare lyst til at knække nakken om på ham. I stedet for at reagere, vendte han bare ryggen til ham og tog en tår af sin whiskey. Det var med nød og næppe at han lige noget at bukke sig, så det slag manden havde sendt imod ham ramte bartenderen i stedet for. Bartenderen kiggede vredt på manden, inden han sprang over baren og derefter hen på manden, som var han en sulten løve der havde fået øje på en gaselle. Overalt omkring i krostuen begyndte folk at slås. Nogen så på og heppede, deres jubel rungede igennem hvert et hjørne af stuen, generede Rivers hørelse. Han valgte dog at lade det ligge, blev bare siddende på sin stol og drak videre af whiskeyen, som foregik der ikke noget som helst omkring ham overhovedet.

Whiskeyen var stærk, men endnu en slurk røg ned. Det var begyndt at gå længere og længere tid mellem, at hun var i byen, i takt med at problemerne i det daglige liv, begyndte at hobe sig op. Hun vidste, hun ikke burde gøre det her, at hun burde være hjemme hos hendes bedste veninde, hvor hun boede, men noget gik hende til at blive. En svag mistanke om, at denne aften ville blive speciel... At de var meningen, hun skulle være her, netop i aften... Det var hendes, om hun ville det eller ej.
Endnu en slurk af den stærke drik røg ned gennem halsen på hende, og hun fortrød med det samme, da hendes mave protesterede med en frygtelig smerte. Selvom man ikke kunne se det endnu, vidste hun, at der var noget derinde. Ikke helt et menneske endnu, men det var på vej. Bare tanken gav hende kvalme...

... "Du har dræbt kvinden ovenpå, dit misfoster!" Der lød et øredøvende brag, da en høj, bredskuldret mand med blodstudte øjne, gik fuldstændig amok på en ung mand, længere henne i baren. Han så ikke ud til at være meget ældre end de 18-19 år, men alligevel var der et eller andet over ham... Noget der fascinerede hende, og som ingen af de andre mænd i den lille krostue, havde. Hun gik et skridt nærmere med whiskeyen i hånden. Slåskampe var begyndt i alle hjørner og kroge af krostuen, men han sad bare dér, som om ingenting skete. Hun lagde hovedet en smule på skrå. Hendes temperament var stort. Større end det burde. Men han sad bare dér på sin stol? Det måtte hun lærer en dag. En dag...
"Du venter vel ikke på nogen...?" Med den sukkersøde stemme hun også havde brugt mod bartenderen og en varm og blød aura, satte hun sig ned ved siden af ham på en anden stol, og satte whiskeyen på bardisken, mens hendes blå-grønne øjne afsøgte den unge mands ansigt. Hvem var han? Eller rettere... Hvad var han?

Mændene fortsatte med at slås, registrerede ikke meget andet end dem selv og at de skulle ramme perfekt med deres knyttede næver. Et par enkle knogler knækkede så højt at det gav en kuldegysninger. Lyden fik kvinderne til at skrige, eller i hvert fald de fleste af dem, for en af dem havde besluttet sig for at hilse på ham ved at sætte sig ved siden af ham og lade ham indsnuse den dejlige duft af engel. Automatisk med at hun snakkede til ham, løftede han blikket og kiggede hen på hende. Han fik med det samme øje på de smukke blå-grønne øjne der passede så perfekt ind til alt andet ved hende. Specielt de lange øjenvipper omkring dem omfavnede dem perfekt. Derimod kunne hun godt fjerne den sukkersøde stemme, det virkede ikke på ham og ærligtalt så behøvede hun den heller ikke. Blidt rystede han på hovedet til svar om at han ventede nogen. Det gjorde han ikke hvad han vidste af. Han førte whiskey glasset op til sine læber, lod det dejlige stads flyde igennem ham inden han igen stillede det fra sig og så skiftevis fra slagsmålet og fra den interessante pige ved hans side. Helt automatisk lavede han en håndbevægelse der lagde an til spørgsmålet om hun selv ventede nogen. I øjnene kunne man også ane spørgsmålet danne sig.. Det var noget nyttigt eftersom han ikke bare kunne spørge hende ved at åbne munden og skulle han bruge sine evne, skulle han til at skubbe alle andre tanker væk fra hendes hoved og bare få hende til at fokusere på hans stemme.

Hun forventede at han svarede, og blev derfor en smule irriteret over, at han bare svarede med en hovedrysten. Han kunne da for pokker, bare svare på hendes spørgsmål, som ethvert andet normalt menneske? Når man blev spurgt om noget, svarede man altså på det, af ren høflighed. Det havde selv hun lært, selvom hun sjældent tog hensyn til at være høflig. Ikke efter det der skete med hendes familie...
Hun blev ved med at betragte ham, lettere diskret denne gang, mens hun lod som om, hun var optaget af en slåskamp mellem to aldeles nydeligt, unge mænd på hendes egen alder. Han slog ud med hånden, som for at skyde hendes spørgsmål tilbage på hende selv, men hun valgte at ignore den. Hvis han var uhøflig, hvorfor skulle hun så bruge tid på at være det modsatte? Hvad fik hun ud af det? Han kunne bare få tilbage af sin egen medicin, kunne han!
De smalle læber var fortrukket til en smal streg, og det lange, lyse hår, blafrede kortvarigt i en stille vind, da døren til værtshuset blev sparket ud, og en mindre flok mænd tumlede ud på gaden, under høje råb.

Det at hun ikke valgte at svare ham, fik ham bare til at himle med øjnene og vende opmærksomheden imod sin whisky og baren igen. Det måtte hun selv om. Hendes reaktion var egentlig ikke noget nyt for ham, sådan reagerede de fleste overfor at han ikke svarede dem. De blev med det samme fornærmet, så tingene fra sin egen vinkel og det var egentlig fint med ham.
Det at mændene tumlede ud af døren fik ham kort til at løfte blikket fra sin whisky. De blev med at tumle rundt som små pattebørn der sloges om legetøjet. Det var nu underholdende nok, men også en smule ynkeligt fra hans vinkel af.. Glasset med whisky blev tømt, stillet fra sig og lige da han skulle til at rejse sig op, sendte han hurtigt den unge pige en tanke, om hun så hørte den eller ej. *tak for snakken,* det var dog som om at så snart han rejste sig, fornemmede manden fra før det og var hurtigt i færd med at springe i flæsket på ham.. Det lykkedes ham at ramme Rivers kindben med sin knyttede næve. Det føltes som at få en mursten kyllet i hovedet. Mandens slag havde været stærkt. Vredt knyttede river sine hænder, men i stedet for at bruge dem, viste han sine tænder og inden manden så sig om var de i halsens bløde hud. River bed ordentligt til så blodet trillede ned af skulderen på manden og da han endelig trak væk, kom et åbent og blodigt sår til syne. Man kunne nærmest se helt ind til det indre.. Uden hensyn skubbede han manden fra sig, tørrede sin mund i ærmet og så nu sit nye publikum i øjnene. Alle stod og kiggede panisk på ham.. Blikke fyldt med vrede, foragt og had. Børnene gemte sig bag sin mors skørter, et par af dem græd endda af frygt. River var van til den slags blikke.. Det generede ham ikke. Kold som det reneste is, gik han igennem befolkningen og ignorerede dem som hviskede, spyttede efter ham og dem som bare forsøgte at nedstige ham..

Det var ikke hendes skyld. Det var ham der ikke ville svare, så det var også hans egen skyld. Hun rystede let på hovedet for sig selv, og lod blikket glide hen over de mange etiketten på de forskellige flasker, bag bardisken. Hendes opmærksomhed blev dog rettet mod den unge mand ved hendes side igen, da han rejste sig fra sim stol. En stemme i hendes hovede, ikke stort andet end en svag hvisken, sagde noget, hun havde svært ved at høre. Det fik hende til at knibe de blå-grønne øjne sammen, og så sig omkring efter stemmen. Men alle så ud til at være i deres egen, lille verden. Var det ham? Havde han gået adgang til hendes tanker? Tanken skræmte hende.

"Bloddrikker!" Skældsordene ramte hårdt. "Han var uskyldig!" "Udyr! Monster! Misfoster!"
Det hele var flimret forbi i alt for hurtige billede, og i det ene øjeblik, havde den bredskuldrede mand, igen slået ud efter den unge mand, som før havde siddet på stolen, og i det næste, var han faret i struben på den muskuløse pumper, og efterladt et åbent sår, strømmende ud med blod. Den unge man fór hurtigt ud af kroen, med skældsordene regnende ned om ørerne. Og uden at tænke over konsekvenserne, satte hun efter ham. Ingen tog notis af hende, da den blødende mand, pludselig var langt mere spændende. Hun halede ind på ham, men den sorte kjole sænkede hendes fart en smule.
"Hey?!" Hendes stemme var nysgerrig, og den sukkersøde klang var nu helt væk. "Hvor tror du, du skal hen?"

De kunne råbe så meget de ville. Ordene betød intet, intet overhovedet! De fløj ind igennem det ene øre og røg ligeså hurtigt ud af det andet. I hele sit liv, havde han vendt sig til at høre disse ord. Desuden, var en vampyr et monster, det kunne man ikke komme udenom. De var skabt til at drikke blod, tage hvad der passede dem og endda kunne slå deres følelser fra. Så ordet monster rørte ham ikke det fjerneste. River var for længst stoppet med at bekymre sig om andre. Det eneste han gik op i var at passe på sit eget skind, jage og bare være det han aldrig havde troet var muligt for ham at være. En nysgerrig stemme så boblende fik ham til vende sig om, spejdede nu hen imod det smukke ansigt fra før. Det ansigt der havde valgt at ignorer ham efter han ikke havde svaret hende. Med hænderne placeret langs sin side, fortsatte han med at gå og forsøgte så godt han kunne at ignorer at hun fulgte med ham. Hvorfor gjorde hun det overhovedet? Så hun ikke hvad der skete for ikke så lidt tid siden? Det lykkedes ham dog at sænke farten en bitte smule. Han vendte sine mørke øjne om imod hende, så vurderende på hende med sine fangende øjne. *Mere vigtigt, hvor skal du hen? hvorfor følger du efter mig?* sendte han en tanke igennem hende.. Denne gang var han sikker på at hun ville høre den.

Mia var stoppet op, midt på gaden, hvor der stadig blev råbt og skreget fra slåskampene fra værtshuset. Hun håbede, forventede, at han ville vende sig, og svare på hendes spørgsmål. Men i stedet, betragtede hen hende kort, hvorefter han bare vendte sig om igen, for at gå videre. Denne gang en smule langsommere. Underligt til mode, men nysgerrig, løb hun et par skridt, så hun pludselig stod få meter fra ham. Han vendte sig atter om, og deres blikke mødte hinanden. Han var yngre end hende, men der var noget i hans blik, der fortalte hende, at han ikke var ligesom alle andre. Men det vidste hun jo også godt. Denne verden var ikke for sarte sjæle.. Hun havde lige set denne unge, flotte mand, forvandle en anden til en omvandrende madpakke. Hvad lavede hun overhoved her? Hvorfor løb hun ikke, som gjaldt det livet? Han kunne jo gøre med hende, som han havde gjort ved manden! Men der var alligevel et eller andet, der holdte hende tilbage..
Stemmen. Pludselig var den der igen. Men denne gang, var hun ikke i tvivl. Den kom fra den unge mand foran hende. Men hvordan? Hvorfor? Han bevægede jo ikke engang læberne? Overraskelse var stor, men den eneste ændring i hendes ansigt, var et hævet øjenbryn.
"Hvem er du..?" Hun hviskede, mens hun lod de isblå øjne studere hans ansigtstræk. Han var en vampyr, det vidste hun nu, men alle havde følelser..

Yderst besynderligt at en engel besluttede sig for at følge efter ham bare sådan uden videre. Det fik ham med det samme til at danne en masse billeder omkring hende. Hun var helt sikkert ikke en almindelig engel. Svagt snuste han ind, lod den dejlige engleduft omringe ham og langsomt kunne han forstille sig en engel med en mørk aura foran sig. En engel der havde vendt det gode ryggen. En falden engel. Lidt efter åbnede han øjnene igen, så hen på hende og studerede hende svagt, præcis ligesom hun studerede ham. Som en ren refleks, studerede han hendes læber. Nogen studerede øjne, eller måske kindben, men River havde en svaghed for et par fine fyldige læber. Han kiggede dog hurtigt ind i hendes øjne igen, mystikken imellem engel og vampyr voksede.
*Mit navn er River,* svarede han ved hjælp af sin evne. Hans stemme var flydende og mørk, en anelse hæs i det. *Hvem er du? Og hvorfor risikere at jeg bider dig ved at følge efter mig?* Opmærksomheden blev rettet hen imod krodøren der blev åbnet med et sus og lyden af en stemme der råbte, med alt den vrede den kunne rumme, omringede nu den stilhed der herskede udenfor. Kvalte den langsomt. Han kiggede dog hen imod hende igen. *Noget siger mig politiet er på vej,*

Mystik havde altid tiltrukket hende. Desværre gik denne form for spænding tit hånd-i-hånd med problemer, som ofte endte med en rask lille løbetur. Heldigvis, havde Mia boet alene i skoven i længere tid, end de fleste ville kunne holde ud, og hun havde derfor lært at bruge sin krop på en halt anden måde. Hun havde mistet sit eneste våben, en blank sølvkniv, da hun engang måtte flygte fra en sulten hunbjørn. Siden da, havde hun ingen våben haft, men i stedte brugt, hvad der lige var i nærheden, til at forsvare sig selv. Hun var ikke typen der selv startede en slåskamp, og ville egentlig hellere gøre brug af ord..
"Mia. Mia Szhirly." Præsentere hun sig selv, med et anderkendende nik. River.. Det fik hende til at tænke på skovens idyl og rolige åndedrag. Ikke lige hvad hun forestillede sig om denne unge mand, men det kunne være godt det samme. Udseendet på bogen er jo ikke lig med dens indhold..
Et vindue i kroen bag hende eksploderede, så glasskårene fløj til alle sider, men de var heldigvis så langt fra krostuen, at de var udenfor rækkevidde. Hun vidste dog, at han havde ret med hensyn til politiet. Heller ikke hun havde lyst til at stå ansigt-til-ansigt med de bevæbnede sataner. At komme væk herfra i en fart, ville heller ikke være en dum idé.
"Kom! Hurtigt!" Uden advarsel, tog hun hans hånd og begyndte at løbe, væk fra gaden, drejede hurtigt til højre, og videre ned af en bredere vej. De kunne snakke sammen et andet sted. Et sted hvor ingen andre ville lytte. Den sølvfarvede halskæde bankede mod hendes bryst, og den sorte kjole begyndte at sidde en smule mærkeligt, men det var hvad det var. Hun plejede ikke at løbe i kjole..

Hvis han skulle være ærlig, så forstod han ikke noget af at hun blev hos ham og fulgte efter ham. De fleste engle undgik ham, hadede ham og hvis de var modige nok, så angreb de ham og torturerede ham hvis de fik muligheden for det. Navnet på englen fik ham til at gentage det oppe i sit hoved. Mia, det passede skam også fint til hende, det var et fint navn man kunne sige med lethed.
I det øjeblik han selv skulle til at løbe, tog hun hans hånd og løb igennem gaden, forbi alle former for racer der kiggede forvirret efter dem og forbi dem som råbte at de skulle sænke farten, samt tænke mere på hvor de slog sig løs henne. Nogen racer var til at dø af grin af i følge River. Han løb uden at tænke over det, stadig med Mia's fine hånd i sin egen. Vinden lagde et tæppe over hans øre. Han kunne også mærke hvordan øjnene var begyndt at blive irritable over vindes kraft der slog imod dem. Da det endelig så ud til at de var kommet langt nok væk, stoppede han op, skubbede Mia op af en mur inde i en gyde og først da han var sikker på at ingen havde fuldt efter dem, fjernede han sig fra hende. Det varede ikke længe før han rettede opmærksomheden fulgt og fast på Mia. *Hvad har du gang i? jeg er en vampyr? hvorfor vælger du dog at stikke af med mig? eller hvad man nu kan kalde det,* Han så ind i hendes øjne, der stadig var omfavnet af de perfekte lange øjenvipper. En lyd ude fra gyden fik ham til at stå helt stille.. Noget sagde ham at der faktisk var nogen efter dem..

Da det ikke længere lød som om der var nogen efter dem, trak River hende med ind i en gyde, og skubbere hende op mod muren. Den hårde baggrund mod hendes ryg fik hende til at stønne, og da han endelig slap hende, måtte hun bruge nogle få sekunder på at trække vejret, inden hun svarede på hans spørgsmål. Men hvad skulle hun svare? Hun vidste ikke engang selv, hvorfor hun havde gjort det her.. Og det mærkeligste var, at det slet ikke føltes forkert..
"Hvorfor skulle din race være en grund?" Hun rettede ryggen, så deres øjne nu var på linje med hinanden. Hun var ikke stolt over sin egen race. Engle ar svage og uduelige.. Hvorfor kunne hun ikke være født som noget andet? Noget med kræft og power... Så hvorfor skulle hun holde sig fra River? Han var dødsensfarlig for hende, ja, for hun havde lige set ham angribe en anden mand.. Men hvorfor skule han angribe hende? Hun havde på sin vis lige reddet ham, og hun kunne umuligt stadig være sulten...

Til det hun sagde, rystede han bare på hovedet, kørte en hånd igennem de mange brune lokker og havde han haft sin stemme, ville et suk have forladt hans mund. Kort kiggede han ned i jorden, mest af alt fordi han behøvede at tænke. Engle plejede ikke at opføre sig sådan overfor ham. Langt fra. Han løftede endnu engang sit blik, så hen på hende og ind i hendes øjne. Det virkede ikke til at hun var bange for ham. Hvorfor skulle hun også være det? Trods alt havde han lige spist og han så ingen grund til at skulle angribe hende. Samtidig med han tog en dyb indånding, løftede hans skuldre sig og de faldt så automatisk på plads da han åndede ud igen. Underlæben blev kort et offer for hans tænder. *Du har ret, det skal ikke komme an på racen lige nu,* Han så hende ind i øjnene. *Lad os finde et andet sted at snakke, jeg kan fornemme på det hele at vi ikke kan tage tilbage til kroen nu,* kort kiggede han derhen imod.
Lyden af nogen der nærmede sig, fik ham til at skubbe Mia helt op af muren igen og sætte en finger foran hans læber, et tegn på at hun skulle være stille. Nær dem var der et par fodtrin som var ved at nærme sig.. Truende kom de nærmere og nærmere.. Det var ikke til at vide om det var ven eller fjende.. River holdt nærmest vejret i frygt for at de skulle høre hans hjerte slå.

Mia rettede på sin kjole, der havde fået en underlig form af den lille løbetur. Hvorfor endte alle hendes krobesøg sådan her? Det var bl.a. derfor hun havde taget flade sko på, og ladet de høje hæle blive derhjemme.. Men hun var også naturligt høj, så høje hæle ville også være for overvurderet..
Endnu engang dukkede Rivers stemme op i hendes hovede, og hun skrev sig bag øret, at hun blev nødt til at spørge ham om denne stemme, når de engang fandt et sikkert sted at snakke...  Lige nu var for usikkert, det kunne hun godt mærke..
"Nej, det ville være dumt, efter dit lille stunt.." Mumlede hun, men blev afbrudt, da hun pludselige skubbede hende ind mod væggen igen, men denne gang var hun alt andet end forberedt. Hendes baghovede knaldede mod den hårde stenmur, og en brændende smerte bredte sig, der hvor hovedet havde ramt muren. Hun stod så tæt på River, at hun kunne mærke hans brystkasse mod sin, og hun spidsede ører, selvom det dunkede i hovedet. Nogen kom tættere på.. Hvem, eller hvad det var, vidste hun ikke, og hendes håndflader begyndte at blive fugtige.. Hvad gjorde de, hvis det var politiet?

Han kunne ikke lade være med at udvikle et lille drilsk smil på sine sandfarvede læber, da hun sagde ordene: dit stunt. Manden havde selv bedt om det, han kunne bare lade være med at blande sig sådan. Havde han ikke blandet sig, så havde River aldrig bidt ham, hvad der kommer let, går let.
Det gik slet ikke op for ham hvor tæt han stod op af Mia, før han rent faktisk kunne mærke hendes hjerte pumpen igennem hans egen krop. Der var dog ikke tid til at flytte sig nu, der var nogen som var ved at nærme sig og det kunne enden være fjende eller ven, så det galt om ikke at tage for pludselige bevægelser. Skikkelsen kom nærmere og nærmere, snart kunne man ane den mørke skygge på jorden lige foran dem. I luften kunne man endda ane den kvalmende lugt af.. Røg og alkohol? Skikkelsen kom frem for sit skjul og River følte sig straks dum da det ikke var andet end en fuld mand, med to let påklædte kvinder under hver arm.
"Ser man det," sagde manden og så hen på River og Mia med sine blodskudte øjne. "Et par.." Hans egne ord blev afbrudt af en bøvs. En bøvs der lugtede som affald. "Et par turtelduer,"
Det fik åbenbart kvinderne under hans arme til at fnise, deres læber var opsvulmet og læbestiften var ved at falme, noget tydede på at de kom fra et bordel. River kiggede bare koldt på dem, de mørke øjne havde ingen følelser at spotte, hvilket fik den fulde mand til at bakke en anelse tilbage, så meget han nu kunne med sine slingrende bevægelser og en kvinde under hver arm. "Rolig nu, vi skal nok lade jer være i fred," Langsomt gav han sig til at traske ud af gyden igen. Syngende, fnisende og bøvsende, forlod de tre væsner gyden.. River himlede med øjnene og så spørgende hen på Mia. De havde måske lignede et par turtelduer sådan som de stod tæt, men det havde langt fra været meningen.

// Undskyld, River! Hvis der går så lang tid en anden gang, så lov mig at du kommer og giver mig en røvfuld!!//

Mia vejrtrækning blev roligere, da hun blev bevidst om Rivers hjerterytme. Hun havde aldrig været så tæt på en anden person, bortset fra den eftermiddag, hun fik taget sin mødom. Men denne gang var det intet seksuelt. Overhoved! De var på flugt, men alligevel kunne hun ikke lade vær med at tænke over, hvordan det mon ville se ud, udefra, når de nu stod så tæt omsluttet, som de gjorde. Denne tanke fik hun dog bekræftet, da en mand, tydeligvis plørefuld, kom slingrende ind i gyden, med en let påklædt dame under hver arm. Mia rynkede ubevidst på næsen, da lugten af alkohol ramte hårdere end forventet, sammen med stanken af røg. Så dette var altså grunden til, at han havde skubbet hende ind mod væggen, så det nu dunkede som kanoner i hendes hovede?
Turdelduer. Turdelduer? Han skulle da nødigt snakke! Da manden og de to kvinder var ude af syne, skubbede Mia mildt River fra sig, og vendte hovedet væk, så han ikke kunne se hvordan hendes ansigt forvredede sig i smerte. Dunkenen i baghovedet blev værre hele tiden, og hun kunne mærke hvordan hun begyndte at blive svimmel. Bare det nu ikke blødte! Tænk hvis han blev lækkersulten?

// Det er skam helt i orden Mia! :3

Hvor vovede den slingrende, plørefulde mand at kalde dem turtelduer, når han selv stod med to kvinder under hver sin arm. En til hver nysgerrig og klamme hånd. Bare tanken fik River til at rynke på næsen. Hurtigt kom han dog på andre tanker da et voldsomt, nærmest hidsigt skub, ramte hans bryst så han nærmest fløj tilbage. Det overraskede ham ikke at det var Mia der havde skubbet ham fra sig. Under hendes lange hår, lige ved starten af hovedskallen, kunne han dufte en svag og dejlig duft af engleblod drille hans næse. Det må ikke have kunne klare den måde han skubbede hende ind i muren på, ikke at det var med vilje, han havde bare ikke tænkt over sin egen styrke da han gjorde det. Forsigtigt gik han hen imod hende, de afslappede bevægelser afslørede at han intet ondt ville hende eller gøre så meget som et forsøg på at tage hendes blod. En af de kolde hænder mødte hendes hovedbund, nær såret, med en forsigtig og blid bevægelse. *beklager, tænkte ikke over min egen styrke,* Selvom hans stemme var en blanding af kulde og harmoni, kunne man sagtens høre på ham at han mente hvert et ord der kom ud. Lidt efter fjernede han sin hånd igen, vendte håndfladen op imod sit ansigt og så det han havde forventet at se. Engleblod. Så rødt og loggende som et most jordbær. *healer faldne engle, eller skal jeg finde en sygeplejeske til dig?* Han så fra sin nu halv blodige hånd, til ind i hendes øjne og tog ikke blikket fra dem før han fik svar. De mørke øjne han besad mindede om sorte perler på den dybe havbund.. Kolde og så langt væk..

Mia holdte ubevidst vejret, da hun kunne mærke hans kolde hænder mod sin hovedbund og det langt, blonde hår. Hun gispede svagt, da hans hånd ramte såret, så blodet flød ud på den. Uden hun selv var herre over det, trillede en enkelt tårer ned over hendes kind, og hun vendte forskrækket hovedet mod ham. Det skræmte ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Hun trådte et skridt tilbage, og prøvede at bevare sig selv i bevidsthed. Alle kvinder i hendes mors familie havde været healerer, og hun havde det derfor i blodet. Men som enhver anden evne, havde den en svaghed, så hun kunne ikke heale sig selv. Men han skulle for alt i verden ikke være hendes sygeplejeske.
"Du må ikke.." Hun kunne mærke hvordan kraven på hendes trøje med våd af blod, og hun blev ved med at gå baglæns, væk fra ham, til hun mødte muren. Hvis han blev fristet, ville hun ikke have kræfter til at flygte, og han ville kunne drikke hendes blod uden besvær. Hun havde ikke været bange for ham før nu. En tørstig vampyr var farligere end man lige skulle tro.

Han var egentlig sulten, kunne han ikke godt drikke fra hende? Hun havde selv fulgt efter ham, endda efter det hun så i kroen. Hvem ønskede at følge efter en der lige havde bidt et åbent sår i en mands hals? Pigen foran ham, måtte enden være skør, eller bare alt for modig og nysgerrig. Med et lumsk smil på læben, tog han et skridt hen imod hende, for hver gang hun tog et væk fra ham. Han så på hende med et mørke øjne, der både var skræmmende, men loggende på samme tid.
*Det gør ikke så ondt, jo mere du stritter imod, jo mere vil det gøre ondt og bare rolig, jeg tømmer dig ikke,* hans lumske smil blev blot større og større, til sidst kunne man ane tænderne ved siden af fortænderne, ændrede sig fra at være flade og uskyldige, til at være barberblade. De mørke øjne blev hvide som sne og under dem, blev et par lange, blå blodåre synlige på den sandfarvede hud. *Bare tag det roligt,*
Han stod nu helt tæt på hende. Svagt kørte han en hånd ned af hendes kind, før han satte tænderne i hendes hals. Så godt han kunne, forsøgte han at holde hende fast, hun ville dog have mulighed for at kunne skubbe ham væk.. Da han havde taget det blod han ville have, trak han sig væk fra hende og tørrede sig om munden, med bagsiden af hånden.

River blev ved med at komme nærmere og nærmere. Blodet pumpede rundt i hendes årer, det blod han kom for at suge. Eller ville han nu også det? Hun prøvede at huske på, hvordan hun var fulgt efter hende, uden at han havde bidt hende, og hvordan han havde bidt manden på kroen. Så hvorfor skulle han dog være ude efter hendes blod nu? Var han ikke mæt? Måske skulle hun tro på ham, når han sagde, han ikke ville gøre hende ondt? På den anden side var han jo en vampyr. Han levede af at gøre det han sikkert var i gang med at gøre nu... Hans hviskende stemme gav genlyd i hendes hoved, og hun hævede hænderne, som en beskyttelse hun godt vidste, aldrig ville virke.. Han kærtegnede kort hendes kind, inden en ordentlig smerte ramte hende så hårdt, at hun besvimede. Alt blev mørkt og hendes smukke krop faldt slapt sammen.

Hendes blod var fantastisk! Den søde smag af engel, fik ham til at hungre mere og mere efter det. Smagsløgene var ved at springes af fornøjelse. Da han var sikker på at han havde fået nok, trådte han væk fra hende og kort efter faldt den dejligt smagende pige til jorden. Han så på hende med sine sorte øjne. Blodet pumpede i kroppen på ham. Han fik en trang til at tømme hende helt, for derefter at gå sin vej og lade hende ligge. Lyden af fodtrin fik ham til at dreje hen imod gydens åbning. Skygger på murene afslørede at der var nogen på vej.
Han bukkede sig hurtigt ned, løftede englen op over skulderen og løb ud af gyden, lige i rette tide ind ejerene af skyggerne nåede frem.

Da Mia vågnede, ville hun finde sig selv på en lædersofa, i en stue der duftede whisky, fyrreskov, stegt kød og en svag duft af indtørret blod.
Ved siden af hende sad en ung shapeshifter med en klud på såret. Det sår River havde givet hende ved at tage blod fra hende. Denne unge shapeshifter var Rivers stuepige.. River var gået ind på sit værelse for at få fred. Uhyret var trukket tilbage i sin hule.

Da Mia langsomt kom til bevidsthed igen, var klokken lidt over halv et om natten. Hun åbnede svagt øjnene, og da hun så de mærkelige omgivelser, fór hun straks op fra sin liggende tilstand på sofaen. En ulidelig smerte fra såret på halsen fik hende til at krympe sig, og først nu, lagde hun mærke til den unge sharpshifter ved hendes side. Hun viste ingen tegn på følelser for den, men lod den ingen lægge kluden på såret. Hun rynkede på næsen i smerte og udstødte en lille utilfreds lyd, men fandt sig i den fysiske kontakt. Hun kunne også bare heale sig selv, men det ville tage på hendes kræfter og dem vidste hun jo ikke hvornår hun ville få brug for.. Pludselig slog det hende. Hvor var River? Hvor var hun?