Hear them roar.

(Åben)

Regnen piskede om hendes ansigt, et enkelt lyn passerede himmelen bag hende, oplyste hver en mørk krog. Rundt omkring hende lå blod og flød, blev et med regnvandet og mudderet. Foran hendes fødder lå der en livløs mand hvis mund var på vidt gab, øjnene lukket i og blod trillende ned af halsens linje. Det var ikke svært for hende at dræbe, specielt ikke når det handlede om at dræbe voldtægtsforbrydere. Denne mand havde udnyttet små fjorten årige piger, voldtaget dem til døde. Ladt dem forbløde i en mørk gyde. Dusøren på ham var ikke den højeste, men det var ikke derfor Renoa gjorde det hun gjorde. Dusøren kunne være fuldkommen lige meget, så længe hun fik voldtægtsforbryderene dræbt. Af og til fik hun slæbt dem hen, inkasserede dusøren og forlod derefter uden et ord. Men, denne gang havde hun bare lyst til at ham her skulle ligge og rådne, så måtte andre inkassere dusøren.
Hun tømte ham for værdiggenstande, vendte ryggen til ham og gik videre igennem regnen, med det sorte hår klistret ind til sit sandfarvede ansigt. Foran hende lå gaderne. Hver og en gade var tom, der var ikke et eneste liv at finde. Alle gemte sig fra regnen. Hun smilte svagt, kørte en lok om bag sit øre og fortsatte ellers med at gå. De seneste par dage var gået udsædvanligt stille. udenfor murerene herskede zombierne. Det bekymrede hende en smule, hvad nu hvis de aldrig fik deres verden igen, hvis nu zombierne endte med at herske over hele underworld? Det kunne de ikke lade ske, de måtte kæmpe til det sidste.
Til sidst besluttede hun sig for at forlade regnen. Hun gik med rolige bevægelser ind under et halv tag, tog en dyb indånding og lænede sig derefter op af den kolde mur. Huset hun havde besluttet at læne sig op af var gammel og slidt, det lå ikke til at der boede nogen derinde.. Svagt lukkede hun sine øjne i, bemærkede ikke sine omgivelser.