Hey there. Who's U? //Celestia//

S: The forest
T: Formiddag
V: En smule køligt men skyfrit
O: træer, træer og atter træer
P: se profil nr. 1

Det var formiddag. Solen var for længst begyndt på sin lange vandring hen over himlen. En fugls fløjten vækkede Taeyang, som var faldet en smule sent i søvn dagen før. Han missede en smule med øjnene, og satte sig op i sin seng. Han strakte sig, og rejste sig op fra sengen. Han tog noget tøj, som han bare havde smidt fra sig i går, og gik ud på badeværelset. Han lagde tøjet fra sig, og gik over til bruseren hvor han tændte for vandet.

Da han var færdig med at være i bad, og havde fået tøj på, gik han over til døren. Han åbnede den, og gik udenfor i det kølige vejr. Hvad skulle han lave i dag? Han havde virkelig ingen anelse om hvad dagen ville bringe. *Bare lad det komme som det kommer.* Tænkte han, og løste døren til sit lille hus, og gik ind i dybere ind i skoven end hans hus var. han håbede på en måde at støde ind i en, men hvem ville mon gå her ud i skoven? Eller rettere sagt, hvem ville gå så langt ind i den som han gjorde, ud over elver? Han vidste det ikke, men lod også tanken glide fra sig igen.

Celestia sprang yndefuldt afsted hen af skovens naturligt opståede stier med Ametyst løbende ved sin side. Hun var lige nu med sin søster ude at jage. Når hun var med Ametyst på jagt, følte hun sig næsten endnu mere forbundet med hende, end hun plejede. Hun kunne let mærke begejstringen og adrenalinen, der kørte rundt i hendes søsters ulvekrop via deres telepatiske forbindelse. Hun smilede til sin søster, da hun med øjnene klemt sammen til agtpågivende sprækker satte af fra skovbunden og sprang gennem luften for senere at lande ved en kanin, som hun så let kunne tage i nakken og æde. Hvis Celestia ikke var opvokset og stadig boede på gaden, ville hun sikkert have haft ondt af kaninen, men i hendes hoved var det vigtigste altid, at hendes ulvetvilling fik noget at spise. *Kan du mærke det? Jeg tror, der er nogen, der ser npå os,* kommenterede hendes søster og løftede hovedet fra den døde kanin. Celestia spejede rundt i skoven pludselig meget opmærksom på selv den mindste lyd. En kvist knækkede et sted i nærheden. "Hvem der?" kaldte hun ud i den stille eftermiddagsluft. Nogen ville nok kalde hende paranoid, hvilket de nok også havde ret i. Hun stolede ikke på folk, og hun havde at føle sig stirret på.

Taeyang gik stille gennem skoven i sine egne tanker. Han lagde ikke mærke til hvor hans føder, førte ham hen. Han standsede pludselig op, og snusede. Der var nogle i nærheden. Han gik efter lugten, men så sig ikke for hvor han trådte, og kom til at træde på en tør gren, så den knækkede under ham. Han stivnede midt i en bevægelse. En ung dame råbte for at høre om der var nogle. Taeyang trådte frem så hun kunne se ham, og gik over til hende. Han rakte hånden frem som hilsen. ”Hej, jeg er Taeyang, hvem er du?” spurgte han og smilede til hende. Han så ned på ulven, og smilede også venligt til den.

Celestia lagde hovedet på skrå og så vurderende på manden. Var han til at stole på? Det var i hvert fald et godt tegn, at han havde givet dem sit navn, før han havde bedt om hendes. Ametyst stod stadig vagtsomt foran Celestia med øjnene klemt sammen til smalle mistroiske sprækker. Hun snusede ind og den velkendte duft af ulv blandet med menneske fyldte hendes snude. *Varulv,* informerede hun kort og kontant sin søster. *Aha,* svarede Celestia og nikkede let som tak for informationen. Efter noget tid blev hun enig med sig selv om, at der ikke var nogen større fare i at give Taeyang deres navne. "Jeg hedder Celestia, og det er Ametyst," sagde hun og gjorde et let kast med hovedet i retning af sin tvillingesøster.

Taeyang ventede tålmodigt på at hun skulle svare ham. det tog sin tid, og hun så ud til at overveje grundigt om hun skulle fortælle sit navn, men det ende heldigvis med at hun sagde det. Taeyang smilede bredt og nikkede til Celestia. ”Hyggeligt at møde jer Celestia og Ametyst.” han nikkede også venligt til Ametyst. Det måtte han hellere, for hun virkede heller ikke så glad for at han var der. Ametyst måtte være Celestia’s søster, de måtte være det der hed santuiner. Taeyang havde mødt en anden der også var det, og Taeyang havde haft en smule svært ved at acebtere at den race fandtes, men da han først havde lært personerne at kende, eller rettere sagt personen og hendes tvillingebror at kende, var der intet mærkeligt over det overhoved.
”Hvad bringer jer to her ud på sådan en dejlig dag?” spurgte han. Han følte at han blev nødt til at spørge om et eller andet, og det var lige det første han kunne finde på.