a chain of events (Celestia)

vejer: en kold vind blæser fra nord, men solens varme har stadig magten
tid: 19,30
årstid: efterår
omgivelser: en lille lysning i siden af en stig, hvor jorden var dækket af ny nedfaldne blade, der er blevet ryddet et en lille bålplads, hvor en gryde med stuvning simre.
påklædning: han havde et par sorte bukser men og hans hård er bundet op, men ellers er hen er nøgen, så en stor del af hans tatoveringer var syndelig, resten af hans tøj lå nogle meter der fra

Nal'ado stod på hænder på to kæder som han havde hængt mellem to store træer (i ca. 3 meters højde), sveden dryppede fra hans krop, han havde stået sådan her i de sidste ti minutter for træne mens hans aftes mad tilberedte sig selv.
han vidste at lugten af mad kunne tiltrække dyr eller udyr, men han var træt af gammelt tørt brød.

Celestia og hendes ulvetvilling Ametyst bevægede sig lydløst gennem skoven med trætte skridt. Det var længe siden, de havde hvilet sig. Længe havde de rejst fra by til by, og Celestia havde sunget for at tjene penge, som Luce havde foreslået. Det havde hjulpet dem meget, de behøvede ikke at stjæle længere, og Celestia havde også fået en smule mere selvtillid, nu da hun vidste, at hun rent faktisk kunne synge. *Kan du også lugte mad?* spurgte hendes søster pludselig. Som svar sugede hun luft ind gennem nøsen, jo der var helt sikkert en duft af mad i luften. De to søstre fulgte duften til udkanten af en lysning.æ I midten stod en gryde og simrede og en ungt udseende mand stod på hænder på nogle kæder oppe i et træ. Søstrene standsede op i udkanten af lysningen og stod skjult i skyggen af træerne.

Nal'ado hørte pludselig nogle lyde, en kvist der knækkede, nogle raslende blade, han var ikke alene, hans reflekser og hørelse var bedre en en normal elvers takket være hans træning som livvagt. Han lod sig falde og landede med en højelvers berømte elegance, kæderne begyndte at bevæge sig hen mod ham som om at de var slanger og forsvandt ind i hans tatoveringer.
Han gik hen til sin tøjbunke og fandt sit sværd (et langt, et ægt, lettere krumt sværd) trak det og sagde højt ''du larmer nok til at vække de døde hvis man skal snige sig skal man være lydløs, så du kan bare komme frem, ellers finder jeg dig og dræber dig'' det var tydeligt at han mente vært et ord.

*Pfft sikke en surmule, må jeg godt æde ham?* sagde Ametyst tørt og stirrede på manden med et gennemborende lilla blik. Celestia ignorerede sin søster og trådte med hende ved sin side ud af træernes skygger. Ametyst havde stadig sine øjne rettet mod ham med et udtryk, der mere end noget andet skreg "Hvis du så meget som tænker på at røre hende, flår jeg dig i småstykker og æder dig" Celestia lagde en beroligende hånd på sin søster hoved. "Det var ikke min mening at gøre noget ondt, jeg er her kun ved et tilfælde," sagde hun til manden.

Nal'ado lagde sit sværd og tog sin skjorte og tog den på, men han gad ikke at knappe den, der efter tog han sine langskaftede læderstøvler men så sagde han til ulven ''bare rolig ingen højelver slår ihjel uden nogen grund'' han var bange for at han ikke havde mad til to personer og en ulv, men han måtte vel finde noget mere af det tørre brød frem, ikke lige frem en glad tanke.
han gik hen til sin tøjbunke og fandt et brød i en lille taske det var hårdt som sten, en det kunne blive blødt op i stuvningen ''ulven bør jage selv stuvningen indeholder løg og det kan gøre dem syge''

Celestia smilede lidt. "Det er venligt af dig, men du skal ikke spilde mad på os vi har selv, men vi kan vel altid spise sammen," sagde hun høfligt og gik et par skridt længere ind i lysningen, hvor hun stillede den taske, hun havde over skulderen på jorden. Hun satte sig på hug på jorden og begyndte at rode lidt rundt i sin taske. Hun fandt noget kød indpakket i avis papir frem, pakkede det ud og gav det til Ametyst, hvorefter hun selv fandt noget brød og frugt frem fra tasken. Det, at hun var begyndt at synge betalte sig virkelig, de kunne få mad næsten hver dag nu, førhen var de ofte gået sultne i seng flere dage i træk.