When you feel alone - Cameron.

Sted: Parken i Angerforge, Doomsville.
Tid: 12.34.
Omgivelser: Der er en hel del legende børn og forældre der ser på.
Vejr: Solen skinner så kraftigt at man tit må dække øjnene for at kunne se langt væk.

Faith sad på en gyng og svingede en smule frem og tilbage, hun kom tit der med hendes forældre, indtil de begge blev dræbt. Hun forstillede sig episoder på den selvsamme legeplads. Hende der løb rundt og teede sig som en tosse, hende der legede med andre børn, hendes forældre der hyggede sig sammen, holdte om hinanden, elskede hinanden. Hun sukkede dybt og så ned i jorden som hendes fødder snittede når hun svingede frem og tilbage. Hun havde aldrig troet det ville være så svært at leve uden nogen, og nu har hun ikke andre end Ryan, heldigvis har hun Ryan, ellers ville hun ikke kunne overleve ret længe i denne verden. Ryan var hendes sikkerhedsnet, hvis Faith også mistede Ryan ville hun ikke ane hvad hun skulle gøre, hun ville være helt alene og uden en eneste støtte. Tanken om at hun ville alene var ubehagelig, så skulle hun selv tage til stilling til alting og overleve selv. Faith så ret trist ud hvis man så hende på afstand, hun sad bare og så ned i jorden mens hun gyngede lidt frem og tilbage, hvis man kom tæt på ville man også kunne se hun rent faktisk var utilpas, og en anelse trist.

Cameron var nu atter på vej i retning af parken det var nu denne her anden gang han vist havde været der eller noget og han havde jo alligevel ikke noget og give sig til denne dag som denne her, roligt gik han vider gennem parken og så en eller anden skikkelse længere henne, men det lod til personen var trist eller noget i den still der.
Han kom roligt tættere på denne her person og så på den, og det linede en kvinde som sad der og lavede noget som han ikke var helt sikker på lige nu og her, han så på hende og smilte roligt til hende "Halløj"sagde han roligt og smilte bare til hende, bare sådan som han var på den der venlige måde og det hele, han var jo en af dem som havde en venlig side af sig selv og det hele, roligt gik han hen mod hende men ikke for stærk da han ikke ville give hende noget chok og alt det, han så på hende og ventede på at hun ville sige noget til ham, hvis hun da i det hele tage ville reagere på at han var der og sådan noget der.

Faith var ikke særlig god til at vise følelser foran andre, så da hun hørte skridt nærme sig, forsøgte hun at tænke på noget andet end hendes forældre. Ryan, Ryan, Ryan. Det var det der gik igennem hendes tanker og da hun hørte en stemme så hun op med et smil, det var ikke helt utydeligt at hun for et øjeblik siden han havde været trist. "Hej." Hun rejste sig op og i det lys som solen lavede på hende, var det tydeligt hun havde en blåt skær i huden, det var ikke noget hun havde noget imod, hun synes bare det gjorde hende unik. Det var altid det hun havde fået af vide. 'Alt der er anderledes er det der skiller dig ud fra andre, det der gør dig unikt.' Hun rejste sig op fra gyngen og smilede stadig.

Han så på hende og smilte roligt til hende da hun åbenbart smilede og ikke så trist ud og den slags der, roligt så han på hende og havde ikke meget og sige lige der så han stod bare og kiggede på hende mens han tænkte og den slags der og roligt kørte han en hånd gennem sit hår og smilte bare.
Han stod lidt der og tænkte sig lidt om og så på hende "så hvad laver man her ude i parken helt alene"spurgte han roligt og så på hende, han var ikke uhøflig bare mere nysgerrig og den slags der, og roligt så han på hende og viste ikke hvordan hun ville tage det og alt det, han så på hende og følte den der ting man følte når man var i nærheden af en de mange racer som var overnaturlige og den slags ting der.
Han så på hende og smilte til hende og syns hun var køn og det hele men det måtte han hellere lige holde for sig selv lige nu og her for de kendte jo ikke hinanden og den slags ting der, så han måtte vente med og sige sådan nogen ting til når de havde snakket i et godt stykke tid før han sagde noget som det.

Faith var meget høflig og respektfuld, så selvom hun ikke var i det bedste humør og ikke havde lyst til at tale, ville hun stadig gøre det. Alt andet ville være uhøfligt. Hans spørgsmål fik hende til at føle sig som en lille pige, hvilket hun slet ikke følte hun var. Tværtimod følte hun at hun var ældre end hun rent faktisk var. "Jeg havde bare brug for noget udetid." Hun havde ikke rigtig nogen der var en værge for hende, og det havde hun det fint med. Hun var blevet meget voksen meget hurtigt, så hun havde ikke brug for nogen. "Hvad laver du selv her?" Hun vidste ikke helt hvor samtalen ville føre hen, men hun havde på fornemmelsen det bare var det. En samtale. En overflødig samtale som hun ikke ville huske i fremtiden, men måske tog hun fejl. Måske ville han gøre et indtryk på hende.

Han kiggede på hende og smilte roligt til hende "tja nok meget det samme da jeg ikke sådan rigtig har set en park mere en to gange så ja tjekker den lidt ud"sagde han roligt til hende og smilte bare for han kunne ikke lade være, når hun også smilte og alt det.
Han kiggede på hende og slappede af mens han stod der og så på hende "så ja hvad laver man endeligt her i parken"sagde han roligt og så på hende og viste endeligt ikke hvad man sådan lavede i en park endnu, men han håbede på at hun ville fortælle ham og alt det halløj der, roligt tog han sin ene hånd gennem sit hår og så på hende.
Han var ikke den nærmeste smugle genert for det var ikke hans måde og være på og alt det halløj der og roligt så han lidt rundt før hans øjne lande på hende igen og smilte bare roligt til hende og alt det slags der.