Mødet med en fremmed (Zelda)

Hannibal sad i hjørnet ved et rundt træbord der var belyst af et lille sterin lys, mens han havde sin store frakke på og drak et krus fadøl. Han kiggede rundt på alle de folk som nu rendte rundt der inde og han tænkte at de fleste lignede folk som han egentlig ikke gad være i selskab med, specielt ikke efter sidste gang han var kommet sådan et sted.

Denne aften var ligesom de andre, hun følte sig så alene.. Og det var hun.. Zelda kom til kroen, den lokale kro. Zombierne herskede over byen, stjernerne var tidsløse. Zelda havde en tyk vinterjakke over sig som hun hængte på stomtjeneren ved døren. Så gik hun igennem lokalet, en sortkjole klædte hendes krop perfekt. De mørke krøller bølgede perfekt ned over hendes skuldre, imens hendes blik lyste op i de varme lys fra kroen. Zelda gik op til baren og bestilte sig en drink med noget stærk alcohol. Det var alt for stærk til hendes krop, men det var endnu en måde at komme igennem livet på. Når hun skadede sig selv, så virkede det som om at hun glemte alt der var galt i hendes liv.

Hannibal sad i hjørnet af kroen da en ung kvinde kom gående gennem kroen med hendes flotte sorte kjole svingene om hendes hofter, han så hvordan hun nærmest var ligeglad med alle de mennesker der var til stede i lokalet dog da hun kom op til baren bestilte hun en af de stærke øl, nok lige lovligt meget for sådan en som hende. Uden videre satte Hannibal sig tilbage i stolen og lagde sine ben henover bordet mens han kiggede på hende.

"Er du ikke lidt for ung til den slags...."

Zelda sad blot for sig selv, hun var helt ensom til der pludselig var en som talte til hende. Hun vendte blikket imod manden der kommenterede hendes valg af drink. "Jo det er det sikkert, men man må tage nogle chancer ikke sandt?" Svarede hun med et skævt smil på læben da hun førte glasset op til sine læber og tog en tår. Hun satte glasset fra sig på bordet, og kørte en hånd igennem sit hår.

"Hvad er det lige præcis du laver her sådan en aften..... det er ikke det helt rigtige sted at være..."

Hannibal rejste sig langsomt fra stolen og stod næsten to meter i højde med hans skygge der sprang op på væggen og nærmest lignede skyggen af en bjørn. Han gik hen og satte sig ved siden af hende mens han bestilte en stor fadøl til, det var hans 3 denne aften.

"Må man så høre... hvad går du med af problemer"

"Jeg fester for mig selv." Svarede hun sarkastisk og hævede på glasset igen, hvorpå hun tog sig en god slurk. Han satte sig ved siden af hende, hvorfor anede hun ikke. Hvorfor lod folk som om de var bekymrede, de var jo helt ligeglade alligevel. De endte bare med at give op på en til sidst. "Hvem sagde noget om nogle problemer? Jeg fejler intet." Svarede hun ham en anelse irritabel, hvorefter hun lagde hovedet lidt på skrå. Hun løj, men hvorfor skulle han dog bekymre sig for hende. Han havde lige mødt hende.

Hannibal sad bare der og lyttede mens han kørte glasset rundt mellem sine hænder. Han lyttede selvom det ikke helt så sådan ud, han var normalt god til at læse personer, dog kunne han ikke rigtigt sætte finger på hvem hun var og hvorfor hun kom her og drak. "Alle har problemer... lige meget om man er en gammel, ung eller middelaldrende person, alle har brug for nogen at støtte sig til..." Hannibal tog en slurk af sin øl og satte det fra sig mens han vendte stolen og kiggede på hende.

"Du er rimelig hurtig til at bedømme folk er du ikke?" Sagde Hannibal mens han smilede venligt til hende, i sin gamle blå slidte skjorter.

Zelda var lidt kompliceret, fordi man aldrig rigtig kunne regne med den udstråling hun udsendte. Hun var engel, hun virkede så beroligende at være i nærheden af. "Det er sandt nok, men folk giver op på mig over mine.. Jeg har ingen til at være der for mig, så at være alene om ens dæmoner.. Det vender man sig til." Zelda tog endnu en slurk af sit glas, alkoholen pumpede i hendes årer.. Hun kiggede ham atter i øjnene, med hovedet en tak på skrå. "Altså jo, jeg bedømmer hurtigt folk. Men jeg lader ikke min bedømmelser varre evigt, nogle fortjener at den bliver skiftet ud med en bedre eller en værre." svarede hun ærligt, med et skævt smil på læben.

Hannibal sad der og lyttede stadig mens han så hendes skæve smil på hendes læber mens han drak resten af sin øl før han kiggede på hende for at svare hende.

"Det er da altid noget at du gerne vil skifte mening hvis muligt... og for at være ærlig så er man aldrig alene specielt hvis man finder en man kan stole på...... det minder mig om at jeg ikke har introduceret mig selv, mit navn er Hannibal... jeg kommer fra... ja jeg bor her på kroen"