Han gemmer sig. Men ikke længe endnu. (Jacob)

Sean besluttede sig heldigvis ikke for at blive og de kunne inden længe sætte hestene i galop, i modsatte retning hvor zombierne de kom fra. Imellem tiden havde zombierne allerede brudt igennem muren af is. De vaklede langsomt efter ham og Sean, fulgte lyden af hestehovene der klinkede imod den hårde jord.
Da de var sikker på at være noget et stykke væk fra zombierne, stoppede Jacob Choice ved at hive hende i manken. "Mange flere, forhåbentlig ikke mange flere end der allerede var der," Han gjorde et nik imod det sted de før havde været. "Men ja, vi kan da håbe at der kommer en der er klogere på et tidspunkt," Et drillende glimt voksede i hans øjne. "Hvis der overhovedet findes nogen der er klogere," Efter de ord satte han igen Choice i galop.. De måtte finde en anden måde at komme ind i skoven på. Der var sikkert andre veje. Det galte bare om at finde dem. Et kort øjeblik stoppede han op sammen med Choice og så sig omkring. "Lad os håbe at en af disse kloge zombier snart når frem," Han kiggede rundt og rundt. Det så dog ikke ud til at der var noget i syne.

Han grinte let og de red videre i en tid. De fjernede sig mere og mere fra doomsville og kom tættere og tættere på nogle fjerne klippeformationer.

//er det fint jeg springer den ellers kedelige rejse over?//

Efter hvad der virkede som flere timer, hvad det også var, stoppede Sean op. De var snart ret tætte på the valley of the dead. Han stoppede hesten, som prustede nervøs, da der hang en, for nu, let stank af død over området. Og det var tydelig den blev værre, jo tættere de nærmede sig denne lille dal.
Sean nikkede let for sig selv. Der gemte sig noget i dalen, det havde ikke kun været rygter det hele. Han så på Jacob. Solen havde taget sin vandring og det ville snart blive sent eftermiddag.
"Så nærmer vi os. Heldigvis uden så mange komplikationer" kommenterede han.
"rygter lyder på han skulle gemme sig et..." han stoppede op, da han så...skikkelser? der nærmede sig dem...I høj fart. Med en svag støvsky efter sig. Heste...i galop. MEd folk på. Sean kom kort i vildrede...men valgte så at blive stående. Dette kunne meget vel være det de havde ventet på.
"Nuvel. De folk har sikkert kurs mod os. De er nok de kloge hoveder vi har ventet på, for ingen zombie jeg har set, kan ride en hest. Jeg aner ikke om vi kommer ud af det igen...Men så skal du i hvert fald vende om nu og så holder jeg dem hen" smilte han let og så tilbage på Jacob.
"Jeg har efterhånden forstået at du er min gamle ven" kommenterede han.

// Det gør du bare //

De var ved at nærme sig. Rundt om dem tornede klipper sig helt op til skyerne. De kastede skygger over både ham og Sean. Choice krop rystede under ham og engang imellem vrinskede hun lavmælt, for at lufte de spidse tænder under mundvigen. Endnu engang forsøgte han at berolige hende ved at klappe hende blidt på halsen med sin kolde hånd. Det majestætisk dyr forsøgte at slappe af igen. Da Sean snakkede, løftede Jacob blikket og så hen på Sean med et svagt smil. Deres rejse havde været overraskende nem. Dog skulle han ikke slappe af nu. Det var først nu det hele begyndte og når man snakkede om solen, kom et par skikkelser løbende hen imod dem. De kloge zombier var ved at nærme sig. Lige det de havde ventet på! Han smilte lumsk for sig selv. Til Seans lille kommentar om at han kunne nå at vende om, fik hans mundvige til at bevæge sig op af i en drilsk grimasse.
"Jeg smutter ingen steder," Choice trippede nervøst under ham. Dog kunne han mærke hvordan kroppen også spændte af stolthed. "Lad os se hvad disse kloge hoveder har at sige til os," Et oprigtigt smil kom på banen da han sagde det med den gamle ven. "Det var godt, nu er jeg da sikker på at du ikke stikker halen imellem benene,"..
De kloge zombier kom tættere og tættere på. Jacob kunne mærke hvordan han langsomt blev mere og mere spændt som Choice..

Han grinte og så hen på ham med et virkelig?-blik.
"Det er en fornærmelse. Hvornår har jeg nogensinde taget halen mellem benene?" smilte han roligt.
Hans hest var ikke meget for det og blev mere og mere nervøs, jo mere de ukendte skikkelser nærmede sig. Endelig sænkede de farten og til sidst stoppede de op et par meter fra dem. Den ene var en ung kvinde, klædt i en lidt for stor kjole. Kjolen var mørkegrøn, med guldtråde i sære symboler. Hendes hår var langt og rødt. Hendes øjne helt gule. Hun smilte let til dem. Hendes kammerat var...uden tvivl en levende-død. Men ikke nær så grim som de ellers var. Ham har havde endnu hele sin krop intakt og klædt i noget neutralt tøj. Hans blik var dødt og han sagde ikke et ord.
"Fremmede!" kvindens stemme var meget spinkel, den nærmest skar sig ind i deres ører, hvilket Sean fandt en tand for irriterende, dog rykkede han sig ikke det mindste, men lod blikket glide ned over dem.
"I er alt for tæt på. I bør slet ikke være her. Sikker på i ikke bare er redet forkert? At i ikke bør vende om og skynde jer hjem?" hun smilte til dem og kiggede fra den ene til den anden. Sean følte det som om...Nogen lammede han til hesten. Han havde det som om han ikke kunne flytte sig...Og dog. Hans kæbe virkede.
"Vi ved præcis hvor vi er, ellers tak. Og vi ønsker...At vide mere" han smilte svagt og så på kvinden. Kvinden løftede et øjenbryn i svag undren.
"Vi vil se hvilken...Herre, der hersker over sådan en magt og sådan en hær. Og måske endda slutte os til ham" sagde Sean. Det var godt nok ikke helt det de var blevet enige om, Sean måske, men ikke Jacob. Men det ville sikkert give dem en billet ind. Kvinden så hårdt på ham og han følte det som om noget strammede om hans hals og han hostede i et forsøg på at fjerne det.
"nånånånå...." kvinden smilte igen og så hen på Jacob.
"En archdemon og en normal dæmon. Ja, I samler jer ofte, hvis i kan enes længe nok til det!" kvinden grinte, en lyd der kunne få glas til at sprænges.
"Nuvel...Er du her også for at vise loyalitet til en ellers ukendt Herre?" spurgte hun Jacob, da hendes gule øjne søgte hans.

Han kunne ikke andet end at grine drilsk over Seans fnysen. Det var dog kun en kort latter. Skikkelserne rykkede sig nærmere dem. Den ene viste sig at være en ung kvinde i en alt for stor kjole, med rødt hår der kunne minde Jacob om flamme bølger. Hendes stemme skar ham i ørene. Det lykkedes ham dog at ignorer det, ved at fokusere på de ord hun havde at sige. Den anden skikkelse var en levende død. Ansigtet var tomt og koldt.. Sjælen var ikke til at fornemme.
Uden at blande sig imellem kvinden og Seans samtale, lyttede han og klappede en enkelt gang Choice på halsen, for at få hende til at falde til ro. Da Sean nævnte noget om at slutte sig til herren, måtte han nive sig selv, for ikke at afsløre et overrasket ansigtudtryk der sikkert ville have kunne ødelægge det hele. At bilde kvinden ind at de ville slutte sig til lederen, var selvfølgelig muligheden for at komme nær ham og måske, hvis de var heldige, at slå ham ihjel. Det var i hvert fald det Jacob havde i tankerne. Kvinden henvendte sig nu til ham. Hendes gule øje havde nær brændt hul i hans hud.
Han nikkede samtidig med at han svarede. "Ja, det er jeg," Denne løgn lå underligt nok behageligt på hans tunge. I hans krystalblå øjne var det ikke til at afsløre at det var en løgn. "En magt som hans, ønsker man da kun at slå sig sammen med,"
*eller ødelægge,* tænkte han for sig selv.

Kvinden så ud til at studerer Jacob i længere tid, end hun havde studeret Sean. Til sidst smilte hun, om hun havde gennemskuet nogen af dem, var ikke til at vide, men hun vendte sin hest rundt og så tilbage på dem, ved at dreje hovedet.
"Jamen så kom, i fjolser!" noget hun formåede at sige på en ret tiltrækkende måde...Hvis man spurgte Sean. Hun virkede magtfuld og kommanderende. Hvad der ellers ville have været en kvinde for Sean.
Sean så kort på Jacob, før han satte sin nervøse hest i gang og red efter kvinden. Den levende-døde red bag dem.

Efter en kort ridetur, kom mere og mere af lejren til syne bag bakkerne. Nede i dalen var der sat uendelig mange telte op. Og overalt var der levende-døde. Det var tydeligt at kun kvindens tilstedeværelse forhindrede de levende-døde i at spise sig mæt. Selv om de slet ikke ville kunne mætte så mange. Stanken af død var tung.
Sean indrømmede for sig selv, at han ikke have oplevet sådan et syn, så mange levende-døde, før. Han lod blikket glide over havet af dem.
Mens de red ned gennem en usynlig sti mellem teltene, så de flere værksteder. Nogen lavede armor, andre våben og ammunition. Atter andre skar endnu levende døde dyr i stykker og kastede stykkerne ud til horderne af levende-døde. Det var altså en mulig forklaring på hvor alt vildtet blev af.
Nogle steder trænede levende-døde ligefrem. Det måtte være dem der endnu havde en smule omtanke i hovedet, for man kunne da ikke lære almindelige levende-døde noget, kunne man?
Til sidst nærmede de sig det store telt i midten. Det rakte op over alle de andre og havde en fin, lilla farve. Bål lyste stedet op, selv om det endnu ikke var helt aften. Kvinden stoppede op ude foran det.
"Vent her" kommanderede hun og med en håndbevægelse, kom en flok vagter, levende-døde, og holdt øje med dem. Forhindrede dem i at gå nogle steder. Kvinden forsvandt ind i teltet. Et telt, hvor Sean formodede necromanceren ville holde til.

// Undskyld jeg ikke har svaret på dette emne.. Min krea er nærmest forsvundet over Jacob o.o :i Vil høre om det er i orden vi Out'er det? Ikke at jeg ik' vil emne med dig! (Må du ikke tro!) //

//Jo...Emnet har også mistet sin betydning for mig, fordi det er så gammel. Vi kan blot aftale de mødte necromanceren, småsnakkede og at de på en eller anden måde fik listet sig væk igen? //

// det lyder som en god ide