Are you dum or what? ~Andrea~

Angela gik for sig selv, tingene var mærkelige for tiden.. Drama, hun følte hun drunkede i et stort drama hun aldrig havde ønsket at havne i.. På den ene side et familie drama og så et drenge drama.. Hvornår lærte hun dog at kærlighed og at bekymre sig om andre ødelagde alt, hvorfor skulle hun også begynde at holde af folk? Det skulle ikke have været sådan, hun skulle have været ligeglad.. Med alt og alle! Angela vidste da udemærket godt at hun ikke var planlagt af verden, verden havde valgt ikke at modtage hende med åbne arme. Hele hendes liv havde hun levet i en skygge af hendes bror, hun havde altid i bagtanke omkring de hun gjorde nu var noget som kunne have gjort hendes forældre stolte af hende. Angela var langtfra sikker på sig selv selvom hun altid lignede en som havde styr på tingene. Angela var træt af sig selv og faktisk kort overvejede hun at tage sit eget liv. Det var en tanke som havde fløjet over hendes hoved før, men ligenu virkede byrten bare så tung. Hun sad med en lille kniv i sin ene hånd og kiggede på dens spids.. Hendes hjerte sprang en tak over i mens hun lod spidsen placere hendes kød og snitte et lille sår..

Endelig! Luften omfavnede hendes hud, og det føltes rart omsider at gå en tur for sig selv. Andrea havde ikke noget imod at blive beskyttet eller noget, det var bare det med at hun helst skulle blive indenfor.. Hvorfor folk var ude efter hende havde hun heller aldrig forstået, faktisk ville hun gerne vide det. Slået ud af sine egne tanker blev hun da hun fik øje på Angela længere nede af gaden. Hun fik et lille chok over den måde Angela betragtede kniven som om den var en chance for at tage hende ud af lidelserne i hendes liv. Andrea luntede derover og satte sig ved siden af Angela, og tog kniven væk fra hende samt kiggede på det lille sår hun havde skåret i sig selv. "Hejsa Angela. Hør jeg ved du har levet længe og så videre, men kniven frister dig bare hvis du har en dårlig dag. Lad den ligge, og fortæl mig hvad der er galt i stedet." Sagde hun med et skævt smil hvorpå hun lagde en hånd på Angelas skulder.

Andrea hun havde forladt sin sikkerhed, hvilket Angela var lidt imod men vidste godt at man ikke kunne holde en kvinde indespærret. Og Angela så lidt af sig selv i denne kvinde, Amara. Hvorfor, fordi at hun selv kæmpede alene. Uden familie, uden venner. Angela lod hende fjerne kniven og så på hende med et stille smil. De klingede godt de to, det var mærkeligt. Angela klingede sjældent så godt med nogle, men det var jo bare godt i hendes tilfælde. Angela smilede til Andrea.
"Bare lidt drama her og der, nogle dage så føltes det bare værre end det måske er." Svarede hun med et stille smil, og åndede lettet ud. "Men ja, livet er ikke lige nemt altid."

Andrea lagde hovedet lidt på højkant imens hun lyttede til hvad Angela havde at sige om sine problemer. Alle havde problemer engang imellem. Yeah, det sand nok. Men hvilket drama gør dig så nedtrygt at du får lyst til at skære din egen hud op?" Spurgte hun forsigtigt og lagde så hovedet lidt på Angelas skulder. Andrea ville blot hjælpe Angela intet andet. "Du kan sige alt til mig, du skal du vide." Tilføjede Andrea med et skævt smil og fjernede derefter hendes hoved fra Angelas skulder, derpå i stedet kiggede hende direkte i øjnene.

"Nogle gange er det bare nemmere, at ændre på det man føler ved at tilføje lidt smerte.. Jeg ved det ikke, drenge problemer.. Familie.." Tilføjede hun lidt usikkert men smilte skævt. "Jeg har min bror Nic jo, jeg ved det ikke nogle gange minder han mig om den han var før den som ikke rigtig bekymre sig.. og pludselig går han op i mine drenge problemer? Bare sådan ud i det blå.. Jeg ved han mener det godt.. Og.. så har jeg mødt min halvbror.. Damian.. Jeg tror måske endelig at jeg har en chance for at noget familie kan lide mig fra første dag." Svarede Angela lidt bedøvet.. "Sidst men ikke mindst mine drenge problemer. Der er min eks kæreste Kani, han har mistet hukommelsen.. og været sammen med en luder varulv af en ting. Og alligevel kan jeg ikke smide ham af, fordi ja at jeg elsker ham. Når du har elsket en i 700 år, så at lade dem gå.. så mister du bare en del af dig selv.. Så er de Noa.. og holder ekstremt meget af, og ja jeg er måske noget tiltrukket af ham.. Måske er det fordi han forstår det med at være blanding og hvad det kræves? Han er halv varulv og halv vampyr, i minder faktisk lidt om hinanden.. sjovt nok." Smildede hun let.

Andrea lyttede til Angela, selvfølgelig vidste hun at Angela havde været en kvinde som havde været igennem meget. Efterhånden havde de lært hinanden godt at kende, og det havde sine fordele. Andrea smilde lidt. "I det mindste har du en familie, jeg er her helt for mig selv. Men det måske også det som holder mig igang." Svarede hun med et svagt lille smil. "Hvad angår dine problemer, så skal de nok løse sig, de bliver bare løst den dag hvor der ikke er flere løse ender." Tilføjede hun inden hun kørte en hånd igennem sit mørke hår.

//Haps :3