Vi bliver nød til at tale - Ammon.

Tid: Det er ved at være sent om aften, klokken er omkring de 11-12 stykker.
Omgivelser: Der er mange gadekampe af forskellige slags på gaderne, og ikke mindst i gyderne.
Vejr: Der er en kold blæst.
Sted: Rotten Root distriktet - Gyderne.

Blair havde brug for at tale med Ammon, de blev nød til at finde ud af det sammen. Blair vidste ikke hvor han var, men hun tænkte igennem de samtaler de havde haft for at finde ham. Han var måske igang med en af de kampe han tjente penge på, han havde været rimelig ophidset da han havde forladt Blair og Alian ved samlingen af Soul River, så det var en oplagt mulighed. Blair havde tit været i gyden nær hendes lejelighed, men der var aldrig kampe. Blair gik længere ned af gaden for at finde flere gyder hvor der måske kunne foregå nogle kampe. Blair kunne svagt begynde at lugte blod, det havde en metal agtig lugt. Blair var vant til den lugt, så det irriterede hende ikke. Hun drejede af ved en gyde hvor der så ud til at være en stor kamp igang, Blair vidste ikke om det var der, men hun kunne altid prøve.

Lyden af tilskuernes tilråb var som en summen for ham. Han lyttede ikke, det gjorde han aldrig.
Han havde Lange sår overalt på kroppen, hans skjorte var blodig, og åben.
Han nægtede at give op, han nægtede at vende tilbage til virkeligheden.
Indtilvidere var to blevet slæbt ud, bevidstløse og måske endda døde, fra tremmeburet som Ammon var i.
Han havde vundet rigeligt, men han ænsede ikke pengene.
Han så kun en ting for sig, og det var blod.
Han havde brug for at slås, for at flygte fra den realitet med Blair.

''Andre der er friske?'' råbte tilsynsføren, også kendt som den alt for uretfærdige dommer, da Ammons modstander bukkede sammen. Ammon havde revet modstanderens hånd af i blindt raseri.
Ammons krop var tilsølet i blod, både hans, og modstanderes.

Blair stod i baggrunden og så til, hun vidste ikke om det var der og hun ville ikke gå for tæt på hvis det ikke var Ammon der var der. Blair tog sig sammen og trådte nogle skridt nærmere så hun bedre kunne se hvad der foregik. Han var der, men det var alligevel som om han var væk. Blair kunne ikke lide at se ham sådan, helt badet i blod. Da en mand spurgte om der var flere der ville deltage overvejede Blair stærkt af melde sig, hun blev nød til at komme ind til ham, men hun frygtede alligevel for barnet, og hende selv. Blair så sig omkring for at se om der var nogen der meldte sig til, men folk virkede meget stille.

''Ammon, jeg tror at du er færdig for idag!'' råbte dommeren hårdt til Ammon.
Ammon nikkede en enkelt gang, tog sin gevinst og begyndte bevidst at gå igennem mængden af tilskuere. En ung mand, på hans egen alder, tog fat i hans krave og skubbede ham mod buret igen.

''jeg melder mig!'' sagde den unge mand, og Ammon nikkede bare til dommeren.
de gjorde klart til at begynde. ammon dryppede af blod, men mest hans eget. Hans skuldre blødte voldsomt.

Hvis Blair ikke havde vidst det var sådan Ammon tjente penge havde hun bedt ham om at stoppe, men det var ligesom at bede hende holde op med at stjæle. Det gjorde hun heller ikke ligefrem. Blair vendte sig væk, ikke nok med at Alian og Ammon nær havde bidt hovderne af hinanden, var det nu en helt fremmede der skulle kæmpe mod ham. Blair kunne ikke se på det. Hun ville ikke se ham blive tæsket, selvom hun godt vidste han kunne klare det, han stod stadig oprejst efter hvem ved hvor mange kampe.

De ringede kampen igang, og fem sekunder efter ringede de kampen slut igen, ved et smerteskrig.
Ammon stod stadig oprejst, men den stakkels unge mand der havde udfordret ham lå på jorden, med blod fra mundvigen.
Ammon så mod Blair der stod med ryggen til.
''vi stopper for idag.'' sagde Ammon, og tog sine penge hvorefter han gik hen mod Blair.

''Blair?'' han undgik at røre hende. Mest af alt på grund af blodet.
''hvad laver du her? jeg troede ikke at du gik ind for vold?''

Blair krøb sammen da der lød et smerteskrig, Blair var bange for det var Ammon, men da hun hørte hans stemme åndede hun lettede op. Blair gik ikke ind for vold, kun hvis det var selvforsvar. "Det gør jeg ikke. Jeg blev bare nød til at sikre mig du var okay." Blair ville også snakke med ham, men hvis han stadig var vred over det der var sket tidligere var det ikke så smart at sige det. Blair rettede sig op og så på ham, den blodige lugt var meget kraftig, men det generede ikke Blair.

''kom med. Det er ikke smart for dig at være herude nu.'' sagde han hurtigt, og så sig over skulderen, hvorefter han tog fat i hendes arm og hev hende med sig, mod sit hus.

Blair så undrende på ham. Hun var vant til steder som det sted. "Hvorfor?" Blair kunne godt beskytte sig selv. Blair fulgte med ham, hun stolede på at hunikke skulle være når nu han sagde sådan.

''de er ikke venligt sindede overfor en ubesejrets damebekendtskaber.'' sagde han bare, lavt.
Han gik bare indtil han nåede hans hus, hun havde jo været der før.
Igen var hele huset mørklagt.

''jeg render lige hurtigt i bad, så kan vi snakke bagefter.'' sagde han roligt, og lagde sine ting på en kommode, og gik så mod badeværelset.

Blair syntes det var en mærkelig adfærd, måtte man nu ikke have et forhold til en kvinde, pige, dame eller hvad man vælger at kalde det, fordi man var ubesejret. Det var latterligt. Blair forstod ikke hvorfor det var sådan, alle have da en eller anden form for forhold til det modsatte køn, så hvorfor skulle en ubesejret ikke også have lov til det? Blair knyttede næverne og bed tænderne sammen, hun hadede den slags ting, men hun slappede dog hurtigt af igen, det var ikke derfor hun var der. Blair nikkede til ham og satte sig hen til køkkenbordet.

han var der ude i ti min. maks.
Han kom tilbage med et håndklæde om hofter, så hans underliv ikke kunne ses. Mest for hendes skyld.
Hans hår dryppede lidt. Det var kort nu, en smule pjusket at se på.

Han satte sig overfor hende, efter at have taget to kopper frem. Han stillede to kander foran hende, en med kaffe, og en med kakao.
Han var vant til at folk bare dukkede op.

Der var intet spor af Dahlia nogen steder.
Han så lidt på hende.
''hvorfor skulle jeg ikke være okay?'' spurgte han roligt.
Han virkede endnu engang som sig selv. Han var en andet i buret. E dyr, der ikke skulle styres. Undtagen når han så hende. Så gled han tilbage til putte-bamse stadiet.

Blair så sig omkring for at se om Dahlia var til at finde nogen steder, men der helt stille, man kunne kun høre bruseren fra badeværelset. "Du virkede meget vred da du gik tidligere, jeg ville bare sikre mig der ikke var noget galt, mellem os." Blair så sig igen omkring for at se Dahlia, hun måtte sove, det var jo sent. Blair tog den ene af kande, uden at kende indholdet af den men hun var også ligeglad med hvad der var i. Hun hældte det op i en kop og lod det køle af.

Han så bare lidt på hende, inden han så ned på sin kop. Han hældte noget kaffe op mens han tænkte.
''Jeg har intet problem med dig, eller Alian. Dét jeg har et problem med, er at jeg kun prøvede at hjælpe dig, og alligevel fik jeg smidt den beskyldning på mine skuldre, at jeg har taget dig fra ham. At jeg har ødelagt hans mulighed for at få sit barn med dig. Det er min fejl, det ved jeg. Men at din kæreste er så rapkæftet at han siger det som en trussel, mens jeg prøver at hjælpe dig, det pisser mig af.'' sagde han bare. Han drak af sin kaffe, uden at se på hende.

Dahlias tegninger var væk fra skabet, hendes bøger, hendes tegneting, alt var væk. Som om hvert minde af hende var fjernet.

//skal lige rydde legeplads op med familien. kommer om en time eller halvanden maks. //

Blair kunne godt forstå ham, Alian burde også slappe af og se det fra Ammons synspunkt, det var heller ikke let for ham. "Han burde ikke give dig skylden, det har aldrig været din skyld. Men hvis jeg fortælle ham det ville han ikke tro mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at i alle har det godt. Jeg vil bare have i har det godt med hinanden." Blair undrende sig over at alle Dahlias ting var væk, hun valgte dog at undgå det emne, lige for nu. "Jeg ville bare ønske det aldrig var sket." Blair så ned i bordet og sukkede dybt.

''Blair, jeg ved at det ikke er dette du vil høre, men jeg betaler for en abort hvis det bliver nødvendigt. Jeg ved at du hader tanken om det. Men så ville det være so om intet var sket. Jeg kan ikke holde tanken ud om at du og Alian er så ulykkelige over dette, når det hele er min egen skyld.'' sagde han bare.

Blair så på ham da han nævnte abbort, det var udelukket. "Det er ikke din skyld. Vi skal nok finde ud af det, men ingen abbort." Blair drak en tår af koppen og fandt ud af det var kaffe, så fik hun også lidt mere energi. "Du skal ikke tage skylden for det her."

''hvis er skylden så, Blair? Det var mig der gik ind af din dør, det var mig der begyndte at tage tøjet af dig.'' han så hårdt på hende.
Det kunne godt være at hun ikke ville indrømme det, men det var sandheden.
''det var mig der ikke trak mig ud i tide.'' han så forsat bare på hende indtil han drak noget mere af sin kaffe.

Blair kunne godt se han måske var medskyldig, men det var hun også. "Jeg lod dig komme ind af min dør, jeg lod dig tage mit tøj af, jeg lod dig blive inde. Vi er fælles om det." Blair var ligeglad med hans hårde tone, hendes tone var heller ikke ligefrem helt rolig. Hun var ved at blive godt træt af alle de problemer.

''hvordan vil du have at vi skal løse det? Alian vil ikke være barnets far, han vil ikke gå mod din vilje. Du ved at ligemeget hvad du vælger, så er du nødt til at vælge mellem at følge hans ønske, om abort, eller mit om at lade mig forblive barnets onkel. Jeg ved godt at det ikke er hvad du vil. Men vi har snart ikke flere muligheder. Alian vil ikke accepterer at dit barn kalder mig far, og ikke ham.'' sagde han bare og så ned på sin kop

Blair så ned i bordet, han havde en pointe. Men Alian måtte acceptere det, Blair var gravid med en andens barn. "Det bliver han nød til." Blair hadede at skulle gå imod nogen, men hun ville aldrig forbyde hendes barn at se barnets rigtige far, hun kunne sige at Alian var faren, men hun ville lyve om den slags.

''Blair, Alian lader mig ikke komme nær dig igen.'' sagde han bare.
Han så bare ned i sin kop, uden at se på hende. Han tænkte, men ikke kun på det med Alian.

Blair rystede på hovedet. Hun vidste godt at Alian ikke ville have det, men han kunne ikke bestemme over hende, det var hendes liv. "Det er mit liv, han kan ikke styre hvem jeg ser eller ej." Blair kunne se han var tænksom, men det kunne umuligt kunne være det med Alian, dervar ikke så meget at tænke over. "Er du sikker på der ikke er noget galt?"

Han så bare ned i koppen. Sårene der havde været åbne og blodige da de trådte ind af døren, var nu halvvejs helede.

''Dahlia er død.'' sagde han bare.
han så pludselig mod vinduet, og derefter ned i koppen igen med spændte kæber,

Blair vidste ikke hvad hun forventede, hun var vant til at blive lukket ude og at folk bare holdte den slags ting for sig selv, men Blair ville altid være der for Ammon, lige der viste hun bare ikke hvordan, hun var selv så chokeret over det. Den lille pige der havde rendt rundt hos ham lidt tid forinden var væk? Blair gik over til ham og tog hans ene hånd. Hun sagde ikke noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.