Vores værste mareridt (Tristan)

Tristan fnøs. De var efterhånden kommet godt foran zombierne og byen kom til syne foran dem.
"pf.. okay så, nu har vi alligevel ledt dem til en by" Sukkede han og indrømmede stille til sig selv at samvittigheden hos ham selv nok heller ikke ville tillade ham andet.
"Vi alarmere byen" Gav han så efter og satte direkte kurs imod landsbyen længere fremme.

"Hey, tror du at man bliver til en zombie hvis de bider en? Du ved ligesom resident evil eller noget?" Han var kommet til at tænke over det da Sean havde sagt noget om at blive bidt i benet. Han vidste heller ikke om Sean vidste hvad 'resident evil' var. Han havde måske været i deres gamle verden, men om han havde været længe nok til at se filmen?

//sorry sorry sorry.. Troede det var din tur XD //

han så lidt på ham. Og smilte så lidt overbærende.
"Åhh, jeg har aldrig interesseret mig for film. Jeg har altid foretrukket...virkeligheden. Som kan være ganske gyselig i sig selv" svarede han, mens han fulgte ham mod byen. Det lød nok...lidt gammeldags. Men når man havde oplevet krige og sygdomme...behøvede man ikke at se film om det også.
Han havde dog hørt om dem.
"Men det kommer jo nok an på hvorfor de er zombier. hvis det er en smitte, en virus, eller noget i den dur, så ja. så må et bid smitte. Hvis det er magi eller andet af det stof...så er det ikke til at sige. andet end den der er skyld i det" han viste det faktisk ikke. hvordan disse zombier var.
Grunden til menneskerne tit mente det var med et bid, de smittede, var jo nok fordi de så det for den nemmeste måde...Og zombierne var jo altid primitive...Så at udtænke en avanceret smitte-måde...det lå nok ikke lige til zombierne. så hellere et bid. Det forstod alle.
problemet var nok også hvordan det startede...

Alle disse tanker kørte rundt i hans hoved, mens de nærmede sig landsbyen. Gad hvilken stemning de mon vil give? Folk ville sikkert ikke tro dem...ud over byens tosse, som selv har fortalt historierne om dem, vel. Og børn. Og gamle mennesker, der mener de også oplevede det i deres barndom. Han smilte ved tanken.

"Tja, jeg nød nu at slippe virkeligheden for en stund med en film" Sagde han, mest til sig selv. Det begyndte at blive hårdt at løbe. Det sved i hans ben og en skarp smerte bredte sig i hans side imens han hev lidt efter vejret.
"Det er magi... Det er jeg ret si-sikekr på" Pustede han og kunne ikke forklare mere lige nu. Han var bare sikker. Det var den eneste grund han kunne se til at der ikke var flere af dem flere steder i underworld, men alt dette orkede han ikke at sige imens han hev efter vejret i løb.

"Skidt være om vi bliver t-tosser derinde, jeg har ikke tænkt mig a-at blive" Smielde han frem for sig.

Sean rystede svagt på hovedet og løb med. Han holdte sig normalt i form til hverdag,om det så varaf egen vilje eller ved at flygte fra folk der jagtede ham...eller når han selv jagtede folk. men det betød ikke han bare kunne løbe uden at blive træt.
Landsbyen kom hurtigt nærmere og pludselig var de der. Sean satte farten ned da de nåede de første huse. Hvordan advarede man bedst en hel landsby? Stilte sig op på torvet og råbte? Så ville nok blive kaldt for...dommedagsprofetier. så hellere finde borgmesteren af byen. Ham troede folk lidt mere på. Men hvor befandt han sig mon?

"Jeg ved ikke med dig" sagde han og trak vejret dybt nogle gange for at få vejret ordentligt igen.
Han lod blikket glide over byen, da de bevægede sig ind i den.
"Jeg tænker på at finde den mand der har...ansvaret over byen....Ham tror de nok mere på" sagde han, med mellemrum til at få vejret rigtigt.
Han boede sikkert inde ved torvet, i en af de flottere huse...Og ellers kunne de vel spørge om vej?

De nåede frem til landsbyen. Den var lille og dog vrimlede det med liv på det lille areal. Børn legede på jorden og kvinder gik fra hus til hus og snakkede med bekendte.
I modsætning tænkte Tristan på ingen måde stort, som borgmesteren eller en overordnet besked. Derfor så han lidt forvirret på Sean. Han selv havde bare regnet med at råbe op om det.
"kan vi nå det? Du kan også løbe efter ham, så advare jeg folk ?" Foreslog han og spejdede hen over byen for at finde et fremhævet sted at stille sig og råbe om zombier og død og ødelæggelse.

Tristan synes stadig at den rådne stank af død hang i hans næsebor og gav ham kvalme. Var de tæt på?

Han så lidt på ham og så hans forvirring. de havde tænkt hver deres. Derfor nikkede han bare.
"så siger vi det. Men sig nok hellere tingene til voksne, end at ødelægge børnenes leg. ellers vil du nok blive jagtet ud af byen. Fordi de vil være bange for du fylder børnenes hoveder med forkerte historier" smilte han. Og så løb han længere ind i byen.

Inde i centrum lod han blikket glide over husene. Han fandt snart frem til den vej hvor de fineste huse lå og halvløb ned af gaden, mens han kiggede på husene. Et af dem...et af dem måtte være genkendeligt, så alle ville kunne finde borgmesteren!
Endelig fandt han det. skiltet.
"Borgmester J. Williams"
Han løb op og bankede hæftigt på døren. der gik noget tid. ingen svar. Han bankede igen.
Endelig åbnede butleren.
"D´herre?" svarede han roligt, uden at røbe hvad han dog måtte tænke, ved en sveddryppende mand ved døren.
"Borgmesteren, er han hjemme? Det er alvor!"
"Borgmesteren sidder til møde på hos sheriffen. er det alvorligt kan han traffes der" svarede butleren.
"fintfint...hvor bor sheriffen?"
"Fængslet ligger i udkanten af byen, led efter et hus med en masse tremmer..." mere nåede han ikke at sige, før Sean var løbet sin vej igen...
Han måtte finde ham og overbevise ham! Heldigvis kunne han jo altid bruge sin evne...lidt...til et vist punkt. Tanker kunne han jo ikke kontrollere. Bare følelsen...