Vores værste mareridt (Tristan)

S: samling af soul river
T: sen eftermiddag, snart aften
O: træer, buske, floden og nogle små bifloder
V: overskyet, en let vind.

De havde forfulgt ham. Han viste ikke hvor det kom fra, hvorfor det var der, eller hvornår det ville forsvinde. Dette mareridt.
det var det samme hver nat, bortset fra det blev længere...føltes længere...hver nat som om det blev forlænget, og i nat...I nat havde dette væsen været tæt på at fange ham...
Han viste ikke hvad der ville ske, men han viste noget dårligt ville ske, hvis det lykkedes. Han nynnede en melodi for sig selv.
Denne eftermiddag havde han nogle lette bukser på, en hvid skjorte af silke. Bare fødder. Det mørkebrune hår sad ikke lige så ordentligt som det plejede, det strittede lidt mere.
De mørke øjne, med de grålige nuancer...øjnene og stemmen var nogle af de få tegn der adskilte ham fra sin bror. Han lignede sin bror, nok alt for meget. Bortset fra at øjnene havde noget mere gråt over sig og hans stemme var en anelse lysere.
Han sukkede som han stod der, med vandet løbende over hans fødder. Han havde stået der så længe at han ikke engang kunne mærke sine fødder længere. I starten havde vandet været koldt.

Der gik historier. Historier om zombier, som kom op af vandet og åd en. De skulle være velkomne.
Det hele gik ellers lige så godt...Han var faldet godt i snak med folk, en enkelt havde truet ham...
Han grinte svagt ved tanken. Trusler! Som om de skulle virke...
Men ellers gik det godt.
Han var ikke blevet fanget endnu...
Hvis bare han viste hvad det enlig betød!

Ikke så langt fra Soul river havde han fundet sig et stykke græs. En lille plæne af højt græs han nu vilede sin krop i. Vejret var dårligt. I hvert fald i forhold til hvad det havde været de andre dage. Skyerne truede med at blive mørke og lukke vand ud, men for nu, var de stadig lysegrå og tørre.
Vinden greb fat om hans hår og det pjuskede endnu mere på toppen af hans hoved. Her i de matte farver med de grå skyer, og falmet grønt græs, der trådte det orange hår meget i kontrast og gjorde ham tydelig.

Han var iført et par slidte cowboybukser og en mørkeblå sweater, samt et par sorte sko, det var det, lidt koldt, men han klarede sig.

"Today is a winding road, that's taking me to places that i didn't want to go... whoa..." Nynnede han stille og pladserede begge hænder bag hovedet. En drøm havde plaget ham natten forinden.. Han var rendt rundt i skoven og nynnet samme sang som nu. Han havde følt sig lykkelig i drømmen. For en gangs skyld kunne han glemme det hele der gjorde ondt lige for en stund, bare være lykkelig.

"Today in the blink of an eye, i'm holding on the something and i do not know why... i tried..." Nynnede han videre og tappede sin ene fod med i takt.

Hans drøm havde udviklet sig derfra. Skoven var begyndt at visne omkring ham. Selv hans tøj var visnet væk og han stod alene og nøgen i skoven. Det var der han hørte en stemme bag sig i drømmen. Camilles stemme. Hvad havde hun sagt? Han kunne ikke helt huske det.. Noget med at være der for ham..

"Tried to read between the lines, tried to look you in the eye, i want a simple explanation for what i'm feeling inside.
I wan't a way out... Gotta find a way out... yeah"
Han nynnede uforstyret videre, imens hans tanker kredsede om drømmen. I drømmen havde han vendt sig og set Camille. Så smuk som altid. Et øjeblik havde han været overbevist om at hun ikke ville forlade ham.. For at hun ville vælge alle andre fra, men så skete der noget.
Et skud til hovedet af en pil. Hun faldt om på jorden. Gerningsmanden? Tristan kunne ikke huske det.. Han kunne ikke genkalde ansigtet med buen.. eller hvordan ahn selv reagere efter det ... Hvad betød denne drøm?

"Your voice was the soundtrack of my summer
Do you know you're unlike any other?
You'll always be my thunder, and I said..."

Han sang videre og vippede med fødderne. Ikke på noget tidspunkt havde han sunget ret højt. Kun så han lige selv kunne høre det. Han rettede på sin sweater og lukkede øjnene et sekund. Så der lå han på græsset og slappede af.. Han gad ikke tænke på den drøm mere nu.

"Your eyes are the brightest of all the colors
I don't wanna ever love another
You'll always be my thunder
So bring on the rain
And bring on the thunder..."

Endelig var det som om han kunne bryde fri. Fri fra den statue lignende tilstand han havde været. Han trådte op af vandet og på den bare jord, som fulgte bredden af floden.
Han rystede svagt, sikkert fordi han havde ladet sig køle ned og den lette vind gjorde det ikke bedre.
Han så sig omkring. Det virkede som om det først rigtig var nu han så sine omgivelser. Han havde kun været her få gange før. Soul river.
Han lod en hånd glide gennem håret og sukkede svagt.
Og begyndte at gå. Lidt efter lidt kunne han mærke sine tæer igen, snart vrikke med dem.
Det stak i dem, da blodet varmede dem op.
Han gik langs floden, den rolige lyd af dens klukken. zombier? Han havde aldrig mødt nogen. Lidt sund, tanken om en levende død, endda en forrådnet en af slagsen, fandt han spændende. Den gamle dimension han kom fra, havde mange historie om sådan nogen. At se den rigtige varer...
Han trådte væk fra floden og ind mellem en lille klynge træer, som en grænse mellem floden og resten af verdenen.
Græs.
Han gik bare i sine egne tanken, men stoppede op da han hørte en svag stemme, en der sang...Men ikke særlig højt.
Han fulgte lyden og stoppede op da han fik øje på en skikkelse i græsset, en ung dreng nærmest, som lå og småsang. ganske fredeligt. Menneske? det virkede sådan.
Han smilte svagt.
Det sjove i at kunne gå rundt uden folk opdagede en...kunne gå rundt, som om man ikke rigtig var der...Det havde han oplevet tit.

han ville vende om og gå igen, forsvinde lige så stille som han var kommet, men naturen forrådte ham, da han trådte på en kvist fra det nærmeste træ.
Knækket kunne høre ganske tydelig gennem den lette vind. fordømt.

"Today i'm on my own i can't move a muscle and i can't pick up the phone... whoa..." Han smilede med øjnene stadig lukkede. Når man ikke kunne se at det var overskyet, føltes det næsten som om solen var der.

"Today is a winding road, tell me where to start and tell me something i don't know... Whoa..."
Det var det sidste han nåede at nynne inden noget knækkede bag ham og han slog øjnene op. Var lynhurtigt oppe at sidde for at se på personen der havde forstyret ham. Ikke at han havde noget imod det.

Han rynkede forvirret brynet da hans lysebrune øjne faldt på den mandelige skikkelse foran ham.
"Huh? Zean?" Var alt han kunne få ud. Manden lignede til umiskendelighed hans gamle 'ven'. Dæmonen Zean.
Vent.
Der var noget andet over ham.. De var ikke fuldstændig ens, men for dælen det var tæt på.
Tristan blinkede et par gange og gned det ene øje, bare for at være sikker på at han rent faktisk stod der.

Han stoppede op og så over mod ham. Så hurtigt han var, oppe og sidde. Havde helt klart reflekserne i orden.
Han så på ham i et stykke tid. ikke igen! endnu en der kendte hans bror? Han havde lige mødt en nydelig ung kvinde som gjorde det samme. Det var ikke til at holde ud, som hans brors skygge hele tiden forfulgte ham, selv til en anden dimension!
Han trådte et par skridt frem og smilte venlig, stadig med de mørke, rolige øjne placeret på ham.
"Der må jeg nok skuffe Dem" svarede han nonchalant. Men sandheden var det gik ham mere på end han lod se. Han var ikke Zean! Og han hade det...hadede den måde han altid blev forvekslet som sin bror...
"men jeg må dog kommentere det sjove i, at møde to personer, inden for kort tid, der har kendt, eller nok stadig kender, min bror" han var spændt på hvilket reaktion det ville give.

Tristan sad stadig på jorden. ganske afslappet, og alligevel på vagt - just in case. Man vidste aldrig om folk var venligtsindede i denne verden.
"Lad mig gætte.. Jeg er den ene... Den anden er en ung kvinde ved navn Camille?" Svarede han lidt neutralt, hvis man kendte ham, kunne man se det stik da gav i hans øjne da han et sekund kiggede ned. NEJ ! Han ville ikke tænke på hende nu!

"Din bror? Jeg vidste ikke han havde en bror... Well... På en måde skuffer du mig ikke helt .. Mig og Zean var aldrig de bedste venner.. "Fortsatte han bare med et træk på skulderen.
Han havde aldrig forstået hvorfor Zean havde hadet ham så meget over det med Camille, men han forstod det da i den grad nu.

Han grinte let og nikkede.
"Jah, godt gæt" svarede han, fuldt opmærksom på den måde Tristan så ned på, da han nævnte hende.
Hmm...hvad var det her? To venner der var stukket af sammen og blevet uvenner? Eller var det dybere? Måske...forelskede der var stukket af sammen?
"Han ved heller ikke selv han har en" sagde han så og gik lidt tættere på, så der nu kun var få meter mellem dem.
Han smilte venligt til ham og satte sig roligt ned som om de allerede kendte hinanden og bare skulle snakke lidt.
"Hvad mener du med i ikke lige frem er venner?" spurgte han. Åhh det måtte være skæbnen. Ingen viste så meget om hans bror som ham selv. Han havde samlet alt ind om ham han kunne. Ville finde ud af hvad det var for en dæmon folk hele tiden sammenlignede ham med...
At møde to der kendte ham var en sjov ting. og han måtte vide hvad deres oplevelse var af ham. hvilken person han virkelig gav sig ud for at være.

Tristan smilede skævt og afslørrede et par tænder i siden af munden da han smilede. Hans gæt var altid gode.
"interessant.. Hvordan kan han ikke vide det, men omvendt?" Spurgte han og lod fyren sætte sig. Han virkede venlig og flink - ikke som om der var fare på færde.

"For at gøre en lang historie kort var vi rivaler på mange punkter.. Race, holdning, stædighed, selv kærlighed" svarede han og kløede sin hovedbund.
"Vi var en farlig cocktail at blande" Afsluttede han og grinede varmt. På trods af det hele havde han stadig respekt for Zean.

"Men nu du siger du ikke er Zean, så må jeg hellere få et rigtigt navn må - jeg er Tristan C. Wonder. Og du er?"

Han så ud over det lille sted, med græsset og træerne rundt omkring. man kunne svagt høre floden et sted der ude.
"Fordi jeg først blev født nogle hundred år senere" svarede han og så på Tristan igen, stadig med det rolige blik og venlige smil.
Af hvad han sagde og hvad hans kropssprog fortalte, så selv om de var rivaler, var der stadig noget der holdt dem sammen. Respekt? Måske ligefrem et slags venskab?
Han hade det. Den måde Zean formåede at glide gennem livet og få alt det...Han hade alt ved og med Zean. Alt.
"Jeg er Sean McGivens" endnu en der kendte hans rigtige navn. Men folk ville ikke vide det. For han brugte så mange falske, at de ikke ville vide hvornår det rigtige var der.
Han ventede bare på det typiske spørgsmål, det der altid kom.
Hvorfor hed de det samme?
Men det ville han ikke snakke om. Og hvad han ikek ville snakke om, undgik han altid på en eller anden måde.
Det var endnu en forskel på ham og Zean. Han smilte af tanken. Hver en forskel gjorde ham glad.
Men nu skulle han også stoppe med det. at tænke på Zean. Det var jo det han var her for, at leve sit eget liv.
"Når du siger kærlighed..." sagde han tænksomt og så på ham
"...tænker jeg på noget...Jeg snakkede jo med Camille og jeg ved så meget om Zean...delte i en slags kærlighed for Camille? du blev så trist før da du nævnte hende"

Tristan fnøs ved hans navn og lagde hovedet på skrå.
"Ej nu må det fandme stoppe... Jeg kan jo ikke holde styr på to navne så ens!" Udbrød han, men spurgte ikke ind til deres navne ellers. Det var vel en familie ting?
Måske en dæmon ting..
"hyggeligt at møde dig... Sean " Sagde han til sidst og undgik at give hånd. Det virkede stift og formelt.
Han kunne godt lide denne Sean, af hvad han havde set indtil nu. Han kunne selv godt bruge ordenlige venner her. Specielt nu for tiden.

Han trak på smilebåndet ved det næste. Det var svært og sige om det var en glad eller trist mine, men endelig smilede han bare flabet.
"Heh, lad os bare sige jeg havde heldet og charmen med mig" Svarede han og tilføjede hurtigt: "Jeg blev ikke trist, det var ikke noget"
En løgn. Bare en lille hvid en.

Han grinte svagt og lod blikket glide over hans ansigt et par gange. Rystede så svagt på hovedet. Skulle han kommentere det? Hvis han direkte løj for ikke at snakke om det, skulle han nok lade være. for nu.
"Du behøves ikke holde styr på dem. Zean er hjemme i den gamle dimension" sagde han, måske en anelse kort. Og lod blikket glide rundt på omgivelserne, så de samme ting som de andre gange han havde kigget rundt. Men ikke mindst var det stadig beroligende.
"Det må du også selv om. Men selvtillid mangler du vist ikke" personligt kom han fra et hjem hvor det krævedes man førte sig frem. Noget han havde lagt fra sig igen. Han så ikke æren i det, han så ikke det...specielle? Ved det. Mest af alt vidnede det om egoisme. Men Tristan her havde sagt det på en lidt spøgefuld måde, så det gik vel an.

Han tænkte lidt tilbage på Zean igen.. Hvis ikke de havde haft det med Camille og hvis ikke de havde været hver deres race, jamen så kunne de sikkert have blevet helt fine venner, men sådan gik det jo ikke.
"Ja han er i vores gamle verden stadig..." Svarede Tristan bare og kiggede op for at betragte skyerne glide forbi.
Han kom til at grine og kløede sig i det orange hår. "Nej selvtillid er ikke en mangelvare her.. Der er meget mere hvor det kommer fra." Smilede han stort. "Og hvorfor skulle den ikke være det? Hvis jeg dør imorgen så vil jeg ikke have levet mit liv kedeligt og uden tillid til mig selv" Han slog hovedet lidt tilbage. Det var en dusørjægers holdning, men ikke mindst også hans egen.

"det kan der være noget om. Men lige så let er det nu ikke for alle" smilte han og plukkede et græsstrå for at rive det i stykker.
"Hmm...Camille...Hun hader alt det der med slaveri ikke? Ved du noget om det, om hvad hun enlig har tænkt sig?" spurgte han og så på Tristan igen.
Selv havde hun hyret ham til at hjælpe sig. Selv om han havde på fornemmelsen hun ikke ligefrem havde penge nok. Men det måtte han jo se på til den tid.
"Og hvad med isabellas organisation, kender du noget til den?" hvis han gjorde, kunne han lige så godt samle så meget information som muligt.

"Hvorfor skulle det være sværere for dig end mig ? Jeg skal ikke lyve for dig.. Mit liv er lige ramlet sammen og det er min egen skyld.. Jeg er forvirret og vred og helt hjerteknust.. Men det skal ikke forhindre mig i at holde mit hoved højt... Du burde gøre det samme" Smilede han til fyren. Han havde ikke rigtig sagt hvordan han havde det til nogen for tiden.. Og slet ikke sagt at han var sårbar lige nu. Den hemmelighed måtte fyren holde på.
"Jeg ved ikke så meget om Camilles planer lige nu.. Men jeg ved Isabella er noget af en tøjte der styre det hele.. Jeg planlægger selv et mindre ... indbrud... hos hende.. for at hjælpe nogen... Men jeg ved ikke med Camille " Svarede han og trak på skulderen.

Han grinte svagt og puffede let til Tristan.
"Jeg er skam langt fra nede. Jeg tror det er et punkt hvor vi er enige, nemlig at holde hoved højt. Jeg snakker om andre der har det svært og ikke har...Energien til at rette hovedet op" hans smil var vokset en anelse.
Han havde hørt hvad han havde sagt og fornemmede det havde noget med...Camille at gøre.
"Gør du?" nikkede han let
"Interessant. Det gør Camille også, vi har lavet en aftale om at jeg hjælper hende" han så på ham et stykke tid.
"så må vi håbe det hele ikke sker samtidig. Sikke et kaos!"

Han tænkte lidt over det og rystede så på hovedet.
"Kender jeg Camille ret... Så vil hun med på mit lille indbrud også sker det hele samtidig... Det bliver ikke en rar aften for Isabella... Både at skulle deale med mig OG Camille.... Puha" Grinede han og slog hovedet lidt tilbage.

"Hvor kender du Camille fra? " Spurgte han så og kunne lige så godt prøve at fiske ud om han også kendte denne 'Aleck' .. Navnet virkede virkelig bekendt, men han kunne ikke huske hvor han havde hørt det fra.

"Os alle tre åbenbart" smilte han svagt.
Det skete ikke så meget, lige her. Og selv om denne Tristan var interessant, kunne man ikke sidde og holde skovtur hele tiden.
"hun prøvede at skære halsen over på mig en aften. For lidt småpenge" svarede han roligt. Det var ikke lykkedes hende. Han havde med det samme vist hun ikke var en morder og hendes stemme var ikke nær truende nok til at få ham til at slippe lidt småpenge.
"så jeg inviterede hende på en drik og vi snakkede lidt" han lagde sig ned i græsset og kiggede op mod himlen.

Et sted bag dem, et sted fra floden, begyndte der at komme lyde. Boblende, mudrede lyde.
En hånd gled op af vandet, efterfulgt af en anden og til sidst også et hoved og en krop.
Kroppen bevægede sig på en sær død måde og personen, levende eller død, kom med nogle sært rallende lyde, vandet gled ud af munden på ham.
Ved siden af ham kom en lignende, en kvinde dog. Og endnu en. Og endnu en.
Zombierne var vækket til live.

Han hostede en gang som havde han fået noget galt i halsen.
"Hun gjorde hvad?! " Udbrød han lidt højt og kunne slet ikke forstille sig den søde pige han kendte dræbe for penge. Han hostede igen en enkelt gang. "Og du gjorde HVAD?!" Fortsatte han og kiggede uforstået på fyren. hvad var det for en logik ?! Man inviterede da ikke en der forsøgte at dræbe en ud på kaffe?!
En lyd bag dem fik Tristan til at kigge sig lidt uroligt omkring. Der kom nogen meget ubehagelige lyde fra søen. Nogen lyde han kunne have svoret at have hørt i filmene dawn of the dead eller resident evil, tilbage i hans gamle verden.

"Houston.. We have a problem..." Han fremtvang et anstrengt smil og kom på benene. "Der er et eller andet derinde jeg ikke bryder mig om.." Fortsatte han og kiggede på Sean.

Sean så roligt på ham og rejste sig da han gjorde det. Han havde også hørt det og selv om han var van til denne verden, havde han aldrig hørt lige præcis den lyd.
Han smilte beroligende til Tristan.
"Jeg hørte hende komme og forhindrede hende i sit foretagende...Du virker så overrasket og det nok fordi du ikke forbinder hende med sådan noget. Jeg kan sige så meget at jeg med det samme kunne mærke at liv ikke var på spil og ville finde ud af hvorfor hun havde brug for pengene..." han lod blikket glide rundt i deres omgivelser...
Det kom mest fra floden, floden som var kendt for dens zombier. Nogle zombier han aldrig havde set og derfor ikke troede på fandtes...
"...Men er vel en gentleman..." mumlede han mest for sig selv og rystede sig kort for at komme af med den klamme følelse han havde fået.
"Jeg tror vi har et stort problem..." han havde nu fået øje på den første skikkelse som var på vej mellem træer, lidt langsomt, men så stoppede den op og nærmest snuste...lugtede...som en hund...
Og af de lyde de kunne høre, var der nok også mange flere på vej...

Tristan fik øje på den første imellem træerne. Han kunne mærke sin mave knue sig sammen og kvalmen stige op. Det var som om lugten ramte ham før synet gjorde.
"Hvad i helvede..." Mumlede han og hev begge handcannons op af sin jakke. De var sjælendt set i denne verden, men heldigvis havde han meget amonision med fra den 'rigtige' verden.
Han hev begge våben op foran sig og hamrede to kugler afsted. De ramte begge den første Zombie i brystet. Et kort sekund stoppede den op og dens hoved svang bagud fra sammenstødet, men så rettede den sig op igen og vandrede videre.
Tristan skød igen - denne gang en enkelt kugle under bæltestedet. Zombien synes ikke at mærke noget, men gjorde næsten det samme som de første kugler.
"That is one tough motherfucker... " Mumlede han til Sean og skød sidste gang med venstre arm. Kuglen ramte zoombien midt i panden og denne gang væltede den bagover og lå stille.

Han grinte lidt. Han kunne ikke lade være.
"Lige som zombiefilm. Hovedet...Selvfølgelig..." han blev stående hvor han var, ved siden af Tristan. Hvor meget han end risikerede sit liv ude i byerne, gik han sjældent direkte med våben. Højst en dolk eller noget i den dur.
Hans tanke var at prøve at komme væk...Og lykkede det ikke, måtte han jo bruge sin energi og vilje til at forvandle sig. Men lige nu ville han helst undgå det, at forvandle sig. Mest fordi han havde lidt svært ved at holde styr på sin energi.
Han lod blikket glide omkring sig, søen var på deres ene side og derfor var zombierne også der. Burde det så ikke hjælpe at gå den anden vej?
"Hør, det lyder som om der er en mindre hær af levende døde på vej...Så skal vi ikke trække os tilbage og håbe vi kan komme væk inden de gør os til deres venner? Vi skal nok bare ikke tage mod byen, da vi jo kan risikere at vise dem direkte ned til...Ja, menuen..." han smilte lidt.
Men enlig havde han bare ikke helt forstået hvad han stod og så på. Han havde ikke helt forstået hans liv måske var i fare...For...Der havde aldrig været zombier før...

Det var sjovt den måde man bare vidste at alle på et tidspunkt havde drømt om en zoombie apocalyps, hvor man selvfølgelig havde infinite health og ammunition. Tristan var ingen undtagelse. Bar tanken om at drøne afsted på sin motorcykel med store guns og zoombier over alt, men dette var anerledes. Han havde ikke infinite health og han havde meget begrænset ammunition. Og alligevel virkede det så sejt.
"Okat vi tager flugten" Svarede han og tog Sean i ærmet for at spurte den anden vej.
"Heldigt for os de er meget klumpede og... langsomme" Næsten grinede han. Situationen virkede så uvirkelig at den næsten var morsom.

Han kunne ikke lade være med at smile selv, da han løb ved siden af Tristan. bag dem faldt en Zombie over sit ene ben, som næsten var ved at falde af den. Lydene blev lavere og lavere.

endelig havde de løbet længe nok til Sean følte sig lidt mere sikker. Han så sig omkring. De var åbenbart løbet ud af alle træerne og væk fra området - Ud mellem nogle marker, plantet med årets høst af hvede og havre.
Han trak vejret dybt nogle gange for at få styr på åndedrættet.
"well...Jeg undre mig...Nu stadig over...Hvorfor de pludselig kom?" fik han sagt, dog måtte han stoppe op for at trække vejret i sin sætning.
Han var ikke ude af kondi...dog var han heller aldrig klart til en lang spurt...Stille og roligt var mere hans stil.
Han rankede sig og lod en hånd glide gennem håret mens han så på Tristan.
Det virkede så absurd...Som en ukendt trussel der ikke helt var det alligevel...
Bør de gå ind og fortælle byen det? Bare så de viste det...At historien ikke længere var historie? eller havde de begge indåndet en giftig damp fra floden?
Han rystede let på hovedet...

Tristan var aldrig en person der tænkte over tingene mere end højst nødvendigt. Han havde oplevet en del. Ting der var lige så underlige som dette. Deriblandt Asmodeus kyllingesuppe.
Så mens han stod og pustede for at få vejret smilede han kækt og pegede på sit hoved. "Det må være håret" grinede han og rettede sig op. Han kunne ikke se nogen tegn på zoombier nogen steder.
"Well.. siden historien var der må dette have sket før?" Fortsatte han og kløede sig i nakken. Burde de sige det til nogen eller lade som ingenting.

"Jeg synes ikke vi skal sige det til nogen.. Hvis zoombierne ikke kommer så er vi landsbytosserne og hvis de gør vil nogen vide vi så dem og folk vil kunne nå at løbe" Afsluttede han bestemt. Han kiggede sig omkring. Lidt paranoid.

han så lidt på ham.
Han havde skam intet imod at blive landsbytosse...Faktisk kunne det være helt hyggeligt...og praktisk, da folk nok ville lade ham arbejde i fred...I den tro han er ude og lave noget tosset.
Han smilte lidt for sig selv. At løbe ind i kroen og råbe "Zombierne kommer!"...
"Jeg er bange for min samvittighed vil slå mig ihjel...Åh ja, den findes skam endnu..." sagde han og så lidt på Tristan.
"Hvis zombierne kommer snigende i løbet af natten og landsbyen først vågner når en af dem bliver bidt i benet....?" smilte han, som om de snakkede om en blomst de havde set.
"Men...Heldigvis lever folk jo i huse. Og så avanceret må man da ikke håbe de er...Lige med det først" smilte han