Frit- I natten skygger

Dag:irl
Dato:irl
Omgivelser: floden, træer og natten.
Tid:22.32
Vejr:koldt
Sted: Lige ved vandet.
Årstid: Forår

Demetri lå i det kølige græs nattefygten havde sat sig i hans tøj og i alt andet
omkring ham. Duften af natur faldt ham som en kæde om halsen.
Han humør var ikke beskriveligt lige nu, han var afslapped men trængte til
at have noget at lege med, og så igen roen her i nat fik han til at tænke.
på Drømme der mindede om virkeligheden og en pige der hed Fie som
han åbenbart i sine drømme havde elsket.

Lyssa, som ellers sjældent bevægede sig ud på egen hånd nu, gik langs søens vand.
Hendes udseende var en smule anderledes fra når hun gik i sin uniform.
hendes sorte hår, stod i en hanekam, med barberede sider. Små tynde fletninger hang ned lags hendes kindben.

Hun så rundt, nattetiden var hendes foretrukne jagt-tid.
Drowners, selv om de var døde, var sjove nok at jage.
Specielt når man var i vandet med dem.
Derfor stoppede hun op, ti meter fra Demetri, og smed først toppen, derefter sine bukser.
Hun sprang i vandet, let og hurtigt

Hvis ikke det havde været for den kvindelige duft havde Demetri nok bare ladet
Lyssa finde ham først, men duften af kvinde kunne man ikke sige nej til og da hun
så undermere var tildels nøgen var det da lige til, Demetri blev dog liggende
han så på denne smukke kvindekrop der slangede sig i vandet. Hvordan
vandet lød ned af hendes krop, og hvordan det fik hendes hud til at virke
som dengang hun kom til hverden. Han satte sig langsomt op og så bare stirrende
på hende med sine metalliske grå øjne, der ikke lignte noget man kunne beskrive
ud for tankens kræft. Rovdyrets øjne der sad i en falsk menneskekrop.

Hun svømmede bare rundt, mens hun nød det kolde vand mod sin krop.
Hun havde lukkede øjne, så hun ænsede ikke Demetri, der observerede hende.
Hun blev godt og grundigt ireterret over sin bh, og knappede den op,
hvorefter hun smed den op til resten af sit tøj.

Derefter dykkede hun lidt, svømmede bare rundt.

Som et dyr kravlede han hen til vandet og lod sig synke i det,
han nærmede sig hende men blev dog lidt fra hende, så hun
ikke ville kunne opdage ham med det samme. HAn kunne nærmest
så alt under vandet og man måtte da sige hun havde nogen
lange slanke ben, Han blottede sine tænder i et svagt smil,
Men det forsvandt hurtigt igen, Han valgte nu at komme op til
overfladen hvor han stod lige bag hende.

hun svømmede bare rundt, nød vandet endnu.
efter lidt tid satte hun sig op på breden, stadig med benene i vandet.
Hendes hanekam hang nu ned af hendes hoved, og faldt som små bølger.

Hun havde mange ar, men ingen nyere. Hendes krop bar ingen tegn på hendes tidligere graviditet.
Udover hendes brystkasse, som måske var en smule større end normalt.

hendes hud glinsede lidt af det vand der dryppede ned af hende.
Hun så lidt op på himlen
mens hun trak vejret dybt ind. Hun havde savnet floden. Meget

I det samme sprang Demetri på hende, han satte sig sådan at
han sad på hende imens han holdte hver af hendes arme på hver side af hende.
Han grinte svagt, Hendes bryster var Frie. Han stirrede fra hende øjne og
ned på dem og så igen på hendes øjne. "Tænk at ingen er kloge nok til
at tænke på der er væsner der ikke vil dem noget godt her ude"
han grinte svagt og strammede grebet og hendes håndled.

hun stirrede direkte på hans øjne.
Da han havde væltet hende op, og dermed frarøvet hende muligheden for at flygte,
kunne hun kun gøre det eneste som hun havde lært gennem de sidste ti år;
giv dem hvad de vil have, og kom så væk i en fart.
''undskyld mig, men nogen af os frygter ikke at blive overfaldet ved Soul River!''
hendes stemme var hverken hår eller kold.
Den var ikke bange. Den var truende. Hun truede ham indirekte.
''Flyt dig fra mig, med det samme.'' knurrede hun så.

Hendes ånde var sød, som en overmoden fersken.
Da hun vidste at han ikke ville slippe hende, valgte hun at skifte form.
Hun lignede nu næsten Mystique, fra x-men. Hver eneste centimeter på hendes krop,
var nu dækket af små blå skæl, der skjulte hendes hud.
Dog vidste hun at hun ikke kunne holde den ret længe

Blair havde brug for at komme væk, sådan var det indimellem. Hun holdte meget af Alian, men hun havde som alle andre brug for alene-tid. Soul River var et sted hvor et kæmpe skænderi havde fundet sted mellem Alian og Ammon, men det var stadig et sted hvor hun næsten altid kunne være alene. Blair kunne ikke længere skjule hendes gradvititet, det havde hun ikke kunnet i lang tid. Hun var i 4 måned, så det var tydeligt at se hendes gradvititet. Blair havde lukket fra omkring sig, så alt andet var lukket ude. Blair gik over til en bænk og satte sig der.

Han grinte bare af hende, men så lidt på hende da hun skiftede,
Hun lignte en blåmejse med skæl. Han så lidt fornøjet men sagde
intet om det. Selv var han mere formskifter end hende. Han slikkede
sig truende over sine tænder og hvæste med en lyd der kom helt
nede fra maven. Det lød ikke som en kats hvæs men mere som et
monsters hvæssen et mørkt og gennemtrængende hvæs.- Selv havde
Demetri ikke opfangert Blair endnu, da han ville have sin mod.

Hun blottede selv tænder, i samme truende hvæsen.
''Jeg sagde; SLIP MIG!'' knurrede hun inden hun vred sin ene hånd fri.
Hun så kun sit snit ganske kort og fumlede hurtigt hen i sine bukser.
Hun fandt sin ene kniv frem, og hamrede den lille sølvkniv i inderlåret på ham
mens hun vred sin anden hånd fri.

Blair fik først øjnene op for de to der rullede rundt da den ene, kvinden, råbte 'Slip mig.' Blair rejste sig og vaklede over mod dem, hun var mere eller mindre usikker på benene, det var ikke så let at være gravid. Det så ikke ud til hun havde brug for hjælp, så Blair trådte et skridt tilbage. Blair havde gjort den samme som hun gjorde i hendes situation, det var vigtigt at være forberedt på farer. Blair vidste at der fandtes væsner derude der ikke holdte sig tilbage.

//Lyssa.....var du ikke nøgen? Hvordan kan du bare lige pluselig få bukser på
når jeg ligger på dig//

//de ligger ikke så langt fra hendes bukser, gik jeg ud fra, så hun vrider en hånd fri og rækkr ud efter sine bukser, hvor hun har en kniv i en af lommerne. sorry at jeg ikke skrev det klart nok//

//Hm...welll./////


Demetri faldt tilbage i vandet da kniven satte sig i hans hud. Han
vred og vendte sig i vandet, men tilsidst blev vandet helt stille
Som om at han var død, eller iværtigfald ikke bevægede sig. Der
var pluseligt stille, men de skulle begge tage sig iagt, Demetri
havde nemmelig nu fåret færten af den unge Gravide Blær.
Han kunne høre Lyssas hjerte banke, og også Blairs...Men det der
nu var tildelt var barnet hjerte inde i Blair.....De svage slag som
knab nok var menneskelige endnu.

Hun fik sine bukser på, og rejste sig hurtigt. Hun tog sin trøje på, droppede bh'en og gik med hurtige skridt mod Blair.
''om jeg kan lide dig eller ej, kom med.'' sagde hun hurtigt, da hun vidste at mænd ikke gav så let op.

Hun tog fat i Blairs håndled og hev hende med sig, tilbage mod den hytte som Lyssa og Sargonis havde boet i for lidt tid siden.

Blair så undrende på manden der faldt sammen, hun havde ikke opfattet hvad der var sket. Blair så dernæst undrende på kvinden der rev hende med, det lød som om hun kendte til hende, men ikke brød sig om hende. Det kunne næsten kun være Sargonis kæreste, eller hvad de nu var. Blair fulgte med hende, uden at vide hvor de egentlig skulle hen.

I det næste fløj fløj kniven ind i Lyssas baglæg, den kom med
en fart der fik det til at være endnu mere smertefyldt. Hun ville
enden falde sammen, falde forover eller falde på knæ. Det lille væsen
inde i Blairs mave begyndte at banke hurtigere, hvilket tydede på at
Blair avr bange eller stresset. Demetri var ingen steder af se
han gemte sig i mørket som en panter der ventede på den rigitg
timeing til at dræbe sine byttedyr.-

Lyssa bed hårdt sammen da hun gled ned på knæ. Kniven, som jo var hendes egen havde ramt midt i en muskel.

''Er du sød at komme væk herfra Blair?'' spurgte hun hurtigt, en smule vredt.
Hvorfor hjalp hun Blair? Nå, men det gjorde hun bare.
Hun hev kniven ud, og blottede tænder i en dyb hvæsen.
''kom dog frem, KUJON.'' sagde hun bare sammenbidt mens hun forsigtigt rejste sig, men gled på knæ igen.

Blairs puls steg drastigt da Lyssa faldt sammen på jorden. Mange tanker fløj igennem hendes tanker. Hvordan vidste Lyssa hvem hun var? Hvor var ham den anden? Blair overvejede at gøre som Lyssa sagde, men når nu hun havde hjulpet hende måtte hun gøre gengæld, det blev Blair nød til efter at skabe så meget forvirring i hendes liv. Blair bøjede sig ned mod hendes støvler, med besvær, og fiskede hendes kniv op fra den lille lomme i hendes støvle. "Kun hvis du kommer med." Blair gik hen til hende og rakte en hånd imod hende for at hjælpe hende op. Blair knugede knivens skaft ind i hendes knyttede hånd, den var ikke stor, men det var nok til at beskytte hende.

Da Blair skulle til at røre Lyssa, Væltede Demetri hende om kuld ved
at løbe ind i hende fra siden af. Han forsvandt igen i mørket. Han tøj
var stadig vådt så det sænkede farten svagt men ikke nok til at de
ville kunne følge ham. Hvis Blair faldt på maven kunne det skade hende
og barnet. Ikke nok med han faktisk væltede hende så havde han også
revet hende på armen så hendes menenskeblod begyndte at flyde
rundt i luften...Det fik hans rosdyrs sanser til at vægge sig. Og fra der
hvor han sad slikkede han det meget svagr blod som han havde på sine
negle. Han grinte i mørket. "Det er da ikke mig der flygter" svarede han
tilsidst til Lyssas komentar.

Hun støttede på det andet ben, mens hun rejste sig.
''jeg kalder dig ikke en kujon fordi jeg mener at du flygter. Du gemmer dig bag dine evner. '' sagde hun koldt.

''lad os gøre det til en lige kamp? Dig og mig? Den der opgiver, forsvinder med det samme.'' sagde hun bare, inden hun så på Blair.
''Ammon og Sargonis ville aldrig tale til mig igen, hvis jeg lod dig blive her.'' hun rev lidt af sin trøje af og forbandt Blairs sår på armen.
''se så at lette røven væk herfra dukkebarn.'' hun smilede lidt til Blair, et smil som Ammon uden tvivl havde arvet fra hende.

Demetri var i lege humør især fordi at Lyssa havde hvist at hun ville kæmpe
imod ham, og det var noget af det beste et offer kunne. At kæmpe for
sit dyrebare blod, livet eleksir der gjorder at et hjerte kunne banke.....
Han grinte igen uden at svare eller give sig til kende.