Birthday Cake >>Serena<<

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
V: Varmt.
T: Middag..

Nok var ham og solen ikke i de bedste venner. Det generede ham at mærke strålerne på hans barre hud, det var heldigvis ikke dødeligt for ham, det generede ham bare en smule. Ligesom hvis en striktrøje kradsede en hen ad bar hud. Ved siden af ham, gik der faktisk nogen, en ung pige ved navn Katherine, hvis sorte hår strålede som en sort diamant i solens stråler. Noa havde lært hende kende efter hele turen med: Ildens søn. Hun var en af de mennesker der havde været med til at finde ham og fortælle ham om evnen inde i ham. Det sjove var, at han ikke havde så meget imod hende igen, ikke at ønskede at tilbringe hver en time med hende. Med rolige bevægelser gik de sammen igennem gaderne.
"Så, skal du slet ikke noget i dag?" Katherine så op på ham med sine krystalblå øjne.
Noa så forvirret ned på hende med et løftet øjenbryn. En grimasse der betød: Og du mener?
Blidt rystede hun på hovedet. Ud af hendes perfekte læber kom der en svag latter. "Det er jo din fødseldag din fjollehoved, skal du slet ikke fejre den?"
Fødselsdag? Gud, det var det jo også. Det havde han fuldkommen glemt. Men, hvad var der værd at fejre? Der var jo heller ingen at fejre det med.. Ingen Angela og ingen Lexi, tvillingesøsteren fra fortiden. Svagt løftede han på sine skuldre. "Nej, der er ingen grund til at fejre den," Hans stemme afslørede at det var alt der skulle siges i den sag..
Katherine fik ham til at stoppe op, ved at stille sig foran ham og placere sine tynde hænder på hans bryst. "Der er da noget at fejre, du er jo ildens søn ikke sandt?" Hun placerede et kys på hans kind og vendte ryggen til ham.. Hendes slanke krop forsvandt ind bag muren af en butik med fine kjoler.. Noa sukkede og kiggede rundt. Ildens søn eller ej, han havde ingen grund til at fejre sin fødselsdag. Et springvand i midten fangede hans opmærksomhed.. Med de fortsatte rolige bevægelser gik han hen og satte sig ned på det hvide marmor.. Et blink fra øjet, samt en rolig vejtrækning, var det eneste han nåede at gøre, før han ved et uheld blev skubbet ned i springvandet, hvor vandet med det samme omfavnede ham.. To børn, snotnæset og unge, stod nu og stirrede på ham. Alle væsenerne i gågaden begyndte langsomt at grine af ham.. Ydmyget og irriteret rejste han sig op.. Tøjet klistrede sig ind på kroppen.. Det var tungt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//

Serena var ude at gå en lille tur i gågaden, hun kedede sig og Liam ville have hun skulle tage med ham. Det var den eneste grund til at hun havde forladt huset endelig, solen ramte hendes hud og prikkede til den. Det var dejligt at føle varmen noget mere, hun kunne næsten ikke vente til at det blev sommer. Liam havde fundet alt han havde brug for og ville nu hjem, han lagde sin arm om Serena for at trække hende med sig, da hun fik øje på noget henne ved springvandet. Hendes øjne låste sig fast på ham ikke som i at man havde fundet sig den første kærlighed eller noget, mere fordi det virkede så genkendeligt. Dog var Liam ikke videre begejstret for det og ville trække hende med sig da hun sneg sig ud af hans greb, og tog han hårdt fast i hendes arm.
"Kom nu bare med, ingen det bliver grimt." Serena sank en klump og en vrede kom fra hendes indre der gjorde at Liam blev skubbet tilbage i muren bagved ham. Så vendte hun ryggen til ham og gik med hurtige skridt hen til Noa.
"Hey, klare du dig?" Spurgte hun med et okay venligt smil, normalt talte hun ikke til andre, dog var der noget ved det hele som mindede hende om hendes Noa måske var det derfor at hun faktisk gik hen til ham. Serena kiggede op på ham. Så råbte Liam på hende og hun rullede øjne imens hun vendte sig om.
"Bare begynd at gå? Jeg kommer." Svarede hun og Liam gik. Så vendte hun sig om mod Noa igen, og sukkede irriteret. Hun hadede sit liv, hvis det ikke havde været fordi hun ledte efter Noa havde hun nok dræbt sig selv så snart hun havde haft mulighed for det, det vil sige for cirka 6 år siden. I dag var hendes fødselsdag.
"Undskyld jeg stirre, du forkommer mig bare lidt bekendt. Jeg er Serena." Smilede hun svagt.

De to børn der havde skubbet ham, skyndte sig væk, hurtigere end man overhovedet kunne nå at blinke. Folks latter sænkede sig langsomt og de fortsatte med det de havde været i færd med. Blikkene på ham forsvandt dog aldrig. De var tungere end det våde tøj der klistrede sig til ham. Han bed sig i underlæben og trådte ud af springevandet. Takket være bukserne, føltes det som om at rykke på mursten limet fast til overkroppen. han fjernede våde lokker fra panden. En stemme så bekendt, fik ham til at løfte hovedet og kigge overrasket på en ung pige, hvis ansigt var ligeså bekendt som stemmen. Hendes øjne, hendes smil, næsen, det hele var bekendt for ham! Da hun undskyldte for at stirre, gik det op for ham at han selv stod og stirrede på hende som en anden idiot..
Han rømmede sig ned i sin hånd. "Jeg klarer den, jeg havde ikke regnet med en tur i springvandet, men, det kan vel ske når en flok rollinger løber rundt," han gjorde en knurrende grimasse hen imod børnene, der fuldstændig havde glemt deres gerning og nu tumlede rundt på ny.. Noa sukkede og sendte Serena et smil. Serena.. Det navn...
"Serena?" Han kiggede hende dybt i øjnene. "Skulle du tilfældigvis have fødselsdag og have en bror ved navn Noa?" Det var nok et underligt spørgsmål, men han skulle være sikker. "I så fald, er jeg Noa,"

Serena lyttede til det han sagde med at han klarede den, så skimtede hun over imod børnene.. Kort overvejede hun at bruge sin evne til at skubbe lidt til dem så de kunne vælte. Dog skubbede hun tanken ud af hovedet da han gentog hendes navn, så spurgte han om noget som hun ikke ligefrem havde regnet med.. Hun skulle lige til at svare da han så sagde at han var Noa. Det var tydeligt for andre at se at hun så ud somom at hun atter havde håb, hendes øjne lyste næsten helt op. Hun kunne næsten ikke få sine ord udover munden, hun anede slet ikke hvad hun skulle sige. Hun fik sig så taget sammen til at nikke som et svar.. Det måtte han vel tage som et ja? Så ånede hun hurtigt ud og smilede lidt inden hun nåede at reagere videre på hvad hun gjorde. Så havde hun svunget armene om ham ind i en varm omfavnelse. Hun kunne ikke tro det.
"J..Jeg har savnet dig så meget.. Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen." Glæden overvældede hende helt, der var tårer i hendes øjne. Hun havde været så ensom, godt nok var det mange år siden at hun havde set ham sidst og han var sikkert en helt anden. Det var jo slet ikke sikkert at han gad bruge tid med hende nu? Hvem vidste.. Serena havde virkelig ikke lyst til at give slip på ham, men hun blev nød til det til sidst. Så sneg hun en hurtig hånd op og tørrede sine tårer væk.

Der gik lidt tid før hun svarede, så han nærmest troede hun forstillede sig en masse underlige ting oppe i sit hoved, f.eks. at finde en undskyldning for at skynde sig væk fra ham. Det ville ikke undre ham, sådan var de fleste væsner omkring ham, ligeglade og modbydelig overfor dem der ikke var 'normale'. Han skulle lige til at sige noget, imens han vred trøjen rundt for at få vandet ud af den, da hun trak ham ind i en varm omfavnelse og et gisp forlod hans læber. Det var længe siden han havde mærket en omfavnelse. Følelsen gav ham på en måde kuldegysninger. Han vidste ikke om han med det samme skulle skubbe hende væk eller bare blive stående som en anden tåbe. Tåben var det der blev valgt. Han stirrede ud i luften og lyttede til det hun sagde. Det var Serena, hans tvillingesøster. Inderst inde ville han ønske at han havde været ligeså imødekommende som hende. I stedet var han blot forvirret og en anelse sky. Han var som sagt ikke van til det.
Hun gav slip på ham. En tåre i hendes øje fik det til at snurre i maven på ham. Havde hun virkelig savnet ham så meget? var det overhovedet muligt at savne ham?
"Serena," Han vidste ikke hvad han skulle sige. "Jeg.. Jeg troede heller aldrig at jeg skulle se dig igen, jeg.." Han blev afbrudt af den snævre lugt af røg og.. stoffer?! "Hvad er det dog du lugter af!?" Det røg bare direkte ud af ham uden han tænkte videre over det. "Jeg mener, du lugter af stoffer.."

Serena vidste godt at hendes reaktion måske var lidt ekstrem men nu havde hun jo heller ikke lavet andet i sit liv, end at holde ud til at hun kunne finde ham? Serena lyttede til ham til han nævnte det med røgen og stofferne. Det fik hende til at trippe lidt på hvad hun skulle sige, dog vidste hun godt at hun var kommet ud af det misbrug hun havde været i for et par år tilbage. Serena åndede lidt forsigtigt ud.
"Yeah, fordi jeg bor i stoner gyderne. Du ved de steder hvor de fleste der ryger, drikker og tager stoffer er. Ikke at jeg er på stoffer, i hvertfald ikke mere." Sagde hun og kørte en forsigtig hånd igennem sit hår. Serena havde det med let at blive bedømt og normalt ville hun aldrig have talt til en fremmed.. Dog var Noa ikke en fremmed, blot en savnet. "Jeg bor der sammen med Liam, min 'kæreste'." Det tryk hun lagde på kæreste var nok til at vide at hun ikke rigtig følte noget for det forhold, hun var bare Liams legetøj intet andet. En hund han tog med ud for at blive luftet engang imellem, dog vidste Serena også at han ville komme efter hende om ikke længe.. Mest fordi de andre kvinder i nabolaget ikke gad ham og med god grund.
"Men.. hvordan har du det? Jeg mener du fik jo en familie et andet sted og sådan, kom væk? Hvordan var det? Sikkert perfekt?" Hun indrømmede gerne at hun ville have været med ham, dog var det ikke det skæbnen havde valgt, hun skulle bare være alene tilbage. Noa havde sikkert haft det perfekte liv. Dog nu når han nævnte noget med at lugte anderledes kunne hun fornemme vampyr over ham, men hun valgte at lade det ligge lidt.

Nok var han ikke van til familie og nok havde han ikke bedt om at få en, men, det betød ikke at han ikke bekymrede sig da hun fortalte om det sted hun boede. Levede hun virkelig i blandt folk som dem nu? Da han blev taget fra hende som lille, havde han sådan håbet på at hun også var blevet hentet, måske endda en familie der var bedre end hans. For som sagt, hans havde været alt andet end god og ødelagt tilliden til familie inde i ham. Han foldede armene over brystet. "Hvad mener du med ikke mere? I hvor mange dage eller måneder tog du disse former for stoffer?" Han så nysgerrig på hende. Det overraskede ham at han faktisk bekymrede sig.. Det lignede ham ikke på nogen måder.. Da hun nævnte ordet kæreste, mærkede han hvordan en form for nysgerrighed, han aldrig havde oplevet før, boblede inde i ham for at finde ud af hvem denne 'kæreste' var. På udtrykket af ordet at dømme var det ikke kærlighed hun snakkede om der. "Og.. med din måde at sige kæreste på, dømmer jeg at han er nar?" Han løftede selvsikkert på et øjenbryn..
Spørgsmålet omkring ham, fik ham til at se ned i jorde og omgående putte hænderne i buksernes lommer. At skulle ind på fortiden havde han altid hadede. "Nej, det var alt andet end perfekt.. ser du, kvinden tog mig med hjem og i nogen dage, virkede det bare perfekt, men.. pludselig tog de mig med ned i en kælder og eksperimenterede på mig.. De har gjort mig til en blanding af varulv og vampyr, et misfoster," han så ind i hendes øjne. "Jeg stak af omkring da jeg var de femten år gammel og har.. egentlig ikke rigtig lavet noget siden.." Han smilte svagt og kløede sig i nakken..

Der var ikke nogle som havde spurgt ind til hende i så mange år nu langtfra, folk var jo ligeglade? Dog stolede hun på Noa..
"Fra da jeg var 13 til 14." Svarede hun og kiggede lidt flovt ned i jorden, det havde da hjulpet hende en smule.. og så ikke alligevel. "Jeg stak af fra børnehjemmet da jeg var 13 altså, jeg var vel træt af at være alene." Tilføjede hun imens hun stadigvæk kiggede ham i øjnene. Sandt nok havde Serena rodet sig ud i noget lort. "Tro mig, jeg havde dræbt mig selv for flere år siden hvis det ikke var fordi det eneste der har holdt mig i live var at se dig igen." Serena kunne lige så godt få det ud, det var jo sandt.
"Ja Liam? Du finder ikke en større nar, men jeg havde brug for et sted at bo. Han tilbød på hans betingelser og regler, og så behøver jeg ikke at betale noget. I starten var det virkelig ikke det rareste, men man vender sig til det, eller endelig ikke. Jeg har jo altid lov til at drømme om noget bedre." Sagde hun igen helt ærligt.
Hun havde endelig gjort sig klar til at han ville fortælle et eventyr, det som hun altid havde drømt om. I stedet var det en historie hun aldrig nogensinde havde lyst til at leve.. Serena lyttede, det gjorde ondt i hendes hjerte.. At hun havde siddet og troet at han havde det så godt.. og så havde han haft det sikkert mere elendigt end hun havde haft det. Lige meget hvor hårdt hun selv havde kæmpet så var det Noa havde været igennem. At han kaldte sig selv for misfoster gjorde at hun kiggede undrende på ham, efter hun så rystede let på hovedet.
"Du ikke et misfoster Noa, du er min bror. Ligemeget hvad du har været igennem.. At du er blanding.. det gør bare du speciel." Smilede hun skævt til ham og lagde en hånd på hans arm. Så kom hun med et lille grin i den alvorlige snak.
"Seriøst, hvorfor skulle du lige vokse dig.. SÅ meget højre end mig." Selvom der var hæl på hendes sko, så var han stadigvæk et pænt stykke højere end hende..

havde hun virkelig ledt efter ham i så lang tid? havde hun aldrig givet op på ham? Det var ikke til at tro. Der fandtes faktisk en som hende, en der bekymrede sig om ham og ville rejse underworld rundt for at finde ham, hvis han en dag ikke var der længere. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. Det var uvirkeligt for ham. Han stod bare der og så på hende som en anden tåbe. En tåbe der aldrig havde mærket den form for kærlighed før.. En der forlængst havde mistet håbet til nogen, nogensinde ville elske ham. Forsigtigt gik han tættere på hende. Hans rystede nærmest da han rakte ud efter hende, for at trække hende ind i et form for kram, der for ham var akavet, men som nok var normalt for hende. "Jeg vidste det ikke, tænk at du i alt den tid har ledt efter mig og det eneste jeg har gjort, er at tro du havde fået et bedre liv et eller andet sted," Han trådte ud af krammet igen. "Du skal ikke være ved Liam mere, vi finder et hus eller noget i den stil sammen," han smilte svagt til hende. Da det gik op for ham hvor sukkersød han var, rystede han kort på hovedet og sendte hende i stedet et kækt smil. "Men, jeg kan love dig, jeg er nok ikke den bedste bror i verden," Han smilte og så ind i sin søsters øjne.
Speciel? Ja tak, den havde han hørt før, men åbnebart ikke speciel nok til at vinde det man så brændende ønskede. Han sukkede og kløede sig i hovedbunden, uglede de brune lokker. "tak men, i mine øjne er jeg ikke mere speciel end andre," Ved følelsen af hendes hånd på hans arm, kiggede han ned og fremtryllede et svagt smil, der ikke rigtig vidste hvad det skulle gøre af sig selv. "Tjah, det er jo hvad der sker når man er et lille pjok som dig," Det kom ud som en drillende tone.

Serena kunne godt fornemme på det hele at han havde været en anelse hvis ikke meget fortabt. Han havde mistet tillid til folk, og hun kendte det fra sig selv den eneste som hun rent faktisk stolede på var Noa. Det gjorde hende ikke så meget at han ikke havde ledt efter hende, for det eneste der betød noget for hende var at hun faktisk havde fundet ham.
"Du behøver ikke at ikke love det, lige meget hvad du gør vil jeg stadigvæk synes det." Serena lød måske også lidt sukkersød, men hun kunne stadigvæk ikke falde ned over at han stod i der lige foran hende! Serena fnøs så lidt til et forsinket svar til det med Liam.
"Prøv du at fortæl dæmonen det uden at nogle bliver slået ihjel eller kommer til skade." Sagde hun med en lidt hæs stemme. "Han er ikke til at komme af med når man først hænger på ham." Tilføjede hun ubegejstret. Serena lagde hovedet lidt på skrå.
"Det virkelig en skam du ikke kan se dig selv med mine øjne så var?" Svarede hun med et drilsk smil. "Th." Tilføjede hun blot og puffede lidt til ham. Dog fornemmede hun hurtigt den lugt der kom frem, en langt kraftigere form for lugt af stoffer og røg.. Langt værre end den form for lugt Serena havde over sig. Dog kom der et slag ud af den blå luft fra en næve som tilhørte Liam der ramte Noa, Liam sigtet efter hovedet.
Serena spærrede øjnene op og så på Liam da han trak en kniv og gik over imod Noa. Serena rystede på hovedet og trådte så et hårdt skridt frem så Liam fløj tilbage, dog gik resten af bandten på Noa. De var på stoffer.. Derfor ikke dem selv.. Serena prøvede at skubbe nogle af dem væk fra Noa, men hun var ikke ligefrem særlig høj.. Dog stærkere end man lige troede, dog bare ikke den stærkeste. Hvis hun brugte sin evne var der al for stor chance for at Noa ville flyve væk også, og Serena ville ikke risikere noget. Dog vendte hun sig hurtigt om da Liam atter var ved hende igen, han var dæmon men med evne indenfor hurtighed. Smerten borrede sig igennem hendes mave da Liam stak den kniv han havde igennem hende så hun faldt på knæ. Så trak han kniven ud og lod hende være. Serena klemte sine øjne sammen da han gik videre over imod Noa.. Serena åbnede sine øjne da han gik derover imod.. Så kunne hun mærke vreden blomstre op af hende, og visne alle blomster på vejen som tørke. Med et udsendte hun sådan et stort tryg at alle der var mindst 5 meter i nærheden ville blive skubbet mere end 15 meter tilbage.. Dog var det evnen som tog allermest energi fra hende specielt når hun havde kastet så mange væk.. Serena følte sig svimmel og svækket, så hostede hun.. hvilket relaterede til at hun begyndte at kaste blod op. DEt var blot en advarsel om at hun ikke havde passet nok på da hun havde brugt evnen.. Dog skulle hun nok klare den, efter noget hvile.. Serenas slørrede blik søgte efter Noa ganske kort , før hun vendte blikket imod jorden og brugte sine hænder til at støtte sig med for ikke at falde helt sammen.
Dog var Liam kommet på benene igen, og han var på vej over imod hende med tunge skridt noget tydede på at han ikke var så glad for at blive smidt rundt med. Da han var kommet derover hævede han sit ene ben tilbage, og var på vej til at losse hende sådan en lige i maven...

Han smilte til hende og følte sig egentlig ret godt tilpas. En følelse han ikke havde haft ved andre end Angela. Ikke at han kendte mange andre end Angela. Et rigtigt smil voksede for hende og kun hende. Et smil til hans søster. Ikke en falsk forhåbning om vendskab. Ligesom han troede at han ville svare hende på alt dette hun sagde, ramte et slag ham på kinden og fik ham med det samme til at dejse om på jorden, med et tåget blik der ikke kunne finde rundt i sine omgivelser. Det ene øjeblik ramte en knytnæve ham og i det næste, mærkede han smerte over hele kroppen. Smerte der fik ham til at blive liggende. Han forsøgte ikke engang at gøre modstand. Teknikkken var at vente til de blev trætte eller mindst ventede på at der skulle gøres modstand. Han lå bare der som en forslået boksebold og tog imod alle slagene. At han ikke healede var en anden sag.. Den ene af dem var uden tvivl den velkendt Liam. Narren som han allerede nu ønskede at se ligge død i en grøft.
En pludselig vind, et nyt slag fik alle dæmonerne til at dejse om og selv Noa kunne mærke hvordan han gled på ryggen hen ad jorden.. Forslået rejste han sig halvt op og så hen imod Serena. Ganske rigtigt, det havde været hende, med sin velkendte evne at skubbe andre fra sig. Han smilte svagt ved synet af det. Smilet forsvandt hurtigere end man kunne nå at blinke, ved en skikkelse bevægede sig hen imod hende i Noas øjenkrog. Med et var han oppe at stå og løb så hurtigt han kunne hen imod Liam. Inden slaget ramte Serena, stillede Noa sig i vejen. Et lumsk smil spillede om læberne på ham. "Det der er min søster," Hans stemme var kold og inden Liam ville kunne nå at blinke, satte Noa sine varme hænder om halsen på ham og startede med at brænde det skrøbelig hud under dem. Ilden slikkede Liam op og ned af halsen med sin varme tunge. Noa fortsatte med at brænde ham, imens han startede med at gå, så Liam var nød til at følge trop ved at gå baglæns.. De skulle ikke være i nærheden af Serena.

Serena havde ellers forberedt sig på sparket, ligeså meget som hun ville have forberedt sig på eksamen for det var Liams stil. Han blev vred det gik udover hende, han ville bare straffe hende.. Eller bare og bare. Serena blev dog lettet da hun hørte Noa's stemme, det fik faktisk hende til at smile let selvom smerten var ret så hård ved hende.

Liam så ikke ud til at være glad for Noa's evne eller bare Noa generalt. Han så nu dog overrasket udover at Serena havde en bror. Noas hænder på hans hals som brændte ham gjorde at hans luftveje næsten blokerede sig.. Frygt placerede kort hans øjne, han ønskede at slippe væk. Han bakkede dog da Noa begyndte at gå, han ønskede at løbe tilbage til sit hus nu. Bare for at slippe for den ild der var i hans hals der brændte hans hud.. Brændte hans ansigt.
"J..jeg..ha..r..for.st..ået nu.." Fik han sagt med smerte i stemmen samt anstrengelse..

Serena havde overtalt sig selv til at rejse sig op på ustabile ben. Det gjorde hun jo også normalt i sådanne situationer. Dog var havde hun aldrig følt denne form for udmattelse før, det var som om den æd hende indefra. Hvilket den sikkert også gjorde. Såret brændte, dog var det ikke det som gjorde hende mest ondt. Serena tog en dyb indånding og prøvede at holde sig i ro, dog var det en af de ting hun havde svært ved.

Lyden af hans ynkelige stemme, gjorde at Noa gav slip på ham og derefter skubbede hårdt til ham, med alt den styrke hans mutant krop kunne formå at eje. Han kiggede koldt ned på ham, som var han ikke andet end en bunke skrald. "Jeg forventer at du holder dig fra hende, medmindre du vil have jeg skal brænde din ting imellem benene af," For at gøre alvor i sin trussel, tog han sin hånd frem og snart dansede der sig en ild på håndfladen. Det så nærmest ud som om at den havde et ansigt, et lumsk ansigt der grinte ondt. "Forstået?" Han så dybt ind i Liams øjne. Efter lidt tid lod han igen ilden forsvinde. Hurtigt vendte han sig om imod sin søster. Haltende luntede han hen til hende. De vaklende ben kæmpede for at komme helt hen til hende. "Klarer du dig?" Der var ingen tvivl.. Han var bekymret for dette pigebarn, om han ville indrømme det eller ej. Det svage, ægte smil voksede langsomt på hans læber. "Det noget af en evne.. den er blot blevet stærkere, det er fantastisk," Efter alle de slag var hans stemme udmattet og hæs..
"Noa!" lød det pludseligt bag ved ham og da han drejede hovedet for at se hvem det var, undrede det ham ikke at finde Katherine komme løbende hen imod ham og Serena. "Jeg så det hele, klarer i den begge to?" Hun så skiftevis på dem, selvom hun ikke anede hvem Serena var, så var hendes venlige menneskesind imødekommende nok til at spørge om hun også klarede den..
Noa nikkede så godt han kunne på det forslået hoved. "Ja, det tror jeg, men, vi må heller se at komme væk inden Liam beslutter sig for at gøre et nyt forsøg på at dræbe," Han kiggede hen på Serena. "Jeg kender et sted hvor vi alle kan tage hen," han smilte svagt til hende.

Liam stak af sammen med sin drengeflok..
Serena kunne ikke lade hver med at fnøse af Liam der stak halen imellem benene. Så vendte hun opmærksomheden imod Noa der kom hen til hende. Serena nikkede til ham.
"Jeg har haft det bedre, men jeg klare det nok." Smilede hun svagt og skar et par gange en grimasse af smerten. Hun havde prøvet det der var værre, mental smerte.
"Ja, jeg husker da jeg brugte den til at skubbe de irriterende vokse væk på børnehjemmet når de snakkede til os." Smilede hun lidt. "Den trækker bare utrolig meget energi, specielt når det er vreden som styrer den." Hun trak lidt på skuldrene.
Så kiggede hun over på kvinden der råbte på Noa, det kunne være hans kæreste? Hvem ved? Serena smilede svagt til hende, hun var ikke ret god til at snakke med andre mennesker. Da de begyndte at gå holdt Serena sig til Noa, med en arm rundt om hans for sikre sig at hun ikke mistede balancen eller noget. Serena så lidt på Katherine.
"Så hvem er hun? En kæreste eller?" Spurgte hun af ren nysgerrighed, og et skævt smil.

Liam stak halen imellem benene. Ikke at Noa havde regnet med andet, for hvilken dreng/mand ønskede at få brændt den ting imellem benene af? INGEN! Han smilte drillende ved tanken. Det kunne ellers have været et sjovt forsøg at gøre på Liam. Mon ikke han godt kunne undvære den? Nok om den snak! Han lod sin søster støtte til ham, mens de alle tre langsomt startede med at gå igennem gågaden, hvor folk kiggede efter dem, enden med et blik af bekymring eller et blik af begejstring over at de faktisk klarede slagsmålet. Bag dem trippede Katherine forsigtigt efter dem. Hendes bevægelser var lydløse og afslappet.
"En evne trækker for det meste altid meget energi, det må åbenbart ikke være nemt at eje en evne," Det kom ud på en måde som et fakta og en irriteret bemærkning. Han fortsatte med at støtte hende. Dog havde han nær sluppet hende, ved spørgsmålet om Katherine var en kæreste. Selv Katherine kunne ikke holde et overrasket gisp tilbage. Hun rystede hurtigt på hovedet med en nuttet latter.
"Nej, vi er bare en form for venner, Katherine hjælper mig omkring min evne," fortalte han hurtigt sin søster. Hun skulle ikke tro at han var vild med Katherine, for det var han bestemt ikke.. Nok var hun køn og det var ikke fordi han.. Han rystede irriteret på hovedet. Der skulle ikke en ny kvinde ind i livet og styre hans tanker, det var nok med den ene, han aldrig kunne få sig selv til at skubbe væk.. Både fysisk og psykisk.. Der gik ikke en eneste dag hvor han ikke tænkte på Angie..
Og når man snakkede om Angie. Han førte dem hen til en af hendes huse i gyden og åbnede døren for dem begge. Forsigtigt lod han Serena falde ned på den slidte, men dog forbavsende bløde sofa. Ham selv tillod sig at falde udmattet ned i en lænestol.. Katherine derimod satte sig på en stol ved køkkenbordet og åndede ud.
"Huset her tilhører en god veninde ved navn angie, det ser dog ikke ud til at hun er her, men jeg tror ikke hun har noget imod at vi låner det lidt," Han lod hovedet forsvinde ind i lænestolens varme pude.

Serena nikkede blot da han svarede nej, hun vaar blot nysgerrig intet andet. Det havde man vel lov til at være engang imellem, og det forkom sjældent fra hendes side af.
De kom til gyderne hvor et ældre lille hus lå, godt gemt i mørket. Serena lod sig sidde i sofaen, den var bedre end den gav udtryk for. Serena kiggede sig lidt rundt. Hans veninde Angie.. Hm. Der lugtede også lidt underligt, som vampyr så alligevel ikke. Dog var det stadigvæk renere miljø end hun var van til. Dog gik der ikke langtid før Serena tvang sig op på de udmattede ben, hun var ikke typen som lod et sår holde hende tilbage. Så gik hun ud i køkkenet, lidt uhøfligt måske. Men hvis at der var en vampyr her, så var der måske et blodlager? Det havde hun i hvertfald hørt om før. Hun var ikke van til at være høflig i det miljø hvor hun kom fra så det gjorde hende endelig ikke så meget. Så åbnede hun en låge til et kølligere rum hvor der blev opbevaret noget blod. Så fik hun øje på en pose hvor der stod 'engel' og tog den ud. Det var den eneste der var? Måske var tøsens yndslings engle ellers havde hun kun en til sikkerheds årsager. Så fik Serena øje på et glas i øjenkrogen og fyldte det halvt op med engleblodet. Endelig hadede hun at drikke det røde stads, men det skulle jo heale havde hun hørt. Serena lagde resterne på plads igen. Så tog hun glasset, kiggede på det som om det enten var det eller hende. Dog fik hun hævet det og bundede glasset. Det klamme, klistrede tykke væske flød igennem hendes hals.. Healede hendes sår, til at hun kunne mærke forskellen tydeligere, energi niveaet var også blevet en smule bedre. Så satte hun glasset fra sig og fjernede resterne af blod med sin håndryg. Så skar hun ansigt af blodets klamme smag af jern.
"Ad.. føj..!" Udbrød hun lidt stille og vendte sig så imod Noa.
"Din veninde.. Angie. Er hun vampyr, siden hun har et helt lager. Eller er hun bare blodjager siden der er vampyrblod? Jeg har hørt det ikke skulle mætte en vampyr ret meget?" Serena var en af de få varulve som faktisk ikke så vampyrene som fjender, hun havde haft tralvt med alt muligt andet end at tænke over hvilke personer hun var venner med og burde være fjender med. Eller endelig havde hun ingen venner.

Noa kiggede ned på sit håndled. Et blåt mærke strakte sig fra fingrene til håndledet. Da han placerede en finger og trykkede der lidt, gav det en svag smerte igennem ham. Hvorfor var det han ikke kunne opleve en dag uden at komme til skade? Han himlede med øjnene over sig selv. Fra nu af måtte han være mere forsigtig. Hvis han ikke ønskede at hver en del af hans krop skulle bestå af blå mærker. Var det ikke nok at der allerede var små ar fra indsprøjtningerne og skalpellerne rundt på hans overkrop?
Ad føj, udbrød Serena lige pludseligt, så han vendte ansigtet om imod hende. I hånden stod hun med et glas der var dækket af rester fra den tykke væske blod. Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hende. Det lignede ikke en varulv at drikke blod, men, hun gjorde det sikkert for at heale sig selv. Selv Katherine mennesket, kunne ikke lade være med at smile over hende. Noa rejste sig fra stolen. Langsomt og såret, gik han hen imod hende, tog glasset fra hende og stillede det tilbage i vasken. "Ser du Serena, det er det sjove i det hele. Angela er blanding ligesom mig, hun er halvt menneske og vampyr, hvilket er grunden til blodlageret." Han smilte til sin søster og klappede hende drillende på kinden. "Vi mødtes for mange år siden, dengang jeg var ung og træls.." Ud af sin øjenkrog så han på Katherine der nysgerrig lyttede med til deres samtale. "Hvis hun ikke får blod bliver hun mere sit menneske jeg og får hun blod, bliver hun mere en vampyr," Uden at tænke over det, rodede han serena drillende i håret.

Serena kiggede på Noa da han kom imod hende. Så tog han hendes glas og stillede det væk. Hun lyttede interesseret med. Endnu en blanding. Hun nikkede til at hun havde forstået.. Da han klappede hende på kinden slog hun hans hånd væk, ikke på en vred måde. Mere søskende vred måde.
"Dengang, du lyder til stadigvæk at være lidt irriterende." Svarede hun ham drillende og rystede kærligt på hovedet af ham. Så rodede han i hendes hår, hvilket fik hende til at skubbe til ham. Godt nok var hun ikke særlig høj, og måtte derfor sætte af på hans brystkasse. Dog brugte hun ikke sin evne så meget, kun med lidt snyd. Ikke mere end et par skridt væk fra hende. Så rettede hun på sit hår.
"Mit hår, look but don't touch!" Sagde hun med et lille alvorlig blik, det var en pige ting, dog kunne hun ikke lade hver med at grine lidt. Det var næsten for godt til at være sandt? Endelig håbede hun på at dette ikke var nogen drøm, at det var virkeligheden. Serena lagde så armene overkors.
"Men er der så ikke noget der kan heale dig, noget blod eller noget?" Spurgte hun lidt bekymret men også nysgerrig.

Det lykkedes hende at kunne skubbe ham en smule fra sig, ved hjælp fra sin evne. For at drille hende, pegede han på hende og kiggede på hende, med sine brune øjne der nærmest skreg: Hov, hov, ikke snyde! Han kunne ikke fjerne et grin fra sine læber. Det var underligt for ham at være glad på denne måde. Det var flere år siden at det var sket. Han kunne på en måde godt lide det, men var samtidig ikke villig nok til at lukke helt op, hvis det nu skulle ende med at blive ødelagt til sidst. Han ville ikke være naiv.. Det nægtede han, ikke engang til.
"Tjoh, jeg er ret irriterende, nogen gange et røvhul for lige at sige det," Han bukkede for sjov, som havde han lige afsløret et hemmeligt talent. "Oh? Don't touch? Jeg bestemmer og jeg vil ugle dit hår eller ej!" med de ord brugte han sin hurtighed, til at fælde hende i sofaen, hvor han satte sig ovenpå hende og gav sig til at ugle håret der ikke måtte røres. Hele vejen igennem grinte han.. Først da hun spurgte med hensyn til healing, stoppede han og bankede sig tænkende på hagen. "Engleblod hjælper lidt, men ikke meget,"

Serena klappede i sine hænder da han bukkede, så skulle hun lige til at forsvare sit hår da han var langt hurtigere end hende og hun faldt ned i sofaen. Han satte sig ovenpå hende, hvilket gjorde hun prøvede at skubbe ham væk. Uden at bruge sin evne for ingen snyd. Så gik han løs på hendes hår, og atter engang prøvede hun at skubbe ham væk. Så begynte han at tænke sig om, hvilket gjorde at drenge ikke var de bedste til at gøre to ting på engang. Heldigt for hende, så hun brugte sine ben til at vælte ham ned på gulvet og rettede sit hår på plads.
"Meget modent det ved du godt ikke?" Grinede hun og hævede på et drillende bryn. Hun havde ikke grint og smilt sådan i flere år. Det var rart endelig at kunne gøre det igen, dog var der stadigvæk en lille angst for at han skulle forsvinde fra hende igen.

Katherine så på det hele med et stort smil på læben. For hende var det rart at se to søskende drille hinanden på den måde. Det var kært. For at lade dem få bror og søster tid, besluttede hun sig for at gå rundt i huset og se sig omkring. Det gjorde dem vel ikke noget..
Noa faldte om på stedet. Pokker tage at han ikke kunne multitaske. Sådan var det bare at være en mand. Det var ikke nemt at gøre to ting på en gang. Han lå nede på gulvet og smilte drillende til hende. "Jo da og se nu dit hår, det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set," Hans stemme var sarkastisk og tydelig.. Langsomt rejste han sig igen, ignorerede det faktum at han havde mere smerte i kroppen, end en nålepude havde det med alle nålene der blev stukket i den. For at se om det ville virke, gik han hen til Angies blodlager og tog en pose med engleblod. Nok smagte det forfærdeligt for ham, men men, hvis det healede ham, var det det værd.. Han tømte den og skar en grimasse. "Så.. du skulle tilfældigvis ikke have fundet ud af hvem vores forældre er.. vel?" Han så nysgerrig hen på hende.

Den lette sarkasme der kom fra ham gjorde blot at hun smilede imens hun rystede på hovedet.
"Det her ansigt, du ser intet smukkere." Sagde hun drillende og kiggede efter ham da han gik ud i køkkenet. Hun vidste varulve healede naturligt, også alligevel ikke så hurtigt som vampyrer. Hvorfor healede han så ikke naturligt? Da folkene havde gjort ham det han var, måtte de havde skadet hans indre organer også.. Serena kunne ikke lade hver med at have det dårligt på hans vegne.. Dog fik hans stemme hende over i en anden tankegang, og hun kiggede op på ham med to hurtige blink.
"Nope, jeg har haft tralvt med at holde mig selv ud, og lede efter dig." Svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå, inden hun kørten hånden igennem sit hår. Hvis man havde gode øjne og hurtige reflekser ville man kunne se de små ar som var på den ene arm, for hun var jo endelig cutter.
"Så hvad er der med hende Angie? Jeg kan se det på den måde du udtaler hendes navn. Hun må være ganske speciel?" Serena vidste at når folk var forelskede eller elskede en anden med hjertet kunne man hører det på den måde de sagde personens navn.

Hun vidste ikke hvor de rigtig forældre var henne. Gudskelov, han ønskede så sandelig heller ikke at møde dem! Han havde ikke brug for dem i sit liv. Indtil videre, kunne han kun have brug for Angela og Serena. Han gjorde glasset rent for at Angela ikke skulle komme hjem til et rodet hus, ikke at han vidste hvor tit hun var i netop dette hus, men man kunne jo aldrig vide. Imens han vaskede op, lyttede han til hvad hun sagde og da hun spurgte med hensyn til Angie, havde han nær tabt et glas på gulvet. Speciel? hun skulle bare vide.. Han var smask forelsket i hende.. Men, det indrømmede han ikke. "Hun er bare.. Speciel, hun passer på mig og forstår mig," Han prøvede at snige sig uden om.. "Mere lægger der ikke i det, vi er bare.. venner, på en måde,"
Sætningen på en måde kom som en svag hvisken ud af hans læber.. En underlig form for venner, han holdt mere af hende end han turde indrømme overfor sig selv. Han så hen på Serena med et smil, også for at tjekke om hun nu troede på ham.

"Bare venner? Den er god med dig, jeg kan se det på dig." Smilede hun drillende og kastede en pude efter ham. Serena lagde hovedet lidt på skrå.
"Men hvor er hun henne siden du bare udenvider kan låne hendes lille hus?" Spurgte hun lettere nysgerrigt og så lidt rundt. Serena åndede let ud og smed sig så ned på sofaen.

Han grinte svagt og greb puden. "Hey, ikke smid med tingene, det er ikke mit hus," han kastede puden efter hende igen. Endelig var han færdig med opvasken. Han gik med afslappet bevægelser ned til hende og satte sig i lænestolen. "Okay okay, jeg.. føler noget for hende, men, det bliver aldrig til noget okay?" Han så på hende med et svagt smil. "Angie.. Ser ikke på mig på samme måde, og sådan er det bare," En anelse akavet kløede han sig i nakken. Spørgsmålet om hvor hun var henne, gav ham kuldegysninger ned af kroppen. "Jeg ved det ikke.. jeg har ikke set hende lige siden.. Lige siden nogen kastede en evne over mig, så jeg forrådte hende ved at logge hende i en fælde," Han sukkede og lod sig falde bagover i lænestolen. "Som du kan høre, har jeg ikke levet det perfekte liv, men, det har du heller ikke, så jeg skal ikke brokke mig," Ud af øjenkrogen så han hen på hende. "forresten, ham Liam, vi må sørger at han holder sig fra dig,"