You -River-

Tøj//


Mikayla havde gået rundt i flere timer nu, hun følte at det eneste der holdt hende igang med at gå lige nu var tanken om River. Alt virkede så højlydt, tørsten der fik hendes hals til at brænde.. Hun havde det virkelig ikke som om at hun var i sig selv mere, hun kunne næsten regne ud af hun ikke var varulv mere. Hun kunne ikke se sig selv i spejlet mere, hun havde efterladt sig tre døde personer, tømt for blod. Så hurtigere end hun nogensinde havde forstillet sig hun kunne løbe, susede hun igennem gaderne. Mikayla stoppede da hun fik øje på River, hun susede derover og hurtigere end han kunne nå at blinke var han oppe af en mur hvor hendes læber placerede sig på hans.
"Jeg har savnet dig så ufattelig meget!" Sagde hun. "Jeg er ked af jeg ikke sagde at jeg gik, kan du tilgive mig elverdreng?" Bevis et på at det var Mikayla. Elverdreng. Hun kiggede ham dybt i øjnene, Mikayla og Caroline havde de samme øjne.. Dog var Mikayla fanget inde i Carolines krop, og det var sjældent hun kom ud derfra. Faktisk vidste Mikayla ikke selv at hun var fanget i den.

I ly af mørket faldt et lig til jorden. River tørrede sig om munden med sit håndled. Rester af tørt, mørkt og klistret blod satte sig nu fast og farvede hans solbrune hud. På hans læber hang der et lumsk smil og passede sig selv. Dage som disse, skulle bare blive overstået. Han kedede sig ufatteligt meget, så, den eneste form for underholdning var at jage, drikke også jage lidt mere, kun for at se frygten i sit byttes øjne. Det var noget af det han elskede allermest. Frygt der druknede byttet.
Uden at nogen bemærkede ham, sneg han sig ud af gyden og fortsatte med selvsikre bevægelser igennem nattens mørke. Overkroppen arbejde perfekt sammen med benene imens han gik. Hans bevægelser var smidige og hurtige.. En duft af en anden vampyr, fik ham til at stoppe op og da han ville vende sig om, blev han skubbet op af en mur. Noget blødt strejfede hans læber, hvilket fik ham til at spærre øjnene op i chok.. Da vedkommende endelig trådte et skridt tilbage, måtte han indrømme, at han ikke anede hvem denne lyshårede yndighed var. Øjnene skreg Mikayla, men, det kunne ikke passe. Miky så ikke sådan ud og han havde ikke set hende i lang tid.. Der var gået så lang tid at han var begyndt at tro hun ikke ønskede at have noget med ham at gøre længere.. Han var alene igen. Det var hvad han fik ud af at holde af nogen igen.
Et øjenbryn blev løftet i undren. "Elverdreng? Undskyld, hvem er du? Og hvorfor tror du bare at du kan tillade dig at kysse mig?" Han havde ikke den fjerneste ide om at det kunne være Mikayla foran ham. Mikayla der var fanget i sin egen mors krop. Med en stolthed brusende i kroppen, gik han direkte forbi hende. "Jeg er nød til at gå," Det var de eneste ord hans mund ville lade slippe ud..