The beach - Daenerys.

Selvom det var koldt, gik Patch langs vandkanten ved en strand. Han kunne ikke huske noget som helst om sit liv. Han vidste ikke hvad hans navn var, hvilket nok var det værste. Han havde en sort kappe, hvid skjorte, sorte bukser og sorte sko på. Han trak kappen tættere om sig, for at lukke kulden ude. Han havde sand i skoene, men han var ligeglad. Han var fastbesluttet på at finde ud af hvem han var, men hvordan skulle han finde ud af det? Det eneste han kunne huske, var da han vågnede op. Han havde ligget på jorden og han havde kunnet se en klippe. Mon han havde kastet sig selv udfra klippen, eller havde nogen skubbet ham? Han måtte finde ud af det.
Han så rundt på omgivelserne omkring ham og hans blik stoppede ved en skikkelse, der stod længere væk fra ham. Han begyndte at gå tættere på skikkelsen, og efterhånden kunne han se at det var en kvinde. "Hej." Sagde han høfligt. Måske vidste kvinden hvem han var? Hvis ikke, kunne hun måske hjælpe ham med at finde ud af det. Solen var gået ned og månen var på vej op. Stjernerne blev efterhånden mere og mere tydelige på himlen. De var de eneste på stranden.

Usikker på at hun egentlig ville være der, stod hun og stirrede ud over vandet.
Da en ung mand talte til hende, tog hun et skridt baglæns. I månens lys lyste hendes hår og hendes blege blå kjole op. Hn lignede skum på en bølge, let og flygtig.
Hun ville svare, men hvad skulle hun sige?
Hun endte med et "godaften" i en blid med distancerende tone. Hun så igen på vandet, overvejende om vampyrer kunne drukne..

Patch rynkede svagt på panden, da hun trådte et skridt tilbage. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige, da hun sagde godaften. Han fornemmede at hun var ked af det, men han var ikke sikker på om han kunne stole på sin fornemmelse. Han foldede sine hænder om bag ryggen.
"Er du okay?" Han så spørgende på hende. Han havde ikke rigtig lyst til at gå fra hende, når han havde den fornemmelse om at hun var ked af det. Han ville gerne fortælle hende hans navn for at være imødekommende, men han vidste jo ikke hvad hans navn var. Hun var en køn kvinde, det måtte han indrømme. Måske ville det opmuntre hende at få en kompliment? Han smilede venligt til hende. "Dit hår er pænt." Han kunne have slået sig selv. Den kompliment var jo plat. Han lød som om at han ikke havde styr på noget som helst.

Hun sukkede kort. Ikke af hans kompliment, selvom den kunne have været bedre, men af det faktum at han ike blot gik videre. Han spurgte jo direkte ind til hende.
"Jeg ved det ikke." Sagde hun og trak på skuldrene.
"Hvad med dig? Du ser forvirret ud." Sagde hun roligt. Hun satte sig i sandet, inden hun så op på ham.
"Tak, forresten." Sagde hun, inden hun så ud over vandet igen

Patch overvejede kort at sætte sig ned ved siden af hende, men ville det være mærkeligt, når han havde givet hende den platte kompliment? Han var ikke ude på noget, han ville bare have hende i bedre humør. Han tog sig sammen og satte sig ved siden af hende, men ikke for tæt. Han ville ikke sende de forkerte signaler.
"Jeg er også forvirret. Jeg har ingen ide om hvem jeg er." Han trak på den ene skulder.
Han undrede sig over hvad hun sagde tak for. Sagde hun tak fordi han havde givet hende den platte kompliment? Eller var det fordi at han ikke bare var gået? Han så spørgende på hende. "Hvad siger du tak for?" Spurgte han.

Hun smilede kort, afslørede perfekte hvide tænder.
"Jeg takker for at du ér ærlig. Det ser man sjældent nu til dags..." Hun så på ham, inden hu så ud over vandet igen. Havde han kigget godt efter så ville han havde set hendes pupiller mindede mere om en kats end et menneskes.
Egentlig, var hun heller ikke sikker på hvem hun selv var længere. Ikke efter hun havde forladt Doomsville for ikke længere at være i nærheden af det hun engang havde kaldt familie.

Patch var stolt af sig selv, da hun smilede. Han havde fået hende til at smile! Det var rart at snakke med en person, som ikke var ham selv. Han havde lagt mærke til at hendes pupiller mindede mere om en kats, end et menneskes, men han tænkte ikke nærmere over det.
"Hvad er dit navn?" Spurgte han. Han ville gerne vide hvad hun hed, så han ikke skulle tænke på hende som 'kvinden'. Problemet var bare at hvis hun spurgte ham hvad hans navn var, ville han ikke vide, hvad han skulle svare. Han lagde sig ned på sandet og foldede sine arme om bag hans baghoved. Han betragtede stjernerne på nattehimlen med et svagt smil om læberne.

"Daenerys." Sagde hun, i et roligt toneleje.
Hun lagde sig ved siden af ham, dog med passende afstand.
"Og du?" Spurgte hun inden hun stirrede p himlen.
Hun vidste godt at han ikke kunne huske sit navn, men måske ville han kaldes noget? Ham der fyren, det lød jo ikke ligefrem godt.
Hun grinte lavt over hendes tankegang, men ytrede sig ikke efter det om det.

Daenerys. Det var et specielt navn. Han havde ikke mødt andre der hed det, men han kunne jo ikke være sikker på det. Fordi han kunne jo ikke huske det. "Det er pænt navn." Sagde han venligt. Han gav hende kun komplimenter, fordi at han ville have at hun var glad. Han så kort på hende, da hun lagde sig ned ved siden af ham. Han så dog hurtigt op på himlen igen.
"Jeg ved ikke hvad jeg hedder." Sagde han. Han vidste heller ikke hvad han ville kalde sig selv. Han lukkede sine øjne. "Har du et navn, jeg kan bruge indtil jeg finder ud af hvem jeg er?" Spurgte han. Det ville være rart hvis hun havde det.

Hun havde mange navne. Navnet der sprang ind foran hendes øjne var tydeligt. Visirius. Det navn hun havde undgået længe, et navn han næppe ville bruge. Langtfra nok.
Derfor rystede hun på hovedet.
"Niks... Jeg er blank." Sagde hun med et skuldertræk.
"Vi kunne altid kalde dig... Nema?" Det skar hende i hjertet at bruge det ord, men hun holdte det for sig selv. Hendes kvaler skulle han ikke blandes ind i.

Nema? Patch tænkte lidt over det, mens han stadig havde lukket øjne. Det var et fint navn, men ville det mon passe til ham? Han åbnede sine øjne og vendte sit ansigt hen imod hende.
"Det er et fint navn, men vil det passe til mig?" Spurgte han. Han satte sig op og tog sin kappe af. Han børstede sandet af kappen.
"Fryser du ikke?" Han så spørgende på hende. Hun havde jo kun en kjole på og der var koldt. Han gav hende gerne sin kappe, hvis hun frøs. En kold brise strøg forbi dem og han fik kuldegysninger, men det gjorde ikke noget.

"Det er lidt svært at fryse, når man intet kan nærme." Sagde hun med et undskyldende smil. Hans gestus havde været sød nok, men måske...
"Det ved jeg ikke omd et gør. Det ved du heller ikke selv. Så, problemet er løst." Sagde hun,ed et lille smil.

Hun kunne intet mærke. Ikke fysisk i hvert fald. Smerte var der på et plan lidt af, når hun blev skadet, men ikke ellers.

Patch rynkede svagt på panden, da hun sagde at hun intet kunne mærke. Hvordan kunne det være at hun ikke kunne mærke noget? Det lød ret underligt.
"Hvorfor kan du ikke mærke noget?" Spurgte han. Han overvejede kort at give hende kappen alligevel, men han lod være. Han trak kappen om sig selv igen, da en kold brise strøg forbi dem igen.
"Okay.. Så hedder jeg Nema indtil videre." Han smilede skævt. Han var glad for at hun havde hjulpet ham med at finde et midlertidigt navn.

Hun smilede svagt, dog ikke betydningsfuldt.
"Jeg er død, Nema." Sagde hun og så kort på ham.
"Eller, sådan da." Grinte hun svagt.
Hun vidste at han fandt det svært at tro. Men sådan var det at være vampyr, desværre.
Hun så op på månen.
"Jeg har været død længe, Nema." Sagde hun inden hun trak på skuldrene

Var hun død? Det gav så absolut ikke nogen mening. Patch satte sig op, da hun sagde at hun havde været død længe. "Hvordan kan du være død? Du snakker, du kan bevæge dig." Han var tydeligvis forvirret.
Fordi at han ikke kunne huske noget, vidste han ikke længere at der fandtes overnaturlige væsner. Det ville derfor være meget svært for ham at forstå, at hun var en vampyr. Han så udover havet, mens han ventede på at hun svarede på hans spørgsmål. Han kørte en hånd igennem håret, så det blev mere pjusket, end det allerede var.

"Jeg er en vampyr, Nema.." Sagde hun inden hun så på ham.
"Jeg gør dig ikke noget, på ære." Sagde hun inden hun så lidt ned i sandet.
Hvornår havde hun sidst sagt det? Hun kunne ikke huske det længere. Hvorfor havde hun brug for at fortælle ham det? For at væres ikker på at hun mente det.

Var hun en vampyr? Patch så væk fra havet og hen på hende. Han begyndte at smile lidt, men han tvang sig selv til ikke at begynde at grine. Til sidst kunne han dog ikke lade være. Han grinede lavmælt, og lagde sig ned på sandet igen.
"Selvfølgelig er du en vampyr." Sagde han, da han var færdig med at grine. "Ligesom at jeg er en dæmon. For overnaturlige væsner findes jo." Han rystede lidt på hovedet. Han havde et kækt smil om læberne. "Ej, fortæl mig nu sandheden. Hvorfor er du død, når du kan gå rundt og snakke, som en levende person?" Han så spørgende på hende.

Han troede hende ikke?
"Du bad selv om det." Hun havde, få millisekunder efter hendes sidste ordlyd, sat hænderne mod hans skuldre og fik ham tvunget ned og ligget i sandet. Hun blottede tænder, og hjørnetænderne begyndte nu at ligne noget fra en gyserfilm, lange og krumme og dryppende af gift.
Hun så ham dybt i øjnene, og med pupiller der nu var et rovdyrs.

Efter at have trukket sig tilbage krøb hun lidt væk. Hun bakkede og satte sig på knæ, mens hendes ansigt igen blev lagt i menneskelige folder.
Hun så igen ud over vandet, tavst.

Patch fik et chok, da hun tvang ham ned at ligge i sandet og fik hugtænder. Hun havde hugtænder! Hans mund var halvt åbent af chok, over det han så og hans øjne var spærret op. I et lille sekund troede han faktisk at hun ville dræbe ham, selvom hun havde sagt, at hun ikke ville gøre ham noget. Han åndede lettet op, da hun trak sig væk og lignede et normalt menneske igen.
"M-men.. Vampyrer f-findes jo ikke!" Sagde han. Han lænede sit baghoved mod sandet og lukkede øjnene. Han hev gispende efter vejret, som om han lige havde løbet 50 kilometer uden pause.

"Du skal nok få det sjovt her, Nema."
Hun så ikke på ham.
"Jeg var en formskifter før jeg valgte at blive vampyr." Sagde hun stille. Hun stirrede ud på vandet.
"Jeg elskede at løbe, fri som vinden, hyle blandt de ulve jeg levede med." Hun sukkede.
"Jeg byttede alt det jeg elskede, for at være sammen med en jeg troede elskede mig." Sagde hun inden hun begravede fødderne i sandet.
"Vi tager alle fejl en gang imellem Nema." Sagde hun bare.

Da han var begyndt at komme over chokket, gik det efterhånden op for ham, at han ikke vidste hvad en vampyr var. Han vidste heller ikke hvad en formskifter var. Han satte sig op, efter at han havde åbnet sine øjne. "Hvad er en vampyr og en formskifter?" Spurgte han.
Han fik ondt af hende over det hun sagde. Selvom hun lige havde skræmt ham, rakte han udefter hendes hånd. "Den person som du troede elskede dig, er uden tvivl blind. Du er meget smuk og sød, Daenerys. En dag finder du en, som du vil tilbringe dit liv med." Han smilede opmuntrende til hende.

Hun var tæt på at fnyse.
Sean var ikke blind bare forelsket i hans livs kærlighed.
Og det var fair nok.
Hun så han rakte ud efter hendes hånd, men trak den til sig. Igen skulede nogensinde udsættes for det samme som Timothy. Ingen skulle se hvad hun havde set, ikke igen.
Hun så undskyldende på ham.
"Fysisk kontakt er ikke lige min stærke side.." Sagde hun inden hun stirrede ud på vandet.

"Nema, hvordanvil du dø?..." Hun så op på himlen.
Hun drømte om at dø. O at slippe for sorg, smerte, lidelser. Bare, forsvinde, blive til støv. Blive glemt.
"Jeg vil se stolens stråler. Jeg vil se solopgangen." Hun så lidt på ham inden hun så ned.
"Had jeg er, og hvad jeg var, er to meget forskellige ting. To ting der ikke er for uvedkommende. Måske fortæller jeg dig det en dag." Sagde hun stille.

//skal spise//

Patch skjulte sin skuffelse over at hun trak sig væk, da han rakte udefter hendes hånd. Han følte sig en smule afvist. Han så på hende, da hun snakkede. "Det er fint nok." Han smilede svagt. Måske var det bedst at han gik? Måske gad hun slet ikke snakke med ham? Han rystede på hovedet over sig selv.
Hendes spørgsmål overraskede ham lidt. Hvordan han ville dø? Han tænkte sig lidt om. "Jeg vil dø for en person jeg holder af. Det er ligemeget hvordan jeg dør, så længe at jeg dør for en jeg holder af." Han var ret tilfreds med sit svar. "Solopgangen er også smuk." Sagde han og smilede skævt. "Overvejer du da at begå selvmord?" Han så spørgende på hende. Han nikkede langsomt til det hun sagde. "Okay, fair nok." Han ville ikke tvinge hende til at fortælle ham det.

"Et par gange." Sagde hun roligt.
"Det er bare aldrig blevet til noget. Enten har Sean reddet mig fra min egen tåbeligheder, ellers har de været for tåbelige til at fungerer." Sagde hun og så lidt på ham.

//kort svar, mangel på kreativitet.//

Patch var ikke sikker på om han havde overvejet selvmord. Han var enten blevet skubbet eller hoppet udfra klippen, han havde set, da han havde åbnet sine øjne. Han havde ligget på jorden, han var sikkert besvimet, da han måtte have slået sit hoved.
"Hvem er Sean?" Han så spørgende på hende. Hvis hun ikke ville svare på spørgsmålet, var det fint. Han ville ikke tvinge hende til at svare. Han behøvede ikke at vide alt. "Hvorfor vil du gerne dø?" Han så spørgende på hende. "Du sagde at du gerne ville dø, mens du så solopgangen. Vil du ikke meget hellere se solopgangen flere gange?" Spurgte han.