The blood red Boneman is going berserk //Ribanalon

Vinden var stille.
Der var ikke et eneste blad der bevægede sig.
Månen kastede lange skygger over skoven.
Den lille pige på de 18 løb for livet gennem grene, blade og buske.
Hun gispede efter vejret og hendes hjerte hang oppe i halsen.
Hendes englevinger var for længst brækket og kunne ikke bruges.
Bag hende var kun skygger...
Men i skyggerne var der et væsen som forfulgte hende med høj fart.
Hun standsede ude i en lysning og kikkede til alle sider.
Der var ingen at se.
Det næste der skete var at Akuma sprang frem i et raserianfald og væltede hende ned i jorden.
Hans øjne havde indtaget skyggeform så intet hvidt kunne ses og tænderne var blevet til hugtænder.
Englepigen kikkede hjælpeløst op på Akuma.
Der var intet at gøre...
Han gik straks på hende og lod alt sin vrede styre slagende.
Slag, efter slag, efter slag, blev sendt imod englens krop og hoved.
Akuma tog hende nu op og kastede hende ind i et træ.
Hun lå hjælpeløst og kikkede op i hans sjæleforladte øjne.
"Engel.... Din tid er kommet" sagde han svagt og gik langsomt imod hende...

//Er rigtig ked, så kan være vi ikke får emnet så meget idag //


Ribanalon havde stoppet sig selv i det at Akuma havde vist sin form,
selv havde hun jagtet den selv samme pige som han havde dog mere
lydløst og tålmodigt. Hun sad oppe i en af træerne med en lang hvid kjole
der ikke lige var det beste at kamoflere sig i, men folk så hende næsten
aldrig selvom kjolen var hvid. Hun sad nærmest på hug på en af de store
grene, holdte den ene hånd på stammen af træet og den anden på grenen
under sig, hendes fødder var bare og sad næremst som med lim på grenens midte.
Hun Så nærmest forbavset på hvordan Akuma behandlede englen.
Ikke 1 mine kom på hendes ansigt, dog fuldte de metallsiek grå øjne bare
englen og Akuma.

//det er jeg ked af at høre :/
Er selv skide sur på folk omkring mig lige nu så det er okay//

Akuma knurede svagt da han gik nærmere på hende.
Han tog fat om hendes hals og løftede hende op (stadig presset mod træet)
Hun kikkede forskræmt ind i de skyggesorte øjne.
Men lige inden han skulle til at dræbe hende... Så var der en duft der fangede ham.
Duften af blod, død og...
Det måtte være hende.
Han kikkede lidt rundt i træerne og fik nu øje på Ribanalon.
Øjnene kom tilbage til normale øjne med den kulsorte farve da de blev fanget af hendes.
Han havde en svaghed for hendes øjne... Og ikke den viseste mand på jorden kunne forklare ham hvorfor.
"Rinna..." sagde han svagt da han kikkede på hende.
Akuma havde ikke regnet med at skulle se hende nu... Eller på noget andet tidspunkt.
For sidst de var sammen... Der fastslog hun ligesom at hun intet ville have med ham at gøre.

Han var godt igang med at massekre englen som var blevet hans bytte.
Men pluselig stoppede han som en i trangse og vendte sig direkte mod
hende. Hun mærkede hvordan hans øjne så ind i hendes og et slags,
bånd fandt sted imellem de sorte øjne og de metalliske grå. Hun blinkede
kort blot for at åbne dem igen og møde hans. HUn hørte hvordan han
kaldte hende, et kælenavn. Rinna. Hun lod sig nærmest falde fra træet
og ned mod jorden hvor hun tilsidst endte på sine fødder. Hun endte med
at sidde på hug imens kjolen var blevet bredt rundt af luften der havde
været under hende. Hun rejste sig langsomt og så stadig bare på ham.
Blodet rus kom imod hende som et slag i hoved, hun kunne dufte engelen
blødte og ikke kun blødte, men blødte kraftigt.

Akuma slap nu englen og lod hende falde til jorden.
Han kikkede kort på sine hænder.
De var søldet ind i blod.
Men ikke hans.
Det var englens...
Han kikkede igen op i de metalliske grå øjne.
Og af en eller anden grund var han mundlam...
Han vidste ikke hvad han skulle sige.
"Hvordan fandt du mig?" spurgte han stille.
Han var helt oppe og køre og samtidig rolig.
Englen lå nu bare og gispede efter vejret.
Hun var frygtelig bange for hvad der skulle ske.

Hun rejste sig tavst op.
Hendes mørkerøde læber åbnede sig og skulle til at sige noget,
men hun stoppede sig selv i det samme. Hun kiggede fra ham og
ned på englen, så på hans hænder og så op på ham igen.
Hun gik med stille skridt mod ham imens hun bare så på ham.
Hun ville ligne en gudinde lige nu som hun gik nok mest fordi
at kjolen flajrede meget svagt. Hun nåede ham endelig og stod
bare og kiggede op på ham. HUn lagde hoved meget svagt på
skrå. Hun lagde sine hænder i hans der var helt indgydet i blod.

Akuma kikkede bare på hende.
Hendes yndefulde bevægelser slog hårdt i ham.
For hun lignede noget der var... for godt til at være sandt.
Han troede kort at han var blevet sindssyg da hun lignede drømmen.
Men da hun tog hans hænder vidste han at det var hende.
Igen havde hendes øjne fangede ham og han var helt væk.
Det var så længe siden han havde set hende at han næsten var gået psykisk ned...
Eller det var noget han selv mente for der var sket nogle mærkelige ting for ham.
Så som at han faldte i søvn mens han fløj og blackoutede virkelig tit.
Han kikkede lidt ned på hendes mund og betragtede de blodrøde læber.

"Akuma" lød hendes stemme. Hun så bare rundt i hans ansigt.
Han skulle ikke tage fejl, hun havde savnet ham, men hun ville
ikke kunne få sig selv til at sige det. Hun kunne blive svimmel
hvis hun havde været et menneske, men mest lige nu hvor hun
fyldt med duften af blod der fløj omkring dem og så Akuma.
Hun svarede ikke på hans spørgsmål. Tænk at finde ham her
på øerne, her hvor hun selv havde været i meget lang tid.
Hendes øjne gik tilsidst fra ham og ned på englen, hun var ved
at blive kvalt i sit eftet spyt og blod, hun blødte svagt ud af underlivet
kunne man se på hendes kjole og det tydede på indre blødninger
i krop eller underliv. Kort sagt, hun var færdig.

Akuma nikkede langsomt da hun sagde hans navn.
Han var stadig tom for ord.
Før var han fuld af had... Og nu vidste han ikke hvad han skulle føle.
Englen ragede ham noget så groft.
Det eneste han tænkte var at han skulle have taget hjertet ud af den noget før...
For nu ville det virke... mærkeligt?
Eller ville det.
For han havde ikke noget had til at motivere ham til drabet.
"Vent lidt" sagde han og slap hendes hænder.
Han stilte sig over til englen og hævede sin hånd over hendes bryst.
"Det er ikke altid Akuma der afgøre hvem der skal leve!" sagde skyggen og Akumas skyggeøjne kom igen.
Han hamrede hånden lige ned i brystet på hende og borede sig igennem.
Efter et par sekunder trak han med stor kraft hånden ud igen.
Nu med et dunkende hjerte mellem fingrende.
Hans øjne blev normale da han kikkede på Ribanalon.
Hjertet blev rakt over imod hende.
"Her... Du får mere glæde af det end jeg gør" sagde han stille.

Han slap hendes hænder, englen fik tåre der løb og i det samme.
Det var slut. Akuma stod nu med et dynkende hjerte i sine hænder.
Små dråber havde dryppet på den hvide kjole, hun trådte mod ham
og foldede sine hænder ud til at tage hjertet til sig. Dette var det hun
misundte aller mest. Et hjerte der bankede. At hun kunen blive gammel
og sidder med sin mand og så sine børn blive store. Hun ville aldrig
opleve smerten for at få et barn. Hjertet kom i hendes hænder, og hun
togh det op til hendes mund og satte de skarpe tænder i.

Akuma fortrak ikke en mine da hun sugede de sidste rester af blod ud af hjertet.
Uanset hvor barbarisk eller dyrisk hun blev...
Så gjorde ham bare mere vild med hende.
En pige der yndede at suge livet ud af folk.
En pige der dræbte for at overleve.
En pige han var faldet for...
Han kikkede lidt på englen hvor der nu bredte sig en blodpøl af fra hullet der gik igennem hendes bryst.
Han hoved var vendt mod englen men han drejede øjnene tilbage til Ribanalon så hun lige kunne se dem.
"Jeg har... jeg har savnet dig Ribanalon" sagde han da han endelig fik sig selv taget sig sammen til det.
Han drejede nu hovedet mod hende og kikkede lige ind i hendes øjne.

Resterne af hjertet lå tæt i hendes hænder, hun kiggede op
på Akuma og lod resterne falde ud af hendes hænder. "I lide
Måde" Sagde hun og nikkede anerkendene. Englen gav de sidste
kramper fra sig for at kroppen blev stille. Men Ribanalon så bare på
Akuma, ingorede englens død eller....HUn var sp van til det....
De samme ord og de samme døde ansigter. Hendes læber var
blevet mere lyse nu, fordi der var kommet frisk blod på dem som
farvede dem. Hendes hænder var stadig fyldt med blod så
de lang langs hendes krop, begyndte de at dryppe ned af kjolen.

Akuma rykkede sig lidt tættere på hende og tog hendes hænder.
Han smilede lidt over at hun også havde savnet ham.
Dog vidste han ikke hvorfor... Men hun gjorde ham bare glad.
Hans øjne faldte ned på hendes læber som nu var den farve han sidst havde set hende med.
Lidt efter kikkede han dybt ind i hendes øjne.
Det var som om at han kikkede lige igennem hende og ind i sjælen.
Han rykkede sit hoved lidt tættere på hende.
Men sagde intet.

Han tog hendes hænder, han ville måske meget svagt kunne mærke at hendes
hænder var varmer end før, da hun jo havde fået blod ind i sig nu som varmede
den døde krop. HUn mærkede ham komme nærnere og han så bare ind i øjne på
hende. Hun slap blidt hans hænder. "Hvad laver du her ude" Dette var ikke et sted
at opholde sig væsnerne der levede her ude var ikke venlige. De få der kom her ud
hadve en mission eller i det mindste havde en grund. Hun rykkede sig svagt baglæns og vendte sig om. Det lange hår bølgede hed af hendes ryg.
Månen fik det til svagt at skine som var der perlemor i det.

Han lod sine hænder falde ned langs siden mens han svagt kikkede ned i jorden.
Da hun spurgte ham kikkede han op igen.
"Jeg forfulgte englen hertil... Hun var offer for mine agrationer... De skyldes at du ikke..." han afbrød sig selv i det han skulle til at sige.
Selvom det var sandt...
Det var Ribanalon der havde fremkaldt hans vrede.
"At du den nat sagde at det ikke vil gå" sagde han så efter at have taget sig sammen.
Hun kunne jo lige så godt få det at vide...
Hans blik faldte på englen.
"Efter jeg mødte dig har jeg ikke kunne styre mine følelser..." sagde han så og prøvede at fange hendes blik.

Hun vendte sig halv imod han da han sagde at det skyldes du...
Hun så ventende på han imens han forklarede videre om hvad
han enlig lavede her ude. Da han sagde det sidste vendte hun
sig helt imod ham. Hun viste ikke havd hun skulle sige, det var
best for alle hvis hun ikke elskede nogen. Han var faldet i hendes
typiske person lige som så mange andre, men denne gang havde
en taget hende med i faldet. Hun havde svoret aldrig at sige til
en mand eller væsen at hun elskede dem efter at hun havde mistet
sit livs kærlighed for mange 100år siden.

Akuma var som hende tom for ord.
Lige nu havde han løst til at flyve væk og lade hende om det.
For han så ingen grund til at han skulle stå der og klage hvis hun alligevel ikke sagde noget til det.
Men hun trak ham på en måde tilbage.
Det var hendes mystik og ynde der havde erobret ham.
Alt det med at hun næsten aldrig sagde noget...
Det vækkede ham på en måde.
Og så var der hendes øjne som hun sikkert havde brugt til at forføre mange mænd i sin tid.
Hans mund forblev tavs...

Så ned i jorden imens hun slikkede sig om sine hjørnetænder
man ville tydeligt kunne så de lange tænder der var skabt i hendes
krop for at dræbe og ødelægge, lave kaos og uorden. Hun Kiggede
endelig op på ham. "Jeg" hun lod en hånd føre sig mod ham men
den stoppede ud i luften og falde tilbage slap ned af hendes side.
Hun hodte af ham, igen tvivl om det. Men det pinte hende. Hun
havde aldrig troet at hun skulle elske nogen andre igen. Kærlighed
var faktisk noget hun først havde lært i sit vampyr liv, hvilket sagde
noget om hende da hun var mennesk. So menneske var hun svag
og skrøbelig, mange havde bejlet men hendes kære værge havde
sagt nej til en hver, han ville have haft hende for sig selv. Og nu
stod her, men en som hentydede til at han faktisk holdte af hende
men som ikke sagde det direkte til hende, men hvorfor skulle han
også det, hun havde ikke engang sagt at hun bare holdt elidt af ham.

Han kikkede nu op på hende igen.
"Jeg er udødelig ligesom dig, jeg lever indtil den dag der er nogen som har våget sig ud til hvor end ikke portalen til den anden verden kan følge med, lig rådner men skygger vare evigt... og det samme gør følser" sagde han.
Hvis hun ikke vil sige noget tog han det mere som et klokkeklart 'nej'.
Han ville ikke spille hendes tid hvis han bare stod og lukkede ting ug som ikke betød noget for hende.

Hun kiggede fra om og ned på englen da han snakkede om udødelighed.
Hun ville aldrig kunne sige at hun elskede ham skønt at følelsen var begyndt
at komme jo mere hun mødte ham. Tilsidst i det han havde sagt sine sidste
ord. Valgte hun at gå tæt op af ham, stille sig svagt på tær så hun kunne nå ham
Og kyssede han blidt på kinden. Hun trak sig tilbage og kiggede kort på han
for hun løb, hun måtte væk her fra, gemme sig måske forevigt fra alt dette her.
Han havde vækket hendes døde hjerte og det gjorder ondt.

Han kikkede ned i jorden indtil hun havde placeret sit kys på hans kind.
Men da han kikkede op igen var hun løbet væk.
"Rinna vent!" råbte han og løb efter.
Han lod sine knogler præstere mere kraft til hans ben så han ville kunne følge med hende.
Akuma løb... Og løb... Og løb...
Hun skulle ikke bare løbe fra ham nu.
Det ville han ikke tillade...
"Rinna forhelvede!" råbte han mens han løb efter hende.

Hun stoppede ikke skønt at han skreg af hende, hun løb
stærkt stærkere end Akuma, han kunne måske snart indhente
hende med hans evne og så igen Vampyrer var nogen af de
hurtigeste væsner i denne verden. PLuselig var hun væk, hun
havde gemt sig i mørket, skønt at han hurtigt ville kunne finde
hende. Det var som en jagt hvor hun var byttet, følte hun.


//sorry kort svar//

//det går nok//

Han fortsatte med at løbe.
Ligegyldigt hvor hurtigt hun løb så stoppede han ikke.
Det var ikke en jagt som han var vant til det.
Han ville bare ikke miste hende på den måde.
Efter lidt tid kunne han ikke se hende.
Så han måtte gå efter hendes duft.
Den havde han kendt så længe at han ville kunne genkende hende uanset hvilken form hun indtog.
Lidt efter stoppede duft sporet.
Hun måtte have gemt sig.
"Ribanalon kom nu frem... jeg ønsker ikke at jagte dig..." sagde han lidt højt men han råbte ikke.

//skal lige vide om hun stadig har den armring han gav hende??//

//Det kan du tro hun har//

Hun hoppede ned uden en lyd fra det træ der lige var over Akuma
hun faldt ned bag om og gik uden en lyd lige om bag han som en
anden jæger der skulle til at angribe, man hun stoppede op lige
bag ham. "Det ved jeg" sagde hun med en stemme der var blid
og ren, som ikke engang lød forpustet efter den lande løbetur.
De var løbet længere op af bjerget på øen. Der var færre dyr her
men dog var de fleste der var her nu Rovdyr.

Akuma vente sig mod hende efter at have hørt hendes stemme.
Han gik hen til hende og tog blidt om hendes hænder.
"Hvorfor løb du så væk?" spurgte han så da han igen fangede hendes øjne.
Hun betød sindsygt meget for ham.
Og så ville det rage ham langt væk hvad andre syndes og hvad hendes navn stod for.
For han havde ikke hørt om hende før han mødte hende.
Men siden hans sidste besøg havde han hørt lidt om navnet Klusisska og om hvor mægtig familien var.
Det betød ikke noget for ham.
Hun var den hun var og hvis det bragte ham i fare at være tæt på hende så måtte det gøre det.
Han var ikke den som bakkede bagud hvis faren viste sig.