For You I'll Fight -Noah-

Påklædning: Profilbilled.//

Solen var oppe, og endelig var hun tilbage til byen igen. Det første hun havde på dagsordnen var ikke at tale med hendes bror og Angela nej det var at finde hendes elskede.. Først undskylde for hun var væk i en månedstid og håbe på at han tilgav hende. Andrea savnede Elena, det havde næsten skåret hendes hjerte over at være væk fra hende. Som tiden gik over imod deres hus, var hun en smule bange for at Noah måske ville blive sur på hende hvis ikke rasende. Det var ikke noget hun havde brug for og håbede heller ikke på det. Dog forstod hun ham godt hvis at han var. Andrea kom hen til døren, hun boede der jo.. så hun åbnede døren, og lukkede den bag sig. Hun kørte en nervøs hånd igennem sine mørke lokker, og bed sig i læben. "Det bare mig." Andrea regnede med at Noah kunne genkende hendes stemme, og hendes sko klingede elegant i gulvet da hun trådte hen over stuens gulv for at finde frem til Noah. Andrea stillede sig i dørkarmen og så imod ham. Et smil af hun så den mand hun havde savnet, var ikke så let at vaske af hendes læber. Andrea åndede forsigtigt ud.. "Undskyld jeg bare forsvandt igen, det var ikke meningen hvis du følte dig forrådt eller såret. Jeg undskylder Noah." Det var hendes undskyldning, og endelig synes hun den var god nok. Hun kiggede kort ned, inden hun turde tage chancen og møde hans øjne.

Noah holdte Elena op imod luften, og smilede blidt imod hende. Hendes kærlige baby grin skar igennem luften, men det var et glad baby grin. Hendes smil, fik Noah til at smile. Roligt, kastede han hende kort op i luften, efterfulgt med at hun greb ham. Et stort baby grin kom, men han knurrede hende mere ind imod hende. Lige nu, var hun det eneste han havde tilbage. Andre havde forladt ham, og var endnu ikke kommet tilbage, men han ville ikke opgive håbet. '' Hvornår kommer din moder tilbage til os? '' Noah smilede i det Andres stemme klangede igennem rummende. Ubevidst og uden en lyd var hun kommet ind. Man kunne høre nervøsiteten i hendes stemme, og i det samme knurrede Noah Elena endnu tættere ind til ham. Han vendte sig om, og begyndte at gå imod stemme, ind til hun stod foran ham. Han havde fået hans elskede igen. Noah kørte langsomt en hånd op af hendes kind, og så bare ind i hendes øjne. Han havde savnet hende, af hele hans hjerte. Han kunne aldrig finde andre kvinder, han hellere ville være sammen med. '' Undskyld ej, min dronning. Jeg vil altid elske dig ud anset hvad. Hvis du har brug for tænke tid, så tag den. Jeg vil vente i dit kongerige til evigheder. '' Noah smilede en del, imens tårende kørte ned af kinden på ham. Han kunne ikke holde tårene inde længere.

Andrea smilede med det samme han lagde en hånd på hendes kind, og så ham tilbage i øjnene. Fanget i deres kærlighed. Hun lyttede til hvert et smukt ord der blev udtalt fra hans læber, og lod sin hånd tårer hans tårer væk. Et hurtigt kys for at vise ham at hun elskede ham og var her for at blive. "Jeg elsker dig overalt på jorden Noah. Jeg går aldrig fra dig, det er dig og mig. Og Elena. Jeg var sammen med min søster Serena, modsat til min bror så er hun lidt mere åben for nye folk. Eller i hvertfald bare bedre til dem. Jeg undskylder for min brors opførsel. Så var alle kort på bordet, hun talte altid sandt til Noah, hun havde ingen grund til at gøre andet.
Andrea kiggede ned på Elenas søde smil, og kærtegnede hendes kind med to fingre. Det var tydeligt at hun havde savnet sin datter, ligeså meget som hun havde savnet Noah. En lille tårer forlod hendes øje og trillede a glæde ned af hendes kind.
Det var vidunderligt at være samlet med dem igen, helt klart en følelse hun aldrig ville af med. Hun ville give sit liv for at holde dem i live, hvis det var op til hende. Andrea smilede og havde lyst til at holde Elena lidt, dog ville hun ikke bare tage hende ud af sin faders favn. Det ville være strengt, Noah havde sikkert brug for Elena ligeså meget som Andrea havde. Andrea kiggede Noah op i øjnene igen, med et smil der var tydeligt at hun var lykkelig og glad. Det kunne næsten ikke være bedre, og hvem vidste måske kunne de en dag tilføje endnu et medlem til deres familie? Andrea førte en hånd op på siden af sit ansigt hvor hun fjernede en af sine lokker om bagved sit ører.

Noah så bare Andrea i øjne. Han kunne slet ikke få øjne fra hende. Han elskede hende for højt, til at ville forlade hende nogle sinde. Han var jo allerede forlovet med hende, så hvorfor skulle han forlade hende? Noah nød det korte kys hun gav ham. Det var vidunderligt at få følelsen af nærhed, af den person man elsker allermest imod sig. Selvfølgelig elskede Noah også Elena, men Andrea, ville altid være hans pige. Hans eneste ene. Hvis Noah nogle sinde fandt ud af, at hun havde været sammen med andre, ville han ikke ane hvad han skulle gøre. Noah rakte langsomt Elena imod hende, for at hun kunne få lidt tid med hendes datter, hun jo også havde været væk fra. '' Det okay elskede. Familie er aldrig de bedste i blandt andre mennesker. Din bror er vidunderlig, på hans egen lille måde. '' Noah smilede stort til Andrea, og gik hen imod sofaen. Langsomt satte han sig ned, og lænede sig blidt tilbage. Hans blik var boltret fast på Andre. Han ville ikke fjerne blikket fra hende, med mindre det var for at se på Elena.
Noah begyndte at pille ved hans fingre og hænder en smule.. '' Så. Hvad har du lavet med din søster? '' Noah smilede en del til hende.

DA han rakte hende Elena tvivlede hun ikke spor på at fører sin lille datter op i sin favn. Det var dejligt, og hun fulgte hendes elskede Noah med øjnene. Da han talte om familie. "Det sandt nok, jeg er dog stadigvæk glad or det jeg har af min." Hun plagede jo ikke at have noget af den, og nu havde hun Noah.. Sine søskende og Elena. Hun kunne ikke forlange mere. Andrea så imod Noah. "Min bror har været igennem meget i hans liv, der har gjort han er sådan." Noah kunne ligeså godt hører lidt om ham, det var jo meningen at de skulle kunne tale om alt. Så kiggede hun på ham imens han sad i sofaen. Hendes krop sprang efter ham, inden i der kæmpede hun sig inderligt for ikke bare at mærke hans hud imod hendes. Det hjalp på det at Elena var i hendes hænder, men inden i der skreg hendes krop efter Noah..
"Vi brugte noget tid på at lærer hinanden bedre at kende, gik nogle turer igennem byerne." Smilede hun og lagde hovedet lidt på skrå. "Jeg tror jeg ligger hende i seng, hun har nok brug for bare lidt søvn." Sagde Andrea og derpå gik hun ind på Elenas værelse. Andrea nynnede hende i søvn, med en smuk tone hun ellers aldrig brugte overhovedet. Da Elena endelig faldt i søvn satte hun døren på klem, med hendes gode sanser ville hun kunne hører hende tydeligt hvis der skulle være noget. Andrea gik ind og satte sig ved siden af Noah, og lagde en hånd på hans kind. Imens hun kiggede ham i øjnene. "Jeg har savnet dig så meget."