I will help you - Luke

Luke bidt sig selv i tungen, da han høret at hun skulle dræbe ham. Luke lytte da hun begynde og tal til ham, "Eller også skal du sige mit efternavn det er." Mere noget Luke ikke og høre, inden hun bliv taget af den kraft igen den ting som hun var udsat for en forbandelse jo. Luke kigge på hende, da hun gik over til kommoden hvor hun smadret et glas. Inden hun vendte sig, om mod ham igen mens han så på hamret hun glas skåret i maven på sig selv. Luke gispet stort, og løbe hen til hende det var anden gange hun havde reddet ham. Luke så på hende og sætte sig på knæ, "Elodie hvad er dit efternavn." Spurgte Luke om han måtte få det og vide, men inden han fik tænk sig om tog han hende over skulderen efter og ha revet glaskåret ud og stoppe blødning med hans trøje. Hvor han så skudt med sin pistol på noget som der jo var gjordet klar noget krudt hvor efter det begynde og brænde. Han hoppe ud og brugte sine vinge til og lande på jorden mens han lagde hende ned.

Elodie var i en indre kamp med sig selv. Hun kunne ikke være sig selv længe nok til at fortælle ham sit efternavn. Det var ikke fordi hun ikke prøvede, hver gang hun fik den mindste smule kræfter, prøvede hun at få det sagt. Men at Elodie fik kræfter, betod også at forbandelsen fik kræfter, og trangen til at slå ham ihjel blev større. Hun så på ham da han spurgte om hendes efternavn. Hun nåede ikke at gøre mere før han havde smidt hende over skulderen og fløj ned på jorden. Hun havde ikke kræfter nok til at gøre modstand, så hun lod ham bare gøre det. Selvom hun var så tæt på ham, hun kunne dræbe ham som let. Det var det eneste der drev hende. Hun så op på huset der gik i brand og så kom hun i tanke om at hendes far var derinde. Ville han dø nu? Nej, nej han kunne ikke dø. Men hun kunne ikke tænke sådan, medmindre forbandelsen var ophævet. Hun rejste sig op og så på Luke. "Jeg bliver nød til at redde ham." Hun gik ind i det brændende hus og så efter ham. Elodie kunne næsten ikke se noget for den tykke røg der bredte sig i huset. Hun hostede voldsomt i det røgen fyldte hendes lunger. Hun blev nød til at finde ham og få ham ud, ellers ville hun ikke overleve. Hun fik endelig øje på en skikkelse der lå på gulvet. Hun løb derhen og løftede ham op og bar ham udenfor. Men for hvert et skridt hun tog virkede livet længere væk. Hun nåede hen til døråbningen og fik smidt hendes fars livløse krop ud før hun selv faldt omkuld lige ved siden af ham. Måske lykkedes det hendes far, måske fik han sin vilje og fik hende dræbt. Med hans eget liv som pris. Medmindre han overlevede, og Elodie døde. Han var pokkers stædig, men det var hun også. Hun hostede voldsomt før hun lukkede sine øjne i. Hendes vejrtrækning var meget svag, men den var der. Men kun lige.

Luke kigge på hende, som om hun var sindssyg da hun sagde hun måtte redde ham. Luke sank en klump, mens han så flamme brede sig over hele huset. Hun kunne ikke dø det måtte hun ikke, han fatte ikke at han tænke på hende sådan det var sikker fordi hun havde reddet ham op til flere gange. Eller det sagde han bare til sig selv, sandheden var en helt anden han var begynde med og holde af hende. Luke satte i løb efter hende, men måtte hoppe til siden da noget faldt ned foran. "Satans," råbte Luke. Inden han begynde med og finde en vej uden om, i håb om at han kunne se hvad der skete. Han så Elodie komme ud med en mand som sikkert var hendes far, men Luke var ikke helt sikker på det punkt. Han løb hen mod dem da han så Elodie, falde omkuld. Han tjekke hendes puls, hun leve stadig. Luke var glad men hvor længe ville det her, forsætte han kigge på Elodie og manden et had brændet op inde fra. Den mand måtte bare dø, selv hvis det var hendes far. "Elodie, kan du høre mig, dit efternavn hvad er det" Luke kigge på hende mens han vendte på et svar, det her måtte slutte  han vendte ansigt overmod manden han havde en så stor lyst til og dræbe ham. Derfor rejste Luke sig op og træk sin pistol frem og sigte den mod ham, mon forbandelsen eller hvad det end var ville blive ophævet af det. Luke kigge på hende, og manden han kunne tag af sted med hende. Men hvad så med manden, som måske var hendes far. Ville han ikke prøve og dræbe ham igen med hende, han viste det ikke men det var dog det vigtigst spørgsmål som han måtte ha besvaret. Luke kigge skiftvise på dem, hvad skulle han dog gøre han måtte bare vente til Elodie kom til sig selv. Han peget dog hans pistol mod manden, mens han også prøve og holde øj med Elodie.

Elodie hev efter vejret. Røg havde sgu altid bare været en byrde, man kunne ikke tåle det. Derfor røg hun heller ikke, hun passede faktisk ret meget på hendes krop. Især når det kom til rygningen. Alkohol var en helt anden sag. Hun tvang øjnene op da han spurgte hende om noget, hun fik ikke fat i spørgsmålet fordi han kort efter rettede pistolen imod hendes fars livløse krop. "Nej.." Hun hostede og kravlede med besvær hen over hans krop. Hun vidste godt det ikke var hende selv, det var forbandelsen der gjorde det. Hun ville altid føle en trang til at beskytte den der havde brugt forbandelsen imod hende. Hun så op på Luke. "Du må ikke dræbe ham. Han er min far, jeg kan.." Hun hostede igen. "Jeg kan ikke lade ham dø." Hun så på farens ansigt, så roligt og tomt for liv. Indtil hans øjne åbnede sig og så direkte ind i Elodies. "Du er fri." Han skubbede hende af sig og gik væk. Hun så op på Luke og rejste sig op. "Det skete igen. Jeg skal virkelig af med den forbandelse." Hun så sig omkring. "Skal vi gå?" Røgen var allerede ved at forlade hendes lunger.

Luke mærket regne falde ned over hans øjne, han var ikke en barbar så han ville ikke dræbe ham. Luke kigge på Elodie, da hun kravlet hen til ham mandens krop. Regn stod ned mens han kigge på hende, og manden som var hendes far åbenbart. Luke sukke og sænke sin pistol, hun måtte selv om det her han ville bare ikke stå der når det gik af helvede til eller måske ville han. Det var hvad der pissede, Luke af lige nu han ville gerne lade hende stå alene med det men han kunne ikke få sig selv til det. Luke sukke og kigge over på Elodie, da han så hendes far gå han nikke til hende og begynde så med og gå. Sammen med hende, ned på haven han ville få sig selv om bord et skib sammen med Elodie hvor de så kunne komme hjem. Regn faldt ned over hans ansigt, mens han tørt det væk når det kom til og provokere ham hvilket var hans pandehår. Som nærmest klistret sig, til hans ansigt han vidste ikke hvad han skulle gøre. Hvilket pisse irriteret ham helt igennem, han ville så godt lade som om han ikke bekymret sig for Elodie men jo mere han prøve jo mere følte han at han fik et bånd til hende. Nu skulle de bare med skibet hjem, hvor efter de sikker aldrig ville mødes igen eller det tror han. Men lige meget hvad, ville han bare slappe af nu og prøv og glemme hvad der var sket.
//regne med de er nået ned til haven nu.//