Ghost of the past

Det var en rolig aften, og solens sidste stråler var stadig lagt som et tæppe over himlen, og varmede næsten alles hjerte at se op på den gul, røde, orange himmel der så fint og roligt trak sig væk, og man vidste at der ikke ville vare længe før månens lys snart var det eneste som himlen havde at byde på, indtil man igen kunne vågne i sin dejlige varme og blive kærtegnet af den frydefulde morgen sol. men indtil da handlede det om at sige forvel til de milde lys sol kom med, for nu var det snart mørkest tur til at sætte sig fast i vores alles fælles himmel, og derved male os alle i en fælles stemning, som kun det upolret og unikke måne lys kan.
En mild vind kunne mærkes kørende gennem sit hår, og den pirrende forfriskende fornemmelse der både rev og kyssede hårbunden på sin givende og irriterende måde, som kunne føles når man i en stille stund tog sig tid til at føle naturens lydløse visken. Mange syntes dette var en ubehagelig fornemmelse, og mange ville gå så langt at sige de følte sig som et lille nøgen barn der var helt alene i verden, mens de ubehjælpsomt måtte lade sig kærtegne af vindens naturlige charme. men andre så det som en fornøjelse at kunne føle sig levende, og blive pirret af elementerne på sådan en måde. Disse væsner var typisk de frisindet og glade af slagsen. dem der kunne se nydelse i verdens gaver. og i denne tid hvor der ingen krig var, eller ingen sygdom udover det normale var på spil, så var der mange af disse tromodige væsner, der kunne tillade sig at nyde dem selv, verden omkring dem, og deres kære. men hvad med dem som ikke kunne. dem der måtte se langt i tiden, dem der intet følte de kunne give til verden, dem som isetdefor at være glade for der ingen krig var, frygtede for der kom en. dem der ikke kunne søge tryghed i de små lykker i livet, dem der var for bange for en mulig fremtid, til at kunne leve i nuet. heldigvis var der ikke mange af dem. men hvad gjore man med den slags væsner? de svage sindet. brugte man sit eget gode humør og tid på at gøre dem mindre negative, eller lod man dem være med tanken om at alle vælger deres eget liv, og alle har modstand, og hvis der er nogen der lader sig knække, skal man ikke lade sig tage med i faldet?. det var stadig et stort etisk dilemma i mange. hvor vidt går jeg for andre? og hvilken slags folk vil jeg går længst for? og hvorfor.
Det var så langsomt begynde at falde med regn fra himlen, men ikke noget slemt, man kunne knap nok mærke det på nøgen hud, men man kunne godt se at der så ud til at komme mere i løbet af natten.
På denne aften sad nogen få hvileløse sjæle på kroen det brændende træ, og studeret ud af de små huller i træ væggende, der fungerede som vinduer. på den anden side kunne man se små familier og andre mindre gruppe forlade de store åbne pladser, og de mindre smalle gange mellem byens huse, og begynde at tage hjem af, for at finde på noget andet at lave inden klokken bliv for mange, eller regnen satte for kraftigt ind.
Asmodeus sad med sine store læderbelagte bog på bordet foran ham, mens hans blik nogen gange bliv kørt udover de endeløse fantastiske bølger på havet. han havde en lang brun robe på, som dækket hele kroppen udover hans hoved. han havde en hætte på som kunne dække hans hoved, men den var ikke sat på, den var slået ned og hang derfor ned af hans nakke. Asmodeus havde en brun læder taske til sin side, der havde en læderstrob så han kunne bære den om skuldrenen når han rejste, men lige nu var den bare ved hans side på bænken. Asmodeus havde altid haft den store læder bog, lige siden... altid. Asmodeus rynkede lidt på næsen, og tænkte på hvad man skulle sætte Tristan til når man kom hjem. eller nærmere, hvad skulle man verbalt diskutere om iaften for at få den anden til at gøre rent i huset. problemet ved at bo Asmodeus og Tristan sammen var de begge var dovne til det huslige, men friske på alt andet. også var de begge så flabet det var helt sindsygt.
Asmodeus bladede videre i den store bog der havde en masse nem kendkedelige mærker og symboler ingraveret i det fine brune håndsyet læder.

Vinden, solen, den farvede himmel, det milde hav der lå med en spejltblank overflade ved siden af den bænk, hvor den mørkhårede kvinde sad.
Kvindens lange mørke har lå som et slør ned om hendes ryg og afskærmede solen fra hendes hvide nakke.
Kvinden sad med en blomst, en blodrød rose, i hendes hvide hænder og trillede den rundt, før hun begyndte at pille blade af den, et, to, tre.. Jo flere blade der kom til at flyde på havet, des hurtigere og mere irrieteret og agressivt smed hun flere blade i vandet.
til sidst var der kun den grønne stilk emd de store torne og de 15 blade tilbage.
Hun holdt den knyttet, fast besluttet på aldrig at slippe den igen, hvorfor vidste ingen andre og hun selv var ikke engang sikker på at hun vidste det.
Hun så ned på havet, de 20 røde bade blev blidt ført væk fra hende at de skvuppende bølger, hun fulgte dem med de natsorte øjne indtil de blev kastet rundt af et skib der sejlede i havn.
Da skibet var passeret kunne man næsten ikke se de smukke blade. Hun sukkede, måske kunne hun ikke se bladene mere, men den tomme stil havde hun da...
Hun kiggede ned på stilken og knyttede hånden om den, så hun kunne mærke de skarpe torne bore sig ind i hendes hud. Det gjorde ikke ondt, skønt det burde, og da hun åbnede hånden igen piplede der ikke små bloddråber ud.
Hun slap taget om rosen og lod den falde til jorden med et lille bump, lidt af det sand der lå på jorden løftede sig da stilken landede.
Hun gik lidt væk fra kajen hun havde siddet ved, før hun rejste sig for ikke så forfærdeligt længe siden.
Hun kiggede op på den glødende sol, selvom hendes evner gjorde hende immun over for dens farlige stråler, fik de hende næsten til at bryde ud i brand når hun så op på den.
I så mange århundrede, fire når hun tænkte efter, havde hun ikke nydt at kunne ligge på græsset og stirre på solen, for det faktum af at hun blev grillet så snart hun bare kiggede på den.
Endnu et suk, når hun fandt den person der bare havde efterladt hende. Nyfødt som vampyr, forbandet og i stor fare... Når hun fandt den person, ville hun dræbe ham.
Ikke bare dræbe, næh, han skulle lide... Som hun havde lidt, da hun var nødt til at leve et helt århundrede i skoven i angst for hun skulle dræbe.
Men det havde ikke virket specielt godt, 15 uskyldige mennesker var blevet dræbt. Mna sagde det et sjældent dyrs værk, men hun var sikker på at der var nogen eller noget der vidste hvem den rigtige morder var.