destiny? ~ Arycia

S: Gågaden
T: 11:30
V: Det er tørvejr og lunt. Enkelte skyer hist og her, men ikke for mange
O: masser væsner som går rundt mellem hinanden

Det var et stykke op af formiddagen, nok snare frokosttid. Vejret var lunt, og der var kun få skyer på himlen. Benjimin, en ung dæmon, kom stille gående ned gennem byens gågader. Han var ikke helt sikker på hvad han lavede her i gågaden, for der var, så vidt han lige vidste, intet spænende at komme efter her, dog plejede han nogle gange alligevel at være her, så det var nok alligevel ikke helt mærkeligt. Benjimin havde en indre dæmon, som nogle gange kom frem i ham, den havde dog ikke været fremme i et godt stykke tid nu, men om det var et godt eller dårligt varsel, vidste Benjimin ikke lige.

Han gik stille gennem gågaden, som var temmelig befolket, men man kunne sagtens komme frem af, for så slemt var det dog ikke.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lidt henne af gaden kom der tre store fyre løbende. Den ene lidt foran, og de tog ved siden af hinanden, spurtende efter den første.
Man ville hurtig kunne gætte sig frem til hvad der foregik her.
To politibetjente, efter en mand som sikkert havde stjålet et eller andet, eller var kriminel på en anden måde.
Og der var altså bare fart på de tre fyre.
Den kriminelle måtte være i ret god form, eller så måtte han havde fået et ret godt forespring, for han var nogle meter foran dem.
Man kunne se hvor koncentreret fyren var for at komme væk fra dem. Skrækken var skrevet i ansigtet på ham. Han havde sikkert ikke regnet med at få politiet efter sig i dag.
Han var en ret stor fyr, muskelmæssigt. Ikke en man lige ville stille sig foran, for han ville helt sikkert ikke stoppe for en.
Eller undvige for den sagsskyld.
Alle sprang ud til siden så de ikke stod foran ham når han løb. Han var et ordentlig brød.
Og alligevel. Så uheldig som Arycia var, stod hun lige foran ham, igang med at kigge på noget andet, så hun vidste slet ikke at han var kommet imod hende. Men hun kunne mærke de lige pludselig, og det tog hende med overraskelse, da manden lige pludselig stødte ind i hende og sendte hende på jorden, skrabende hen af asfalten. Med albuerne først, så de fik skrabet sig godt og grundigt op.
Hun gav en svag lyd af smerte fra sig da smerten tog til og hun rejste sig hurtigt op og tog nogle skridt tilbage da betjente løb forbi. De kiggede efter hende for at se om hun var okay, og da de så hun allerede stod op, løb de bare videre efter manden.

Arycia sukkede tungt, hun kiggede ned på sine albuer, som begge blødte, ikke voldsomt, men nok til at hun skulle have et plaster, eller to på.
Hun pev lavt da det begyndte at svig. Hun lavede en smertende grimasse og prøvede at tørre blodet væk og gemme det, diskret. Hun kunne godt mærke folks blikke, mest for at om hun havde det godt, sikkert. Men der var ingen der trådte til, ikke at hun havde regnet med det, det var der aldrig rigtig nogen der gjorde, de kiggede på dramaet og så lod de det ellers være.
Hendes trøje var selvfølgelig gået i stykker lige der ved albuerne, og det var noget så uheldigt, for hun kunne faktisk rigtig godt lide den trøje.
"Øv" mumlede hun lavt for sig selv. Hun sukkede tungt, hun burde nok gå hjem af så... Ikke mere by i dag.

Benjimin kunne høre nogle som kom løbende gennem gaderne. Den ene lød som om han var et stykke foran de to andre, men hvorfor mon de løb? De løb lige forbi Benjimin, som lige nåde at springe til siden, inden de stødte ind i ham. De fortsatte uhindret videre forbi ham. Benjimin vente sig om og fulgte dem med øjnene, og så at den forreste stødte ind i en ung kvinde, så hun væltede ned på asfalten. Benjimin gik forsigtig tættere på hende, for at se om hun var okay. Han tænkte ikke lige på at hun kunne være komme til skade, så hun måske blødte, og havde han tænkt over det, havde han nok ikke gået der hen.
Han gik helt hen til hende. ”Hey er du okay?” spurgte han, og så bekymret på hende. Han havde ikke lige lagt mærke til at hun blødte endnu, og det var også godt, for så ville hans indre dæmon ikke komme frem. Hvis hans dæmoniske side ikke var fremme, var Benjimin en meget flink fyr som ville hjælpe andre. Han lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede hende stille, granskede efter mulige skader. Han så at hendes trøje var gået i stykker ved albuerne, og det var der han så blodet på hendes albuer.

Benjimin så op på hende medfryd i sine øjne, men ikke sådan så hun ville ligge mærke til det, da det ikke var direkte han så på hende. Benjimins dæmon var nu fri, og kunne gøre hvad der nu passede den, det næste stykke tid. Han fugtede sine læber, få en lidt lumsk måde, men ikke helt synligt da han ikke lige ville skræmme hende væk, men lege en smule med hende først, så han lod så som om, at han stadig var bekymret for hende, hvilket han i den grad ikke var lige nu, ikke sådan som han var.

Hun kiggede på denne fyr der kom hen til hende og faktisk virkede bekymret for hende, i modsætning til de andre som bare stod og kiggede på mens hun kunne få lov til at klare sig selv.
Hun smilede blidt til ham og nikkede roligt, "ja... Jeg skrabede bare lige mine albuer lidt... Men tak fordi du spørg... Det er ikke mange der gør det" sagde hun og skævede irriteret til de andre som ikke kiggede mere. Men var vendt tilbage til hvad de var igang med før.
Hun follede sine ærmer op og kiggede på hendes hudafskrabninger på albuerne. Det svingede meget lige nu. Hun skar en grimasse med smerte da hun rørte det. Hun fik lidt blod på sine fingre.
"Det skal renses" mumlede hun for sig selv. Der ville gå betændelse i hvis det ikke blev renset.
"Tak... Øhm.. Jeg må nok få det renset så... Farvel" sagde hun.
Hun gik hurtigt uden om ham, og gik vejen hjem. Det skulle renses godt og grundigt. Ingen vidste hvad der var nede i den jord hun lige havde landet på.

Hun skælvede mens hun gik.
Hun kunne stadig høre hans følelsesløse stemme i hendes hoved. Det var en skræmmende stemme. Men nu var der mange ting der var skræmmende for hende. Men lige præcis hans stemme... Var mere skræmmende. Hun kunne ikke få den ud af hovedet.
hun sukkede tungt og tog sig til den ene albue. Den svig rigtig meget nu... Det var virkelig meget.
Hun gispede højt da hun blev hevet ind i en gyde. Der gik fuldstændig panik i hende. Hun spærrede først øjne op da hun så hvem det var. Ham fyren fra før. Hun burde havde vidst der var noget lusket over ham.
Hun kunne ikke li det her, sådan at stå presset mod en væg... Med armene over hovedet?! Hvad skulle det gøre godt for?
Hun sank en klump. Hvad skulle hun dog gøre... "Hvad vil du ha?" Spurgte hun nervøst.
Hun kiggede undrende på ham som hans blik vandrede et helt andet sted hen... Hen på hendes albuer. Hun forstod med det samme hvad det var... Enten var han bloddæmon... Eller så var han vampyr.
"Slip mig!" Skreg hun og kæmpede for at komme fri fra hans greb. Han skulle ikke have noget af hans blod, nej han skulle så ej.

Langsomt begyndte tåre at trille ned af hendes kinder. Han havde virket så bekymret for hende, og nu var han bare en kold skid. Hun kiggede ham dybt ind øjne, i håb om at få ham til at indse at det han gjorde var forkert.
Hun gispede da han kom tættere på hende, og hun kunne med det samme mærke at han var dæmon... Bloddæmon.
Hendes naturlig fjende. Selvfølgelig var han ond ved hende. Hun... Ja hun var nu bare bange for ham.
Hun kneb øjne sammen da han strammede sit greb om hendes håndled. Hun pev ulykkeligt. Hun kunne ikke komme fri. Hun var fanget. Hun måtte bare lade ham gøre hvad han ville. Eller... Skulle hun kæmpe imod? Prøve at tale ham fra det.
Hun gav en lav lyd af smerte fra sig da han slikkede blødende albue. "Please slip mig... Det gør ondt!" Skreg hun og kiggede bedende på ham. "Vil du ik nok lade vær..." Hun kiggede ham dybt i øjne. Fangede hans øjne og kiggede bedende ind i dem, for at få han overtalt til at slippe hende.

Benjimin kiggede på hende, og smilede da hun begyndte at pive. Inderst inde havde han ondt af hende, fordi han slet ikke ville gøre hende noget, og så man dybt nok i hans øjne, kunne man også se at han ikke var tilfreds med det som han gjorde lige nu. Han prøvede at kæmpe imod men det var svært, da hans dæmon ikke ville tillade ham at få kroppen igen. Man kunne måske se på ham, at han lige pt havde en indre magtkamp med sig selv. Han havde ikke sluppet hende, men hans blik var blevet indadvendt.


//Sorry blev ikk så langt xD //

Hun kunne se noget i hans øjne, noget som gav hende håb om at hun faktisk kunne komme ud af det her.. I live. Han kæmpede mod sin dæmon. Der var meget blandet i de øjne. At der umuligt kun var en personlighed der kiggede igennem de øjne.
"Du kæmper jo" hviskede hun lavt.
Hun kiggede lidt mere roligt på ham. Hun prøvede at virke lidt venlig over for ham. For måske ville han så også blive venlig over for hende.
Hun vidste ikke hvas hun ellers kunne høre. Hun kunne ikke gøre meget ved dette. Han havde hende fanget. Og hvis hun kom til at kæmpe imod ville hans dæmon sikkert flippe ud igen..: måske. Hun turde ikke tage chancen.

((Det okay, mit er heller ikke langt xD))

Benjimin løsnede sit greb om hende, bare en smule, for hans dæmoniske side tillod ham stadig ikke at få al magten tilbage. Den havde set blod, og så vil den gøre alt for at få noget blod, så det var næsten umuligt at kæmpe imod lige nu, men Benjimin prøvede alligevel ihærdigt. Han vil ikke lade den gøre hende noget. Hun havde jo intet gjort, så det ville være helt forkert at skade hende, men han havde aldrig prøvet at kæmpe imod, for han havde aldrig vist om det vil lykkedes.
Hans greb strammestes en smule igen. Den ville virkelig ikke give op på den her kamp. Kunne ikke lade en engel gå, for han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft fat i en engel.

En svagt smil brede sig på hendes læber da hun kunne mærke hvordan hans greb løsnede sig. Det måtte være fordi han kæmpede sådan. Diskret begyndte hun at få den en hånd ud af hans greb, bare løsnede den lidt efter lidt. Så han ikke rigtig opdagede det.. Eller rettere sagt, så dæmonen ikke opdaget det.
Men som hun næsten havde fået den ene hånd ud, blev grebet strammet igen. Hun kiggede hurtigt op på ham. Havde han tabt kampen.. Var dæmonen virkelig så stærk.
Men hun var engel... Hun var også stærk af og til... Når hun havde lyst. Andre gange var hun bare doven. Men nu gjaldt det altså hendes liv. Hun trak til i sin ene hånd så den smuttede ud af hans greb og skubbede ham alt hvad hun kunne i maven, alt imens hun prøvede at få den anden hånd ud af hans greb.
"Kæmp mere...!" bad hun personen. Hun havde ikke nogen planer om at dø til en dæmon.. Aldrig. Hun var stadig engel, modig eller ej.
Hun håbede så meget at han ville kæmpe mere imod, kæmpe imod den dæmon som hun stod over for nu.
Hun var bange, men hun gemte det godt og grundig for ikke at virke svag overfor ham.

Han så på hende med en smule vrede øjne. Hun havde skubbet ham, og det var han ikke yderligere begejstret for. Hun skulle ikke tro at hun bare kunne slippe ustraffet fra at skubbe ham. Han havde stadig fast i hendes ene hånd. Han prøvede at gribe fat i hendes anden hånd igen, men inden han nåde det, standsede hans andet jeg sig selv.
Han skubbede mentalt til sin indre dæmon. *Du skal lade hende være.* knurrede han af sig selv. *hvorfor? Hvad gør det for dig om hun lever eller dør?* spurgte hans andet jeg. Benjimin blev stille, for det kunne han ikke selv svare på, men alligevel samlede han sig sammen, og skubbede mentalt dæmonen væk. *bare skrid, okay?* sagde han bestemt. Han hørte dæmonen sukke opgivende. *okay så vinder du i dag, men næste gang blir det ikke så let for dig* sagde han, og trådte helt væk så Benjimin igen fik lov til at være sig selv.

Benjimin slap helt englen, og så trist ned i jorden. Han var ked af at han havde gjort det her mod hende, eller rettere sagt at hans dæmon havde gjort det. "Undskyld" mumlede han lavt, og blev ved med at kigge ned i jorden.

Hun kunne se hvor vred han blev over det hun lige havde gjort og hun fortrød det med det samme.
Hun blev yderst bange for ham, så meget at hun ikke rigtig kunne holde det inde mere. Hun skulle aldrig havde skubbet ham, aldrig havde gjort modstand. Hun kneb øjne hårdt sammen og dukkede sig nærmest.
Men overraskende nok.. Var det som om det hele stoppede lige der.
Hun åbnede øjne og så hvordan fyren, eller dæmonen var stoppet i det den havde gang i.
Hun imens prøvede hun igen at slippe ud af dens greb. Det kunne ikke gå for hurtigt med at komme væk derfra. Væk fra den dæmon.
Men med et blev hans greb om hende løsnet og til sidst, var det der slet ikke.
Hun sank ned af muren, i chok over hvad hun lige havde oplevet for noget tid siden.
Hun kiggede så op på fyren, som så ud til at være kommet til sig selv igen.
Hun dækkede hurtigt sine albuer og gemte dem lidt ind til hendes krop.
Han så oprigtigt ked ud af det, da hun så på ham, og et eller andet sted havde hun ondt af ham. Han kunne jo ikke gøre for det.
"D..det er okay." sagde hun lavt, mens hun stadig kiggede på ham. "Du kunne jo ikke gøre for det" sagde hun til sidst og gav ham et svagt smil. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Så hun sad bare lidt og betragtede ham.

Han så langsomt op på hende, med øjne som tydelig viste at han fortrød. "Nej, det er ikke okay." Sagde han stille, og så igen ned i jorden. "Det.." Han sukkede stille af sig selv, og sank selv ned på jorden over for hende. "Hver gang jeg ser blod" hviskede han stille. Han var ikke sikker på om hun kunne høre ham, eller om hun forstod hvad det var han mente med det han sagde. Han var i bund og grund ligeglad med om hun forstod det som han sagde.

Hun så på ham, lidt mere rolig end hun havde været. Hun tog en dyb indånding. Hun kunne sagtens se hvor meget han fortrød dette. Og i sidste ende, nej så var det ikke okay... Men hun var en engel... Hun tilgav folk meget hurtigt. "Nej du har ret... Det er ikke okay... Men jeg tilgiver dig." sagde hun lavt.
Hendes øjne fulgte ham da han sank ned på jorden ligesom hende, lige foran hende.
Hun gemte lidt mere sine albuer.. "Åh..." Hun trak sine arme ind i trøjen så det var rigtig svært for ham at se nu. Hun smilede svagt, men blidt til ham. "Jeg er glad for du kæmpede imod... Jeg tror ikke jeg ville have overlevet det.." sagde hun lavt og kiggede lidt ned.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende. Hun tilgav ham? Mente hun virkelig at hun tilgav ham, efter han havde gjort det mod hende som han lige havde gjort? Han forstod hende faktisk ikke helt, hvorfor hun tilgav ham så hurtigt.
Han så op på hende. "Hvorfor tilgiver du mig så nemt?" Spurgte han med en let trist stemme. "Men jeg tror ikke han var ude på at dræbe dig, men..." Han tav, og så ned i jorden igen. "Hvad ville du ha gjort hvis ikke jeg havde kæmpet imod?" Spurgte han lavt, og så op på hende igen.

Hun kunne godt forstå hvorfor han blev lidt overrasket. Hun var jo en engel hun blev nød til at tilgive ham. Og hun tilgav ham jo, også inderst inde, udover at hun blev nød til det, tilgav hun ham også selv.
"Jeg er en engel... Og så skete der jo heller ikke noget."
Hun trak lidt på skulderne, "han så ud til at ville dræbe mig?" sagde hun og kiggede undrende på ham.
Hun trak på skulderne igen, ja hvad ville hun have gjort. Hun ville nok bare havde set døden i øjne. "Ik have kæmpet imod, det er sikkert... Så hvis han havde planer om at dræbe mig... Ville jeg nok havde været død." sagde hun og kiggede op på ham. Hun smilede svagt, med blidt.

Han sukkede stille. Selvfølgelig, hun var en engel, og de tilgav jo altid, men mente hun det virkelig at hun tilgav ham? Han så ind i hendes øjne for at se om hun mente det, og han så ingen tegn på at hun ikke mente det. Han sukkede igen. "Tro mig, han kunne finde på være ting end at dræbe dig, og det ville ikke ha været et kønt syn for nogle, tro mig." Sagde han, og nikkede stille til det som hun fortalte ham.

Hun skælvede over tanken med andre ting han kunne gøre, det skræmte hende egentlig. "Har du nogen anelse om hvad han havde i tankerne om at gøre?" Spurgte hun svagt og kiggede på ham.
Det gjorde hende virkelig nervøs at vide hvis hun kom til at bløde... Så ville dæmonen komme frem igen.
"Hvor meget blod skal der til for at... Han kommer frem igen?" Spurgte hun nervøst. Hun havde mange spørgsmål. Det gik lidt op for hende. "Undskyld hvis jeg spørger for meget... Det bare.. Det gør mig utryg, ikke at vide noget om det" sagde hun og kiggede ned og tog sine ben op til sit bryst.

Han rystede stille på hovedet. "Nej ikke præsist" sagde han en smule tøvende. Han kunne godt forstå at hun var nervøs over det, det vil han nok også selv ha været hvis han havde stået i hendes sted, det var han sikker på. "Han kommer frem hvis blodet er mere eller mindre frisk, og der skal desværre ikke så meget til at gøre det. Hvis han kommer frem er han rimlig svær at standse nogle gange svære end andre" han sukkede stille. "Hvis det var mig der var i din situation, havde jeg nok også været ligeså nervøs, så det er okay" sagde han stille. Han ville helst ikke gøre hende mere urolig end hun i forvejen var, ved at fortælle hende at han somme tider godt kunne komme frem uden han havde set blod, men Benjimin undlod at sige det lige nu, men lovede sig selv, af han nok skulle fortælle hende det på et tidspunkt, når hun nok var faldet mere til ro. Han betragtede hende stille, men lod med vilje være med at se på hendes albuer hvis han nu kunne se blod, selvom hun havde dækket dem til med sine ærmer.

Hun nikkede svagt, "ik præcist?" Spurgte hun og kiggede undrende på ham.
Hun kiggede ned igen og nikkede. "Men... Hvordan stoppede du ham så?" Spurgte hun og kiggede op på ham igen. Hvordan fik han dæmonen til at gå væk...
Hun smilede blidt til ham og nikkede. Hun var glad for at han ikke blev særlig fornærmet over det. At han forstod det. "Hvad hedder du egenlig?" Spurgte hun og smilede.
Hun havde glemt at få hans navn... Eller glemt... Det havde ikke været meget tid.

Han rystede på hovedet. ”Nej ikke præcist. Han kan sagtens tænke tanker uden jeg ved hvad han tænker og omvendt.” forklarede Benjimin stille. ”Normalt når han kommer frem, er jeg ikke i stand til at standse ham, med mindre han i sidste ende lader mig vinde, så i bund og grund er det alligevel ham der bestemmer, men han gav nok kun op i dag, fordi jeg ikke altid kæmper nok, og så ville han lade mig vinde i dag. Aner ikke hvorfor.” han så ned i jorden. ”Så normalt plejer han at gøre hvad han vil med folk, uden jeg kan gøre noget, og så lader han mig komme tilbage, så jeg kan rydde op i alt hans lort.” han sukkede, og kiggede så op på hende igen. Han gav sig selv lov til at betragte hende lidt, hendes udseende, hendes kropsholdning og væremåde lige pt. Hvorfor vidste han ikke. ”Jeg hedder Benjimin.” svarede han lidt efter på hendes spørgsmål, ”og hvad hedder du selv?” spurgte han venligt, og smilede forsigtigt til hende.

Hun nikkede "Åh okay" sagde hun stille og smilede roligt til ham. Han var hyggeligere at snakke med nu. Men.. Hun måtte bare gemme det blod rigtig godt. Hun ville ikke have at han skulle se det igen, han måtte helst godt være som han var nu. Venlig nemlig.
"Du kæmpede altså nok i dag?" spurgte hun nysgerrigt.
Hun syntes det var spændende at høre om, men samtidig uhyggeligt.
Hun lagde hovedet på skrå, "hvad fik der så til at kæmpe i dag, hvis du ikke gør det de andre gange?" spurgte hun, endnu engang. Hun havde så mange spørgsmål, hun håbede han ikke blev træt af hende.
Hun smilede da han sagde hans navn, det var besynderligt, normalt ville man jo hede Benjamin, men han hed Benjimin. Hun sad lidt og tænkte over det.
"Jeg hedder Arycia" sagde hun, og smilede blidt. Hendes navn var dog heller ikke i kategorien, 'normalt', overhovedet ikke. Det var meget udsædvanligt faktisk. Men hendes mor og far havde givet hende det... Så hun blev bare nød til at leve med det.

Han så på hende, og sukkede stille. ”Det er sjældent at jeg kan få lov til at kæmpe imod faktisk, men de gange jeg kan, er fordi folk kan nå helt ind til mig eller noget. Er ikke helt sikker, men tror at det har noget at gøre med dem som han ’overfalder’, hvor meget de beder om hjælp. De fleste skriger vist bare, de prøver ikke at få ham til at stoppe, ikke ligesom dig.” han sukkede igen, og så ned. Han var ikke selv helt sikker på hvad der havde fået ham til at kæmpe så meget imod i dag. Han så ned i sine hænder, og undersøgte dem en smule. Han vidste ikke hvorfor egentlig. Han så op på hende da hun igen talte. Hun hed altså Arycia, et meget mærkeligt navn. Han havde ingen gang hørt et navn der mindede bare en smule om hendes navn før. Han smilede varmt tilbage til hende. ”Hyggeligt at møde dig Arycia” sagde han, og sukkede stille. Han mente at det var hyggeligt, men han kunne ikke lade være med at tænke på det der var sket før, at hans dæmon havde gjort hende fortræd, eller næsten fortræd. Selvom hun havde sagt, at hun tilgav ham, så kunne han alligevel ikke helt tro på det. Han tilgav ikke sig selv for det, selvom det jo ikke rigtig var hans skyld.