Remember what you feared? - Delilah -

P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
O: Rundt omkring ved bordene, sidder der forskellige væsner. Nogen snakker højlydt som om de intet har at skjule, imens andre sidder helt klistret sammen og hvisker noget til hinanden, der sikkert ikke rager andre.
V: Udenfor hersker en kold vind og inde i kroen hersker varmen. Samt den klamme lugt af sved og alkohol.
T: Aften.

Kroen. Sikke en klassiker. Han vidste ikke engang hvad han lavede her til at begynde med, men nu, begyndte det langsomt at forme et mønster for ham. En af lærlingene valgte at være trodsig ved at tage på kro, lovede kun at drikke et par få øl og så komme tilbage til sin træning, men endte med at være der til klokken lort om aftenen. I starten havde Josh valgt at give den unge lærling lidt plads. En hver anden ung mand havde vel lyst til at slå sig løs på en kro, ikke sandt? Dog forsvandt den tillid ved en af vagterne fortalte ham om et lille slagsmål der var blevet startet på kroen. Og gæt hvem det var blevet startet af? Nemlig. Den unge lærling. Josh havde med det samme, dog ikke i det bedste humør, rejst sig fra sin stol og svingede jakken om sig. Nu galt det om at hente lærlingen hjem igen, før han endte ude i noget, som Josh bestemt ikke ønskede at se sine lærlinge ende i.
Da han ankom til kroen, sad lærlingen over i hjørnet, beruset og oppe at køre, imens han råbte efter forskellige væsner der gik forbi ham.. Nok ønskede Josh at skabe respekt for englene, men, det var ikke lige den måde han ønskede at de skulle skabe respekt på. Uden så meget som at blinke, gik Josh hen til den unge lærling og hev ham op at stå, velvidende at få fulgte ham med deres blik. Den unge lærling vred sig irriteret ud af Josh greb, gryntede noget om at han ikke skulle bestemme og at han sagtens kunne klare sig selv. Til at starte med sagde Josh ikke noget. Tvært imod, så han bare på, da lærlingen gik vraltende op til baren, hvor han nær havde hamret hovedet ned i bardisken. Josh himlede svagt med øjnene. Det var tydeligt at knægten ikke var van til at være fuld, på nogen måder overhovedet. Med overraskende afslappet bevægelser, gik han hen ved siden af lærlingen, der blot gryntede af ham og viftede med hånden. En bevægelser der bad ham om at forsvinde. Josh valgte så bare langt fra at lytte til den. I stedet tog han endnu engang fat i lærlingen, denne gang ved kraven og trak ham halvvejs igennem krostuen. Nogen fulgte nysgerrigt med i det der nu var ved at forgå midt i det hele. Det brød den unge lærling sig tydeligvis ikke om at de gjorde. Han vred sig rundt i Josh greb, råbte at han skulle give slip og lade være med at ydmyge ham sådan..
Det fik endnu engang Josh til at himle med øjnene. Ydmygede han ham? Th! Lærlingen var sku kun godt i gang med at ydmyge sig selv! Havde han vidst at det med at være leder, også indebar at han skulle tage sig af fulde, unge teenage lærlingene, så havde han forberedt sig en del mere! Specielt emnet: Teenager.
Da lærlingen endnu engang ville gå op til baren, tog Josh hårdt fat i kraven på ham og stoppede ham med det samme i det han var færd med. Denne gang gik den ikke. Og som Josh havde forventet, vrællede knægten om at han ikke skulle bestemme over ham, imens han ivrigt forsøgte at komme ud af archangels greb om kraven på ham.. Josh måtte indrømme at hans lunte var ved at springes. Dog tog han det overraskende roligt, ved blot at hive lidt til i lærlingen, så de nu stod ansigt til ansigt.
"Hvis jeg ikke bestemte over dig, ville det ikke give nogen mening at jeg er din leder.. Vil det vel?" Han sendte ham et sarkastisk og irritabelt smil. Dog sørgede han for at auraen var rolig.. Ingen grund til at puste sig for meget op.
Ordet leder, havde tydeligvis fået nogen af kroens besøgende mund til at løbe af sted. Dog bare i meget lave toner. Josh sukkede svagt og daskede svagt til lærlingens baghovedet. Heldigvis havde lærlingen ikke mere at sige, tvært imod gik han lydigt hen imod døren og så sig ikke tilbage.. Josh så kort rundt i krostuen, hvor han blev mødt af få stirrende og stikkende blikke.. Han valgte at ignorere dem.. Langsomt og roligt gik han hen imod udgangen.. Forhåbentligt kunne han tage hjem og slappe af.. Den unge lærling skulle i hvert fald ingen steder forløbelig.

Hvor meget alkohol der var sivet ned imellem hendes rødlige læber, havde hun for længst holdt op med at holde styr på. Det flød uagtsomt ned igennem hendes krop, og vævede langsomt et fint spind omkring Delilahs tanker. Det indkapslede hendes følelser, og lagde hende i en slags dvaletilstand, hvor hun for en gangs skyld, ikke følte den konstante smerte, der var grunden til de vredesudbrud, der altid fulgte hende. Men samtidig, så skubbede alkoholen disse udbrud fremad, og fik hende til at eksplodere.
- Neco, alkoholen ødelægger din dømmekraft.
Hvad fanden betyder det for dig!? Hvad fanden laver du i mit hoved? UD!
- Neco, du er fuld.
Er du her stadig? Jeg troede du gik ..
Et dybt, inderligt suk udstod fra Chayas tankelæber, og blev pustet omkring i Delilahs slørede sind, men hun havde allerede glemt alt om Chayas eksistens. I stedet havde hun ført et glas med en eller anden glinsende alkohol op til læberne, og tømte glasset i én slurk, så det brændte hele vejen igennem hendes hals. Shit, havde det været ren vodka? Åh hvad fanden, Delilah kunne tage det! Alkoholiker over nogle hundrede år, og så vænnede man sig til utrolige mængder, pisse hurtigt! Ikke fordi Delilah huskede sin alder. Men hvad forskel gjorde det? Hun var gammel nok!

En nynnende tone dansede i hendes tanker, men om det var hendse eller Chayas stemme, det kunne hun ikke skelne. En eller anden engel prikkede til hende for hundredetusinde gang, og forsøgte at tiltrække sig hendes opmærksomhed, nok til at hun ville kaste sig over ham og forsøge at sluge ham råt. Men Delilah gjorde sig sjældent i engle, og denne her var en lille bitte teenagedreng, der var alt for tøset for Delilahs smag. Hun værdigede ham knapt nok et flammende, ildrødt blik. Hvilket han selvfølgelig var super utilfreds med, og det vidste sig også, i hans vedvarende prikken.
"Hold nu oooop fjerkræ! Jeg er jo forhelvede ikke lesbisk, dude!"
Han prustede over hendes sætning, længe før det gik op for hende at det var hendes bløde stemme der snoede sig ud i lokalet, og flere sekunder før hun beruset smågrinede over sin egen joke. Åh hun havde så pisse god humor ... Selvfølgelig valgte englen til sidst at smutte, men gik amok i baren, indtil han faldt sammen i en krog, råbende og skrigende. Delilah vendte sig end ikke om. Pisse irriterende, suuuper fuld, men stadig ikke mandig.

Men det betød ikke, at irritation ikke straks sivede igennem hende, da en eller anden engel trådte ind, og begyndte at lege boss overfor den højtråbende, tøseagtige teenageengel. Langsomt snurrede kvinden rundt, så læderbeklædning om hendes ben, smidigt bevægede sig ved hendes vrid med kroppen. Flammer slikkede ind i imod hendes iris, men blev bremset af den flydende sølvcirkel - og hele rederiet blev oplyst af den svage, magiske belysning i kroen, da hun snurrede omkring.
- Neco ingen kampe! Du bliver såret!
Hvorfor smutter du ikke? Du sagde du ville smutte!
- ... Nej, du sagde jeg skulle gå.
Jamen du må heller ikke gå, det er så hyggeligt.
Teenagesenglen skabte sig som ind i helvede, og forsøgte febrilsk at vride og sno sig ud af den anden engels greb, men Delilah betragtede blot det hele, med et dovent smil på læben. Var de ikke sådan liidt slørede i kanten? Men en sætning fra den anden engels læber, frøs alle Delilahs muskler fast, og sendte en vrede op igennem hele hendes krop. Var idioten leder!? Hvem fanden var han, siden han troede at han havde ret til at trælbinde en hel race under sig, og lege slaveejer for et helt folk?! Han havde ikke en skid ret til at være Gud overfor nogensom-fucking-helst!

"Hvem fanden tror du lige du er, birdy?!"
Delilah gled ned af stolen, og på trods af det slørede blik, de ikke-eksisterende tanker og den voldsomme promille i blodet, bevægede hun sig lige så elegant, smidigt og rovdyragtigt som altid, da hun svævede hen over gulvet i hurtige ryk. En hånd fløj frem, flåede fat i teenageenglen og rev den(hvis muligt) ud af den anden engels hånd, så hårdt at teenageenglen blev kastet henover gulvet.
De røde, dæmoniske ildøjne brændte kraftigt, som var det rent faktisk ild der brændte ud igennem hendes kranie. Blikket flåede sig vej igennem racelederen.
"Du har ikke fucking ret til at slavebinde en fucking race! Hvem fanden er du, siden du tror du har ret til at fritage en fucking race for deres frihed!"
Fingrene gled svagt op under den lange læderjakke, for at fiske en smal kniv op, samtidig med at hun med den anden hånd svingede ud efter racelederen med en hånd. Hvis den ramte, ville den rykke racelederens hoved til side, grundet den voldsomme kraft, og højst sandsynligt både smerte som ind i helvede, og efterlade et ret voldsomt rødt mærke. Delilah kunne ikke tænke klart, og alkoholen i hendes blod, fuckede samtidig hendes vredesystem så voldsomt op, at hun ikke var gået amok på et sekund.
- Åh .. Det her bliver ikke godt.

Teeangeren gled hen ad gulvet, som en bowlingkugle man ivrigt havde kastet, for at ramme keglerne for enden af banen. Inden Josh overhovedet kunne nå at blinke, stod en råbende, vred dæmonkvinde og så på ham, med et par stikkende øjne der kunne gennembore hver en skrøbelig sjæl. En hver hun havde set på med disse øjne, var uden tvivl krybet i skjul. Hun fik endda nogen af kroens besøgende til at liste ud af vinduet. Hvem vidste om der inden længe ville være ballade herinde? Det var i hvert fald ikke noget de ville risikere at komme ud for! Imens andre stak af, blev der også nogen siddende og så på dem, lidt ligesom om at det var en boksekamp foran dem.
Selvom dæmonkvindens øjne kunne gennembore en sjæl, stod Josh rank og frygtløs og så på hende, med et forvirret glimt i de mandelfarvet øjne. At hun skældte ham ud for at slavebinde en race, fik ham til at løfte spørgende på et øjenbryn. Han slavebandt aldeles ikke englene på nogen måder! Tvært imod forsøgte han kun at hjælpe sin race, ved at gøre dem stærkere og skabe respekt i blandt de andre racer. Det var dog ikke det nemmeste, eftersom engle ikke blev set som den stærkeste og mest selvstændige race. Josh var den leder de kunne komme til, hvis de manglede beskyttelse og råd. Han var klar til at forsvare sine egne. Efterfulgt af dæmon kvindens ord, kom der en svag lugt af alkohol, hvilket afslørede at hun aldeles ikke havde fået for lidt at drikke. Alkohol og vrede var ikke den bedste kombutikanion.
Og hvad var det for et underligt øgenavne hun valgte at smide efter ham?
Birdy? Ha! Det første gang jeg har hørt den, tænkte han svagt for sig selv, alt imens han så på hende.
I det han ville svare hende på alt det hun sagde, langede hun ud efter ham og han mærkede suset fra næven der nær havde snittet ham, hvis ikke han havde bukket sig og snoet sig om hende som en slange. Han stod nu bag hende. Muskler spændt. Kroppen var klar til at slås, imens sindet kæmpede for at finde en anden form for løsning! For at berolige sig selv, og ikke mindst dæmonen inde i ham, tog han en dyb indånding og så nu ind i de flammende stikkende øjne, tilhørende dæmonkvinden. "Hør, jeg aner ikke hvem du er, men jeg slavebinder aldeles ikke min egen race? Teenageren du så lige før, har valgt at være en af mine lærlinge, hvilket vil sige at han selv har valgt at være under min varetægt. Han er ikke en slave. Englene er ligeså frie som de altid har været," Han så hende ind i øjnene uden nogen form for frygt at se. Nok var han på vagt overfor denne dæmon, men, det betød dog ikke at han var bange for hende. Han rettede ryggen og så stædigt på hende. "Har du mere du syndes du skal tilføje, eller har jeg ret til at gå?" Han vidste godt at han burde passe på med de sarkastiske bemærkninger. Det lå dog desværre til ham at være sarkastisk, hvis nogen som hende, angreb ham på denne måde. Langsomt, med rolige og selvsikre bevægelser, gik han hen imod krodøren, velvidende om at alles øjne lå spændt på ham.. Hans hjerte sad i halsen.. Han var i tvivl om dæmonen ville gøre et nyt angreb.
Teenageren (lærlingen) var forlængst smuttet ud af døren. Enden for at hente hjælp eller bare for at stikke af.

Igennem det slørder havde lagt sig over hendes tanker, opfangede hun at hendes hånd ikke ramte noget. Men fuld og med alle mulige forskellige tanker der sivede ubesværet, rodet rundt i hendes hjerne, havde hun slet ikke sammenklistrede tanker nok, til at gøre andet end registrere det. Reagere på det, der var hun alt for langt væk. Måske skulle hun alligevel ikke have taget de sidste fem shots .. Eller al whiskeyen ...
- Neco tag dig sammen! Du er helt væk ..
Jeg gider da slet ikke snakke med DIG nå .....
Selv tankestemmen var lettere slørede, og fortjente også udelukkende et halvirriteret fnys fra Chaya, da hun gav op på at få puttet fornuft ind i den .. Mildt talt plørefulde dæmons hoved. Det viste sig da også, da de ildfarvede øjne fandt vej direkte ind i hans, og fjernede sig ikke et sekund. Om hun overhovedet blinkede, kunne diskuteres. Men der lå ligesome en hinde over hendes blik.
"Gør du ikke? Det er noget fucking pis! Er du måske ikke deres leder? Deres fucking hersker? Deres Gud?!"
Ironien og vreden stod som en røgsky ud fra hvert eneste ord, der slibrigt, iskoldt forlod hendes læber.

Ved ordet lærling, skiltes de fyldige læber med et chokeret lille plop, og chok fangede sig på hendes ansigt i flere sekunder. Så sivede der langsomt vrede henover hendes ansigt, medfulgt af en sort tordensky, der spredte sig over den cremefarvede hud. Selv Chaya hvæste og begyndte at hvisle dødbringende ord i hendes sind.
"Lærling?! You have got to be fucking kiddin' me!? Du har fucking lærlinge!? Som en profet?! Du gør mig syg!"
Det var ikke engang tæt på et råb, men derimod en lav hvislen, hvor morderiske trusler gled ud fra som en aura der omringede hver eneste af hendes toner. Chaya, der var ekstremt religiøs, råbte derimod på sin egen, ærbare måde. Og intet af dette, hjalp ligefrem på Delilahs i forvejen lettere forskruede humør. Men da han så næsten hånligt på hende, ytrede nogle latterlige ord og vendte sig for at gå, gik det direkte ind i alkoholbarrieren, og brændte frihedens vrede i hende.
Hvis han ikke undvigede hende, ville hun træde frem og gribe fat i ham, så hendes fingre lukkede sig om hans hals. Medmindre han vristede sig fri utroligt hurtigt, ville hun hamre hans ryg op ad en af væggene, og holde ham fast med sin overnaturlige styrke, der var forstærket mange gange af hendes evne. Hvis det ikke lykkedes ham at komme fri, ville hun trække sig så tæt ind imod ham at der var centimeter i mellem dem, og stirre ham ind i øjnene, med flammende øjne.
"Giv mig en pisse god grund til ikke at flå struben ud på dig. Du tror du er et fucking overvæsen, du leger hersker og du slavebinder en hel race! Hvorfor skulle jeg ikke rive pikken af dig og kvæle dig i den?! Hvis du har sådan en .."
Det sidste var end ikke andet end en lavmælt mumlen til sig selv, som var en ubevidst joke fra den fulde del af hende. Resten af den iskolde, hvislende, dyriske sætning der sivede ud imellem hendes læber, var dog dybt seriøs. Ud fra hendes fuldskab, naturligvis ..

Nu var det nok. Nok kunne Josh finde sig i meget, men denne kvinde burde virkelig at bakke bagud... og det skulle være nu! Han kunne mærke sin ændre dæmon knurre. Det var nok det værste ved Josh, gjorde man ham vred, havde han til tider svært ved at styre en dæmon der lå og lurede nede i maven på ham. En dæmon han ikke ønskede skulle komme frem på nogen måder! Han var archangel. Den burde have været død. Dets styrke var åbenbart for stærk og det samme galt stædigheden i den.
Langsomt forsøgte han at berolige sig selv, ved at tænke på andre ting, da han blev grebet om halsen og derefter smidt ind i muren, som var en kludedukke. Det var det der tændt vreden inde i ham. Kvinden her vidste ikke en skid om ham! Da hun så ham ind i øjnene, kunne han ikke andet end at kigge koldt tilbage og ikke så meget som fortrække en forskrækket mine over det hun sagde. I stedet fokuserede han nu på hendes øjne. Han kunne ikke holde den nede... Vrede forenet sig med dæmonen. De tvang hans evne frem i ham. Bevægede sig inde i ham, til de kom til hans øjne og var frie. De mandelfarvede øjne var nu helt lyse og blændene. Delilah ville være fanget i hans evne... En evne til at fremkalde hendes værste frygt lige for øjnene af hende. Han så på hende med de hvidskinnende øjne, imens evnen langsomt ville opsluge hende, medmindre hun gjorde alt i sin magt for at overbevise sig selv om, at det der var foran hende ikke var mere end syner.
Vreden havde overtaget Josh. Han kunne ikke længere finde sig selv. Dæmonen inde i ham slugte synet af, at se dæmonen foran ham i frygt, til sig. Den nød det.
Væsnerne rundt omkring i kroen så skiftevis på hinanden. Nogen hviskede om de skulle gøre noget for at hjælpe. Desværre turde de ikke gøre noget. Dette var ikke deres kamp. Og, de ønsker heller ikke at komme op at slås med to magtfulde væsner.

Det ildrøde blik der lå dybt begravet i hans blik, blev pludseligt lettere forvirret, da noget ved ham syntes at ændre sig. Delilah var ikke blot modtagelig overfor psykiske evner, men hendes mentale skjold der skulle beskytte hende overfor dem, var praktisk talt ikke-eksisterende. Så i samme sekund hans psykiske evne bare begyndte at virke, dykkede den direkte ind i hendes sind næsten uden modstand, og påvirkede hende kraftigt på ikke et ekstremt antal sekunder. Men for nu ... Forvirring?
Så gav det et ryk i hele hendes krop, da hun slap ham, og næsten vaklede baglæns. Desværre var der bag hende væltet en stol, hendes hæl blev fanget i, så hun omgående gled bagover, i hvad der mest så ud som lavede stolen en glidende takling på hende. Hendes håndflader gled svagt over gulven da hun fik løftet sig op, og med fingre der skælvede voldsomt, fik hun skubbet en bølge af hår væk fra ansigtet, hvorefter de ildrøde lagde sig på det syn, der havde fået hende til at reagere så kraftigt.
"Du er død .. Jeg slog dig ihjel .."
Det var ikke mere end en svag hvisken, der forlod de fyldige læber - og al fuldskab syntes med ét at være brændt væk. Det var tydeligt hvordan hun forsøgte at tvinge frygten af sit ansigt, men det sitrede alligevel i små bølger henover hendes ansigt. Foran hende, stod Mors hendes læremester, med et blik hun kendte al for godt - Skuffelse, der hastigt byggede sig op til en tornado af vrede. Hun kunne ikke skuffe Mors. Mors straffede alle, når han ikke var glad. Mors skulle altid være glad.
Altid.

"Det er ikke korrekt, Valentine. Ingen er døde."
En anden stemme som hun omgående genkendte, opstod et andet sted i lokalet, hvor hendes blik omgående rykkede sig til. Hvad der mest mindede om et klynk forlod hende, da hun blev suget tilbage til den barndom hvis minder hun havde fået slettet, ved synet af sin far, hvis følelser var totalt slettet fra hans ansigt. Delilah havde egentligt fået slettet minderne om både Mors og hendes far, men synet af dem rev minder om dem tilbage, og frygten byggede sig op i hende med et ryk.
"Jeg ..."
Delilahs stemme var ikke højere end et åndedræt, men en svagt løftet hånd fra hendes fader, stoppede straks sætningen. Mors kommenterede langsomt, med en iskold stemme, hvordan hun lå på jorden som et menneske, varulv eller andet ikke-dæmonisk væsen skulle gøre. Med hele kroppen rystede hun kraftigt, da hun i en bevægelse der var en dronning værdig, gled op i stående stilling, uden at slippe sin torturglade læremester med blikket. Frygten lyste ud fra hende som et fyrtårn, men hun kæmpede for at holde det hele inde. Far og Mors kunne ikke lide følelser.
Men et enkelt lille klynk, der ikke stammede fra hende, var hvad der tog situationen fra en frygt der hamrede igennem hende, til det mareridt der havde plaget hende, lige siden hun første gang tog et åndedræt af frisk luft, uden for sin faders indespærrende mure.

Mørke hår fløj om hende, da hun snurrede næsten panisk omkring, for at betragte hendes fader, der betragtede hende med et følelsestomt smil, mens Marina lå nøgen i hans arme - udmagret, næsten hel hvid og iskold. Tydeligt ikke død - Far ville ikke slå Marina ihjel. Far ville lade hende vokse op i tortur, voldtægt, afstraffelse, inden han ville gifte sig med hende, blot for at gøre det samme med det barn, der var uheldigt nok til at blive født en pige. Far kunne ikke skade Marina ..
Længere nåede Delilahs tankegang ikke, før endnu et klynk gik igennem rummet, og fik hende til at snurre 180 grader rundt, for at lægge blikket på Livia, hendes anden datter, der lå indsmurt i blod, mindst lige så udmagret i Mors arme, mens han betragtede hende med det undersøgende blik, han altid fik, når han overvejede hvilken afstraffelse der ville være mest passende. Hvornår Delilah havde smækket hænderne for sine læber, og tårerne var vældet op i hendes øjne, vidste hun end ikke.
Hun græd ikke. Far kunne ikke lide tårer. Mors hadede gråd. Hun havde ikke fået lov til at græde. Men hendes syn var sløret af dem, selvom hun ikke græd. Hendes læber sitrede, og hendes åndedræt kom i små, paniske ryk. Det her kunne ikke ske. Mors kunne ikke være i live .. Hendes far kunne ikke være her ... Hendes elskede børn, der betød alt for hende, kunne ikke være fanget i deres hænder!

//OOC: ... Ja, jeg har bare beskrevet hvad hun ser so far - Everything is on you know, dear!

Evnen tømte langsomt Josh for energi. Han kunne mærke hvordan hans krop blev tungere og tungere. Hele kroppen føltes som sten. Selvom frygten dansede foran Delilah øjne, var Josh ikke i stand til, at se den. Han kunne kun se dæmonkvinden foran ham gå i panik. Forhåbenlig kunne dette få hende til, at bakke væk fra ham og lade ham være. Han havde ikke bedt om ballade fra hende. Tvært imod, dæmonen foran ham havde blot set sig vred på ham pga. titlen som leder. Hun var sikkert en af dem der ikke ligefrem gik ind for det med, at være leder af noget. Den mening skulle hun vel også have lov til at have, men når hun ligefrem truede ham og angreb ham, havde hun selv bedt om at få lidt modspil.
Han fortsatte med at bruge sin evne imod hende. Øjnene lyste kraftigt op og borede sig ind i hende. Til sidst kunne han dog ikke holde energien inde i sig længere. Han lukkede sine øjne i og drejede hovedet væk. En rysten i hans ben, afslørede overfor ham at han havde trukket den en smule for langt. Med to hårde indåndinger bøjede han sig kort sammen på midten. Det var som om han havde været fanget under vandet i flere minutter og kæmpet for, at komme op til overfladen igen. Han løftede sit hoved og lod blikket hvile på dæmonen. Hvis hun besluttede for at angribe endnu engang havde han ikke tid til at hvile. Han rettede sig hurtigt op. Hele kroppen tiggede ham om at slappe af, men han nægtede det, ikke før han vidste om dæmonen foran ham var færdig med sit lille udbryd.
Rundt omkring dem stod der fortsat væsner og så på dem. Alle blikke var dømmende og forvirret. De vidste ikke hvordan de skulle reagere på det de lige havde set. Børn gemte sig bag deres forældre og fædrene stod med knyttet næver, i frygt for at han skulle komme nærmere eller gøre det samme imod dem. Josh hadede disse blikke på ham... Heldigvis havde han lært at ignorer dem med tiden. De stak som små myg... Myg man var nød til at lade blive siddende.
Stadig med ryggen ret og næverne knyttet, ventede han på, at se om dæmonkvinden foran ham ville mere eller om hun havde givet op på, at straffe ham for at lege 'overvæsen'. Han gik et kort skridt hen imod hende.
"Stadig interesseret i at skære min strube over?" spurgte han overraskende roligt. Der var intet hån at finde i den halv mørke stemme.

Delilahs åndedræt syntes at være besværet, da hun næste hev luft ind mellem de bløde læber, imens hun blik flakkede imellem det der betød mest for hende, i armene på det hun frygtede mest af alt, samtidig med at minderne om hendes fader og læremester strømmede igennem hendes hjerne, som blev sluserne åbnet. Minderne havde været lukket inde, væk fra hendes hukommelse, men synet af de to mænd tvang dele af hendes minder tilbage i hendes hjerne, samtidig med at frygten gnavede uvant i hendes ben.
- NECO!
Chaya brød igennem Delilahs selvopsatte mur, i samme sekund mændene forsvandt i et ryk. Der gik et sæt igennem den skælvende dæmon, inden hun nærmest snurrede rundt, for at finde ud af hvor fanden de var blevet af. Så forvandlede hendes ben sig lige så pludseligt til gele, og hun knækkede sammen. Hendes håndflader skjulte hele det chokerede ansigt i nogle sekunder, før hun løftede dem væk fra sig, og lagde blikket på englen.
Der var noget der mindede om forvirring i hendes blik, som det lå på ham, men frygten lyste stadig uvant ud af hende. Billedet af de to piger og to mænd havde brændt sig ind i hendes hjerne, og på et eller andet plan frygtede hun halvt, at hendes børn var blevet kidnappet lige dér, foran hende, uden hun havde gjort noget. På den anden side, var der så mange ting der ikke stemte ...
Hun måtte hen til dem. Hun måtte sikre sig, at de var okay.
Men så trådte englen hen imod hende, og selvom han så ud som kunne han dejse om hvert sekund, reagerede Delilah hverken med venlighed eller fjendtlighed. Hendes blik lå blot på ham. Hun var ikke sikker på om det havde været virkelighed, eller noget han havde gjort ved hende. Hans ord, fik heller ingen reaktioner frem, før flere sekunder var tikket forbi dette halvsmadrede værelse.
Let afsky kravlede frem på hendes ansigt, før hendes øjne fik en svag grød.
"Go to fucking hell, birdy."

Selvfølgelig blev hun vred. Det havde han også selv blevet. Han stod nu som et andet spørgsmålstegn og anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Egentlig kunne han bare forlade hende, sige at han havde gjort det han burde i forsvar og ikke se sig over skulderen. Dog kunne han ikke rokke sin krop ud af stedet. Han stod fast frosset til gulvet. Om det var alle de øjne der var rettet imod ham der var skyld i det, anede han ikke, men han prøvede så godt han nu kunne at ignorere dem. Han så ned på dæmonen. De mandefarvede øjne viste ikke følelser på nogle måder. Hverken hån, sejr eller medlidenhed var til at finde, lige nu var de så tomme og mørke at se ind i. Først da en af tilskuerne rykkede på sig, ved at gå hen imod Delilah, tog han blikket væk fra dæmonen. Manden der havde valgt, at rykke sig, stod nu ved siden af Delilah og skulle lige til, at sparke hende hårdt i siden, men blev stoppet da Josh pludselig stod foran ham.
"Dette er ikke din kamp," Hans stemme var kold og skærende i mandens øre, før han skubbede hårdt til ham, så han kejtede væltede ned på gulvet med et højt bump. Manden så op på ham med et par forskræmte øjne, før han kravlede væk igen, tilbage til klumpen af tilskuere.
Josh sukkede for sig selv. Hvad havde han lige gjort? Havde han lige hjulpet dæmonen som havde angrebet ham helt til at starte med? Det var ynkeligt.. Eller, var det overhovedet at hjælpe eller havde han blot ment, at manden ikke skulle blande sig i hans kamp? Irriteret sukkede han. Han måtte indrømme, at han tit kunne blive forvirret over sin egen opførsel og tanker. Nogle ganger, var han sikker på, at det ikke var ham der herskede over sine reaktioner.
Han drejede hovedet og så ned på dæmon kvinden. Tanken om at gå strejfede ham endnu engang. Kroppen bevægede sig endelig væk fra hende, dog ikke særlig langt, han gik hen til baren og satte sig ned. Han valgte at tage en slurk af et fyldt glas der stod på bordet. Ud af sin øjenkrog betragtede han omgivelserne. Det lå til publikummet viste, at det var på tide, at trække sig tilbage og fortsætte med det de havde været i færd med. Han førte endnu engang drinken op til sine læber, hvor han derefter så ned på dæmonen igen. Uden han noget at tænke over hvad han havde gang i, rakte han glasset ned imod hende, i et spørgsmål der spurgte: tørstig? uden at lade et ord forlade hans læber.

Delilahs blik hvilede udtryksløst på ham, uden et ord mere kravlede frem på de fyldige læber, hvis åndedræt endnu bevægede sig en smule tungere end den normale, lydløse leg der blev suget ind og ud fa hende. Absolut intet i hendes blik afgav det mindste tegn på direkte venskab eller direkte fjendtlighed, der var blot en lydløs summen af svag afsky over hans person og stilling. Ikke ham direkte, selvom hun sgu nok ikke var eller nogensinde ville blive hans største fan.
Hendes blik bevægede sig ekstremt langsomt over til manden, der trådte frem imod hende, med fjendtlighed lysende ud af sit blik. Hun reagerede ikke, men betragtede ham træde frem imod hende, bevæge sig imod hende og opføre sig, som ville hun snart efter gøre sit bedste, for at skade hende. Hun var fanget i sit eget spind af had, ikke netop nu - Men altid. Så at manden ønskede at skade hende, og ikke følte en gnist af glæde ved hende, bekymrede hende ikke. Ikke længere.
- Neco kom op. Det er forkert. Han kan ikke ...!
Chaya syntes at være i tvivl, om dæmonen faktisk registrerede hendes ord, for end ikke i tankerne, lod Delilah den mindste reaktion bevæge sig igennem sin krop, over Chayas let paniske, bekymrede ord der næsten sitrede i al hast. De ildrøde øjne glitrede svagt i lyset, som manden kom helt tæt på.

Og blev stoppet. Af fjerkræet. Hendes blik klistrede sig til racelederen, uden et tegn på hvad hun mente om hans improviserede Angel-to-the-rescue, men indvendigt reagerede hun endeligt. Forvirring drejede sig svagt i hendes hjerne, som et kort bud på en følelse, men forvirringen over hans hjælpsomme handling, smittede ikke resten af hendes krop. Hvad fanden lavede idioten?
For at det ikke skulle være nok, snurrede han om på hælen og valgte at placere sig ved baren, som var han pludseligt fanget af atmosfæren. Hvad fanden, var det ikke meningen engle skulle være Mr. goody-good? Hendes blik forsvandt fra hans ansigt og ned på glasset der drejede sig imod hende, da han syntes at forsøge at kommunikere med hende igennem en drink. Et øjenbryn hævede sig.
Men hun skubbede sig i én lang, glidende, ekstremt elegant og næsten rovdyragtig bevægelse op, hvorefter hun, endnu med et hævet øjenbryn, bevægede sig hen til ham, med svingende hofter. Hele baren syntes at stivne og forsøge at følge med, i den kamp de gik ud fra ville begynde med det samme.
Hun lod en slank finger banke i bordet, og sekundet senere blev et glas whiskey stillet foran hende. Hendes blik lå tomt på englen.
"Jeg bliver sgu aldrig din buddy, Birdy."
Hun gled ned i siddende stilling, på en stol ved hans side, med et svagt smil på de fyldige læbers kurver.

Hun tog som han havde regnet med, ikke imod den, men rejste sig i stedet op i en hurtig og glidende bevægelse, der fik publikummet til at gispe og holde vejret. I det de regnede med, at hun ville slå ham og fortsætte kampen, satte hun sig i stedet ned ved siden af ham og bankede i bordet, for at skabe sig selv en whisky, der kom glidende hen ad baroverfladen kort efter hendes bank.
De ord hun lod finde vej ud af sine læber, fik bare Josh til at løfte på skuldrene, med en ’bestemmer du selv’ grimasse, før han lod glaskanten forsvinde ind imellem sine egne læber.
Han forventede heller ikke, at hun skulle være hans buddy, faktisk havde han ingen ide om, hvad han havde haft ment med, at han rakte hende drinken. Måske det blot havde været en anden måde, at sige våbenhvile på. Det lå heldigvis til at være en våbenhvile hun tog imod. For nu, i hvert fald.
Da hun fik sin egen whisky, gjorde han en drillende lille skålhilsen til hende, for derefter at stille sin drink fra sig. Ud af sin øjenkrog, betragtede han folket omkring dem. Det lå til at de var ved at falde til ro igen. Nogle holdt stadig øje med ham og dæmonkvinden, som var de dyr i et bur, men de forsøgte så godt de kunne, at skjule interessen.
Han rystede på hovedet over dem. Hvad de dog ikke ville gøre for, at få lidt spænding i livet.
Han tog en ny slurk af sin drink, før han nysgerrigt så hen på dæmonkvinden, med et svagt smil på sine smalle læber. ”Må jeg få navnet på min ’ikke buddy’?” At forsøge, at starte en samtale med en der lige havde forsøgt at kvase ham, var en smule underligt, men han valgte at lade det ligge og se om han kunne skabe en form for fred imellem dem. Selvom han ikke selv syndes hun var den mest fantastiske lige nu eller den han helst ville dele en drink med. Det mente hun sikkert også om ham!
”Vi kom ret skævt ind på hinanden og nej, før du siger noget, jeg beder dig ikke om at være min ’buddy’, jeg hilser blot på dig,” Han stillede sin drink fra sig. De mandelfarvede øjne havde en lejrbålsvarme glød i kroens belysning. ”Mit navn er Josh,” Stemmen var rolig. Han ønskede ikke at diskutere med hende lige nu. Om det blev en nødvendighed, måtte det vise sig lige om lidt.

Hendes blik gled langsomt over barbordets knirklede træ, hvis årer løb mørke og lyse imellem de mere middelfarver i en ålignende farvemix, som flød mørkt, brunt vand henover overfladen i lange, snirklede bevægelser. Et sekund gled hendes tanker ud i intetheden. Hendes tanker kredsede endnu om synet der havde danset for hendes blik, som frygten endnu hvilede dybt i hendes sind.
Hun var så pisse bange. Det var forfærdeligt, alt i hendes bankede i frygt, for på trods af alt hendes skræmmende, kølige facade dansede af, så var hun i virkeligheden skræmt fra vid og sans. Hun var alene i verden - Ingen vidste hvordan hun havde det, ingen vidste hvordan hendes liv blot gik i ring om intetheden i cirkelrunde bevægelser, der hamrede ublidt igennem hendes krop som smerter.
Hun var ikke så tom, som folk troede hun var - Og frygten der netop var blevet realiseret for hendes blik, mere end beviste det. Men hun var fanget i dette, og om hun nogensinde ville slippe fri? Svaret var nej. Hun var den slemme pige, den farlige kvinde som ingen turde nærme sig eller bryde sig om, og det var sådan hun havde valgt at det skulle være. Hun spillede på det, levede af det, og fandme nej om hun ville risikere alt, blot for at trække smerten væk fra sit indre.
Sådan fungerede det ikke!

Et svagt smil spillede på de fyldige, rødlige læber, så de bløde kurver der rundede hendes mundvige sitrede svagt og bevægede sig glidende opad. Hendes blik lå blidt i den alkoholiske væske, men for en gangs skyld følte hun ingen trang til at skubbe det ned i hendes krop og glemme verden.
Fucking engel!
"Kald mig Valentine. Jeg tror sgu ikke vi er på god fod nok, til at jeg skal give dig et privat navn."
På trods af ordene, sitrede et svagt smil i hendes stemme. Hun var træt af det hele - Smerten, ensomheden, kampene, den konstante frygt. For et sekund følte hun intet af det, men lod sig trække ind i intetheden, og lod intetheden overvælde hendes krop. Hun følte intet, og for fanden hvor føltes det godt.
En svag rysten dansede igennem hendes cremefarvede hoved, uden hun lod sig mærke med den katteagtige, sensuelle og rovdyragtige aura der udstrålede fra hende, grundet hendes livsstil og tidligere race(nogle af mændene gjorde dog), da han sagde han ikke forsøgte at være hendes buddy.
"Bare rolig, det er heller ikke en mulighed. Jeg gør mig sgu ikke i venner."
Hun blinkede muntert til ham, med en fuldstændig ændret attitude imod ham, selvom der var absolut intet der tydede på at hun brød sig om ham, ud over det svage løft hun gjorde med alkoholen imens et utydeligt smil sitrede på hendes læber, som svar eller spejling på det han gjorde.
"Goddag Josh, hersker af Birdies og fucking verden."
En kraftig himlen forsvandt over hendes øjne, inden hun langsomt satte drikken til læberne og skyllede det hele ned i én bevægelse.

Hun var noget for sig selv. Ikke nok med, at hun valgte, at kalde ham hersker over ’fucking’ verden, hun var også svær, at regne ud. Man burde, at have et kort til en som hende. Eller, en manuel hvor der stod hvilke knapper der skulle trykkes på og hvilke der bestemt ikke skulle trykkes på.
Han himlede, ligesom hende, over hendes valg af ord og lod sin whisky skylle ned i sit halsrør. ”Verdens hersker,” mumlede han svagt efter tåren. Han stillede det nu tomme glas på bordet og så hen på hende. Det skæve og kække smil, fremviste hans smilehuller i mundvigen. ”Noget siger mig, at du ikke er typen der går ind for ledere?” Hvis hun ikke gjorde, var det hendes sag. Han gad ikke, at forsøge, at få hende over på leder siden. Nogen var inde for det og andre var ikke. Dog var han nysgerrig for, om hun overhovedet respekterede sin egen leder. ”Dæmonerne har trods alt også en leder, men ham følger du vist heller ikke så,” Måske var det ikke den bedste ide, at gå ind på, at hun ikke troede på det med, at have ledere, men han var bare nysgerrig for, at høre om hun fulgte sin egen leder.
Bartenderen bemærkede hans tomme glas og fyldte det hurtigt op med nyt gyldent væske. Josh nikkede svagt til hende som tak. Et blidt suk spillede sit pus imellem hans læber. Med en af sine hænder, kløede han sig akavet i nakken og så ned på det nu fyldte whiskyglas.
Han vidste ikke rigtig om han skulle undskylde for, at have brugt sin evne imod hende. Det blev dog hurtigt til et: Du skal bestemt ikke undskylde.
Trods alt, havde hun ikke angrebet ham, havde han heller aldrig brugt den imod hende.
Med underlæben imellem sine tænder, så han hen på hende igen og satte hovedet på skrå. ”Så Valentine, udover, at daske ledere ind i krovægge, hvad laver du så?”
Et fredeligt forsøg på, at starte en samtale imellem dem, hvis hun da ønskede, at svare på det overhoved. Svarede hun ikke, måtte det være sådan. Det var ikke verdens undergang.
Han så kort væk fra hende. I døren bemærkede han sine vagter stå og holde øje med ham, hvilket generede ham, da han var i stand til, at klare sine problemer selv. Han så væk fra dem og derefter hen på den hidsige kvindedæmon, der dog lå til, at have sænket sin hidsige facade overfor ham. Lige indtil han trykkede på en ny rød knap. Han kørte en hånd igennem sine brune lokker.

Hun kunne ikke lade være. En trækning gik igennem hendes øje, hvilket resulterede i at hun blinkede drillende til ham, som hans læber gentog de ord, der netop havde passeret hendes fyldige læber.
"Eller noget i den stil."
Hun hævede glasset svagt, og lod den gyldne væske passere hendes læber, til det var forsvundet ned igennem hende, som rindende vand der allerede havde påvirket mere end godt måske var. Bartenderen fyldte straks på, uden rigtigt at sende hende så meget som et blik - Der var vist ingen tvivl om, at hun absolut intet havde imod at få flere gyldne dråber til at fylde sit glas.
Et svagt smil dansede på læbernes bløde kurve, blot for at bryde hendes ellers så hårde, vrede facade i en mere rolig facon, der trak en helt anden form for skønhed ind over hende. Hun var født succubus, selvfølgelig var havde hun et seksuelt, sensuelt præg og en skønhed, der for nogen var svær at modstå, men når hun smilte lagde det et slør over hendes ellers så hårde ansigt, der blødte det op for at afsløre at der faktisk hvilede en idyllisk skønhed, under det seksuelle præg.
"Hvad snakker du om? Jeg er kæmpe fan af undetrykkelse af hele racer, kun fordi én person føler at det er uncool at skide i skoven. Jeg elsker det som ind i helvede."
Hun rullede blidt det skræmmende blik, da hun himlede kraftigt med øjnene for at vise den tydelige ironi, men sendte ham så et nærmest legesygt blik, der ikke rigtigt kunne forklares i sammenhængen. Hun kunne ikke klare idéen om raceledere, og havde aldrig brudt som nogle raceledere.
Nu vidste hun selvfølgelig ikke at faren til hendes børn var en raceledere, men det var uden tvivl det bedste - Den viden ville sende hende ud i en forvirringsbølge og et raserianfald på selvsamme fader, hvilket nok ville ende i .. Noget andet. Igen. Ikke at hun ikke trængte til sex - Hun var født succubus, det gjorde hun altid - men når først hun blev fanget i spiralen, kunne hun ikke komme ud.

Hun hævede et øjenbryn, da Josh kommenterede på Rafael. Et had brændte i hendes sind, der vidst også et sekund blussede op over hendes ansigt, men blev skjult i samme sekund, da hun trak det dybt ind i sig og holdt det varmt i sindet. Stemningen ændrede sig i et ryk omkring hende, og det blik hun sendte ham, havde knapt så meget varme trukket ind i sig igen.
"Rafael? Lad mig fortælle dig et par ting om Rafael."
Stemmen isnede nærmest, som de slanke fingre snoede sig stramt om glasset, førte det op til læberne og tømte den så den gyldne væske haglede ned over hendes tunge og forsvandt ned i hendes hals, for at blive opløst. Hun bankede glasset ned på bordet, og lagde blikket imod Josh.
"Han har voldtaget mine eneste venner, har forsøgt at tage mig som slave, har truet de folk der betyder mest for mig, har forsøgt at gøre mine børn til slaver. Han har myrdet tusindevis af børn for at lave en fucking babysuppe og servere til de nybagte forældre, hvis børn er i suppen. Han har kastreret min eneste ven. Han har fucking tortureret min eneste veninde. Alt det, fordi jeg fucking slog ham én gang, hvorefter jeg reddede hans fucking liv."
Ordene var forsvundet ud af hendes læber, uden det var gået op for hende at hun havde afsløret end del om sit liv, imens de forsvandt derfra. De var blot strømmet fra hende, uden hun havde givet sig selv tid til at trække vejret, men havde kastet ordfloden op som var det vrede der blev spyttet ud.

Hun tog hvad der lignede et shot af whiskeyen, ud fra måden hun vendte bunden i vejret på glasset, fortærede drikken og lod den blive i sin krop. Sekunder tikkede forbi, imens hun kølede af, for vreden var bestemt blusset op i hende, som hun remsede Rafaels greatest hits op.
Hendes blik bevægede sig hen bag englen, blot for at lægge sig på andre engle, der uden tvivl betragtede dem. Svag irritation sitrede i hendes krop, men hun kommenterede ikke på det. Hvis drengen var for bange til at rende rundt uden bodyguards til at vogte hver en bevægelse der gik igennem hans muskler, så fred være med det. Det gjorde blot, at hun ikke ville opbygge respekt for ham.
Hans spørgsmål sendte faktisk små tråde af forvirring ind i hendes system, simpelthen fordi hun end ikke havde overvejet dét, at have en normal samtale med ham, som en rigtig mulighed. Hendes bryn rynkede svagt, men hun besvarede dog ordene nogenlunde med det samme.
Og med et smil sitrende på læberne, der tydeligt fortalte at ordene der passerede hendes læber, var ord hun faldt vældig morsomme.
"Lad os bare sige at jeg bruger meget af min tid på at daske folk op mod vægge. Normalt er der dog en smule blod bagefter."
Hun sendte ham et blink med øjet.
"Hvad laver du normalt, Josh Englehersker, ud over at lege verdens hersker uden nogen freaking grund?"

//OOC: Sorry for tiden! Efterskole happened .. Du er velkommen til at afslutte hvis du syntes der er gået for lang tid, men ellers skal jeg nok svare langt hurtigere næste gang;)

// Det er helt i orden, er heller ikke selv den bedste til, at svare mine emner længere C: Håber du har det godt på efterskolen min kære Delle! Lover at jeg nok snart skal svare dette og at det stadig kan bruges Ville bare lige skrive det, så du ik' gik og troede, at det ikke duede C:
Sørg du bare for, at få det fantastisk på din skole!

//OOC: Intet problem. Igen, svar når du har lyst og tid;)

Stemningen var vist blevet en smule bedre imellem dem, altså de gik ikke ligefrem i flæsket på hinanden længere, de sad rent faktisk ved siden af hinanden og hældte smagfuldt gift ned i sig selv. Nok var Josh en engel, men han havde aldrig rigtig haft et had til dæmoner, før han blev en archangel og det rent faktisk lå til ham. De dæmoner han i forvejen kendte, havde han ikke udviklet noget had til, dog nye og fjendtlige, såmen som venlige, var han begyndt at udvikle vrede overfor. Han kunne ikke styre det, det var der bare, dybt, dybt nede. Heldigvis havde han pakket vreden til denne kvindelige dæmon væk, for nu, det kom jo an på hvad hun kunne ende med at finde på.
Han nikkede til hendes mening på raceledere. Så det hele gik altså ud på, at hun ikke brød sig om, at racen muligvis blev undertrykket, blot for at tilfredstille lederens behove. På nogle punkter kunne han godt se hvor hun ville hen med det, havde han heller ikke blevet udvalgt som leder, ville han nok heller ikke se vildt meget op til sin egen. Ikke at han hadede dem som denne Valentine gjorde. Han foretrak dog blot at klare sig selv, hvilket førte ham tilbage til de stikkende øjne i nakken.
Vagterne.
Grimassen han havde over sig, da han vendte sig om imod vagterne, viste dem tydeligt, at han gerne ville have de skulle gå og lade ham være i fred. Han klarede sig selv! Der var ikke grund til, at de skulle babysite ham og vogte hver en bevægelse han tog! For at få dem til at smutte, gjorde han et nik med hovedet og en hurtigt viften med hånden. Vagterne så kort tøvende på hinanden, før de nikkede til ham og forlod kroen. Lettet åndet Josh ud, lavt og roligt, så Valentine nok ikke bemærkede det.
Han drejede hovedet hen imod hende igen, skabte nysgerrigt en øjenkontakt med hende. Det var først nu, at det gik op for ham hvor smuk hun var, når hun smilede. En skønhed der kunne få en hver mand til at smelte. Først nu kommenterede han på det hun havde at sige med racelederne. ”Jeg forstår,” Han tog en tår af sin whisky. ”Og nej, det siger jeg ikke kun for at fedte og give dig ret, i frygt for at du lader mig kysse væggen igen,” De mandelfarvede øjne fangede hendes. ”Jeg forstår hvad du mener,” Han lod deres øjne adskille og kiggede nu ned på sin whisky. Han forstod hende, en holdning var en holdning, og han kunne godt se meningen i hendes.

Et had så brændende og skræmmende voksede i hende, så snart han nævnte dæmonens leder, Rafael var vist hans navn. Josh havde aldrig selv mødt ham, blot hørt fortællinger om ham, samt rygter og gyserhistorier fra englene. Af hvad Valentine havde at fortælle om ham, havde lærlingene ikke overdrevet med deres historier. Manden var direkte grufuld, alt det hun fortalte lød som en frygtelige fortælling, mændene ville fortælle hinanden over bålet, imens de slubrede fadøllene i sig.
Han så på hende, forarget over det hun fortalte ham, og langsomt blev grebet om glasset strammere og strammere. Havde manden lavet en fucking baby suppe ud af uskyldige børn!? Han var fuldkommen modbydelig sindssyg! Hurtigt gav Josh slip fra sit glas, for ikke at lade det knuse imellem sine fingre. Han havde endnu ikke helt lært at styre sine kræfter, der var blevet ham givet som Archangel.
”Jeg hører at englenes fortællinger om ham, ikke var spor overdrevet,” sagde han med en hæs stemme af vrede. ”manden er fuldkommen sindssyg,” Han så ned på sine hænder, hvis overflade var blevet en smule rød af, at have presset det kolde og hårde glas imod sig.

Beviset for at de begge var faldet en smule til ro kom, da hun svarede ham på hvad hun ellers gik og lavede, udover at skubbe folk ind i murer. Sjovt nok kom hendes halv drillende svar ikke bag på ham, han kunne godt forestille sig, at hun brugte en masse tid på, at skubbe forskellige folk ind i mure, med en smule blod bagefter, som hun så pænt selv sagde. Han klukkede kækt af det og rystede på hovedet.
Da hun rettede spørgsmålet imod ham, vendte han blikket imod hende og klikkede med tungen.
”Tjoh, hvad laver en forkælet birdy hersker som mig ellers,” sagde han sarkastisk. ”Du ved, hunser rundt med folk uden grund, stiller mig op på en klippe og beder alle om at bukke for verdens herskeren,” Han løftede på sine skuldre, tog igen glasset op til sine læber og sendte hende et blink med øjet. ”Det sædvanlige,” Sarkasmen var tydelig i hans rolige stemme. Han lod det sidste whisky forsvinde ind imellem sine læber. Derefter stillede han det fra sig igen.