Sorry for everything //Sean//

S: Doomsvilles gyder
T: nat
V: Støvregn, men lunt i vejret
O: Skraldespande, rod mm

Rafaela havde endelig fået sneget sig ud fra sit værelse efter flere timers listen. Hendes far havde bedt vagterne rundt omkring i slottet om og holde øje med hende da hun var begyndt og kunne være til fare for sig selv og andre efter hun havde haft et lille skæneri med Sean på en mission hun var blevet smidt på uden rigtigt, at få nogen grund til, hvorfor hun skulle med. Hun havde samtidig været på en slags overlevelsestur med Melvin der ikke lige var efter hendes hoved da hun sådanset ikke havde noget, at sige længere når hun var oppe og diskutere med ham eller var uenig i det han mente.
Hun havde et par sorte bukser på og en sort langærmet trøje der så helt normal ud så man ikke nemt kunne regne ud, at hun var datter af Sakref, men bare var en helt normal pige der gik rundt udenfor. Hendes mørkebrune hår hang løst ned over hendes skuldre.
Hun gik rundt i gyderne, men var på vagt hele tiden. Hun vidste ikke hvor mange der havde fået, at vide, at de skulle holde øje med hende, men en ting var sikkert og det var, at der var mange og ihvertfald vagterne der var rundt på slottet. Hun havde brug for og komme væk fra sin familie og tænke sig om. Der var meget der gik hende på for tiden. Det at hun og Sean var blevet uvenner var et helved for hende da hun ikke var van til, at folk så sig surt på hende. Hun ville redde det ud som var imellem dem, men hun vidste ikke hvordan overhoved. Hun vidste bare, at det betød meget for hende. Hendes evne var næsten fuldudviklet, men stadig ukontrolleret og den brugte for meget energi på hende når den endelig blev brugt.
Hun ignorerede så vidt muligt den grimme lugt af mug og som om der var noget som var rådnet op fra gyderne af.

Sean var som altid ude på narrestreger. Sjældent sad eller stod han stille alt for længe af gangen og oftere fandt folk ham i en ukendt gade i byen, end hjemme i sit hus. Og det var sandt, at Sean ikke kunne sidde stille for længe. Han havde brug for at komme ud, for at se og høre nye ting, samt for at arbejde. Han var lidt hvad man kaldte en arbejdsnarkoman. Han arbejdede altid, eller havde det altid i sine tanker. Kun sammen med Alane satte han det på pause.
Han strakte sig let, da han bevægede sig let hen over vejen. Som en sort skygge der gled igennem mørket. Den lette regn generede ham ikke, hans mørke kappe tog det meste af fugtigheden. Ud over sin kappe, var han iklædt smidige sko, sorte bukser og en sort trøje. Skjult af mørket.
Han gik forbi en ældre mand, der åbenbart ikke kunne sove eller havde andre grunde til at være ude. Et lille sammenstød og en undskyld, en ny pung med mønter var hans. Den blev hurtig gemt af vejen, da han drejede af så snart han kunne. Som forsvundet.
Byen var hans, især om natten. Ingen kunne vide sig sikker...Heller ikke små prinsesser. Han havde dog ingen grund til at opsøge hende og følte heller ikke for det. Han var endnu fornærmet på hende, en tøs der var van til at få sin vilje og intet viste om det hårde og mørke liv! Ingen respekt. Han håbede ikke hun blev deres fremtidig herskerinde over byen. Tanken faldt ham helt forfærdelig.
Han lagde skam mærke til skikkelsen, kvindeskikkelsen, som på visse måder mindede om Raf...Men han havde ingen grund til at hilse på hende, hvis det var hende. I stedet vendte ham om, med en intention om at blive væk, inden hun så ham...Eller skulle han snige sig om bag hende og se om hun havde noget han kunne stjæle? Tanken faldt ham morsom...Men det gjorde tanken om sakref glæde ikke. Nok udfordrede han skæbnen. Men ikke for meget. Det var farlige tider.

Rafaela vidste ikke hvad hun egentlig skulle gøre af sig selv. Hendes familie drev hende til vanvid og hun magtede ikke og fuldføre endnu et af de åndsvage opgaver hendes irriterende storebror, Melvin kom med. Han havde åbenbart set sig som ejermand over hende siden hun sagde nej til og se sine storesøstre. Det havde været hendes eneste måde og komme ud af det problem på, men hun havde nu også fået hævnet sig. Hun havde nemlig brandmærket Melvin under deres overlevelsestur. Hun havde ladet som om det var et uheld, men virkeligheden var det med vilje, men det vidste ingen.
Hun spekulerede på og finde ud af hvor Sean boede så hun kunne opsøge ham og snakke ud med ham, men hun havde også om bestemte sig med det samme. Det gik hende på og det var tydeligt. Hun lagde mærke til en skikkelse gå hen imod hende. Hun lagde sit hoved undrende på skrå og studerede skikkelsens krop inden den vendte sig væk fra hende og gik væk fra hende igen. Hvad var han ude på? Hun var nysgerrig. Hun gik væk rundt om en af husene og stoppede op foran Sean så han ikke kunne undgå og se hende uden han skulle vende ryggen til hende igen. Hun kiggede på ham i et kort tid "Hej Sean. Lang tid siden" hun kiggede lidt på ham og ventede på hvordan han ville reagere.

Han havde været hurtig...Men han havde tydeligvis undervurderet Rafs egen hurtighed. Han var drejet om et hjørne, kun for at være lige ved at støde ind i Raf et øjeblik senere. Han bandede indvendigt og trådte overrasket et skridt tilbage. Det tog ham kun et øjeblik at samle sig, så hurtigt at det lignede at han havde forventet hun var der hele tiden. Hans mørke, kolde øjne gled ned over hendes og hendes påklædning, uden at vise respekt for hende som person. Folk med magt skulle ikke forvente han dansede efter deres pibe, uden de første skulle bevise over for ham at de var værd at følge. Og det havde denne kvinde i hvert fald...Snarere havde hun mistet hans respekt.
"Godaften" lød hans ligegyldige svar, da hans arme gled over kors.
"Jeg vil ikke sige beklageligvis. Er der noget De ønsker?" spurgte han

Hun så meget rolig ud udvendigt, men indvendigt var det, det rene kaos. Hun havde dog bestemt sig for, at hun nægtede og lade Sean være før de havde fået snakket ordentligt sammen. Nok var hendes familie belastende, men de havde dog lært hende en ting og det var, at man skulle stå til ansvar for ens handlinger og hun vidste, at hun havde dummet sig da hun havde været efter ham på missionen. Hun kiggede på ham. Hun sukkede lidt og kiggede ham i øjnene. Hendes fugtige hår hang ned ovre hendes skuldre "Sean jeg vil gerne snakke med dig omkring det der skete da vi var på den mission der" man kunne tydeligt høre på hende, at det gik hende på. Hun kiggede rundt et kort øjeblik og derefter på ham igen "Det var ikke fair det der skete på missionen og jeg vil gerne undskylde for min opførsel. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle dig det på missionen dels fordi jeg var forvirret og dels fordi at ham som var med os var sat til og holde øje med mig" hun kiggede på ham med et trist blik.

Han gav hende tid. Han viste ikke helt hvorfor, måske fordi det sjældent faldt ham ind bare at gå fra folk, uden at lade dem tale ud. Og han viste hun ønskede at tale, ellers havde hun ikke gået efter bevidst at ende foran ham. Hans ene øjenbryn gled en tur op i panden, efter at hun havde nævnt missionen, men faldt så på plads kort efter. Ingen anden mine spillede i hans ansigt.
I et øjeblik troede han at hun ville skælde ham mere ud og fortælle ham mere om hvor dårlig han var til...Alt?
Men heldigvis, for hende, følte hun åbenbart ikke lyst til at dø til aften. Han var ikke i et humør til at blive drillet.
Hendes ord blødte ham nok op, til at han var villig til at snakke med hende. Men han var endnu ikke helt tilfreds.
"Din undskyldning er længe ventet" kommenterede han kort.
"Du ville have været død for længe siden, havde situationen ikke været som den var. At du er højt på strå ville ikke beskytte dig, jeg er god til at forsvinde. Det eneste der holdte dig i live, var min belønning for at fuldføre missionen...Og bringe jer levende og uskadte tilbage" Det havde i sandheden været en rædselsfuld tur. Efter de havde skændes, havde resten været ren tortur for ham. Men han havde fået sin belønning. Men aldrig ville han accepterer noget lignende!
"Du ved nu også hvad jeg bruger min tid på. Sig mig...Vil du gå efter at få mig hængt foran byen nu, til skræk og advarsel?" han ville vide hvor han havde hende. Om hun faktisk blot holdt ham hen, for at fange og skade ham. Det skulle ikke undre ham...folk var ikke til at stole på.

Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente af ham. Hun havde en ide om, at han bare ville gå fra hende og ikke lytte til det hun havde og sige til ham, men hun tog bare chancen så måtte han gå hvis han ønskede det og hun ville ikke kunne gøre mere. Hun havde trådt frem og indrømmet sine fejl. Det havde så også taget lang tid for hende, at indse det og taget sig mod til og finde ud af hvordan hun skulle fortælle ham det. Hun var dog overrasket over, at han blev og lyttede på det hun sagde. Hun stod lidt og lyttede til det han sagde. Hun forstod ham nu også meget godt, at han havde ønsket hende død hvis situationen var en anden. Hun rystede på hovedet og så på ham "Sean nej jeg vil ikke gøre så du blev hængt. Jeg hader og indrømme det, men du faktisk nok den jeg kan stolle mest på af alle dem jeg kender udenfor slottets mure, men det også svært for mig og kunne tilpasse mig. Livet udenfor slottets mure det svært da jeg jo nærmest bliver holdt fanget i mit ejet hjem" hun kiggede ned i jorden og sukkede lidt.

Han så lidt på hende, overrasket over hendes indrømmelse. Stolede på ham? Det var lige til at grine af! Folk stolede ikke på ham og burde ikke stole på ham. Han var farlig at være sammen med. Og alligevel mente hun, at hun stolede på ham?
Hans arme gled fra hinanden og lagde sig i hans lommer, i bukserne, mens han lænede sig op af væggen ved siden af sig. Han så lidt på hende. Hvorfor sagde hun det?
"Jeg tvivler på jeg er den bedste at lære byen at kende, med. Jeg har mere tilknytning til de mørke sider af byen, end dem om dagen" svarede han roligt.
"Og et råd...Fornærm ikke dem, du søger hjælp hos eller som holder dig i live i byen...." han smilte svagt og trak let på den ene skulder, den der ikke hang op af væggen.
"Så hvad nu?" spurgte han
"Jeg har accepteret din undskyldning, selv om jeg stadig er lidt fornærmet indeni."

Hun kiggede lidt på ham. Hvordan han ville tage det hun sagde vidste hun ikke, men hun håbede lidt på, at det havde hjulpet lidt, at hun havde sagt undskyld og fortalt grunden. Hun ville gerne vide om han stadig havde mistro til hende eller hvad han mente om hende. Nysgerrigheden kørte rundt i hovedet på hende, men hun ville hellere ikke spørge ham om det da det ville virke som om hun er alt for desperat. Nok var hun det, men hun ville ikke vise det. Hun trak let på skuldrene over, at han nok var den forkerte "Tror faktisk ikke, at det gør den store forskel om det er dig eller min storebror eller far der hjælper mig med og lære byen, at kende og indtil videre har der ikke rigtigt været nogen som jeg har kunnet stolle på og ladet mit liv i hænderne på udover dig. Den sidste jeg gjorde det ved før dig ville lade mig dø til fordel for en anden." Det var Nicolas hun snakkede om. Han ville lade hende dø til fordel for Caroline. Det havde skåret i hjertet på hende da de havde haft følelser for hinanden inden Caroline kom ind i Nicolas' liv. Hun sukkede lidt og trak på skuldrene "Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke gøre meget mere end det jeg har gjort. Jeg har sagt, hvad jeg havde, at sige. At du så stadig er fornærmet kan jeg ikke gøre så meget ved selvom jeg ønsker, at jeg kunne" hun kiggede stille op på ham.

Han smilte svagt. Man skulle passe på med at udtrykke lyster til at ville gøre alt, for at blive gode venner med en person igen. Men han havde ikke tænkt sig at udnytte hende...Endnu i hvert fald.
"Ting tager tid. Måske vil det hele med tiden. Jeg vil give dig mulighed for at indtjene respekt hos mig igen. Udnyt den godt" kommenterede han, som talte de blot om vejret eller hvilken farve de bedst kunne lide. Så rettede han sig op fra sin stilling og lod blikket glide rundt et øjeblik.
"Jamen...Nu hvor jeg ved du ikke vil dræbe mig, lige nu, og vi er enige om at snakke sammen, så lad os følges lidt?"han kunne ikke lade være. At være venner med en af dem, der havde høj stilling, var bedre end ingen. Man viste aldrig hvornår man kunne bruge sådan en kontakt.
"Hvis du ikke har noget i mod det...Vil jeg også gerne vide mere om din familie og det slot, i bor på. Folk ved utrolig lidt. Portene er jo altid lukkede og folk, derinde fra, gider sjældent snakke. Eller må, nok nærmere" han smilte let til hende.

Hun kiggede bare roligt op på ham. Det var nu utroligt, at hun altid var den lille når folk snakkede med hende. Hun smilede stille da han sagde, at han ville give hende en ny chance. Det var hun glad for. Det var det hun havde håbet på, men om det ville lykkes for hende vidste hun så ikke. Hun trak let på skuldrene og smilede "Selvfølgelig vil jeg ikke dræbe dig. Har jeg ingen grund til. Men vi kan sagtens følges ad, men hvor var du på vej hen?" nysgerrighedden boede sådanset i hende. Hun var altid nysgerrig og det kunne nemt være en fordel og en ulempe, men sådan var hun og hun ændrede sig ikke for andres skyld på det punkt.
Hun fulgte roligt efter ham. Hun kiggede lidt undrende op på ham da han ville vide mere om hendes hjem og hendes familie. Hvad var der, at vide? Hun var nok den i hele familien der vidste mindst selvom hun var den der snagede i alt. Hun trak let på skuldrene "Mine søstre holder sig altid for sig selv på sit værelse og min mor er altid ude så hende ser jeg heller ikke så meget. Min far sidder altid på sin trone hvis han ikke udføre papir arbejde. Min storebror er som storebrødre altid irriterende og mener de skal være så overbeskyttende og holde øje med en 24/7 og jeg snager i mine fars ting når jeg har mulighederne, men på det sidste har jeg jo haft stuearrest efter den episode på missionen. Andet du vil vide?" hun havde kun fortalt det overfladisk. Hun gik ikke i dybten med det hele som hendes fars laboratorium, vagterne og familiens hemmelighed.

Han trak let på skuldrene af hendes spørgsmål.
"På vej over alt. Jeg går ofte rundt på må og få, prøver at finde noget interessant at lave eller noget nyt at snage i" smilte han let. Han vidste at nu, hvor hun vidste hvad han lavede, ville hun sikkert ikke sige for meget. Velvidende Sean også hurtigt kunne "komme til" at sælge informationerne til folk. Men lige nu, dog, var det mere personlig nysgerrighed. Han havde, efter missionen, læst alt han kunne komme i kontakt med om slottet og det ejere. Men selv det var lidt. Han var slet ikke tilfreds endnu.
Han så lidt frem for sig. Det hun sagde i sig selv var stadig nyt...Men ikke nok. Han kunne vel ikke regne med at hendes lyst til at blive hans ven igen ville give ham nogle oplysninger? Han smilte svagt for sig selv. Sikkert ikke.
"Så kort sagt fortæller mig at du ikke bør dræbes, fordi du ved nyttige ting?" smilte han drillende. Han vidste godt det ikke var hendes mål, men det var en mulig måde at tolke det og fortælle hende at han slet ikke var tilfreds.
"Der findes vel ingen måde at lokke flere oplysninger ud af dig?" spurgte han i stedet direkte og satte kurs ned af en tilfældig gade.

Hun kiggede lidt på ham. Hun smilede lidt for sig selv da han sagde, at han snagede i ting. Det var ligesom hende. Det var nok en af de meget få ting som de 2 havde tilfælles. At snage i alle mulige ting. Hun havde det så mest med og gøre det i hendes fars ting, men det havde hun også fået skæld ud over så tit, at det bare perlede af hende til sidst, men hun var nu også fars lille pige og kunne snurre sin far rundt om sin lillefinger. Nok var hendes far magtfuld, men han havde flere svagheder når det gjaldt hende end når det gjaldt andre f.eks hendes søskende.
Hun trak let på skuldrene over det han sagde med om, at dræbe hende. Hun havde hørt det så tit efterhånden og intet skete. Hun gik bare roligt videre og holdt øje med hver en krog, hvert et hjørne og alle steder hvor folk kunne gemme sig for og se om der var nogen. Hun fulgte efter Sean da han drejede ind i en ny gade. Hun kiggede op på ham "Måske, det kommer helt an på hvad det er, at du vil vide omkring min familie og omkring mit hjem" hendes stemme var rolig og havde en klang af drilleri i sig. Hun havde intet imod og blive venner med ham igen, men hun ville heller ikke have, at han skulle tro, at hun bare tilgav folk så let selvom hun havde størstedel af skylden der var sket imellem dem på den mission.

Tilgav folk? TILGAV folk? Set fra Sean side havde han intet at være ked af. Det hele var hendes skyld. Hun havde startet det hele, hun var denne snobbede tøs, som troede hun bestemte det hele og kunne tillade sig hvad som helst. Godt hun ikke havde sagt det højt.
Han smilte blot let til hende.
"Alt jeg må" svarede han tilbage, lidt så undvigende og uden at nævne hvad han helt præcis ledte efter. Men måske var dette et emne der var bedre at gemme til senere...Trods han ikke kunne se hvad de ellers skulle snakke om. og den akavede stilhed faldt også omkring dem, medmindre hun selv havde noget at sige.
Denne aften var meget stille.

//Jeg har absolut ingen ide om hvad der skal ske^^//

Hun havde en ide om, at Sean prøvede og presse nogle vigtige ting ud om hendes hjem og familie, men hun kunne ikke regne ud, hvad det præcist var han ville vide. Hun smilede stille til ham og trak let på skuldrene "Jeg kan fornemme på dig, at er noget du specielt søger efter ved mit hjem og min familie og jeg kan ikke ligefrem tilfredsstille din nysgerrighed før du stiller mig nogle spørgsmål omkring det du ville vide" hendes stemme var rolig og mild. Hun kiggede rundt imellem de små gader de gik forbi. Det var stille, men hun havde på fornemmelse, at hun blev holdt øje med. Hun kiggede sig over skulderen nogle gange, men der var ingen. Hun kiggede op på den stjerneklare himmel og kom i tanke om nogle papirer hun havde fundet på sin fars kontor omkring Luce. Hendes biologiske mor, men hendes far havde slettet det meste for og skjule Luces person og kun havde det stående som var nødvendigt for Sakref, at vide da han skulle træne hende op. Hun kiggede på Sean "Hvad ved du om Luce Trieetence?" hun vidste, at det var et underligt spørgsmål, men hun måtte vide mere om hende for Luce havde snakket udenom for det meste. Det var mest om hvordan hun var endt blind der var snakken de få gange de havde set hinanden. Hun vidste, at Sean var en der vidste mere om Luce end hun gjorde da Luce havde fortalt hende, at hun havde boet der i noget tid. Hvor længe osv vidste hun dog ikke.

Han smilte blot let til hende. Hun tog fejl. Han ledte ikke efter noget bestemt, eller i så fald vidste han ikke engang selv hvad det var. Han ville bare...Vide mere. Enhver oplysning kunne være god, i den rigtige situation.
Hans smil voksede lidt af at hun troede han ville svare hende...Når hun ikke ville svare ham. Naiv?
Han så lidt op mod himlen, som skulle han overveje hvorvidt han overhoved havde hørt navnet. Han så lidt på hende igen.
"Fortæl mig...Det fair i at jeg skal besvare dig...Når du ikke besvare mig?" spurgte han med et lille smil.
"Jeg er ingen idiot. Ønsker man noget af mig, må man betale for det. Hvis jeg overhoved...Kender noget til denne Luce. Og hvad angår din fornemmelse...Tager du absolut fejl. Jeg søger intet bestemt, eller i så fald ved jeg ikke engang selv hvad er! Jeg vil blot...vide mere" smilte han.
"F.eks. Hvad din far laver, hemmelige oplysninger eller kendte oplysninger. Om din familie, om hvad der sker på slottet, om de folk der bor på slottet...Hvad som helst!" smilte han let. Han var slet ikke så kræsen. Han vidste først hvad han søgte, når han hørte det.

Troede han, at hun var dum? Troede han virkelig på, at hun ikke vidste, at Sean kendte Luce? Luce havde selv fortalt, at hun havde boet hos ham så noget måtte han vide. Hun vidste bare ikke, hvem Sean var før de havde mødt hinanden. Hun kiggede roligt på ham og smilede "Jeg havde da besvaret dig på dit spørgsmål. At du så ikke var tilfreds nok er noget helt andet" hun blinkede let til ham og det var tydeligt, at se på hende, at hun ikke kunne lade være med, at drille ham. Hun smilede let for sig selv og kiggede rundt et kort øjeblik "Lad mig se, du har allerede mødt min storebror og far. Men hvad min storebror laver er en gåde udover han har en eller anden form for ejerfornemmelse når det gælder mig. Så har han nogle punkter der minder mig lidt om dig, men det er meget lidt. Min far sidder for det meste på sin trone og sover" hun grinte kort over, hvor tit hun egentlig havde fanget hendes far i og sove på tronen. Det var sjovt og vække ham ved og brase ind og gøre ham så forskrækket, at han råber på vagterne "Han siger det er et hårdt arbejde, at sove på jobbet. Han har nogle rum i kælderen jeg ikke må komme ned i og han har dem altid låst så jeg ved ikke hvad der er der nede og har nogle specielle kræfter i hans blod. Har stadig ikke helt forstået det så det kan jeg ikke rigtigt fortælle dig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare mine søstre for dem ser jeg næsten aldrig. De lever sådanset på deres værelse og kommer aldrig ud. De har en eller anden form for og ville have seksuel kontakt med alt og alle" hun rystede lidt på hovedet. Sådan var så hele familien så det var normalt, men hun kunne bare ikke tage hendes storesøstre de var bare for meget og viste det alt for tydeligt når hun sjældent gang så dem "Min mor er meget ude og rejse til forskellige møder rundt omkring. Du må ikke spørge mig om hvad for jeg ved det faktisk ikke. Mine ældre søskende er så heller ikke født, men skabt af min far hvordan kan jeg heller ikke forklare dig for jeg er vel det eneste barn som er blevet født og ikke skabt" hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige om sin familie. "Resten der bor der er min fars lærlinge som han kun tager ind hvis de er specielle ligesom Luce Trieetence er. Hende som jeg ved boede hos dig inden hun blev smidt i fængsel for og komme væk fra Rafael derfor ved jeg, at du kender hende og vil vide hvad du ved for fandt papirer om hende hvor næsten alt var streget ud" hun kiggede alvorligt på ham. Der var ikke nogen tegn på, at hun lavede sjov i noget af det hun sagde til ham. Hun vidste ikke hvorfor men hun havde et behov for, at vide, hvad det var hendes far skjulte for hende omkring Luce. Luce var den eneste lærling, hvor der var steget ud på papirerne og som ikke fandtes i skuffen han havde med lærlinge.

Han lyttede interesseret til alle de guldkorn, hun kom med. Og følte sig meget mere tilfreds, da hun var færdig. Han vidste med det samme hvad han ønskede at vide mere om: mandens kælder. Og...Havde han nogen måde at opsnuse moren og lade hende skygge? Det var et farligt job og kunne bringe en person langt væk herfra...Han måtte tænke over det derhjemme. Han kunne også godt tænke sig at få smuglet nogle papirer ud af slottet...Men han tvivlede på at Raf ville gøre så meget imod sin far. Måske skulle han prøve at overbevise en der boede der, og som kom tæt nok på...
Han blev nærværende igen og smilede let til hende, et ligegyldigt smil. Så Luce var ikke bare forsvundet ud i verdenen, hun var blevet kastet i fængsel? Interessant. Af alle steder.
"Hvad vil du vide? Du ved allerede hun boede hos mig. Du ved sikkert også jeg har hendes søn boende, Connor. Du ved hvilken race hun er, hvilket navn hun har...Hvad mere ønsker du dig?" spurgte han og så lidt på hende.

Hun kunne godt se på Sean, at han virkede meget interesseret i det hun havde fortalt om sin familie. Hun havde sådanset undgået og snakke om sig selv, men hun var nok heller ikke så interessant som sin familie var. Hun lagde sit hoved undrende på skrå da han fortalte, at Luce havde en søn. Det vidste hun nemlig ikke noget om. Hun kendte ikke til Luces privatliv. Hverken familie eller noget som helst. Hun kiggede stille på ham "Jeg vidste ikke noget om Connor? Jeg ved ikke noget om hendes familie udover den ene fyr hun havde efter hun havde mistet synet, men det har han selv fortalt mig. Jeg vil vide alt omkring hendes familie, hvad der virkelig skete for hende da hun kom til byen" hun kiggede på ham og håbede på, at han ikke begyndte og snakke udenom eller undlade nogle informationer som hun havde gjort.

Hvor meget vidste han egentlig om Luce? Faktisk var det ganske begrænset. Han vidst kun de mere overfladiske ting. Åh, der havde været detaljer! Jo mere han tænkte over det, jo flere detaljer kom frem til bevidstheden igen. Men generelt...vidste han ikke så meget igen.
"Det er en lang historie, egentlig. Aller første gang jeg så hende, var da jeg...Opsøgte en mand. Luce reagerede ved at beskytte manden, trods hun slet ikke vidste hvad jeg faktisk ville ham. Blot det at jeg...Er hvad jeg er, var vist grund nok" han smilte let og hentydede til at han var dæmon.
"Senere mødte jeg hende på det lokale bordel. Vi var ikke ligefrem venner. Hun havde den ide jeg var en fjende, tror jeg. I hvert fald ikke en der skulle stoles på. Hun var ikke i særlig godt stand, tilskadekommet. Den gang vidste jeg ikke hvorfor, men det var første gang jeg havde rigtig kontakt med hende...Og allerede dengang havde Rafael, dengang dæmonernes leder, godt fat i hende.
Jeg endte med at hjælpe hende. Og jeg fortalte hende hvor hun kunne opsøge mig, hvis hun havde brug for mig" han så tænksomt frem for sig...Det var længe siden, nu. I et øjeblik mærkede han et stik...af savn. Men han rettede ryggen og fortalte videre.

"Det endte med hun kom på besøg. Hun var...gravid. Med Rafael. Hun ønskede ikke barnet, Connor, så jeg foreslog at tage imod barnet når hun fødte. Selvfølgelig måtte hun komme og se det...Men jeg ville tage barnet, opdrage det og...Tage mig af det. Det er noget tid siden nu. Drengen, dæmondreng, løber rundt derhjemme og ødelægger mange ting, af hvad mine tjenere laver" han smilte let ved tanken om den hyperaktive unge.
"Det var starten af vores venskab. Faktisk var det nok startede tidligere...Men det var vel den officielle start. Dengang var hun vist stadig sammen med sin...kæreste eller mand. en dæmon som terroriserede hende, så vidt jeg husker. Hun havde en ældre søn, Bruce, med den mand. Problemet var at Bruce var lidt umulig...Også en dæmondreng. Dæmonbørn er bare umulige. Nu husker jeg det...Manden hed John. Om ikke andet..." der var visse ting han ikke fortalte. For de havde ingen relevans. Ting som da hun var faldet ned af hans trappe, eller når de var faldet i søvn, i hinandens arme. Deres lange samtaler om godt og ondt, hvad de hver især havde oplevet. Det var faktisk...ret ubehageligt at tænke over.

"Jeg kan ikke huske præcis hvornår hun flyttede ind eller de nærmere omstændigheder. Men hun endte med at flytte ind hos mig. Jeg hjalp hende. Jeg tog mig af hendes sår, når hun kom hjem, tortureret af denne mand. Jeg tog mig af Connor, da han blev født. Jeg tog mig af Bruce, da Luce overtalte sin ældste søn til at flytte ind...Og var vel skylden i at Bruce begyndte at tale med sin mor igen. Jeg hjalp hende også...Da hun fandt sin drageform, udviklede sig og jeg var den der forhindrede hende i at ødelægge HELE Firewood village" han smilte let, som om dette faktisk var sjovt. Han fortalte ikke at hun knuste ham halvt, under forsøget.
"Og da hun ingen øjne havde, hjalp jeg hende. Både med hendes sår og med at...Se, på en anden måde. Jeg havde en bog med blindeskrift, som hun fik. Og den skulle vist have lært hende nogle hemmeligheder...." han blev stille et øjeblik, da han så ned i jorden foran sig.
"Efter de ting, begyndte vi at blive uvenner. Hendes evne, til at...fornemme og se folks fortid ved deres skygger eller noget i den tid...Gjorde at hun lærte nogle ting om mig, som jeg ikke ønskede. Og da jeg ikke ville svare på det, og hun stædigt ville have svar på hvad hun havde set, blev vi uvenner. Nå.
Hvad jeg ellers kan fortælle om hende? Hun var ikke ligefrem venner med sin far. Hun blev også...behandlet skidt af en anden dæmon, ved navn Zann. Men en anden dæmon, Jacob, hjalp hende på fode. Så vidt jeg husker boede hun vist også lidt ved ham til sidst...De sidste hændelser er meget rodede..." han trak let på skuldrene, som om det i virkeligheden ikke betød så meget.
"Jeg mener vi snakkede om at hun ville rejse. Bruce forsvandt også, jeg tror han kom hjem til sin far, men jeg har ingen ide om hvor. Og Luce...Troede jeg rejste. Til du sagde hun var i fængslet..." Og dermed var hans fortælling slut. Han var stille i lidt tid, før han pludselig så på Raf.
"Hvorfor vil du vide noget om hende? Hvis du bruger det imod hende..." hans stemme var blevet skarp. Han virkede næsten truende. Luce var stadig i nærheden...Ude for rækkevidde, men i nærheden...Der måtte være en måde at se hende igen...

Rafaela kiggede spørgende på ham imens de gik rundt i gyderne. Der måtte vel være meget og fortælle siden det tog ham så lang tid før han begyndte og fortælle. Hun var både chokkeret, overrasket og glad samtidig med han fortalte. Det chokkerede hende, at Luce blev så dårligt behandlet. Luce havde formildet det så meget så det lød som ingenting. Hun var overrasket og høre, at hun havde 2 børn faktisk 3 som Luce mistede under en mission der gik galt. Hun var glad for, at høre, at der havde været nogen der beskyttede hende udover Sakref og en kvinde hun aldrig havde mødt, Camille. Hun smilede stille over, at Sean troede, at Luce var i fængsel "Hun rejste fra dig for og komme ind i slottet. Der gik rygter om, at hun var i fængslet. Hun blev direkte taget væk fra centeret og sendt ind til min far. Rafaela blev sat fri imens rygterne gik rundt om, at hun var i fængsel. Sådanset købte min far og en anden kvinde hende fri. Da Rafael troede, at min far ville bruge hende som slave. Men nu er hun rejst. Den eneste besked der kom var et brev min far fik. Hun kunne ikke klare mere og se dem hun holdt af" hun vidste godt, at der var noget der ikke stemmede overens med grunden til, at hun forsvandt uden og give en lyd fra sig. Hun kiggede ned i jorden kort "Hun var sådanset den eneste veninde jeg havde på slottet indtil jeg begyndte og snige mig ud om natten. Håbede lidt at de informationer du lå inde med ville hjælpe mig videre med og finde hende igen" hun sukkede lidt og kiggede op på Sean "Savner du hende egentlig?" hendes stemme var rolig og mild.

Han lyttede kort. Så hun løj? Hun startede med at sige Luce var i fængslet...Og nu at hun ikke var? Og...hvorfor skulle hun ikke kunne klare at se dem hun holdt af? Tingene stemte ikke. Men han sagde ikke mere. Han ville finde Luce igen...Han blev nød til det...Eller nej...
Han blev i et øjeblik irriteret på sig selv. Han var begyndt at frigøre sig fra de personer der havde gjort ham svag. Minderne om Luce, fra Daenerys, der også bare var rejst fra ham. De ønskede alle at komme væk fra ham! Hvis de ville ham noget...Måtte de selv komme!
Han så kort frem for sig. Han havde ikke lyst til at snakke om det længere!
"Jamen så god fornøjelse" Han vidste at en helt, eller interesseret, ville insisterer på at finde på hende. Men han var ikke sikker på han gad gå ned af den vej.
"Hvad har du fundet ud af? Intet eller noget? Er du overhoved tæt på at vide hvor hun er, har du nogen spor?" han kunne jo godt hjælpe Raf med at finde hende...Uden selv at finde hende. Noget selvkontrol havde han jo. Det sidste spørgsmål...undgik han dog. Det var for personligt.

Hun vidste ikke hvad hun kunne forvente om hvad han mente om det hun vidste omkring Luce, men hun vidste ikke nok til, at kunne finde hende igen. Hun nikkede stille som tak. Hun havde kun nogle breve hun havde taget hendes fars skrivebord. Det var godt, at Luce var blind for man kunne altid genkende hendes breve, men hun beskrev aldrig hvor hun egentlig var hende. Kun hvad hun og hvem hun savnede. Hun vidste ikke hvordan hendes far kommunikerede med hende, men det var vel også ligemeget "Min far får af og til nogle breve fra hende som jeg har nakket. Hun har aldrig skrevet hvor hun skriver fra eller noget. Kun at hun har det godt. At min far skal passe på hendes datter som jeg undre mig over hvem er for ved kun om de 2 du har fortalt mig og det barn hun mistede efter en mission der gik galt så det fjerde undre jeg mig over. Plus noget med, at hun savner en person som hjalp hende da hun mest havde brug for hjælp og næsten var ligeglad med hvilken tilstand hun var i. Tror det er dig hun mener efter det du har fortalt mig" hun kiggede lidt på ham for, at se hans reaktion "Men ellers har jeg ingen andre spor" hun sukkede opgivende.

Sean så kort på hende. Han drejede af ved en tilfældig gade og de begav sig igennem byen, som var ret stille. De var snart nået til den ene ende af byen og ville snart være tvunget til at vende om og gå den anden vej igen. Støvregnet var aftaget og i det fjerne anedes solens rødlige skær over horisonten. Var så meget tid allerede gået?
Han hørte hende, men ønskede ikke at reagerer på det.
"Jeg er interesseret i når du ved noget mere" svarede han blot, stille og roligt. Han var stoppede op. Dette sted var godt at stå, der kunne man se op mod himlen og se solen stå op.

Hun fulgte roligt efter Sean. Hun vidste ikke hvordan Sean havde det med, at have snakket om Luce igen. Det måtte haft været lang tid siden han sidst havde snakket med hende for det var længe siden for hende. Hun kiggede lidt på ham. Ville han først hjælpe hende når hun vidste noget mere? Det var ikke sikkert, at hun fandt ud af noget mere omkring Luce for det er blevet svære og svære for og finde ud af, hvor Luce havde skjult sig da det tog længere og længere tid imellem brevene.