Endnu en grå dag - Elessar + Zero

Et blidt og kærligt smil gled hen over Elessar’s læber da han roligt så på kvinden der på nuværende tidspunkt lå ovenpå ham og puttede. Han lagde svagt en arm om hende og begyndte langsomt at nusse hende. Mens han lyttede til hendes ord. Et svagt grin kom fra ham efterfulgt af han så på hende blidt. ”Tror du det?” Spurgte han blidt og kyssede hendes pande svagt. ”Og jeg ved du vil blive en fantastisk mor min dejlige skat.” hviskede han svagt og nussede hendes ryg blidt. Hvorefter han roligt trak dynen mere om dem begge så de lå lidt mere varmt.
Da hun begyndte at snakke om hun var træt nikkede han kort. ”Også mig.” Hviskede han blidt og nussede hendes ryg svagt lidt mere. Mens han langsomt faldt mere og mere i søvn. Da hun var faldet helt i søvn. Lod han hende roligt glide ned ved siden af ham med en arm under hendes hoved. Før han blidt omfavnede hende. Og holdte hende tæt ind til sig. Så hendes hoved var ved hans bryst. Og hans ene arm var om hendes hoved mens den anden var om hendes liv. Imens hans hage blidt lagde sig imod hendes hovedbund. Han begyndte svagt at nynne en blid elvisk melodi for at få hende til at sove lidt mere roligt i hans arme. Lidt blidere håbede han på.

Dagen efter:
Elessar kunne ikke huske hvornår han var faldet i søvn. Han huskede sidst at han havde ligget og nynnet svagt for hende mens hun sov. Han rejste hovedet svagt og så sig lidt omkring. Solen var begyndt at kunne ses imellem de tætte blade. Og Elessar besluttede sig for han hellere måtte stå op. Det var tid til han skulle meditere lidt. Han mediterede altid hver morgen. Specielt i dag følte han at han skulle meditere. Langsomt kyssede han hendes pande blidt. Og lod så sin arm blidt komme fri fra hende. Han lagde blidt dynen tæt om hende. Og tog sit tøj. Hvorefter han roligt gik ovenpå til selve hendes ’hus’ Hvorefter han roligt tog sit tøj på. Og langsomt satte sig i medi stilling. Og begyndte at svagt og meditere. Forene sig med naturen rundt om ham. Hvorefter han langsomt begyndte at ane noget forkert. Der var noget forkert i nærheden af ham. Langsomt rejste han sig op og gik hen til hvor han kunne fornemme forstyrrelserne. Langsomt fandt han en vase frem fra under nogle tæpper. Og så lidt på den. De elviske bogstaver rundt om gjorde at der ingen tvivl var. Og langsomt gik han hen til spisebordet. Og stillede vasen på det. Før han satte sig ned. Så afventende imod trappen. Og ventede på hun kom derop. Hvilket han intet havde imod at vente længe på. Roligt tog han vasen og lagde under bordet så hun ikke kunne se den. Han ville se hvordan hun ville reagere når han valgte at ville være kold over for hende. For at vise hende hvor vred han egentlig var.

Hun vågnede langsomt op og fandt ud af at Elessar ikke lå hos hende mere, han var vidst stået op før hende, hun strækkede sig godt og grundigt før hun tog sit undertøj på og stod så rigtigt op af sengen og gik træt op af trappen.
Hun så Elessar side ved spisebordet. Hun smilede stort og kærligt til ham. "Godmorgen skat" sagde hun og gik hen og kyssede ham på kinden.
"Er du sulten eller noget? Jeg kan lave noget godt morgenmad til dig?" spurgte hun med et hævet øjenbryn.
Hun vidste ikke hvorfor men det var som om der var noget galt denne morgen, det var ham som ligesom var ændret lidt, hun vidste ikke rigtig hvad det var, hun håbede ikke det var noget alvorligt. Hun gik roligt hen til ham og satte sig ved siden af ham. "Er der noget galt?" spurgte hun tøvende og så bekymret på ham. Hun håbede virkelig ikke der var noget galt, det gik lige så godt mellem dem, hun elskede ham virkelig, hun håbede nu bare at han også elskede hende.

Han så lidt på hende da hun kom op af trapperne. Da hun gik hen og kyssede ham på kinden besvarede han kun med et kort. ”godmorgen.” Hvorefter han så lidt på hende. ”Nej jeg er ikke rigtig sulten.” Sagde han kort før han drejede sig selv ind imod bordet og samlede sine hænder ovenpå bordet lidt. Fumlede lidt med dem. Før han så på hende roligt da hun satte sig ned.
Da hun spurgte om der var noget galt sukkede han svagt. Han så lidt på hende. ”Der er tre store synder for elvere. At have sex med en il edhel. En ikke elver. Og ærlig talt med dig er jeg ligeglad med den regel. Men der er også 2 andre. Dræbe uskyldige. Hvilket jeg aldrig har gjort. Og stjæle hellige ting.” I det han sagde den sidste ting tog han fat i vasen nedenunder bordet og løftede den op på bordet foran sig. Hvorefter han så roligt på hende. Og rejste sig op. ”En ting er hvad jeg vil gøre for min kærlighed imod dig. Men jeg er stolt af at være elver. Og at stjæle vores hellige ting. Det er ikke bare ulovligt. Det er direkte en skændsel.” Han vendte ryggen til hende og gik lidt fra hende. En tåre gled ned af hans kind. ”Jeg er skuffet.” Hviskede han svagt. Og tog sit pilkoger han havde lagt lidt fra hvor hendes ’udgang’ var. Før han roligt tog den på. Og gik så ud af udgangen for at komme lidt væk fra hende. Han havde brug for at tænke. Alene. I fred.

Hun kunne med det samme mærke det, hvor kold han var overfor hende, men hun valgte at ignorer det, for det kunne jo bare være han var morgensur, at han ikke var et morgenmenneske, det var der nogle der ikke var.
Hun blev dog lidt usikker da han nævnte at der var 3 store synder for elvere, og da han nævnte den første, vidste hun virkelig ikke hvad hun skulle sige, men da han sagde at han var ligeglad med den blev hun et stort spørgsmålstegn. Hvorfor nævnte han så dette hvis han var ligeglad med den.
Hun forstod ham ærligttalt ikke, kun til det sidste hvor han så tog en vase op, hun kunne huske at hun havde stjålet den fra en elverflok, det var da hun ikke havde mange penge at leve for.
Hun øjne blev fugtige, hun ville ikke være en skændsel i hans øjne.
Hun rejste sig straks op da han vendte ryggen til hende og gik lidt væk fra hende. "Please ik gå! Jeg elsker dig!" sagde hun højt for at han skulle forstå meningen... hun elskede ham virkelig meget.
Hun ville ikke have at han skulle gå.

Da hun begyndte at græde skyndte han at flytte hovedet. Han nægtede at se hende græde. Langsomt spændte han sit pilkoger fast. Og sukkede svagt. Han nåede kun lige at sætte en fod udenfor. Før han hørte det. Han måtte ikke gå. Hun elskede ham. Han så lidt tilbage imod hende. En enkel tåre gled fra hans øjenkrog ned af hans kind. Han så på hende blidt. ”Jeg elsker også dig min wilwarin. Men. At stjæle hellige ting. Jeg ved ikke om jeg vil kunne acceptere det. Ligemeget hvor højt jeg elsker dig.” Han så lidt imod skoven. Og sukkede svagt.
Han tog roligt en pil fra sit pilkoger. Og så lidt på den. Før han lagde den på hendes gulv svagt. ”Jeg kommer tilbage efter den. Og når jeg gør. Så har jeg mit svar. Men for nu så lad mig lige tænke over det okay?” Spurgte han blidt og så på hende svagt. Men gav hende ikke muligheden for at svare. Før han hoppede ud af hendes hytte og begyndte at løbe imellem træerne i en voldsom fart. Han kendte skovens baner buer kurve ja alt. Han vidste præcis hvordan han skulle løbe og hvilken rute han skulle løbe for at komme lidt væk fra hendes hytte. Lidt væk fra hende så han kunne tænke i fred.

Hun så på ham med hendes fugtige øjne som var begyndt at rende over, det ramte hende hårdt da han sagde at han nok ikke ville kunne acceptere at hun havde stjålet noget helligt fra elverne, ligemeget hvor meget han egentlig elskede hende, hun vidste det var ovre nu, han ville ikke være med hende mere, skulle hun også lige havde stjålet noget helligt fra elverne, hvorfor skulle hun lige gøre det.
Hun kiggede på pilen han lagde på gulvet, men hun kiggede hurtigt op på ham igen, han ville gå, men komme tilbage med et svar, hun rystede panisk på hovedet "Du må ikke gå, Elessar jeg kan ikke leve uden dig!" sagde hun grædende og bedenede. Hun ville have han skulle blive.
Hendes hjerte gik i stykker da han gik fra hende, løb ud af hytten og væk fra hende, hun var alene igen.. Hun begyndte at græde igen ved tanken.

En gren knækkede ikke langt fra hendes hytte. Det var en der var blevet nysgerrig over den råben og høje ord han havde hørt. Han kunne allerede nu dufte at der var tale om en elver og en shapeshifter. Men hvad det direkte handlede om vidste han ikke endnu. Og han var blevet nysgerrig. Langsomt bevægede han sig tættere og tættere på den lille hytte. Bagved ham gik 2 ulve. Begge shapeshifters. Hans bodyguards så at sige. Men fordi de normalt var store klepperter af mænd så var de i deres ulveforme. Fordi de var mere lydløs og listende. Han stoppede roligt et stykke derfra bag et træ. Og så imod den lille hytte der hang over en lille år. Og smilede kort. Han kunne høre tåre. Langsomt gik han lidt ned på hug sådan at hvis man så derhen ville solens lys der lyste lige over ham. Nærmest gøre ham usynlig. Han lod en finger glide lidt hen af jorden. Før han så elveren styrte ud af hytten. Han var for oprevet til at kunne nå at se ham. Hvilket passede Zero perfekt. Langsomt rejste han sig lidt op. Og begyndte at liste tættere på. Han vinkede til sine ulve om at de skulle gå udenom. Hvilket de så gjorde. Mens den unge mand langsomt begyndte at nærme sig mere og mere. Før han stoppede op lige ved indgangen til hytten. Hvis hun kiggede derhen ville lyset bag ham skjule hans ansigt. Men hans røde øjne ville nærmest bore sig igennem solskinnet. Og hvis hun var dum nok til at kigge på dem. Bare et øjeblik. Ville han med det samme vide hvad hele skænderiet havde handlet om. Han bukkede sig kort da hun opdagede ham og grinte med en ondskabsfuld og drabelig latter. ”Godmorgen frøken. Mit navn er Zero. Og jeg skal være din underholder i dag.” Sagde han kort og rettede sig op. Før han drejede hovedet lidt på skrå. ”Eller rettere jeg skal underholdes og du skal bruges som underholdning.” Hurtigt med den dæmoniske styrke og fart han havde bevægede han sig igennem hendes hytte og stoppede foran hende. Hvor han så roligt så hende direkte i øjnene. Så hans dæmoniske røde øjne kom helt tæt på hende. Før han svagt smilede. Og greb fat i hendes arm hårdt. Så hun ikke kunne stikke af.

Hun stivnede da hun kunne mærke nogen i nærheden, Elessar var lige gået, det kunne ikke være ham, men det var meget usædvanligt at der var fremmede ved hendes hytte.
Hun kiggede skræmt op da en mand grinede, hvem var han dog, og hvad pokker lavede han her.
Hun kiggede spørgende på ham, hendes underholder? hvad mente han med det, hvad ville han dog med hende.
Hun kiggede hen på pilen Elessar havde lagt på gulvet, hun havde noget at forsvare sig med. Hun spærrede øjne op da han sagde at det var hende der var hans underholdning. Hun rystede på hovedet, tog pilen og så snart han var henne hos hende, stak hun ham lige i maven med den. Hun var overrasket over hans hurtighed, hvad var han, vampyr, dæmon... hun vidste det ikke, men de var begge to lige værst og hun ville ikke møde nogen af dem.
"Hold dig væk fra mig! min kæreste kommer lige om lidt og du kommer til at fortryde det her!" råbte hun, selvom det ikke var sandt, Elessar kom ikke tilbage lige med det samme, men det vidste han vel ikke, gjorde han?

Et svagt grin kom fra ham da hun stak pilspidsen i maven på ham. Han greb fat i pilen og hev den ud af sin mave. Han kunne mærke smerten. Og smerten fik ham til at le. ”Århhh fantastisk. FUCKIN fantastisk.” Sagde han hårdt og smed pilen på gulvet. Før han roligt bevægede sig lidt mere hen imod hende. ”Din kæreste? Ham der lige er skredet fordi du stjal den her vase?” Spurgte han og rørte den elviske vase. Hvorefter han blidt skubbede til den så den faldt på gulvet og smadrede. Før han vendte blikket imod hende igen. ”Den kæreste? Ham kæresten der havde brug for at tænke? Som højst sandsynligt lige har kneppet dig tyk?” spurgte han kort med en ond latter. Hvorefter han lod sin blodige hånd glide hen over hendes kind så blodet blev smørret ud over hendes kind. Før han førte sin hånd op til sin mund. Og roligt slikkede blodet af hans finger. Og spyttede det på hende. ”Jeg kan se dine minder pigebarn. Jeg kan se hvad du har lavet sammen med ham de sidste 24 timer. Wilwarin? Sødt.” Sagde han kort og grinte svagt. Hvorefter han greb fat i hendes hals kort. Hvorefter hans dæmoniske tunge der lignede en form for tyk slangetunge gled ud imellem hans læber. Og slikkede hende op af kinden så han på den måde slikkede blodet af hendes kind. Hvorefter 2 ulve kom gående bagved hende. Og formede sig til 2 store bodyguards. Større end Zero. Og mindst dobbelt så brede. De greb hårdt fat i Alex for at sørge for hun ikke kunne stikke af. Mens Zero gik et skridt væk. ”Arh sikke et smukt hjem du har. Gør det noget jeg tager mig noget at spise? Tusind tak smukke.” sagde han før hun nåede at svare. Før han roligt ledte efter noget at spise i køkkenet. Og fandt et æble. Som han roligt tog en bid af. ”Arh dejligt. Det er sku dejligt det her.” Sagde han roligt. Før han roligt tog en bid mere. Og gik hen til Alex. Kiggede lidt på hende. Før han roligt tog den lille stilk af æblet. Den ene af hans mænd tvang hendes mund op. Og Zero smølfesparkede den lille stilk ind i Alex’es mund så den højst sandsynligt ville glide lidt ned i hendes hals og nok kvæle hende lidt. Før han tog endnu en bid af æblet. Og afventede hun nok ville kæmpe for at få stilken ud af munden. Ærlig talt. Så kunne Zero ikke være mere ligeglad om det lykkedes eller ej. For hvis det lykkedes så ville hun besvime. Derefter ville Zero ’redde’ hende. Og så bære hende hjem til ham. Hvis ikke. Nåh men så havde han mulighed for at hygge sig lidt mere.

Hun kiggede skræmt på ham da han bare hev pilen ud af sin mave og han faktisk nød smerten. Han var ikke normal, det var der ingen tvivl om, denne mand var ikke nær det der var normalt. Hun rykkede uroligt på sig da han gik hen imod hende.
Hun kiggede overrasket på ham da han talte om vasen, at hun havde stjålet den, han måtte havde lyttet med siden han vidste det, det gjorde hende endnu mere urolig, hvor lang tid havde han siddet der ude og lyttet med.
Hun gav en forskrækket lyd fra sig da han skubbede til vasen så den smadrede, hun vidste at nu var der intet håb forude for at Elessar nogensinde ville tage hende tilbage, vasen var smadret, den hellige elver vase, der betød så meget for Elessar.
Hun kom pludselig i tanke om deres aften igår, hvor, ja, Elessar højst sandsynligt havde gjort hende gravid, hun havde helt glemt det, hun begyndte endnu engang at græde, hun ville ikke stå med barnet alene, og kigge på det og så se Elessar, hendes elskede som gik fra hende, bare lige efter de havde mødtes.
Hun kiggede op på Zero da han kørte sin hånd mod hendes kind, og ikke mange sekunder efter kom der en spytkladt efter hende, hun gav et hurtigt ryk fra sig, hun vendte blikket mod gulvet, det var ydmygende, meget.
Wilwarin, ja det var det hun blev kaldt af Elessar, hvordan vidste han dog det, dog var det ikke Zero det fyldte særlig meget lige nu, det var Elessar, hvorfor var han gået fra hende, deres minder efter så kort tid, var det virkelig gået spildt. Hun kunne ikke holde op med at græde over det, det blev der dog sat en stopper for da Zero tog hende om halsen, og lidt efter kunne hun mærke noget vådt mod hendes kind, det var hans ulækre tunge, han var dæmon, han måtte være dæmon med den tunge. Det løb hende koldt ned af ryggen, hun hade dæmoner over alt i hele verden, det var dem der havde dræbt hendes familie, udryddet dem.
Hun så på de store ulve der blev til to store mænd, andre shapeshifteres, hun kiggede panisk på dem begge og gav en forskrækket lyd fra sig da det holdte hende godt fast, hun kunne ikke komme nogen vegne nu og det behagede hende slet ikke.
Hun valgte ikke at sige Zero imod, for han virkede ikke som den man skulle sige imod, især ikke i den situation hun var i lige nu.
Hun kiggede på ham med fugtige øjne, da han gik hen til hende, hun blev ret forskrækket da hendes mund blev tvunget til at åbne og stilken af æblet blev smidt ind i hendes mund og hun fik det straks galt i halsen, hun begyndte at hoste voldsomt, prøvede at få stilken op, men det gik ikke rigtigt, hun begyndte at blive panisk, hendes bevægelser vidste det, hvordan hun sprællede og slog om sig, hun holde dog op til sidst.

Han stod bare og kiggede på hende mens hun blev kvalt i stilken. Grinte af det mens han spiste æblet han havde i hånden. Da han havde spist det færdigt. Smed han det på gulvet kort. Og så lidt på hende. Det så ud til at hun efterhånden var besvimet. Hvilket var godt. Han gik roligt hen til hende. Og greb fat om hendes hals igen. Denne gang ikke hårdt. Det var der ingen grund til. Eftersom hun var besvimet. Hvorefter hans mænd åbnede hendes mund igen. Og han pressede 2 fingre ind i hendes mund og ned i hendes hals. Hvor han så tog fat i stilken og hev den ud af hendes mund. Og smed den på gulvet også. Han vinkede derefter sine mænd med sig. I takt med han selv begyndte at gå. Først nu begyndte smerten at ramme hans mave kraftigt. Han begyndte svagt at halte og dryppede blod et par gange mens han gik. Men var fast besluttet på at føre hende med sig.

De 2 mænd bar hende halvt mens hendes fødder gled hen af jorden så hun nok ville få nogle ridser af alle de grene der lå på jordbunden. Dog en ti minutters tid efter. Nåede han noget der lignede et fort. 5 meter høje mure der omringede en stor villa. Han lod hans mænd transportere ham igennem den store metallåge som beskyttede hans villa. Der var mænd over alt. Som stod vagt for uvedkommende. Så det ville blive ekstremt svært at komme ind. Hans mænd førte Alex nedenunder. Hvor hun blev spændt fast på et X formet kryds. Der gjorde at hun ikke kunne bevæge armene eller benene væk. Med ryggen til Zero. Hvorefter de tog fat i hendes hår. Og bandt det fast i krydset foran hende så hun heller ikke kunne flytte hovedet særlig meget uden det gjorde ondt. Derefter gik de 2 mænd og efterlod Zero alene med hans nye ’legetøj’. Langsomt tog han en pisk frem fra et skab der stod pænt ved siden af krydset. Og slog hende hen over hendes nøgne ryg hårdt. Eftersom hun kun havde undertøj på. Så hun højst sandsynligt ville vågne af det. Efterfulgt af flere piskeslag hen over hendes ryg.

//Villaen:
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun vågnede op med det samme da hun kunne føle en sviende smerte på hendes ryg, et skrig kom fra hende da der kom flere. Han piskede hende! Hun begyndte at vride sig men det gik langsomt op for hende hvor hun egentlig var og hvordan det så ud for hende lige nu, hun var spændt fast på et kryds, hun kunne ikke røre sig overhovedet fordi hendes hår var strukket ud og sat fast, så det ville gøre ondt at bevæge hovedet, hun kunne slet ikke orientere sig. Hvorfor skulle dette ske for hende, var det straffen for at havde stjålet den dumme vase, som tydeligvis betød mere end hende siden Elessar var gået. Hun skød hele skylden på Elessar nu, hun vidste ikke hvorfor, hun var bare så frustreret, ked af det, skræmt, han var gået fra hende, hvis han ikke var gået ville han højst sandsynligt havde kunnet rede hende for dette monster, men næh nej, han skulle tænke over om han skulle tage hende tilbage efter hun havde stjålet en vase!? Hun kunne høre hvor dumt det lød nu, og hun blev mere og mere sur på Elessar, imens hun samtidig blev pisket af Zero, dette burde ikke ske, det burde ikke havde været sket.
Hvor var hun egentlig henne, langt hjemme fra det måtte hun være, for lignede ikke noget der ville være ude i en skov.
Hver gang han piskede hende skreg hun, eller græd hun bare højere, frustrationer var også indblandet, hvilket fik det til at være rigtig højt, højere end det egentlig var vurderet til.
Kom hun nogensinde væk fra dette mareridt, eller blev hun der forevigt, det var hendes tanker nu.

De høje skrig fra hende fik ham til at lukke øjnene et kort øjeblik. Han mærkede hvordan hele hans krop reagerede på det. Hvordan det steg ham til hovedet. Og hans piskeslag blev kun højere. Han mærkede hvordan en form for nydelse kom igennem hans krop. Som små stød i takt med at hun skreg. Langsomt stoppede han med at piske hende. Og fandt en kniv frem i stedet. Og langsomt lod han den uskarpe side. Glide ned af hendes ryg så hun kunne mærke hvad det var han havde fat i. ”Sovet godt prinsesse?” Spurgte han med et svagt smil. Lyden af ordet prinsesse kunne man tydeligt høre blev sagt på den mest flabede måde en mand ville kunne sige det på. Som tegn på at han vidste hun havde følt sig så hellig og høj dagen før. Hvordan hun havde følt sig som en prinsesse sammen med Elessar. Som om han vidste alt fra dagen før. Men han havde ikke været der. Han var lige kommet da Elessar var løbet. Men hendes minder var i hans hoved. En gang kiggede han hende i øjnene. Og kopierede alle hendes minder ind i hans hoved. Langsomt vendte han kniven rundt så hun kunne mærke den skarpe side være imod hendes ryg. Og skar så hendes BH af så hendes ryg var mere fri. Eftersom hun ikke havde taget noget tøj på endnu. Hvorefter han roligt lod kniven glide videre ned fra hendes BH. Og langsomt skære en linje i hendes hud som startede fra midten af hendes skulderblade. Og hele vejen ned til hendes lænd. Så hun fik et snitsår hele vejen ned. Ikke særlig dybt. Men dybt nok til det ville gøre ondt og det ville bløde. Hvorefter han placerede kniven lidt ved hendes skulderblad. Og smilede kort. ”Ved du hvad der er sjovt ved folks ryg? Hvis du har en kniv. Så han du bruge folks ryg som et maleri.” Kort efter han sagde det pressede han kniven lidt hårdere ned i hendes skulder. Hvorefter han skar lidt vandret mod højre. Skråt ned mod venstre. Og derefter vandret mod højre igen. Så han lavede et stort Z indgraveret på hendes ryg så hun højst sandsynligt ville få et ar ud af det. Eller det var hvad Zero regnede med.

Hans flabethed reagerede hun slet ikke på, hun havde travlt med at ømme sig og så samtidig tænke på Elessar og alt det der skete før alt dette... Helvede. Hun vidste ikke hvad var bedst, om at være her, eller samme med Elessar var bedst, underbevidstheden vidste hun nok godt at det var med Elessar der var bedst, men denne tortur mindede hende bare om den smerte hun følte da Elessar vendte ryggen til hende og gik fra hende, løb ind i skoven, og bare efterlod hende der.
Det var den samme tortur, den samme smerte, denne gang... var det bare fysisk, og det efterlod han på huden, i stedet for på hjertet.
Hun sank en klump da hun kunne mærke kniven mod hendes ryg, hun rystede og det løb hende koldt ned af ryggen, hun ville ikke skæres i, det var det sidste hun ønskede, men hun kunne ikke rigtig gøre noget ved det, hvis det var det han ville, hun kunne ikke bare rykke sig, hun var spændt fast og hvis hun havde tænkt sig at rykke sig, så gjorde det stinkende ondt i hendes hår, ingen tvivl om det.
Hun gispede da han skar hendes bh af og den så bare hang nu, hun bed sig i læben mens hendes tåre løb ned af hendes kinder, selvom hun hade Elessar, måtte han meget gerne komme og rede hende.
Et kvalt skrig kom fra hende da han skar hende fra hendes skulderblad, ned til hendes lænd, det sveg virkelig meget, det kunne slet ikke beskrives, hun kom straks til at rykke sig, men det fortrød hun, hendes hår blev revet i, det gav en skarp smerte i hendes hovedbund, det var ikke noget hun ville gøre igen.
"stop.. jeg ber dig" sagde hun svagt da han nævnte det med folks rygge, for nu vidste hun hvad der var i vente for hende og lige da hun tænkte det var der en skærende smerte i hendes skulder, hvor han pressede hårdt ned og der blev skåret. Hun skreg af smerte, men hun holdt sig stille, hun ville ikke bevæge sig, hun skreg bare for at distrahere sig for alt andet, skreg smerten væk. Hun græd og hun kunne ikke stoppe, det var umuligt for hende.