et skæbnesvangert møde - Romeo

Tid: 23:40
Omgivelser: en god flok mennesker, da næsten alle er lige blevet betalt for deres arbejde.
Vejr: stormvejr med en masse regn og torden.
Sted: Kroen det vilde svin.

Der var en munter stemning på kroen, Det Vilde Svin. Der blev sunget og drukket tæt. Døren til kroen fløj op selvom det ikke var meningen. Vinden var kraftfuld, og hver gang døren blev åbnet, fik vinden fat i den og nærmest hev den ud af hænderne på de kunder som nu ville ind på kroen.
en hætteklædt kvinde kom ind i kroen. dryppende af det våde vejr. Hun var gennemblødt og selv hendes hår under hætten var vådt. Hun var ikke høj, men hendes ansigt var fremtonende. Det lange silke sorte hår klistrede sig til hendes røde kinder, men ikke mange kiggede på hende. De havde travlt med at feste, drikke og sikkert også allerede hore på kroens værelser.
Med en smule besvær fik hun lukket døren og hurtigt hængt den våde kappe på en af knagerne nær pejsen. Hun nærmest sneg sig op i baren, vant til at bevæge sig forsigtigt og nærmest usynligt. Det var ikke mange der lagde mærke til hende når hun ikke ville have det, hvilket var næsten altid. Elegant svang hun sig op på en mølædt barstol og foldede hænderne ovenpå barens desk inden hun tålmodigt ventede på bartenderen. Hun bestilte en mørk øl og satte sig så over i et hjørne til højre for pejsen, der var lunt og hun frøs, så det passede meget godt.
Roligt vandrede hendes blik over rummet imens hun havde usynliggjort sig for resten af folkemængden, kun bartenderen kiggede på hende til tider, men han "kendte" hende også. En venlig mand der havde været heldig at få en sammenhængende samtale ud af hende. Det havde da taget ham et par uger at få det til at ske, men da hun kom der ofte, blev hun mere komfortabel omkring ham til sidst, han kendte endda hendes navn.
Maybeline drak en tår, en lang tår, men med øjnene rettet mod rummet hele tiden, aldrig stolede hun på andre og fremmede. Hvorfor skulle hun? De havde voldt hende så mange problemer i hendes fortd. Ikke lige præcis dem der var tilstede i kroen, men fremmede generelt.

Romeo var ikke typen som blev i kroen til det blev nat, men han orkede ikke at gå hjem. Han var træt, hvilket tydeligt kunne ses, da hans hvilede sin ene kind imod bordet og halvsov. Han havde løbet nærmest hele dagen, da han var flygtet fra en gruppe drenge som hans såkaldte 'venner' havde fået efter ham. Han fik et chok og vågnede straks, da døren ind til baren fløj op. Han rettede sig straks op og så hen imod personen, der havde åbnet døren. Han kunne ikke se hvem det var, hvis det overhovedet var en som han kendte. Han gabte kort og rejste sig op, hvorefter han strakte sin krop. Han var vildt træt. Måske skulle han leje et værelse for natten og tage hjem om morgenen? Det ville han gøre. Han gik hen til baren og fik lejet et værelse. Han bestilte også et glas vand. Han så hen imod bordet, der var tæt på pejsen og fik øje på den hætteklædte person igen. Han gik hen imod personen og stoppede op ved bordet. Med et venligt smil og en varm glød i de nøddebrune øjne, så han på hende og håbede på øjnekontakt. "Må jeg sidde her?" Spurgte han med en blid tone i sin stemme. Han havde en hvid skjorte, sorte bukser og sorte sko på.