Be better -Romeo-

Det var en stille aften. Skyerne var mørke og gjorde klar til at den sene sommersol snart ville gå ned. Dagen havde nu været grå og kedelig, var det ikke sommer? Stella trak lidt på sine skuldre over sine egne tanker og forsatte med at gå rundt. Gaderne havde aldrig været sikre, men gyderne hvor hun bevægede sig yndefuldt igennem - havde nu aldrig været det sikreste sted man kunne vælge at være. Faktisk var det nok det dummeste sted, ville nogle sige til hende, hvis de fandt ud af, at hun gik der - fordi, at hun var en fin dame og burde ikke gå steder, hvor hun kunne blive voldtaget. Men det kunne da ikke være rigtigt, at man skulle gå rundt som kvinde og være bange for sådanne mænd? Stella var ikke bange for dem, hun afskyede dem nærmere.Desuden med hendes evne kunne hun et par ting de ikke ville vide om. Der var stille alt for stille, men det var ikke før en larm uden lige fra en flok unge knægter som hun ville sige gav lyd fra sig. Det irriterede hende, kun fordi, at de larmede. Det var som om de festede og hun kiggede på dem fra nattens skygger, hvis de ikke gjorde hende eller andre kvinder noget. Så havde hun ingen grund til ligesom at træde ind. Så kunne hun lade dem larme, men hun fremmanede alligevel en kniv i hendes hånd som hun let kunne kaste afsted for at afmærke sig, hvis det skulle blive nødvendigt.

[Okay. Det ikke specielt langt eller godt, men jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skulle rive Romi ind i det, så det må du gøre Tænkte bare lidt på hans dårlige selskab ^^ ]

Drengeflokken som råbte, jublede og drak var drenge på omkring sytten eller atten år. Drengene havde lige været ude at feste og havde åbenbart tænkt sig at blive ved med det. En af dem fulgte bare tavst efter og så ned i asfalten, og drengens navn var Romeo. Romeo var der ikke af egen fri vilje. De tvang ham, men hvorfor var en lang historie som han ikke rigtig gad at tænke på. Hvorfor de tvang ham til at feste med dem forstod han ikke. Nogle gange bad de ham om at aflevere en eller anden person nogle ting, men hvad tingene var vidste han ikke og han gad ikke finde ud af det. Romeo havde en hvid skjorte på, sorte shorts og sorte sko.
En af drengene puffede lidt til ham. "Hey, se derovre." Drengen pegede hen imod en ung, ret smuk, kvinde. Romeo rynkede lidt på panden, da han ikke helt forstod. Hvad var der så spændende ved hende? En af de ældste af drengene gik hen imod kvinden med et charmerende smil om læberne. "Godaften, smukke dame." Drengen bukkede foran hende. De andre drenge begyndte at grine lidt. Romeo lukkede sine øjne og koncentrerede sig om kvindens fært. Han genkendte den straks og åbnede sine øjne. Dæmon. Romeo gik hen imod drengen og kvinden. "Jeg beklager på mine.. venners.. vegne. De er ret fulde." Sagde Romeo høfligt.

Hun frøs kort fast i sin seneste bevægelse, ved at hun var opdaget, men det kom hun sig hurtigt over og lod våbnet forsvinde - de skulle jo ikke tro, at hun var alt for farlig ved første hånds indtrykket af hende. Dog kom en af de ældre fyre over il hende og snakkede. Hun smilede stort falsk - næsten som om, at hun var beæret over hans ord, men langt fra var. Stella ignorede det irriterende charmerende smil. Som skreg alt andet end charmerende til hende. Faktisk havde hun en lille lyst til at skære læberne af dem - ikke kun for madens skyld - men også bare fordi selve stemmen på ham og de andres grin gjorde hende voldsomt irriteret. Da en ung fyr trådte frem - eller ung - pæn fyr. Det måtte hun indrømme - selvom det var yderst længe siden, at hun havde indrømmet at en fyr var nydelig at se på. Hurtigt slog hun tanken ud af hovedet og nikkede kort til ham. "Det må du nok sige." Svarede hun ham, hendes stemme bar en let dragende klang over sig med et snert mystisk - dette var ganske ubevidst og bare en tone den ejede. Hun havde en stort nederdel på der gik til midten af hendes lår og en hvid tanktop - samt et par enkle flade sko. Stellas hår var sat op i en løs fletning der hang ned af hendes ryg og gjorde at kun nogle få af de lysebrune lokker hang ned langs hendes kinder.
Stella nikkede kort for sig selv. Inden hun overvejede om hun ikke bare skulle smutte videre og lade de unge fyre feste videre for sig selv.

Romeo lod sig ikke narre af hendes skønhed eller mystik. Han vidste hvad hun var og det gjorde at han var yderst opmærksom på det hun sagde og gjorde. Selvom han ikke brød sig om drengene, så ville han ikke lade hende skade dem, eller omvendt. Drengen som havde snakket til hende så irriteret på Romeo. "Hvad har du gang i, Jay?" Spurgte drengen med en grødet stemme. Jay var deres kælenavn til Romeo. Han kunne faktisk godt lide navnet, men det nægtede han at indrømme overfor dem. "Jeg redder dig. Hun er dæmon." Sagde Romeo roligt imens han fortsat så på dæmonen. Drengene begyndte at tøve lidt. De vidste at Romeo havde forstærkede sanser og troede derfor på hvad han sagde. Romeo gik et skridt tættere på dæmonen. "Inden du gør eller siger noget, så lad mig først fortælle dig noget. Disse drenge er ikke din tid værd. De er fulde og dumme." Romeos stemme var alvorlig, men langtfra truende. Hans øjne havde en skær af venlighed over sig for ikke at gøre dæmonen sur.

Stella hævede lidt på et bryn så snart han snakkede som om, at Stella var ondskaben selv - eller sådan følte hun. Hun havde ikke i sinde at gøre dem noget - faktisk var det jo ikke hendes mening at snakke til dem før de snakkede til hende. De ja, var spild af hendes tid. Hun kiggede blandingen i øjnene. Hans blod og hans kød havde en dragende effekt på hende - fordi, at det var en lækker bid mad hun kunne få sig. Hvis hun slog ihjel - hvilket hun lod Matt om. Hun trådte et stille skridt tættere på ham - efter, at han endnu engang havde sagt noget og var gået tættere på hende. "Du kender mig ikke. Husk det. I snakkede til mig. Jeg ved udmærket godt, at i er spild af min tid. Faktisk havde jeg ikke tænkt mig at gøre jer noget, så. Spar på din alvorlige stemme. Der ingen grund til det" Svarede hun og lagde hovedet lidt på siden. Det var da altid noget, at han ikke havde sagt noget nedladende. Men stadigvæk. Hun vidste skam godt, at de drenge var fulde , men stensikkert også enormt dumme. Det gjorde også at hun rullede øjne af dem af ligegyldighed. Lige nu var Stella måske ikke den mest positive i sin attitude, men hun virkede langtfra ondskabsfuld - snarre som en smule irriteret eller bare sulten.

Romeos hjerte begyndte at slå hurtigere, da det begyndte at gå op for ham hvor tæt de egentlig var nu. Han lagde mærke til at hendes grønne øjne havde et gyldent skær over sig, hvilket var ret pænt, og gav hende et mystisk udseende. Han knyttede sine hænder for at tage sig sammen. Siden han var blevet tvunget til at hænge ud med de fyre var han begyndt at tænke mere som en typisk teenager, da de drenge ikke ligefrem skjulte deres tanker, men derimod delte dem med nærmest alle, hvilket påvirkede Romeos tankegang.
"Rettelse. De snakkede til dig. Jeg gjorde ikke. Jeg forsvarer dem lige nu, trods jeg ikke bryder mig om dem." Sagde han og kneb øjnene lidt sammen. Han begyndte at knurre lavmælt og han fik langsomt en trang til at skifte form. Han trådte et skridt væk fra hende og tog sig til hovedet. "Beklager." Mumlede han. Han var ikke altid god til at styre sin indre ulv. Drengene bag ham begyndte at bakke væk.

Stella forstod ikke hvad der skete, hvorfor forsvare en omgang dumme fyre når man alligevel ikke kunne lide dem? Det fik hende til at ryste på hovedet. Dog knurrede han og det gjorde hende lettere opmærksom. Hun løftede hovedet ret op og kiggede på ham da han sagde han beklagede den. DE andre drenge var dog begyndt at bakke tilbage - som om, at de var bange for om han sprang frem og bed dem om lidt. Stella brummede lidt for sig selv, men kiggede så lidt til siden, hvorefter hun sank en klump. "Hvorfor være ved dem, og beskytte dem hvis du ikke kan lide dem?" Spurgte hun tøvende og lagde armene overkors. Hendes hoved blev lagt lidt spørgende på skrå. "Der er ingen grund til at knurre. Det ikke fordi, at jeg er den mest ondskabsfulde person du kunne løbe ind i." Tilføjede hun med et skævt smil og et par kort fagtende arme inden hun lagde dem overkors igen.Hun slappede af i betrakning af at hun ikke ligefrem stolede på nogle overhovedet af dem. Men alle undtagen ham hun snakkede med var sølle små menneskedrenge som troede at de var seje - hvilket de burde få smidt i smasken at de ikke var. Stella tog en dyb indånding og nikkede så for sig selv. "Det var hyggeligt... lige meget." Sagde hun med en fagt med hånden og gjorde klar til at vende sig om på hælen for at gå.

Romeo så hen imod drengene og knurrede lidt højere. Drengene råbte op og begyndte at løbe væk. Romeo smilede svagt og så på pigen igen. "Fordi de tvinger mig. Hvis jeg ikke hænger ud med dem og gør hvad de siger, så vil.. de fortælle nogen om mig.. det er en lang historie." Han trak på sin ene skulder. Han foldede sine arme bag nakken og strakte sig. "Rigtigt, du er ikke den mest ondskabsfulde. Du har trods alt ikke prøvet at dræbe mig nu." En blid latter forlod hans læber. Nu hvor drengene var væk kunne han være sig selv igen.
Da hun skulle til at gå greb han hurtigt fat i hendes arm. "Vent. Vil du ikke snakke lidt? Undskyld fordi jeg var uhøflig før, men det ville være rigtig dejligt hvis du ville snakke lidt." Han havde et venligt smil om læberne.

Den blide latter ville have fået hende til at vende sig om, men det gjorde hun nu alligevel da han havde grebet om hendes håndled og tvunget hende til at vende sig om imod ham igen. Smilet på hans læber måtte hun holde sig i skik med. Et venligt smil kunne hurtigt være falsk - trods alt. Stella nikkede til ham kort. "Fint. Lad os tale så. Mit navn er Stella." Præsenterede hun sig selv og lod et mere afslappet smil - dog ganske kort flyde op på hendes læber. Stella slog ud med armene. "Skal vi blive stående i gyderne eller skal vi gå et mere fredfyldt sted hen?" Spurgte hun så kort og bed sig hurtigt i læben.

Romeo gav slip på hendes arm, da det virkede til at han havde fået hendes opmærksomhed. Han ville gerne snakke med en fornuftig person eftersom det var irriterende at hænge ud med de fyre. Han lagde armene over kors. "Lad os tage hen til kroen. Så kan vi også få noget at spise, jeg er ret sulten." Han kom dog i tanke om at hun var dæmon. "Øh, hvad lever du egentlig af?" Han så spørgende på hende.
Han begyndte at gå hen imod kroen og forventede at hun gik med. "Hov. Jeg glemte helt at introducere mig selv. Jeg hedder Romeo, men drengene kalder mig Jayson. Du bestemmer selv hvad du vil kalde mig." Han smilede høfligt til hende. "Stella er forresten et pænt navn." Han flirtede ikke, han var høflig. Han var ikke særlig god til at flirte, faktisk.

Spise. Ja, det var jo ikke fordi hendes ret var den bedste. Heldigvis så kunne hun sagtens spise normalt mad også tage noget andet senere. Eller ja. Det kom an på om det var en bartender hun kunne narre til det eller hvad det var. "Faktisk lever jeg både af blod og kød, men jeg spiser sjældent kødet kun hvis det er nødvendigt." Svarede hun uden at tøve. Stella fulgte med ham uden at tænke over det faktisk. "Men jeg kan sagtens spise normal mad, det mætter bare ikke." Tilføjede hun med en blid latter. Så præsenterede han sig selv og det gjorde hun let lyttede til, hvad han sagde. Romeo. Det burde ikke være svært at huske - så meget i hvertfald. Stella nikkede kort til ham, og smilede så da han sagde hendes navn var pænt. "Tak" Svarede hun hurtigt og slikkede sig ubevidst om læberne inden hun gik videre.
Da de kom hen til kroen fandt hun hurtigt et ledigt bord og satte sig der for at spærre pladsen. Hvis Romeo stadigvæk var interesseret så ville han vel sætte sig der.

Romeo lyttede til hvad hun sagde med interesse. Han havde ikke snakket med mange dæmoner, trods han havde mødt mange af dem. "Så du er en bloddæmon?" Spurgte han. Han lød ikke bange eller hadefuld. De eneste væsner han var bange og hadede var vampyrer. Andre havde han ikke noget imod medmindre de var direkte uhøflige eller ondskabsfulde imod ham eller hans familie. Dog virkede Stella meget sød lige nu. "Kan du ikke smage normal mad?" Han så undrende på hende.
Han satte sig foran hende og så rundt. Der var ikke meget larm i kroen selvom der var en masse væsner. Han så på Stella. "Hvad vil du gerne have?" Jeg tror jeg vil bestille salat og vand." Han smilede svagt.

Stella nikkede til hans første spørgsmål. Bloddæmon. I det mindste kunne hun tage blodet uden at dræbe helt eller skulle have sex med andre. Det var faktisk dejligt nok nu når hun tænkte over det. Spørgsmålet om mad gjorde hende en anelse eftertænksom. "Altså. Jeg kan godt smage det. Det er som en lille ekstra snack." Tilføjede hun og smilede venligt til ham. Det var altid noget, at der var så stille lige nu. Normalt var der bare larm og mere larm. "Jeg tror bare jeg tager det samme som dig så." Svarede hun kort tøvende inden hun havde bestemte sig. Salat... det var nået nyt. Var han mon vegetar? Hun ville ikke spørge - bare nysgerrig. Det var alle vel på sine punkter. Det var sjovt at se, hvordan folks attitude kunne ændre sig så hurtigt.

Romeo nikkede kort til det hun sagde. Heldigt at hun kunne smage maden for det ville være ret nederen hvis hun ikke kunne. Han ville ikke kunne leve hvis han ikke kunne smage pandekager! Det ville være forfærdeligt. "Heldigt. Pandekager er min livret og hvis jeg ikke ville kunne smage det, så tror jeg at jeg ville ende med at dø." Han grinede kort og kørte en hånd igennem sit hår.
"Udmærket." Han fik øjnekontakt med en af servitricerne og bestilte. "Fortæl mig om dig selv, altså kun hvis du vil." Han smilede venligt til hende. Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede hende.

Det var rarer at snakke med ham end hun faktisk havde forventet. Stella lyttede til hvad han sagde og holdt skarpt øje med hver eneste bevægelse han fortog sig. Så snart maden var bestilt så spurgte han ind til hende. Stella tænkte sig kort om, hvad ville være godt at vide om hende, og hvad ville nok ikke være så godt at fortælle. "Jeg elsker ulve og har to. Min halvbrors kæmpe ulv bestemte sig så blot lige at vælge min hun ulv som mage - så der er snart ulveunger i min brors og mit hus." Fortalte hun med et let grin. "Øhm. Jeg går meget op i at træne med våben. Uh og irritere min storebror og halv lillebror." Måtte hun ærligt indrømme. Det var generalle facts om hende som man ikke rigtig kunne sige var urelevent eller relevant for hans indblik om hende. Hvis han ønskede dybere indformationer var han nød til at spørge efter dem, ellers vidste Stella ikke præcist hvad hun skulle fortælle. "Hvad med dig. Blandingsrace var? Shapeshifter og engel, jeg må indrømme jeg aldrig har set en blanding af dem før. For vampyre og bloddæmoner er det jo næsten en buffet." Sagde hun så med et drilsk lille smil. Hvis hun ville have dræbt ham eller skadet ham ville hun have haft gjort det for længest - det var kun hvis han skulle ske at overraske hende på den negative måde, at hun ville skade ham.

Romeos øjne lyste op, da hun nævnte ulve. Han elskede ulve! De var vidunderlige dyr! Han var halv shapeshifter og hans dyreform var en ulv. Han kendte ikke til noget bedre end at være i ulveform og løbe med de andre ulve. Han var nærmest en del af en ulveflok. De havde i hvert fald godkendt ham. "Ulve er fantastiske. Min dyreform er ulv." Hans smil var bredt, hvilket gjorde ham ret nuttet at se på. "Jeg gad godt at have en ulv, men jeg tror ikke at mine forældre ville lade mig have det." Han grinede kort og trak derefter på skulderen imens han stadig havde det brede smil om læberne. "Hvad hedder din storebror og lillebror?" Spurgte han nysgerrigt.
"Tja, min far er falden engel og min mor er Shapeshifter. Jeg er den eneste blanding i min familie. Mine søskende har i hvert fald ikke vist tegn til at være halv engel. Jeg har to lillesøstre og en lillebror. Faktisk, så er min ene lillesøster kun min halv lillesøster. Det.. er en lang og kompliceret historie.. Lad os bare sige at hun faktisk er min storesøster, men jeg har altid fungeret som en storebror for hende." Hans brede smil var forsvundet lidt, men han smilede stadigvæk. "Hvad angår at mit blod ville være en buffet for vampyrer og bloddæmoner, så er jeg godt klar over det. Jeg er blevet jagtet flere gange. Første gang tog mine forældre sig af vedkommende. Andre gange klarede jeg mig selv og jeg har ikke fortalt mine forældre om de gange. Desuden, hvis du ville have mit blod, ville du have taget det for længe siden." Han smilede kækt til hende.

Stella smilte let og kækt til ham - da han nævnte hans egen interesse for ulve. Hun lo let da han sagde, at hans forældre sikkert ikke ville gå med til den. "Hvis man har dem fra de var små knytter de sig ofte stærkere til en." Tilføjede hun som noget fakta - selvom det faktisk var en interessant ting at vide, når man interesserede sig for det dyr. Da Romeo skiftede emne over til hendes brødre bed hun sig kort i læben. "Min storebror hedder Matt og min lillebror - eller halvbror hedder Josh." Fortalte hun hurtigt. Selvfølgelig havde hun mange halvsøskende, men ikke nogle hun ville give sin højre hånd for at lære. Julians sønner var de værste Josh og Matt var de eneste der havde overlevet den virus han havde sent ud i dem- eller Josh var mere eller mindre rask. Stella håbede på, at ville kunne hjælpe ham i sidste ende. Hun lyttede opmærksomt med da han fortalte om sin familie - hun hørte ofteom historier der var så ulykkelige - at det næsten var rart at hører nogle måske faktisk havde haft en okay barndom. Ikke fordi, at STella havde haft det for det havde hun langt fra.
Samtalen kom til hans blod og hun kiggede lidt drillende på ham stadigvæk. "Sandt nok." Svarede hun og trak lidt på skulderen. "Ville også blot nævne det for dig, men det er da altid noget, at du kan klare dig selv - selvom jeg må indrømme de drenge du omgik dig med måske ikke ligefrem er din type af fællesskab." Måtte hun indrømme ærligt. Hun smilede stadigvæk og hendes stemme havde ikke nogen negativ effekt overhovedet - men hun var ærlig. Hvorfor sige noget hun ikke mente? Stella lagde hovedet lidt på skrå og kiggede stadigvæk ham i de chokoladebrune øjne. ... Nej kom til dig selv! Måtte hun skælde sig selv ud i hovedet efter næsten at lade sig falde ind i hans øjne. Det var ikke tit hun ligefrem oplevede dette... og derfor måtte hun hellere stoppe det inden det gik for godt igang.

Romeo smilede svagt. "Sådan tror jeg det er ved de fleste dyr. Uheldigvis har jeg ikke rigtig et dyr. Jeg havde engang en skovmus som kæledyr, men han døde for to år siden nok." Han trak på sin ene skulder. Han rynkede svagt på panden, da hun nævnte Josh. "Mener du Josh, englenes leder? Ham som på en måde er min leder?" Han var jo halv engel. "Min far kender en.. kvinde som kender Josh ret så godt." Det var nok ikke en god ide at sige det var Nille når hun var eftersøgt. Selvom Stella virkede flink nok, så ville han ikke risikere noget. Han havde en rar familie, men efterhånden følte han sig anderledes. Som om han ikke hørte til i sin familie.
Han kørte en hånd igennem sit hår mens et svagt suk forlod hans læber. "De drenge kender til min hemmelighed og de ved jeg er blanding. Hvis jeg ikke gør hvad de siger vil de fortælle alle om mig, og hvis de gør det vil min familie måske være i fare. Jeg vil ikke risikere noget." Han havde et svagt, trist smil om læberne. Servitricen fra før kom hen til deres bord med to tallerkener, hvor der salat på, og to glas vand. Hun stillede det foran dem. Romeo takkede hende og fiskede en lille læder pose op af sin lomme, hvor der var mønter i. Han tog en sølvmønt frem og rakte servitricen den, hvorefter hun gik tilbage til baren.

Kort trak Stella på skuldren, men smilede blidt til ham. Det var underligt, hun følte sig overraskende tryg i hans selskab - men ville aldrig indrømme det højt. Da han kendte Josh slog hun overrasket blikket op, hvilken kvinde. Caroline måske? De ledte efter Caroline trods alt. "Ja det er ham. Hvilken kvinde, tilfældigvis ikke blond?" Spurgte Stella forsigtigt. DEt var den eneste beskrivelse hun havde af Caroline at hun var blond. Intet andet. Stella kunne godt mærke, at hun havde ødelagt stemningen - hendes ærlighed gjorde det ofte - desværre. Men hun lyttede da han forklarede tingene. "De er mennesker. Din mor er shapeshifter og din far er en falden engel - undskyld, hvis jeg siger nået nedtrykkende det er ikke meningen, men det lyder som om, at de burde frygte dig mere end du burde frygte dem. Blandinger lever rundt på de her områder, en af mine veninders bror er blanding. Det er et risikabelt liv, men at gemme sig og skjule hvem man er. Det er ikke løsningen. Som sagt kan dine mulige fjender genkende din fært hurtigt." Sagde hun og tog et salat blad og smed det ind i sit gab og tyggede det kort med munden lukket. Hun smilede svagt, men prøvede ligeså stille at virke opmuntrende. "Eller det må du undskylde. Jeg skal ikke blande mig i dit liv." Tilføjede hun så kort efter og sank en klump.

Romeo pillede lidt ved salaten, inden han spiste lidt, men det var ikke særlig meget han spiste. "Nej, ikke blond. Hun har sort hår. Jeg må ikke fortælle dig hvem hun er, hun er.. eftersøgt, så.." Han så undskyldende på hende. Han håbede at hun forstod. Han havde ikke set Nille i lang tid, men det var der sikkert en god grund til. Hun havde jo ofte travlt. Han tog en tår af sit vand.
"Det er ikke drengene, jeg er bange for ville skade dem. Det er vampyrer... bloddæmoner eller andre væsener, der vil have fat i en delikatesse, som du kaldte mit blod." Han trak på sin ene skulder. "Desuden er jeg ikke ligefrem den voldelige type. Jeg kan ikke skade en flue." Han skar kort ansigt. Han ville gerne kunne slås, men tanken om at skade andre gjorde ham dårlig. "Du skal ikke sige undskyld." Han smilede svagt. "Men, hvorfor var du helt alene, da vi mødtes?" Han så spørgende på hende. "Du virker ikke som typen, der er meget alene."

En eftersøgt kvinde. Stella gav et nik fra sig. "Bare rolig. Jeg jager eller skader ikke kvinder." Så snart det var sagt bed hun mærke i det kunne lyde lidt forkert. "Eller folk jeg stoler på, eller ikke har gjort nået galt så." Tilføjede hun hurtigt og kløede sig kort i nakken. Hun kunne ikke sætte sig helt ind i hans sko, men hun nikkeed alligevel ganske kort. "Jeg havde også engang jeg ikke kunne gøre nogle fortræd overhovedet. Min families sammenhold lyder så også til at være en del til forskel for din." Tilføjede hun og stak sin gaffel i salaten og kørte den lidt rundt på den hvide overflade - der nu snart var ret så grøn. Da han spurgte, hvorfor hun var alene sank en kort en hurtigt klump og slog blikket op i hans bløde brune øjne. "Fortiden. Har jeg været overraskende alene. Matt har fået sig en forlovet han bruger sin tid med. Mine veninder er ikke så tæt op byen som de kunne være... Så ja. Der er ikke så mange muligheder. Ulvene derhjemme er skam godt selskab, men det bliver af lidt for meget i sidste ende og man må bare ud og få lidt frisk luft." Svarede hun og kort lignede hendes læber en smal streg, til hun lod sin tunge fugte sine læber hurtigt og kiggede på Romeo. Salat var ikke ligeså godt som kød, men det kunne spises - som en ekstra ikkemættende dessert.

Romeo smilede svagt. "Jeg kan alligevel ikke fortælle dig det. Beklager." Han havde et undskyldende glimt i øjnene. Han ville bare ikke risikere noget. "Hvordan er din families forhold, da?" Spurgte han undrende. Servitricen der havde serveret dem maden, sendte Stella onde blik eftersom Stella gjorde tallerkenen en del beskidt og det var servitricens job at gøre rent efter det.
Han tog en tår af vandet igen imens hun snakkede. "Har du ikke en kæreste eller en forlovet?" Han så undrende på hende. Det ville undre ham en del, hvis hun ikke havde, når hun var så smuk og sød. "Man får også nye venner ved at gå lidt ud." Han smilede kækt og en blid latter forlod kort hans læber.

Stella trak på skulderene. DEt gjorde hende intet, at hun ikke måtte vide det. Kun hende mere nysgerrig, men den tanke slog hun hurtigt ud da han spurgte ind til hendes liv. Det var der alligevel ikke ret mange der gjorde, hvorfor var et godt spørgsmål. "Mine brødres og mit er formidabelt. Mit og mine forældres var dog ikke ret godt." Hun lagde tryg på det sidste. Var - ganske enkelt fordi de var døde. Eller Julian var kommet tilbage og havde ikke sinde i en lykkelig familie genforening. "Min far var voldtægtsmand." Kunne hun ligeså godt klemme stille ud over sine fyldige læber - inden Romeo ville spørge om hvorfor osv. Hun gjorde sig selv en tjeneste og sagde det lige ud.
Stella blev dog atter opmærksom. Det virkede som en overraskelse for hende hvert eneste spørgsmål hun fik fra ham. Hun rømmede sig kort og rystede let på hovedet. "Jeg havde engang for MANGE år siden, men han blev slået ihjel. Siden har jeg vel ikke været så heldig." Jo altså hun havde været forelsket et par gange for meget efter måske, men det var jo hvad der kunne ske. Stella kørte en hånd henover sit hår. "Ja, selvom jeg ikke er den bedste til at gå venner. Det normalt ikke nye venlige mennesker jeg møder når jeg går ud." Hårdt sagt, men sandt. Det var en af de få aftner hun havde været ude, hvor hun ikke var blevet stukket, kidnappet eller kommet det mindste til skade. Det var nået helt nyt for hende nærmest. Hen over hendes arme var der små lange fine tynde ar, men kun tydlige hvis man virkelig gik efter at opdage dem. Hele hendes krop var dækket med dem, men tøjet dækkede de permanente mærker ret så godt. Stella havde stadivæk et smil på læben og hovedet lagt på skrå.
"Hvad så med dig. En særlig kvinde i dit liv? Eller mand?" Spurgte hun. Det var normalt at mænd var til kvinder og kvinder til mænd. Men hun vidste fra sig selv, at folk kunne have forskellige syn på, hvad der tiltrak dem, så det var ikke for at være fornærmende eller nået, men hvis han nu var til mænd og hun sagde kvinder - ville det sikkert være svært ligesom at være sig selv... ikke? Stella kløede sig kort i nakken og sank en klump. Det var jo ikke fordi, at Romeo lignede en bøsse, hvis man kunne sige lignede. Det var et dumt udtryk at bruge sandt nok, men ja.

Romeo spiste det sidste af salaten, da han var ret så sulten. Selvom han foretrak kød, så kunne han rigtig godt lide salat, men han var ikke helt klar over hvorfor. "Oh. Det er jeg ked af det." Sagde han til det med at hendes forældre var døde. "Har dig og dine brødre den samme mor eller er det den samme far?" Han så spørgende på hende. Han lænede sigt tilbage i stolen og så venligt på hende. "Hvis du ikke vil svare på mine spørgsmål er det okay. Jeg er bare nysgerrig." Hans smil var svagt, men høfligt.
Romeo havde kun kysset med en pige i hele sit liv, men det var længe siden, han havde set hende. Det havde vel heller ikke rigtig betydet noget i sidste ende. De var barndomsvenner, og ikke mere, vel? Han rystede på hovedet for at få tankerne væk og koncentrere sig om det Stella sagde. "Det undrer mig. Du er køn og sød, men det gør mig ondt." Han ville ikke spørge om hvordan hendes kæreste døde, han ville ikke rive plasteret af såret. "Så er du heldig i dag. Jeg kunne aldrig finde på at gøre andre fortræd... medmindre de skader min familie eller det er selvforsvar." Han trak kort på sin ene skulder. Han rystede på hovedet til hendes spørgsmål. "Nej, ikke rigtig. Jeg har kun kysset en pige hele mit liv, men.. jeg tror ikke rigtig det betød noget. Det er længe siden jeg har set hende. Det er lidt.. kompliceret." Han smilede skævt, og rejste sig derefter op. "Men, jeg tror det er på tide, jeg smutter. Mange tak for snakken, Stella. Jeg håber at vi mødes igen." Hans nøddebrune øjne havde en varm glød over sig.

"Det skal du ikke. De fortjente det skam." Svarede hun blot hurtigt og trak lid på skulderen. "Den ene er min halv bror, men ser ham som jeg ser Matt. Så." Tilføjede hun med et svagt smil.
Så gik tingene så hurtigt, hun nikkede taknemligt til hans komplimenter inden han så rejste sig op. "Det håber jeg ja." Smilede hun tilbage og rejste sig selv op. Så nikkede hun kort til ham og forsvandt derefter ud af døren.

//out xD //