Let me be alone! //Barbatos//

S: Gyderne
T: Tæt på midnat
V: Stjerneklar nattehimmel
O: En masse skrald der flyder rundt omkring

Rafaela havde valgt og gå sig en tur. Hun havde sin mørkerøde kjole på der gik lidt ned under hendes knæ. Hendes hår lignede noget der ikke havde set en børste i årevis eller bare vand og sæbe. Hun havde nogle dybe sår forskellige steder på sine hænder og hendes kjole var smurt ind i blod. Tårerne løb svagt ned af hendes kinder. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen. Hun ville ikke hjem og hun ville hellere ikke tilbage til kroen, hvor hun var kommet fra. Hun havde det som om nogen havde flået hendes hjerte ud og lod hendes brystkasse stå åben. Det var som om hele verdenen var imod hende. Hun gik bare rundt i gyderne. På en måde håbede hun på, at Zero ville komme efter hende og bede om tilgivelse, men det vidste hun at han ikke ville. Han havde valgt hvad han ville. Hun håbede samtidig på, at nogen bare dræbte hende så hun slap for denne smerte der kørte rundt i hende.

Barbatos kunne endelig træde ud af den ustoppelige varme fra smede huset, han havde været ude for at skulle hjælpe en Dæmon "broder" med noget smede håndværk, og hans kunnen inde for faget havde åbenbart stræbt sig lagt fra Angerforge
Han tog det store fore stykke af, og lod det falde på jorden ved siden af døren, han var iført nogle sorte bukser, og en sort tanktop (se avatar), han tog med den store hånd, forhammeren som havde stået lige inde for døren, og lod den glide ned af den holder til den han havde på ryggen, han så sig omkring, var det virkelig allerede så sent?

Rafaela kiggede ned i jorden imens hun gik rundt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun havde gået i et godt stykke tid rundt i de forskellige små veje gyderne havde så man kunne komme et andet sted hen. Hun kunne sikkert ikke selv finde tilbage igen hvis hun begyndte og prøve da hun ikke havde styr på længere hvor det var hun havde gået henne. Hun var gået forbi smeden som hun ikke havde tænkt over andre gange hun havde gået rundt i gyderne. Hun gik ind i en fyr der lige var kommet ud fra smeden. Hun kiggede op på den store fyr. Han var ikke lille det måtte hun indrømme "Øh undskyld" sagde hun forsigtigt og nervøst.

Barbatos som kun lige havde fået sluppet taget på den lange hammer, tog atter den store næve omkring hovedet på den, "oooggg.... hvad kan jeg så gøre for dig?" spurgte han imens han vendte sig om og så på hende, han var ikke som sådan vant til at folk gik ind i ham, derfra hvor han kom vidste folk godt de skulle holde sig 5-6 fod fra ham, han lod halen vikle sig væk fra maven imens han ventede på et svar fra dette væsen, "hvad foretager du dig dog her?"

Hun kiggede undersøgende på ham. Han lignede ikke en af dem man så til hverdag. Hvad var han for en? Hun rystede lidt på hovedet "Nej det fint" hun håbede lidt på, at denne fyr ville lade hende være. Hun var ikke i humør til, at nogen skulle lave sjov med hende. Hun skulle lige til og fortsatte med og gå da hun hørte fyren snakke til hende "Jeg går mig bare en tur for og klare tankerne lidt" hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige da det at hun ville undgå, at gå hjem ville virke mistænksomt og da hun sådanset var indsmurt i blod gjorde det ikke ligefrem bedre.

Barbatos trak hammeren, og pegede hovedet imod hende "det ligner nu ellers mere end blot tankerne du har været ude og få styr på," han mente selvfølgelig det blod hun gik rundt i, uden at fjerne hammeren der stadig var rettet imod hende vendte han sig en smugle og kiggede ind i smede værkstedet, "vi har en balje vand her, så kan du få ordnet dig lidt" sagde han og nikkede ind imod døren, "så kan du også fortælle hvad der virkelig er sket"

Hun kiggede overrasket på den store hammer hen rettede imod hende. Hun følte sig lidt utryg ved situationen. Hun sukkede lidt "Det var heller ikke ligefrem meningen, at jeg skulle have styr på tankerne før efter det her skete" hun rettede sine arme lidt ud i tegn på, at hun mente blodet hun var indsmurt i. Sit ejet blod. Hun kiggede lidt underligt på ham. Skulle hun tage imod tilbudet eller skulle hun lade være. Hun kunne nok ikke vaske sin kjole for så ville hun være gennem blødt og det ville ikke dæmpe nysgerrighedden hos hendes familie hun nikkede let som tak og gik ind i smeden og kiggede ned i baljen med vandet. Hun så lidt usikkert på ham. Hun sukkede lidt og stak sit hoved ned i vandet for og få det blod der var i hendes hår og i ansigtet og på halsen af og det var ikke længe før vandet var blevet lidt rødt. Da hun tog hovedet op og fik vredet vandet ud af hendes hår kiggede hun på ham. Hun sukkede lidt "Fik bare smadret nogle spejle i vrede..." hun sagde det som om det ikke var noget særligt. Selvom der var meget mere i det end hun gav til udtrykke.

"det lyder nu ellers ikke som den helt sande historie" sagde han og fandt en skjorte som var tydeligt for stor til hende, den havde nok kunnet passe ham, men hun kunne svømme rundt i denne jo, han smækkede atter hammeren i hylstret som hang på ryggen af ham, og lukkede døren efter sig idet han gik ind igen, han tog en stol hen til siden af baljen og hang skjorten derpå, "du kan bruge denne til dit eget tøj tørre" han pegede på den med den store sten hånd, "hvis du hænger dit eget tøj ved ilden går der ingen tid før det atter er tørt, han tog endnu en stol derhen og satte sig mageligt på den, det var første gang han sad denne dag, han lagde hovedet lidt på skrå, "lad så høre hvad der virkelig er los"

Hun sukkede lidt. Han var ikke dum kunne hun høre. Han kunne regne ud, at det ikke var det hele hun havde fortalt hvad der var sket. Hun kiggede på skjorten han havde fundet frem til hende. Den så alt for stor ud, men hun kunne vel bruge den som en slags kjole. Hun nikkede som tak og tog sin kjole af og taget skjorten på istedet. Fik vasket sine arme og ben rent for blod. Hun kiggede lidt på ham og vaskede sin kjole og hængte den op ved ilden. Hun satte sig på en stol overfor ham og sukkede lidt "Fandt ud af, at ham jeg elskede havde noget med mange andre piger. Blev sur og flippede ud. Ødelagde en helt del spejle og var tæt på og gøre skade på hende. Hun slap så heldigt, men jeg har sådanset skåret det meste af mine hænder op" hun fremviste sine hænder frem til ham og sukkede. Det gjorde ondt og tale om det.

Barbatos så på hendes hænder, "det er da heller ikke til med 'kærlighed' nu om dage" sagde han og rettede blikket ind imod ilden, "hvem er denne mand så? en som du eller andet væsen?" han rettede sit blik op for at fange hendes, "det må være smerteligt sådan at vide en man har haft stolt på, og krænget sit liv ud for, bare viser sig at være en charmør, med en kvinde til hver uge?" han tog den store sten hånd og roede lidt op i ilden så den atter kunne tage fat, "har du fået stoppet blødningen fra hænderne endnu?" spurgte han og hvilede atter blikket på hendes hænder

Sårerne blødte stadig væk, men det var knap så meget som da det skete. Hun rystede lidt på hovedet af det han sagde om kærlighed. Det havde han helt ret i. Hun kiggede trist ned i jorden "Han er dæmon" hun vidste godt, at normalt ville man ikke kunne stole på dæmoner, men igen så gjorde hun det utroligt nemt da næsten hele hendes familie var dæmoner. Hun kiggede op på ham og fangede hans blik. Hun nikkede stille "Havde lyst til og dræbe hende der fortalt mig det og lyst til og gøre større skade på mig selv, men som du ser er det vel held jeg har kræfter til og gå rundt" hun prøvede så vidt muligt og skjule sine hænder i skjorten, men man kunne tydeligt se, hvor hendes hånd var da der var blod på skjorten, hvor hendes hånd var.

Barbatos tog hånden ud af flammerne, "kom her med dine hænder" sagde han og tog den 'normale' hånd frem imod hende, "det ville være surt hvis du snaskede skjorten ind når du lige har fået den ren på, det gør kun ondt et kort øjeblik, men det vil være bedre end at lade det blive ved med at bløde, "en Dæmon siger du... det var da rent nok modigt at vælge sådan en som livspartner"

Hun kiggede lidt på ham. Hun sukkede lidt og rakte sine hænder frem til ham. Hun vidste ikke helt hvad han ville gøre ved dem, men hun håbede lidt på, at han ikke ville skade dem mere end de allerede var. Hun nikkede stille til det han sagde omkring, at gøre skjorten beskidt "Hvad vil du gøre ved mine hænder?" hun så ned i jorden. Det kunne godt være, at det var modigt og være partner med en dæmon, men hun var van til dæmoner "Måske, men næsten hele min familie er dæmoner så jeg er van til det" hun smilede lidt til ham kort.

"jamen hvis du er så vant til dæmoner så behøver du jo intet frygte" sagde Barbatos og tog omkring hendes underarm, "jeg vil sørge for at blødningen der stopper ordenligt" han lagde den store stenhånd han lige havde inde i ilden over hendes hænder, men kun så hurtigt at han kunne nå at få lukket alle de flænger hun havde fået sig på hænderne, "det både lukker og renser"

"Jeg frygter ham heller ikke direkte. Jeg er bare virkelig såret over, at han har fundet nogle andre tøser end mig. At han ikke fortalte om sit arbejde eller noget som helst" hun kiggede underligt på ham. Hun forstod ikke hvad han ellers kunne gøre ved hendes arm end, at forbinde den. Hun bed sig usikkert i underlæben og kiggede ned på hans stenhånd "Hvordan kan det der hjælpe?" man kunne tydeligt se på hende, at hun undrede sig og at hun ikke vidste hvad der foregik. Hun kiggede undersøgende på hans stenhånd "Hvorfor ser den der anderledes ud end den anden?" hun kiggede nysgerrigt op på ham.

Barbatos lagde sten hånden over hendes hænder så han kunne lukke hendes sår, det lød som når vand bliver hældt i en tynd stråle på et bål, og en enkelt dampsky lod da også lette over hans hånd, "ret renser, og sørger for at du stopper med at bløde ud over det hele" sagde han og rejste sig efter en forbinding så der ikke skulle komme flere bakterier og urenheder end nødvendigt, "er spørgsmålet så svært?" spurgte han og sendte hende et skævt smil, "jeg er rød, har hale, har... havde horn" han pegede på de to stumpe genstande som stak ud af hans hoved, "jeg er en dæmon, og hånden bruger jeg til at føre hammeren så jeg kan smede alt fra angreb til forsvar"

Hun kiggede på ham. Hun var nu glad for, at hun endelig havde mødt en der ville tage sig af hende. Passe på hende og tage sig af hendes dybe sår indtil hun kommer hjem, hvor hun måtte fortælle sin far hele sandheden og sikkert ville få stuearrest som altid. Hun smilede stille til ham kort "Tak for, at du vil hjælpe mig" man kunne høre, at hun var taknemmelig, men samtidig var der en undertone af sorg der prægede mest. Hun kiggede op på ham "Jeg havde regnet ud, at du var dæmon, men syntes din hånd så ret spøjs ud, men nu forstår jeg bedre hvorfor" hun vidste ikke helt om han kunne regne ud hvilken race hun var, men det var vel også ligemeget.

Barbatos forbandt let hendes hænder med den bandage han havde haft fundet, "det burde gerne holde i en tid, men sørg for at give dine hænder en omgang fedt når der er gået et par timer" sagde han hvorpå han stak stenhånden ned i vandet så den kunne køle helt ned, "du sagde du havde vandret længe.... kan du ikke huske hvor i alverden du bor?"

Hun kiggede ned på sine hænder imens hans forbandt dem. Hun smilede taknemlig til ham "Jeg får min far til, at se på det når jeg kommer hjem. Han plejer og være god til sådan noget, men tusind tak for din hjælp" man kunne tydeligt høre på hende, at hun var taknemlig over det. Hun kiggede rundt i smeden inden hun kiggede op på ham igen "Jo jo, jeg ved godt hvor det er jeg bor hende. Jeg har bare ikke så meget lyst til og tage hjem lige nu. Har brug for og slappe lidt af inden jeg skal komme med en hel prædiken over hvor jeg har været, hvad der er sket og du ved alt det som forældre nu altid spørger om" hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle ham hvor hun boede. Hun valgte og lade være da det kunne skade hende senere hen i livet.

Barbatos nikkede, han drog atter hånden op af vandet og tørrede den af i et gammelt stykke stof som hang ved siden af, "nej det kender jeg ikke så meget til" sagde han uden at trække en mine, jeg mistede mine forælder tideligt" han rejste sig op i sin fulde højde, hvilket kun gav ham et par centimeter ti loftet, "men jeg kan da følge dig hjem hvis det er, så kan det være din fader vil være lidt mere rolig med sine spørgsmål?"

Hun kiggede lidt på barbatos. Det undrede hende lidt da han sagde, at han ikke kendte til de spørgsmål ens forældre ville komme med når man var kommet til skade. Hun kiggede dog trist på ham da han sagde, at han havde mistet sine forældre "Det gør mig ondt. Det vidste jeg overhoved ikke" hun kiggede op på ham da han havde rejst sig op. Han var høj det måtte hun sige. Hun rystede dog på hovedet "Det behøver du ikke. Jeg er van til det efterhånden. Hvis du bare vidste hvor tit de kommer med de spørgsmål" der var et lille grin i hendes stemme, men det forsvandt dog hurtigt igen. Hun kiggede på ham "Hvad hedder du egentlig?" hun kiggede nysgerrig på ham.

"Hvor skulle du også have vidst det fra?" spurgte Barbatos med et skævt smil, "navnet er Barbatos... af Angerforge, men derhjemme er jeg også kendt under mange andre navne, gerne navne som afspejlede bedrifter eller andre ting jeg har lavet" sagde han og så ned på hende, "men hvad er dit navn? og din race? men jeg insistere, hellere det end at du skulle flakke yderligere rundt her i gaderne jo"

Hun trak let på skuldrene "Det ved jeg sådanset heller ikke" hun rejste sig op og så ud som et lille barn i forhold til ham når det gjaldt deres højde. Hun kiggede op på ham "Det er et interessant navn du har" hun kiggede hen på sin kjole der stadig var våd. "Jeg hedder Rafaela Zain og er en dragonlycan" hun kiggede lidt på ham "Jeg vil gerne blive her indtil min kjole er tør hvis det altså er ok med dig?" hun kiggede spørgende op på ham.

"En Dragonlycan?" spurgte han og kastede endnu et blik på hende, "så I kan altså også se sådan ud? jeg har hørt historier om din race, men jeg må indrømme, det er første gang jeg møder en på så tæt hold" sagde Barbatos og nikkede, "du kan blive her så længe du lyster, ham jeg hjælper kommer nok ikke tilbage lige den første tid" han bukkede sig lidt imens han trådte lidt væk fra hende, så han kunne fjerne hammeren fra ryggen, og satte den op af vægen, han åbnede en lille lem i gulvet ikke langt fra den, "kan jeg byde på noget? vådt? tørt?" han tog en vadsæk op fra hullet og lagde ved siden af sig

Hun nikkede lidt til hans spørgsmål "Ja jeg ser ihvertfald sådan her ud og det samme med min mor" hun var dog ikke så overrasket over, at han ikke havde set en dragonlycan tæt på før. Der fandtes ikke så mange dragonlycans så det rørte hende ikke. Hun smilede stille og nikkede som tak "Det er jeg glad for, at jeg må" hun smilede roligt til ham. Hun kiggede lidt på ham og rystede på hovedet "Ellers tak måske en anden gang" hun kiggede taknemlig op på ham.