Who the hell are you?! -Holly-

Hvorfor, hvorfor føltes det som om hendes liv var på et sekund et stort sort hul. Noah kom aldrig tilbage til hende, det var som om alt hans kærlighed til hende, den var væk i et hjerteslag. Alting de havde sammen og alt der havde holdt hende sammen. Det føltes som om hun var begyndt at falde fra hinanden, hvad kunne hun have gjort der gjorde hun ikke var god nok til ham længere? Han havde nok fundet en der var smukkere, og sikkert sød som en engel - en der ikke rodede sig ud i problemer fordi hun ville beskytte folk hun elskede. En han lettere kunne tale til, der ikke var så impulsiv. Elena var begyndt at få ud, og Andrea vidste ikke længere hvordan hun skulle opfører sig overfor Elena - hun lod hende gå ud og passe sig selv - det var hendes liv ikke Andreas. Angela havde sagt til hende flere gange, at hvis han elskede hende - ville hun snart se ham i døren. Men som dagene fik og det føltes som om hun ikke kom længere med sit liv. Så var det lettere at tage det som om, at han var død. Sådan så hun det nu, som om han var død. At han var forsvundet sammentidig med Caroline var blevet væk - hun var sikkert blevet slået ihjel og derved var han nok også død. Andrea havde vendet sit hoved til den tanke, og gik slet ikke med den ring mere han havde placeret af kærlighed mere - for kærlig var der intet af tilbage i hendes hjerte lige nu.

Andrea havde bestemt sig for at gå en tur, bare for sig selv. Solen var dejlig og varmede hendes hud - også selvom at Andrea måske ikke virkede som den mest lykkelige person, så holdt hun hovedet koldt - hun endte blot med at se så kold ud. Hun havde bare lyst til at forsvinde lige nu. Tanken skræmte hende, men var sand - det var noget hun havde lyst til lige nu - hun havde det som om, at ingen ville opdage hvis hun forsvandt. Selvfølgelig var det en tanke og en følelse, Noa og Elena ville opdage det, og det samme ville Andrea og Angela. Ingen andre. For hun havde ingen andre. Efter alt, så følte hun ikke, at hun fortjente den smerte hun fik lagt over sig.

Det var først da hun så en lille engel i problemer, at noget i hende skubbede hende tilbage til virkeligheden. Eller problemer var måske ikke ordet, men disse personer - behandlede hende bare ikke ordentlig. De så noget så uforskamede ud - deres ansigter var fyldt med hån. Andrea gik derover og hævede et bryn af de drenge der stod og hånede pigen. "Jeg er sikker på, at i har bedre ting at tage jer til drenge?" Sagde Andrea med et lidt truende blik,og de unge drenge trak sig tilbage - og ville sikkert løbe hjem til deres mor - ikke fordi Andrea var så skræmmende men hun var heller ikke englesød. "Klare du den?" Spurgte hun englen de havde været efter.

Holly tullede rundt i sin egen verden, som altid. Hun var temmelig lille, i forhold til sin rigtige alder. Hun havde altid været en lille pige. Jazz's lille pige, og Noahs lille pige. De var hendes to forældre. De boede hverken sammen, eller havde andre børn. De var heller ikke det samme væsen.. De var hver sit. Dog, var Holly blevet en engel. Selvom det irriterede Jasmin, en smule, holdte hun stadig meget af sin mor, og far.. Selvom hendes far stort set ikke havde været der ret meget af hendes liv.
Hun havde set hendes far, 1 eller 2 gange, fordi han ikke ville have noget med sin datter at gøre.
Det generede ikke Holly specielt meget.. Hun vidste hendes far elskede hende. Hun var alt for godtroende til at vide andet.

Langsomt satte hun sig ned på det våde, og ret så grønne græs. Duggen, der kom imod hendes gud, var behagelig. Det var rart, at føle morgen duggen mod hendes hud. Et par drenge, gik over imod hende. Deres ansigter var skumle. Skumle for en lille piges synsvinkel.
Hun var ikke ret gammel.
De begyndte langsomt at sige, en masse grimme ting. Inderst inde, sårede det hende. Men hun var stærk nok til at vise det ikke sårede hende..
Da en ældre kvinde, pludseligt kom og rede hende fra alt dette. Da hun bad dem gå, og de endelig gik, pustede Holly lettede op. Et sus gik igennem hende, hun blev lettede.
Holly rejste sig hurtigt og gav Stella et kram. Følelsen af kærlighed, havde hun savnet en smule..
'' Tak.. '' Hendes stemme var lys, men bange..

Stella mærkede pigen der svang sine armene om hende og sagde tak. Selvfølgelig ville Andrea hjælpe pigen, det var ikke rart at blive hængt ud på den måde. Hun kørte en hånd hen over håret på pigen. "Det var da så lidt, men sig mig. Har du ikke nogle forældre som leder efter dig?" Spurgte hun blidt med et smil på læben. Andrea lagde hovedet lidt på skrå. Hvis Elena havde været væk, ville Andrea være død af bekymring. Dog var Elena også nogle år ældre end hun burde have været - ikke at det gjorde Andrea noget - sådan rigtigt.Der var dog noget bekendt ved hende, hendes ansigttræk, de mindede hende om Noah. "Hvad hedder du søde?" Spurgte hun blidt.

//Sorry kort svar. i: