The family name -Noa-Nicolas-

Kort blinkede hun og deet gik op for hende, at hun stod i et stort tomt rum. Sveddråberne samlede sig på hendes pande, inden hun følte hun var ved at besvime. Synet blev sløret imens hun kiggede ivrigt rundt. Mishandlede børn sad i burer rundt omkring. Mishandlet nogle døde. Alt sammen inde i hendes hoved. Andrea løb forbi dem imens hun kiggede rundt. Gangene virkede så enormt lange og endeløse. Hendes åndedrag blev tungere og mere udmattet. Hun slog blikket halv lukket op og prøvede at lyse op - men det virkede så umuligt. Det eneste hun så var David, alfahannen fra hendes gamle kobbel. Han havde en kniv og gik med hurtige skridt imod hende. Alt sammen forgik det i levende billeder fra hendes hoved. Andrea vendte om og gav sig til at løbe. Udmattelsen angreb hende endnu engang og gjorde hun støttede sig indtil væggene. Til sidst stod hun tilbage i det rum, som hun havde efterladt manden i. Han lagde og gispede, med samme bivirkninger af blodet som hende selv - dog ikke ligeså mange.
Andreas blik flakkede rundt, da kanylen endnu engang blev presset ind i hendes arm og gjorde hun sukkede tungt af smerten, hvorefter hun faldt på knæ og hostede blod op. Hendes øjne kunne ikke se klart. Andrea tog sig til hovedet imens hun kunne hører en usynlig stemme hviske hende i øret. Stemmen fik det til at snurre i hendes hoved, fik det til at dunke voldsomt - så hun næsten troede, at hun skulle dø. Andrea gav sig til sidst til at skrige af smerten i hendes hoved - til den med et var væk. Hun gik i sort og væltede om på jorden. Hendes krop lagde og dirrede let.

Der gik lidt tid, men ikke det store før, at hun slog øjnene op igen. Hun satte sig op og kiggede omkring sig - hun var alene. Hendes åndedrag var tunge og udmattende. Med lidt held fik hun rejst sig lidt svejende op. Andrea gav sig til at gå med forsigtige skridt. Der var alt for stille her. Men hun vidste ikke om det var hendes hoved talte sandt eller ej. Det irriterede hende voldsomt, men hun skulle finde Noa. Hun kunne ikke få ord frem over hendes læber. Trin i det fjerne gjorde hun stoppede op, hun vidste ikke om det var hendes hoved eller om det var virkelighed. Den første hun så var Nicolas. Også Noa. Det næste hun så var Noa. Hun vidste ikke om det var det rigtige hun så eller om det virkelig ikke også bare var det hun ønskede at se lige nu. Andrea sank en klump. Hun så udmattet ud.

Nicolas så på den unge mand der bad om at komme fri. Han tog en nøgle frem og kastede den hen til ham så den landede i hans skød. Så kunne han vel klare sig selv? Da han spurgte ind til hvem han var sagde han ikke noget. Han havde ikke lyst til at afsløre over for nogen hvad han havde gjort. Han vidste at det var forkert, og at det var langt ude. Han vidste at han havde pint nogen alt for længe. At det var Andreas bror gjorde ondt på ham. Han ønskede ikke at skade nogen hun holdte af. Selvom han ikke altid vidste hvordan han havde det med Andrea, så fortjente hun bedre og det havde han i sinde at give hende. "Kan du klare dig selv nu?" Nicolas lod ham ikke få en chance for at svare før han gik ned imod de andre celler, dem der førte væk fra Andreas. Det så ikke ud til at der var andre dernede. Han gik nu tilbage og passerede Noas celle før han stoppede op ved Andreas celle. Synet gjorde nærmest ondt på ham. Det var hans skyld hun sad der og var i smerte. Han gik ind i cellen og så på hende med blanke øjne. "Jeg er ked af det her er sket for dig, og din bror. Det er min skyld og jeg ved du vil hade mig for det. Men det må du ikke. Du er min klippe, uden dig vil jeg bryde sammen. Jeg tror ikke du ved, hvor meget det har betydet for mig, at du har været i nærheden." Han lagde blidt en hånd på hendes kind. "Find mig hvis du kan tilgive mig." Så forsvandt han.

Nicolas var hurtigt ovenpå, men der stod han. Ham der tidligere ikke havde været andet end en af Nicolas' små hjælpere. Selvfølgelig var det ham der havde overtaget det efter Nicolas var stoppet. Manden stak en hånd i brystet på ham og greb fat om hans hjerte. "Jeg kan se du er tilbage. Desværre har jeg taget styringen, og du kan ikke beslutte hvem der skal gå. Men jeg vil gerne se hvordan dine små venner reagerer på din død." Manden stak en spids træpind i Nicolas' bryst og han faldt sammen på jorden mens han gispede efter vejeret, indtil han sidst lå helt stille.

Nøglen blev kastet og det lykkedes lige for Noa, at spænde sig fri af lænkernes kvælende greb om hans håndled. Han gned kort sin hånd om dem. De var ømme og irriteret. Nicolas lille sætning, sagde han intet til og gik i stedet sammen med ham, ind for, at finde Andrea, selvom han ikke anede hvorfor Nicolas ledte efter hende. Da de fandt frem til hende, ville Noa være løbet hen til hende, hvis ikke det havde været for Nicolas. De ord han sagde, fik ham til at løfte spørgende på et øjenbryn og stå helt stille. Hans klippe? Uden at afbryde noget, stod han bare stille og ventede på, at Nicolas havde snakket færdig, så han kunne komme hen til sin søster. Da den fremmede (nicolas) igen forsvandt, var Noa hurtigt henne ved Andrea og lagde bekymrende sine arme om hende. "Jeg er frygtelig ked af det her," Han hjalp hende med oppe at stå. "Du skulle ikke have været udsat for dette," Imens han sagde disse ord, så han sig omkring og ledte kort efter den fremmede, men gav op og søgte i stedet efter en udvej. Vampyrblodet i Andreas åre gjorde det ikke nemt for hende. Langsomt startede han at gå imod udgangen. Han fortsatte med at støtte andrea hele vejen igennem.

De andre så hjælpere, så overrasket over på det der skete foran dem. Nogle gik så meget i panik, at de løb ud af døren, imens andre forsøgte, at gå hen imod Nicolas, enden for at fange ham eller dræbe ham på stedet. Få af de små hjælpere, udløste en form for alarm, så en skærende lyd fra en sirene nu suste igennem hvert et rum. Selv nede i kælderen, fik lyden det til, at væmmes i Noa og han ømmede sig kort over den ny ankommende og skærende lyd.

Enten var det virkelighed ellers så var det en illusion - hun vidste ikke længere, hvad hun skulle tro på. Nicolas' ord ramte hende, og hun kiggede bare ind i de blanke øjne, imens hun sank en klump. Andrea kunne ikke få sine ord frem, det virkede så umuligt for hende at sige noget. Hun lyttede til hvert eneste lille ord han sagde, som betød ekstremt meget for hende. Hans hånd på hendes kind fik hende til at holde vejret, hun valgte at tro på, at dette ikke var et af de mange levende billeder hun havde haft. Inden hun nåede at blinke, var han væk. Som forsvundet ud i luften. Det næste hun opfangede var Noa henne ved hende, og hjalp hende på benene. Dog undrede hun sig over, hvor Nicolas blev af. "Jeg klare den." Sagde hun lidt stædigt.

Lyden skar igennem hendes ører og hun kiggede op. Nysgerrighedden og mavefornemmelsen på, at der var noget i vejen fangede hende. Den følelse fik hende til at humpe afsted op af trapperne ovenpå. Selvom hun var så udmattet som hun var. Igen når det galt hende mavefornemmelse overfor dem hun holdt af, så var hun ligeglad med sig selv i den periode. Andreas blik flakkede rundt omkring sig, imens hendes vejrtrækning var dyb og udmattende. Hendes blik faldt ned og gjorde hun faldt på knæ - da hun så Nicolas ligge på jorden. Andrea rystede på hovedet. "Det er en illusion. Andrea kom nu til dig selv, det er en fucking illusion." Hun slog sig lidt i hovedet inden hun kravlede derhen. "Nicolas.." Hviskede hun lavt og lod sin hånd glide henover hans kind. De få der kom hen imod ham, kiggede Andrea arrigt op på, med vrede gyldne øjne. "Gå væk fra ham!" Skreg hun nærmest i vrede og snerrede voldsomt. De sprang lidt tilbage, men så gik de imod den vrede varulv, fordi hun alligevel så udmattet ud og ikke i stand til at slå fra sig. Der var bare det med Andrea, at hun ikke gav op. Så da de gik imod hende så rejste hun sig beskyttende op på rystende ben. Hun slog hårdt, så hårdt hendes sidste kræfter kunne. Hendes åndedrag blev tungere og tungere - udholdenhed hørte til varulvene. Hun sank en klump, men følte sig kort ude af balance - og der slog de til. Et slag i ansigtet og et spark i maven kastede hende tilbage ved siden af Nicolas - hvor hun gik i sort, ganske kort. Hun lagde med hovedet på Nicolas brystkasse. Hjertet bankede endnu. Andrea var blot gået i sort. De sidste små hjælpere gik tættere på kiggede sig nervøst omkring, for at se om der ville være andre til at springe frem fra buskene.

Nicolas var ikke død, hvor vidt det var meningen eller ej, var ikke til at vide. Han kunne have været død, hvis pinden bare var få centimeter til højre ville han have været død. Han nåede kun lige at høre nogle komme op ad trappen før han var langt borte. Han så forskellige episoder af hans liv for sig. De ting der havde haft en stor virkning på hans liv. Andrea dukkede op flere gange, på trods af hun ikke havde været en så stor del af hans liv. Lyden af hendes stemme, var nok til at han så hende for sig. Da Caroline dukkede op, mærkede han et stik i hjertet. Han havde ikke lyst til se hende, han ville ikke se hende medmindre hun stod foran ham i levende live. Nicolas bevægede svagt sine fingre, i håb om han kunne få sig selv til at trække pinden ud. Han ville bare ud af hans mindestrøm. Han havde ikke lyst til at pine sig selv med at se Caroline.

Han havde ikke den fjerneste ide om hvad der skete lige nu. Det ene øjeblik, panik og slåskamp, det næste begyndte Andrea at hylde over ham der lige havde reddet dem. Øjnene trillede rundt i hovedet på ham. Hjertet bankede sig hele vejen op til halsen. Lige nu ville han bare væk derfra. Der skete alt for meget lige nu. Mænd og kvinder tumlede rundt. Andrea blev sparket, trillende hen af jorden og da han ville hente hende, blev han blot stoppet af andre. Efter flere forsøg på at komme hen til hende, lykkedes det endelig. Hurtigt løb han hen til sin søster, løftede hende op. "Lad os komme væk herfra,"

// beklager svaret. Anede ik hvad jeg skulle svare

Andrea kunne måske udmattelsen skære i hende, hun kom lettere til bevidstheden da hun bevægede lidt på sine skuldre, det holdt hende vågen. Noas stemme skar igennem hende. Hun havde ikke lyst til at efterlade Nicolas. Død eller levende. Hun var for udmattet til at sige noget, men fik rystet engang på hovedet og rev derefter trædolken direkte ud af ham, uden at vige den en centimeter til siden overhovedet. Det dog på hendes energi. Hun hadede følelsen, men var for stædig til andet. Inderst inde ønskede hun at han ikke var død. Hun håbede på. Det lige nu mere end selv at overleve. Hun rejste sig op med Nics arm med sig, udmattet og stædig som et æsel var ikke nødvendigvis det sundeste at være. Kom nu Nic, klar den.. Tænkte hun bedene.. "hjælp mig med at få Nicolas ud Noa" hendes stemme skreg næsten til ham, det var blot alle nerverne der skreg for hende indeni.