First meeting // Sylvester // xxx

Sted: Ashen Wood Forest
Omgrivelser: En lille hule med en dybning nok til at regnen ikke kan ramme en, med et bål ude foran og døde træer alle steder. kviste på jorden.
Vejr: Stille stående vejr.
Tid: 22:00
Påklædning: (Kig på hendes billed)

Mirinu havde gået rundt og samlet gamle men brugbare grene op, rundt omkring i skoven til et bål senere hen. Hun havde jaget en ulv som hun havde gemt død henne i sin hule, så hun havde brug for en hel masse brande. Hendes mave rumlede på vejen hjem. Og alt det træ hun bar var tungt, hun var normalt stærk nok men efter som hun ikke havde spist i et stykke tid var hun blevet svag. "Fandens til dyr! Kan det ikke bare blive stegt uden så meget ild!" klagede hun med tunge skridt hen mod hulen, hun kunne næsten se den lille ild hun havde sat i gang med ulven hængende over. Der var ikke sket så meget med den. Alt dens pels havde hun skåret op og lagt et stykke væk fra ilden, det havde hun tænkt sig at sidde på mens ulven blev spise klar.

Sylvester, tog Celenia hånden da de nåde starten af skoven. Celenia havde drømt om en dame i en skov som denne. så sylvester havde taget hende ud til den. Da de var nået ret godt ind i skoven begynde Celenia at blive træt og begynde at snakke om at hun ville hjem Men sylvester var ikke enig med hende "Mine fødder gøre ondt!" Sylvester bukkede sig ned til hende " kom op på min skulder." Sylvester løftede hende op på skulderne også gik de videre ind i skoven. "Store bror der er meget stille her.. jeg bange" sylvester satte Celenia ned " der intet at være bange" sylvester klappede hende på hoved og tog hendes hånd. Hun gik tæt på sylvester "jeg kan altså ikke lide det kan vi ikke tag hjem nu". Sylvester var ikke kommet så langt for og tage hjem "ville du ikke finde damen for din drøm?" spurgte sylvester til sin lillesøster ." jo men det her er uhyggeligt" Hun var lige ved at græde da han sagde det. Sylvester kunne lugte noget kød blive varmet og han hadet den lugt. "jeg tror der er noget denne vej" Celenia svaret med tråre i øjne "Jeg er altså bange,tjeg vil hjem og vi skal ikke gå den vej!" hun var begyndt at græde nu. "rolig,jeg lover der ikke sker noget med dig, du ved jeg holder af dig ikke?" Celenia nikkede og gik med ham videre.

Mirinu kunne hører hulken i det fjerne, "Besøgende?" Sagde hun og kiggede sig omkring. Ilden var blevet godt stor og kødet var begyndt at se spiseligt ud. Mirinu sukkede, og fandt sine daggers frem, hun var klar til kamp hvis det skulle ske, det havde taget alt for lang tid at lave mad til at hun ville lade nogle hulkende monstre tag den. Og desuden var mennesker ikke lige noget hun gad, eller flere ulve og store edderkopper. Hun blev irriteret og vred over at hun stadig kunne hører nogle der kom. Hvad skulle de her over? Kunne de ikke bare lade hende være i fred? Eller blev hun ligefrem nødt til at slå dem ihjel for at få fred? Mirinu sukkede. "Jeg ville bare spise," Sagde hun trist.

Sylvester fik hende endelig til og falde til ro igen. "går det beder nu?" Celenia nikkede men sagde ingen ting. "tror vi er tæt på nu. nu må du ikke blive bange vis du møder hende vel?" Hun nikkede igen. Da de varnået hen så de en dame der stod og spiste . "er det hende? "viskede han til Celenia. hun stod i chok da hun så en dame spise en ulv. Celenia var ikke lige så van til sådan nogle ting. Celenia nikkede stille og strådte nogle skridt tilbage og tag Sylvesters hånd og hev ham lidt tilbage i armen.. "jeg bange hun var slet ikke så skræmmende i min drøm. "

Mirinu så dem og gik hen imod dem, "Hvad vil i her?" Hun så noget vred hun. Det var ikke normalt at mennesker sådan kom herud. Hun ville have dræbt ham, men den lille pige. Det var ikke normalt for stærke mænd, voldlige mænd, en pige. Det må være hendes beskytter, men hun grad. Han må være dårlig til jobbet, og bestemt ikke stærk. Mirinu sank daggerne og prøvet at se lidt mere venlig ud, men hun var alt for anspændt til det, for hun kendte dem ikke og han så ikke venlig ud.

Sylvester " hej undskyld forstyrelsen.. men øhh min lillesøster vil godt vide hvem du er?" Han løftede hans søster op i armene. " hun virker lidt an spændt end i din drøm ville jeg sige. " celenia nikkede " sæt mig ned lad mig tale med hende" og tørte sine øjne. hun gik forsigtigt hen mod hende og sylvester gik lige bag hende for en sikkerhed skyld. hun stoppede op to meter foran damen. " hhheej.... jeg hedder Celenia bor du her?" sagde hun med en nysgerrig tone.

Mirinu gik på knæ for at være på højde med hende, og kiggede så op på herren. "Tal ikke om mig som om jeg ikke er her," Hun kiggede så på pigen igen, for at være sikker på at hun også havde hørt det. "Ja jeg bor her, menneske, hvad vil du? Eller... I" spurgte hun og kiggede på ham i afsky da hun sagde i, hun kiggede op og ned af om af afsky som var han noget af det grimmeste hun nogenside havde set. Hun kiggede på pigen igen og afventede svar.

" hvad hedder du?.. det fordi jeg drømte om dig, og min bror lovede mig at finde dig vis altså du var virkelig. " Sagde celenia. Sylvester gav damen et sødt skævt smil og et lille blink. og holde sig for næsen efter det. han kunne virkelig ikke lide lugten af varmt kød. " forresten hedder jeg Celenia vi kommer fra storbyen " Celenia kiggede på damens øre de var meget længer end alle andre hun havde set i sit liv. hun stod nermest og stirrede på dem. Celenia havde blondt hår, en hvid kjole og blå øjne samt sorte ballerina sko på. hun så lidt beskidt ud ligesom sylvester som havde en lang frakke på og hvid skjorte som var røde pletter på samt nogle sorte bukser og slidte støvler.

"Hvad så du om mig i dine drømme barn? For hvis du så mig så må du jo vide noget jeg ikke ved," Mirinu rejste sig op og bevægede sig lidt væk, hun kiggede på herren igen. "Stor byen? Også ligner han noget som er slæbt ud af en skrot plads?" sagde hun og gav ham elevator blikket. Hun kiggede hen på sin mad, hun havde ikke en gang fået chancen for at smage det endnu. Det ærgede hun sig over. "Jeg giver hverken mit navn eller gæstfrihed til mennesker som ham," sagde hun og kiggede på pigen. "Hvis du ønsker at vide noget, og fortælle, så få ham væk først," Mirinu satte sig på det pels hun havdet fået fra dyret.

"Men men.. Han er god nok han gør ikke noget" sagde Celenia Sylvester var en smule fornærmet men han ville aldrig tillade at gå fra sin prinsesse. Han holde stadig sig for næsen af den lugt. " jeg så at din hule faldt sammen at ned med store edderkopper som kommer ned fra træerne jeg kan ikke huske så meget andet du løber væk og er ved at blive overfaldet. " sagde Celenia... Sylvester stod med store øjne " hey prinsesse det har du ikke fortalt mig!" sylvester var sur for hun kunne have ført dem i fare. " Nej for du ville ikke havde taget her ud." svarede Celenia. " selvfølgelig ikke " sylvester kunne ikke lugte andet et det mad hun havde lavede.

Mirinu sukkede. "Jeg kan klare mig selv, og hvis min hule skulle styrte ned" Hun stoppede kort. "Okay, hvis din drøm nu skulle passe, så kommer jeg da bare her imorgen og ser om der er sket noget, end til da formoder jeg at i har et sted at bo som jeg må låne, bare en nat" Smilede hun på en irriterende måde. Mirinu kastede vand over ilden og pakkede sine ting, hun gik så hen siden af pigen. "Før an, prinsesse," Smilede hun kækt. Hun kiggede på Sylvester hurtigt og så frem. Hun var klar til at forlade sin hule i en dag, men også kun det.

Sylvester var mere bleg i hoved end han normalt var. * et sted at være?* tænkte han " så skal du med ind til byen, sagde hun stolt " mens hun smilede til damen. " Nej nej NEJ! det går ikke nu gå vi hjem." sagde sylvester han tog sin lillesøster og begyndte at gå. "vi kan da ikke bare lade hende blive her, hvad nu vis det er sandt " svarede hun med en overbevisende stemme. " og det lige derfor vi skal væk og se hun er et vildt dyr hun klare sig hun eder hunde til aftensmad" sylvester var virkelig ikke meget for at tage hende med. også hen til der hvor de sover for tiden. det kunne der ikke høres tale om mente sylvester.

Mirinu, fulgte efter mens de gik. "Et vild dyr huh? Har du da prøvet en som mig før?" Smilede hun skævt. "Det var ikke en hund jeg spiste det var en ulv, og den angreb mig!" Hun kiggede ned på den lille pige. "Jeg er faktisk et meget fredfyldt væsen, hvis i giver mig en chance," smilede hun. Hun fulgte dog stadig med i lange træk. "Har i noget at spise det hjemme? Jeg fik aldrig nået at smage på ulven, jeg er meget sulten" sagde hun som om manden havde ladet hende tage med og ville sørge for at hun fik hvad hun behøvede. Hun så ham lidt som en tjener for den lille pige, så en større kvinde en hende måtte da have mere magt tænkte Mirinu.

Sylvester rollede med øjene " okay men så også kun en morgen " Celenia var glad nu og meget glad for at hun kunne over tale ham. " altså du skal nok vide på forhånd at min bror er aldrig oppe om dagen og han drikker blod han spiser ikke mad. " sagde hun sødt. " Celenia så det nok hun behøver ikke alt den viden for en vild kvinde som bor alene i en hule ude i en ødelagt skov." Han gik foran dem så lillesøster gik lidt bag ved. * hvornår er jeg blevet the good guy.. nårh ja siden jeg fik en lillesøster* tænkte han og forsatte med at går. " jeg tror på du er sød nok " sagde Celenia til damen " men hvad skal jeg kalde dig?" sagde Celenia

Mirinu kiggede på ham. "Og du kalder mig en vild kvinde? Sådan noget ville jeg da aldrig gøre, vild mand!" Hun kiggede ned på pigen, "Miri, du kan kalde mig Miri," smilede hun. "Fortæl mig, har en kvinde nogensinde ladet din bror røre dem? Siden han tror jeg er vild?" Hun kiggede op på ham igen, mens de travet afsted. Hans ansigt var nu ikke så slemt, men resten af ham var noget så grusomt, og så var han et menneske som kun drikkede blod. Hvilket væsen kan dog overleve med det? Mirinu kiggede på menneske pigen Celenia. Hun så sød ud, og var alt for rar til at måtte være på egen fod. Mirinu kunne ikke rigtig forstå at en pige som hende ikke havde en kvinde ved siden af.

" min bror er meget overbeskyttede så jeg snakker faktisk slet ikke rigtigt med nogle. min bror siger at inde i byen skal man være opmærksom og aldrig tale med fremmede, i byen kan man ikke stole på nogle. jeg tror ikke min bror kender din slags tror bare at han kigger på det du ville spise og tøjet i storbyen går man ikke så meget med det tøj du går i og så du alene ude i skoven. så tror bare det hans måde han tænker det på. men jeg syns du okay og meget flot" sagde celenia Sylvester rollede bare med øjene og håbede på den nat bare snart vil gå. " kan du holde på en hemmlighed " viskede hun til miri

Mirinu lyttede til Celenia snakke. og det lød interessant, ingen i byen gik i sådan noget tøj som Mirinu gik i, og det havde hun heller ikke forventet, de boede jo i en by, med steder at handle og tag over hovedet, varme fra anderledes ting end varme, og har masser af udvalg af tøj at vælge, så det undrede ikke Mirinu. "Hvad?" Hviskede Mirinu tilbage. Hun kiggede på Sylvester for at sørger for at han ikke ville lytte efter. Der ville jo ikke være noget ved at hviske hvis personen foran kunne hører det.

" min bror han er ikke menneske han er vampyr, det har han altid været siden jeg blev ført i værtfald" viskede hun til Miri " Det hørte jeg godt." svarede Sylvester men han var efter hånden lige glad med hvad hun fortalte mira. de alle var næsten nåde slutningen af skoven og finde vejen ind til byen det var nok en nats gå tur.

Mirinu kiggede forvirret. "Vampyr? Så de ligner mennesker, opfør sig som AFFALD og drikker blod? Det er da et trist liv." Sagde Mirinu. Hun brud sig stadig ikke om ham, og hvorfor skulle hun? Der var ingen grund til det. Den eneste hun skulle være venlig i mod er Celenia, for hun havde kontrollen. Og det havde han i hvert fald ikke.

"altså vampyre er en form for mennesker de bare døde på en måde." svarede Celenia mens de gik ind til byen. der var gået noget tid og nu var de ved udkanten af byen. "Så er vi her det her er er udkanten af byen og vi skal længer ind i den " sagde Celenia " håber bare ikke vi for meget op mærksomhed ved at tage hende med, gider ikke problemer. " sagde Sylvester. Han gik ind mod hvor de sov i byen. de gik igennem mange gyder og høje huse over det hele.

"Problemer? Med mig? De kan bare prøve," Smilede hun, og forsatte efter, der var ikke rigtig nogen omkring dem som sagde noget, de kiggede blot. Vejen var noget lang, det var Mirinu ikke ligefrem vant til når det var en masse rundt om hendes hule, så fra der var der aldrig rigtig nogen grund til at gå længere end nødvendigt. Mirinu tænkte tilbage på sin hule, hvad der dog må være sket med den lige nu, om den stadig var op rejst eller om edderkopperne havde taget over hendes bosted. I så fald, hvis der intet hjem var næste nat, ville hun bo sætte sig som disse mennesker. Det kunne måske ikke være en slem idé.

Sylvester stoppede op og kiggede sig rundt der var ingen inde i denne gyde og et hul i en væg. sylvester gik i gennem hulet det samme gjorde Celenia og på den anden side af vægen var der en trappe ned helt ned under jorden.. der var en to madrasser på jorden og to tæpper. " det senge tid unge dame" sagde sylvester til celenia hun lage sig til at sove.

Mirinu syntes det var mærkeligt, "og du, sir, klager over at jeg bor i en hule? Hvad ville du så kalde det her?" Spurgte hun oprørt. Hun fulgte efter dem ind i hullet, og så det fattige menneske liv. "Du kan vel ikke bestemme hvornår din prinsesse skal sove, hun har kontrollen over dig! Ikke omvendt," Sagde Mirinu. Hun kiggede ned på sengene. "Underligt, så sover du vel på gulvet formoder jeg?" Spurgte hun. Mirinu satte sig på den anden seng. "Du lugter, hvorfor tager du dig ikke et bad som normale? Det her er for meget." Sagde hun og kiggede på ham.

Sylvester svarede ikke han puttede bare sin lille søster og kyssede hende på panden, " jeg går lige ud og imorgen lover jeg at skaffe noget mad" Han sukkede lidt og kiggede på miri " du tag den bare jeg fortrækker alligevel at sove op af væggen. " sagde han i en irreteret tone. "vis du vil have mig undskyld jeg skal ud og lade op til dagen. " han gik op af trappen og ud af gyden * det meste prøver jeg at passeepå hende*

Mirinu kiggede på og smilede så sødt, "Hav en god tur, husk at bringe mad til mig også!" Sagde hun før han gik, hun kiggede på sengen og puttet så den pels hun havde hjemme fra på madrassen og lagde sig så krummet sammen og lukkede øjnene, det ville nok tage lidt tid for hende at falde i søvn da dette sted havde andre lyde end skoven hun kom fra, og desuden skulle man altid være lidt vågen så hvis der var nogen fare var man parat.