Free - Syge eller Legesyge

Zantanna havde begivet sig imod parken, et fristed i den ellers så travle by som hun ikke havde set særlig meget af, hun havde levet det meste af sit liv i en kælder og det at komme ud var dejligt. Hun var stukket af var på flugt det var også derfor at hun gemte sit ansigt i kappens hætte, men det hjalp ikke det var svært flygte fra vampyr som var så opsat på at få hende tilbage, men hun var ikke som dem mere, hun ville ikke være som dem. Et monster der ingen føleser havde derfor var det slut, hun havde allerede oplevet en masse følelser. Hun rettede svagt på tæt siddende kjole den var sort og fik hendes hud til at ligne marmor, kappen var grøn. Med det tøj hun havde på kunne tydelig se at hendes familie kom fra velstand det var den og så røde kjole hun havde kunne nå tage med den gang hun stak af, kapperne var nogen hun havde stjålet, parken var tom eller det troede hun men nåede indgangen ramte en fært af vampyr hende. Det var ikke en hun kendte og begyndte at følge den, hun holdte sig smule på afstand da hun fik øje på ham hun skulle ikke risikere et angreb fra en vampyr som meget ældre end hende.

Hun blev stående selv da han bukkede var det eneste han fik et ganske kort nik, men hun tog heller ikke sine øjne fra ham, hun gjorde alt for vise ham at hun ikke stolede på ham. Hun regnede med at ikke så længe ville fare hen imod hende klar til at angribe, det var hun vant og derfor stolede hun ikke på mandlige vampyrer de skulle vinde hendes tillid. Hun betragtede ham ganske roligt imens hun roligt forsatte imod springvandet for gå forbi hun skulle hjem, heller det bildte hun sig selv ind " jeg skal videre" sagde hun, hendes stemme blid og forsigtig hun ville ikke frem provokere noget fra ham hun ikke kunne stoppe igen. Alligevel var der bag frygten en meget lille nysgerrighed voksede ikke alle vampyrer behøvede at være som dem hun kendte, hun stoppede da hun stod på anden side af springvandet hun stod med ryggen til så hun kunne ikke se vis han kom tættere på, men på sin vis ville hun gerne havde han kom tættere på, men spurgte han direkte ville hun benægte at hun var nysgerrig og gå sin vej.

Efter at hun havde mødt en engel som Zantanna reddede fra sin far, havde alt ændre sig hun på måde blevet menneske igen, så meget menneske hun nu kunne da hendes hjerte jo ikke bankede mere, hun var jo død. Hun pillede svagt ved blad hun havde samlet imens tænkte over hvad hun skulle sige, pillede hun bladet i stykker.

Hun skulle lige til sige noget, men opdagede at han var væk, hun sukkede lettet og var alligevel ærgerlig over at han var væk, hendes hjerne fortalte hende at hun skulle passe på. Hun vidste udmærket godt hvordan vampyrer kunne være og det var ihvertfald ikke altid lige sjovt. Hun sukkede igen og vendte sig om for at gå velvidende at nok fulgte efter hende, hun vidste udmærket godt at han var i nærheden. Hun lyttede ganske stille til sine omgivelser.
Parken skulle være så stille som nu, men det var den lyd meget mere stille end den gjorde da hun gik her ind. Hun bed sig svagt i læben håbede virkelig at det ville det og at han ikke fulgte hende hjem. Der aldrig nogen som havde været hjemme ved hende, det faktisk bare en forladt faldefærdig bygning, hun tænkte hele tiden på at han ikke var væk at han nok skulle komme tilbage hun vidste det og hun var bange for hvad han ville gøre ved hende når han kom tilbage, hun forsikrede sig selv at det ikke kunne være værre end det hun allerede havde været udsat for, hun havde prøvet værre det kunne hun godt skive under på, men dette her var ikke en kendte og hun vidste derfor ikke hvordan var og ville reagere når han kom tilbage. Hun trak hætten godt ned over sit hoved det var den måde hun følte sig sikker, det gjorde at folk som måske vidste hvem hendes adoptivfar var ikke kunne se det, men imod en vampyr hjalp det ikke meget. Hun sukkede kort inden hun drejede ned imod stien som førte ud af parken.

Zantanna vidste ikke helt hvad skulle sige for det var da det mest indlysnede at hun var på vej væk, hun fnøs kort og kunne lide at have ham så tæt det var tydeligt at hun følte sig truet, men flyttede sig ikke hun var så tæt på ham at han kunne fjerne hende hætte, men det ville betyde krig. Hun ville godt se hvem hvordan behandlede hende, men alligevel kunne hun ikke lade være med føle sig truet " er det ikke indlysende?" spurgte hun og forsatte forbi ham det var også godt tidspunkt for mistede sit fokus det kunne tydeligt se, hun måtte prøve få ham rystede af hun havde ikke tid til endnu en vampyr, dem havde hun nok. Faktisk var han hendes første møde med en vampyr og hun brød sig ikke om det. Det ville helt klart tage tid vis hun skulle stole på ham og det var ingen gang sikkert at hun kunne lide ham alligevel. Desuden skulle hun spise, men hun havde ikke tænkt sig at han skulle med, for i hendes øjne var et sikkert et monster der dræbte sine offer.

Hun grinede kort som han bare kunne komender med hende og få svar, men vis hun troede at hun var bange for ham skulle han tro om, hun var blevet så vred at hun opdagede at han gået tættere på, han irriterede hende, han præcis som de andre mænd hun kendte, hun blottede svagt sine tænder, men hans fælde ville ikke virke, han kunne bare vente sig til at rørte hende så ville hun bruge sin evne på fuld kræft selvom det kostede så meget energi at hun ikke kunne flygte bagefter. Han skulle ikke regne med at hun gav sig så let, alt det hun havde været igenmen " den eneste flygter fra dig" sagde hun hendes stemme var afvisende og vred over at han spærret hende inde, det havde slet ikke slået hende at måske bare var nyserig. Hun kom bare i forsvarsmode når hun mødte en mandlig vampyr, det kunne godt være hun respekterende ædere vampyr, men hvem kunne give hende skylden vis de vidste hvad hun havde oplevet, hun sank klump og rettede på sit tøj. Hun blev dog stående og regnede med at det var hans tur hun havde ikke mere at sige til ham før han kunne bevise over for hende at han ikke tænkt sig at gøre hende ondt.