The sun. The moon. The truth -JoshxSarah-

De havde hjernevasket hende, det kunne godt være, men hvis de skulle redde hende, hvorfor gjorde de så aldrig et forsøg på, at redde deres andre brødre, som sikkert også var hjernevasket til, at tro de gjorde det rigtige. Det hele var jo Julians skyld. Han sagde ikke, at de skulle dræbe hende, men Stellas grund for, at redde hende var ikke den bedste. Det var jo det samme som, at sige, at skånede hende fordi hun var en pige. Hun havde sikkert også gjort ligeså meget lort, som deres andre halvbrødre og dem gav de bestemt ikke nogen chance, før de dræbte dem.
Det truende blik gjorde ikke Josh noget, han rystede bare opgivende på hovedet og kiggede rundt, man kunne jo aldrig vide om Julian holdt øje med dem lige nu. Blikket skulle vidst heller ikke tages så ilde op, eftersom hun med det samme sendte ham et undskyldende blik. Da Stella valgte, at spørge om hendes navn, kiggede han endnu engang hen på den fremmede tøs, der havde hans storesøsters ansigt. Hvad var hendes navn mon? Og hvor længe havde hun mon været under Julian? Hun lod ikke til, at hjælpe Julian med, at fange kvinderne, så hvad pokker var hendes rolle i Julians sindsyge leg?

De havde aldrig gjort hende noget. Men hun huskede første gang hun opdagede hvad der forgik, hun løb så hurtigt hun kunne for st komme væk derfra, uheldigvis fangede Julian og fortalte hende om at det var sådan de åd. Det var måltid. Sarah var bloddæmon, men Julian havde fået ind i hendes hoved at hun skulle have sex med mænd eller kvinder for st overleve. Siden hendes flugt for 100 år siden, så var idag første dag hun var ude efter Julians død og de måtte flytte. "Sarah" svarede hun så og kiggede så over på Josh. "Jeg beklager." Sagde hun så og gik over til han med stille bevægelser, intet truende. "Hun bad os lade hver. Bad ham om ikke at gøre hende noget. Men han var så vred på den blondemennesketøs, at han mistede kontrollen. Du var så lille. Du fortjente ikke at få hende fjernet fra dig i den alder." Tilføjede hun så og sank en klump. Julian vidste alt. Havde fortalt hende alt udover styrke. "Jeg så hende flygte. Men jeg sagde ikke noget... " bed hun så sammen og tog sig til hovedet og masserede hendes tindinger. Så blev hendes øjne kort sorte og hun rystede på hovedet. "Skrup ud sf mit hoved" vrissede hun og gik så tilbage. Stemmerne i hendes hoved var hendes halvbror Scott som bad hende dræbe dem nu. Telikinese var irriterende.... Hun rystede vildt på hovedet og bed tænderne sammen for at slippe for hovedpinen det gav hende at kæmpe imod. "De beder mig om at dræbe jer..." Kom det fra hende med en udmattende stemme.

Jeg ved hvad du nok tænker Josh. Men jeg vil ikk hjælpe hende bare fordi hun er en kvinde. Hun angreb os ikke. Hun talte bare. Desuden er hun min tvillingesøster. Hun er født uden alt den voldtægt. Der må være en bedre strøm fra hende end Julians lille skødehund." Sagde hun så og kiggede på Josh med et bekymret blik. Sarah. Sarah og Stella, der var noget der som passede sammen. Så gik hun imod Josh, og selv Stella kunne regne ud, st Sarah snakkede om Lola. Blond mennesketøs, det måtte næsten være Caroline, så meget som hun havde forstået på historien. Hun kiggede på Josh, hans reaktion var afgørende.
Så gik det hele amok og Stella sprang et skridt tilbage. "Skal vi stikke af eller blive. Jeg kan sagtens klare en lille slåskamp hvis det skulle være?" Spurgte hun Josh og kiggede kort over på Sarah

Han så vurderende på Serah. Der var noget anderledes over hende, hun virkede hverken som Julian, Logan eller nogen af de andre sønner. Hun var anderledes, endda selv om hun arbejde sammen med ham. Men, som Stella sagde, han havde sikkert bildt hende et eller andet ind, siden hun var blevet en lille skødehund for Julian.
Da hun gik hen imod ham, tog han ikke øjnene fra hende og rykkede sig ikke ud af stedet. Han fandt hende dog ikke truende lige nu. Hendes bevægelser var blide og rolige. Hun beklagede? Hvad beklagede hun?
De spørgsmål blev dog besvaret, da hun fortalte om det næste. Hans mor... Havde Serah været der den dag hun døde? Havde hun været med til det!?
For ikke, at springe i flæsket på hende, vendte han ryggen til hende og forsøgte, at holde billederne af hans mor, der blev rykket ud af hænderne på ham, ude af sine tanker. De billeder... de var så kraftige. Hans mors sidste beroligende smil, samt hendes sidste ord, før hun blev trukket ud af døren og forsvandt fra ham for altid.
Efter en dyb indånding, vendte han fronten imod Serah igen og sendte hende et skævt smil. De mandelfarvede øjne viste dog ingen tegn på følelser.
Han ville sige noget til hende, men blev afbrudt, da øjnene pludselig blev sorte og nogen bad hende om, at dræbe dem. Sikkert en af brødrene. Egentlig havde han ikke lyst til, at slås imod deres nye halvsøster imod hendes vilje, men det lå til, at der ikke var meget andet at gøre, medmindre de ville meste hende helt.
"Jeg er også klar til en lille slåskamp... Vi må bare huske på ikke at dræbe hende," sagde han og nikkede til Stella. Han spændte hver en muskel i kroppen og anede ikke hvad der kom til at vente ham.

De ville kæmpe. Det var deres valg og hun ville ikke gøre noget for at skifte deres mening. Selv ville hun ikke kæmpe, men kigge på, selvom det lød lidt kujon agtigt. Men hun ønskede ikke at vælge side. Josh og stella kunne jo have valgt at slå hende ihjel, men det gjorde de ikke.
Julians skygge viste sig og Sarah sprang op på kasserne fra før og blev siddende der. Kiggede blot på vad der ville ske. Julian kom ind med en hær. En hær af sønner der søgte for at dræbe. "Jeg antager hun ikke var stærk nok imod jer to. Velkommen tilbage til livet Stella." Julians stemme var fyldt med hån og mere hån. En kulde som ikk kunne besejres med varme. Sarah sagde intet. Hvis Julian skulle afsløres, så skulle han være manden der gjorde det. Sønnerne ventede ikke de satte i angreb. En hær imod to.

Stella nikked til det Josh sagde. Og bemærkede knapt nok Sarah sprang væk lige da Julian kom frem. Så snart hun så ham, var hadet fyldt i hendes øjne. Et prik med en nål, og lokalet ville være oversvømmet. Kampen var sat igang. Derfor snakkede hun ikke med sønnerne, fordi de ligesom dyr angreb uden at tænke. Stella knurrede og bukkede sig bagover da en kniv blev langet imod hendes hoved. Stella gik helt i bro, og sprang så på benene igen, hvor hun hurtigt fremmanede en kniv som hun stak igennem halsen på den første. Hun snerrede voldsomt og kiggede sig om for at få øje på josh da en kniv smittede hendes lår og hun gispede kort. Såret var dybt, men ikke nok til at sætte hende ud af spillet. Hun svang ar,en med en ny kniv til siden og ramte derfor lige igennem kraniumet på fyren. Stella skar kort ansigt af smerte, men forsatte med at slå sønner ihjel. Det gav hende en hvis nydelse at slå dem ihjel. De havde ingen sjæl, intet hjerte. Der var intet at se i deres øjne. Og hun havde ingen medlidenhed. Stella fik nok af knive og fremmanede til sidst et samuraisværd, hvor jun med flydende bevægelser svang sværdet yndefuldt igennem luften og halshuggede sine modstandere snildt. Blodet ramte hendes tøj, hendes hud. Modstanderne, fjendernes blod.

Serah sprang hurtigt væk og frem trådte monsteret til Julian, med det altid så fede og selvsikre smil på hans læber. Et smil Josh så gerne ville tørre af og tvære ud. Selv Joaquin hadede dette smil. Det pissede ham af, at hans far altid var så selvsikker og aldrig tvivlede på noget af det han gjorde, overhovedet. Han var kold som is, ubarmhjertig og fuldkommen ligeglad med alt og alle. Kunne han dolke sine sønner i ryggen for, at redde sit eget skind, var der ingen tvivl om at han ville gøre det.
Sønnerne angreb uden den mindste tøven. En efter en, sprang de på ham og Stella, brølede som aber og Josh tog endda nogen af dem i, at bide ham. Han slog vredt ud efter den, ramte de fleste af dem og så dem vælte omkuld, hvor de derefter hurtigt kom på benene igen.
Hurtigt trak han dolken op af sin beholder, snittede ud med den i luften, hvor den ramte op til flere forskellige. Desværre, havde han ikke bemærket en af sønnerne, havde sneget sig op bag ham og slog ud efter lige der, hvor man kunne få Josh til at falde. Slaget ramte lige imellem skulderbladene, lige der hvor arene var. Josh skar smertefuldt tænder. Sønnerne så det som en mulighed for, at få ham ned med nakken, de overfaldt ham en efter en og forsøgte nærmest at kvæle ham med deres vægt. Under dem, kæmpede Josh for at komme fri, men blev bare presset mere og mere ned i den mudret jord. Til sidst lukkede han øjnene i, fokuserede på deres frygt hver især. Det kom til at kræve en del energi, men han var nød til, at gøre det.. De forskellige sønner, trak omgående væk fra ham, da deres største frygt nu stod for øjnene af dem..
Josh kom vaklende på benene igen, fuldkommen dækket af mudder og ryggen var dækket af blod, fra det slag han havde fået. Arene havde åbnet sig endnu engang..

Sarah betrak blodkrigen. Julian havde undervurderet sine modstandere kraftigt. Josh og stella var stærke og erfareende. Det vsr dumdristig at angribe dem uden videre. Sarah gispede kort da josh blev overfaldet og bed sig i læben da blodet susede omkring hendes skarpe sanser. Stella sloges med forskellige våben. En evne hu. Aldrig havde set før. Sarah iagttog det hele og hendes blik landede på Julian som ubemærket stod bagved den intetanende josh. Hun kunne se Julian stod med en kniv lige til at spidde i igennem ryggen på ham så den kunne prikke hul påhjertet. Sarah reagerede hurtigt og sprang ned fra kasserne og landede på Julians ryg. Hans opmærksomhed blev hurtig afledt og han kastede hårdt sarah ind i kasserne så de væltede over hende, hvorefter han teleporterede sig væk for josh ikke skulle nå endnuet angreb.

Selvom alt hun ønskede var at hjælpe josh da han blev overfaldet kunne ikke. Der var for mange, og jun var bare for langt væk. Dog nåede jun lige at se Julian da han skulle til at ramme josh. "NEJ!" Råbte hun i en høj lang tone, og blev kort ubemæksom, da nogle slog hende i jorden. Stella brugte dog sværdet til at blokere de angreb der kom imod hende. Men hun var iverig for at vide hvad der skete. Hun kunne blot hører kasserne falde sammen intet andet. Hun blottede sine tænder for hendes halvbror imens flere kom hen for at t Inge hende til at blive nede. Den ene satte sine skarpe tænder i hende og det gik hende til at skrige højt og mærke, hvordan energien susede ud af hendes krop stille. Hendes skulder var oversvømmes med blod hendes eget blod. Bidet var blot en evne. Et giftigt bid som i løbet af to dage ville sætte sit ofre ud spillet ved at dræne dem for hvert sekund til de døde. Ikke lige den død man ønskede. Stella kunne ikke koncentrere sig. Alle dem som overfaldt hende flyttede sig pludselig, og lod hende sætte sig op, hvor hun kunne tage sig til den skadede skulder, hvor man på trods af blodet kunne se bidet. Stella rynkede irriteret på næsen og kiggede op for at se hvad der skete.

Han havde halvbrødrene i frygtens spind i få sekunder endnu, det varede ikke længe før han måtte give efter, da han kunne mærke hvordan energien langsomt forsvandt fra ham. Benene begyndte at vakle under ham..
Til sidst måtte han give op. Brødrene var endnu engang frie fra frygtens spind. Lige i tid til, at Josh bemærkede de væltede kasser og drejede hovedet i forskrækkelse. Han bemærkede Sarahs ansigt under kasserne, lige inden de ramlede. Eller, måske var det Stella. Det var så forvirrende! Han så forskrækket hen imod Stella, der indtil videre klarede sig ret godt imod deres brødre.
Hurtigt løb han hen til kasserne, hvor han fjernede dem en efter en. Ganske som han havde set, var Sarah under kasserne. Hvordan hun var endt der var en anden sag.
Han rakte sin hånd ned til hende og trak hende op. "Hvad skete der?"
Spørgsmålet blev knap nok besvaret, før et rædselskrig fra Stella, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Hurtigt drejede han hovedet om, så den blødende søster og kunne mærke sit eget hjerte springe ud af brystet. Imens brødrene stadig var en smule omtumlet, løb han hen til hende og lagde sin hånd på såret, i håb om at han kunne heale det mærkelige bid. "Hold ud søs," Han vidste godt det måske bare var ord, men han vidste ikke hvad han skulle sige til hende og han følte, at han burde berolige hende med et eller andet..
Hånden blev fortsat på såret... Forhåbentlig kunne han heale det!

Kasserne faldt sammen under hende. Vejede flere tons, heldigvis nåede Josh lige at trække hende fri inden de ville smadre flere af hendes knogler. "Julian var ved at stikke dig ned bagfra, jeg sprang på ham, og fik min straf." Fortalte hun så og sank en klump så snart Stella skreg op. Hun vidste det måtte have været Damiens bid. Han havde et giftigt bid, næsten lige som en walker. Du dødee bare. I sidste ende, men hans bid var der modgift på, Damion hans tvillingebrors blod var kuren, men som altid tog Julian ham aldrig med sig. Det kunne ikke heales, det blev bare større og større... Sarah tog hånden til munden og lukkede øjnene. Hun kunne ikke lide at se på det.

Det føltes som om, at det healede, men i virkeligheden spredte visusen sig bare i hendes blod stille og roligt fordi hun jo var en dæmon. Hun rejste sig op. Det healede jo. Såret forsvandt, for nu. Stella smilede til Josh som i at hun klarede den. Så snerrede hun lidt af Julian der blot fnøs af hende inden han forsvandt og Sarah og de andre forsvandt med ham. Stella forstod hvorfor Sarah tog med dem, hvis hun vækkede mistanke om noget andet som nysgerrighed ville Julian sikkert sende hende ud af spillet og det ville være en skam. "Nå. Det var den kamp. Skal vi smutte hjem, og tage en lur på et par dage var bror?" Spurgte hun sarkastisk og dunkede sin hofte ind imod hans med et smil. De var snavset. Stella var dækket halv af sit eget blod. De var da bare så heldige. Stella kørte en hånd igennem sit hår. "Jeg har en bunke af nyheder til dig forresten!" Eller en bunke eller bunke bare nyheder. #Kom." Sagde hun og gav et lille nik med hovedet.

En hver bror ville have hjertet siddende halsen, hvis de stod i den samme situation lige nu. Din søster var lige blevet bidt og selvom det healede, hvordan kunne man så vide om det var healet under huden. Ligesom et æble, udenpå kunne det se lækkert og frisk ud, men så snart man tog en bid, var det brunt og vammel.
Lige nu frygtede Josh, at Stella var et stødt æble. I det han ville vende sig om, takke Serah for hvad hun havde gjort for ham, var hun forsvundet sammen med sine kujonagtige brødre, for ikke at tale om deres kujonagtige fader. Noget inde i ham var lettet. Trods alt var fjenden ude af syne, men samtidig kunne han ikke stoppe med, at føle de stadig var overvåget. Derudover, følte han sig skyldig over, at lade deres nye søster i stikken, der efter få minutter havde vist, at hun ikke hørte hjemme i Julians klikke.
Stella, der virkede til at have det fint, tog straks intiavtivet og inviterede ham med tilbage. Lige nu mindede hun Josh om en bombe, der bare ventede på, at sprænge. I dette tilfælde, var hun en bombe der bare ventede på, at springe ud med alle sine nyheder. På vejen hjem ad, undrede Josh sig over hvilke nyheder hun snakkede om og om hvordan de kunne få deres nye søster fri. Nok lød en lur på flere dage fristende, men han ville gerne redde sin nye søster, takket være det bankende englehjerte han nu bar.
Så snart de var hjemme, åndet han lettet ud og kiggede nu hen på Stella, med de mandelfarvet øjnene strålende af nysgerrighed. Hvad mon hans storesøster havde på hjertet? Han smilede stort til hende. "Så... hvad er nyhederne?"