You don't f****** touch her!!! - Emily -

Rædslen var stor. Heldigvis havde slavehandleren ikke ment at manden havde budt nok på hende, og derfor var hun ikke blevet solgt... Denne gang altså! Vognen bumpede konstant som de blev kørt gennem skovens bumpende stier. Hun var bundet for munden, hænderne og vingerne var der blevet klippet i så hun ikke kunne flyve, præcis ligesom man gjorde hos svaner som skulle se pæne ud i haverne. Det havde ikke gjort ondt på hende, men hun havde følt at de havde klippet en lille del af gud fra hende.
Det var forlængst blevet mørkt og hun kunne mærke trætheden melde sin ankomst, vognen standsede til hendes store held. Hun havde aldrig haft nemt ved at falde i søvn i dette bur som hendes vogn bestod af. Men hun havde ikke lyst til at falde i søvn. For første gang i hendes liv havde hun hørt en stemme som ingen andre kunne høre. Hun havde sagt til sig selv at det var guds stemme, for det hun var blevet fortalt havde været en opmuntrende besked. En besked om frihed og det liv hun rigtig skulle have haft. Et liv der var bedre end det hun levede nu. Hun havde fået af vide tidligere på aftenen, lige som de havde forladt byen de havde vist slaverne frem i, at en kvinde, hendes gudmor, ville komme og redde hende. Den kvinde som havde svoret ved Emilys dåb at hun ville forsage hende fra alt det onde, og det ville ske i aften!
Emily gabte, men stædigt blev hun ved med at spejde ud i mørket, prøvede at se om hun kunne se hvad der skete i mørket mellem de store dunkle træer.
Men pludselig blev hun hel flov, det havde hun aldrig været før, den smukkeste kvinde kom ud mellem skovens træer, hvad der var sket bag disse træer vidste hun ikke, hun vidste bare at en flok mænd for ikke så længe siden var gået i præcis den retning.
Kvinden var smuk, hun var ren og hendes stemme var beroligende. Et lille flashback viste sig pludselig for Emilys sind, det var hendes dåbs dag, hun græd og græd, men en kvinde beroligede hende, det var ikke hendes mor... Emily kiggede op på kvinden og pludselig genkendte hun hende, det var kvinden fra flashbacket, hun var hendes Gudmor. Hendes fedtede lange hår klistrede til hendes ansigt. den grå lærreds pose hang stift ned af hende, den var så beskidt at den næsten ikke kunne bøjes, og den kradsede, noget så forfærdeligt. Hendes hår var fyldt med lus og hendes hud var beskidt og næsten hel mørk af jord og mudder.
Hun kiggede længselsfuldt mod kvinden. Hun kunne intet gøre, hun var bundet for munden og hænderne, hendes vinger begyndte at baske, uden at der skete noget. Hendes øjne spærrede op, hun var så desperat efter at komme væk.

Kvinden gjorde nogle forfærdelige ting, men hun følte ikke frygt for hende, og disse mænd havde gjort meget værre i deres usle liv. Hun gemte sig bag de ret store, hvide, og tykke vinger. Hun turde ikke kigge, noget i hendes sagde at hun endnu var for ung til at opleve denne kæmpe synd som skete omkring hende, for at redde hende fra det elendige liv hun havde haft og ville forblive i, hvis ikke det havde været for denne kvinde. I mens kvinden kæmpede sig vej mod Emily prøvede hun selv, bag sine vinger, at komme fri fra sine bånd. Det var hende ikke muligt og hun opgav i det samme som hun mærkede at den sidste mands sjæl, forlod denne verden. Vingerne sænkede sig og hun kiggede ængstelig op på kvinden, hun kunne mærke en familie kærlighed hos hende, en følelse hun ikke kunne huske nogensinde havde eksisteret, men dog havde. Aldrig havde hun følt en så stor trang til at blive krammet og gemt væk, mod et trygt bryst der ville beskytte hende for verdens farer og ondheder. Hendes øjne og var store og våde som hun kiggede op på kvinden da hun spurgte til Emily, men det eneste Emily kunne sige var "Aurora". Det der havde fået hende til at sige det var en tanke der havde slået hende så klart og lysende som en åbenbaring."Jeg hedder Emily, jeg er okay tror jeg...Jeg ved ikke helt hvad okay faktisk betyder"hun svarede stille med en lys stemme der var så genert at hendes ansigt var så rødt som en tomat. Hun kiggede ned i jorden. kvinden var så smuk, smuk som en engel! Og hun var en engel, for Emily. Hun var kommet med det første lys i Emilys liv.
Uden Emily selv opfattede det havde hun kastet armene omkring kvinden og gemt sit ansigt ind mod kvindens hals."Du må ikke forlade mig!" Hun mumlede det og lød helt ulykkelig.